275|ET OG TYVENDE CAPITEL.
Bortførelsen

Zeltner havde allerede længe den Plan, naar Pater Vincents Indflydelse var tilintetgiort, at hevne sig for det Afslag, han havde faaet; denne Plan opgav han ikke, fordi vi havde grebet til Vaaben i Warschau, tvertimod ansaae han det nu for nødvendigt ufortøvet at udføre den. Han aftalte da Sagen med tre af de Mænd, der pleie at bortføre Statsfanger, selv skiulte han sig i en eensom Hytte nogle Mile fra Krakau; her samlede han sine Forbundne om sig, og udsendte dem hver Dag i de Skove, der omgive Starostens Slot, for at udspeide det beleilige Øieblik.

Adalbert havde en Eftermiddag lovet at ledsage mig paa en Ridetour, men da han ikke kom, blev jeg utaalmodig og red alene. Da jeg vendte tilbage, begyndte allerede Tusmørket, Jorden var stærk frossen, og min Hest gled flere Gange, hvorfor jeg maatte ride langsomt og med stor Forsigtighed. Pludselig saae jeg en Slæde, der ledsagedes af flere Ryttere, uden Tvivl vare deres 276| Heste bedre skærpede, end min, thi de travede hurtig frem, og det varede ikke længe, før jeg saae mig omringet af dem, en Rytter greb min Hest i Tøilen, en anden lagde sin Haand paa mig, for at rive mig ned af Sadlen. Jeg gienkiendte strax Zeltner, og greb uvilkaarlig efter den spidse Naal, der ellers sad i mit Haar, men desværre jeg havde den nu ikke med, thi under den forede Hue, der bedækkede mit Hoved, kunde jeg ikke bære den. Zeltner, der med Opmærksomhed fulgte mine Bevægelser, loe høit, da han mærkede, at jeg var vaabenløs, og jeg blev med Magt tvungen til at tage Plads i Slæden, der hurtig kiørte bort.

Hvor forladt og værgeløs jeg da forekom mig selv, kan jeg ikke beskrive. Imidlertid besluttede jeg dog ikke at lade Modet synke, men at gribe det første Øieblik til Flugt, om jeg saa skulde betle mig frem, og vandre paa min Fod over hundrede Mile, for igien at naae mit Fædreland. Jeg haabede ogsaa, at jeg paa Veien skulde møde Nogen, som jeg kunde anraabe om Hielp, men dette Haab slog feil, thi mine Ledsagere valgte de meest afsides Veie i Landet, som de vel syntes at kiende.

Vi kiørte giennem tykke Skove og over eensomme Stepper, en Mand red desuden bestandig forud for at give de Andre et Vink, saasnart Nogen nærmede sig. Dette indtraf meget sieldent, men naar det paa Sletten var Tilfældet, da vendte Slæden om og tog en anden Vei, 277| vare vi derimod i Skoven, naar det skede, maatte jeg, hvis jeg ikke vilde rives bort med Magt, selv stige ned og ile dybt ind imellem Træerne. Kun to Mænd mødte jeg derfor under den hele Reise; den ene var en Brændehugger, der stod halv skiult bag en Busk, den anden var en Jæger, der pludselig traadte frem af Skoven, men ingen af dem kunde hielpe mig, thi Kampen vilde have været altfor ulige.

Om Dagen holdt vi undertiden stille ved en eenlig Hytte, hvor et Par af mine Ransmænd gik ind, men hvis Beboere ikke bleve synlige for mig, til andre Tider holdt Slæden paa Steder, hvor jeg ikke engang saae noget Huus, medens en Rytter blev sendt ud for at hente Føde og Foder til Hestene. Om Natten derimod gik Reisen bestandig fremad. Vi kiørte over Indsøer og Floder, ja selv over den mægtige Weichsel, thi alle Vande vare belagte med Iis. Om Natten stirrede jeg op til Himlen paa Polarstiernen og Karlsvognen, om Dagen betragtede jeg de trækkende Vildænder, af Stiernernes Stilling og Fuglenes Flugt saae jeg, at vi bestandig kiørte mod Nordost, kun den første Aften kiørte vi, maaskee for at lede vore Forfølgere paa Vildspor, en kort Tid imod Sønden.

