194|SEXTENDE CAPITEL.
Maskeraden

Efter Alexandras Død dvælede Leontine ikke saameget hiemme, som før, men besøgte tidt de Huse, hvori Søsteren pleiede at uddele Almisser, og stræbte, saavidt muligt, at erstatte Beboerne deres Tab; det var da hendes kiæreste Løn, naar hun hørte, at Søsteren blev rost, og hvem der med Taknemmelighed erindrede denne, kunde være vis paa en dobbelt Gave.

Til andre Tider giorde hun lange Ridetoure i Omegnen, hun viste da en stor Dristighed, og lod sin Hest springe over Grøfter og Gierder, uden at agte paa nogen Fare; denne var ofte heller ikke saa stor, som den syntes, da hun, som de polske Damer pleie, sad fortræffelig til Hest, hvortil hendes skiønne og smidige Legeme syntes fortrinlig dannet.

Adalbert fulgte hende tidt paa disse Udflugter. Da han engang bebreidede hende den Forvovenhed, hvormed hun opsøgte de farligste Steder, vendte hun smilende sit Ansigt om til ham og sagde: »Jeg er født i Biergegnene 195| mod Syden, jeg har bestandig elsket hiin Natur, fra min tidlige Barndom af klattrede jeg dristig op paa de steileste Steder og red de vildeste Heste, og allerede den Gang misundte jeg Muursvalerne, naar jeg saae dem hænge paa de høieste Taarne, og derfra at svinge sig ud i Luften.«

»Kom De da aldrig til Skade, Leontine?«

»Aldrig. Hvor Ingen før havde været, vovede jeg mig hen, jeg vandrede giennem mørke Skove, og roede alene ud paa de store Vande, jeg vadede giennem Biergstrømme, og klattrede fra Steen til Steen, til jeg naaede de høieste Spidser, hvorfra man skuer langtud i Landet, jeg gik ogsaa paa smalle Biælker og steg op i Træerne, og naar jeg saae Liniedandsernes Konst, da ønskede jeg at svæve, ligesom de, i Luften, ja engang, da flere af disse Mennesker vare komne til mit Hiem, – jeg havde den Gang netop fyldt mit ellevte Aar – listede jeg mig bort fra mit Selskab, og ilede efter dem, thi det var min faste Beslutning at følge og trygle dem, til de lærte mig deres dristige Konst; dog før jeg endnu var kommen ret langt, mødte min Fader mig, og tvang mig til at vende tilbage.«

»Vilde De da have forladt Deres Land?« spurgte Adalbert.

»Derpaa tænkte jeg ikke den Gang, men det havde jeg dog neppe giort,« svarede Leontine, i det hun tankefuld betragtede de fierne Skove i Horizonten.

196|Starosten forandrede efter Alexandras Død ganske sin Opførsel mod Leontine, der nu var bleven en rig Arving, han behandlede hende med forekommende Artighed, han smigrede hende tidt, roste hendes Behændighed og hendes sig udviklende Skiønhed, ja han smilede endog venligt ved de Træk af hendes Væsen, som han før ikke kunde lide, og, som det lod, var det ham ikke ukiært, at hun behagede Adalbert.

Polen er et Land, hvori Vinteren er meget streng, allerede i October overraskes man af kolde Vinterdage, og i November lægger Isen sig over Vandene, medens Marken bedækkes med dyb Snee; men da forsvinde ogsaa Taagerne, da komme klare Dage, og Veiene vorde gode, og de eensomme Slotte, der omgives af Moser og store Skove, og hvorhen det om Sommeren tidt er vanskeligt at komme, besøges da allermeest af Fremmede.

Vinteren havde allerede hersket i flere Uger, da Litowski med Familie blev indbuden til en stor Fest, der skulde finde Sted hos Grev Larinski, hvis Slot laae lidt mindre end en Miil fra Starostens; hele Egnens Adel skulde samles her, sagde Tieneren, der bragte Indbydelsen, og uagtet Carnevalet var langt borte, bleve dog Giesterne anmodede om at tage Masker paa.

