FØRSTE DEEL

[3]|FØRSTE CAPITEL

Det var en klar Eftermiddag mod Enden af August Maaned i Aaret 1776, da der sporedes en usædvanlig Bevægelse i Byen Reading, der ligger i Pennsylvanien henimod fem og halvtredsindstyve engelske Mile fra Philadelphia. Lidt efter lidt blev det igjen stillere i den egentlige By, hvorimod der paa den Vei, som fører til Floden Shuylkill, saaes mangfoldige Grupper baade af Mænd og Qvinder, der ilede ned til Landingsstedet. Denne Flod var allerede i hine Dage, uagtet endnu ingen Canal forbandt den med Susquehannah, af stor Vigtighed for Omegnens Handel; thi den kunde befares med Baade ligefra sin Munding til halvfjerdssindstyve Mile op i Landet.

Den Vei, der gik fra Byen ned til Flodbredden, var ikke mere end femhundrede Skridt lang. Den begrændsedes paa begge Sider af Høie, der deels endnu vare bedækkede med Skov, deels forvandlede til Agerland og som oftest besaaede med Mais, mellem hvilken man af og til skimtede udgaaede Træstammer. Paa nogle Steder saae man ogsaa Colonistboliger, der dog i Almindelighed kun vare slet byggede, og der i Størrelse stode langt tilbage for de Kornlader, hvilke som oftest kneisede ved deres Side. De fleste af Husene vare tækkede med fiirkantede Træplader, ja nogle af de ældste endog med Bark; andre havde derimod et anseeligere Udseende, de vare byggede af Muursteen og om4|givne med Acacia-, Æble- og Ferskentræer. Flodbredderne selv begrændsedes af frugtbare Høie, hvorpaa Træer afvexlede med Agerland, og bag hvilke man langt borte mod Vest skimtede de saakaldte blaae Bjerge, der heelt vare bevoxede med Skov. Mellem Høiene løb der mangfoldige Bække, hvoraf en Deel dannede smaa Vandfald, og der, efterat de havde sat flere Møller og Savværker i Bevægelse, endelig styrtede sig ud i Shuylkill.

Der var den Gang neppe fem og tyve Aar forløbne, siden de første Huse i Byen Reading bleve grundlagte. Enkelte af disse stode endnu tilbage og vidnede ved deres hele Sammensætning om, at deres Bygmestere ikke havde besiddet synderlig større Kunstfærdighed end den, som Nybyggerne i Amerikas Skove almindelig lægge for Dagen, naar de opføre deres Boliger. De fleste nye Huse vare derimod, ligesom de bedre Colonistboliger i Omegnen, byggede af Bræder og regelmæssige Muursteen, og foran dem stode grønne Træer. Gaderne vare brede og snorlige, men endnu ikke brolagte, og Folkemængden, der, som bekjendt, i disse Egne tiltager efter en ganske anden Maalestok, end det er Tilfældet i Europa, beløb sig allerede paa den Tid til over totusinde Mennesker.

Over Halvdelen af disse strømmede nu ned til Flodbredden, hvor de bleve staaende ligesom i Forventning om Noget, der vilde skee. Mange af de omboende Nybyggere med deres Familier forenede sig lidt efter lidt med Byens Indvaanere, saa at Sværmen bestandig forøgedes. Der gik en bestandig Surren ud fra den forsamlede Mængde, som, naar den hørtes i nogen Frastand, lignede Lyden af et fjernt Vandfald. Tid efter anden bleve ogsaa adskillige Baade synlige paa Floden, hvoraf nogle vare større, andre mindre, og hvoraf en Deel bevægede sig med Strømmen nedad, andre søgte derimod 5| ved Aarernes Hjelp at holde sig, hvor de vare, nærved Landingsstedet.