Paa den fierde Nat naaede vi Bugfloden, og jeg græd høit af Smerte, da jeg nærmede mig til de Provindser, der alt i længere Tid have været adskilte fra os. 278| Da jeg kiørte over Floden, hørte jeg Stemmer, der langt borte sang en af vore Folkesange, jeg skreg høit om Hielp, Musiken taug, og jeg hørte Røster, der raabte til os, jeg svarede dem, men Slæden ilede kun deshurtigere mod den modsatte Flodbred, og hine Røster tabte sig snart.

Under den hele Reise red Zeltner bestandig nær ved min Slæde, og tiltalte mig tidt, men jeg taug for det meste stille. Allerede den første Nat lykkedes det mig at rive en ladet Pistol ud af hans Bælte, jeg forsikkrede ham om, at jeg, hvis han forsøgte at tage den tilbage, ufeilbarlig, da min Haand var øvet, vilde træffe ham lige i Hiertet. – »Da vilde De falde i Hænder, der ere værre, end mine,« svarede han, og betragtede sine Kammerater med et spodsk Smiil. Imidlertid red han dog nu længere bort fra mig, men fortalte mig tillige, at han førte mig til det Indre af Rusland, hvor jeg vilde have Valget imellem et bestandigt Fængsel eller hans Haand. – »Naar vi blot komme ud af de polske Provindser,« sagde han en anden Gang, »da kunne vi reise med vor Fange aabenlyst for Alles Øine, og Ingen skal lægge os Noget i Veien.«

Jeg sov næsten ikke et Øieblik, saalænge denne Reise varede, eller naar jeg blundede, da var det med Haanden paa mit Vaaben, og med den Bevidsthed, at jeg maatte vaagne, saasnart Nogen nærmede sig.

279|Da vi naaede Lithauen, bleve Skovene og de iisbelagte Moradser endnu større, end de før havde været. For første Gang hørte jeg her Brølet af Uroxen, undertiden saae jeg ogsaa Ulve, der langt borte fulgte efter Slæden, især var dette Tilfældet, naar vi kiørte over de store Vande, og for at holde dem i tilbørlig Afstand, maatte Zeltner og hans Ledsagere tidt skyde deres Pistoler af.

For Resten dreiede Slæden sig her mere mod Norden, men jeg mærkede tillige en større Usikkerhed hos mine Ransmænd; vi standsede tidt, undertiden vendte vi endog om, for at vælge andre Veie, og ofte blev en Rytter udsendt til de Huse, der laae adspredte paa Sletterne. Af alt dette sluttede jeg, at Zeltner og hans Ledsagere ikke vare saa velbekiendte her, som i det Land, vi nylig havde forladt. Ja i den femte Nat forvildede vi os, som jeg vel mærkede, i en Skov, og kom tilsidst paa en saa ubanet Vei, at Slæden væltede og Seletøiet brast. Jeg reiste mig da hurtig op og vilde flygte, men blev standset af en af Rytterne. Slæden var imidlertid ubrugelig, og det blev besluttet, at jeg skulde følge til Hest. Zeltner vilde sætte sig paa Hesten tilligemed mig, men deri vilde jeg ikke finde mig, han tillod da, at jeg sad alene, hvorimod en af Rytterne ledede min Hest ved Tøilen. Noget efter, da vi atter holdt stille, benyttede jeg pludselig et Øieblik, medens mine Ledsagere ikke gav Agt paa mig; jeg løsnede først et Baand, hvor280|med min Fod var bunden til Stigbøilen, derpaa sprang jeg pludselig ned og ilede forbi Rytterne, og skiulte mig bag de dunkle Stammer. Mine Forfølgere stode nu ogsaa af og ilede bandende efter mig, og jeg hørte deres Røst paa forskiellige Steder. De raabte til mig, at Ulvene vilde sønderrive mig, hvis jeg ikke kom til dem igien, men jeg agtede ikke derpaa; jeg var langt behændigere, end de, jeg var vant til at finde mig til Rette i Skovene, og det varede ikke længe, før jeg var saa langt borte, at de ikke kunde naae mig.

