86|TIENDE CAPITEL

I Begyndelsen syntes det virkelig, som om Barlows Plan skulde lykkes, thi de stødte hverken paa Moser, Kær eller Klippestykker; og da Urskoven paa disse Steder ikke var særdeles tæt, saa kunde de bestandig see nogle af de Himmellegemer, de havde valgt til Veiledere. Kun af og til bleve de standsede af omfaldne Træer, dog lykkedes det dem bestandig med nogen Forsigtighed at komme over dem og at fortsætte deres Vei.

Paa denne deres Vandring hørte de endnu Ulvenes Hyl og Bjørnenes fjerne Brummen, der blandede sig med Vildkattens Mjauen, med Rævens Bjæffen og med Uglernes selsomme Skrig, der lignede Latter. Undertiden bleve disse Skrig forstærkede af den natlige Gjenklang og fordoblede af Skovens Echo, hvorved Barlow og Fulton følte en hemmelig Gysen, medens den lille Trusty strøg sig tæt op til sin Herre.

Men da de havde vandret i nogen Tid, indtraf der et Tilfælde, som ellers vel ikke er saa almindeligt i hine Skove, naar en af de stærke Efteraarsstorme har udraset: Himmelen formørkedes nemlig, Melkeveien tabte sin Glands og Stjernerne blegnede og skjulte sig tilsidst bag tykke Taager. Nu bleve de tre Vandrere tvungne til at standse deres Gang; thi uden hine himmelske Ledere var det umuligt længere at finde Vei. Imidlertid naaede de dog, medens Stjernerne endnu af og til glimtede gjennem Taagen, en friere Plads i Skoven; her maatte de da blive og vente, til Dagen brød frem.

87|Først henimod Morgenstunden taug Rovdyrene stille. Men da Dagen omsider kom, betragtede Barlow og Fulton hinanden med Forskrækkelse; thi Solens Skive var ganske bedækket, og hele Skoven var indhyllet i et Taageslør, saa de neppe kunde see de nærmeste Træer.

»Lad os gaae, hvorhen vi bedst kan,« sagde Barlow, »indtil vi finder en Bæk; thi den maa jo dog tilsidst, naar vi følge dens Løb, føre os til Susquehannah.« Dette Forslag vandt ogsaa de to Andres Bifald, dog maatte de vente lidt endnu, indtil det Taageslør, der omhyllede de nærmeste Gjenstande, nogenlunde fordelte sig, thi før ansaae de det ikke for raadeligt at begive sig paa Vei.

Efter nogen Tids Forløb stege Taagerne virkelig i Veiret, dog var Himlen over deres Hoveder bestandig graa, saa de ikke kunde skimte Solen; ja af og til faldt der endog nogle Regndraaber. Ikke destomindre begyndte de paa deres Gang. Men uagtet de tidligere, da de vandrede inde mellem Bjergene, havde seet Bække nok, saa befandt de dem dog nu i en fladere Egn, hvor de rislende Kilder næsten ganske havde veget Pladsen for Moser og stillestaaende Vande; det varede derfor længe, før de fik deres Ønske opfyldt.

Endelig kom de til Steder, hvor Egnen havde et mere bakket Udseende, og da nu Synskredsen tillige var bleven videre, saa opdagede de atter skovbevoxede Bjerge med Skrenter og gabende Afgrunde og omsider en smal Bjergdal, hvorigjennem en rislende Kilde banede sig Vei.

Efterat de havde naaet denne Kilde, satte de sig ned ved dens Bred og toge deres Forraad frem og spiste deraf. De vare nu vel tilmode; thi de haabede vist, at det klare Vand ved deres Side skulde vorde dem en Ariadnetraad, der kunde lede dem ud af den Labyrinth, hvori de nu saa længe havde været fangne.

Da de havde spiist og drukket af de rindende Bølger, 88| begave de sig igjen paa Vei og gik frem med stor Fortrøstning. Imidlertid blev det vanskeligt bestandig at følge den Ledsager, de havde valgt, eftersom de atter mødte de samme Hindringer, der saa tidt havde krydset deres Planer. Dog vare de saa heldige, uagtet alle de Bugter, hvori Kilden skjød sig, og uagtet alle de Omveie, de selv maatte gaae, bestandig at finde den igjen.

Iøvrigt forskede de forgjeves efter spiselig Frugt i Træerne, de fandt Intet der, hvormed de kunde stille deres Hunger. Da de havde vandret saaledes den største Deel af Dagen og seet den Kilde, de fulgte, forvandle sig til en temmelig bred Bæk, bemærkede de, at Skyerne lidt efter lidt fordelte sig, og omsider saae de et Glimt af Aftensolen. Men de opdagede da ogsaa til deres Forfærdelse, at hiin Bæk ikke havde ført dem mod Øst, som de haabede, men i en ganske modsat Retning.

