© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Kort efter ankom Franklin, ledsaget af en talrig Folkesværm, til Byens Torv. Før han gik ind i Vertshuset, vendte han sig om til den Mængde Mennesker, der fulgte ham, tog sin Hat af og sagde dem et Par Ord, hvori han takkede dem for deres venlige Modtagelse og formanede dem til trofast at holde sammen i den store Fare, der truede Landet; »thi,« saaledes sluttede han sit Foredrag, »kun i vor Enighed ligger vor Styrke, og jeg vil endnu engang her gjentage, hvad jeg ved en ananden Leilighed har sagt: Modstand mod Uretfærdighed, det er Lydighed mod Gud.« Efter disse Ord adspredte Mængden sig til alle Sider, og kun de bleve tilbage, der, ifølge en tidligere Bestemmelse, skulde tilbringe Aftenen i Franklins Selskab.
Ved Indgangen til Huset kom John Bridle selv sin berømte Gjest imøde og hilsede ham med stor Ærbødighed. Franklin rakte ham da venlig Haanden og sagde, at han allerede havde hørt ham rose som en retskaffen og driftig Mand; »men den, der forener Retskaffenhed med Driftighed,« blev han ved, »han er en Hæder for sit Land; og den, der grundig forstaaer sin Haandtering, han eier en stor Rigdom; thi han er netop rig paa de Kundskaber, han mest behøver.«
Da John Bridle havde ført ham ovenpaa, og han havde seet de øvre Værelser og Udsigten til Haven og Omegnen, over hvilke den dalende Sol netop kastede sine sidste Straaler, blev han endnu venligere end før.
»De er en brav Mand, John Bridle,« sagde han, 19| »derom ere Alle enige, men dog er der endnu en Mangel hos Dem, der meget bedrøver mig.«
»Hvad er da det for en Mangel?« spurgte Bridle.
»De mangler en trofast og ærlig Medhjelperinde, Hr. Bridle, jeg seer ingen Hustru under Deres Tag, og man har fortalt mig, at De lever ugift.«
»Ak, det har vel endnu ingen Hast,« svarede John Bridle, »jeg mener, at jeg har Tiden for mig.«
»Tiden løber hurtigere, end man i Deres Alder troer, Hr. Bridle; gift Dig tidlig, hedder det, saa kunne Dine Børn voxe til og blive forsørgede ved Middagstid, og Du har endnu Aftenen for Dig selv. Sildigfødte Børn blive tidlig faderløse; og dog er det bedre at gifte sig sildig end aldrig; thi en gammel Pebersvend kan lignes med en umage Handske, den duer kun lidt, og naar man ikke kan finde dens Mage igjen, saa vækker den blot Ærgrelse, hvergang man seer den.«
»I de Lande, der ligge hiinsides Havet,« blev Franklin ved, »strides man tidt om den Plads, hvorpaa man skal leve, ligesom de Skibbrudne i Havsnød om den Planke, hvorpaa de kunne redde dem. Her derimod er der Plads nok, naar vi kun have Hænder til at dyrke den; derfor er ethvert Menneske velkommen, der fødes til Verden hos os; thi her tør Ingen være ledig, her er heller ingen lang Bændelorm af unødvendige Embedsmænd, hvortil Nogen kan hefte sig som et Led, for hemmelig at nære sig af Landets bedste Safter; her giver enhver ny Haand en Tilvæxt i Kraft, der letter Arbeidet, og den er ingen Byrde, der tynger derpaa.«
»Ja, ja, det er godt nok,« sagde Bridle, »men man maa dog først have samlet nogen Formue selv, før man kan dele den med Andre.«
»Ak, min gode John Bridle,« svarede Franklin, »hvad 20| kan det hjelpe Dem, naar De nu tilsidst har Skuffer og Kister fulde, men tillige er bleven gammel, uden at see Nogen omkring Dem, der kan have Glæde deraf. Tro mig! thi jeg har en lang Erfaring at støtte mig til, jeg har bestandig seet, at de tidlige Ægteskaber ogsaa ere de lykkeligste, og hvis jeg selv skulde bestemme den Tid, da min Lykke blev grundlagt, da maatte jeg nævne den Dag og Time, da en trofast Hustru rakte mig sin Haand.«
I Alt, hvad Franklin sagde, var der en bestandig Stræben efter at udbrede det, som han betragtede som nyttigt og godt; og det var netop denne Stræben, der gav hans adspredte Bemærkninger deres Liv og deres Farve, og der tillige dannede den skjulte Eenhed deri. Af og til fik ogsaa hans Tale, og især de Leveregler og Advarsler, han gav, et Slags Liighed med de saakaldte Ordsprog, som Folket bevarer igjennem Aarhundreder, og hvori en lang Livserfaring er sammentrængt i en kort og slaaende Tanke, saa at den let kan fattes og længe vedligeholdes i Tilhørernes Hukommelse.
