112|TRETTENDE CAPITEL

Lidt efter lidt forbedredes Barlows Tilstand, saa han kunde staae op og gaae ud for at trække frisk Luft; dog varede det temmelig længe, inden han fuldkommen vandt sine Kræfter igjen. Med hans Sundhed vendte ogsaa hans gamle Haab og hans Munterhed tilbage, og de mørke Phantasier, der under hans Sygdom og endnu tidligere, da han foer vild i Skoven, havde ængstet ham, maatte nu vige for lysere Anskuelser.

»Eftersom vi dog ere slupne saa godt derfra,« sagde han engang, da han tilligemed Fulton sad udenfor Husets Dør, »saa er det mig egentlig ganske kjært, at vi saaledes have forvildet os, ja selv at det gik saa vidt, saa vi vare nærved at døe af Hunger; thi det er dog et selsomt Eventyr, som vi vel ville huske, og hvis Minde selv den sildigste Alderdom ikke skal udviske af vore Sjæle.«

»Ja huske det ville vi, det er vist,« svarede Fulton.

»Hvilken Verden var det dog ikke, som Columbus fandt, og hvilken Herlighed have vi ikke seet paa denne Reise! Er det ikke, som om Skovguderne, da de bleve fordrevne fra den gamle Verden, havde bygget sig endnu høiere, helligere, pragtfuldere Templer her, og var det ikke, som om vi hørte Nymphernes Røster, der hviskede under Grenene, dengang vi vandrede gjennem Skoven! Og dog tale de hist i Europa om dette Land, som om det var stedmoderlig behandlet af Naturen, og som om Dyr og Mennesker ikke havde den Kraft og Styrke her, som i den gamle Verden.«

»Du var anderledes tilmode, da Du laae henkastet 113| under Træerne og havde opgivet alt Haab om Redning,« svarede Fulton.

»Hvad et Menneske siger i Fortvivlelsens Øieblik, naar Febersyner gjøgle forbi hans Øine, ligesom vilde Fugle, derpaa kan man ikke bygge nogen sikker Dom om hans Væsen.«

»Dog maa der skee Meget endnu, før vi ret kunne glæde os over dette vort Land,« sagde Fulton, »der maa hugges Veie gjennem Skovene og bygges Broer over Floderne, og mange Moradser maae udtørres, for at ikke Menneskene skulle forsmægte paa deres Vandringer, saaledes som det nær var blevet Tilfældet med os.«

»Nu, vær Du kun rolig! alt dette vil nok komme istand uden Din Hjelp,« svarede Barlow.

»Netop fordi vort Fædreland strækker sig saa vidt og bestaaer af saa forskjellige Stater, hvoraf mange ere ligesaa store, som et af den gamle Verdens Kongeriger, netop derfor maae vi ogsaa her tænke paa Midler, hvorved disse adspredte Stater paa den hurtigste Vei kunne sættes i Forbindelse med hverandre; undertiden drømmer jeg om noget Sligt, om store Canaler, der burde anlægges, om Klipper der burde gjennemgraves, og om Maskiner, hvorved man kunde seile paa disse Floder, uafhængig af Strøm og af Vind.«

»Hvad kommer alt dette dog Dig ved, og hvordan i al Verden kan Du falde paa saadanne Tanker?«

»Jeg veed ikke selv hvordan, men jeg har tænkt meget derover, siger jeg Dig, jeg har ogsaa læst Adskilligt derom baade i Franklins og i Andres Skrifter; undertiden synes det mig, som om jeg havde hørt Franklin selv tale derom i min Barndom. Til andre Tider er det, ligesom Tankerne kom flyvende med Vinden, og jeg falder i selsomme Drømme derover, og dette tager snarere til end af, som jeg bliver ældre. Især paa denne Reise har jeg ret været plaget der114|med; ja undertiden, naar jeg sætter mig ned for at udkaste Planen til et Landskab, saa staaer der, forinden jeg veed et Ord deraf, en underlig Maskinbygning paa Papiret; jeg er ordentlig syg af disse Griller, og mangen Gang i mine bedre Øieblikke, naar min Besindighed igjen vender tilbage, da er jeg ganske skamfuld, fordi jeg er bleven en saadan Grillefænger og Phantast.«

