10|ANDET CAPITEL

Medens Menneskemængden saaledes var samlet nede ved Floden, var der, som sagt, bleven stille i Byen selv. Kun i Vertshuset »den gyldne Ørn« mærkede man endnu nogen Bevægelse. Dette Vertshuus, over hvis Port en stor forgyldt Ørn, omgiven af hvide Stjerner, stod malet paa blaa Grund, ansaaes dengang for det bedste i Reading, derfor blev det bestemt, at Franklin skulde overnatte der. Da man imidlertid havde erfaret, at han ugjerne deeltog i store Aftenselskaber, saa var det bleven besluttet, at han kun skulde spise sammen med nogle af de fornemste Borgere, og at man derefter, saasnart som muligt, vilde overlade ham til den Ro, han ifølge sin Alder trængte til.

Gjestgiverstedet »den gyldne Ørn« laae paa Byens store Torv, hvor en høi og løvrig Allee beskjermede det mod Morgen- og Middagssolen. Huset selv var anseeligt og velbygget, og Værelserne luftige, og uagtet Møblerne just ikke vare ganske efter den nyeste Mode, saa havde de dog et venligt og velvedligeholdt Præg. Fra Husets vestlige Vinduer havde man en vid Udsigt. Nærmest laae der en stor Have, der, skjøndt den vel mere var beregnet paa Nytte end Skjønhed, dog ved sin Frugtbarhed og ved den øiensynlige Omhu, der var anvendt derpaa, frembragte et smukt og behageligt Indtryk. I nogen Frastand glimtede Floden Shuylkill i Aftensolen; men allerlængst borte saae man igjen de skovbekrandsede 11| Høie, som faae Navn af de blaae Bjerge, hvilket Navn de paa hiin Aften vel kunde fortjene, da de virkelig syntes indhyllede i en gjennemsigtig blaa Taage. Dette Vertshuus bestyredes i de Dage af en temmelig ung Mand ved Navn John Bridle, hvis Driftighed det især skyldte sin Opkomst og det gode Rygte, hvori det stod.

Efterat have forberedt Alt til Selskabets Modtagelse, traadte John Bridle ind i Husets Forsal, hvor han allerede fandt en af sine Gjester tilstede. Denne Mand kaldte sig Robert van Gehlmuyden og var født i Omegnen af Alkmaar i Provindsen Holland. Imidlertid havde han i over tredive Aar opholdt sig i Amerika, hvor han ved Giftermaal og lykkelige Handelsspeculationer allerede tidlig erhvervede sig en betydelig Formue. Senere havde han trukket sig ud af Handelen og kjøbt sig en Eiendom i Nærheden af Reading; desuden besad han ogsaa et Huus i Byen selv, hvor hans paa disse Steder meget usædvanlige Rigdom skaffede ham en stor Indflydelse.

»I har vel havt et møisommeligt Arbeid i Dag, John Bridle,« sagde van Gehlmuyden, efterat han med et kort Nik, og uden at reise sig fra den Stol, hvorpaa han sad, havde besvaret John Bridles Hilsen, »især da I ingen Kone har, der kan gaae Jer tilhaande.«

»Intet Arbeid er møisommeligt, som man gjerne gjør,« svarede John Bridle, »det er just ikke hver Dag, at en saadan Mand besøger vor By; men det undrer mig ellers, Hr. van Gehlmuyden, at De ikke gik ned med de Andre for at tage imod ham, havde jeg saasandt havt Tid, jeg skulde ikke være bleven her tilbage.«

»Solen brænder for stærkt, John Bridle; her er en Hede om Sommeren, der er værre end paa de vestindiske Øer.«

12|»Ak, De er bestandig misfornøiet, Hr. van Gehlmuyden, De klager altid.«

»Ja, det er intet Under,« svarede den tykke Hollænder; »om Morgenen plages man af skrigende Frøer, af Faarekyllinger og Græshopper, om Dagen af Solhede, og om Natten af de fordømte Muskiter; og hver Gang de stikke mig, saa svulmer jeg op derefter værre end en Skrubtudse.«

»Nu, nu, vi Andre ere dog fornøiede med vort Land, saaledes, som det er; og jeg har hørt dem, der har været vidt omkring i Verden, og der sige, at intet Land paa Jorden kan sammenlignes med Amerika.«

»Ja, ja, naar man kan finde sig i at staae op paa de Tider, naar ordentlige Folk hjemme i Holland gaae til Sengs; for Alting er her stillet paa Hovedet. Her er det Dag, naar det skulde være Nat, og Nat, naar det skulde være Dag; her er Træer, hvor der skulde være Ager og Eng, og Fjelde, hvor der skulde være fladt Land. Og saaledes er det ogsaa mellem Menneskene; jeg har kjendt Advokater, der har ført Folk i Krigen, og Oberster, der have været Øltappere, jeg har seet Præster staae ved Ambolten og Majorer, der have lappet mine Buxer og pudset mine Skoe. Alting er forkeert, siger jeg Jer, og der er ingen Orden at finde nogensteds.«

