94|ELLEVTE CAPITEL

De ilede nu alle Tre henimod Hegnet og raabte til Malkepigen, at hun skulde aabne det for dem, da de havde forvildet sig i Skoven og vare nærved at forsmægte af Hunger. Hun holdt da strax op med sin Malkning, og efter nogen Betænkning lukkede hun ogsaa Hegnet op. De ilede hurtig hen til det Sted hvor hendes Spand stod, og bade om Tilladelse til at drikke noget af den nymalkede Melk, der endnu ikke var siet, og over hvilken der stod et hvidt Skum. Hun rakte da Spanden til Barlow, og han drak længe deraf; dette Exempel fulgte nu ogsaa de to Andre. Derefter spurgte de hende, hvem hun tjente.

»Jeg tjener Ingen, jeg er kun Medhjelperinde her,« svarede hun, »her vil I ogsaa finde al den Pleie, hvortil I trænge,« lagde hun til, idet hun pegede henimod Huset.

Da de vare komne forbi Træerne og nærmede sig til Husets Indgang, saae de en anden, noget mindre og særdeles veldannet Pige, der halvt lignede en ung Jomfru og halvt et Barn. Hun sad paa en Bænk foran Huset og strikkede, men da de kom nærmere, lod hun sit Strikketøi synke og betragtede dem med Forundring.

Denne Pige var klædt i et Slags bruunt Tøi, der uden Tvivl var forfærdiget hjemme i Huset selv. Paa Hovedet bar hun en rund Straahat der ikke var meget bredskygget, men dog tilstrækkelig til at beskytte hendes Ansigt mod Solens Straaler. Hendes smukke askefarvede Haar var ikke krøllet og snoede sig heller ikke i naturlige Lokker, men da hun senere tog sin Hat af, saae de, at det 95| var rullet sammen med stor Ziirlighed og paa en eiendommelig Maade, hvilket klædte hende meget godt. Hendes Træk vare fine og regelmæssige, og hendes Kinder farvedes af den Rødme, der dog langt fra var saa stærk, som man, efter hendes Ophold i den friske, blomstrende Skovnatur, skulde have troet. Derimod var der et usædvanligt Udtryk i hendes blaae Øine, der syntes at minde om de rene Bjergvande, naar ingen Storm eller Vind bevæger dem, og naar den skyfri Himmel speiler sig deri.

Barlow fortalte nu ogsaa til hende, hvorledes de vare komne paa Vildspor i Skoven og havde været nærved at døe af Hunger. Hun stod da op og bad dem træde indenfor. Hendes Fader og de Andre vare borte, fortalte hun, for at være tilstede ved den ugentlige Forsamling hos de af Brødrene, der boede længere nede ved Floden; men hun var bleven hjemme hos sin Moder, der ikke befandt sig ganske vel.

»Har De da flere Brødre, der ere bosatte her i Egnen?« spurgte Fulton.

»Hvorfor siger Du ikke Du til mig?« spurgte hun forundret. »Vi have mange Brødre og Søstre,« blev hun ved, »men de have opslaaet deres Boliger længere borte ved Flodens Bredder.«

»Sandsynligviis er det en Colonie af Qvækere, der har bosat sig her,« hviskede Barlow til Fulton.

Før de gik indenfor, havde Fulton endnu Tid til noget nøiere et betragte Huset udvendig. Det var ikke meget stort, men det saae smukt ud og syntes ligesom indsvøbt i en Dragt af Vedbend og vilde Ranker, der snoede sig rundt om de udvendige Vægge, saa at kun Vinduerne vare ubedækkede deraf. Taget var begroet med Mos. Bag ved Huset laae der en stor Have, og længere borte viste sig adskillige Grupper af Træer, der vare adskilte fra den egentlige Skov, 96| og der uden Tvivl havde staaet i Læ for Efteraarsstormene; thi deres Løv havde endnu ikke ganske tabt den grønne Farve.

Abigail Milburn, saaledes hed den unge Pige, førte nu sine Gjester igjennem en Gang ind i et lyst og smukt Værelse, hvor der brændte Ild i Kaminen, og hvori Alt, uagtet Møblerne ingenlunde vare ziirlige, vidnede om Reenlighed og Velstand. Derefter hentede hun Maiskager tilligemed nykjernet Smør og Hvedebrød, hvilket hun satte paa Bordet, hvorover hun først havde bredt en sneehvid Dug. Kort efter bragte hun ogsaa et Stykke røget Oxebryst tilligemed en Krukke Æblemost.