Derimod hørte jeg endnu Ulvenes Hyl paa flere Sider, og det syntes mig ogsaa, som om vilde Øine stirrede paa mig imellem Træerne. Til min Lykke brød snart Morgendæmringen frem, og jeg saae Intet meer, der ængstede mig. Endelig ved Solens Opgang hørte jeg Menneskestemmer, og naaede, ved at gaae efter Lyden, et Huus, der laae ved Enden af Skoven. Her traadte jeg ind og spurgte om den korteste Vei til Kongeriget Polen. Folkene betragtede mig med Forundring, endelig sagde de, at jeg, naar jeg gik lige mod Vest, inden næste Midnat kunde naae Narewfloden ved Gora,F6 imidlertid var det vanskeligt at komme over Grændsen uden Pas.

Da jeg følte mig mat af Spænding og Søvnløshed, 281| og ikke troede at kunne gaae stort længere, spurgte jeg om Veien til den nærmeste By. De sagde mig, at den nærmeste By laae to Mile mod Østen og hed Wolkowitz, men at der en Fierdingvei borte fandtes en Flække, der hed Masna, hvori jeg ogsaa kunde faae Heste.

Jeg ilede da til Masna, hvor jeg strax lod mig vise hen til en Jøde. Til denne solgte jeg min Zobelpels, thi jeg havde ingen Penge med mig, og alle mine Smykker og Ringe havde jeg bortskienket. Derpaa spurgte jeg Jøden, om han ikke vidste Nogen, der vilde kiøre mig til Gora. – »Hvem er De?« spurgte han, »har De Pas? Hvad vil De i Gora?« – Herpaa svarede jeg intet, men bød ham saa mange Penge, at han endelig, da jeg betalte ham forud, besluttede selv at kiøre for mig. Efter kort Tid sad jeg da igien i en Slæde, Jøden var Kudsk, og Reisen gik saa hurtig, at vi før Solens Nedgang kom til et Vertshuus, der laae tre Mile fra Gora. Ved dette Vertshuus holdt vi stille, og jeg gik derind et Øieblik.

Da jeg kastede et Blik ud i Gaarden, gienkiendte jeg med Forskrækkelse den Hest, hvorpaa Iwan, en af de Mænd, der vare i Ledtog med Zeltner, pleiede at ride. Kort efter saae jeg ogsaa Iwan selv, fordybet i Samtale med den Jøde, der kiørte for mig. Jeg mærkede da vel, at de vilde forraade mig, men jeg fattede hurtig en ny Beslutning, og aabnede en Sidedør, der førte til 282| en lille Have. Her fandt jeg et Plankeværk, hvoraf Halvdelen laae omstyrtet, det var da let for mig at komme ud paa Marken, noget borte laae et Ellekrat, derhen flygtede jeg, og derfra over en tilfrossen Mose, indtil jeg tilsidst atter kom ind i en Elleskov, der snart igien afløstes af en Slette. Her standsede jeg endelig og drog mit Veir.

Solen stod da nær ved sin Nedgang, jeg besluttede at vælge den til min Leder og at ile lige mod Vest, hvorved jeg upaatvivlelig efter nogle Timer maatte komme til Narewfloden. Dette udførte jeg ogsaa, thi Angsten gav mig Kraft, og jeg følte i lang Tid ingen Træthed, hvilket vel ogsaa kom deraf, at jeg havde sovet et Par Timer paa Kiøretouren. Jeg undgik de banede Veie, da jeg frygtede for at møde mine Forfølgere, og den lysere Glands i Vesten var det Compas, hvorefter jeg styrede mine Skridt; dog vendte jeg mig noget mere mod Norden, da jeg vidste, at Solen paa denne Aarstid gaaer ned i Sydvest. Lidt efter lidt kom ogsaa Stiernerne frem, saa jeg ikke kunde fare vild. Saaledes ankom jeg til Narewfloden. Til min Lykke var det meget mørkt, og uagtet jeg vel hørte Raabet af de russiske Vagter ved deres Afløsning, saa gik jeg dog over Isen, uden at Nogen mærkede det.

