48|SJETTE CAPITEL

Fulton mærkede i det Selskab, hvori han nu var, kun lidet til, hvorledes Timerne henrandt. Men da Natten faldt paa, og da de nye Bekjendte omsider maatte skilles ad, da betegnede Barlow ham nøie det Huus, hvori han boede, og bad ham komme til sig den næste Dag. Dette gjorde ogsaa Fulton, og det varede da ikke længe, før den Deeltagelse Barlow alt i Begyndelsen følte for ham, blev saa stærk, at han, der ikke blot var en meget velhavende, men tillige en i høi Grad uegennyttig Mand, alvorlig besluttede at sætte ham i den Stilling, der, efter hans Mening, bedst passede til hans Natur og Evner.

Det faldt just ikke meget vanskeligt at overtale Fulton til at give Slip paa sit gamle Haandværk. Noget mere uvis var han med Hensyn til, hvad han nu skulde begynde paa. Dog foresatte han sig tilsidst, efter sin ny Vens Ønske, ganske at hellige sit Liv til Malerkunsten. Derimod lovede Barlow, saalænge det behøvedes, at give ham en aarlig Understøttelse af trehundrede Dollars. Derved syntes ikke blot hans Uafhængighed at være sikkret, men han blev ogsaa istand til at betale anstændigt for den Veiledning, han i Begyndelsen trængte til.

Saasnart Fultons nærmeste Fremtid paa denne Maade var betrygget, erklærede han sin Mester, at han vilde forlade baade hans Huus og hans Haandværk, hvilken Beslutning han ogsaa, uagtet alle Mesterens Indvendinger, uopholdelig udførte. Efter Barlows Opfordring flyttede han derefter hen i dennes Bolig, der var meget rummelig og laae i Marketstreet nærved det store Torv. Her begyndte han strax at tage Underviisning 49| hos en Maler, til hvem hans Ven havde anbefalet ham, og der, uagtet han mest gav sig af med at male Landskaber, dog heller ikke var uden Talent for den historiske Fremstilling.

Den samme Dag, da han flyttede ind til Barlow, skrev han ogsaa et Brev til van Gehlmuyden, hvori han underrettede ham om den Plan, han havde lagt for sit Liv. Derefter takkede han ham for al hans Godhed. »Jeg skal aldrig glemme den,« skrev han, »uagtet jeg vel begriber, at jeg nu ikke længere tør gjøre Regning derpaa.« – Ogsaa til sin Fader sendte han nogle Linier, hvori han ligeledes underrettede ham om, at han havde forladt sin tidligere Haandtering, og at han, understøttet af en trofast Ven, vilde opoffre sig til Malerkunsten, ved hvilken Kunst han haabede at kunne fortjene, hvad han behøvede til sit Underhold, uden videre at falde sin Familie til Byrde.

Kort efterat Charles Fulton, saaledes hed Robert Fultons Fader, havde modtaget dette Brev, ankom den methodistiske Præst Jonathan Kemp til Lancaster, hvorfra det var hans Hensigt den næste Dag at afgaae til Hovedstaden. Jonathan Kemp drev nemlig, efter de methodistiske Præsters Vane, ved Siden af sit præstelige Embede, ogsaa en lille Handel, der bragte ham til flere Gange om Aaret at besøge de omliggende Stæder. Da nu den ældre Fulton var en stor Ven og Tilhænger af Jonathan; og da denne, hver Gang han besøgte Lancaster, pleiede at logere hos ham: saa lovede han, da hans Ven bad ham derom, at han under sit Ophold i Philadelphia vilde gaae op til Sønnen for, om muligt, at tale ham til Rette. Hermed var Faderen, paa hvem Robert Fultons Brev dog havde frembragt en stærkere Virkning, end denne selv troede, ogsaa meget vel tilfreds.

Nogen Tid derefter, da Jonathan Kemp alt var kommen tilbage til Reading, sendte han en Skrivelse til den ældre Fulton, hvori han meldte ham, at hans Ord havde 50| været uden al Frugt, ligesom de Korn, der faldt paa den golde Klippe, og at han havde funden hans Søn i Selskab med en Mand, der var hildet i verdslig Videnskab og i alskens Menneskepaafund, og der saaledes havde forhærdet sig mod hvert et Ord, han kunde sige ham.

