66|OTTENDE CAPITEL.

Fulton og Barlow stode nu op og gik ned til den nærliggende Colonistbolig, hvor de vilde tilbringe Natten, og hvor den lille Dreng, som de havde leiet i Harrisburgh, og som havde baaren deres Reisetøi igjennem Skoven, allerede havde begivet sig hen i Forveien. Uagtet det alt var blevet Nat, saa faldt det dem dog ikke vanskeligt at finde Vei; thi Barlow havde en lille Lygte med, som han ved Hjelp af et Fyrtøi tændte, og desuden skinnede der en Ild fra Colonistboligen, hvorefter de med Sikkerhed kunde rette deres Gang.

Da de kom nær til Huset, saae de, at Lysskjæret udgik fra et lille Vindue, hvori en tynd Hud gjorde Tjeneste istedenfor Vinduesglas. Dog dækkede denne Hud neppe meer end Halvdelen af Vinduet, gjennem den anden Halvdeel fandt derimod Lyset en uhindret Vei. Den Hund, hvis Gjøen de nærmest havde hørt, stod, som de vel kunde fornemne, bunden udenfor, dog lød der ogsaa Hundeglam, baade i Huset selv, og længere borte. Før de endnu havde naaet Husets Dør, blev denne aabnet, sandsynligviis fordi man alt havde mærket deres Ankomst og vilde vise dem Vei, og da nu ogsaa Ilden skinnede gjennem den aabne Dør, faldt det dem ikke svært at naae derhen.

Kort efter traadte de ind i en af disse Colonistboliger, der ikke ere saa ualmindelige i Amerika, naar man nærmer sig til den Grændse, hvor Cultur og Vildhed berøre hinanden. Væggene i denne Bolig vare sammensatte af uregelmæssige Træstammer, mellem hvilke Hullerne vare udfyldte 67| med Mos, Jord og Stene. Taget bestod, som de dog først den næste Morgen kunde see, af Træbark. Gulvet havde derimod et bedre Udseende; thi det var belagt med Bræder, hvilket ellers er en sjelden Luxus i disse Hytter, som de første Colonister ligesom i Forbigaaende bygge, og som de almindelig efter nogle Aar igjen forlade, naar de blot kunne finde Kjøbere til den halvtopdyrkede Jord.

Den Stue, hvori de to Venner traadte ind, var baade rummelig og høi, thi der fandtes ingen flere Værelser i det hele Huus, og der var heller intet Loft ovenover. Stuen fik sit Lys deels fra en lille Jernlampe nærved Vinduet, deels fra Ildstedet, der var bygget af utilhugne Stene i en Krog af Værelset, og hvorpaa der brændte et Par tykke Træknuder. Fra disse hvirvledes Røgen op og fandt sin Udgang gjennem flere Aabninger i Væggen, men især gjennem et Par Huller i Taget; det største af disse kunde, naar det behøvedes, lukkes til ved en egen Indretning.

I dette Værelse saae de ingen andre Møbler end to Bænke, der stode, hver paa sin Side af et langagtigt Bord, hvormed den glattende Høvl havde havt ligesaa lidet at bestille, som med de uformelige Træstammer, hvoraf Væggene vare sammensatte. Paa den ene Væg hang der et Par Øxer, tilligemed to Krudhorn og to lange Geværer, fra hvis blanke Løb Lyset kastedes tilbage med megen Glands, og hvis Udseende vidnede om, at de bleve pudsede og rensede med langt større Omhu end alt Andet, hvad der havde sit Hjem i dette Huus.

Der fandtes kun to Beboere i Huset. Den ene var en midaldrende Mand med et stort sort Skæg og med et kraftigt Udseende. Han var indsvøbt i en bruun Kappe, under hvilken en Flanelstrøie af og til blev synlig, der just ikke syntes at vidne om den høieste Reenlighed. Paa Ho68|vedet bar han en Hue, der var rigelig fodret med Bæverskind. Denne Hue tog han af, da de Fremmede kom ind, paa samme Tid nærmede han sig til dem, bød dem velkommen og rakte dem sin Haand.

Den anden af Husets Beboere var en ung Mand med et smukt Ansigt. Han var iført en laadden Skindtrøie, hans Hoved var ikke bedækket af Andet, end af hans sorte krøllede Haar. Han reiste sig op, da de Fremmede kom, dog traadte han dem ikke nærmere, men blev staaende nærved Bordet, hvor han tyssede paa et Par Jagthunde, indtil deres Glam afløstes af en sagte Knurren, der endelig tilsidst ganske tabte sig.