Ved Bordet spiste Franklin kun lidt, derimod talte han jævnligt med sine Sidemænd. »Jeg mødte her nærved Landingspladsen,« sagde han blandt Andet, »en Baad, der i høi Grad vakte min Opmærksomhed. Den blev ikke dreven frem med Aarer men ved Hjul, hvilket, – om det ogsaa maaskee bliver brugt i andre Lande – dog neppe har været forsøgt før paa disse Steder. I denne Baad sad der kun en eneste voxen Mand tilligemed en lille Dreng. Men hvad jeg betragter som det Mærkværdigste: det var netop Drengen, der havde udtænkt det Hele, og den Anden havde kun udført det efter Drengens Anviisning. Vi talte i nogen Tid sammen derom, men siden bleve vi skilte ad; var ikke det skeet, da havde jeg taget dem med og bebyrdet Dem med et Par Gjester endnu, Hr. Bridle.«
21|»De skulde have været mig velkomne,« svarede John Bridle, »den lille Dreng hedder ellers Robert Fulton og er en Slægtning af Hr. van Gehlmuyden, som sidder der, og som er en af de mest velhavende Mænd i vor hele By.«
»Af den Dreng kan der blive Noget med Tiden,« sagde Franklin til Hr. van Gehlmuyden; »dog er det ikke nok, at han har gode Anlæg, men de maae ogsaa pleies og udvikles; slige Mennesker have deres bestemte Kald her paa Jorden, og hvis man vil opdrage dem til noget Andet, end til det, hvortil de ere bestemte, da blive deres Anlæg dem mere til Hinder, end til Gavn.«
»Ja, ja, jeg skal nok sørge for hans Opdragelse,« sagde van Gehlmuyden, »det skal ingen Nød have.«
»Den bedste Opdragelse er den, der følger de Vink, som Børnene selv ubevidst i deres lykkeligste Timer give os,« sagde Franklin, »men det tænker man kun sjelden paa. Der ere mange Opdragere, der behandle deres Lærlinge, ligesom Drenge gjøre, naar de skulle klappe en Kat i Mørke, de stryge den da helst imod Haarene for at lokke Gnister af den, over hvilke de Omstaaende skulle forundre sig.«
»Ja, en Vildkat er han, deri har De forsaavidt Ret,« svarede van Gehlmuyden, »men jeg tænker nok, jeg skal gjøre ham tam, saa han med Tiden skal takke mig derfor.«
Kort efter begyndte man at tale om Vigtigheden af de Undersøgelser, Franklin nu var ifærd med at anstille, og om den Indflydelse, det vilde have paa Byen Readings Velstand og Opkomst, hvis Shuylkillfloden kunde blive seilbar for store Skibe.
»Ikke blot for denne By er det vigtigt, men ogsaa for Omegnen, ja for kommende Slægters aandelige Udvikling og Forædling,« sagde Franklin.
