59|SYVENDE CAPITEL

Joel Barlow havde ikke været ret længe i Philadelphia, før han fik Lyst til at foretage en Udflugt i Skovene og de mindre bekjendte Egne mod Vest; men da han nu ved sit Samliv med Fulton allerede havde faaet denne meget kjær og nødig vilde undvære hans Selskab, saa foreslog han ham at følge med paa denne Reise, der, som han sagde, ikke vilde vare ret længe; thi før Begyndelsen af November Maaned vilde han igjen være i Philadelphia.

Det kunde synes besynderligt, at Barlow allerede saaledes i de første Uger vilde drage Fulton bort fra de Kunstøvelser, som denne nu, efter hans egen Tilskyndelse havde begyndt paa. Men da Fulton efter nøiere Overveielse havde besluttet at lade Portraittegningen fare og at blive Landskabsmaler, saa meente vel Barlow, at hans unge Ven gjorde vel i at see de Rigdomme, som Amerikas Natur frembyder. Dette var ogsaa den Grund, han fornemmelig anførte, da Fulton, uagtet han selv havde Lyst til denne Reise, yttrede nogle Betænkeligheder med Hensyn til den Tidsspilde, den vilde medføre.

Det var henimod Enden af September Maaned, da en af disse Regnstorme havde udraset, hvorved Luften svales, og hvorefter Høsten først antager den stille varige Charakteer, der i disse Lande udmærker den, at de to Venner begyndte deres Udflugt imod Vest.

Det er især paa denne Aarstid, at Pennsylvaniens Skovnatur viser sig i sin skjønneste Glands, og selv Luften er da paa disse Steder saa klar og gjennemsigtig, at man 60| har sammenlignet Pennsylvaniens Efteraarshimmel med den, som man ellers er vant til at see ved Nilens Bredder.

Da Barlow og Fulton forlode Philadelphia, var dog Aarstiden endnu ikke saavidt fremrykket, at Skoven havde smykket sig med sin fuldstændige Efteraarsdragt. Kun Valbirken, der er det af Amerikas Træer, som tidligst klæder sig i sin Høstklædning, prangede alt med sine røde Blade; den øvrige Skov havde endnu sit grønne Udseende, og uagtet Luften var meget svalere end før, saa var den dog endnu temmelig varm, saalænge Solen viste sig over Synskredsen.

Da Barlow saasnart, som muligt, ønskede at naae de Egne, hvor Naturen endnu kunde sees i sin vilde og eensomme Herlighed, saa dvælede de ikke længe i Egnen omkring Philadelphia, men droge hurtig forbi de adspredte Landhuse, de smilende Frugthaver, de eensformige Poppelalleer, de mangfoldige smaa Landsbyer, der ligesom dannede Overgangsled mellem de egentlige Byer og det fjerne eensomme Skovliv, og de standsede ikke, før de omsider havde naaet Bredden af Susquehannah, hvor Colonisternes Boliger dengang kun vare faa, og hvor man kunde vandre flere Mile, uden at Øxens Slag eller den opstigende Røg mindede om, at noget Menneske boede i Nærheden.

Vi gjenfinde dem nu paa en stille Aften, siddende paa en Høi midt inde mellem de blaae Bjerge, noget ovenfor det Sted, hvor Juniata forener sine Vande med Susquehannah. Nedenfor den Høi, hvor de sadde, var en stor Deel af Skoven afbrændt og Egnen ryddet, saa der aabnede sig en Udsigt mellem Bjergene ned til Floden. Paa de andre Sider stod endnu den vilde Urskov uantastet; der kneisede Acaciatræet, Egen, Asken, Bøgen og det vilde Castanietræ i deres Sommerklædninger, skjøndt vel enkelte Blade vidnede om den Forandring, der snart forestod. Ganske nær paa 61| deres høire Side hørtes der en Susen fra Dybet af en rindende Elv; men det var ikke muligt at see den, thi mangfoldige Buske heldede sig næsten vandret derover. Disse vare tæt gjennemflettede med vilde Viinranker og med et Slags Mistel, der synes ganske bedækket med røde Bær. Alt dette dannede et prægtigt men bedrageligt Teppe over Afgrunden, paa hvilket man sandsynligviis ikke kunde træde uden at nedstyrte deri.