Neppe havde Charles Fulton modtaget dette Brev, før han ufortøvet selv reiste til Reading, deels for at faae nærmere Besked om denne Sag hos Jonathan Kemp, deels vel ogsaa for at tale med van Gehlmuyden derom; og vi gjenfinde ham nu i van Gehlmuydens Bolig mod Enden af et Middagsmaaltid, hvorved, foruden ham selv, ikke blot vor tidligere Bekjendt John Bridle, men ogsaa Jonathan Kemp var tilstede. Dog havde den sidste betinget sig, at han vilde spise og drikke efter eget Godtbefindende, uden at Nogen i denne Henseende skulde paalægge ham den mindste Tvang.

Van Gehlmuydens Huus var et af dem, der vende Gavlerne ud imod Dagen, medens den længste Deel af Bygningen ikke modtager Lys udenfra, deraf fulgte, at Værelserne vare dybe og temmelig mørke. Dette Mørke forøgedes endnu ved flere udenfor staaende Træer, som kastede deres Skygger ind i Værelserne. Af denne Grund blev der tændt Lys i Spisesalen, endnu længe før Maaltidet var til Ende.

Spisesalen selv var temmelig smal i Forhold til dens Længde, den var betrukken med et Slags broget Papir, hvori en Mængde spraglede Tulipaner udgjorde den fornemste Prydelse. Spisebordet stod midt i Værelset. Van Gehlmuydens Stol var stærkt udstoppet; den var forsynet med en høi Ryg og tillige noget større end de Stole, hvorpaa de Andre sadde. Paa den ene Side af van Gehlmuy51|den saaes et mindre Bord, hvorpaa der stode to indianske Menneskebilleder eller saakaldte Pagoder, af hvilke hver holdt et tændt Voxlys i Haanden. Ligeoverfor Spisebordet saaes en fremspringende Steenplade, hvorunder den anseelige Kamin befandt sig. Ovenpaa Steenpladen var en stor, besynderlig Skikkelse opstillet, der skulde forestille en Havfrue, og hvis hele Overflade dannedes af Muslingskaller, der vare ordnede lagviis. Rundt om denne Skikkelses Hoved snoede sig en Krands, hvori glindsende Lilier og andre phantastiske Blomster vare dannede af blanke Søskæl, en lignende større Krands snoede sig om hendes Liv. Den hele Figur hvilede i et Slags Bækken, saa den nedre Deel af Legemet ikke kunde sees. Paa hver Side af denne Havfrue vare der ophængte Lampetter, der udbredte deres Lys paa de mangfoldige Skæl, der da glimtede med en Glands, liig den, som Isen udkaster om Vinteren, naar Maanen skinner derpaa.

Saalænge det egentlige Maaltid varede, vilde van Gehlmuyden Intet høre om det Anliggende, hvorfor den ældre Fulton var kommen til Reading, men da det nu var endt, og da kun nogle Kurve med Ferskener og andre Frugter til Slutning gik rundt, begyndte han selv derpaa.

»Ja, hvad nu denne Dreng angaaer,« sagde han – »vil I ikke skjenke lidt i Eders Sidemands Glas, Hr. Bridle? – nei, jeg mener ikke i Hr. Kemps, for han vil jo hverken drikke eller spise – men det maa nu være hans Sag. Hvad denne Robert angaaer, siger jeg, saa havde jeg ganske vist tænkt at bringe ham til Fornuft, naar jeg satte ham til Guldsmedprofessionen, for det er et Haandværk, hvortil der ingen synderlige Krumspring hører, og hvorved han paa en stille Maade, uden at komme stort udenfor Værkstedet, havde kunnet fortjene sit Brød. – Tag dog i det mindste en Fersken, Hr. Kemp! skjøndt, det er sandt nok, Ferskenerne har ingen ret Smag i dette Land; et eneste 52| Kaalhoved i Alkmaar har mere Kraft og Saft, end alle de Frugter tilsammen, der voxe i Amerika.«

»Ak, Hr. van Gehlmuyden,« sagde Charles Fulton, »De er lykkelig, som ikke har Børn; thi naar et Barn ikke vil skikke sig vel, saa er det den største Sorg, et Menneske kan have, men De har ogsaa deri Lykken med Dem, som i alt Andet, Hr. van Gehlmuyden.«