»Hver phantaserer paa sin Viis,« sagde Barlow, »mine Phantasier ere af et andet Slags.«

»Jeg har læst, jeg troer det var hos Franklin, at alt det store Hornqvæg i disse Lande nedstammer fra en eneste Tyr og fra tre Køer, der bleve indførte i Ny-England nogle Aar efter de første Indbyggeres Ankomst dertil. Fra denne ringe Begyndelse kommer alle de rige Qvæghjorde, der nu græsse paa vore Sletter og paa vore Høie, og saaledes er det i alle Ting, fra en ringe Begyndelse gik man bestandig ud, og dog have vi allerede bragt det saavidt, hvorfor skulde vi da opgive Haabet om at bringe det endnu langt videre!«

»Ja, ja, vi er et arbeidsomt og udholdende Folk, der er vel skikket til at overvinde de Vanskeligheder, som det udyrkede Land lægger os i Veien; men Sagen har to Sider, thi for at dette kan skee, maa den gamle Naturherlighed gaae til Grunde, og derover bør dog Du som Kunstner ikke glæde Dig.«

»Kjender Du en Fortælling, som hedder Robinson Crusoe?« spurgte Fulton.

»Hvem kjender ikke den?« svarede Barlow.

»Jeg har ofte maattet tænke paa denne Fortælling i den sidste Tid, det havde neppe været muligt at skrive en saadan Bog før Amerikas Opdagelse.«

»Jeg forstaaer Dig nok: Du mener, at Robinson er et Sindbillede, omtrent ligesom Jerusalems Skomager, og at ligesom denne giver en Afspeiling af Jødernes urolige og 115| omflakkende Liv efter Jerusalems Fald, saaledes giver Robinson et Billlede af vore Colonisters møisommelige Færd i disse afsides Skove.«

»Det synes mig aabenbart,« sagde Fulton, »de føre jo endnu den Dag i Dag ganske det samme Liv som han, ogsaa de ere henviste til Eensomheden og til dem selv, og ere tvungne til at være deres egne Skræddere, Skomagere, Bygmestere, Smede og Bagere. Robinsons Opfindelsesaand, hans Kløgt og Udholdenhed, hans Haardførhed og Foragt for Overdaad gjenfinde vi tidt hos dem; ja selv til at kæmpe med de Vilde tvinges de undertiden, selv deri ligne de Robinson.«

»Nu, det vil jeg aldeles ikke benegte; men, som sagt, for Dig burde egentlig den jomfruelige Urskov, som Øxen aldrig har berørt, være interessantere end al denne Cultur, som Colonisterne medbringe.«

»Jeg veed ikke ret, hvorledes det er fat med mig; men af og til falder det mig ind, at jeg maaskee aldeles ikke er kaldet til at være Kunstner, idetmindste ikke i den Forstand, som Du troer.«

»Er Du forstyrret! Gaa dog for Himlens Skyld ikke hen og sæt Dig slige dumme Griller i Hovedet! Naar man har saameget Anlæg til Kunsten som Du, saa er man ogsaa kaldet dertil, det falder jo af sig selv.«

»I den Tid Du har været syg, har jeg ladet indrette en Veirmølle her paa Gaarden,« sagde Fulton, »slige Ting glide mig egentlig langt lettere fra Haanden end alt Andet, hvad jeg sysler med.«

»Den maa Du vise mig,« raabte Barlow, »vi kan jo gaae derhen strax.«

Fulton maatte nu føre sin Ven op i Møllen og forklare ham, hvorledes det var gaaet til med Flytningen, og hvorledes det Hele var blevet indrettet.

116|»Det er et ganske smukt Arbeide,« sagde Barlow tilsidst, »men det er ikke saa stor en Kunst at skære et Par Tøfler ud af et Par Støvler; thi dertil behøves blot, at man tager det Overflødige bort. Jeg mener,« lagde han til, da han saae, at Fulton betragtede ham med et spørgende Blik, »at den, der er skabt til Kunstner, han kan vel ogsaa, naar han vil nedlade sig dertil, blive en duelig Haandværker.«

»Det er dog ikke saa vist,« sagde Fulton.