Hverken Adalbert eller hans Fader troede, at Leontine vilde bivaane denne Fest, i Førstningen afslog hun det ogsaa, men den anden Morgen havde hun betænkt sig 197| og erklærede, at hun vilde være med. »En slig Fest,« sagde hun siden til Adalbert, »hvor saa mange af vore Landsmænd samle sig, vil jeg ikke forsømme, thi hvem veed, hvad der kan skee.«

Hun besluttede først at tage derhen i den polske Nationaldragt, men dette mishagede Starosten, og han erklærede, at han ikke tillod Nogen fra sit Huus selv for Spøg at bære en slig Dragt. – »Men jeg er en fri polsk Pige,« svarede Leontine. – »Dog vil De sikkert ikke foretage Noget, der kunde krænke og skade en Mand, der mener Dem det vel,« sagde Starosten. Herpaa svarede Leontine intet, men Aftenen før Ballet bragte Starosten en meget prægtig Dragt, som han udfoldede for hendes Øine; »denne Klædning er smuk og passende for Dem,« sagde han, »og jeg beder Dem for min Skyld at bære den.«

Den Dragt, Starosten havde valgt for Leontine, var en fiern Efterligning af den, hvori Konstnerne fremstille Diana, og uagtet Leontine i Begyndelsen afslog at bære den, saa besluttede hun dog tilsidst, da hun selv fandt den smuk, at tage den paa.

Starosten kunde først komme sildig, og efterdi han ikke fandt det passende, at Adalbert og Leontine toge til Festen alene, blev en Familie, der boede i Nærheden, anmodet om at hente dem.

Kort før Afreisen traadte Leontine frem i sin Dragt. 198| Den ranke, jomfruelige Skikkelse var omgivet af en prægtig Jagtklædning, og over det skiønne Hoved svævede en glimrende Halvmaane. »I Sandhed, saaledes maa den jomfruelige Gudinde have seet ud,« sagde Starosten, i det han trykkede et Kys paa Leontines Haand. Leontine rødmede ved disse Ord, og kastede hurtig en prægtig Zobelpels over sin ranke Skabning. I samme Øieblik hørtes Biælderne af de kommende Slæder, og den Familie indfandt sig, med hvilken Adalbert og Leontine skulde kiøre.

Paa samme Tid kom ogsaa Major Zeltner. »Munken er fangen,« hviskede han til Starosten, »vi lokkede ham ud under Paaskud af, at en Syg trængte til hans Hielp,« efter disse Ord ilede Zeltner op i Starostens Værelse.

Adalbert hyllede sig nu ind i sin Pels, og tog Plads bag paa Leontines Slæde. Det var en klar Aften i Begyndelsen af December, Stiernerne glimtede stærkere, end sædvanligt, og paa Himlen syntes ukiendte Dybder at aabne sig, hvori man øinede mangfoldige Verdner, der ellers skiule sig for Menneskets Øie. Langt borte i Skovene hørte man Ulvehyl og Skriget af den vilde Ræv, hvilket paa en eiendommelig Maade blandede sig med Biældeklangen; Adalberts Hierte bankede stærkt, thi uagtet der var en Slæde foran og en efter ham, saa forekom det ham dog, som om han var ganske alene med sin 199| Elskede, hvilken han netop ved det Lys, Sneen udbredte, kunde skimte, og ikke desmindre stod han hende saa nær, at han mærkede hvert af hendes Aandedrag.