Neppe var jeg kommen paa den anden Side af Floden, før jeg sank paa mine Knæe og takkede Gud for min Redning, thi her i mit eget Land, hvorhen Zeltner 283| neppe nu vovede sig tilbage, ansaae jeg mig allerede for frelst. Jeg følte mig da meget vel til Mode, saa jeg vedblev at gaae den hele Nat. Da Morgenen frembrød, vare imidlertid mine Kræfter udtømmede, afmægtig sank jeg ned i Sneen, mine Øine lukkede sig uvilkaarlig; dog midt i min Afmagt forekom det mig, ligesom i den Nat, da jeg reiste over Bugfloden, at jeg hørte Musik og Sang.

Kort efter blev jeg vakt op af en Qvinde, der, tilligemed en Olding, stod ved min Side. Jeg reiste mig da og forsøgte at gaae, lidt efter lidt lykkedes det mig ogsaa, Livsvarmen vendte tilbage til mit Legeme, og jeg saae, at det var den blinde Folkesanger, som vi Alle kiende, der tilligemed sin Datter havde vakt mig af Søvnen. – »Havde De sovet længere, da var De aldrig vaagnet,« sagde de; derpaa foresloge de mig, at følge dem hen til et Huus, hvor jeg kunde hvile mig. Paa Veien fortalte de mig, at de nu vilde vandre til Lithauen, for ved deres Sange at fremme Opstanden, af hvis Udfald deres egen Skiebne afhang. Jeg fortalte dem igien, at jeg var undsluppen fra en Voldsmand, der vilde føre mig til Rusland. Derpaa lovede jeg dem en stor Belønning, hvis de vilde bringe mig til mit Hiem, eller i det mindste til Warschau. – »Vi tage ingen Løn derfor,« sagde de, »vi ere hiemme overalt i Landet, vi vandre ligesaa gierne mod Syd, som mod Nord, og vi 284| ville ikke forlade Dem, før vi have bragt Dem hiem til Deres Venner og Slægtninge,« dette Løfte holdt de ogsaa troligt.

Vi kom nu til nogle Huse, der laae paa Sletten, i et af disse fik jeg et taaleligt Værelse. Den store Ængstelse og den bestandige Nattevaagen havde imidlertid virket stærkt paa mig, og neppe kom jeg til Ro, før en heftig Feber frembrød, der fængslede mig til Leiet i sex Uger. I al denne Tid forlod min ny Veninde mig ikke et Øieblik, hendes Fader derimod vandrede, ledet af en lille Dreng, fra Dør til Dør i nogle Miles Omkreds, og Alt, hvad han vandt ved sine Sange, bragte han for at vederqvæge mig, thi de Penge, jeg havde faaet for min Zobelpels, vare snart opbrugte.

Herfra skrev jeg to Breve hiem, hvilke Harpespilleren bragte til næste Landsby, men dette Sted ligger saa langt fra den almindelige Postvei, og Tiderne vare saa urolige, at disse Breve vel aldrig ere komne til deres Bestemmelse.

Jeg var neppe kommen til Kræfter igien, før jeg truedes af en ny Ulykke. Russerne havde allerede paa flere Steder overskredet Grændserne, og hvis vi ikke skyndte os afsted, maatte vi nødvendig falde i deres Hænder. Vi begave os ufortøvet paa Veien.