Da hans Tilhørere ikke ret syntes at begribe denne 22| sidste Paastand, søgte Franklin at udvikle sine Tanker nøiere. »Jeg har paa mine Reiser i den gamle Verden,« sagde han, »ofte havt Lejlighed til at bemærke, hvorledes Provindser og Egne, der fra gammel Tid levede afsondrede, ja undertiden i et Slags Fjendskab indbyrdes, kom hverandre nærmere derved, at der blev anlagt Landeveie eller Canaler imellem dem. Den lettere Afsætning opmuntrede til fordoblet Flid, og inden en Menneskealder var forsvunden, fandt ikke blot Velstand, men ogsaa mildere Sæder, Vei til de skjulteste Afkroge; det gamle Had og de gamle Fordomme forsvandt, og de høieste Opfindelser, hvortil den menneskelige Aand har opsvunget sig, udbredte nu deres Lys over Egne, hvor Vankundighed og Mørke forhen herskede. Derfor siger jeg bestandig: Sørg først for gode Veie og for en lettere og hurtigere Skibsfart, saa har Du ikke blot ophjulpet Stædernes Mellemhandel og befordret Varernes Omsætning, men Du har desuden virket mere for den aandelige Opdragelse, end om Du havde oprettet et Universitet, hvorved der var ansat halvtredsindstyve Professorer.«
»Ja, det er godt nok,« svarede van Gehlmuyden, »men hvor skal vi tage Penge fra til slige kostbare Anlæg, især nu, da vi ogsaa skal udrede Penge til Krigen?«
»Det kan dog skee, Hr. van Gehlmuyden, og det, uden at vi skulle have stort flere Udgifter end før.«
»Hvorledes skulde da det gaae til?« spurgte van Gehlmuyden.
»Der er ingen Skat eller Afgift, hvormed Staten betynger os,« svarede Franklin, »der kan sammenlignes med dem, som vi selv paalægge os ved vor egen Forfængelighed og Daarskab. Lad os blot indskrænke de Udgifter og Tab, som disse daglig give Anledning til, da vil det ikke blive saa vanskeligt at udrede de Paalæg, som Krigen medfører, eller som nyttige Indretninger udfordre.«
23|Selskabet havde endnu ikke siddet ret længe til Bords, da der traadte en Opvarter ind, der hviskede et Par Ord i John Bridles Øre, hvilke syntes at gjøre et stærkt Indtryk paa ham. Imidlertid sagde han dog Intet, men stod strax op og ilede, fulgt af Opvarteren, ud af Døren.
Ved Bridles Bortgang blev Døren til Forstuen staaende halv aaben, og man hørte da flere Stemmer, der talte imellem hverandre. Kort efter blev det igjen stille, men pludselig hørtes der en qvindelig Røst alene. »Det var den deiligste Dreng, der nogensinde har seilet paa Shuylkills Vande,« sagde denne Røst, »det var Skade, at det skulde tage en saadan Ende med ham.« Disse Ord bleve udtalte saa høit, at de idetmindste, der sadde nærmest ved Døren, godt kunde høre dem, hvorfor ogsaa flere af disse reiste sig og ilede ud for at faae nøiere Beskeed. Kort efter vendte et Par af dem tilbage, og det varede da ikke længe, før Franklin erfoer, at den lille Dreng, hvis Opfindelse han nylig havde rost, kort efter hans Bortgang, dersom man ellers kunde stole paa, hvad Folk fortalte, var falden over Bord og var druknet i Shuylkill.
»Gud forbyde det!« sagde Franklin og reiste sig op, »jeg haaber til Himlen, at det er et falsk Rygte.« Derefter ilede ogsaa han ud i Forstuen. De andre Gjester reiste sig nu ligeledes, og der blev en stor Forvirring imellem dem. Kort efter kom en Mand, der fortalte, at der efter Franklins Bortgang var opstaaet en Veddestrid mellem flere af Baadene, og at et af de større Fartøier havde stødt an mod det lille, saa det kantrede, og baade den Dreng, der styrede, og den Mand, der dreiede Hjulene, havde da funden deres Død i Bølgerne.