»De skulde ikke tale saa ilde om Amerika, Hr. van Gehlmuyden, for De er jo dog bleven en rig Mand hos os.«

»Der er egentlig Ingen i dette Land, der kan kaldes rig, John Bridle.«

»Nu, De har idetmindste langt mere, end De behøver, og dog reiser De ikke hjem til Holland, det viser dog nok, at Landet her endnu ikke maa være saa slemt.«

»Nei, at reise over Havet i min Alder, det kunde 13| bekomme mig ilde, Herr Bridle; men jeg vilde dog ønske, jeg vidste, hvorledes det er gaaet den Galning den Robert.«

»Ja, han er nok ikke bleven hjemme af Frygt for Solen, den Karl, hvis jeg kjender ham ret.«

»Nei, han og David Baxter har stukket Hovederne sammen, og de har faaet en underlig Baad istand; igaar har David alt prøvet den, og da han nu sagde, at den var sikker, og lovede at staae mig inde for Drengen, saa gav jeg ham da endelig Lov til at tage ham med.«

»Det er mig dog kjært, at De holder saameget af den Dreng, Hr. van Gehlmuyden.«

»Ja, jeg veed ikke, hvordan det er, jeg troer, han har forhexet mig, John Bridle. Jeg bryder mig ellers kun lidt om Børn og takker Gud for, at jeg selv ingen har; men Faderen er fattig og Moderen var langt ude i Slægt til min afdøde Kone, og da de nu har opkaldt Drengen efter mig, saa maatte jeg dog tage mig lidt af ham. Forresten kan I troe, at han alt i de Par Maaneder, han har været her, har givet mig nok at bestille.«

I dette Øieblik hørtes Lyden af en Vogn, der holdt udenfor Porten. Næsten til samme Tid traadte en Mand ind, der var klædt i en luslidt graa Frakke, og havde en gammeldags trekantet Hat paa Hovedet. Han hilsede blot med et Nik, men tog ikke sin Hat af; han kom heller ikke langt frem i Værelset, men blev staaende nede ved Døren.

»Jeg kommer blot for at sige Jer, at jeg ikke kan modtage Eders Indbydelse,« sagde han. – »Og hvorfor ikke?« spurgte John Bridle. – »Fordi jeg ikke vil have Noget at gjøre med de Afguder, som Verden tilbeder,« svarede han. Efter disse Ord aabnede han atter Døren og gik sin Vei.

»Var det ikke den methodistiske Præst Jonathan Kemp?« spurgte van Gehlmuyden.

14|»Jo,« svarede John Bridle, »men jeg maa dog ud at see, hvem der er i den Vogn, som holder udenfor.«

Med disse Ord forlod han ogsaa Værelset. Kort efter kom han tilbage, ledsaget af en ældre Mand, der var meget mager og temmelig lille, og der havde et af disse besynderlige Physiognomier, hvori Kinderne indtage en saa ringe Plads og Panden er saa smal, saa den skarpe Profil næsten er det eneste af det hele Ansigt, som Øiet ret kan opfatte.

Efter ham kom en lille Pige, hvis Udseende var meget forskjelligt fra hans. I sin Haand holdt hun et Fuglebuur, hvori en lille Fugl med metalglindsende Vinger var indsluttet. Hun traadte meget forsigtig frem, sandsynligviis for at ikke Buret skulde blive rystet, saa at dets Indbygger derved kunde forskrækkes. Hun havde dunkle Øine og sorte Haar og kunde vel omtrent være syv Aar gammel. Men uagtet hendes Træk vare meget skjønne og regelmæssige, saa havde de dog allerede dengang et eiendommeligt Udtryk, der stærkt adskilte hende fra de Skjønheder, der udvikle sig under en nordlig Sols Indflydelse.