»Mit Navn er William Harris,« sagde den Ældre, »og han der hedder Georg; han er mit eneste levende Barn, jeg havde endnu to Sønner, der vare yngre end han, men dem har jeg begravet, alt længe før jeg opslog min Bolig her.«

Paa et Vink af William Harris hentede nu Sønnen et Stykke Skinke tilligemed Levningerne af et stegt Daadyr. Derpaa tog han Lampen ned af Væggen og ilede til et lille Aflukke, der ved et Slags Mellemvæg var adskilt fra den store Stue; herfra vendte han tilbage med et stort Maisbrød, siden hentede hen Melk og bragte tillige nogle Leerskaale, hvori han heldte Kaffee. Endelig satte han et Glas ved Siden af Barlow tilligemed en stor Flaske, fyldt med et Slags Brændeviin, der laves af Malt, og der drikkes meget paa disse Steder. Efter William Harris's Indbydelse toge de nu alle Plads paa de lange Bænke og spiste med stor Lyst, dog afslog Fulton og Barlow at smage noget af den stærke Drik, hvorover de Andre høilig forundrede sig.

Under Maaltidet, hvori ogsaa den omtalte Veiviser deeltog, var William Harris meget munter. Tilsidst hen69|vendte han sin Tale til Barlow og spurgte ham, om det var hans Hensigt at kjøbe Jord paa disse Steder.

»Nei,« svarede Barlow.

»Hvad i al Verden reiser I da for?« spurgte William Harris, »naar I ikke vil kjøbe Jord?«

»Vi reise kun for at see os om og for vor egen Fornøielse,« svarede Barlow.

»Det Slags Reisende kommer ellers sjelden her,« sagde William Harris.

Noget efter fortalte han dem, at det Dyr, de spiste af, var skudt paa hans egen Maismark ligeudenfor Huset. Han forsikkrede dem desuden om, at han endnu for to Vintre siden ikke blot havde skudt Daadyr, men endog Ræve, Maarer og Ulve fra sin Stuedør af, og at han dengang kun behøvede at gaae nogle Skridt ind i Skoven, saa kunde han skyde saameget Vildt, han lystede. »Da byggede Bæveren endnu i Susquehannah,« sagde han, »og da kunde man tidt skyde Bjørne, der veiede trehundrede Pund; men siden de har begyndt at anlægge Harrisburgh, og siden de har ryddet saa stærkt i Skovene mod Syd, er Vildtet meget aftaget; og bliver det saaledes ved, da kan det hænde sig, at vi, naar nogle Aar ere gaaede, hverken vil see Spor af Harer eller Daadyr i flere Miles Afstand.

Derfor er baade jeg og min Søn kjede af at boe her; thi naar Jagten er ødelagt, saa er al vor Glæde forbi. Vi ere derfor enige om, at vi ville sælge vor Eiendom, saasnart vi kunne, og drage videre mod Vest og opslaae vor Bolig midt i den vilde Skov, hvor ingen Colonist endnu har sat sin Fod.«

Under denne Tale sparede han ikke paa den stærke Drik, som Barlow og Fulton saalidet vidste at skatte, og omsider gjorde han dem igjen det Forslag, at de skulde kjøbe hans Eiendom. Han forsikkrede dem om, at de ikke vilde finde nogen bedre Jord paa denne Side af Susquehannah, og 70| at de aldeles ikke behøvede at gjøde den; thi naar de bare grov nogle Tommer dybt og hakkede Maiskornene ned, da vilde Ageren give dem en rigere Høst, end den giver omkring Reading, og selv omkring Lancaster, naar den med største Omhu er bleven gjødet og pløiet. »Ja, hvis Seiladsen kommer istand paa Susquehannah, som man stærkt taler om,« føiede han til, »saa kan I maaskee, hvis I kjøber denne Eiendom, om en halv Snees Aar være rige Folk.«

Barlow spurgte ham da, hvorfor han ikke selv vilde blive rig, og hvorfor han vilde bortgive saa store Fordele?