»Ja,« svarede Hr. van Gehlmuyden, »at have Børn stemmer ikke med mit Temperament; jeg takker Gud, jeg er bleven fri derfor, især i dette Land, hvor en Fader ikke engang kan befale over sin egen Søn.«

»Nu, det forstaaer De Dem ikke paa, Hr. van Gehlmuyden,« svarede John Bridle, »men dog maa De ikke ganske slaae Haanden af ham; der er saa Mange, der har været paa gale Veie i deres Ungdom, og der dog ere blevne brave Mænd tilsidst.«

»Ak, han bliver aldrig nogen brav Mand,« sagde den gamle Fulton, »han har jo fast besluttet at blive en Landstryger. De skulde bare høre, hvordan han har ført sig op mod den værdige Jonathan Kemp, der nylig var oppe hos ham.«

»Ja, ja,« sagde Jonathan Kemp, der var en af disse fanatiske Aander, som paa en saa besynderlig Maade blande deres egne Meninger og Indbildninger selv med de helligste Sandheder, at man snart maa bifalde, snart i høieste Grad misbillige deres Tale, »vi ere omgivne af Ryggesløshed og Fordærvelse, og overalt tilbede Folkene Afguder, istedenfor den sande Gud. Kommer der en Mand som denne Franklin, der veed at snakke dem noget for om Videnskab og Philosophie, som det kaldes, saa gjøre de ham til deres Afgud; viser der sig en General, der har vunden et Slag og er besmittet med tusinde Menneskers Blod, da kaste de sig ned i Støvet og tilbede ham; ja kommer der blot en reisende Spillemand, en Sanger, en Gjøgler eller 53| en Liniedandser igjennem en By, da er man færdig at bære dem i Triumph igjennem Gaderne og at bygge Altere for dem med. Og saaledes gaaer det over den hele Verden; der gives næsten intet Menneske, som ikke har et eller andet Afgudsbillede i sit Hjerte, som han har større Kjærlighed til, end til den sande Gud.«

»Mig synes dog egentlig, at denne Tale ikke kommer Sagen ved,« bemærkede John Bridle.

»Men det viser sig dog,« vedblev Kemp, uden at lade sig anfegte af John Bridles Ord, »det viser sig dog, at en Afgud er Intet i Verden; thi den, de tilbede i Dag, den bespotte og nedtræde de i Støvet i Morgen. Men alt dette er intet Andet end Beviser paa, at de mangle den sande Gud, og at de ikke kunne finde ham, og at de ville opfylde den tomme Plads, snart med det ene Afgudsbillede, snart med det andet.«

»Jeg havde nu tænkt, at han skulde blive vel forsørget,« sagde den gamle Fulton, »for De har handlet som en Fader imod ham, Hr. van Gehlmuyden, og De vilde vist heller ikke nu slaae Haanden af ham, hvis han ikke selv havde stødt sin Lykke fra sig. Jeg havde tænkt, at han skulde blive sine yngre Søskendes Støtte, naar jeg engang gik bort, men det er nu Alt forspildt og tilintetgjort.«

»Jeg gik op til ham,« sagde Jonathan Kemp, »og jeg traf ikke blot ham, men ogsaa hans Stalbroder, der skal være en studeret Mand, som de sige, og ovenikjøbet en Avisskriver og Versemager, og han talte til mig om en Gud, der skulde findes i Kunsten, og om en anden Gud, der skulde findes i Fjelde og Skove; men jeg sagde ham, at der var ingen anden Gud, end den, der findes i Kirken, i Ordet og i vor Udlæggelse deraf. Da sagde han mig, at den, der stod nærved den Kirke, som jeg og mine Lige havde bygget, han stod ofte langt fra Gud og fra Christus. Men 54| da havde jeg hørt nok, og jeg rystede Støvet af mine Klæder og gik min Vei.«

»Det er dog egentlig fra denne Franklin, at Ulykken kommer,« sagde den gamle Fulton, »for havde han ikke, som De selv har fortalt mig, sat ham de gale Griller i Hovedet at han var skabt til noget aparte, saa var det vel heller ikke blevet saa vanskeligt at styre ham.«

