© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Uagtet der vel fandtes det i Barlows Sjæl, der, hvis Thomas Milburn havde havt Kundskab derom, vilde have vakt hans Sympathie, saa er det dog vist, at der ikke fandt nogen synderlig Tilnærmelse Sted imellem dem.
Ikke desmindre var den gamle Milburn meget venlig og tjenstvillig mod Barlow, og da han mærkede, at han ønskede at kjende Jordbundens Beskaffenhed paa disse Steder og tillige Gaardens Driftsmaade, saa gav han ham alle de Oplysninger, han formaaede, og førte ham overalt omkring, hvor han ønskede det. Barlow maatte da i høi Grad undre sig over Jordens Frugtbarhed, og over den Rigdom og Fylde, hvormed den her lønnede sine Dyrkeres Anstrengelser.
Noget før deres Afreise gjorde de to Venner en lille Udflugt i Egnen med Edvard Milburn, og denne lærte dem da, hvorledes de i Fremtiden, naar de gjorde Reiser igjennem Skovene, kunde undgaae at forvilde sig. Han huggede nemlig en ung Træstamme tværtover og viste dem, at de Afsnit af Træets Ringe, der vendte mod Syd, vare bredere og indtoge en større Plads end de Dele deraf, der vendte mod de andre Verdens Hjørner. »Naar I lægge Mærke hertil,« sagde han, »da kan I bestandig vide, hvor Syd og hvor Nord er, selv om Solen er ganske skjult bag Taager.«
»Sandelig, jeg begriber ikke, hvor min Hukommelse var henne,« sagde Barlow, »thi dette har jeg dog baade hørt og læst om tilforn.«
Paa denne Vandring viste ogsaa den unge Milburn 123| dem et lille Træ, der syntes at henhøre til Myrthernes Familie. »Dette Træ er os til stor Nytte,« sagde han, »thi dets Bær giver os et Slags grønt Vox, som vi bruge til Lys.« Han fortalte dem ligeledes, at der var fuldt af vilde Bier i Skoven, som havde deres Boliger i hule Stammer; »der kunne vi hente saamegen Honning, vi behøve,« sagde han, »desuden voxer der ogsaa et Slags Valbirk her i Egnen, som I vel sagtens har hørt tale om, og hvis Saft giver os Sukker i Overflødighed.«
»Hvor store Rigdomme ere der dog ikke skjulte paa disse Steder, hvor vi gik ligesom i Blinde og vare nærved at døe af Hunger,« udraabte Barlow.
Barlow befandt sig nu saa vel, at de to Venner for Alvor kunde tænke paa at forlade det Huus, hvori de havde funden en saa gjestfri Modtagelse. Det var midt i November Maaned, de smukke Dage i det sildige Efteraar, der faae Navn af den indianske Sommer, vare allerede forbi. Nætterne bleve da lange, medens de farvede Blade i stor Mængde nedfaldt af Træerne; dog var Luften klar, og naar Stjernerne viste sig, havde de en forunderlig Glands, saa de næsten lignede smaa Sole. Da Aarstiden alt var rykket saa langt frem, besluttede Barlow og Fulton, at de ikke vilde drage længere mod Nord, men at de saa hurtig, som muligt, vilde vende tilbage til Philadelphia. Den gamle Qvæker bad dem imidlertid at vente et Par Dage; thi da vilde en af Brødrene, der vidste god Besked om Veien, foretage en Reise til Middletown, og de kunde, hvis de fulgte med ham, gjøre Regning paa at naae Philadelphia, inden den første Snee faldt; thi den egentlige Vinter begynder sjelden paa disse Steder, førend den halve Deel af December er forløben.
Nogle Dage før deres Afreise, fik de to Venner ogsaa Milburns Hustru at see, der nu nogenlunde havde overvun124|den sit Ildebefindende. Hun var, som de erfarede, født i England og led næsten hvert Efteraar af Feber, fordi hun vanskelig kunde vænne sig til Amerikas Klima.
Det var en stille, bleg Qvinde, der, enten nu Sygdom eller Arbeide var Aarsagen dertil, syntes at være bleven gammel før Tiden. Dog havde ogsaa hun et eget Udtryk i Øinene, der vidnede om stille Fred i det Indre. Uagtet hun endnu syntes svag, saa var hun dog aldrig ledig; ligeledes spandt og vævede den unge Abigail flere Timer om Dagen. Imidlertid skede dette i den største Taushed, og Alt gik sin rolige Gang, ligesom et Uhr, der har et saa sagte Slag, at man neppe mærker det, medens dog de stille Visere bestandig dreie sig.
