103|TOLVTE CAPITEL.

Neppe var Fulton kommen tilbage, før han udkastede en Tegning over de Forandringer, som han troede nødvendige, hvis Møllen skulde drives ved Vind. Da Tegningen var færdig, viste han den til den gamle Milburn, idet han tillige nøiere udviklede sin Plan for ham. Milburn svarede ikke stort dertil, men bad blot om, at han maatte beholde Tegningen i nogle Dage. »Du maa jo dog nu blive her i den første Tid,« lagde han til, »vi har altsaa Leilighed til, inden Du drager bort, nøiere at overveie denne Sag.«

Ved Bordet bemærkede Fulton, at Edvard Milburn ikke var tilstede; da han spurgte, hvor han var, svarede den gamle Qvæker, at han havde sendt ham bort i et Ærinde til nogle af deres Venner. Den næste Dag var Edvard endnu ikke kommen hjem. Ogsaa den Veiviser, der havde ledsaget de to Venner igjennem Skoven, drog nu bort, efterat han først havde faaet en nøiagtig Underretning om den Vei, han skulde gaae.

Imidlertid havde Fulton faaet et særskilt Kammer, hvor han da tilbragte en stor Deel af sin Tid, snart ved sit Arbeide, snart med at læse forskjellige Bøger, som Milburn laante ham, og af hvilke nogle handlede om Qvækernes Troeslærdomme og om de Forfølgelser, de havde lidt, andre vare derimod af et almindeligt historisk Indhold.

Meget ofte besøgte han ogsaa Barlow, der, uagtet han om Dagen, paa nogen Mathed nær, befandt sig ganske vel, dog endnu hver Aften havde et Anfald af Feber.

104|En Morgen, efterat Fulton havde tilbragt tre Dage i Thomas Milburns Huus, traadte denne ind i hans Værelse. »Min Søn er kommen hjem,« sagde han, »han har viist Din Tegning til sagkyndige Mænd og talt med dem om Din Plan, og da de mene, at den lader sig udføre, saa have vi nu bestilt vore Venner hid, og vi ville da strax, naar de komme, begynde paa Værket.«

Den næste Morgen i Dagbrækningen kom der elleve Mænd, af hvilke de tre allerede tidligere havde været med ved Bygningen af et Par Vandmøller. Disse Mænd vare klædte i samme Slags Dragt, som den gamle Milburn. De bleve modtagne uden Complimenter og uden at der vexledes mange Ord. Kort efter deres Ankomst dækkede Abigail et Bord, hvorpaa de satte sig ned og spiste. Da de havde spiist, erklærede den gamle Milburn, at alle disse Mænd i Forening med ham selv og hans to Sønner vare beredte til at flytte og forandre Møllen efter Fultons Anviisning.

Der blev da først udvalgt en Plads, som dog ikke laae paa en Høi, men hvor der var noget Læ for Vinden; thi der var Vind nok overalt, meente Thomas Milburn, det gjaldt kun om at finde en Plads, hvor den sjelden blæste saa stærkt, at den kunde gjøre Bygningen nogen synderlig Skade.

Imidlertid havde Fulton forandret sin første Plan; thi istedenfor en saakaldet Stubmølle, der kan dreies om en i Jorden nedrammet Pæl, og som han i Begyndelsen tænkte paa, besluttede han at følge den hollandske Fremgangsmaade, hvorefter den egentlige Bygning selv staaer fast, medens Taget tilligemed Vingerne kunne dreies rundt; dette Slags Møller kan nemlig, som bekjendt, langt sikkrere byde Stormen Trods. Da den gamle Milton syntes godt om dette Forslag, og da ingen af de Andre havde noget derimod, saa blev det besluttet, at man vilde følge det. Kort efter begyndte Arbeidet, og det gik nu saa rask fra 105| Haanden, at Fulton i høi Grad forbausedes derover. Inden Solens Nedgang var allerede Tømmeret fældet og for en Deel tilhugget. Saven brugte disse Folk kun meget lidt, men med Øxen vidste de godt at omgaaes, og ved dens Hjelp skred Arbeidet hurtigt frem. Saaledes bleve Møllevingerne i Hast tilhuggede, Mølleværket blev flyttet og den hele Bygning stod allerede færdig sex Dage, efterat Arbeidet var begyndt.

