77|NIENDE CAPITEL

Meer end otte Dage vare alt forløbne, siden Barlow og Fulton forlode William Harris's Bolig, og dog befandt de sig endnu langt fra deres Reises Maal; det var nemlig deres Hensigt, at trænge frem ligetil Tiogafloden og til Grændserne af Fristaten Newyork; thi paa denne Vandring kunde de endnu see Urskoven i al dens Herlighed og dog være tilbage i Philadelphia, inden den egentlige Vinter kom.

De maatte bestandig gaae igjennem Skove, hvor Colonisternes Boliger efterhaanden, som de kom videre mod Nord, bleve færre og laae længere skilte fra hverandre. Skoven selv van uden Navn, og uden egentlig Eiermand, de faa Nybyggere vidste neppe Beskeed om de nærmeste Steder og det blev hver Dag vanskeligere for de to Venner at finde Veivisere, paa hvilke de kunde stole.

De holdt sig derfor saa nær, som de kunde, til Susquehannah, thi her var Floden selv den bedste Fører. Dog blev det ofte besværligt at følge den, da den strømmede mellem Bjerge og Skrenter, der tidt afskare dem Veien. Undertiden blev de ogsaa standsede af rindende Vande, som her kaldtes Bække, men som ikke vare smallere eller mindre dybe end mange af Europas Floder. De maatte da ofte gaae hele Mile, indtil de enten traf en Bro, eller et andet Middel, der kunde føre dem over.

Broerne vare ikke her af det sædvanlige Slags, men bestode som oftest af Tømmerstokke, der igjen hvilede paa Træstammer, som vare fældede nærved Flodbredderne. Til 78| andre Tider maatte de springe fra Steen til Steen eller ogsaa vade over, idet de holdt dem fast ved Træer, der strakte sig ud i Vandet; dog var dette farligt nu i Efteraarets Tid, da disse saakaldte Bække stode langt over deres sædvanlige Høider.

Ogsaa gjennem Skovene selv blev det nu vanskeligt at komme frem; thi Veien var ofte sumpet, saa de pludselig sank ned deri ligetil Knæerne. Paa mange Steder fandtes større Moradser, der vare fulde af Orme, Frøer, Vandsalamandere og andre Krybdyr. Undertiden blev Veien afbrudt af en Mængde omstyrtede Træer, hvis Rødder laae halvt oprevne af Jorden, og hvis Grene vare flettede i hverandre, ligesom i et sammenfiltret Net. Endnu oftere stødte de paa enkelte Træstammer, som Stormen havde fældet. Til andre Tider bleve de indviklede i Slyngplanter, hvorfra det kostede megen Møie at komme løs, eller de maatte stige ned af Brinker og steile Bakker, hvor Stenene, naar de traadte derpaa, rullede bort under deres Fødder. Alt dette standsede tidt deres Gang og tvang dem til at gjøre store Omveie.

De Nybyggerhuse, hvori de overnattede, vare sjelden bedre, undertiden endnu langt slettere, end det, William Harris og hans Søn beboede. Og dog maatte de engang tilbringe flere Dage i et saadant Huus; thi de bleve pludselig, da de befandt dem nær derved, overraskede af en af hine Regnstorme, der af og til afbryde Høstens Stilhed i Amerikas Skove og formørke den ellers klare Efteraarshimmel. De maatte da være glade ved, at de fandt et Tag over deres Hoveder, uagtet det regnede ned igjennem det, og uagtet de ikke kunde faae Andet at spise under dette Tag, end et Slags Grød af Mais, der blev kogt i Melk, og der var det almindelige Næringsmiddel paa disse Steder.

79|Imidlertid glemte de snart de Savn, de havde lidt, da de igjen fik den vilde Natur at see, der omgav dem; thi midt under Stormen havde den iført sig sin fulde Efteraarsklædning, i hvilken den grønne Farve næsten var ganske fortrængt af den gule, den brune, den røde, den violette og af det prægtige Purpur, der, især naar Solstraalerne skinnede derpaa, frembragte et vidunderligt Indtryk. Kun de høiere Bjerge, der som oftest strakte sig langs med Floden, og der vare bedækkede med Fyr og Gran, dannede, naar de bleve synlige, et Slags dunklere og eensformig Folie til den spraglede Løvpragt.