»Gud staa os bi!« udbrød deres tidligere Veiviser, »vi ere vist komne over paa den anden Side af Bjergene, hvor Vandene løbe mod Vesten til den anden Arm af Susquehannah; men den er nok langt borte, og der finde vi et øde Land, hvor endnu ingen Nybygger har opslaaet sin Bolig.«

»Saa maae vi altsaa døe i denne Skov,« sagde Barlow, hvis tidligere Mod nu syntes at forlade ham.

»Vi ville vende om og gaae mod Østen igjen,« sagde Fulton.

»Nei, jeg vil blive her,« svarede Barlow, idet han kastede sig paa Jorden, »jeg kan ligesaa godt døe her, som et andet Sted.«

»Lad os blot gaae, til vi finde en bedre Hvileplads,« sagde Fulton.

»Jeg veed det nok,« vedblev Barlow, der blev liggende, uden at agte paa Fultons Ord, »det var mig, det var mit 89| ustyrlige Lune, min rasende Lyst til Eventyr, der ledte Dig vild i denne uendelige og ufrugtbare Skov, hvor de blege Stjerner, paa hvis Veiledning jeg stolede, snart skulle skinne som Liigfakler over os, medens Ulvene mætte sig paa vore Levninger og suge den sidste Marv ud af vore Been.«

De maatte nu føie Barlow og blive paa det Sted, han ønskede. Fulton hentede da Vand til ham i et lille Bæger, som de havde med. Derefter satte de sig ned og delte deres sidste Stykke Brød med hverandre.

Uagtet der ikke var stor Udsigt til, at de saasnart i denne Skov vilde finde nogen Næring igjen, saa kunde dog Fulton ikke bringe det over sit Hjerte, at den stakkels Hund skulde forsmægte, han brød da sin Andeel af Brødet i to Stykker, hvoraf han gav det ene til den lille Trusty.

»Giver Du Din Hund det, som Mennesker saa høilig trænge til?« spurgte Barlow.

»Jeg tager jo intet fra Dig,« svarede Fulton, hvorefter Barlow igjen taug stille.

»Lad os dog see, om vi ikke kan tænde Ild!« sagde Fulton kort efter, »hvem veed, om ikke Dit Fyrtøi nu er bleven tørt.«

»Forsøg da Du!« svarede Barlow og rakte ham Fyrtøiet, »jeg har ingen Kræfter dertil.«

Det var endnu saa lyst, at Fulton og Veiviseren kunde samle Løv og smaa Qviste sammen. Efter nogle forgjeves Forsøg lykkedes det endelig ved Hjelp af et Par Svovlstikker, der laae ved Siden af Fyrtøiet, at tænde Ild i det tørre Qvas, de havde samlet. Nu lagde de Grene til, og da der ikke var Mangel hverken paa Træknuder eller paa trøsket Ved, saa blev det dem heller ikke vanskeligt at holde Ilden vedlige.

Dette var et stort Held, især for Barlow, der strax lagde sig saa nær ved Ilden, som han uden Fare kunde, 90| hvorefter han snart sov ind. Ogsaa Fulton og Veiviseren fulgte hans Exempel; dog lagde de først saamange og saa store Knuder til Ilden, at denne ikke let, medens de sov, igjen kunde slukkes.

Endnu i Halvsøvne hørte Fulton atter Stemmer af de vilde Dyr; Barlow og Veiviseren mærkede derimod intet dertil. Den næste Morgen vaagnede de alle Tre styrkede af deres Søvn og meente nu, at de nok kunde gaae noget videre.

Men da de stode op, mærkede Fulton pludselig, at den lille Trusty ikke var tilstede. Han saae sig da om til alle Sider og kaldte paa ham. Det varede heller ikke længe, før Trusty kom frem bag nogle Buske med en lille Hareunge, som han uden Tvivl nylig havde fanget og dræbt, og som han holdt i Munden og bragte sin Herre.

»See her!« raabte Fulton, idet han viste den lille Hareunge til sine Kammerater; »den er endnu ganske varm; nu har Trusty rigelig betalt det Stykke Brød, han spiste i Gaar.«

Begge de Andre bleve meget glade ved denne uventede Fangst. Der blev nu strax lagt mere Brænde til Ilden; derefter toge de Indvoldene ud og trak Skindet af det lille Dyr, som de nu stegte og spiste med stor Fornøielse. Den lille Trusty maatte lade sig nøie med Benene, som den med megen Begjerlighed knuste, og med Indvoldene, som den ogsaa fortærede, uden at agte paa, om en Hund af en ædel Race burde spise Sligt.