»Ja deri har I vel ikke saa ganske Uret,« svarede van Gehlmuyden, »men hvorfor vender I Ansigtet bort, John Bridle? Ja, ja, jeg mærker det vel, det er min Havfrue der stikker Jer i Øinene. Nu, hun fortjener nok, at I seer paa hende, hun er ellers kommen hid fra Holland, og andensteds kunde man da vel heller ikke gjøre Sligt; men de kostbare Skaller ere førte hjem fra Bengalen og fra det indiske og røde Hav. Jeg kjøbte hende hos Capitain Brouwer fra Vliessingen, og hun har kostet mig meer, end een Dollar, det kan I troe – og Capitain Brouwer satte Livet til under den spanske Kyst, og det, mener jeg, var en Straf, fordi han lod mig betale hende saa dyrt; men saa er der da heller ikke et sligt Vidunder at see i hele den ny Verden, og skjøndt mine to Pagoder heller ikke ere at foragte, saa kan de dog nok ikke maale sig med hende.«

»Der har vi igjen et Afgudsbillede,« mumlede Jonathan Kemp; »ja, ja, det er fra Franklin, at Ulykken kommer,« tilføiede han høit, »deri har De Ret. Det er den samme Franklin, der mener at have udrevet Lynet af Herrens Haand, og dog siger Herren, at han selv har uddeelt Vei til Lynet; men nu mener denne Franklin, at han kan berede Lynstraalen en anden Vei, end den, som Gud har bestemt derfor. Hvad skal nu et troende Menneske sige hertil, er dette ikke Ugudelighed, er dette ikke aandelig Hovmod, er dette ikke at sætte sin egen Viisdom over hans, som dog er al Viisdoms Kilde?«

55|»Saaledes maa De ikke udlægge det,« svarede John Bridle, »Ingen formaaer at rive Lynstraalen ud af Guds Haand, det er vist; men nu har Gud givet os Forstand til at vogte vort Liv i mange Slags Farer, og den har vi da vel ogsaa Lov til at bruge. Der skal jo ikke findes noget Land paa Jorden, hvor Tordenveir ere vildere og gjøre større Skade, end hos os. Jeg kan vel tale derom, for jeg har flere Gange været ude paa Marken, uden Tag over Hovedet, i det værste Uveir, og jeg hørte det hvisle ligesom mangfoldige Fugle høit i Luften, og jeg saae Lynstraaler, der lignede brændende Træer, og hele Himlen var som et Ildhav; ja vi har oplevet Aar, hvori meer end fiirsindstyve Mennesker bleve ihjelslagne af Lynet alene her i Pennsylvanien. Skal vi da nu ikke takke Gud, fordi han lod os finde et Middel derimod? og den Mand, der fandt et saadant Middel, har ikke han netop brugt sine Evner saaledes, som Gud vilde det, til at frelse mangfoldige Menneskers Liv? Thi uden Guds Villie kunde dog en saadan Opfindelse ikke gjøres, og den var da ingen Ugudelighed, ligesaalidt som det er en Ugudelighed at dæmme mod de vilde Vande; thi for Vandene har Gud dog vel ogsaa beredet Vei, ligesaavel som for Lynet.«

»Ja saaledes tale de kløgtige Hoveder,« svarede Jonathan Kemp, »der bilde sig ind, at de med deres Forstand kan udgrunde Guds vise og hemmelige Raad og omstyrte, hvad han fra Evighed af har bestemt; men jeg har selv kun handlet lidet klogt, da jeg, uden først at tage Raad af den, der bedst forstaaer sig derpaa, har givet mig i Selskab med Folk af det Slags, hvortil I hører.« Derpaa reiste han sig, greb sin Hat og gik sin Vei, uden at agte paa, hvad de Andre sagde for at holde ham tilbage.

»Hvad! gik han virkelig?« sagde van Gehlmuyden, idet han med Forundring saae efter ham. »Nu, en Nar bør 56| man lade seile sin egen Sø,« lagde han kort efter til, medens han med stor Rolighed tog et Par Cigarer op af sin Lomme.

Imidlertid stod ogsaa Charles Fulton op og greb sin Hat og bad Hr. van Gehlmuyden at undskylde ham, da han ikke følte sig ganske vel. »Jeg vil heller komme igjen en anden Gang,« sagde han, »naar De er alene, da kan vi bedst tale om Sagen.« Derefter skyndte ogsaa han sig bort, sandsynligviis for at opsøge Jonathan Kemp, efter hvis fanatiske Luner han bestandig, naar de kom sammen, var vant til at føie sig.

