38|FEMTE CAPITEL

Kort efter sin Udflugt paa Floden Shuylkill blev Franklin, hvad han rimeligviis, dengang han var i Reading, endnu ikke tænkte paa, afsendt til Europa, for at fortsætte de Underhandlinger, der allerede tidligere vare blevne indledede med Frankrig.

Den farefulde Tid, den vigtige Stilling, som han med Hensyn til sit Fødeland indtog, de mangfoldige Forretninger, der daglig gjorde Fordring paa hans Opmærksomhed, alt dette maatte nødvendig vende hans Blik bort fra den Enkelte til det Almindelige. Lægge vi nu den Hukommelsessvækkelse til, som Alderdommen tidt medfører, selv naar Aanden i andre Henseender endnu er i sin fulde Kraft, saa er det maaskee ikke saameget at undre over, at han, da han efter ni Aars Forløb, igjen vendte tilbage til Amerika, aldeles havde tabt Robert Fulton af Sigte, og at han, som det syntes, aldeles havde glemt de store Forhaabninger, han, under sit Ophold i Reading, med Hensyn til ham havde fattet.

Efter Franklins Bortreise var, som bekjendt, den tidligere begyndte Krig mellem England og dets frafaldne Colonier i Amerika bleven fortsat. Og uagtet hiin Stat havde saa store Hjelpekilder og saa mægtige Kræfter at raade over, saa vare dog Colonierne tilsidst, efter flere Gange at have prøvet Lykkens Omskiftelser, gangne med Seier ud af Striden og havde tilkæmpet sig deres Uafhængighed og Frihed.

Men denne Frihed var endnu ung og ubefæstet; de 39| nye Fristater skulde ordnes, og det hele Folk blev kaldet til, gjennem selvvalgte Repræsentanter, at sørge for denne Ordning og for den ny Regjerings Indretning. Dette, i Forening med den praktiske Sands, der er eiendommelig for hine Landes Beboere, var det vel, der gav det Politiske i Amerika en saadan Overvægt, at alle de stillere Retninger i Sjælen derved trængtes tilbage; ja ikke blot Kunsten og den theoretiske Videnskab, men selv det mere praktiske Talent havde dengang, naar det valgte en anden Vei, end den almindelige, førend Udfaldet havde beviist dets Ret, i de amerikanske Fristater en haard Kamp at gjennemgaae.

Ikke desmindre er det sikkert, som en nyere Forfatter udtrykker sig, at der gives Mennesker, hvis indre Stræben og Skaberkraft det bevægede Livs Larm ene kan forstyrre. Ligesaa sikkert er det, at der gives Aander, der ikke kan opdrages ved ydre Tvang, men der, naar man blot skjenker dem Ro til Udvikling og fjerner de Hindringer, der staae i Veien herfor, allerbedst opdrage sig selv.

Til dette Slags Aander kunde vel ogsaa Robert Fulton henregnes, imidlertid behøve vi neppe, efter hvad der tidligere er fortalt, at føre noget videre Beviis for, at Hr. van Gehlmuyden, hvem det ganske blev overladt at bestemme Robert Fultons tilkommende Virkekreds, ikke var denne Opgave voxen, som han dog, uden mindste Anelse om, hvad der udfordredes dertil, med stor Selvtillid havde paataget sig.

Vi kunne da neppe undre os over, at den Stilling, hvori vi, efter nogle Aars Forløb, gjenfinde Robert Fulton, just ikke var saa heldig, som vi for hans Skyld gjerne havde ønsket; idetmindste var der dengang kun liden Udsigt til, at Franklins Spaadom med Hensyn til ham nogensinde vilde gaae i Opfyldelse.

Allerede tidligere, kort efter Franklins Afreise, var han bleven sat i Huset hos en Guldsmed i Philadelphia, der 40| tillige skulde lære ham sit Haandværk; thi et sligt stillesiddende Arbeide, meente Hr. van Gehlmuyden, vilde være det bedste Middel til at kue hans Vildskab. Iøvrigt maae vi føie til, at Hr. van Gehlmuyden meget samvittighedsfuldt sørgede for alle hans Fornødenheder; thi han havde virkelig paa sin Viis fattet Godhed for den lille Dreng og vilde gjerne skaffe ham en ordentlig Opdragelse, saavidt han forstod sig derpaa, og saavidt hans egen Magelighed ikke derved forstyrredes. Derfor tilføiede han ogsaa, da han gjorde Aftale med Guldsmeden, den Betingelse, at Drengen indtil sit sextende Aar skulde besøge en af Byens første Skoler, hvori han kunde lære, hvad der udenfor hans Haandværk maatte ansees for nødvendigt og passende.