I Førstningen vare de begge tause, endelig afbrød Leontine Tausheden. »Hvad vil min Broder i Warschau?« spurgte hun. – »Han vil undersøge Stemningen.« – »Og maaskee myrde Tyrannen, ikke sandt?« – »Kunde De billige dette Mord, Leontine?« – »Nei,« sagde hun, »men jeg kunde elske Morderen.« -

Der opstod nu igien en lang Taushed, endelig sagde Adalbert: »Da jeg saae Dem første Gang, troede jeg ikke, at en slig Ild blussede i Deres Indre.« – »Nei, De troede, jeg var kold og ligegyldig, ikke sandt?« – »De er sikkert ofte bleven miskiendt, Leontine?« – »Til Miskiendelse er jeg vant fra min tidligste Barndom,« svarede hun med en Røst, der klang blødere, end sædvanlig, »min Moder døde, da jeg var ni Aar gammel, jeg veed vel, hvor bedrøvet jeg den Gang var, og dog legede jeg om Dagen, og syntes ligegyldig; thi det forekom mig umuligt at vise min Smerte for Andre. Naar jeg da gik igiennem Værelserne, hørte jeg vel mangt et Ord, der hviskedes i Krogene, om hvor kold og følesløs jeg var, men om Natten, naar Ingen saae mig, sad jeg mange Timer vaagen paa mit Leie, og bad til Gud, at han dog vilde tage mig bort herfra til det bedre Sted, hvor min Moder var. Disse Timer og Haabet om deri at være 200| alene med min Sorg, gav mig Mod om Dagen, min Trøst var, at der fandtes en Hemmelighed mellem Gud og mig, som ingen Anden kiendte, og jo stærkere de dadlede mig, des fastere tillukkede jeg mit Indre, ja tilsidst blev jeg vant til at miskiendes, jeg fandt en Glæde deri, og det blev min Stolthed at synes mindre god, end jeg var.«

Leontine følte sielden Trang til saaledes at aabne sit Hierte; des opmærksommere lyttede derfor Adalbert, det forekom ham, som om et Slør blev trukken til Side, saa han kunde skue dybt ned i den reneste Siæl og opdage gyldne Skatte, ligesom i Vinteraftenen over hans Hoved, i hvilken fierne Verdner blinkede, som Dagen ikke kiender, og hvis Rigdomme Mennesket ikke begriber. -

Om den eensomme Nat fremkaldte Adalberts Dristighed, eller om hans Følelse nu var saa stærk, at den selv ved en mindre gunstig Anledning vilde have udtalt sig, maae vi lade uafgiort, men saameget er vist, at han pludselig overraskede Leontine med Tilstaaelsen af sin Kiærlighed, hun sad ganske stille derefter, og ligesom hensiunken i Drømme, men før hun endnu havde svaret et eneste Ord, indtraf den Begivenhed, vi her skulle fortælle:

En halv Fierdingvei fra Larinskis Slot staaer et lille Capel, halv skiult mellem Buske, hvorigiennem en Korsvei løber. Da de nærmede sig hertil, steg netop Fuldmaanen op bag en Høi, og belyste Capellet og Kratskoven. De saae da pludselig en kulsort Slæde, der 201| ilede frem uden Biældeklang og ledsaget af flere Ryttere; men Slæden kiørte saa hurtig, og Rytterne travede saa stærkt, at det Hele snart, ligesom et Nattesyn, forsvandt, før Adalbert endnu begreb, hvad han havde seet. »Hvad var det?« spurgte Adalbert. – »Det var den Slæde, der fører Fangerne til Siberien,« svarede Leontine. – »Ak! der sad en Mand i Slæden, maaskee var det muligt at redde ham?« – »Vi ere for svage, og de ere altfor langt borte,« svarede Leontine; »saalænge slige Slæder fare hen over vore Veie,« blev hun ved, »burde ingen af vore Landsmænd tænke paa Andet, end paa sit ulykkelige Land.« Adalbert indsaae vel, at hun havde Ret, han selv fandt, at dette ikke var Øieblikket, hvori en polsk Yngling burde hengive sig til Kiærlighed, og kort efter ankom de til Larinskis Slot. -