Det der kostede mest Møie og Tid, var at fortærdige en ny Valse, thi mod Fultons Forhaabning viste det sig, at den gamle, der desuden paa mange Steder var gjennemgnavet af Orme, ikke kunde bruges.

Da Fulton yttrede sin Forundring over den Hurtighed, hvormed det Hele var kommet istand, svarede Milburn, at Sligt ikke var noget usædvanligt i de amerikanske Skove, hvor de almindelige og simplere Colonistboliger meget ofte bleve byggede i en eneste Dag.

Den Mølle, der paa denne Maade i en saa kort Tid blev fuldendt, var ikke synderlig stor, thi da Mølleværket selv var lidet, kunde man indskrænke dets Plads, ligesom heller ikke de Vinger, der skulde drive det, behøvede nogen stor Udstrækning. Iøvrigt vare de ingenlunde af det sædvanlige Slags, men bestode af otte Stænger, der bleve stillede parviis under en meget spids Vinkel. Mellem hvert Par Stænger blev der udspændt et Stykke grovt Lærred, der næsten havde Udseende af et Fokseil. Desuden sørgede Fulton for, at Vingefladerne bleve stillede vindskjevt, saa Bevægelsen kunde blive ligelig fordeelt paa deres hele Længde. Alt dette vidste han ligesaa godt at anordne, som om han havde været en gammel og erfaren Møllebygger.

Endnu stod der tilbage at indrette et saakaldet Bradspil med ledende Tridser, ved hvis Hjelp Taget tilligemed 106| Møllevingerne kunde dreies efter Vinden. Dette vilde maaskee være bleven vanskeligt nok, hvis ikke Tilfældet her var kommet Fulton til Hjelp. En af de tilstedeværende Colonister havde nemlig for nogen Tid siden til sin egen Brug ladet et saadant Spil komme fra Philadelphia. Dette, som allerede ved Møllens Bygning var bleven benyttet, overlod han nu mod en billig Godtgjørelse til Milburn. Saaledes blev da ogsaa dette Savn afhjulpet; og da nu det hele Værk var bleven tilbørlig stillet, saa viste det sig, at Fulton virkelig havde løst sin Opgave, og at Møllen udførte sit Hverv til Vedkommendes fulde Tilfredshed.

Medens denne Mølle blev bygget, havde den gamle Milburn fattet Godhed for Fulton, og da han nu troede at kjende den Virksomhed, hvortil denne, ifølge sine naturlige Anlæg, var bestemt, kunde han ikke undlade ved given Leilighed at tale til ham derom.

»Min Broder,« sagde han engang, da han var alene med Fulton, »Herren har givet os meget Arbeide, der skal fuldbringes, dette gjelder ikke blot om vort indvortes, men ogsaa om vort udvortes Liv. Derfor bør Arbeidet fordeles efter de forskjellige Anlæg; thi Foden skal ikke udføre Haandens Gjerning og Hjertet ikke Hovedets. Saaledes har ogsaa hvert Menneske sin Kreds, indenfor hvilken han paa sin Maade skal virke.«

»Deri tør jeg ikke modsige Dig,« svarede Fulton, »dog er det ikke Enhver givet strax at finde den Plads, hvor han hører hen.«

»Det, hvortil Enhver er kaldet, vil han bedst erfare, naar han nøie giver Agt paa sig selv og lytter til den Stemme, der taler i hans eget Bryst, og hvad nu Dig angaaer – jeg tænker her kun paa Din jordiske Bestemmelse – saa mener jeg, at den har talt tydeligt nok.«

107|»Troer Du da ikke, at jeg er kaldet til at være Maler?« spurgte Fulton.

»Jeg haaber visselig, at den Dag vil komme,« svarede Milburn, »da Du skal finde en Syssel, der bedre passer for Dine Evner end denne Kunst, hvilken vi kun betragte som en Forgudelse af den udvortes Verden og som en forfængelig Øienslyst.«

De Anskuelser, som Thomas Milburn saaledes udviklede med Hensyn til verdslige Ting, vare aldeles ikke forskjellige fra dem, der laae til Grund for hans inderste Tro, og hvoraf hans høiere og religiøse Liv uddrog sin Næring.

