Indledning 
Carsten Hauch, Længsel

Kort om Længsel

Digtet med førstelinjen »Naar Svanen drømmende paa Strømmen bølger« stammer oprindeligt fra et skuespil, men Carsten Hauch indarbejdede det senere i romanen Robert Fulton. Efterfølgende udgav Hauch også digtet i en digtsamling. Der er bevaret otte musikalske kompositioner til digtet, hvoraf syv er komplette. De komponister, som kendte digtet fra romanen, ser ud til at forholde sig til, at det har været indlejret i en større litterær fortælling. Deres sange virker nemlig som forsøg på at komponere den musik, som romanens læsere måtte nøjes med at forestille sig. På den anden side forholder sangene sig snævert til digtets længselstema uafhængigt af romanens plot. Her er det interessant at iagttage, hvordan komponisterne med vidt forskellige virkemidler forsøger at påvirke tilhørerens sindsstemning.

Digtets tilblivelse

Hauchs sang, der først fik titlen Længsel, da den blev optrykt i andenudgaven af hans digtsamling Lyriske Digte (1854), blev sandsynligvis oprindeligt skrevet til hans uopførte og utrykte teaterstykke Flugten til Sæteren. Stykket blev første gang omtalt i et brev til komponisten Niels Wilhelm Gade, dateret 17. juli 1850, hvor Hauch skriver, at han har færdiggjort et lystspil med 22-23 sange, som han beder Gade om at sætte i musik (Sørensen 2008, bd. 1:303-304). Gade komponerede en ouverture og lavede udkast til nogle af sangene, som han imidlertid aldrig færdiggjorde (Sørensen 2019:692-693).

Dette stykke i tre akter, som havde genrebetegnelsen ‘lystspil med sange’, blev indleveret til Det Kongelige Teater 2. august 1850, men afvist 5. oktober 1851.¹ Efter afvisningen omarbejdede Hauch stykket og forsøgte endnu en gang at få det på nationalscenens repertoire. I september 1853 indleverede han derfor en ny, omarbejdet version, der havde titlen Flugten til Fjeldene og betegnelsen ‘skuespil’. Men denne blev også afvist af censorerne og tilbagesendt 6. februar 1854 (Holst 2021:89-91).² I en artikel beskriver teaterhistoriker Torben Krogh desuden et tredje manuskript, muligvis fra 1858, som har titlen Eventyr mellem Fjeldene og genrebetegnelsen ‘syngespil’ (Krogh 1929).

Luises sang

Det var typisk for Hauch at have et par musikalske indslag i sine teaterstykker i form af sange, som skulle synges af stykkets medvirkende. Flugten til Sæteren er dog hans eneste egentlige syngespil, der veksler mellem talte replikker og sange. I det manuskript til stykket, som teksten til Længsel findes i, er der indlagt 15 sange, både solosange, duetter og kor, og ved nogle er det angivet, at de skal synges på melodier til kendte svenske og norske sange. Flere af de 15 sange er senere blevet trykt i mere eller mindre afvigende former i Hauchs digtsamlinger, fx Den Forladte (Lyriske Digte og Romancer, 1861), Vossevangen (Lyriske Digte og Romancer, 1861) og Pigerne paa Malkepladsen (Nye Digtninger, 1869), hvoraf de to første er sat i musik adskillige gange.

Handlingen i Hauchs utrykte syngespil udspiller sig ved Sognefjorden i Vestlandet i Norge. Hovedpersonen Luise (som i andre manuskripter hedder Anna) er datter af justitsråd Udal, som vil have hende gift med en rig købmandssøn, men Luise er ulykkeligt forelsket i en anden mand ved navn Frederik (der hedder Frits i andre manuskripter), som hun tror, har lidt druknedøden. I begyndelsen af tredje akt erfarer vi dog, at Frederik, da han ankom til New York, forlod det skib, han sejlede med, og som senere forliste, og det ender med, at de to elskende får hinanden til sidst.

Teksten til Længsel indgår tidligt i første akt, hvor Luise befinder sig alene i naturen, efter at hun er blevet forladt af faderens tjenestefolk, der skal i gang med dagens dont, og her giver hun udtryk for sine tanker: »Jeg veed ikke, hvad det er, men der er Noget, som bestandig siger mig, at han ikke er død; i disse Dage især er hans Billede næsten aldrig ude af mine Tanker«.³ Og herefter bryder hun ud i solosang: »Naar Svanen drømmende paa Strømmen bølger / Da tænker jeg, min tause Ven, paa dig«. Den tavse ven i første strofe er altså Frederik, som hun tror, er druknet, og som hun længes efter at blive forenet med efter døden.