Da Alt saaledes var tilberedt, bad hun de Fremmede at tage Plads, hvilket de ikke lode sig sige to Gange; og enten det nu var Hungeren, der var Aarsag dertil, eller Anretningens egen Godhed, eller det – hvad man snarest kan formode – var en Følge af begge Aarsager tilsammen: saameget er vist, at det forekom de tre Vandrere, som om de aldrig i deres Liv havde deeltaget i et herligere Maaltid.

Abigail sørgede ogsaa for, at Fultons lille Hund kunde tilfredsstille sin Hunger; men da Maaltidet var til Ende, hentede hun en Kurv, der var flettet af Siv og som hun havde fyldt med Æbler og Ferskener. Disse fortjente aldeles ikke den Dadel, som saamange Reisende have udtalt over Frugterne i de forenede Stater, at de som oftest ere smagløse, og det vilde uden Tvivl have været vanskeligt at finde nogen Frugt af dette Slags i Europa, der i Duft og Sødme kunde sammenlignes med dem.

Da Maaltidet var forbi, begav Barlow og Veiviseren sig strax til Sengs. Fulton blev derimod oppe; thi han følte sig ikke saa træt, som de, og kort efter gik han ud for igjen at kaste et Blik paa det omgivende Landskab.

Solen var alt gaaet ned, en langstrakt og ildfarvet 97| Sky svævede som et smalt Bælte med en vidunderlig Farvepragt over den vestlige Himmel. Nedenfor glimtede Luften med et grønligt Skjær, medens de fjerne bølgeformede Høie endnu glødede i Aftenglandsen, og selv Vaaningshuset, hvorfra Fulton var kommen, skinnede endnu i et selsomt Lys. Ja, indhyllet i sin grønne Vedbendedragt fik det et Slags Liighed med en stor og fremmed Plante, der var voxet frem paa dette afsides Sted; og overalt aandede der en stille Fred, der vakte en Anelse om, hvorledes Verden saae ud i længstforsvundne Dage, før de store Byer bleve byggede, og da en høiere Uskyldighed og Enfoldighed endnu herskede mellem Menneskene.

Da Fulton i nogen Tid havde været udenfor, mødte han Abigail, der kom fra Haven, og som nu med nedsænket Øiekast vilde ile ham forbi.

»Det er et deiligt Syn at see, hvorledes den hvide Røg stiger i Veiret og svæver over Eders stille Tag,« sagde Fulton.

»Stiger der da ingen Røg op fra Eders Hytter,« spurgte Abigail, idet hun standsede sin Gang.

»Røg har vi nok af,« svarede Fulton smilende, »men saadanne herlige, indsluttede og eensomme Steder kjende vi kun lidt til, her maae Timerne glide bort, ligesom klare Vandperler, den ene ganske som den anden.«

»Det maa være forunderligt ude i Verden, hvor der boe saamange Mennesker sammen,« svarede hun, og fæstede sine store blaae Øine paa ham. Derpaa slog hun dem igien ned og ilede ind i Huset.

Noget sildigere kom Abigails Fader den gamle Milburn hjem; han blev ledsaget af to unge Mennesker, der vare hans Sønner, og der begge syntes nogle Aar ældre end Abigail.

98|Thomas Milburn, saaledes hed Abigails Fader, var en Mand af Middelhøide, med et anseeligt Udvortes. Ogsaa han havde et Udtryk i sine Øine, der vidnede om Fred i Sjælen, og som man ellers i den urolige Verden sjelden seer. Hans Haar og Skæg vare stærkt isprængte med Graat. Han var svøbt i en Kappe af hjemmevævet Tøi og havde en hvid bredskygget Hat paa Hovedet af det Slags, som Qvækerne almindelig bære. Han tog ikke sin Hat af, da Fulton traadte ham imøde, men sagde kun, at han var velkommen. Derpaa gik han igjen ud og blev nogen Tid borte, rimeligviis aflagde han da et Besøg hos sin syge Hustru.