»Velkommen, Hr. Greenwood,« sagde John Bridle, »den lille Pige der er da vel Deres Steddatter, den lille Laura Lacour, kan jeg tænke? Hun var neppe tre Aar, dengang hun sidst kom herigjennem med sin Moder. Hun har da nok besøgt sine Slægtninge i Charlestown, for derfra kommer De vel?«

»Det er vanskeligt at besøge Charlestown nu, Hr. Bridle,« svarede Greenwood, »for Englændernes Skibe krydser overalt om Kysterne. Jeg var dog vel ellers ikke kommen denne Vei, hvis jeg ikke havde havt nogle smaa Forretninger i Omegnen.«

»Hvorledes staaer det nu til i Syden, Hr. Green15|wood? Man siger jo, at der ere Mange der, som holde med Englænderne?«

»Ingen veed ret, hvordan det nu staaer til hverken i Syden eller i Norden. Slette Tider og slet Betaling overalt, Hr. Bridle.«

»Men Syden har dog ellers været et godt Land for Dem, Hr. Greenwood; Rygtet siger, at De nylig har vunden en stor Proces og mange Penge der.«

»Der ere Mange, der have vunden baade Proceser og Penge i Syden, Hr. Bridle, forresten skal man ikke stole paa Rygter.«

»Nu, De har idetmindste hentet Dem en smuk Kone fra Syden, vedblev Bridle, »Ungdom og Skjønhed, det er dog ogsaa Noget.«

»Ja, det er Noget, der formindskes hver Dag, Hr. Bridle, saa det tilsidst bliver til ingen Ting.«

I dette Øieblik traadte en lille Negerdreng ind, der bragte nogle Kapper, Frakker og andet Reisetøi, som Hr. Greenwood selv tog imod og talte Stykke for Stykke. Derefter gik Negerdrengen ud igjen.

»Har De hørt, at der kommer et Bysbarn af Dem hertil i Aften?« sagde igjen John Bridle, »for Benjamin Franklin er nok født i Boston ligesom De selv.«

»Jeg veed nok, at han kommer, Hr. Bridle; det er let at mærke, Folk tale jo ikke om Andet i den hele Omegn, og de stimle sammen for at see ham, som om han var Noget aparte, og som om vi Andre ikke vare ligesaa gode som han.«

»Ja, ja, han er ogsaa Noget aparte, Hr. Greenwood; han skal ellers logere hos mig, der kan De faae ham at see.«

»Jeg har seet ham tidt nok i gamle Dage, Hr. Bridle, dengang han kun var en fattig Bogtrykker; men en Bog16|trykker vilde i de Dage ikke sige stort, Hr. Bridle, for der var kun Faa, der læste Noget, jeg ønsker ellers helst et Kammer for mig alene.«

»Nu, som De vil; men hvis De bliver et Par Dage her, saa har vi ogsaa andre Ting, der ere værdt at see: smukke Udsigter, prægtige Vandfald. I gamle Dage, da vi havde Fred, kom Fremmede langveis fra for at see dem.«

»De taler som en Englænder, Hr. Bridle; hvad nytter et vildt Vandfald til, naar det ikke kan bruges til Fabrikker og Savværker?«

»Ak, et vildt Vandfald er da heller ikke at foragte; hvormange Fremmede trækker ikke Niagarafaldet til Amerika? og deres Penge ere da ligesaa gode, som vore, mener jeg.«

»Niagarafaldet er et vildt Beest, Hr. Bridle, og det vil vare længe, før vi kan tvinge og kue det og forbruge alle dets Vande til Mølleværker og Fabrikker.«

Nu aabnedes Døren atter, og den lille Negerdreng traadte ind med en temmelig tung Koffert, som han slæbte henad Gulvet.

»Staa stille, Dreng!« raabte Hr. Greenwood, »Du fordærver jo Kofferten, naar Du saaledes slæber afsted med den.«

»Lad den kun staae!« sagde John Bridle, »den skal nok blive bragt ind i Hr. Greenwods Kammer.«

»Nei, vi kan godt bære den selv,« sagde Greenwood, der maaskee betænkte, at han derved kunde spare nogle Drikkepenge til Opvarteren. Derpaa gav han Negerdrengen et Vink, hvorefter de grebe fat, hver paa sin Side af Kofferten, og løftede den op fra Gulvet.

»Viis mig nu bare mit Kammer!« sagde Greenwood.

»Vil De da ikke være tilstede, naar Deres berømte Landsmand kommer?« spurgte igjen John Bridle.

17|»Nei, jeg vil ikke,« sagde Greenwood, »vi er et frit Folk, Hr. Bridle, og hos os er den Ene slet ikke bedre end den Anden, tænker jeg. Bring mig bare et Par Skiver Skinke og lidt Brød paa mit Værelse, kom Laura!«

Nu aabnede John Bridle en Dør, hvorigjennem Greenwood tilligemed Negerdrengen bar Kofferten ind. Derefter fulgte den lille Pige med sin Fugl, tilligemed John Bridle selv, og Ingen blev tilbage uden van Gehlmuyden, der blev siddende rolig i sin Lænestol, og der, uagtet hans Cigar nu var udbrændt, ikke syntes at have Lyst til at forlade den behagelige Stilling, hvori han befandt sig, for at tænde sig en ny.