Vinduerne vare prægtig oplyste, en støiende Musik tonede fra Værelserne, mange Slæder holdt i Gaarden, og bestandig kom flere til. Da Adalbert og Leontine traadte ind i Slottet, strømmede mange Masker dem i Møde, dog fandtes ingen stor Mangfoldighed i Dragterne, thi uden Tvivl vare de fleste Giester sysselsatte med alvorlige Planer, og manglede derfor den Aandsbevægelighed, der hører til, naar man vil sætte sig ind i en fremmed Rolle. Mange bare derfor Domino, andre havde iført sig den polske Nationaldragt, Damerne bare prægtige Ringe og 202| glimrende Diamantsmykker, hvoraf imidlertid en stor Deel vare uægte.

Blandt Characteermaskerne fandtes adskillige, der enten ligefrem, eller ved Vink og Hentydninger, angave den offentlige Stemning, saaledes saaes enkelte med trefarvede Cocarder, ogsaa blandt Damerne fandtes mange, der bare trefarvede Baand og Tørklæder.

Et Par Ynglinger gave sig ud for Papirhandlere, og uddeelte deres Varer rundt i Salen. Dette syntes meget uskyldigt, imidlertid fandtes der under de rene Ark smaa Sedler, der indeholdt forbudne Efterretninger om Urolighederne i Tydskland og om Opstanden i Belgien.

Andre vare dristigere, thi under Paaskud af at forevise og sælge Kobberstykker, uddeelte de blandt de Lysthavende Carricaturer over Storfyrsten og hans nærmeste Omgivning.

Stor Opsigt vakte en Maske, der pludselig hævede en Fane i Veiret, hvorpaa man læste de Ord: »Leve Friheden! ned med Tyrannerne!« Den Maske, der bar Fanen, var omgiven af en Sværm af Ynglinger, der hindrede enhver uvedkommende Person at nærme sig. Efter faa Minuter sank ogsaa Fanen igien, og den Maske, der bar den, forsvandt.

Kort efter kom en Ridder med nedslaget Hielmgitter og høit opløftet Skiold. Paa Skioldet stod den hvide polske Ørn i Kamp mod en uhyre Slange, der havde 203| omslynget Ørnens hele Legeme, med Undtagelse af dens Vinger og Næb, hvilket sidste truede Slangens Hoved. Det varede imidlertid ikke længe, før ogsaa denne Maske forsvandt.

Imidlertid havde Leontine, der snart trættedes i den store Vrimmel, forladt Adalbert og taget Plads i en Krog af Salen mellem to ældre Damer af sit Bekiendtskab.

Noget efter nærmede to høie Skikkelser sig til Adalbert, den ene var en Qvinde, hun bar en sort spansk Dragt, med prægtige vaiende Strudsfiædre paa Hovedet, hendes Ledsager derimod var indsvøbt i en hvid Domino, der ganske skiulte hans Skabning, de skreve begge et A. i Adalberts Haand. Da de imidlertid begge vare godt maskerede, og desuden talte med fordreiede Røster, kunde Adalbert aldeles ikke udgrunde, hvem de vare. De toge ham nu fortrolig, hver under sin Arm, og fortalte ham Meget, som viste, at de vare velbekiendte med hans Familie og huuslige Forhold. Tilsidst begyndte endog den spanske Dame et stærkt Angreb paa hans Broder Casimir og paa dennes Elskede, Emilie, mod hvilket Angreb Adalbert fandt det passende alvorlig at tage til Gienmæle. Den Alvor, hvormed han stred, morede begge Maskerne, ja den hvide Domino loe endog høit deraf, og den spanske Dame trykkede venlig Adalberts Haand til Afsked, hvorpaa begge de Ubekiendte forsvandt i den omgivende Vrimmel.

204|»Hvis jeg ikke vidste, at Casimir og Emilie vare langt borte, da vilde jeg sværge paa, at jeg nu havde talt med dem,« sagde Adalbert halv høit.