Blandt disse Baade var der fornemmelig een, der, skjøndt den netop hørte til de allermindste og uanseeligste, dog ved de eiendommelige Redskaber, der satte den i Bevægelse, en Tid lang tildrog sig Mængdens Opmærksomhed. Den var paa begge Sider forsynet med Skovle, hvoraf i det mindste een paa hver Side bestandig befandt sig under Vandfladen. Alle disse Skovle løb paa den modsatte Kant sammen i en valseformig Axe, paa hvilken de stode lodrette ligesom Radier. Denne Valse strakte sig tværsover Baaden og blev baaren af tvende Indhulinger, en paa hver Side af Relingen, i hvilke den frit kunde dreie sig om sig selv. Paa Valsens Midte var der befæstet et Tandhjul, hvori et andet Tandhjul greb ind, der var forsynet med et Haandfang, som lettelig kunde dreies rundt af en eneste Mand, og hvorved da Skovlene ogsaa maatte dreie sig og fremkalde en Modstand i Vandet, hvilken tvang Baaden til at skride frem. I denne Baad saaes ikke meer end to Mennesker, en Mand, der dreiede Haandfanget og saaledes satte Hjulværket og Skovlene i Gang, og en lille smuk Dreng med guldgule Lokker, der sad ved Roret, som han dog kun syntes at styre efter den Ordre, hans Kammerat gav ham.

Enten det nu kom deraf, at Baaden i sig selv var særdeles hensigtsmæssig bygget, eller det udsprang af den Mechanisme, hvormed den blev sat i Bevægelse, saameget er vist, at ingen af de andre Baade i Hurtighed kunde sammenlignes med den; ja den skjød sig ikke blot frem med en usædvanlig Fart, men den kunde ogsaa, uden at vende, naar man blot bevægede Haandfanget i en Retning, der var den sædvanlige modsat, med stor Lethed skride tilbage mod Strømmens Gang.

6|Det er sjeldent, at den, der udmærker sig ved en eller anden Særegenhed, ganske kan undgaae at vække sin Omgivnings Misfornøielse, og denne udeblev da heller ikke her. »Har man nogen Tid seet Magen,« lød det fra flere Sider, »det er jo en Stegevender og ingen Baad.« – »Det er David Baxter, som dreier Hjulene,« raabte En, »det er vel ogsaa ham, der er Mester for det Hele.« – »Hvem er David Baxter«? spurgte en Anden. – »Det er en halvgal Karl, der har været Soldat i Krigen mod England, og der nu er bleven Svend hos Møllebyggeren, og han har nok gjort det Hele paa Dril; men kan jeg træffe ham engang alene, da skal hans Ribbeen komme til at svie derfor.« – »Det er Narrestreger,« raabte en Tredie, »en slig Baad burde ikke taales paa Shuylkillfloden, især paa en saadan Dag, for den kan bringe den hele Egn i Vanrygte.« – »Væk med Stegevenderen!« raabte en Rorkarl paa en af de største Baade, hvori flere Mænd af den lavere Folkeclasse havde taget Plads, »under Vandet med hende, at vi kan see, om hun ogsaa kan dreie sig der!«

Da disse Ord fra flere Sider bleve modtagne med en lydelig og opmuntrende Latter, saa henvendte Rorkarlen Ordet til sine Kammerater og sagde: »Hvad mener I? Skal vi forsøge at dukke hende?« – »Naar de bare ikke drukne,« svarede en Anden, »thi deraf vil der opstaae en Deel Uleilighed for os.« – »Det har ingen Nød,« svarede den Første, »David Baxter kan sagtens svømme, og Drengen skal vi da nok redde; vi kan jo trække ham op efter Haarene!« – Nu roede virkelig det store Fartøi henimod det mindre og søgte, ved at støde an derimod, at bringe det til at kuldseile; men uagtet man gjentagne Gange hørte det Udraab: »Med den Nøddeskal vil vi da nok blive færdig,« saa vare dog alle Bestræbelser i denne Henseende forgjeves; thi det lille Fartøi vidste saa 7| behændig at undgaae sin Modstander, at det næsten mindede om den lette Svale, der, idet den uden mærkelig Anstrengelse glider hen igjennem Luften og dreier sig i Kreds, hvorhen den vil, tidt synes at spotte den forfølgende Rovfugl.