Længere borte i den nedenfor liggende Dal hørtes Lyden af Kobjelder, der blandede sig med Hundeglam, og der mindede om, at der fandtes en Bolig i Nærheden, hvor de to Vandrere kunde søge Tilflugt, naar de trængte til Hvile og ikke længere havde Lyst til at dvæle under aaben Himmel.

»Gud være lovet!« raabte Barlow, »saa staae vi da omsider ved Indgangen til det vidtløftige Pallads, jeg saatidt har længtes efter. Saalænge vi hørte Klokkerne klinge i Landsbyerne, vare vi endnu langt derfra; men her begynder det. Her er der endnu ingen ordentlige Broer over Elvene, ingen anden Vei, end den smalle Sti, der slynger sig nede ved Floden; her har Skov og Dal og Bjerge neppe faaet Navne, og de eensomme Colonister kjende knap deres nærmeste Naboer; her kunne vi da snart faae Naturen at see saaledes, som den var, før nogen Mand af vor Stamme satte sin Fod i dette Land.«

»Ja, men her kunne vi vel ogsaa forvilde os, saa vi aldrig finde Veien tilbage igjen,« sagde Fulton, idet han aabnede en stor Tegnebog, som han havde med, og begyndte at udkaste et Billede af det omgivende Landskab.

»Ja, det er vist,« svarede Barlow, »og det er just ikke den sletteste Side af vort Reiseeventyr. Iøvrigt har det vel ingen Nød, jeg forstaaer ganske godt at finde mig til Rette paa ubekjendte Steder, og en eller anden Veiviser 62| kan vi da vel opspore, hvor vi saa komme hen. Men hvad siger Du ellers om Skoven her, om Bjergene og om Udsigten over den store Flod? Er ikke dette en Verden, der kan give vore Malere Noget at bestille? Og dog er det endnu Intet imod den Herlighed, der snart skal komme. Vent blot otte til ti Dage endnu, da skal Du see en Glands af Skarlagen, Purpur og Guld, mod hvilken al den Blomsterpragt, der smykker vore Haver, kun har lidet at betyde. Kan Du gjengive denne Natur med Sandhed, da vil Du neppe staae tilbage for nogen af dem, hvis Mesterværker beundres hist i Europas store Gallerier.«

»Alt vil være vunden,« sagde Fulton, »hvis disse Floder kunne blive seilbare, hvis Juniata og Susquehannah ved en Kanal kunne forbindes med Shuylkill, og især hvis man, som dog vel engang maa skee, kan finde et Middel til en hurtigere og bedre Seilads.«

»Der kjender jeg mine Landsmænds Aand igjen,« raabte Barlow, »men nu er Du her for at glæde Dig over den store Skovnatur, og ikke for at gruble over, hvorledes den med Fordeel kan ødelægges.«

»Og dog maa det engang skee,« svarede Fulton.

»Naar den Tid kommer, saa faae vi finde os deri; men nu ville vi et Øieblik glemme, at denne Natur er viet til Undergang. Endnu er den dog tilstede i al sin vidunderlige Pragt og Høihed; og for at Du kunde see den saaledes, for at Du kunde opfatte Billedet deraf i Din Sjæl og engang maaskee gjengive en Afglands deraf i Din Kunst, derfor især var det mig saa vigtigt, at Du skulde ledsage mig igjennem disse Skove. – Nei, hold nu op at tegne! det kan Du gjøre en anden Gang.«

»Ja, ja, det er desuden for mørkt til at tegne nu,« sagde Fulton; paa samme Tid lukkede han sin Bog og viklede sine Tegneredskaber sammen.

63|»Men til at modtage Indtrykket af den dæmrende Natur er det endnu lyst nok,« sagde Barlow, medens han lagde sig tilbage og hvilede sit Hoved i det bløde Mos, hvormed Høien var bevoxet.

Solen var gaaet ned, og det varede ikke længe, før Stjernerne bleve synlige og glimtede med al den stærke Glands, der er eiendommelig for Amerikas Nattehimmel.