Den lille Trusty, som William Harris forærede Fulton, havde nu ganske vant sig til ham, saa den fulgte ham uden Tvang, og da den tillige hver Nat sov ved hans Side, og hver Dag deelte hans Maaltider, saa fik den ham snart saa kjær, at den næsten aldrig paa Veien igjennem Skoven fjernede sig saa langt, at den ganske tabte ham af Sigte.

Kort efter den omtalte Regnstorm naaede de to Venner den lille By Northumberland, der allerede tolv Aar tidligere var bleven anlagt nærved det Sted, hvor de to Arme af Susquehannah forene sig. I denne saakaldte By, der var bleven forladt under Frihedskrigen, men hvortil Colonisterne nu igjen vendte tilbage, hvilede de sig en Dags Tid. Derpaa fortsatte de igjen deres Reise, ledsagede af en ung Haandværker, der var født nærved Tiogafloden, og der af den Grund blev dem anbefalet, som en Mand, der godt kjendte Veien derhen.

De befandt sig nu ovenfor Sammenløbet af Susquehannah og havde den største Arm af Floden til Høire mod Øst. Landet var her temmelig fladt. Kun nærved Byen var Egnen opdyrket, men længere mod Nord fandt de den næsten overalt bedækket med Urskov, hvis Eensformighed, 80| om den ogsaa til andre Tider vilde have været kjendelig, dog nu var aldeles skjult bag Høstens blendende Farverigdom.

Her var Landet dengang saalidet bebygget, at man kunde gaae ti til tolv Mile, uden at see et eneste Nybyggerhuus. Her levede endnu Tigerkatten og Cuguaren tilligemed det vilde Elsdyr og det flyvende Egern. Ulve og Bjørne fandtes der i Mængde; dog vare de frygtsomme, saa de kun sjelden nærmede sig til Mennesker. Men Faar var det vanskeligt paa disse Steder at holde; thi Cuguaren hentede dem tidt endog ved høilys Dag fra Staldene selv, kastede saa sit Bytte paa Ryggen og løb til Skoven dermed, uden at agte de forfølgende Hunde.

Gjennem Skoven gik der ikke nogen egentlig Vei, men kun Fodstier, paa hvilke de sjelden kunde gaae tredive Skridt, uden at standses af omfaldne Træstammer. Meget ofte stødte de igjen paa vidtudstrakte Moradser, over hvilke der svævede en bestandig Taage. Undertiden saae de Vandsamlinger, hvori mange hundrede Træer vare nedsunkne, der rakte deres Grene i Veiret og dannede ligesom et Bækken, hvori Regnvandet holdtes tilbage. Iøvrigt hørte de, saalænge Dagen varede, kun faa Stemmer, men af og til mærkede de en Raslen imellem Løvet, undertiden saae de ogsaa en eensom Ørn, der svævede langsomt over deres Hoveder, eller en Flok Snepper, som deres Hund jog op af en Sump; dog da de intet Skydevaaben havde med, saa kunde de ikke drage nogen Fordeel deraf.

De havde nu ganske forladt Floden og vare vandrede flere Miil ind i Landet mod Vest; thi her meente deres Fører, at de vilde finde en jevnere Jordbund og færre Hindringer, der standsede deres Vei.

Imidlertid mødte de dog ogsaa her Hindringer nok; desuden blev den Sti, hvorpaa de gik, stedse smallere og ukjendeligere, ja tilsidst hørte den aldeles op; men det be81|høvede de ikke at bryde sig om, sagde deres Fører, thi Veien var dog tydelig angiven, og da de spurgte ham om, hvad han meente dermed, pegede han paa et Træ, hvori der saaes en stor hvid Plet. Dette kom, som de snart opdagede, deraf, at man havde skaaren et fiirkantet Stykke udaf Barken, hvorved der dannedes en hvid Flade, der kunde sees i en temmelig Afstand. Noget derfra stod et andet Træ, hvori en lignende fiirkantet Flade var indskaaren; og saaledes blev det meget længe ved. Dette var, efter Førerens Forsikkring, den Maade, hvorpaa de nye Veie her bleve betegnede.

»Det er et ganske andet Slags Landevei,« sagde Barlow, »end de, vi ere vante til; her kunne vi ikke komme sovende frem, medens Kudsken og Hestene vaage for os, her maae vi selv være vaagne og bruge vore egne Øine og vore egne Kræfter.«

»Men troer Du ogsaa, at vi ganske kan stole paa vor Veiviser?« spurgte Fulton.

