315|FIRE OG TYVENDE CAPITEL.
Den sidste Kamp

Kort efter Krukowieckis Udnævnelse til Hoved for den ny Regiering forlod en Deel af Hæren Warschau, under Romarinos Anførsel, for at udføre et Streiftog i Omegnen. Dette erfoer Russerne og besluttede nu, da Besætningen var svækket, hvad det saa skulde koste, at storme Byen.

Da Adalberts Haand endnu ikke mægtede at styre en Hest, tog han denne Gang, uagtet sit Saar i Knæet, Tieneste ved Fodfolket, hans Exempel fulgte Bonaventura, der, dreven af en selsom Anelse, udbad sig en Plads paa en af de yderste Skandser foran Landsbyen Wola, hvor dog ingen af de polske Hærførere troede, at Angrebet vilde begynde.

Adalbert stod paa den anden Forsvarslinie under Uminskis Befaling, Czernim havde en Ryttercommando i Nærheden af ham paa den samme Linie; ogsaa Pa316|ter Vincent var med paa Volden, hvor han vandrede giennem Krigernes Rækker, og opmuntrede Soldaterne til Striden.

Heller ikke blev Leontine denne Gang tilbage, og skiøndt man sagde hende, at hendes Nærværelse kun lidet vilde nytte, saa indfandt hun sig dog, ligesom hun pleiede, og holdt snart hos Adalbert, snart nærved Czernim, der havde sin inderlige Glæde af hende, ogsaa mellem Tropperne frembragte hendes Nærværelse endnu den gamle Begeistring.

Da Bonaventura sidste Gang saae Adalbert og Leontine, trykkede han dem med usædvanlig Heftighed til sit Bryst. »Farvel!« sagde han, »det kunde nu maaskee vare noget, til I see mig igien.« -»Hvi er du saa bevæget?« spurgte Adalbert. – »Det bæres mig for, at jeg ikke skal overleve mit Lands Undergang,« svarede Bonaventura og gik tankefuld bort.

Det var en klar Efteraarsmorgen Klokken fem, da man pludselig hørte et Par enkelte Skud fra den russiske Leir, kort efter forkyndte en Torden af hundrede Ildsvælg, at det afgiørende Øieblik var kommet. Efter halvanden Times Forløb hørtes et bedøvende Skrald, hvorved Jorden bævede, paa samme Tid saae man en tyk, hvid Røgsky, der hævede sig i Luften paa den Kant, hvor Wola laae. Man skikkede Bud for at erfare, hvad der 317| var foregaaet. Inden Budet kom igien, udbredte Angrebet sig ogsaa paa den Side, hvor Adalbert stod, her bleve imidlertid Russerne med stort Tab slagne tilbage. Man jublede allerede høit over Seieren, da man endelig erfarede, at Angrebet paa Fløien kun var et Skin, og at Russerne med deres Hovedstyrke vare trængte frem imod Landsbyen Wola, at de to Skandser, der laae foran den, vare stormede, og at Fienden endelig, efter en fortvivlet Modstand, havde bemægtiget sig Wola selv.

Alle de polske Krigere, der havde nogen militair Indsigt, blegnede, da de hørte dette, thi Wola var Midtpunktet i Forsvarslinien og Nøglen til Warschau.

Man begreb heller ikke, hvorledes det var muligt, at et saa stærkt befæstet Punkt, hvis Forsvar var betroet til de kiækkeste Mænd, saa hurtig kunde falde, først sildigere erfoer man, at den svage Besætning hele Tiden havde kæmpet med den russiske Hovedstyrke, uden under Kampen at modtage den mindste Forstærkning.