I Skolen gjorde den lille Fulton god Fremgang, men til Guldsmedhaandværket viste han ingen synderlig Lyst. I de første Aar gik det dog endnu taaleligt, og det Eneste, hans Mester klagede over, var, at han i sine ledige Timer streifede om paa forskjellige Steder, uden at bede om Tilladelse dertil. Men da ingen Mester i de forenede Stater kan udøve nogen egentlig Tvang over sine Undergivne, saa var dette meget vanskeligt at forhindre, saameget mere, da van Gehlmuyden, ifølge sin sædvanlige Ligegyldighed, uagtet han langtfra var tilfreds med sin Pleiesøns Opførsel, dog kun lidet anstrengte sig for at tale ham til Rette og kun sjelden svarede paa de skriftlige Klager, som Guldsmeden sendte ham.

Men da Fulton blev noget ældre, og især da han blev udtagen af Skolen og fik mere Tid at raade over, da forandredes Forholdene, og han erklærede da flere Gange til sine Medarbeidere, at han ikke havde nogen Lyst til det Haandværk, han drev, og at han, naar han engang saae sig istand dertil, vilde vælge en anden Haandtering.

Han havde desuden i den senere Tid opdaget et Talent 41| hos sig, der ikke var hans Mester til nogen synderlig Glæde. Det viste sig nemlig, at han besad en usædvanlig Gave til at gjengive Udtrykket i det menneskelige Ansigt; ja engang blev han endog overrasket af sin Mester, medens han tegnede de øvrige Svende, der alle havde forladt deres Pladser for at see paa hans Arbeide. Ved samme Leilighed opdagede Mesteren ogsaa et Billede, der skulde forestille hans eget Ansigt, og der, da det var temmelig carikeret, uagtet det havde vakt stor Lystighed hos alle de Andre, dog ikke synderlig lod til at behage ham selv.

Til andre Tider udeblev Robert Fulton hele Dage fra Værkstedet, han streifede da om udenfor Byen og gjorde Udkast til forskjellige Landskaber, der efter Kjenderes Forsikring, som siden saae disse Udkast, vidnede om et Anlæg, der under gunstige Omstændigheder kunde have skaffet ham en Plads i de virkelige Kunstneres Række.

Den Lethed, hvormed han traf og gjengav Udtrykket i det menneskelige Ansigt, kunde ikke ganske blive skjult i en By, hvori der dengang kun fandtes Faa, der gave sig af med Saadant. Det varede derfor heller ikke længe, før han ved denne sin Færdighed, hvormeget han endog manglede den Skole, som intet Talent kan erstatte, blev istand til at erhverve sig saa Meget, at han ikke meer ganske, med Hensyn til sit Ophold, afhang af Guldsmedhaandværket og af van Gehlmuydens Godhed.

Det berettes ogsaa om Fulton, at han i hine Dage selv skal have falbudet sine Landskabstegninger og Portraiter paa Philadelphias Gader. Dette ansaaes efter de Tiders Sæder aldeles ikke for uanstændigt eller upassende; imidlertid gav det dog Anledning til, at han endnu oftere, end før, forsømte sin Mesters Arbeide, hvorfor denne ogsaa flere Gange truede med, at han vilde give ham hans Afsked. Men da Fultons Talent for Tegning i andre Hen42|seender var hans Mester til Nytte, og da Fulton, naar han blot tog fat paa Arbeidet, lagde en finere Smag for Dagen, end alle de andre Svende, saa undlod Mesteren dog at udføre denne sin Trudsel og gav kun sin Harme Luft i Breve til van Gehlmuyden, i hvilke han med bestandig voxende Bitterhed klagede over de Forsømmelser, hvori hans Pleiesøn gjorde sig skyldig.

Dette vakte megen Ærgrelse hos van Gehlmuyden; men endnu mere forbittret blev Fultons Fader derover, hvorfor han ogsaa i Begyndelsen, hver Gang han kom til Philadelphia og besøgte sin Søn, greb Leiligheden til at give sin Forbittrelse Luft. Men efterat Fulton havde naaet Ynglingsalderen, bleve disse Besøg sjeldnere, og tilsidst ophørte de ganske.