Kort efter vendte de to Venner tilbage og toge Plads ligesom før udenfor Huset.

Her sad Barlow i nogen Tid uden at mæle et Ord, men omsider brød han Tausheden og sagde: »Medens Du har været Møllebygger, har jeg begyndt at udkaste et Slags Plan til et stort Digt.«

»Jeg kan da vel tænke, at det grunder sig paa en Drøm eller paa en Vision,« sagde Fulton, »thi for Sligt har Du, hvor praktisk Du end til andre Tider kan være, dog en stor Forkjærlighed.«

»Du har ikke taget ganske Feil,« svarede Barlow; »den egentlige Grundvold, hvorpaa mit Digt skal hvile, er virkelig en Vision; det er ellers et Epos, jeg tænker paa, og det skal handle om Columbus og om Følgerne af hans store Opdagelse.«

»Fortæl mig da lidt derom!«

»Jeg veed endnu ikke saameget derom selv; Hovedtanken staaer imidlertid klar for mig, og den kan jeg sige Dig med faa Ord: Columbus sidder eensom i sit Fængsel, hvori Cabaler og Utaknemmelighed have styrtet ham; da vorder Hesperus synlig, Beherskeren af den klare Stjerne i Vest, den Aand, der har oplukket Amerika for ham. Han opruller nu de kommende Dages Slør, Fremtidens Billeder vise sig, 117| og Columbus seer Frugten af sine Gjerninger, saaledes skal Digt og Sandhed forenes, og den ufødte Tid skal trøste ham for den Uret, han i Øieblikket maa lide.«

»Hvis Du udfører det, saa kan det blive et mærkeligt Digt,« sagde Fulton.

»Ja, det ligger i Fremtidens Haand. Tanken derom opstod, da jeg mod Enden af min Sygdom saae Aftenstjernen udenfor mit Vindue, da havde jeg selv et Slags Vision, og det syntes mig, som om Tiderne løb mig forbi, og som jeg forstod, hvortil det Hele sigter.«

»Vil Du ikke tale til den gamle Milburn derom? Han er en meget klog og indsigtsfuld Mand, og et saadant Digt, for hvilket et aandeligt Syn ligger til Grund, vilde maaskee dog behage ham.«

»Ikke for al Verdens Guld! Hvor vil Du hen! Der er Ingen strengere og eensidigere end disse stille Sværmere, og naar Noget i mindste Maade afviger fra deres Anskuelser, saa fordømme de det uden Barmhjertighed; desuden ringeagte jo disse Qvækere Alt, hvad der kaldes Kunst. – Men jeg har digtet et mindre Digt, der ligeledes handler om Amerika, det har jeg Lyst til at læse for Dig, hvis Du vil høre det.«

Derefter hentede Barlow et lille Manuscript og læste Følgende:

»Det er et smukt Digt,« sagde Fulton, »jeg har kun det derimod, at det fremhæver Lyspunkterne ved Sagen, men ikke Skyggesiderne; thi ogsaa til vort Land har Undertrykkelsen funden Vei, ogsaa her høres Lyden af Driverens Pidsk, og om den end ikke træffer os, saa træffer den dog kun altfor tidt vore ulykkelige sorte Brødre.«

»Hvad man saa kan indvende mod os, saa er dog vort Land friere end de fleste andre,« sagde Barlow; »jeg har tænkt meget derover i min Sygdom, og nu mener jeg ogsaa at vide, hvad der skal være Midtpunktet i mit eget Liv.«

»Og hvad skal da det være?«

»Jeg vil, som en ægte Søn af mit Land, vie mig til Frihedens Tjeneste; det har jeg allerede tidlig gjort, og dertil vil jeg igjen vende tilbage, og hvad jeg saa driver ved Siden deraf, saa skal dog dette være Hovedøiemedet i al min Stræben.«