Kort efter nærmede en Officeer sig til Adalbert, »Bonaventura Zaleski er død,« sagde han, »han har sprængt sig i Luften med Lieutenant Gordon, da de ikke kunde forsvare Skandsen længere.«

»Ti for Himlens Skyld!« raabte den blege Adalbert, »seer De ikke, at hans Søster neppe er ti Skridt fra os!«

»Nei, skiul det ikke for mig!« sagde Leontine, der 318| nu red nærmere, med et sværmersk Udtryk, »han er død den Død, han ønskede, og skal Polen gaae til Grunde, da kan han sige, at han var den lykkeligste af os.«

Neppe hørte Adalbert, at man, om muligt, vilde tage Wola tilbage, før han udbad sig Tilladelse, at være med de Stormende, som Frivillig. Leontine betragtede ham da smilende, i det hun blev bleg som et Liig. »Jeg følger dig,« sagde hun, »jeg veed, at du gaaer til Døden, derfor bliver jeg ikke tilbage.« Adalbert bønfaldt hende med stor Iver om at blive hiemme, den Strid, der i denne Anledning opstod imellem dem, bilagdes imidlertid snart ved en Ordre fra Hærføreren, der bød Adalbert at blive paa sin Plads.

Om Eftermiddagen fornyedes Kampen om Wola, men Russerne havde nu befæstet dette vigtige Punkt saa stærkt, at Polakkerne, trods al deres Tapperhed, ikke kunde tage det tilbage igien, og endelig taug Kanonerne, og Dødsstille fulgte ovenpaa Stormen.

Sildigere besøgte Czernim Adalbert. Han syntes stærkt bevæget, og man saae, at han havde fældet Taarer. »Der er skeet Vidundere af Tapperhed,« sagde han, »næsten i to Timer have ni Kanoner værget sig mod halvfemsindstyve, og tre Compagnier have modstaaet Kiærnen af den russiske Armee; var der blot kommen Undsætning i Tide, da var Wola aldrig falden i Fiendernes Hænder, men hvad hielper det Alt, først har den feige 319| Skurk, Krukowiecki, negtet de tappre Mænd al Hielp, og givet vor vigtigste Skandse i Fiendehaand, og nu underhandler han oven i Kiøbet om at overgive Byen.«

»Det er ikke muligt,« raabte Adalbert, »endnu er jo vor Linie urørt, og hvert Øieblik kan Romarino vende tilbage.«

»Du skal dog see, at jeg har Ret,« svarede Czernim.

Samme Aften modtog Adalbert et Brev, som Bonaventura havde efterladt, med den Befaling, først at overgive det, naar man fik Efterretning om hans Død. I dette Brev tog han Afsked med alle sine Venner, og erklærede, at han var bleven enig med Befalingsmanden paa den fireoghalvtredsindstyvende Skandse om, at de, naar de ei kunde forsvare sig længere, vilde sprænge Skandsen i Luften.

»Brave Bonaventura!« udbrød Adalbert, da han havde læst dette Brev, »denne Daad vil sikkert aldrig dit Fædreland forglemme.«

»Vor Smertes Hav er nu saa stort,« sagde Czernim, »at selv de Bedstes Død kun er liig en Draabe i Oceanet.«

Der var sluttet en kort Vaabenstilstand, under hvilken Fienderne opstillede tohundrede Kanoner paa Wola mod Czyste, der var Midtpunktet i den anden Linie, 320| skiøndt dette var aldeles imod de Betingelser, under hvilke Vaabenstilstanden blev afsluttet.

Klokken to næste Dag begyndte Stormen paa ny, efterat Krukowiecki forgieves havde villet overtale de øvrige Regieringsmedlemmer til at overgive Staden. Alle Angreb paa den venstre Fløi, som Uminski anførte, mislykkedes ogsaa denne Dag, hvorimod de tohundrede Kanoner, der tordnede mod Czyste, virkede med en uimodstaaelig Kraft. Tilsidst, da Kanonerne paa Czyste vare bragte til Taushed, stormede Fienderne, een Gang bleve de vel tilbagedrevne, men da Mandskabet paa Czyste heller ingen Undsætning fik, bragte et nyt Angreb endelig ogsaa dette vigtige Punkt i Fiendernes Hænder, og nu var ogsaa den anden Linie brudt.