Ogsaa herom havde Fulton adskillige Samtaler med ham; thi det syntes undertiden, som han i Fultons Selskab glemte eller satte sig ud over den Regel, som han ellers anbefalede og fulgte, at man skal indskrænke Ordet saameget, man kan, eftersom lange Taler ikke sømmer sig for en stille, troende Christen.

»Daarlig er den Tanke,« sagde Milburn engang, da der var Tale om Qvækernes religiøse Meninger, »at Du skal skue Din Frelser hisset, naar Du ikke først har skuet ham her i Dit eget Indre; thi Christus er ikke mere paa Veiene, eller i Stæderne, eller paa Bjergene, han er heller ikke hist i Luften, eller mellem Stjernerne, og Du vandrede fra Sirius til Melkeveien, saa fandt Du ham ikke der; thi han er ikke i den udvortes Verden, der hvor Jøderne søge deres Messias, som de heller aldrig paa den Vei skulle finde, men han aabenbarer sig nu kun som et hemmeligt Lys og som en sagte Stemme, naar Sjælen venter ham i sit inderste Lønkammer.«

»Men han er dog vel ogsaa tilstede i sit hellige Ord,« bemærkede Fulton.

108|»Han er selv Ordet og Skriften, og de ydre Skrifttegn ere kun en svag Afglands deraf,« svarede Thomas Milburn, derefter blev han en Tidlang taus.

»Misforstaa mig ikke!« sagde han omsider, »vi vide vel, at der har været dem, som levede i den udvortes Besøgelses Tid, og at disse have seet ham med Legemets Øine; men nu er han ikke mere at finde udvortes, men er rykket bort i det indvortes Rige, hiinsides, hvor Afstanden ikke maales efter Tid og Rum, og hvor de forudgangne Hellige vente dem, der have skuet og troet, uden at see med Legemets Blik.«

»Der var engang en Tid,« sagde han kort efter – »det var før jeg traadte ind i mine Venners Menighed – da søgte ogsaa jeg en Midler i den udvortes Verden, og jeg søgte ham mellem dem, som Mængden kalder store, og meente, at Guds Væsen i disse skulde blive mig klarere. Men hvilken bitter Skuffelse var det ikke da, naar jeg mærkede, at den berømte Mand, til hvem jeg havde hengivet min Sjæl, ikke viste mig det sande klare Guddomsspeil, naar jeg maatte see, at ogsaa han var bleven formørket i Støvets Land; ja det maa vel kaldes en bitter Stund, naar Du opdager, at den Midler, Du valgte Dig, ikke er den, Du havde haabet paa, naar Dit Øre oplades for hans Indskrænkninger og Mangler, ja for hans Frafald. Thi al anden Storhed, for hvilken Du bøier Dine Knæe, skal meer eller mindre skuffe Dig, og Du skal, efterat den har spredt et flygtigt Lys paa Din Vei, igjen føle Dig forladt og i Mørke; der er kun Een, hvis Lys, skjøndt det er skjult for Mængden og for den udvortes Verden, dog aldrig udslukkes, men bestandig tiltager i Glands, jo længere Du betragter det.«

Efterat Bygningen var færdig, bleve Qvækerne enige om, at de, inden de skiltes ad, vilde samles til Bøn og 109| fælles Andagt. Da Fulton hørte dette, bad han om at maatte bivaane deres Forsamling.

»Vi lukke ikke vore Døre for Nogen,« svarede Milburn, »og dette vilde heller ikke falde let, da vor Forsamling denne Gang skal holdes under aaben Himmel. Imidlertid er det meget muligt, at Aanden kun hemmelig vil være tilstede saa Du intet Ord vil fornemme; thi der gives Sukke, som intet Menneske hører, og det Høieste trænger ikke til noget udvortes Tegn.«

»Er det virkelig saa,« spurgte Fulton, da han saae et Par af Brødrene staaende sammen, »at ingen af dem, der føre Ordet i Eders Forsamlinger forud overveier sin Tale?«

