© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Før vi gaae videre, vil det maaskee ikke være afveien at underrette Læseren om, at Robert Fulton, uagtet han for Øieblikket befandt sig i Reading, dog ikke havde sin Hjemstavn der. Han var født i Lancaster, en By, der ligger noget over fem Mile fra Reading, og hvor hans Fader endnu levede. Faderen var, uagtet han nedstammede fra Irland, dog ikke catholsk; han var tværtimod en streng Tilhænger af den methodistiske Lære. Tidligere havde han været Bomuldsspinder, men da denne Haandtering i Lancaster, hvor der findes mange Bomuldsspindere, ikke bragte ham Meget ind, saa opgav han den tilsidst og kjøbte sig en liden Eiendom i Nærheden af Byen. Desuden drev han en lille Handel med Korn og Meel, som han kjøbte i Omegnen, og som han selv paa Vogne bragte til Philadelphia. Hans Søn Robert var født i et tidligere Ægteskab; nu var Faderen gift igjen og havde fem Børn med sin anden Kone. Da han iøvrigt, uagtet han var en driftig Mand, ikke havde havt Lykken med sig, saa var det ham meget kjært, at den rige Hr. van Gehlmuyden, efter hvem Drengen var opkaldt, havde fattet Godhed for ham, og at han tillod ham at tilbringe nogle Maaneder i sit Huus, idet han tillige lovede at sørge for hans Fremtid.
Efter hvad Andre fortælle, skal derimod Fultons Fader være død tidlig, og hans Moder skal have overlevet Faderen. Dette vilde dog kun lidt stemme med Gangen i denne Fortælling og med de Beretninger, vi her have fulgt.
Efter at have forudskikket disse Par Ord, vende vi igjen tilbage til »den gyldne Ørn«, hvor den lille Dreng, saa31|snart Selskabet havde spredt sig, og han var bleven alene med David Baxter, faldt i en dyb Søvn. Af denne Søvn vaagnede han først temmelig silde den næste Morgen. Han befandt sig nu meget vel og klagede kun over, at han var sulten. Da denne Trang var afhjulpen, syntes det aabenbart, at baade hans Legeme og hans Sjæl havde vunden deres gamle Spændkraft tilbage.
Kort derpaa indfandt flere af de fornemste Borgere sig for endnu engang at samles med Franklin. Paa deres Anmodning havde John Bridle tilberedet en stor Frokost, hvorved ikke blot Hr. van Gehlmuyden og Robert Fulton, men ogsaa Hr. Greenwood var tilstede. Efter Franklins udtrykkelige Ønske blev ligeledes David Baxter indbuden, hvilket, uagtet han kun var en ringe Haandværkssvend, dog ikke vakte nogen synderlig Opsigt; thi paa disse Steder er Afstanden mellem de forskjellige Stænder ikke saa stor, som hos os; og det var i hine Fristater ganske almindeligt, at selv Tjenestefolk spiste ved samme Bord, som deres Herskab.
Og dog fandtes der dengang Adskillige, og blandt dem var fornemmelig Hr. van Gehlmuyden, der vare misfornøiede med, at David Baxter blev indbuden med, da de meente, at han ved sin ubesindige Eftergivenhed havde givet Anledning til det Uheld, der Aftenen i Forveien var indtruffet. Imidlertid skjulte de endnu, saalænge Franklin var tilstede, denne deres Misfornøielse.
Den lille Robert fik sin Plads ved Siden af Franklin selv, ved Franklins anden Side sad John Bridle, ligeoverfor sad Hr. van Gehlmuyden og noget længere borte Hr. Greenwood. Laura derimod var ikke tilstede; thi dette havde Greenwood, der endnu var noget vred over hendes Opførsel den forrige Aften, strengt forbudt hende.
Neppe havde Selskabet taget Plads, og neppe var der fremsagt en kort Bordbøn, som det dengang var Skik paa disse 32| Steder, før Franklin igjen reiste sig og tog sit Glas, som Bridle allerede havde fyldt. »Før vi begynde vort Maaltid,« sagde han, idet han henvendte sig til Hr. van Gehlmuyden, »ville vi Alle takke Gud, der har holdt sin Haand over Deres lille Slægtning og afvendt Døden fra hans Hoved, og dernæst ville vi tømme vore Glas paa hans fremtidige Sundhed og Held.« Efter disse Ord klinkede han med van Gehlmuyden og med Robert Fulton, og de fleste af de Andre fulgte hans Exempel.
Denne Gang blev den selskabelige Harmonie ikke afbrudt ved nogen Misklang, dersom man ikke vil regne et Par Udladelser dertil, der let kunde have fremkaldt en Strid mellem Franklin og Greenwood.
Det var Greenwoods Sædvane, at han, selv naar han spiste ved et fremmed Bord, lod sig opvarte af den lille Negerdreng. Da Franklin saae dette, kunde han ikke undlade at spørge ham, om den lille Negerdreng var hans Slave.