Kort derefter hørtes der Hurraraab i det Fjerne. Paa samme Tid blev en stor Seilbaad synlig, der, deels ført af en gunstig Vind, deels ved Hjelp af Aarer, bevægede sig henimod Landingsstedet, og der fulgtes af alle de Baade, som tidligere vare seilede ned ad Strømmen. De fleste mindre Fartøier kom nu ogsaa i Bevægelse for at naae Seilbaaden, og alle Ansigter vendte sig henimod den. Endskjønt Minespillet i disse Ansigter ikke var saa levende, som det almindelig er Tilfældet i Europa og især i den sydlige Deel deraf, naar Noget sætter Sjælen i Bevægelse, saa var der dog et Udtryk i dem, der mindede om en usædvanlig og forhøiet Stemning. Det lille Fartøj, der blev drevet af et Hjulværk, var atter det, der skjød sig frem med den største Hurtighed. Da det kom i Nærheden af den store Seilbaad, dreiede det til Siden og bevægede sig i en Halvkreds derom, hvorefter det tog Plads blandt dem, der fulgte nærmest efter den. Det hele Tog kom nu nærmere, og det blev da tydeligt, at den lille Baad havde vakt stor Opmærksomhed hos en Mand, der sad i Bagstavnen af Seilbaaden og havde en bred Straahat paa; thi han vendte sig idelig om for at tale baade med den lille Dreng og med David Baxter, der dreiede Hjulene paa det lille Fartøi.

Denne Mand var omtrent af Middelhøide, og skjøndt hans Udseende endnu var kraftigt, saa vidnede dog de graae Haar, der bleve synlige, da Seilbaaden nærmede sig til Landingspladsen, og da han tog sin Hat af for at hilse Forsamlingen, om, at han alt havde naaet 8| Oldingsalderen. Ogsaa Tilskuerne blottede deres Hoveder, da han nærmede sig; thi det var netop for at hilse paa ham, at de alle havde samlet sig, og det var hans Ankomst, de med saa stor Spænding og Deeltagelse havde seet i Møde. Han var nemlig ingen anden end den berømte Benjamin Franklin, hvis Navn dengang var paa alle hans Landsmænds Læber, og hvis Fortjenester vel heller ikke saa let ville glemmes, saalænge Mindet om Aandens Gjerninger endnu lever i Menneskets Bryst. Uagtet Krigen med England allerede var begyndt, og uagtet Franklin selv stod i Spidsen for de Mænd, der skulde give Pennsylvaniens Regjering en ny Skikkelse: saa havde han dog endnu funden Tid til paa nogle Dage at sysselsætte sig med en Undersøgelse af ganske anden Natur, hvorpaa hans Tanker alt længe havde været henvendte. Han var nemlig nu ifærd med at undersøge Grundene i Floden Shuylkill, om hvilken han haabede, at den ved Kunstens Hjelp kunde blive seilbar for større Skibe.

Saasnart Seilbaaden havde naaet Landet, udbrøde Tilskuerne i et stormende Jubelraab, idet de tillige svingede deres Hatte og Huer. »Leve Benjamin Franklin! – den ny Verdens viseste Mand! – Fædrelandets Stolthed og Hæder!« saaledes gjenlød det afvexlende fra flere Sider. Under disse Udraab blottede Franklin igjen sit Hoved og hilsede til alle Sider. Imidlertid syntes Mængden denne Gang reent at have glemt den Rolighed, der ellers har bevirket, at flere Reisebeskrivere beskylde Amerikanerne for Kulde og for en altfor stor Tilbageholdenhed; thi det stormende Jubelraab blev gjentaget mangfoldige Gange. Derefter steg Franklin med sine Ledsagere i Land, hvorpaa Mængden trængte sig saa tæt omkring ham, at han i lang Tid maatte staae stille. Heri fandt han sig dog med 9| stor Taalmodighed og rakte Haanden til alle dem, der kom ham nær, selv om de vare af den allerlaveste Folkeclasse. Omsider skaffede man ham saa megen Plads, at han, skjøndt med Vanskelighed, og endnu tæt omringet af den jublende Mængde, kunde begive sig paa Vei til Byen, hvor det var hans Hensigt at tilbringe den paafølgende Nat.