Denne Skandse stræbte man ligeledes at tage tilbage igien; Uminski understøttede Angrebet, og Adalbert var denne Gang imellem de Kæmpende, Landsbyen Wola gik op i Luer, der anrettedes et uhyre Blodbad paa Russerne, og uagtet Czyste ikke kunde tilbageerobres, saa havde dog heller ikke Uminski tabt en eneste Skandse paa sin Fløi, og stod nu truende i Russernes Ryg og paa deres Flanker. Den næste Dag var derfor sikkert bleven meget farlig for dem, hvis ikke Krukowiecki, for at fuldende sit Forræderi, mod Uminskis Vidende, med List havde lokket en stor Deel af hans Folk bort fra Skandserne. Da nu desuden den Deel af Hæren, der skulde 321| tiene til Undsætning, af Krukowiecki var bortsendt over Weichselen til Praga, saa blev det endelig umuligt længere at fortsætte Kampen.

Paa denne Maade nødtes Polakkerne til at overgive Staden, imidlertid efterlode dog Russerne mere end femogtyvetusinde Liig foran Warschaus Volde, og en af af deres bedste Generaler har selv tilstaaet, at ikke blot denne Hær, men det hele russiske Rige havde staaet paa Spil, hvis Romarino med sine friske Tropper var ankommen den anden Aften, medens Russerne endnu vare udmattede af Kampen.

Blege og fortvivlede samledes de polske Krigere i Praga. Hæren besluttede nu at drage mod Norden til Fæstningen Modlin. Flere Officerer skikkedes til Romarino, der alf stod Warschau ganske nær, med den Befaling, at han skulde forene sig med Hovedarmeen. Blandt disse Officerer var ogsaa Adalbert, som begav sig paa Reisen, fulgt af Leontine, der nu, til sin Sikkerhed, omskiftede den qvindelige Dragt med Mandsklæder.

Men i Romarinos Hær rørte sig igien den gamle Ulydigheds Aand, der vare mange Adelsmænd omkring ham, blandt andre ogsaa Grev Larinski, disse ønskede ei at forene sig med Folkepartiet, der befandt sig i den anden Hær, derfor var Romarino døv for alle de Sindiges Forestillinger. Da nu Kosakkerne spærrede Til322|bageveien for den Enkelte, og udøvede de største Grusomheder, hvor de kom frem, saa nødtes Adalbert, der ikke vilde udsætte Leontine for et saa farligt Møde, at blive hos Romarino.

Denne trak sig imod Syden, og Adalbert maatte med Smerte see, hvorledes den Aand, der rørte sig i Hærførernes Inderste, ogsaa udbredte sig blandt Mandskabet, Ulydighed og Uorden tog ogsaa her Overhaand, hele Regimenter opløste sig, og under dette ulykkelige Tog splittedes og spildtes Landets sidste Kræfter.

Endelig opgav Romarino enhver krigersk Plan, og besluttede at frelse sig til Gallizien. Imidlertid stod den kiække Rozyki med sine Tropper i Sandomir nær ved Weichselen, og Romarino tillod Enhver, der var i Stand dertil, at forene sig med ham. Flere, og blandt Andre Adalbert og Leontine, benyttede denne Tilladelse, de kom lykkelig over Weichselen, og forenede sig med Rozykis lille Hær, og Adalbert havde endnu den Glæde at deeltage i Træfningen ved Logow, en af de sidste, hvori det polske Heltemod trodsede en overlegen Fiende.

Først ligeoverfor Byen Krakau nedlagde Rozyki sine Vaaben, Adalbert og Leontine fandt da Leilighed til at naae Dominikanerklosteret, hvor den ærlige Prior ganske rigtig udbetalte dem den Capital, Alexandra havde nedlagt hos ham. Derpaa maatte de fortælle ham Alt, hvad 323| de vidste om Pater Vincent. »Han er en tro Arbeider i Viingaarden,« sagde endelig den gamle Prior, »og jeg havde haabet, at han skulde lukke mine Øine og paatage sig Opsigten over Arbeiderne efter min Død, men nu er ogsaa det Haab forspildt.«

Forklædte ilede derpaa Adalbert og Leontine igiennem Fristaden Krakau, hvor de med Smerte hørte Russernes Jubel og deres Seierssange. De vovede ogsaa paa kort Tid at besøge deres gamle Hiem, hvilket ikke faldt dem saa vanskeligt, eftersom alle Veie vare dem velbekiendte, og de i hver Hytte vare sikkre paa et Tilflugtssted.