Lauras sang

Første gang teksten til Længsel blev trykt, var som del af Hauchs dannelsesroman Robert Fulton fra 1853 om den amerikanske opfinder Robert Fultons erkendelse af sit kald og kamp for at virkeliggøre sin drøm om at udvikle et dampskib. Sangen bliver sunget af romanens betydeligste kvindeskikkelse, Laura Lacour, som den 21-årige Fulton møder første gang siden sin barndom, da hans ven, digteren Joel Barlow, fører ham til Lauras stedfars hus i Philadelphia, hvor hun hver fredag aften underholder sine »Beundrere og Tilbedere« med klaverspil og sang (Hauch 1853, del 1:132).

Hvor sangen i skuespillet understøtter Luises sindstilstand, mens hun står ensom tilbage i naturen og længes efter sin elskede, synges sangen i Robert Fulton som del af en privat aftenunderholdning. Da Laura, hvis »skjønne Hals svævede næsten svaneagtig over den ranke deilige Skabning« (1:134), har modtaget sine gæster, begynder hun at synge og hensætter tilhørerne i beundring. Tilsyneladende uden anstrengelse udfører hun nogle »temmelig svære Sangnumre«, men Fulton bliver særlig henrevet, da hun synger »nogle af de simpleste Smaasange, hvori Melodien paa en eiendommelig Maade forbandt sig med og understøttede den poetiske Tanke« (1:140). To af disse småsange – eller bagateller, som advokaten James Gray og Laura kalder dem – er trykt i romanen, nemlig »Jeg mindes vel et Sted, gid jeg var der igjen« og »Naar Svanen drømmende paa Strømmen bølger«, der senere har fået titlerne Hjemmet og Længsel.

Læser man »Naar Svanen drømmende paa Strømmen bølger« i lyset af romanens handling, kan den tolkes som et udtryk for relationen mellem Robert Fulton og Laura og for Fultons længsel efter, at den romantiske forening med Laura, der ikke kan realiseres i dette liv, vil ske efter døden. I scenen i Lauras stedfars hus antydes det da også, at sangen angår deres forhold. Efter at Laura har fremført sine småsange, udbryder advokat Gray nemlig: »[H]vem veed, om der dog ikke findes Nogen her, der har en eller anden Drøm, et eller andet Hjertesanliggende, der sætter hans Sjæl i Bevægelse, og som han endnu ikke har tilstaaet Vedkommende« (1:142). Han hentyder formentlig til tredje og fjerde verslinje i sangens første strofe – »Og [jeg tænker] paa den Drøm, som Du i Sjælen dølger, / Og som Du vist engang betroer til mig« – hvis ‘du’ kunne være både Gray selv og, hvad han dog ikke kan vide: Fulton.

I konkret forstand rører Laura tidligt Fultons hjerte, da han som 10-årig kommer ud for en bådulykke og er døden nær. Da alle tror ham død, lægger den 7-årige Laura sin hånd på hans hjerte og mærker, at det slår. Begivenheden beskrives som et mirakel, og Laura som en »Engel fra Himlen […] nedstegen for at bringe Trøst og Redning netop i det Øieblik, da alt jordisk Haab syntes forsvundet« (1:28). Som læser forventer man, at Fulton allerede her har mødt sin eneste ene, men som hans ven Barlow senere siger, er Laura ikke bestemt til at være en »Enestes Eiendom; tværtimod hun er født til at straale for Alle« (1:132).

Laura forelsker sig dog i Fulton, men kærligheden er ikke ren, for hun er samtidig interesseret i at få del i hans stedfars formue. Men for at Fulton kan blive arving, kræver stedfaren, at Fulton opgiver sin drøm om at opfinde dampskibet for i stedet at blive guldsmed, hvilket Fulton nægter og dermed udviser det mådehold, som romanens moralkodeks anser for en af de største dyder, ved at give afkald på både kærlighed og rigdom. Laura gifter sig derfor med advokat Gray, som tager hende med på turné i Europa og gør hende rig og berømt for sin sangstemme.