Kort efter begyndte de igjen med fornyet Kraft deres Vandring. Denne Gang lode de Morgensolen til Venstre og gik imod Syd; thi saaledes meente deres Veiviser, at de snarest maatte naae en beboet Egn. Da Solen skinnede klart, saa kunde de heller ikke saa let at tage feil af deres Vei; dog gik det dem ikke bedre end de to forrige Dage, de stødte bestandig paa de samme Hindringer og saae ingen 91| Ende paa Skoven og opdagede ingen spiselig Frugt, hvor de saa kom hen.

De bleve dog ved at gaae ufortrødent, indtil Eftermiddagssolen glimtede gjennem Træerne. Men da tabte Barlow igjen Taalmodigheden. »Det nytter intet,« sagde han, »vi komme aldrig ud af denne uhyre Skov, thi den har ingen Grændser.« Med disse Ord kastede han sig igjen ned paa Jorden.

De to Andre satte sig ned ved hans Side; thi ogsaa de vare trætte og havde næsten opgivet Haabet om Frelse.

»Jeg seer selsomme Skygger, der glide mig forbi,« sagde Barlow. »Træerne udstrække deres lange Arme for at fange mig, og glimtende Øine stirre paa mig igjennem de spraglede Blade; seer I, der brænder en Ild bag Træerne.«

»Det er den dalende Sol, der glimter igjennem Løvet,« sagde Fulton.

»Alle disse Farver ere kun en Sminke paa Dødens Kinder,« vedblev Barlow, »og kan Du ikke høre det? der ere Aander, som hviske mellem Bladene og fortælle, at Alt paa disse Steder er viet til Fordærvelse.«

»I Sandhed, jeg veed ikke, hvad det er,« sagde Fulton, »der er ingen Fugl, der synger, der er ingen Vind, som bevæger Løvet, og dog er det, ligesom jeg hørte svage Stemmer.«

»Jeg har længe hørt dem,« sagde Barlow, »det er Dødens Stemmer, det er Eensomhedens Aander, der fortælle om et gyseligt Eventyr, som vi snart skulle gjennemleve.«

Under denne Samtale havde Trusty løftet Hovedet høit i Veiret, og det syntes, som om den med al Magt sugede Luften ind med sine Næsebor. Kort efter løb den bort, saa de ikke mere saae den; men efter nogen Tid vendte den igjen tilbage og nærmede sig til Fulton og trak ham i hans Klædebon; derpaa løb den atter et Par Skridt 92| frem, men blev siden staaende med opspilede Næsebor ligesom før.

»Lad os følge den!« raabte Fulton, »hvem veed, om den ikke igjen har opsporet et Dyr, som vi kan spise.«

»Vi komme nok snarere til at spise den selv,« sagde Barlow, »det er det eneste Middel vi har for ikke endnu at sulte ihjel.«

Imidlertid var den lille Hunds Opførsel saa selsom, at den vel kunde vække deres Opmærksomhed; thi den vendte flere Gange tilbage til Fulton og bjæffede, derpaa ilede den igjen frem, kort efter vendte den sig atter om og saae paa ham, og det var tydeligt, at den indbød ham til at følge med sig.

Nu stode baade Barlow og Veiviseren op og erklærede, at de vilde gaae den Vei, som den lille Trusty viste dem. Dette gjorde de alle Tre. Den syntes da meget vel tilmode og løb frem imod Vesten. Men saasnart den var kommen et Stykke foran dem, standsede den igjen, og hvis den da ikke syntes, at de skrede hurtig nok frem, yttrede den sin Utaalmodighed med en kort Bjæffen. Naar de tilsidst kom, løb den igjen videre. Iøvrigt var det klart, at den ikke lugtede sig frem paa Hundenes sædvanlige Viis, ved at holde Næsen ned imod Jorden; den løftede tværtimod Hovedet op og syntes at modtage Indtrykkene gjennem Luften.

Saaledes førte den dem bestandig frem imod den i Vesten blinkende Sol. Men da de havde vandret nogen Tid i denne Retning, klagede Barlow igjen over Træthed, og det lod, som han ikke havde Lyst at gaae længere.

»Vær stille!« sagde Fulton, »mig synes, jeg hører en Klang langt borte.«

De lyttede nu alle Tre, og de troede virkelig at høre en fjern Lyd af Kobjelder.

»Skulde det være muligt!« raabte Barlow og ilede nu 93| foran de Andre; men disse fulgte ham hurtig; thi Haabet om Redning gav deres Muskler en ny Spændkraft, og Klangen af Kobjelderne blev ogsaa bestandig stærkere, jo videre de kom frem. Det varede da heller ikke ret længe, før de naaede et stort ryddet Stykke Land, der saavidt deres Blik rakte, var adskilt fra Skoven ved et Hegn, og hvor de saae en græssende Hjord, som fortærede de tilbagestaaende Stængler paa en Ager. Noget længere borte sad en Qvinde, der malkede en af Køerne, medens den opstigende Røg af en Skorsteen blev synlig imellem Træerne.