Det var en særdeles kold Dag, og jeg følte nu stærkt Savnet af min Zobelpels. Vi frygtede især for de vilde Kosakker, der285|for opsøgte vi de meest afsides Steder i Skoven, hvor Ryttere vanskelig kunde trænge frem, men herved nødtes vi ogsaa til at giøre mange Omveie, og til at fierne os fra Menneskenes Boliger. Natten blev endnu koldere, end Dagen havde været, af Frygt for at opdages, vilde vi ikke antænde nogen Ild, men da vi tilsidst hørte Ulvenes Hyl i det Fierne, maatte vi dog forsøge derpaa. Sangerens Datter slog Ild, medens jeg skulde samle tørre Blade og Qviste, men de vare frosne saa fast til Jorden, at jeg ikke kunde løsne dem, vi brøde da Qviste og tynde Grene af Træerne, men de vare for friske og vilde ikke brænde. Vi maatte derfor opgive vort Forsæt og vandre videre. Sneen knittrede stærkt under vore Fødder, og jeg troer vist, jeg var nær ved at døe af Kulde. Endelig stode vi ved Skovens Ende, hvor vi øinede enkelte Lysglimt imellem Træerne, og da vi kom videre, overraskedes vi ved Synet af en Mængde Baal, der vare spredte over Sletten. Et af disse Baal var os ganske nær, og vi saae tydelig, at det var en Vagtild, hvorom flere Krigere sadde. Paa samme Tid skimtede vi Heste, der strakte deres Halse over Rytternes Hoveder, og søgte at nærme sig Luerne, men allertydeligst saae jeg en hvid Hund, der sad imellem Krigerne nærmest Ilden. Vi ilede nu ind i Skoven igien, men til vor Forskrækkelse fulgte Hunden efter os. Den var imidlertid ikke bidsk, tvertimod sprang den biæffende og venlig op paa mig, 286| men den hindrede mig dog i at flygte. Kort efter bleve vi omringede af Krigerne, der med Magt førte os hen til Vagtilden. Her saae jeg til min Forbauselse Casimir i russisk Uniform, og han syntes at befale over den hele Flok. Hunden var Fidelio, der, ledet af sin sikkre Drift, da den undslap fra Branden, havde opsøgt sin Herre, som den nu bestandig fulgte.

Neppe fik Casimir Øie paa mig, før han befalede sine Folk at fierne sig, og lod mig og mine Ledsagere tage Plads ved Ilden, selv satte han sig ligeover for mig, og betragtede mig længe, uden at tale et Ord. – »Hvorledes kommer De her, Leontine?« spurgte han endelig. – »Og De, Casimir?« gienmælede jeg. Herpaa svarede han intet, og vi sadde nu igien tause ligeoverfor hinanden, medens Luerne oplyste de dunkle Ansigter omkring os. Tilsidst brød jeg Tausheden, og fortalte med faa Ord mit Eventyr. – »Stakkels Leontine, er De vandret over slige Heder og giennem slige Skove, for at finde Deres Hiem igien!« sagde Casimir. Kort efter stod han op, kastede en Pels om mine Skuldre, og bragte mig sin egen Hest. – »Stig op, Leontine!« sagde han, »inden i Morgen Aften skal De være i Warschau.« - Selv svang han sig nu op paa en anden Hest. Sangeren og hans Datter maatte tage Plads, hver bag sin Rytter, og saaledes galopperede vi til den nærmeste Landsby.

287|Landsbyen var fuld af russiske Soldater, der alle vege ærbødig til Side for Casimir. Efter en kort Tid kiørte en Slæde frem, hvori jeg, tilligemed mine to Ledsagere, tog Plads. Slæden blev ledsaget af Ryttere, paa hvilke Casimir forsikkrede, at jeg trygt kunde stole. Før vi reiste, traadte han hen og rakte mig Haanden til Afsked. – »Altsaa staaer De nu virkelig i Række med vore Fiender?« sagde jeg. – »Stod jeg ikke der, hvorledes vilde det da være gaaet Dem, Leontine?« svarede han; efter disse Ord vendte han sig om og gik. - »Vend tilbage til Deres Landsmænd, Casimir!« raabte jeg efter ham, men jeg veed ikke, om han hørte det eller ei, jeg saae ham ikke mere.

De fiendtlige Ryttere ledsagede mig nu saa langt, som vore Landsmænds Stilling tillod, saaledes blev det mig ikke vanskeligt at naae vore Forposter, hvorfra jeg ilede til Warschau, og fandt Tilflugt i dette Huus.