131|FEMTENDE CAPITEL

En Fredag Aften, omtrent fjorten Dage efterat de to Venner vare komne tilbage til Philadelphia, foreslog Barlow, at han vilde føre Fulton ind i et Huus, hvor han vilde faae den deiligste Pige at see, der var at finde i den hele By. »Det er bestandig godt for en Kunstner, at han seer det Høieste, som Naturen i enhver Retning kan frembringe,« føiede han til.

»Hvem er hun?« spurgte Fulton.

»Hun er egentlig en Sydlænderinde,« svarede Barlow, »født i Charlestown; hun er ingen af disse Snørlivsskjønheder, som vort Norden frembringer, og der undertiden see ud, som om de vare opvoxede under en Solskjerm, eller som om de havde siddet den meste Deel af deres Liv indsluttede under et Glasskab, saa ingen Vind kunde blæse paa dem; hun er ingen spæd Rosenknop, siger jeg Dig, men snarere en blendende Cactusblomst, der er opvoxet nærved den tropiske Jordbund, og der netop nu er ifærd med at udfolde sine Blade for Morgensolen.«

»Jeg kan just ikke sige, at Cactusblomsten er den Blomst, jeg elsker høiest,« bemærkede Fulton.

»Det kommer uden Tvivl deraf, at Du aldrig har seet den i sin fulde Pragt, saaledes som den blomstrer i Syden,« svarede Barlow.

»Du er da vel forelsket i hende?« sagde Fulton.

»Forelsket? ligesaa godt kunde jeg være forelsket i den opstigende Morgensol; hun er ikke af dem, der er bestemt 132| til at sættes under Laas og Lukke og være en Enestes Eiendom; tværtimod hun er født til at straale for Alle.«

»Hvad hedder hun?«

»Hun hedder Laura Lacour, hendes Moder er død, og hun lever nu hos sin Stedfader, en Herr Greenwood, en gammel gjerrig Knark; og dog har hun faaet saa megen Magt over hans Gjerrighed, saa han har beqvemmet sig til hver Fredag Aften at aabne sit Huus for hendes Beundrere og Tilbedere.«

»Er det hende!« sagde Fulton, »hende har jeg seet; jeg fik en Anbefalingsskrivelse til hendes Stedfader fra John Bridle i Reading, jeg besøgte ham ogsaa et Par Gange kort efter min første Ankomst til Philadelphia. Jeg var dengang endnu ikke voxen, og da jeg ikke fandt nogen venlig Modtagelse hos ham, saa blev jeg snart borte; Laura var dengang kun et Barn.«

»Klæd Dig da blot paa og følg mig, saa skal Du see, hvad hun nu er bleven til.«

»Men jeg er lidt undseelig ved at gaae derhen; jeg veed ikke, hvad jeg skal sige til min Undskyldning, fordi jeg er bleven saalænge borte.«

»Du skal slet ingen Ting sige, thi hun har enten for længe siden glemt det, eller, hvad jeg snarere troer, aldeles ikke lagt Mærke dertil. Ingen af os alle er hende saa vigtig, at hun skulde savne ham, og hvad der er skeet for saa lang Tid siden, det er for hende, som om det slet ikke var skeet, det kan Du være overbeviist om.«

De begave sig nu paa Vei til Greenwoods Bolig, der laae i en af de Sidegader, som under rette Vinkler skære den brede, regelmæssige saakaldte Torvegade eller Marketstreet. Solen var allerede for længe siden gaaet ned, Maa133|nen stod derimod høit paa Himmelen og kastede sit Lys langs ad en af Siderne i den rummelige Gade, der forresten var mørk, og hvori man dengang ingen Lygter saae, men hvori derimod de hvide Marmorbygninger, der vare spredte hist og her, paa en eiendommelig Maade glimtede i Maaneskinnet. De hørte ingen Larm af Vogne og mødte kun faa Mennesker; thi der var i hine Dage kun liden Færdsel i Philadelphia efter Solens Nedgang.

Da de nærmede sig til Greenwoods Huus, saae de, at den mellemste Etage var oplyst. De hørte ogsaa en qvindelig Stemme, der sang, og der ledsagedes af Klaveertoner. »Er det hende der synger?« spurgte Fulton. »Nei,« svarede Barlow, »hun synger meget bedre; det er en af hendes Veninder, hvis Sang maaskee blot skal tjene som et Slags Modsætning, et Slags Folie, for at hendes Stemme siden kan tage sig endnu bedre ud; Du vil nok faae den at høre, den er ligesaa usædvanlig i sit Slags, som hun selv.«

Der var en temmelig stor Forsamling baade af ældre og yngre Herrer i Greenwoods Huus. Derimod saaes der kun faa Damer. Musiken og Sangen taug netop i det Øieblik, da de to Venner traadte ind i Salen, hvor de bleve modtagne med stor Artighed af Laura selv. Hun var rigtignok meget deilig, det maatte Fulton tilstaae; men dog var der tillige noget Junonisk og Herskende i hendes Væsen, der ikke ret vilde behage ham. Hendes Træk vare fuldkommen regelmæssige, hendes Pande især var idealsk skjøn. Hendes dunkle Haar var samlet i rige Fletninger paa det veldannede Hoved, de lange Øienhaar skyggede over de store sorte Øine, hvori Sydens Flammer glimtede. Hun var snarere høi end lille, hendes hele Figur var pragtfuld, skjøndt hun dog ingenlunde havde den smalle Taille, der tidt endnu af vore Damer ansees for en Skjønhed, og der, især naar den er frembragt ved Kunst, tidt giver dem et Slags 134| unaturlig Liighed med en Hveps eller med et andet smallivet Insekt. Hendes Gang var let, og hendes skjønne Hals svævede næsten svaneagtig over den ranke deilige Skabning.