Da Barlow engang spurgte Milburns Hustru, om hun dog ikke undertiden længtes efter det Land, hvori hun var født, svarede hun: »Den, der har funden en Fredens Bolig langt borte fra Verden, hvor kan han længes efter noget Andet her paa denne Jord!« Derpaa taug hun igjen og blev ved at arbeide med sin sædvanlige Flid.
»Har Du ret lagt Mærke til Milburns Hustru?« sagde Barlow engang til Fulton, »mig synes, jeg kan skimte en Antydning af et andet Ansigt bag de forældede Træk, ligesom man undertiden skimter lidt af Sommerfuglens Legeme bag Larvens Hud.«
»Denne stille Familie, der kun begjerer at dyrke sin Gud i taus Betragtning, har ret funden et passende Hjem i denne Eensomhed,« sagde Fulton.
»Ja, her bliver Livets Opgave lettere, det er vist.«
»Hvad mener Du dermed?«
»Alt Sligt er kun en Gjentagelse,« svarede Barlow, »og der skeer intet Nyt under Solen. Disse Mennesker have valgt den samme Vei, som de gamle Mystikere, de gamle Anachoreter og de eensomt levende Munke have gaaet tilforn; 125| de have vendt deres Stræben ganske indad, de have bygget en Muur imellem sig og Verden, for uforstyrrede bag denne Muur at arbeide paa deres egen Salighed; men Christus vilde dog noget Andet og noget Større.«
»Hvad vilde da han?«
»Disse ville kun frelse sig selv, men Christus vilde frelse den hele Menneskeslægt, og dette ville hans sande Tilhængere endnu den Dag i Dag.«
En Morgen, da de to Venners Reise var nær forhaanden, mødte Fulton den unge Abigail i Haven. Denne Gang gik hun ham ikke taus forbi, som hun ellers ved slige Leiligheder pleiede; men hun nærmede sig tværtimod til ham.
»Vil Du da virkelig nu reise bort?« spurgte hun.
»Ja, vi har alt været her langt længere, end vi skulde,« svarede Fulton.
»Hvad vil Du dog ude i Verden?« spurgte hun, »er det ikke langt bedre at blive her?«
»Hvis det blot afhang af mig, saa blev jeg heller end gjerne,« svarede Fulton.
»Hvis Du vil boe her,« sagde den unge Qvækerinde med nedslagne Øine og med halvsagte Røst, »da skal Frelseren sikkert møde Dig, ikke saaledes, som han var, da han lærte mellem Disciplene og spiste og drak med dem, men saaledes som han var, da han forklaredes paa Bjerget, og da han efter Opstandelsen gik igjennem lukkede Døre.«
»Men det er umuligt, jeg kan ikke blive.«
»Ak, jeg forstaaer ikke, hvad Du vil ude i Verden,« sagde hun, »men naar det da endelig skal saa være, saa lad idetmindste Din Trusty blive her tilbage; den holder ligesaameget af mig som af Dig, og den skal have det godt her.«
Uagtet han ugjerne skilte sig fra den lille Hund, der havde været ham en saa tro Veileder igjennem Skoven, saa 126| vilde han dog ikke afslaae Abigails Bøn; han lovede da, at hun skulde beholde den. »Den skal være mig en Erindring om Dig,« sagde hun. Derefter gik hun langsomt bort.
Fulton blev derimod staaende og saae længe efter hende og hun forekom ham da ligesom en eensom Lilie, der var opvoxen paa en afsides Plads i Skoven, hvor den havde udviklet sig i Stilhed, uden at Nogen lagde synderlig Mærke dertil; men dette gjorde ingen Forandring i dens Natur, thi den udsendte ligegodt sin Duft og blomstrede til Glæde for Himlens Engle og for de syngende Skovfugle, og det Samme vilde den have gjort, om saa aldrig noget Menneske havde faaet den at see.