Da han var kommen tilbage, blev der fremsat et tarveligt Maaltid, hvori Fulton, skjøndt det ikke var ret længe, siden han sidste Gang havde spiist, dog igjen tog Deel. Førend Spiisningen herskede der nogle Minuters Taushed, hvori Qvækeren og hans Familie syntes at samle deres Tanker i deres Indre, dog blev der ikke udtalt nogen lydelig Bøn. Da Maaltidet var tilende, fortalte Fulton, hvorledes det var gaaet til, at de havde forvildet sig fra deres Vei. Den gamle Milburn hørte opmærksom paa ham, dog uden at der foregik nogen Forandring i hans Træk, der vidnede om stor Deeltagelse. Da Fulton omtalte den besynderlige Lyd i Skoven, der ikke syntes at komme fra noget Slags Dyr, og som de netop havde hørt, da intet Blad rørte sig i Vinden, bemærkede han, at denne Lyd meget ofte, og netop naar Vinden var stille, hørtes i de amerikanske Skove. »Det er mig kjært, min Broder,« sagde han tilsidst, »at Herren har ledet Dine Fjed til denne Hytte.« Efter disse Ord blev der igjen nogle Minuters Taushed, og endelig stode de op fra Bordet.

Kort derpaa begav Fulton sig bort for at søge den Hvile, han nu saa høilig trængte til. Den ældste Søn 99| ledsagede ham til hans Sovekammer, hvor der ligesom i Dagligstuen, blussede en klar Flamme i Kaminen, og hvor der stode to Senge, bedækkede med sneehvide Lagener. I den ene havde Barlow alt taget Plads, den anden var bestemt for Fulton.

Neppe var den unge Milburn borte, før Fulton klædte sig af og gik til Sengs. Han var meget glad ved igjen at kunne udstrække sine Lemmer paa et ordentligt Leie, og faldt snart i en dyb Søvn; Barlow derimod, hvis Blod ved de foregaaende Dages Anstrengelse, og ved den Spænding, hvori hans Sjæl havde været, var kommet i et stærkt Oprør, ængstedes den hele Nat igjennem af urolige Drømme, og den næste Morgen befandt han sig saa svag og udmattet, at han indtil videre, som ogsaa den ældre Milburn erklærede ham, ikke kunde tænke paa nogen Fortsættelse af sin Fodvandring.

Da det led op ad Dagen, meente dog Barlow at befinde sig bedre og stod da strax op. Ja, da han senere ved Frokosten samledes med Familien, blev han endog snaksom og fortalte meget om sine Reiser og om adskillige Begivenheder i sit tidligere Liv. Thomas Milburn hørte længe med sin sædvanlige Rolighed paa ham, den øvrige Familie syntes at betragte ham med taus Forundring.

»Der er en stærk Feber i Dit Blod, min Broder,« sagde Thomas Milburn tilsidst, »derfor taler Du saameget.« – Men Barlow forsikkrede, at han netop nu følte en usædvanlig Velværen, og at han heller ikke talede mere, end han i Selskab var vant til.

»Hvis det er saa, at Du bestandig taler saa meget,« sagde Thomas Milburn, »naar kommer da det Øieblik, hvori Du tier og lytter til Aandens Røst i Dit Indre?« Paa disse Ord svarede Barlow Intet, og der opstod nu en dyb Taushed.

100|»Du er, hvad Verden kalder veltalende,« sagde den gamle Milburn, »men en slig Veltalenhed søge vi ikke her. Vi ville hellere vente i Ydmyghed, til den Aand kommer, der ikke boer hverken i Stormen eller Ildsluerne, men i den tause, sagte Luftning.«

Noget efter Frokosten følte Barlow sig igjen saa ilde, at han maatte gaae til Sengs. Dog erklærede Thomas Milburn, der ikke var ganske ukyndig i Behandlingen af de Sygdomme, Klimatet medførte, at han især trængte til Hvile, saa vilde hans Sundhed snart vende tilbage. Dette udtalte han med saa stor Overbeviisning og Sikkerhed, at Fulton, der havde begyndt at ængstes over sin Vens Tilstand, igjen blev beroliget; og da Milburn noget efter erklærede, at de neppe i de første fjorten Dage kunde tænke paa at tage bort, hørte han det endog med et Slags Fornøielse; thi baade Stedet og den stille Qvækerfamilie behagede ham, og han besluttede nu at anvende den Tid, hvori han var alene, til at fuldføre adskillige Tegninger, som han tidligere havde udkastet.