»Ingen veed, hvem der i Fremtiden skal være fri, og hvem der skal være Slave,« svarede Greenwood.
»Hvis jeg tør yttre min Mening, og hvis De ikke vil tage mig det ilde op,« sagde Franklin, »da skulde jeg meget raade til, at vi i denne Tid, hvori vi kæmpe saa ivrig for vor egen Frihed, ogsaa vilde agte Friheden hos vore Medmennesker, ligegodt hvad Farve de have.«
»Ja, ja,« sagde Greenwood, »baade jeg og hver Mand veed, at I er en stor Ven af at give Raad, Benjamin Franklin, og om I gjør Ret eller Uret deri, derom skal jeg ikke disputere; men dog, saalænge jeg faaer Lov dertil, ønsker jeg nok helst i mine egne Sager at raade mig selv.«
Hertil svarede Franklin intet, men rystede kun paa Hovedet derved. »Jeg indseer ikke,« sagde han kort efter med sagtere Røst til John Bridle, »nei, jeg takker Jer – læg ikke mere paa min Tallerken! i min Alder fortryder man 33| sjelden paa, at man har spiist for lidt – jeg indseer ikke, med hvilken Ret vi kunne beklage os over, at christne Fanger holdes i Slaveri i Algier og Marocco, saalænge vi selv bære os ligedan ad mod de ulykkelige Negere.«
Baade David Baxter og Robert Fulton maatte nu gjøre nøiere Rede for, hvorledes det Maskineri var indrettet, hvorved deres Baad Dagen i Forveien blev sat i Bevægelse, og det bekræftede sig da paa ny, at den lille Dreng var Opfinder af det Hele. Naar hans Fader gjorde sine Indkjøb i de omkring Lancaster liggende Møller, havde han tidt været med og seet, hvorledes det ene Hjul greb ind i det andet.
Da han nu kom til Reading og saae Baadene bevæge sig paa Floden, saa faldt det ham ind, at ogsaa de maaskee kunde fremdrives ved et lignende Hjulværk. Dette meddeelte han nu til David Baxter, der selv var en god Møllebygger og dertil en hurtig Arbeider, og med hvem han strax efter sin Ankomst til Byen havde sluttet Venskab. Da han nu desuden, uagtet han den Gang neppe var ti Aar gammel, viste et usædvanligt Talent for Tegning, saa søgte han ogsaa paa denne Vei at oplyse David Baxter om sin Mening, hvorefter denne da i sine Fritimer bragte det Hele istand.
Franklin gav sig meget af med den lille Robert, og de Svar, denne gav, syntes i høi Grad at tilfredsstille ham. Omsider da Frokosten nærmede sig til sin Ende, tog han igjen sit Glas og henvendte paa ny Ordet til van Gehlmuyden, og det var da, ligesom der kom en prophetisk Aand over ham, der tvang ham til at udtale det, som han ellers maaskee i Drengens Nærværelse vilde have fortiet.
»Jeg beder Jer,« sagde han »vel at agte paa mit Ord, Hr. van Gehlmuyden: Hvis denne Dreng lever og faaer Tilladelse til at virke i den Retning, hvortil han er kaldet, da ville ikke blot hans Forældre og Slægtninge, hvis de 34| endnu ere her paa Jorden, opleve stor Glæde af ham, men denne hans Virksomhed vil ogsaa, hvis Gud, som jeg haaber, lægger sin Velsignelse dertil, blive til stort Gavn og til stor Hæder for det hele Land; vær vis paa, at det, jeg her siger Jer, engang vil gaae i Opfyldelse.«
Efter disse Ord klinkede han atter med den lille Robert og bad ham mindes, naar han engang kom til Philadelphia, at han havde en Ven der, som længtes efter at see ham igjen. Derpaa reiste Franklin sig fra Bordet, og alle de Øvrige fulgte hans Exempel.
Han tog nu en venlig Afsked med Hver især, og tilsidst ogsaa med Hr. Greenwood. »Tilgiv mig!« sagde han, »hvis jeg har benyttet mig noget for frit af den Forret, som en gammel Mand har, til at give Raad og Forskrifter til dem, der ere yngre end han, og der vel som oftest hverken skjøtter om hans Raad eller tænker paa at følge dem. Men min gode Villie maa her være min Undskyldning, derfor beder jeg Jer, at I ikke vil bære noget Nag til mig, Hr. Greenwood.«
»At bære Nag til Eder, vilde kun lidet nytte,« svarede Greenwood, »I regjerer jo næsten det hele Land og fører Underhandlinger med fremmede Potentater baade om Krig og om Fred. I staaer derfor saa høit nu, at en ringe Mand, som jeg, vanskelig kan gjøre Jer nogen Skade; thi de, der før stode lavest, de staae nu høiest, Hr. Benjamin Franklin, det er nu engang Verdens Gang.«
Kort efter begav Franklin sig ned til Landingsstedet, hvorhen John Bridle, David Baxter, Robert Fulton og de fleste andre Gjester fulgte ham.