Under denne Forvirring var van Gehlmuyden den Eneste, der blev siddende paa sin Plads, uagtet han dog ingenlunde syntes fri for Sindsbevægelse. »Jeg tænkte det 24| nok,« mumlede han, idet han ligesom mechanisk tog en ny Cigar frem, som han dog ikke gjorde noget Forsøg paa at antænde; »jeg tænkte nok, at det maatte gaae galt tilsidst med den Vildskab. Den stakkels Dreng! Jeg vilde bare ønske, at han aldrig havde sat sin Fod i mit Huus.«
Nu traadte en af Bridles Huusfolk ind, der berettede, at det ikke var Robert Fulton, men David Baxter, der var falden overbord og havde sat Livet til; Drengen derimod var i god Behold hjemme i Hr. van Gehlmuydens Huus.
»Gud være lovet, var det ikke Andre end ham,« sagde van Gehlmuyden, »det har han godt af, for et voxent Menneske skulde dog være saa klog, at han ikke lod sig forføre af en gal Drengs Griller; men det lover jeg, og det skal staae fast, at han – hvis hans Fader vil følge mit Raad – aldrig skal have med slige Narrestreger meer at gjøre.« Efter disse Ord tændte van Gehlmuyden sin Cigar og begyndte ganske rolig at ryge den.
Noget efter hørtes der igjen en forvirret Larm. »Saa var det jo dog den stakkels Robert!« hørte man en Stemme sige. Omsider aabnedes Døren saa vidt, som muligt, og en Bærebør blev langsomt baaren ind af fire Mænd. Paa Bærebaaren laae en lille Dreng, hvis Klæder dryppede af Vand, og paa hvis blege Ansigt intet Tegn af Liv var at see.
Efter Baaren fulgte den gamle Franklin tilligemed John Bridle og en stor Mængde Mennesker. Mellem disse befandt sig ogsaa den stakkels David Baxter, hvis Klæder vare ligesaa vaade, som Drengens, og af hvis solbrændte Kinder Taarerne strømmede ned, medens han vred sine Hænder i Fortvivlelse. »Havde jeg vidst det,« sagde han, »havde jeg tænkt, at det skulde blive Enden derpaa, da skulde jeg før have styrtet mig i den vildeste Strøm under det største 25| Møllehjul, end jeg skulde have laant mine Hænder til dette Arbeide.«
Det bekræftede sig virkelig, at der, efter Franklins Bortgang, var opstaaet en Veddestrid mellem flere Baade; og uagtet det lille Fartøi længe gik fri for Overlast, saa havde dog tilsidst, da Skumringen nærmede sig, en større Baad stødt saa stærkt an derimod, at Bølgerne strømmede ind; baade Drengen og David Baxter vare da faldne ud i Vandet. Drengen blev strax reven bort af Strømmen, og endskjøndt David Baxter hurtig svømmede efter ham, varede det dog en Tid, før han kunde indhente ham. Efterat Drengen nu var bleven bragt i Land, gav han intet Livstegn, og da Byens eneste Læge var med imellem Gjesterne i »den gyldne Ørn«, saa blev det besluttet strax at bringe Drengen derhen.
»Jeg frygter for, at al Hjelp her kommer for sildig,« sagde Lægen, efterat han nøie havde betragtet Drengen.