Da Fulton siden efter den samme Dag befandt sig alene i Dagligstuen med Milburns Hustru, lod denne pludselig sit Arbeide synke og hævede sin Røst, hvilket frembragte et selsomt Indtryk paa Fulton, da han ellers saa sjelden hørte hende tale. »Det gjør mig ondt,« sagde hun, »at vi skal miste Dig, baade Milburn og Abigail have Dig kjær, jeg kunde derfor have Lyst til at bede Dig blive her, men da dette vel ikke gaaer an, saa vil jeg bede Dig ikke at glemme os, og med Tiden, hvis Du kan, at besøge os igjen.«
Under disse Ord fæstede hun sine alvorlige Øine paa ham, og Fulton maatte love hende, at han engang vilde vende tilbage under dette stille Tag, hvilket han ogsaa foresatte sig at ville holde, saasnart det blev ham muligt.
Ogsaa med Thomas Milburn traf han endnu engang sammen i Eenrum, thi Dagen før deres Bortreise, da Barlow var gaaet ud i Marken med Husets ældste Søn, gik Fulton ind til Milburn i hans Kammer, for at bringe ham et Par Bøger tilbage, som han havde laant af ham.
127|Han traf ham siddende i tause Betragtninger, som han ofte pleiede, naar han var alene, og det varede da nogen Tid, før han vaagnede af de dybe Tanker, hvori han syntes nedsunken. Men derefter blev han meget venlig og bad Fulton ikke at tage det ilde op, at han ikke strax havde lagt Mærke til hans Nærværelse.
»Det er snarere mig, der bør bede Dig om Tilgivelse, fordi jeg saaledes har forstyrret Dig,« sagde Fulton.
»See!« sagde den gamle Qvæker, »jeg er undertiden tilmode, ligesom om de jordiske Taager, der ellers formørke mit Blik, vare forsvundne, og jo stillere jeg bliver, jo mere jeg fordyber mig i mig selv, desstærkere fornemmer jeg dette.«
»I denne Tilstand befinder Du Dig vel meget lykkelig?« sagde Fulton.
»Lykkelig er ikke det rette Ord, men der kommer da en stille Fortrøstning over mig, en Fred, der er mægtigere end alle Beviser og Grunde, og hvorved jeg allerede her paa Jorden føler mig hævet over alle Tvivl og enhver Uvished. Slige Øieblikke, hvori jeg skuer ind i den Verden, hvori jeg med Guds Bistand engang skal indgaae, ja undertiden ligesom henrives langt bort i vidunderlige Egne og svales i Skyggen af hine Træer, som ingen Orm nogensinde har gnavet; slige Øieblikke vare rigtignok ikke ret længe, men dog ere de mig dyrebarere end Alt, hvad Jordens Vise have lært mig.«
»Og kan Du intet selv bidrage til, at denne Stemning kommer over Dig?«
»Hyppigst kommer denne Tilstand over mig,« svarede Milburn, »naar jeg ganske har opgivet alle verdslige Tanker, og naar jeg har bedet inderlig, og tillige, naar jeg i lang Tid har afholdt mig fra den jordiske Føde. Meget langt derfra ville deri128|mod de være, der overgive sig til Jordens Nydelser, selv naar disse kaldes uskadelige og uskyldige; thi den Spise, som Verden giver, er af ganske anden Art end den, der kommer ovenfra, og ligesaa vanskeligt som det er at skue Dagens Sol og Nattens hemmelighedsfulde Lys paa engang, ligesaa vanskeligt er det ogsaa at fylde sig med det jordiske Livs Overflod, og til samme Tid at svales af de milde Luftninger fra det evige Livs Land.«
Nu gjentog Fulton Barlows Ord om den Forskjel, der var imellem Eneboernes Vei og den, som Christus havde henpeget til. Hertil svarede den gamle Milburn ikke stort, men dog blev han temmelig tankefuld derved.
Samme Dags Aften indfandt den Mand sig, der skulde ledsage dem igjennem Skoven. Den næste Morgen samledes Husets Beboere meget tidligere end ellers med deres Gjester; thi saasnart det blev lyst skulde disses Vandring begynde.