»Hvoraf slutter du det?« spurgte en bekiendt Stemme, og da han vendte sig om, saae han Czernim, der stod for ham uden Maske.

»Den hvide Dominos Latter mindede mig om min Broder,« svarede Adalbert, »og paa den spanske Dames Bryst funklede et Smykke, der lignede det, Casimir engang kiøbte af Jøden Salomon.«

»Truffet,« svarede Czernim. – »Er det muligt, hvorledes komme de her?« – »Vi have spillet Carmeliternonnerne et Puds, som de længe ville huske, men derom skulle vi siden tale.« - »Veed Casimir, at min Fader kan ventes hertil?« – »Kommer han? Nu det vil more Casimir, jeg vedder paa, han giver sig i Kast med ham. Farvel.« Efter disse Ord forsvandt Czernim i Vrimmelen.

Uagtet Adalbert aldeles ikke begreb, hvorledes Casimir, der for otte Dage siden var reist til Warschau, og Emilie, som man alt i fire Maaneder troede langt borte i det Indre af Rusland, kunde være tilstede paa denne Maskerade, saa maatte han dog indtil videre tæmme sin Nysgierrighed.

Senere traf Adalbert ogsaa Major Zeltner, der saae fortrædelig ud, og berettede, at Starosten, formedelst uformodede Hindringer, ikke kom til Festen.

205|Imidlertid havde Czernim funden Leontine, som han overtalte til at ledsage ham et Par Gange rundt i den store Sal.

»Der staaer Major Zeltner,« raabte Leontine pludselig. – »Saa er han kommen uindbuden,« sagde Czernim.

Neppe havde han udtalt disse Ord, før Zeltner nærmede sig og skrev et L. i Leontines Haand. – »Kiender De mig?« spurgte han derpaa. – »Meget godt,« svarede Czernim. – »Hvem er jeg da?« – »En Flue.« – »Hvorfor?« spurgte Zeltner og vendte sig om til Czernim. – »Af to Grunde,« giensvarede Czernim. – »Nævn dem!« – »Først fordi Fluen er en ubuden Giest.« - »Og dernæst?« sagde Zeltner og bed sig i Læberne. – »Dernæst, fordi der blandt Fluerne, hvis jeg ellers har læst rigtig, findes Dyr, der kunne trykkes flade under en Bogtrykkerpresse, uden at lide derunder.«

Dette traf, thi Zeltner mærkede deraf, at hans Opførsel i fordums Tid, og de offentlige Krænkelser, han havde lidt, ikke vare Czernim ubekiendte; dog fattede han sig snart og svarede, i det han igien betragtede Leontine: »Den, der begierer at skue Skovens Pragt, den høie Diana, uden Slør, han maa være fattet paa alle Slags Anfald.«

»Altsaa en Actæon i Haabet,« sagde den spanske Dame, og standsede foran Zeltner, medens hendes Ledsa206|ger slog en høi Latter op; men Zeltner, der selv i denne Hændelse fandt en Hentydning til sit foregaaende Liv, vendte sig forbittret om til den maskerede Casimir og sagde: »Hvad Diævelen leer De ad, Herre?« – »Tilgiv!« svarede Casimir meget godmodig, »det er en Feil hos mig, at jeg ofte leer, hvor jeg skulde være alvorlig, man har tidt bebreidet mig det, men jeg kan ikke derfor.«

»Denne Halvmaane, skiønne Maske!« sagde Emilie til Leontine, »er maaskee et Symbol paa den polske Magt, thi den er stærkt i Aftagende, og hersker egentlig kun i Drømmenes Verden.«

»Er den i Aftagende, da vil den vel snart reent udslukkes,« sagde Zeltner, »deri ligner den ogsaa Polen.«

»Men af Mørket vil den igien fremvoxe og staae, som et blinkende Sværd, og fylde Verden med sin Glands,« gienmælede Leontine.