Da Fulton var nærved sit et og tyvende Aar, kom der en ung Mand til Philadelphia, der dog var en Deel Aar ældre end han, og der siden har gjort sig berømt baade som Digter og som Statsmand. Hans Navn var Joel Barlow, han var født i Nyengland i Fristaten Connecticut og havde tilbragt sin første Ungdom paa Collegiet i New-Haven, hvor han alt tidlig udmærkede sig ved sine poetiske Anlæg. Han havde efter sin Faders Død arvet en Formue, der gjorde ham aldeles uafhængig. Hans Moder nedstammede fra en tydsk Familie. Heri laae maaskee Grunden til, at der var kommen noget Phantastisk ind i hans Sjæl, hvortil Nordamerikanerne, og især Indbyggerne af Nyengland, ellers kun ere lidet tilbøielige. Han elskede ogsaa Malerkunsten og havde opoffret temmelig Meget for at skaffe sig en Malerisamling, hvis Lige neppe fandtes paa den Tid selv i Amerikas største Byer. Dog var han ingenlunde fremmed for praktiske Forretninger; han havde i flere Aar været Medudgiver af et politisk Blad, hvori han viste sig som en ivrig Republikaner, desuden havde han ogsaa kæmpet med i den amerikanske Friheds43|krig. Den Livserfaring, som han saaledes ved disse forskjellige Sysler allerede i en ung Alder erhvervede sig, og hvortil det poetiske Sværmeri, der undertiden kom over ham, dannede en selsom Modsætning, gav ham tidt en stor Indflydelse, især paa unge Mennesker, der deelte hans Ild og Begeistring, uden at besidde hans mangesidige Udvikling.

Da han kom til Philadelphia havde han alt fattet den Beslutning at foretage en Reise i flere af den gamle Verdens Lande, dog vilde han ikke begynde derpaa, før han havde seet denne By tilligemed andre store Stæder i sit Fædreland, i hvilke han endnu ikke havde været.F1

Det var en Søndag Formiddag i Begyndelsen af September Maaned, da Robert Fulton, uden at agte paa Klokkernes Malmtunger, der fra alle Byens Taarne sammenkaldte de forskjellige Menigheder til Gudstjeneste, begav sig udenfor Byen paa den Vei, der fører langs med Shuylkillfloden til Norristown. Flere Ruiner og halvopbrændte Huse mindede endnu dengang om Englændernes Overfald og om Krigens Ødelæggelser. Ogsaa her, i Nærheden af Philadelphia, begrændsedes Shuylkillfloden af Bjerge, der dog havde et nøgnere Udseende, end Høiene ved Reading, og der afvexlede med vidtudstrakte og dyrkede Marker, medens den store By skimtedes i Baggrunden. Paa et af de Steder, hvor Udsigten aabnede sig ned til Floden, og hvor Vildhed og Cultur paa en eiendommelig Maade vare blandede mellem hinanden, blev Fulton staaende, og tilsidst, da dette Sted kun blev lidet besøgt, og da Gudstjenesten desuden fængslede Mængden indenfor Byens Omkreds, kastede 44| han sig ned i Græsset, tog sine Tegneredskaber frem og søgte paa Papiret at gjengive et Billede af den Egn, der havde udfoldet sig for hans Øie.

Han havde allerede tegnet saaledes henimod en Time og var aldeles fordybet i sit Arbeide, der, som det syntes ham, i Dag lykkedes usædvanlig godt, da han pludselig hørte en Røst, der udraabte: »Det kan blive et ganske artigt Billede.«

Han vendte da sit Hoved om og saae en temmelig fiintbygget og velklædt Mand staae bagved sig med et Ansigt, hvori der var et saa sjælfuldt Udtryk, at man fristedes til at kalde det smukt, uagtet Trækkene ingenlunde vare regelmæssige, og uagtet Hagen var noget spidsere og Læberne noget smallere, end de efter det antagne Skjønhedsmaal burde være.

»Det gjør mig ondt, at jeg har forstyrret Dem,« sagde den Fremmede, idet han venlig hilsede ham, »jeg burde maaskee hellere have overladt Dem til den Eensomhed, som De saa godt forstaaer at benytte.«

»O, det Vigtigste er alt fuldbragt,« svarede Fulton, der paa samme Tid sprang op og samlede sine Tegneredskaber, »det Øvrige kan jeg let fuldføre hjemme.«

»Hvem har været Deres Lærer?« spurgte Barlow; thi, som den kløgtige Læser vel alt har gjettet, det var ingen anden end ham, der saaledes havde overrasket Fulton ved hans Arbeide.