»Jeg vil endnu engang lægge Dig paa Hjerte, hvad jeg allerede tidligere har talt med Dig om,« sagde Thomas Milburn til Fulton, da Barlow et Øieblik var fraværende, »ransag Dit Indre nøie og see Dig vel for, om Du ikke har faaet en anden Kaldelse end den Syssel, Du nu driver.«
Kort efter toge de Afsked. Den gamle Milburn fulgte dem ud, ledsaget af sine Børn, og de bleve alle staaende udenfor Huset, medens de Reisende droge bort. Milburn var svøbt i en stor Overkjole, der lagde sig i Folder omkring hans høie Skikkelse. Saavel hans Dragt, som hans næsten graa Haar og hans ærværdige Aasyn, gave ham da et Udseende, liig det, man pleier at tillægge Patriarcherne i de længst forsvundne Dage. Nærmest ved hans Side stod Abigail, der var blegere end sædvanlig. Iøvrigt syntes hun 129| rolig, men paa de fine smalle Læber var der dog et eget Smiil, der vidnede om en tilbagetrængt Smerte. Ja da hun rakte Fulton Haanden til Afsked, syntes det endog, som om hendes Læber bævede; men hun pressede dem fast sammen, og den sagte Bevægelse forsvandt ligesaa hurtig, som den var kommen. Forresten talte hun ikke et Ord; men indenfor hørte man den lille Hunds Gjøen, der var blandet med en klagende Lyd, ligesom om den anede, at den nu skulde skilles fra sin Herre.
Milburn og hans Børn bleve staaende og saae efter deres Gjester, ligetil disse ganske forsvandt bag Træerne. Fulton hørte endnu længe den lille Trustys Gjøen, som han meente at kunne skjelne mellem de øvrige Hundes Stemmer. Men tilsidst hendøde al denne Larm, og de Reisende befandt sig snart langt fra Menneskenes Boliger i den eensomme Skov, hvor det sidste Efteraarsløv, ligesom dalende Fugle, nedsank fra Træernes Toppe og omsvævede dem paa alle Sider.
Om denne Reise have vi kun lidet at berette, uden at Veiret paa en usædvanlig Maade begunstigede de to Venner, saa de kom meget hurtig frem. Da de havde naaet de Steder, hvor Colonistboligerne tiltoge i Antal, og hvor der gik bedre Veie gjennem Skovene, lykkedes det dem at finde Heste, som de leiede for en ringe Betaling, og hvor deres Reise betydelig afkortedes. Nogle Dage sildigere kom de til et Slags Vertshuus, hvor de forefandt en Vogn, der ufortøvet skulde til Philadelphia, og hvorpaa der blev tilbuden dem Plads. Dette Tilbud toge de med stor Glæde imod. De skiltes da noget tidligere, end de først havde tænkt, fra deres Ledsager, og ankom omsider mod Enden af November Maaned til Pennsylvaniens Hovedstad.
130|Ved sin Hjemkomst fandt Fulton to Breve paa sit Værelse, hvilke, som han siden erfarede, allerede havde ligget der i flere Uger. Det ene var fra van Gehlmuyden, der med faa Ord erklærede ham, at han aldeles ikke, eftersom han havde opgivet sit Haandværk, maatte gjøre Regning paa nogen videre Understøttelse fra ham. Det andet Brev var fra John Bridle, det var noget udførligere og meget venligere end det foregaaende og indeholdt den Forsikkring, at Alt kunde blive jevnet endnu, hvis Fulton blot vilde skrive Hr. van Gehlmuyden et Par venlige og ærbødige Linier til, hvori han erklærede, at han vilde underkaste sig hans Befalinger, og hvis han derefter igjen for Alvor vilde tage fat paa den Profession, han tidligere havde dreven. »Hvis De blot vil give efter i denne Sag,« føiede John Bridle til, »da kan der maaskee hændes Dem det, som De allermindst troer, og som vil gjøre Dem til en velhavende, ja til en rig Mand for Deres hele Levetid; dog dette er en Hemmelighed, hvorom jeg beder Dem ikke videre at tale.«
Efter Barlows Raad sendte nu Fulton ufortøvet to Gjensvar tilbage til Reading. Han takkede dem begge, skrev han, for den Godhed og Omhu, de hidtil havde viist ham. Imidlertid erklærede han tillige, at han aldrig – uagtet det gjorde ham ondt, hvis han herved skulde forspilde sin Pleiefaders Velvillie – selv om han kunde vinde al Verdens Rigdomme derved, vilde vende tilbage til Guldsmedprofessionen, thi han havde en afgjort Modbydelighed derfor.