En Dag, da de gik forbi et lidet Brædehuus, saae de en ældgammel Mand, der sad udenfor Døren paa en Steen, og varmede sig i den sildige Efteraarssol. Han syntes aldeles nedsiunken i sine egne Tanker og bemærkede dem ikke, men Leontine kiendte ham strax, det var den ældste af de Oldinge, hun havde seet ved Czernims Fest. Han gienkiendte derimod ikke hende, uagtet han betragtede hende længe. »Jeg har seet spidse HuerF7 i min Hytte,« sagde han endelig, »og de have sønderslaaet min Skaal og bortført mine Geder, men jeg lider dog ingen Mangel, thi mine Naboer bringe mig, hvad jeg behøver.« – »Ja, ja, fra de spidse Huer kommer al vor Ulykke,« svarede 324| Adalbert. Oldingen sad nu igien længe taus, endelig sagde han: »Med Polen har det dog ingen Nød, thi saalænge Klokkerne klinge i Krakau og de Helliges Sange i Himlen, kan ikke dette Land forgaae.«

»Kun den, hvis Forstand er gaaet Krebsgang, og der er bleven til et Barn igien af Alderdom, kan endnu troe, at Polen kan bestaae,« sagde Adalbert.

»Ja, ja, Polen staaer sig nok,« sagde igien den Gamle og nikkede venligt.

Leontine nærmede sig nu, og trykkede et Par Sølvmynter i den Gamles Haand.

»Gud velsigne Sobieski!« sagde igien denne, »hans Aand hviler endnu over Landet, derfor staaer det sig nok, naar Enden kommer.« «

»Maaskee har den Enfoldige der talt et visere Ord, end de Kloge ville troe,« sagde Leontine, i det hun langsomt skred videre.

»Polen staaer sig nok,« sagde den Gamle atter, og uden Tvivl vare disse Ord blevne hans Mundheld, thi Adalbert, der dvælede et Øieblik efter Leontine, hørte ham gientage dem flere Gange.

I Selskab med et Par Handelsmænd flygtede nu Adalbert og Leontine til Gallizien. Da de traadte frem bag en Høi, og allerede vare nær ved Weichselfloden, der danner Grændsen imellem Landene, mødte de en Flok 325| Daadyr, der hurtig ilede bort, da den saae dem. Kun een sneehvid Daa blev staaende og betragtede Leontine. Det var den samme, som hun saa tidt havde besøgt og fodret i Skoven. Hun lod da sine Ledsagere gaae forud, hvorpaa hun nærmede sig til det hvide Daadyr, der ogsaa kom hende i Møde. Pludselig standsede hun ved et vildt Kastanietræ, og plukkede hurtig nogle af dets Frugter, som hun nu rakte Dyret, der gierne spiste dem af hendes Hænder. Derpaa satte hun sig ned i Græsset, hvorefter Daaen lagde sig ved hendes Side, og heldte sit Hoved til hendes Barm. Hun klappede den nu og tiltalte den under Strømme af Taarer, medens den betragtede hende med kloge og sørgmodige Øine, ligesom den forstod hendes Smerte. Endelig reiste hun sig og gik, og den fulgte hende, indtil hun naaede sine Ledsagere, her standsede den, men da hun fiernede sig, steg den op paa Høien, hvor den, saalænge Adalbert kunde øine den, blev staaende og stirrede ned efter hende. Leontine og hendes Ledsagere naaede imidlertid Weichselfloden, hvor de fandt en Baad i Beredskab, i hvilken de strax toge Plads; Baaden drev da sagte for Strømmen, men Leontine stod bleg, som et Marmorbillede, og stirrede paa Daadyret og paa Høien, til denne endelig skiulte sig bag andre Høie. Nu landede Baaden i Gallizien, og Leontine steg ud og gik videre, uden at mæle et Ord, men Adalbert kunde neppe holde 326| sine Taarer tilbage, da han saae den Veemod, der stod malet i hendes Aasyn, og det forekom ham, ligesom om det var Skovens Genius selv, der, for at bringe sin tro Datter den sidste Afsked, havde sendt dette Dyr.

Fra det Øieblik Leontine forlod sit Fædreland, veg den ungdommelige Rødme bort fra hendes Kinder, og den vendte aldrig siden tilbage.