»For atter igien at formørkes,« sagde Zeltner og gik sin Vei.

Strax efter vendte Leontine tilbage til sin gamle Plads, og Adalbert satte sig ved hendes Side. Efter nogen Tid saae de en maskeret Person, der gik dem flere Gange forbi, og betragtede dem opmærksomt. »Den er nøisom, der i denne Tid kan tilfredsstilles ved en Qvindes Kiærlighed,« sagde endelig den Maskerede og ilede bort. – »Det var Bonaventura,« raabte Leontine. – »Skulle da 207| alle Bortreiste samles her i Aften?« gienmælede Adalbert. »Vi maae søge ham op igien,« sagde Leontine.

Men før hun endnu havde fundet ham, nærmede flere Masker sig og fortalte, at der var udbrudt Uroligheder i Warschau, at Russerne vare fordrevne, at Storfyrsten var flygtet eller dræbt. Dette Rygte udbredtes overmaade hurtig, og vakte en stor Spænding i Selskabet; ja tilsidst maatte Musiken tie, og overalt dannede der sig Grupper, hvori der mærkedes en Susen, liig den, der udgaaer fra Bikuberne, naar Bierne ville sværme.

Da Leontine hørte disse Efterretninger, løste hun sin Maske og bortkastede den. »Er dette Rygte Sandhed,« udbrød hun, »da er det nu Tid at vise sit Ansigt uden Skiul.« – Disse Ord gientoges af Mangfoldige, og i en Hast forsvandt de fleste Masker, kun Zeltner og nogle Faa, der vare sindede som han, beholdt Maskerne paa. -

I den fremmede Dragt, med den tindrende Halvmaane over de dunkle Lokker, saae Leontine henrivende deilig ud, thi den stærktbevægede Siæl oplivede hvert af hendes Træk, endog hendes Skabning saae fyldigere og mere udviklet ud, end sædvanlig, ja, da hendes Maske sank, syntes det virkelig, som om et Væsen af en høiere phantastisk Verden var nedstegen for at forskiønne de Dødeliges Fest, dette følte alle de Omstaaende saa stærkt, at de vege Pladsen for hende, hvorhen hun gik, og Synet 208| af hende, tilligemed den Deeltagelse, hun viste, forhøiede aabenbar den almindelige Begeistring.

Pludselig opløftede hun sin hvide Finger, og pegede paa den aabne Fløidør. Her havde han en stor Mængde Mennesker trængt sig ind, baade Qvinder, Oldinge og Børn, der ikke syntes at høre med til Festen, og som dog den stolte Grev Larinski denne Gang ikke tilbageviste. I deres Midte stod en blind Mand, i hvilken Adalbert gienkiendte den omvankende Sanger, som Oberst Czernim havde frelst af Fængselet. Som sædvanlig ledsagedes han af sin Datter, og holdt sin Harpe i Haanden. En stor Halvkreds samlede sig om Fløidøren, Adalbert og Leontine ilede ogsaa derhen, og da Enhver veg tilside for den sidste, fik de Plads meget nær ved Sangeren, der, tilligemed sin Ledsagerinde, begyndte følgende Vexelsang:

Denne Sang frembragte en overordentlig Virkning, men endnu større var Virkningen, da Bonaventura pludselig traadte frem og erklærede, at Rygtet var sandt, at han selv ankom til Warschau kort før Kampen begyndte, at han havde deeltaget deri, at Russerne vare uddrevne, og at han, saasnart den første Kamp var forbi, og saasnart Warschaus Porte igien bleve aabnede, ilede afsted, for at være den første, der bragte sine Brødre denne Efterretning.