Fulton derimod indgår et fornuftsægteskab med den sindige og huslige kvækerkvinde, Abigail Milburn, om end han erkender, at han ikke elsker hende »med den Lidenskab, hvormed han tidligere havde elsket Laura« (2:115), som han i mellemtiden har haft en affære med i Paris. Han bevarer da også sin længsel efter Laura og giver i et brev til Barlow udtryk for et håb om en hinsidig (gen)forening, der leder tankerne hen på tredje og fjerde strofe i Længsel – både en genforening af Fulton og Laura og en forening af hans trofaste hustrukærlighed til Abigail og den lidenskabelige kærlighed til Laura: »[T]roer Du ikke, at der hisset gives eensomme Steder, stille, hellige Dale, hvor de, der have staaet hinanden fjernt i Livet, og der dog hørte sammen, skulle mødes for aldrig mere at skilles […] ?« (2:206).

Musik til Længsel

Otte komponister har sat »Naar Svanen drømmende paa Strømmen bølger« i musik, og de har alle skrevet for en solosanger med akkompagnement. N.W. Gade kendte digtet fra skuespillet, og hans udkast til musikken er bevaret i form af en kladde på et papirfragment.⁴ Kladden er ikke dateret, men formodentlig stammer den fra 1850, da Gade ifølge Hauch var i gang med at komponere musikken til skuespillet (Hauch og Ingemann 1933:91). Gades musik er skitseret som en solosang med orkesterakkompagnement, som imidlertid blot er noteret i reduceret form. Når der står »Cor«, dvs. corno (horn), i begyndelsen af satsen, afslører det Gades forestilling om orkestreringen. Da kladden ikke er komplet, er den ikke medtaget i udgaven.

Hovedparten af de øvrige komponister (Heise 1853, Rung 1853-1854, Bay 1855, Sanne 1874, Lange-Müller 1912, Hagen 1928) vidste, at digtet indgik i Robert Fulton, og der er flere tegn på, at komponisterne kan have haft den kvindelige protagonist fra romanen i tankerne i deres arbejde med digtet. Peter Heise afslører i et brev efter at være færdig med de tre sange, som han komponerede til digtene fra Robert Fulton, at han forestiller sig sin bekendte, Pauline Holm, synge dem (Breve fra Peter Heise 1930:49). Det virker oplagt, at scenerne i romanen har givet ham idéen til sange med en kvindelig solist. Sangeren komponeres dermed direkte ind i rollen som Laura og bliver en klanglig efterligning af scenerne i romanen.

Heise lader ikke til at være den eneste komponist, hvis læsning af digtet kan have mindet ham om en kvinde, han kendte. Det synes også at have været tilfælde med Peter Erasmus Lange-Müller og Sophus Albert Emil Hagen, som begge tilegnede deres kompositioner over Længsel til kvinder i deres familier. Lange-Müller skrev sangen til sin tante og tilegnede den senere sin storesøster, mens Hagen tilegnede den sit barnebarn, der var koncertsangerinde. I sidstnævnte tilfælde var det uden tvivl med henblik på, at sangen skulle foredrages for andre, sådan som det også sker i Robert Fulton.

Hvor de tre nævnte tilfælde handler om sange til navngivne kvinder, var Rudolph Bay bredere i sit sigte, omend han ligesom de andre var optaget af, at hans sang skulle synges af en kvinde som i romanen. Bay fik udgivet sin sang i et »Ugeskrift for Damer«, hvormed han nok søgte at bidrage til den underholdning og musikalske adspredelse, som kvinder i private hjem i tiden kunne være optaget af. På den måde gør han det muligt for de kvinder, der lærte sangen at kende og sang den hjemme, at efterligne scenen fra Robert Fulton.

Viggo Sanne og Caroline Irminger viser ikke, om de havde taget stilling til, hvorvidt deres sange skulle synges af en mandlig eller kvindelig sanger.