»Det tænker jeg nok,« svarede Barlow, »men skulde ogsaa hans Kyndighed svigte ham, saa kjender jeg andre Veivisere, der aldrig svigte og aldrig lede feil.«

Det viste sig kun altfor snart, at Fultons Betænkelighed ikke var uden Grund. Deres Fører havde nu igjen ledet dem ind paa en Sti, hvor de, som han meente, kunde skyde en Gjenvei, og hvor de snart tabte alle de Træer af Syne, hvori Veimærkerne vare indskaarne. Paa denne Sti laae der igjen mangfoldige Træstammer, der rimeligviis vare omfaldne i de sidste Storme, derved blev det meget besværligt at følge den; ja tilsidst var det, ligesom den forsvandt under deres Fødder, og den var ikke meer at see. De mærkede nu snart paa Førerens Ængstelighed, at han ikke mere var sikker i sin Sag, dette tilstod han ogsaa, da de trængte ind paa ham; »thi,« sagde han, »der ligge saa82|mange Træer paa alle Sider, saa Skoven ikke er til at kjende igjen, og jeg er næsten tilmode, som om jeg var forhexet.«

De vendte nu strax om, og da de ikke kunde finde den Sti igjen, som de havde forladt, saa gik de op paa en lille Høi, hvorfra de, som Veiviseren haabede, maatte kunne see nogle af de Mærker i Træerne, hvorefter de tidligere havde rettet sig. Men heller ikke dette lykkedes dem; thi der var flere Høie, der neppe kunde adskilles indbyrdes, og det ene Sted i Skoven lignede saa ganske det andet, at det næsten var umuligt igjen at finde sig til Rette, naar man først var kommen ud af sin Vei.

»Vi har da nu virkelig forvildet os, som Du engang ønskede,« sagde Fulton.

»Vi skal nok finde os til Rette igjen,« svarede Barlow, idet han saae paa sit Uhr. »Det er kun lidt over Middag, Solen staaer endnu temmelig nærved Syd; lad os da gaae, saa vi i Begyndelsen beholde den til Høire, og siden noget bag ved os, da maae vi omsider naae den østlige Arm af Susquehannah, og i Nærheden deraf ligge jo næsten alle de Nybyggerhuse, der findes i denne Skov.«

De fulgte nu dette Raad; men de havde ikke gaaet ret langt, før Barlow selv styrtede ned ligetil Brystet i et Kær, der var bedækket med krybende Buske, og hvor han blev saaledes indviklet i Slyngplanter, at det varede næsten en halv Time, før de Andre kunde vikle ham løs igjen og hjelpe ham op. Kort efter bleve de standsede af et stort Morads, saa de maatte gaae meer end en Miil imod Nord, før de kunde komme omkring det, siden stødte de igjen baade paa mindre og større Moser, tillige maatte de, som sædvanligt, springe over Træstammer, saa de efter flere Timers Forløb, da de satte dem ned for at hvile, ikke vidste, om de 83| vare komne Floden nærmere, eller om de havde fjernet sig derfra.

Tilsidst, da Solen stod nærved sin Nedgang, kom de til en Plads i Skoven, hvor de saae Spor af, at Marken havde været indhegnet.

»Gud være lovet!« raabte Barlow, »thi her har en Nybygger opslaaet sin Bo.« -

Virkelig opdagede de ogsaa en Hytte, der laae halv skjult bag en Høi; men de hørte hverken Hundeglam eller Klang af Koklokker eller noget andet Slags Lyd, der hentydede paa, at Mennesker boede paa dette Sted.

»Her maa dog sikkert boe Nogen,« sagde Barlow, og de ilede nu alle Tre hen til Hytten; men desværre, de saae snart, at deres Haab havde skuffet dem, thi den var aldeles ødelagt, Taget var halv nedbrudt og der var intet levende Væsen tilstede, med Undtagelse af dem selv og en Mængde Flaggermuus, der fløi dem forbi, da de traadte derind.