»Naar jeg stirrer saaledes op paa Melkeveien,« sagde Barlow, efterat han en Tidlang med Taushed havde betragtet Himlen, »da kommer der underlige Drømme over mig; ja det synes mig da tidt, som om de Gamle havde taget feil, naar de tænkte sig Glemselens Flod under Jorden, tværtimod, det er snarere den, der blinker over vore Hoveder. Men hvis det forholder sig saa, da er den tillige Erindringens Flod; thi jo mere man glemmer det Uvæsentlige, desto klarere bliver det Væsentlige, det Allerdybeste og Høieste, og kun over Øieblikket og Hverdagslivet lægger sig et dunkelt Slør. Og fra hine gyldne Vande er det vist ogsaa, at Drømmene nedstige, der ligeledes paa en selsom Maade blande Glemsel med de ældste og dybeste Erindringer.«

»Jeg fatter Dig ikke ganske,« sagde Fulton.

»Det behøves heller ikke,« svarede Barlow, »Ingen kan ganske fatte de Syner, der dukke frem af Drømmens Flod; thi deri bestaaer jo netop de dybeste Drømmes Væsen, at de allerede her paa Jorden give os en Anelse om Noget, som vi dog paa denne Side af Graven aldrig kan eller skal fatte.«

»Hvis Du nogensinde samler Dine Tanker i et større Digt, da bliver det vist en Drøm,« sagde Fulton.

»Var det saa, da skulde jeg ikke have saameget derimod,« svarede Barlow. Efter disse Ord blev han igjen i nogen Tid liggende uden at tale.

64|»Hvorledes mener Du vel, at den store Columbus var tilmode,« sagde han omsider, »og hvilken Drøm troer Du han drømte, da han seilede den Vei, som Ingen før ham havde seilet, og da han stod paa Dækket i de sildige Høstnætter, svævende over det ubekjendte Verdenshav, med Øiet fæstet paa de samme Stjerner, som vi nu betragte, og uden Tvivl paa flere endnu, der dukkede frem af det sydlige Hav?«

»Ja, hvem kan vide det!« sagde Fulton.

»Hvilken Drøm mener Du, at han har havt, da han mellem Nat og Morgen saae den store Pegasus, efterfulgt af den glindsende Vædder, svæve foran Skibet mod Vest, og da de begge mod Reisens Ende dalede over San Salvador og svandt i Morgendæmringen med forklarede Blikke, og da tilsidst den opstigende Sol viste ham, at hans himmelske Veiledere virkelig havde ført ham til Maalet?«

»Han drømte vel ikke,« svarede Fulton, »tværtimod hans Sjæl var vaagen, og han saae netop klarere og skarpere, og han tænkte mere sammenhængende, end de Andre.«

»Har han ikke drømt ligefrem, saa har han dog havt et aandeligt Syn, en Vision, og det er ogsaa et Slags Drøm.«

»Drømmen er ustadig og lethenflagrende,« vedblev Fulton, »men han holdt bestandig en eneste stor Tanke fast, han tabte aldrig Troen derpaa, skjøndt Verden bespottede ham, han vilde fornemmelig kun een Ting, og han satte sit hele Liv paa denne sin Hovedtanke.«

»Han vilde fornemmelig kun een Ting,« gjentog Barlow efter Fulton, »han holdt een Tanke bestandig fast. – Ganske rigtig! Saaledes gives der ogsaa store Videnskabsmænd, der kun have gjort een Hovedopdagelse, store Helte, der kun have udført en eller to mægtige Handlinger, og store Digtere, fra hvis Haand man kun kjender et eneste 65| vidunderligt Værk. Og maaskee hørte disse Grandskere, disse Helte og Digtere, der saaledes concentrerede deres Virksomhed, mangengang til de allerstørste; men jeg kan, idetmindste endnu, ikke følge deres Exempel, hos mig forjager endnu den ene Tanke den anden.«

»Og dog ville de maaskee ogsaa hos Dig tilsidst samle sig til et større Heelt,« sagde Fulton.

»Nu, ganske uden Compas seiler jeg da heller ikke,« svarede Barlow, »det skal maaskee omsider vise sig mod Enden af mit Liv; men endnu driver jeg tidt for Strømmen, det lader sig ikke negte.«

»Mig synes dog, at jeg kan forstaae, hvorledes Columbus saaledes kunde fanges af en eneste Hovedtanke,« sagde Fulton.

»Som hine Skarer af Lysfluer, hvis Liv knap varer til Sommernattens Ende, mod en af Himlens evige Stjerner, saaledes ere vel alle vore mangfoldige Tanker mod hans ene,« svarede Barlow.