»Hvi skulde han forud overveie den?« sagde den Ene, »da han dog veed, at han ikke skal tale af sig selv, eller efter sin egen Kløgt, men at Herren skal lægge ham Ordet i Munden.«

»Hine ere netop falske Propheter,« sagde den Anden, »der anraabe Gud om at lægge den hellige Glød paa deres Tunger, og dog ikke stole paa Gud, men have beredt sig ved deres egen Forstand og efter deres indbildte Viisdom.«

»Og er det ogsaa sandt,« spurgte igjen Fulton, »at I ikke bryde Jer om, enten I holde Eders Gudstjeneste paa en Søndag eller paa en Hverdag?«

»Hvi skulde vi vælge bestemte Dage eller Timer dertil?« svarede igjen den Første, »da dog Ingen veed, til hvad Tid Aanden kommer; thi den er som Vinden, der ligesaa godt kan blæse i den tiende og tolvte, som i den første Time, og ligesaa godt paa den sidste, som paa den første Dag i Ugen; men derfor anstaaer det os at vente paa den med Stilhed og Ydmyghed til enhver Tid.«

Nu bleve flere Bænke flyttede ud paa en grøn Plads, der var omgiven af Træer; men der var ingen særskilt Ta110|lerstol, der hørtes heller ingen Musik og ingen Sang eller Klokkeklang.

Alle toge nu Plads paa Bænkene og ventede i Stilhed paa Aandens Komme. Mændene havde deres Hatte paa Hovederne, og selv Husets Qvinder vare i deres daglige Klæder.

Men der forløb næsten en heel Time, hvori der neppe hørtes nogen Lyd, og Fulton troede allerede, at den dybe Taushed ikke vilde blive afbrudt, og at Forsamlingen vilde skilles ad, uden at Nogen havde talt et Ord.

Da reiste en af Brødrene sig og tog sin Hat af, hvorefter han udstødte et dybt Suk. Alle de Andre toge nu ogsaa deres Hatte af og reiste sig og sukkede ligesom han. Derpaa taug han længe stille og begyndte endelig at tale i afbrudte Sætninger.

»De, som ere rykkede bort af Døden,« sagde han, »de, som ere skjulte bag Gravene, ere ligeledes tause, og vi skulle være indadvendte i stille Betragtninger og rykkede bort fra Verden og dens Forfængelighed, ligesom de.«

Efter disse Ord satte de sig alle ned igjen og der blev en ny Taushed, men noget efter stod en anden af Brødrene op og blottede Hovedet ligesom hans Forgænger, hvorpaa de Øvrige fulgte hans Exempel.

»Naar Dommens Dag engang bryder frem,« sagde han, »da skulle selv de Forkastede bekjende, at de ere dømte med en retfærdig Dom; thi de skulle da vel erindre, at de have havt deres Besøgelsestime, ja at Herren har været langmodig imod dem, at han har ventet længe, at han flere Gange har staaet paa deres Dørtærskel, og at de have lukket deres Øine for Naadens Vink og tilstoppet deres Øren for dens Kald.«

Disse vare de sidste Ord, der bleve talte i denne Forsamling, thi Alle satte nu deres Hatte paa og toge Plads 111| paa Bænkene og syntes nedsunkne i stille Tanker over det, der var bleven sagt. Omsider, da der igjen var hengaaet nogen Tid i dyb Taushed, reiste de sig og forlode Pladsen, og kort efter droge de Brødre, der ikke havde deres Bolig i dette Huus, bort, hver til sit Hjem.

»Jeg negter ikke, at der er Noget i Eders stille Gudsdyrkelse,« sagde Fulton til den gamle Milburn, »der griber Sjælen; men dog synes det mig underligt, at I ikke ville benytte de Midler, hvorved Eders Andagt endnu kunde forøges.«

»Hvilke ere da de Midler, min Broder?«

»Jeg finder det forunderligt,« vedblev Fulton, »at der hverken høres Musik, Sang eller Klokkeklang ved Eders Gudstjeneste.«

»Og hvad kunde det gavne,« sagde Qvækeren, »hvis vi lyttede til klingende Bjelder, hvorfra der vel høres en Lyd, men hvori der ikke boer nogen levende Aand?«