»Jeg har kun et halvt Aars Tid, da jeg var lille, faaet et Slags Veiledning af en middelmaadig Maler, der boede i Lancaster, og det skede ovenikjøbet hemmeligt, og uden at min Fader maatte vide noget deraf.«

»Kun et halvt Aar,« sagde Barlow, »det er meget lidt. Tillader De, at jeg endnu engang kaster et Blik paa Deres Tegning?«

45|Efterat Fulton havde opfyldt hans Forlangende, og efterat han paa ny med Opmærksomhed havde betragtet Tegningen, sagde han: »Det er næsten utroligt, at De, saagodt som uden Veiledning, allerede i Deres Alder har kunnet bringe det saavidt; imidlertid er dog Kunstens gyldne Skind endnu ikke vunden, fordi Aanden i et lykkeligt Øieblik skimter det i det Fjerne.«

»Mig er det bleven fortalt, at Kunstens Skatte kun have deres Hjem i Indbildningen,« svarede Fulton, »og at de selv ikke ere stort meer end en Drøm.«

»Og er da det Bedste, hvad Mennesket eier, naar man betragter det fra Hverdagslivets Standpunkt, saameget mere? Jeg har idetmindste havt mangt et Øieblik, hvori mig syntes, at det hele Liv, som de fleste Mennesker føre, neppe var saameget værdt, som en saadan skjøn Drøm.«

Fulton betragtede ham med Forundring, thi en saadan Tale havde han aldrig før hørt.

Efter Barlows Indbydelse gik Fulton med ham hen til et Kaffeehuus, der laae i en Have udenfor Byen. I denne Have gik de ind og toge Plads i en afsides Løvhytte, hvor nu Fulton efter Barlows Anmodning fortalte ham det Vigtigste, hvad han i sit tidligere Liv havde oplevet.

Barlow lyttede med stor Opmærksomhed til hans Ord; men da han havde fuldendt Fortællingen om det Uheld, der var tilstødt ham paa Floden Shuylkill, og om sit Sammentræf med Franklin, afbrød Barlow ham pludselig og spurgte, om han da intet siden havde hørt fra Franklin.

»Nei,« svarede Fulton, »han afgik kort efter til Europa og havde da vel saa vigtige Ting at tage Vare, at han vanskelig fik Tid til at tænke paa mig.«

»Men veed De da ikke, at Franklin nu er vendt tilbage, og at han alt i længere Tid har opholdt sig i Philadelphia?«

46|»Jeg veed det nok,« svarede Fulton.

»Og hvorfor har De da ikke meldt Dem hos ham?«

»Han skal aldrig see mig,« svarede Fulton, idet han sænkede sit Blik mod Jorden, »jeg vil aldrig træde ham for Øie; de Forhaabninger, som han havde fattet om min Fremtid, ere blevne saa grusomt skuffede, at jeg vilde forgaae af Skam, hvis han engang mødte mig og kjendte mig igjen.«

»Nu, der er vel ikke saa megen Tid tabt endnu,« sagde Barlow, »i Vaaren kan man ikke vente den modne Frugt; imidlertid, De har dog Ret, han har ikke fortjent at see Dem igjen. Desuden har Franklin ingen Sands for det Skjønne, han vilde til Nød understøtte Dem, hvis De ønskede at drive et eller andet Haandværk, men sikkert aldrig, hvis De vil opoffre Deres Liv til den virkelige Kunst.«

Nu fortalte Fulton videre, hvorledes hans Fader ganske havde lagt hans Fremtid i van Gehlmuydens Hænder, og hvorledes denne havde ladet ham lære en Profession, hvortil han ingen Lyst havde. »Hr. van Gehlmuyden mener det godt med mig,« føiede han til, »men dog maa jeg ansee det som en virkelig Ulykke, at netop den Mand skulde bestemme min Fremtid, der allermindst begriber eller bryder sig om, hvad jeg har Lyst og Anlæg til.«

»Nu, en slig Hollænder maa naturligviis spore en særdeles Drift til at skære Svingfjedrene bort paa alle de Fugle, han træffer udenfor Hønsegaarden,« sagde Barlow; »men Deres Fader – hvordan er det da med ham? kan De ikke vente nogen Understøttelse fra ham?«

»Min Fader har alt længst bortstødt mig af sit Huus,« sagde Fulton, idet han igjen sænkede sit Blik imod Jorden, »alt fra min tidlige Barndom af har jeg været en Fremmed i hans Bolig. Min Moder døde, da jeg var sex Aar gammel, og hun var den Eneste, der elskede mig; men siden 47| hendes Død er der kun sjelden bleven talt et venligt Ord til mig i mit Fædrenehjem. Min Stedmoder kjender jeg knap, og min Fader har kastet al sin Kjærlighed paa sine yngre Børn. Saalangt jeg kan huske tilbage, har jeg næsten ikke hørt andet end Irettesættelser og Bebreidelser af hans Mund; i de sidste to Aar har jeg aldeles ikke seet ham, og hvis jeg nu – hvad forresten aldrig kunde falde mig ind – bankede paa hans Dør, da vilde den vel neppe aabne sig for mig.«