Da Fulton siden talte med Edvard Milburn, saaledes hed Husets ældste Søn, yttrede han det Ønskee at see sig noget mere om i Egnen. Edvard Milburn var da strax villig til at føre ham omkring og vise ham, hvad der efter hans Mening fortjente at sees.

Der var stor Forskjel paa denne Eiendom og de fleste af dem, som Fulton tidligere paa sin Vandring havde besøgt. Den hele Dyrkningsmaade paa denne Gaard var anderledes og bedre, og alle Hegn vare fortræffeligt vedligeholdte, den høie velbyggede Lade stod fyldt med Mais og Hvede, Staldene vare lyse og reenlige, og Hjorden glindsede af Sundhed og Fedme.

101|»Har I ogsaa boet her under Krigen?« spurgte omsider Fulton.

»Nei, da maatte vi boe hos nogle Venner længere nede mod Syden.«

»Hvorledes var det Eder da muligt, i en saa kort Tid at udrette alt dette?«

»Naar det gjelder om at opføre en Bygning eller indhegne et nyt Stykke af Skoven, da kan vi faae Hjelp af vore Venner og nærmeste Naboer,« svarede Edvard Milburn, »det øvrige Arbeide gjøre vi selv.«

»I boe i en smuk Egn,« blev Fulton ved, »og rimeligviis er ogsaa Jordbunden her frugtbar.«

»Ja, der er kun een Mangel ved dette Sted, men den er ikke saa ringe desværre, og den sætter os tidt i stor Forlegenhed.«

»Hvad er det for en Mangel?«

»Det falder os ofte meget besværligt at faae vort Korn malet.«

»Har I da ingen Mølle?«

»Jo, men det er kun sjeldent, at vi har Vand nok til at drive den.«

»Denne Mangel er ellers ikke almindelig i dette Land.«

»Den er ikke saa ualmindelig her hos os; thi de fleste Kilder og Bække løbe jo ned imod Øst paa den anden Side af Bjergene.«

»Den Mangel maa kunne afhjelpes,« sagde Fulton, »lad mig see, hvorledes Eders Mølle seer ud.«

Vi maae ved denne Leilighed underrette Læseren om, at Fulton ikke var ganske uden Indsigt i Møllebyggernes Haandværk. Allerede i Reading havde hans Ven David Baxter givet ham et foreløbigt Begreb derom. Siden, under sit Ophold i Philadelphia, havde han, uagtet Hr. van Gehlmuydens strenge Forbud, ikke undladt at fortsætte sit Stu102|dium, og der fandtes neppe noget Mølleværk i Omegnen af denne By, med hvis indre Sammensætning han ikke i sin Fritid havde gjort sig bekjendt; thi hertil blev han ledet af en hemmelig Drift, som han selv ikke kunde forklare Grunden til.

Den unge Milburn førte ham nu noget længere bort bag en Høi, i en trang, afsides Dal, hvorigjennem der løb en Bæk, og hvori Møllebygningen laae. Den syntes ikke meget stor. Vandhjulet var et saakaldet Ovenfaldshjul, det var nemlig forsynet med et Slags Celler, paa hvilke Vandet kunde falde ned fra en betydelig Høide. Imidlertid syntes det aabenbart, at Vandmassen endog paa denne Aarstid neppe var tilstrækkelig for at sætte Møllen i Gang, og om Sommeren, forsikkrede Edvard Milburn, fandtes der sjelden Vand nok til Qvæget, og de maatte da hente, hvad de behøvede, fra en Kilde, der laae længere inde i Skoven.

»I skulde opgive at drive Møllen med Vand og forvandle den til en Veirmølle,« sagde Fulton.

»Hvorledes skulde det gaae til?« spurgte Edvard Milburn.

»Det vilde vel ikke blive saa vanskeligt; det indre Mølleværk kunde blive, som det er, I behøve blot at sætte Møllevinger paa Valsen, hvor Vandhjulet nu er anbragt, forresten maatte ogsaa Bygningen selv forandres, og desuden henlægges paa et andet Sted.«

»Troer Du virkelig, at det vilde lade sig udføre?« spurgte igjen Edvard Milburn.

»Jeg tvivler ikke derpaa,« svarede Fulton.