»Hverken min Søn eller jeg bryder os stort om Rigdom,« svarede han, »vi forlange kun det af Jorden, som vi selv behøve, intet meer; vi trænge heller ikke stort til Eders Fabrikker og Haandværker, thi hvad vi behøve, kan vi som oftest gjøre selv. Men med Jer er det en anden Sag, I forstaae nok at bringe meer ud af Jorden end vi; og da I nu ere komne saalangt borte fra, saa maae I dog sagtens have en eller anden fornuftig Hensigt dermed. Men hvis det er Jer Mening, at I først vil see Jer om, til I finder Jord paa gode Vilkaar, saa kan I ligesaa godt blive her; thi bedre Land og bedre Kjøb vil I paa denne Side af Floden aldrig faae.«

»Men jeg forsikkrer Jer endnu engang derom,« svarede Barlow, »hvor selsomt I end finder det, det er aldeles ikke vor Hensigt at kjøbe Land.«

»Nu ja, saa vil jeg troe Jer, og vi vil ikke tale et Ord meer om den Sag,« gjenmælede William Harris.

Efter Bordet bragte Georg Harris en stor Mængde Maisblade tilligemed flere Knipper Halm, som han spredte paa Gulvet. »Vi have ingen andre Senge,« sagde han, »men et Par Uldtæpper kan I faae.«

Derefter blev der ligeleds redt Leier til de Øvrige, hvorefter Barlow og Fulton kastede sig ned paa Halmen i 71| deres Klæder og svøbte sig ind i de Tæpper, som Georg Harris havde bragt, uden at agte paa, at disse just ikke vare saameget reenlige, og da de følte sig temmelig trætte af deres Vandring, saa faldt de snart i en dyb Søvn.

Næste Morgen bleve de vakte af en selsom og gjennemtrængende Lyd, der halvt lignede Skrig, og halvt et Slags Fuglesang, og der ikke klang ganske umelodisk. De reiste sig da begge op med Forundring og lyttede dertil. »God Morgen!« sagde William Harris, der alt var oppe og syslede med nogle Snarer, hvori han vilde fange Fugle, »bryd Jer ikke om de Skrig! Det er de vilde Kalkuner i Skoven, der synge ved Solens Opgang. Der var ellers langt fleer af dem før, men nu ere de fløine andensteds hen; thi Alt helder nu mod Undergang i disse Skove.«

Barlow og Fulton stode derefter op og gik ud for at indaande den friske Morgenluft; siden kom ogsaa William Harris. De maatte da følge ham omkring paa Marken, hvor han viste dem Udstrækningen af sin Eiendom, der gik lige ned til den store Flod. Paa den anden Side grændsede den til Skoven og var tildeels indhegnet med et Slags Palissader. Paa Ageren midt imellem Maisstænglerne stode der endnu Levninger af Træstammer. Omsider viste han dem en Lade, der var bygget med større Flid end Vaaningshuset, og hvori ogsaa Stalden fandtes. Han havde to Heste og ti Køer, sagde han og desuden en temmelig Mængde Sviin; de bleve alle bevogtede af Hunde, der aldrig skiltes fra dem, og der ogsaa sov i Stalden ved deres Side.

»Alt dette, »sagde William Harris, idet han pegede paa Laden og Vaaningshuset, »det være nu slet eller godt, have vi selv bygget med egne Hænder; thi dengang vi kom hid, var der ingen Hjelp at faae paa mange Miles Afstand. Kun de Bræder, der dække Gulvet, have vi ikke hugget selv, dem har jeg tilbyttet mig i Fjor i en Savmølle, der 72| ligger Syd for Harrisburgh. Med Palissaderne have vi ogsaa havt nogen Hjelp af vore Naboer; imidlertid ere vi endnu ikke færdige med Arbeidet, som I seer, thi oprigtig talt, fra det Øieblik af, da vi toge den Beslutning at sælge Stedet, have vi ikke brudt os saameget derom.«

»Men Eders Huus er dog temmelig aabent,« sagde Barlow, »hvorledes kan I da sikkre Jer mod Regn og Snee og holde Kulden ude om Vinteren?«

»Ak, Vinden, Regnen og Sneen ere vore gode Bekjendte,« svarede William Harris, »de skrækker os kun lidt; thi vi behøve jo ikke at spare paa Brændsel, og naar ogsaa Sol, Maane og Stjerner glimte ned til os igjennem Taget, det bryde vi os heller ikke saa farligt om.«

Tilsidst foreslog William Harris, der, som det lod, fandt megen Fornøielse i Barlows Selskab, at han skulde blive der denne Dag over. »Vi ville da gaae paa Jagt i Formiddag,« sagde han, »I kan laane min Søns Gevær, og vi ville se, hvad Lykken beskærer os.«

Det blev nu aftalt, da hverken Barlow eller Fulton havde noget derimod, at det skulde blive ved denne Bestemmelse. Medens de to Andre vare paa Jagt, vilde Fulton blive hjemme for at fuldføre det Udkast, han den forrige Aften havde begyndt paa.