Sammenhæng mellem tekst og musik

I Robert Fulton lader Hauch digteren Barlow udtale sig om sammenhænge mellem digt og musik: »‘Musiken er en vidunderlig Kunst,’ vedblev Barlow, ‘naar vi høre en skjøn Melodie, da er det, ligesom vi fik en Anelse om al den dybe Smerte, al den uendelige Længsel, der kan gjennemtrænge et Menneskebryst, det er, ligesom de hengangne Slægter, de bortviftede Kjærlighedsdrømme, de længst begravne Glæder og Sorger, igjen bleve manede frem som Aander af Graven ved Hjelp af Musikens Tryllestav; Musiken er en magisk Kunst.’« (Hauch 1853, del 1:143). Idéen om, at musik kan fremmane følelser hos tilhøreren, har sine rødder i antik musikæstetik, og blev med affektlæren i 1700-tallet systematiseret på en måde, så komponister med musikalske konventioner kunne målrette virkningerne af deres musik. I 1800-tallets musikalske stildiversitet havde komponisterne et væld af virkemidler til at påvirke lytterens følelser, hvilket fremgår ved en sammenligning af de syv værker komponeret over Længsel.

Alene valg af stemmetype kan være et resultat af komponistens ønske om at appellere til tilhørerens følelser. På titelbladet til Irmingers komposition fremgår det, at værket er tænkt for »en dybere Stemme«, hvilket næppe blot betød en mandlig, men lige så vel kunne være en dyb kvindestemme, dvs. en alt eller mezzosopran. Irmingers valg af en dybere stemme hænger sammen med, at sangstemmens melodiomfang (dens ambitus) er a-d’♯. Det toneområde, som sangstemmen overvejende bevæger sig inden for (dens tessitura), er h-h’.

En dyb stemme med en mørk klang kan skabe associationer til noget længselsfuldt, og Irminger understreger det ved at komponere et bemærkelsesværdigt klangskift i sidste frase. Sammenlignet med de øvrige fraser ligger den sidste i et dybere leje, og skiftet sker umiddelbart efter sangstemmens højeste tone (d’♯). Det klanglige skift synes derfor at være iscenesat. Selvom det naturligvis veksler fra sanger til sanger, hvorvidt en passage opfattes som dyb, har Irminger selv vist i partituret, at hun anså den for at være dyb. For at imødekomme sangere uden den fornødne fylde i dette register har Irminger nemlig foreslået, at frasen alternativt kan synges en oktav over. Det er et tydeligt tegn på hendes bevidsthed om, at sangstemmen lå dybere, end hvad man kunne forvente i et sammenligneligt sangrepertoire. Med andre ord har hun villet opnå en bestemt effekt med den dybe sangstemme, når der i sidste linje synges om den elskedes skjulte drøm, »som du vist engang betror til mig«. Den mørke klang og skiftet i sidste frase til en forceret dybde i stemmen kan give tilhøreren en medfølelse for sangerens længsel efter den elskede og efter at kende sandheden om den elskedes drøm. Fra midten af sangen og hen mod slutningen ligger klaversatsen ligeledes i et dybt leje, som antyder, at Irminger har villet give kompositionen et dystert udtryk på dette sted.

Også toneart bliver brugt som en ‘Tryllestav’ for at skabe en dyster atmosfære, hvilket ses hos Heise og Irminger, hvor moltonearter er fremherskende. Overraskende nok bruger de øvrige komponister durtonearter i deres værker, og selvom de alle berører en moltoneart midtvejs, bliver grundstemningen en helt anden end hos Heise og Irminger.

Særligt Rungs og Bays melodier er udtryk for en anden forståelse af længsel end Heise og Irmingers. Rung og Bay synes at ville sætte tilhøreren i en eksalteret sindsstemning. De store legato-spring opad i Rungs melodi, der kommer i begyndelsen af de første tre fraser, repræsenterer en udadvendt sangstil, der næsten tvinger en følelse over på tilhøreren. Det samme kan siges om Bays brug af kromatik: syv gange i melodien tvinger han et halvtonetrin ind på steder, hvor tonearten ellers ikke har et sådant. Klaveret gør også brug af tilsvarende figurer med kromatik. Virkningen kunne være en urolig tonalitet, men eftersom trinnene kun ét sted i sangstemmen medfører en modulation (dvs. et skift i toneart), viser de sig at være tænkt som udsmykning og som bidrag til musikkens patos.