Saasnart Franklin var gaaet ombord, forlod Robert Fulton det øvrige Selskab og ilede op paa en Høi, hvorfra 35| han kunde oversee et længere Stykke af Floden. Her blev han staaende saalænge til Seilbaaden skjulte sig bag de fjerne Bjerge mod Vest, gjennem hvilke Shuylkillfloden krummede sig. Tilsidst, da han ikke kunde see den længere, gik han ned og satte sig paa en Steen og stirrede paa Flodens Gang og græd de bittreste Taarer, han i sit Liv havde grædt; thi han var tilmode, som om en venlig Skytsaand, ved hvis Side han nylig havde skuet ind i en høiere og friere Verden, nu igjen var vegen bort fra ham, og han følte sig betagen af et Savn og en Længsel, som han aldrig før saaledes havde fornummet.
Kort efter fik David Baxter Øie paa ham og skyndte sig da hen til det Sted, hvor han sad. »Sidder Du der og græder, min Dreng!« sagde David, »mig synes snarere, vi skulde springe høit i Veiret af Glæde, fordi det ikke gik værre, og fordi Du slap saa godt derfra. Ja, ja, Gud velsigne den gamle Franklin! Seer Du her!« Dermed viste han ham en lille Rulle med Sølvpenge, »den trykkede han mig i Haanden, da jeg tog Afsked fra ham, men de høre da egentlig Dig til; thi uden Dig havde jeg aldrig bragt den Stegevender istand, som de Andre kalde hende.«
Den lille Dreng tog nu de blanke Sølvpenge i Haanden og betragtede dem. »Det er mange Penge,« sagde han, »men behold Du dem, David! jeg vil ikke have noget deraf.«
»Ja, ja,« svarede David, idet han igjen modtog Pengene, »jeg kan da sagtens gjemme dem indtil videre, de ere ikke værdt at forsmaae, Robert; men nu er det bedst, vi skilles ad, for ellers troer nok Folk, at vi igjen har nogle gale Streger for.«
Da Robert Fulton atter var kommen tilbage til Byen og gik over Torvet forbi »den gyldne Ørn,« saae han en Reise36|vogn, hvori Greenwood sad med den lille Laura. Negerdrengen Gill havde sin Plads paa Bukken ved Kudskens Side. Da Fulton kom forbi, nikkede den lille Pige venlig til ham, og da Vognen strax efter rullede bort, vendte hun sig endnu engang om og saae efter ham, hvorpaa Vognen forsvandt, og Lyden deraf tabte sig i det Fjerne.
Den følgende Nat drømte den lille Dreng en underlig Drøm, hvori det forekom ham, som han igjen seilede paa en Flod med David Baxter, medens Franklin stod paa Flodbredden og smilede til ham. Tilsidst kom han meget langt bort, men han seilede nu ikke længere, og det syntes ham, som han sad i Græsset paa et deiligt Sted, hvor han befandt sig meget vel. Da traadte den lille Laura ham imøde og sagde, at han nu var i det Land, hvor Morgenrøden boer; da syntes det ham igjen, som om han skimtede Franklins Ansigt langt borte. Derefter blev Drømmen endnu mere broget og forvirret, men han kunde intet huske deraf, da han vaagnede.
Den næste Morgen lod van Gehlmuyden ham kalde til sig og befalede ham, at han aldrig under noget Paaskud maatte vove sig ud paa Floden Shuylkill igjen, hverken alene, eller i Selskab med Andre. »For det første skal Du heller ikke gaae ud uden min Tilladelse,« føiede han til, »og med den Ulykkesfugl, den David Baxter, skal Du aldrig understaae Dig til at tale et eneste Ord.«
Et Par Dage derefter gav imidlertid Hr. van Gehlmuyden, der i Grunden var en ganske godmodig Natur, den lille Dreng Tilladelse til igjen at gaae, hvor han vilde, naar han blot holdt sig borte fra Shuylkillfloden. Da nu den lille Robert engang, efter at have benyttet denne Tilladelse, og efter i et Par Timer at have sværmet rundt i Omegnen, vendte tilbage til Byen, blev han indhentet af David Baxter. »Nei, bliv ikke forskrækket, min Dreng!« 37| sagde David, »jeg veed nok, at Du ikke meer maa omgaaes med mig, men dog kunde jeg ikke forlade Byen, før jeg havde seet Dig engang endnu.«
»Reiser Du bort, David?« spurgte den lille Robert.
»Ja, jeg har nu sat mig i Hovedet, at jeg vil vandre ud mod Vesten; for her i Byen er jeg bleven lagt for Had, og min Mester har sagt, at han ikke længere skjøttede om min Tjeneste. Men ligegodt, saalænge jeg kan svinge min Øxe, skal jeg nok komme igjennem Verden, jeg har heller ingen Kone og Børn at sørge for; den Eneste det gjør mig ondt at skilles fra, det er Dig, Robert. Farvel! Dine Penge haaber jeg engang at give Dig igjen med Renter.« Dermed trykkede han Robert Fultons Haand og gik sin Vei.