»Her mener jeg, at jeg har været engang før,« sagde Veiviseren; »dette Sted er bleven forladt af sin Eiermand under Krigen af Frygt for de Vilde.«

»Vi maae blive her i Nat,« sagde Barlow, »thi nu gaaer Solen ned, og jeg er saa træt, at jeg ikke kan vandre videre.«

Da de alt tidligere forudsaae, at det vilde vare længe den Dag, før de naaede en Colonistbolig, saa havde de taget et stort Brød med tilligemed kold Skinke og røget Kjød. Dette toge de nu frem og satte sig ned ved den forfaldne Hyttedør for at spise. Der løb ogsaa en lille Bæk i Nærheden, hvori de kunde stille deres Tørst. Men da de nu havde spiist og vilde antænde et Baal til Natten, mærkede Barlow, at Tønderet i deres Fyrtøi, som han havde baaret 84| i sin Brystlomme, var bleven vaadt, og at det ikke var muligt at tænde Ild deri.

Dette var en stor Sorg, imidlertid maatte de finde sig i, hvad der ikke kunde forandres. De indhyllede sig da i deres Reisekapper og lagde sig ned paa Pladsen, hvor de vare; thi de vilde hellere hvile under fri Himmel, end blive indenfor i den ureenlige Hytte, hvori Gulvet næsten syntes forvandlet til en Sump. Men skjøndt de vare trætte, kunde de ikke sove; thi Natten var altfor kold. Desuden ansaae Barlow og Fulton det ikke for raadeligt at overlade sig til Søvnen, da de vidste, der fandtes mange Rovdyr i Skoven, som gik paa Jagt ved Nattetid; og uagtet Veiviseren forsikkrede dem om, at de ingen Skade vilde tilføie dem, saa kunde de dog ikke ganske opgive deres Frygt.

De hørte ogsaa virkelig, da Natten brød frem, baade Ulvehyl og Bjørnebrummen og andre selsomme Røster.

»Hvad var det for en Lyd?« spurgte Barlow pludselig, »det klang ligesom Skriget af et Menneske, der er i stor Nød og Livsfare.«

»Det er Cuguaren, der skriger saa,« svarede Veiviseren.

»Og saa klinger det igjen ligesom Latter,« vedblev Barlow.

»Det er de store Skovugler, der skrige paa den Viis,« svarede Veiviseren.

»Det er just ikke den bedste Nattemusik,« sagde Barlow, »og det er heller ikke fuldt saa behageligt at rede sin Seng i Skoven, som jeg havde tænkt, især naar Sengen er vaad og kold, og man ingen Ild kan faae.«

»Nei, jeg kan ikke holde det ud,« sagde han kort efter, »jeg døer af Kulde, hvis jeg skal blive her.«

»Ja, vidste jeg bare, hvor Østen er, da kunde jeg nu føre Jer til Floden,« sagde Veiviseren, »for den Gang er 85| jeg gaaet før, og den kan vi gaae paa halvanden Time, thi der er jevn Grund derhen, mener jeg.«

»Naar Du troer det, saa vil vi strax afsted,« sagde Barlow; »thi jeg skal vise Dig, hvor Østen er.«

»Er Du ogsaa vis i Din Sag?« spurgte Fulton.

»Saa vis, som Nogen kan forlange,« svarede Barlow; »seer I, nu staaer Karlsvognen i Nord og vender sin brudte Stang imod Nordvest, det gjør den først paa denne Aarstid, naar det er over Midnat. Nu er ogsaa Syvstjernen med Aldebaran kommen høit op paa Himlen, og selv Orion har flyttet sig noget mod Syd. Naar vi da blot passe paa, at vi har Karlsvognen til Venstre og Syvstjernen med Aldebaran til Høire, og naar vi saa gaae ligehenimod den Kant, hvor Capella og Procyon lyse, og hvor Melkeveien glimter svagere, saa maae vi nødvendig komme mod Østen, og der gives intet Compas, der med større Sikkerhed kan lede vore Skridt.«

»Men er det da saa vist, at Du bestandig kan see disse Stjerner i Skoven?« spurgte Fulton.

»Jeg behøver ikke at see dem alle,« svarede Barlow, »naar jeg blot kan gjenkende en eller to, saa er det nok.«

»Men de flytte sig jo hvert Øieblik,« sagde Fulton.

»Det skal jeg nok ogsaa tage Hensyn til,« svarede Barlow.

Efter disse Ord begave de sig igjen paa Vei, og den lille Hund fulgte trolig med dem og holdt sig saa nær til Fultons Side, som muligt.