Da de kom ind, fandt de deres Frokost tilberedt. Den bestod igjen af opvarmet Skinke, Maisbrød, Melk og Kaffee, hvilken sidste Drik sjelden savnes i dette Land selv i de fjerneste Afkroge.

Under Frokosten deelte Fulton sin Føde med en lille Hund, der sad ved hans Fødder.

»Holder I af Hunde?« spurgte William Harris; »ja, ja, de fortjene det ogsaa,« føiede han til, uden at vente paa Fultons Svar. »Her i de vilde Skove skjønne vi bedst paa, hvad slige Dyr due til, havde vi ikke dem, da vilde 73| alt vort Qvæg snart være ødelagt, og vi vilde intet levende Høved beholde tilbage.«

Da Spiisningen var forbi, kastede William Harris sin Kappe og tog et Slags Blouse paa. Derefter greb han selv det ene Gevær og gav det andet til Barlow. Omsider kaldte han paa en stor Jagthund. Den lille, der hidtil havde siddet ved Fultons Fod, sprang nu op og vilde ogsaa med; men dette tillod ikke dens Herre, og den blev bunden med en Snor fast til Bordet. Den syntes da temmelig bedrøvet, men dog fandt den sig i sin Skjebne og lagde sig tilsidst stille ned. Nu toge ogsaa de to Jægere hver sit Krudhorn, hvorpaa de gik ind i Skoven, ledsagede af den store Jagthund. Georg Harris var allerede gaaet ud tidligere; thi han vilde, som han sagde, fælde Træer til Brændsel, der siden, naar Vinteren kom, skulde kjøres hjem.

Da de Andre vare borte, gik Fulton op paa den omtalte Høi og satte sig ned for at fuldende sit Udkast; men han holdt snart op igjen, thi det vilde ikke ret lykkes for ham. Han stod da op, lukkede sin Tegnebog og gik ned til Floden, der paa dette Sted var meer end tolvtusinde Fod bred, og hvori mangfoldige skovbedækkede Øer vare synlige. Han satte sig derpaa ned og skuede i Tanker ud over den store Strøm, der netop her, hvor Grunden uden Tvivl var meget ujevn, brusede forbi med en stærk og skummende Fart.

Der var i disse Dage opstaaet en Tvivl i Fultons Indre. »Er det da saa vist,« sagde han ved sig selv, »at jeg virkelig er kaldet til Maler, og har jeg handlet ganske besindig, da jeg opgav alt Andet for at sysle med denne Kunst?« Dette var et Spørgsmaal, som han endnu ikke kunde besvare sig selv, og hvorom han dog heller ikke havde Lyst at tale til Barlow.

Men han havde ikke siddet længe, før denne Tanke blev fortrængt af andre, og snart følte han sig hildet i disse 74| Drømmetaager, hvori Sjælen tidt ligesom forvildes og taber sig, naar man længe betragter det rindende Vand. Omsider, da hans Forestillinger igjen klaredes, randt den Samtale ham i Hu, som han Aftenen i Forveien havde havt med Barlow om Amerikas Opdager.

»Lykkelig var den Mand,« sukkede han, »og alle de, der, liig ham, kun ledes af een urokkelig Tanke, om hvis Sandhed de ere overbeviste, og for hvilken de ere beredte til at hengive Velfærd og Liv og Alt, hvad der blot har en udvortes Glands.«

Da han kom tilbage og saae den lille Hund, der endnu stod bunden, løste han den af dens Baand, men sørgede tillige for, at Døren var lukket, saa den ikke kunde komme ud. Den nærmede sig da venlig til ham og logrede med sin Hale; men han bøiede sig ned og klappede den, hvorefter den tog Plads ved hans Side og betragtede ham med sine trofaste Øine.

»Du søger vel ogsaa Noget, hvorfor Du kan opoffre Dit Liv, og i hvis Tjeneste Du kan udvikle og anvende Dine bedste Evner,« sagde Fulton.