Hagens musik er i modsætning til Bays stærkt modulatorisk, og flere steder kan toneartsfornemmelsen hos tilhøreren være uklar. Det er sikkert tanken at skabe en længsel efter at komme tilbage til en tonalt velkendt situation. Hagen underbygger denne idé ved, at tilbagekomsten til hovedtonearten (F-dur) sker efter en kort opbremsning i tempoet (poco ritardando). Tilbage i F-dur og tilbage i tempo lander sangeren på et lyst c’, der i slutningen af samme frase genbesøges og bliver sangstemmens længste tone. Med dynamiske angivelser (crescendo- og diminuendo-kiler) får sangeren mulighed for at understrege dette sted i første strofe: »som du vist en Gang betror til mig«. Det viser, at Hagen i musikken hæfter sig ved sangerens vished om, hvad der skal ske hinsides.

Som beskrevet ovenfor forholder Irminger sig anderledes uafklaret til det samme sted i teksten ved brug af en dyb klang i sangstemmen og klaveret. Heller ikke Heise læser digtet med den samme afklaring som Hagen. Heise lader sangstemmen stoppe efter hver strofe med et ritardando, men før den afsluttende kadence i klaveret. Det giver en virkning af, at sangstemmen endnu ikke er færdig, og selv efter sidste strofe, når klaveret har afsluttet efterspillet, er det, som om sangeren burde synge videre. Personificerer man sig som tilhører med sangeren, kan man komme til at sidde med følelsen af smerte, sorg eller modløshed over den uafsluttede situation. Det understøttes af sangerens sidste ord til sin elskede: »men Himlen selv mig vorder Sorgens Bolig / hvis ei du der forenes skal med mig.«

Metriske oplysninger

4 strofer a 4 vers
Versemål: Jambisk
Stavelsesantal: 11 10 11 10
Rimfølge: abab; a ♀ b ♂

Litteratur

Rudolph Bay, »Lauras Sang af Robert Fulton«, bilag til: Ydun. Ugeskrift for Damer, nr. 13 (25. marts 1855).

Breve fra Peter Heise, Gustav Hetsch (udg.), København: Nordisk Forlag, 1930 (digitalisering).

Sophus Albert Emil Hagen, »Længsel«, autograf, 1928, København, Det Kgl. Bibliotek, C II, 142 4° 1957-58.679.

Carsten Hauch, Robert Fulton I-II (Udvalgte Skrifter, bd. 2), Poul Schjærff (udg.), København: Holbergselskabet af 23. september, 1928.

Carsten Hauch, Robert Fulton. En Fortælling, 2 dele, København: C.A. Reizels Forlag, 1853 (digitalisering).

Carsten Hauch, Lyriske Digte og Romancer, København: C.A. Reitzels Forlag, 1861 (digitalisering).

Carsten Hauch, Nye Digtninger, København: C.A. Reitzels Forlag, 1869 (digitalisering).

Hauch og Ingemann. En Brevveksling, M. Hatting (udg.), København: Nordisk Forlag, 1933.

Peter Heise, Laura’s Sange af Robert Fulton. Roman af C. Hauch componerede og Digteren tilegnede, København: P.W. Olsen, [1853].

Lasse Stein Holst, Fortolkning og skæbne i Carsten Hauchs Robert Fulton (1853), upubliceret universitetsopgave, Københavns Universitet, 2019.

Lasse Stein Holst, Carsten Hauchs forfatterskab. En plan for en videnskabelig udgivelse, upubliceret kandidatspeciale, Københavns Universitet, 2021.

Caroline Irminger, Sange for en dybere Stemme, København: I kommission hos Wilhelm Hansen, [efter 1881].

Torben Krogh, »En ukendt Syngespilstekst af Hauch« i: Tilskueren, 1929, s. 412-422.

Peter Erasmus Lange-Müller, Tolv hidtil utrykte Sange, København: Nordisk Musikforlag, 1912.

Henrik Rung, To Sange af Hauch (af Robert Fulton) (Romancer og Sange componerede af H. Rung, nr. 4), København: Horneman & Erslev, [1853-1854].

Viggo Sanne, 6 Sange for en mindre Stemme med Pianoforteaccompagnement, op. 12, København: Wilhelm Hansen, [1874].

Inger Sørensen, Niels W. Gade og hans europæiske kreds. En brevveksling 1836-1891, 3 bd., København: Det Kongelige Bibliotek & Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 2008.

Inger Sørensen, Niels W. Gade. Thematic-Bibliographic Catalogue of his Works, København: Dansk Center for Musikudgivelse, Det Kgl. Bibliotek, Multivers, 2019.