»Og dog maae vi ikke tabe noget Øieblik,« sagde Franklin; »jeg er heller ikke ganske uvidende om, hvad der ved slige Leiligheder bør skee. Skaf os et varmt Bad, John Bridle! – Dog nei! det vilde maaskee tage for lang Tid. Skaf os blot noget Flanel, nogle Sengklæder og uldne Tæpper, og sørg for, at de blive godt opvarmede! – Nei, Doctor! I maa ikke trykke ham paa Hjertekulen, det duer ikke. Lad os blot klæde ham af, det er det Første, der maa gjøres.«
Da Lægen, der just ikke syntes at høre til de allerkyndigste i sit Fag, aldeles ingen Indvendinger gjorde, saa blev Alt iværksat saaledes, som Franklin ønskede det. Drengen blev afklædt og derefter indhyllet i uldne opvarmede Tæpper. En Sopha blev trukket noget ud i Værelset, man tog Rygstykket bort deraf og forvandlede den til et Slags Seng. Nu blev Drengen baaren hen derpaa, dog saaledes, 26| at Hovedet laae lidt høiere, end den øvrige Deel af Legemet. Omsider begyndte Franklin og Bridle at gnide hans Legeme med Flanel. Imidlertid bøiede Lægen sig ned ved Hovedgjerdet og søgte ved en Spiritusopløsning, som Bridle havde givet ham, at virke paa Drengens Lugteorganer. Kort efter holdt han en Fjeder henimod Drengens Mund. »Det nytter til Intet,« sagde han tilsidst, »seer De, ikke det mindste Duun bevæger sig.«
»Aandedrættet kan være længe borte,« svarede Franklin, »og derfor kan dog Livet vende tilbage; Sligt har jeg før seet. Lad os blot ikke spilde den kostbare Tid. Giv mig noget af det stærke Vand, De har der, Doctor!« Dermed tog han Flasken af Lægens Haand og heldte noget af Spiritusopløsningen ned over Drengens Bryst og Underliv, hvilke han derefter igjen begyndte at gnide med Flanel. I dette Arbeide blev han nu ogsaa trolig understøttet af David Baxter, der syntes endnu ivrigere til dette Værk, end han selv. Imidlertid søgte John Bridle efter Franklins foregaaende Anviisning at blæse Luft ind i Drengens Lunger, dog gik der en lang Tid hen, inden man sporede mindste Virkning af de Midler, der bleve anvendte.
Det var derfor ikke at undre over, at den Mistvivl, der alt fra Begyndelsen af fandt Sted imellem Tilskuerne, bestandig forøgedes; ja selv Franklin syntes omsider at trættes og at opgive Haabet. »Jeg frygter virkelig for, at det ikke nytter mere, hvad vi gjøre,« sagde han, idet han standsede et Øieblik og betragtede Drengen. Paa samme Tid blev der et Par Taarer synlige i hans Øine, som han dog øiebliklig tørrede bort. Ogsaa Bridle begyndte lidt efter lidt at tabe Modet. Den Eneste, der ikke trættedes, var David Baxter, hvis Iver snarere syntes at tiltage, end at aftage under Arbeidet.
Blandt de mange Nysgjerrige, der samlede sig i den 27| store Spisestue, var ogsaa den lille Laura, Greenwoods Steddatter. Hun havde allerede tidligere af sin Stedfader vidst at skaffe sig Tilladelse til at løbe lidt omkring paa Gangene og see sig om. Der mødte hun siden den lille Negerdreng, der strax fortalte hende den Ulykke, der var indtruffen. Ledsaget af ham, gik hun da ned af Trappen og naaede netop Forstuen i det Øieblik, da Robert Fulton blev baaren derigjennem, hvorefter hun fulgte med Mængden ind i det store Spiseværelse.
Den største Deel af Tilskuerne maatte imidlertid efter Franklins Befaling blive staaende nærved Udgangen i den nedre Deel af Værelset. Her stod ogsaa Laura i Begyndelsen, men lidt efter trængte hun sig længere op og betragtede nøie den lille Dreng, hvis Træk vare smukke selv i dette Øieblik, da Døden dog alt syntes at have paatrykt ham sit Mærke, og da de Fleste havde opgivet Haabet om, at han nogensinde her paa Jorden skulde vaagne til Liv igjen.
Uden at Nogen lagde Mærke dertil, havde Laura taget Plads paa Sophaens anden Side, hvor hun endnu tydeligere kunde see Drengens Ansigtstræk. Men da hun nu saaledes med stor Opmærksomhed betragtede ham nærved, forekom det hende pludselig, som om der saaes en lille Bevægelse ved hans Læber. Det var da, ligesom om hun blev dreven af en Magt, som hun ikke kunde modstaae. Hun traadte endnu et Par Skridt nærmere, og før man kunde hindre det, lagde hun sin Haand paa hans Hjerte; thi dette havde, som hun bemærkede, Franklin allerede flere Gange gjort. Men neppe havde hun udført det, før hun vendte sit Ansigt og sine funklende Øine mod Franklin og udraabte: »Det bevæger sig.«
Ved disse Ord fæstede Alle deres Blik paa hende, og fra Manges Læber hørtes der et Udraab af Overraskelse; 28| ja, da hun saa lidet lignede de Børn, som man ellers var vant til at see, saa forekom det Flere, ligesom der var skeet et Vidunder, og ligesom en Engel fra Himlen var nedstegen for at bringe Trøst og Redning netop i det Øieblik, da alt jordisk Haab syntes forsvundet.