Først om Eftermiddagen kom Barlow og William Harris tilbage fra deres Jagt. De havde skudt flere Snepper og andre Styltegængere og desuden en stor broncefarvet Fugl. »See, der er en af de Fugle, der sang for Eder i Morges, da Solen gik op,« sagde William Harris, »det er ellers ikke let at skyde dem; thi de flyve meget høit.«

Fulton spurgte nu, om han ikke vilde sælge den lille Hund. Men William Harris rystede paa Hovedet og sagde, at en saadan Hund var en stor Skat; »thi dens Moder kan lugte Ulvene, selv naar de ere langt borte, og den samme Natur mærker man ogsaa hos denne,« føiede han til.

Om Aftenen, da Ilden blussede, og Røgen var trukken op under Taget, fortalte den ældre Harris om sine 75| Jagter i fordums Tid og om den Maade, hvorpaa han forfærdigede sine Jagtredskaber og meget Andet, som han i sin Eensomhed trængte til. »Jeg har ikke været meer end sex Aar her,« sagde han blandt Andet, »før boede jeg paa den anden Side af Middletown, nedenfor Udløbet af Swatara. Men siden, da min Kone og mine to smaa Børn døde, og da Vildtet aftog der i Egnen, blev jeg kjed af at boe der. Jeg solgte da min tidligere Eiendom og drog længere mod Nord og satte mig ned her.«

»Har I aldrig været paa den anden Side af Susquehannah?« spurgte Barlow.

»Jo, i forrige Sommer gjorde jeg en Reise mod Vest til Ohiofloden paa den anden Side af Alleghannybjergene. Der kommer Foraaret tidligere end her, der ere Skovene større og fulde af Dyr, og der er en langt bedre Jagt, end paa disse Steder.«

Til alt dette lyttede Barlow med stor Opmærksomhed, hans Tanker havde nu ganske vendt sig til den praktiske Side af Livet, og han syntes aldeles at have glemt de Sværmerier og den Drømmeverden, hvori han den forrige Aften havde fordybet sig.

Om Aftenen blev der igjen strøet Halm og Maisblade paa Gulvet, hvorefter de alle lagde sig til Hvile. Barlow og William Harris faldt snart i Søvn, thi de vare trætte af Jagten. Fulton derimod laae længe vaagen og betragtede den hendøende Flamme paa Arnestedet; dog omsider sov ogsaa han ind og vaagnede først igjen ved Solens Opgang, da de vilde Fugle paany sang deres Morgensang.

Siden, da Fulton og Barlow stode rede til Afreisen, traadte Georg Harris ind med den lille Hund, som han holdt i en lang Snor. »Der,« sagde William Harris til Fulton, »den har nu engang valgt Jer til Herre, det saae 76| jeg nok i Gaar; det er da bedst, I beholder den, I skal Intet betale derfor.«

Fulton blev meget glad og overrasket ved denne Tale, og da William Harris aldeles intet vilde høre om nogen Erstatning, modtog han Gaven med stor Taknemmelighed.

»Vi have kaldt den Trusty,« sagde William Harris, »det Navn maa den beholde; thi ellers vilde den blive forvirret. I de første Dage maa I heller ikke slippe den, siden vil jeg svare for, at den skal blive hos Jer frivillig, og I vil da maaskee have større Nytte af den, end I nu troer.«

Efter William Harris's Raad havde de allerede den forrige Dag afskediget deres Veiviser; thi han vidste ingen Besked i Urskoven mod Nord, hvor de nu vilde hen. Derimod paatog den unge Harris sig selv at vise dem Vei til den nærmeste Colonistbolig, der laae tre Mile borte, og hvor de da nok, som han sagde, kunde finde en ny Fører.

William Harris tilbød dem ogsaa kort før Afskeden Brugen af sine Heste, indtil de havde naaet hans nærmeste Nabo. »Saa kan I dog idetmindste spare noget paa Eders Been i Begyndelsen,« sagde han.

»Jeg takker Jer for Eders gode Tilbud,« sagde Barlow, »men vi ville helst reise til Fods.«

»I ere to forunderlige Mennesker,« sagde William Harris; »jeg har ellers sjelden truffen nogen af vore Landsmænd, der ikke hellere vilde ride end gaae, naar han havde Valget.«

Tilsidst sagde de et venligt Farvel til deres gjestfrit Vert og begave sig nu paa Vei, ledsagede af Georg Harris og af den lille Trusty, som Georg førte med i en Snor, hvori den ogsaa rolig fandt sig.