Ubeskrivelig var den Jubel, der efter disse Ord udbrød. »Til Vaaben, til Vaaben!« lød det overalt, »endnu er Friheden ei forsvunden, endnu er Polen ei fortabt.« 211| Paa samme Tid hævede sig igien den Fane, vi have omtalt, og blev, fulgt af en uhyre Sværm, baaren igiennem Værelserne; ogsaa hiin Ridder kom tilbage med det opløftede Skiold, simple Almuespersoner blandede sig imellem Giesterne, Mænd og Qvinder knælede til Jorden, og nedbade Velsignelse over den forestaaende Kamp, Oldinge løftede deres Hænder mod Himlen, og takkede Gud, fordi de havde oplevet denne Dag, de kraftigste Krigere, hvis Ansigter syntes hærdede, som Jern, fældte nu Taarer, ligesom smaa Børn, ja gamle Fiender faldt hinanden om Halsen, og svore fra denne Time af at glemme deres Nag.

Leontine nærmede sig imidlertid til en Piedestal, hvorpaa der stod en Ørn af hvidt Marmor med udbredte Vinger, derefter løste hun stiltiende et kostbart Halssmykke af sin Hals, og lagde det, tilligemed sine Ringe, paa Piedestalen ved Ørnens Fødder. De Omstaaende, der saae dette, tilklappede hende Bifald, og alle de tilstedeværende Damer fulgte hendes Exempel, saaledes blev en rig Skat af Guld og Ædelstene i denne Nat offret til Fædrelandet.

Bonaventura vilde allerede strax ved sin Ankomst lydelig have forkyndt sin Efterretning, men Grev Larinski overtalte ham til at vente, indtil Folkesangeren havde afsiungen sin Sang, da han troede, at dette vilde forøge Indtrykket og bidrage til at vinde Hierterne.

212|»Der staaer endnu en Maske udenfor,« sagde Bonaventura, »hvorunder den russiske Retfærdighed tidt har skiult sig.« Dermed vinkede han, hvorpaa en sort Slæde, der lignede en Liigkiste, gled ind ad Døren; den blev trukken af Ynglinger, og bevægede sig langsomt frem, medens Mængden veg tilside, endelig standsede den midt i Salen. En iisnende Følelse gik igiennem de Flestes Bryst, da de saae denne Slæde, thi de kiendte den vel, og havde ofte mødt den baade ved Dag og ved Nat, og der vare Mange tilstede, hvis Venner og Slægtninge den alt havde bortført paa Veie, hvorfra de aldrig vendte tilbage.

»Ogsaa i Nat førte denne Slæde en Ulykkelig bort,« sagde Bonaventura, »jeg erfarede i Forveien, hvad der skulde skee, samlede nogle Bønder, som jeg fortalte, at Fiendens Magt var brudt, og ved disses Hielp har jeg befriet den Fangne.«

»Denne Slæde vil dog hente Eder alle tilsidst,« raabte pludselig en Røst, uden at man vidste, hvorfra den kom. Der blev en dyb Taushed ved disse Ord, der dog snart afbrødes af Forbittrelsens Skrig, medens mangfoldige Dolke og Sabler blinkede i Luften, for at træffe den ildevarslende Spaamand; men da man ikke fandt ham, tog Forbittrelsen en anden Retning, og man begyndte at sønderhugge Slæden. Da Sabler og Dolke vare for svage Vaaben hertil, hentede man Øxer, og selv 213| Damerne lagde Haand paa med, saa der tilsidst ikke blev en Splint af Slæden synlig, thi Enhver vilde bære et Stykke hiem deraf, for at brænde den ved sin Arne, som et Offer for den gienvundne Frihed.

Kort efter hørtes et Skud udenfor. »Hvad var det?« spurgte Flere. – »Den Hest, der blev brugt til en saa uværdig Handling, lever nu ikke mere,« sagde Husets Vert, Grev Larinski.

»Skyd I kun Hesten,« mumlede Major Zeltner, »naar kun den gaaer fri, der først bestemte dens Gang.« Med disse Ord hyllede han sig ind i sin Domino, og sneg sig bort.