Ogsaa Franklin studsede et Øieblik, da han saae hende; imidlertid fattede han sig snart og lagde nu selv sin Haand paa Drengens Bryst. »Hun har Ret,« raabte han, »hans Hjerte slaaer! Gud være lovet, vi kan ikke tvivle paa, at Livet nu vender tilbage.«
»Da bliver det vel bedst, at vi aarelade ham,« sagde Lægen.
»Jeg troer neppe, at det behøves,« svarede Franklin; »nei hold nu op, Bridle! han aander allerede; det er aabenbart, at Brystet hæver og sænker sig. Med Himlens Hjelp er Faren overstaaet.«
Lidt efter lidt vendte nu Rødmen tilbage paa Robert Fultons Kinder, han aabnede sine Øine og reiste sig pludselig halvt op, medens han med Forundring saae sig om. Men den lille Pige, der syntes forskrækket over sin egen Dristighed, vendte sig om og ilede tilbage til Døren igjen, hvor Negerdrengen endnu stod, og hvor hun skjulte sig bag ved Mængden.
Der fandtes Ingen i den hele Forsamling, der paa en stærkere Maade lagde sin Glæde for Dagen end David Baxter; thi ligesom overvældet af hvad han havde oplevet, sank han paa Knæe ved Drengens Leie og bedækkede hans Haand med Kys og Taarer, og det var kun med stor Møie, at Franklin kunde hindre ham fra ogsaa at kysse hans Hænder; for, sagde David Baxter, han var den, som næst Gud i Himlen, alene havde frelst den stakkels Dreng, der ellers aldrig vilde have seet Dagens Lys mere.
En stærk Modsætning til David Baxter dannede van 29| Gehlmuyden, der, uagtet ogsaa han var bleven bleg i Ansigtet, da han saae sin lille Slægtning som et Liig, udstrakt paa Baaren, dog ikke, saalænge det foregaaende Optrin varede, havde talt et eneste Ord, eller rørt et eneste Lem. Først da Franklin, efterat Drengen alt sad opreist paa sit Leie, kom hen og lagde sin Haand paa hans Skulder med de Ord, at der nu ikke meer var Noget at frygte for, drog han et dybt Suk og fremstammede et Par Ord, der skulde være et Slags Taksigelse. »Men det skal dog være mig en Advarsel,« mumlede han kort efter, »og hvis jeg faaer noget at sige over Drengen, skal han aldrig meer sætte sin Fod i en Baad alle sine Levedage.«
Efter Franklins Anmodning skiltes nu Forsamlingen ad, hvorimod han lovede at blive nogle Timer længere den næste Morgen, end han fra først af havde bestemt, deels fordi han endnu engang ønskede at samles med denne Bys Indvaanere, der havde viist ham saamegen Velvillie, deels ogsaa for at see, hvorledes det fremdeles gik med den lille Robert Fulton.
Det blev aftalt, at denne skulde tilbringe Natten i John Bridles Huus, hvor David Baxter, som man ikke engang kunde overtale til at skifte Klæder, vilde vaage over ham. Van Gehlmuyden gik derimod hjem tilligemed alle de Andre. Laura vendte tilbage til sit Kammer, hvor det kostede hende en Deel Møie at formilde sin Stedfader, der var meget misfornøiet over hendes lange Fraværelse. Kort efter gik hun til Sengs, medens Gill, saaledes hed den lille Negerdreng, ligesom en Hund lagde sig til at sove paa Gulvet udenfor hendes Dør.