»Saa, der gik ogsaa han!« sagde van Gehlmuyden, »men det kan være det Samme, naar I bare vil slaae Jer lidt til Ro, John Bridle, og ryge en Cigar og drikke en Kop Kaffee med mig, og det tænker jeg da vel, I gjør, for I er jo en fornuftig Mand, som ikke er saa urimelig at blive vred og at løbe sin Vei, fordi der engang imellem falder et Ord, som han ikke kan lide.«

»Ja, hør!« sagde John Bridle, »De maa heller ikke blive vred, hvis der nu falder et Ord, som De ikke kan lide; thi det vil jeg ikke dølge for Dem, at jeg mener, De er for haard mod den stakkels Robert Fulton.«

»Men I hører jo, at han har sat sig i Hovedet, at han aldrig mere vil tage sig noget Ordentligt for.«

»Ak, lad ham bare først løbe Hornene af sig; for jeg kan dog aldrig faae det af mine Tanker, som Franklin sagde om ham, og havde jeg ikke meent, at De vilde sørge for Drengen, ja maaskee tilsidst indsætte ham til Deres Arving, da havde jeg strax skreven den gamle Franklin til, da han kom hjem, og mindet ham om den lille Robert, som han engang havde saa store Tanker om; men det gjorde jeg ikke, fordi jeg nødig vilde skade Drengen hos Dem, da jeg vidste, 57| at De vilde blive vred, dersom Franklin blandede sig i hans Anliggender.«

»Det skal I have Tak for,« svarede van Gehlmuyden. »Men vil I ikke være saa god at lukke Vinduet op. Jeg har den Egenhed ved mig, at jeg hellere sidder her og sveder, saa Vandet driver af mig, end at jeg gider reise mig for at lukke det op selv. – Nei, lad det dog hellere være! for ellers komme de fordømte Myg og Muskiter ind. – Ja, hvad nu denne Robert angaaer, saa kunde jeg endnu maaskee finde mig deri, hvis han bare gav sig af med noget Ordentligt, hvis han for Exempel kunde gjøre slige Kunststykker, som mine to Pagoder der, skjøndt vel ogsaa de her i dette Land kun vilde finde faa Kjøbere, eller hvis han forstod at male Vægge, Vinduer og Døre; men at tegne Landskaber, Skove og Fjelde, deri er der jo hverken Orden eller Forstand, og det er desuden en brødløs Kunst her i Amerika.«

»Deri har De vel forsaavidt Ret,« svarede John Bridle, »skjøndt jeg har ladet mig sige, at der ogsaa skal have været Folk ovre i Deres Land, der dreve slige Kunster. Dog har De vel Ret, Sligt passer ikke for os, og deri er ogsaa den gamle Franklin enig med Dem, for der er Ingen, der stærkere har advaret Malere og andre slige Kunstnere fra at nedsætte sig her, end netop han.«

»Har han det?« sagde van Gehlmuyden, »da har jeg dog maaskee gjort ilde i at holde de Bøger tilbage, som han sendte Drengen.«

Da John Bridle nøiere forespurgte sig om denne Sag, erfoer han, at Franklin, før sin Afreise til Europa, havde sendt den lille Robert et Udvalg af sine Skrifter tilligemed et Par venlige Ord, hvori han bad ham om at henvende sig til ham, naar der var Noget, han trængte til. Men om dette sagde van Gehlmuyden ikke et eneste Ord til sin Pleie58|søn, fordi det vilde sætte ham Griller i Hovedet, meente han, og Bøgerne havde han gjemt og havde aldrig siden havt dem i sine Hænder.

»Det skulde De ikke have gjort,« sagde John Bridle, »for der er en stor Velsignelse ved Franklins Ord, det har jeg selv erfaret.«

»Ja, jeg forstaaer Jer,« svarede van Gehlmuyden, »for det var efter Franklins Raad, at I giftede Jer og fik Huset fuldt af Børn, det veed jeg nok.«

Efter John Bridles Tilskyndelse lovede omsider van Gehlmuyden, at han, hvis Robert engang fortrød sin Ulydighed og vendte tilbage til sit Haandværk, ikke blot vilde tilgive ham, men at han da ogsaa vilde betænke ham rigelig i sit Testament; »dog skal han Intet vide derom,« føiede van Gehlmuyden til, »før han har opgivet sit Dagdriveri, og før han vil føie sig efter de Bestemmelser, som jeg foreskriver ham.«