»Du havde Uret i at sammenligne hende med en Blomst,« sagde Fulton til Barlow. »Hun ligner snarere en prægtig udenlandsk Fugl.«

»Det kan være det Samme, hvad hun ligner, men at hun er fortryllende, det vil Du ikke kunne negte.«

»Nei, det negter jeg heller ikke,« svarede Fulton, »og dog er der det i hendes Væsen, der aldrig for Alvor kunde fortrylle mig.«

»Vogt Dig for hvad Du siger, der ere farlige Dæmoner i hendes Følge, der engang kunne straffe Dig haardt for Din forvovne Tale.«

I dette Øieblik nærmede Laura sig igjen til Barlow, der nu maatte fortælle hende om sin Reise og sine Eventyr i de amerikanske Skove; ogsaa Fulton vidste hun ved denne Leilighed at drage ind i Samtalen. Kort efter, da Barlow talte med en af de Omstaaende, vendte hun sig til Fulton og sagde, idet hun kastede et af disse Ildblik paa ham, der undertiden udgik fra hendes Øine: »De har i de sidste Aar bestandig været i Philadelphia, og dog er det saa længe siden vi saae Dem her.« Fulton blev noget overrasket ved denne Bemærkning, som han, efter den Characteristik, Barlow havde givet over hende, ikke ventede, og før han kunde svare noget derpaa, var hun allerede borte.

Kort efter kom ogsaa den gamle Greenwood ind. Neppe fik Barlow Øie paa ham, før han greb sin Vens Haand og ilede hen, hvor Greenwood stod, for, som han sagde, at forestille en ældre Bekjendt, den unge Maler Fulton, for ham.

»Ja, ja, jeg har allerede hørt lidt derom,« sagde Greenwood, »det er nu engang saa, den unge Herre har skiftet Haandværk, han har nok ingen Lyst til at høre til de ernæ135|rende og vindskibelige Stænder, han vil nok hellere høre til de tærende, det mærkede jeg alt noget til, da jeg første Gang saae ham.«

»Hvorledes mener De det, Hr. Greenwood?« spurgte Fulton.

»Jeg mener kun, at den unge Herre nok ingen Lyst har til det praktiske Liv; han vil ikke gjerne være Handelsmand; han vil ikke vinde Penge ved borgerlig Næring, eller ved Agerdyrkning, eller ved et nyttigt Haandværk; han vil ikke spise sit Brød i sit Ansigts Sved, som det hedder. Nu ja, vi er et frit Folk, her kan Enhver tage sig for, hvad han vil, og naar nu den unge Herre har sat sig i Hovedet at være Maler, saa er der vel Ingen her, der har Magt til at forbyde det.«

»Det vilde heller ikke være godt,« svarede Barlow, »hvis man kunde forbyde Nogen at drive en høi og ædel Kunst, især naar han har saa udmærkede Anlæg dertil, som min Ven Robert Fulton.«

»Ja, ja, jeg vil ikke disputere; men hvad mig angaaer, saa kan jeg ikke faae det i mit Hoved, at Nogen kan have Anlæg eller Lyst til Andet end til Handelen. Imidlertid her kan jo Enhver gjøre og lade hvad han vil, som sagt; men hvad man saa begynder paa, saa maa man dog vide at erhverve sig Penge derved, mener jeg. Penge, det er dog nok Hovedsagen, thi dem trænger hele Verden til, og naar man bare kan vinde Penge, saa kan det være det Samme, hvor de komme fra, mener jeg.«

»Det Ord »Penge« udtalte Greenwood med en ganske egen Accent, som vilde være vanskelig for nogen Anden at gjengive, og man behøvede blot en eneste Gang at have hørt ham udtale dette Ord, for at vide, hvad der udgjorde Midtpunktet i hans Liv.

»Det er et underligt Vrængbillede af et Menneske,« 136| sagde Barlow kort efter til Fulton, »han seer næsten ud som Maanen i sidste Qvarteer, som om Vorherre kun havde givet ham den midterste Deel af et Ansigt og hugget begge Sidedelene bort; det er lutter Profil, som om det var snittet ud af en Lineal, og den hele Karl seer ud, hvis jeg maa bruge et af Shakspears Billeder, ligesom han var skaaren ud af en Osteskorpe efter Aftensmaaltidet.«

»Tys,« sagde Fulton, »der er han igjen.«

Virkelig var Greenwood igjen kommen dem ganske nær; thi hans Trin hørtes ikke, og han gled ligesom en Skygge gjennem Værelset.

»Viis mig den Tjeneste at sige mig,« sagde Barlow, idet han vendte sig om til Greenwood, der allerede stod lyttende ved deres Side, »hvad hedder dog den Mand derhenne ved Vinduet?«

»Hvem mener De, Hr. Barlow?« spurgte Greenwood, »der er Mange her, som jeg kun kjender lidt til, thi det er vel ikke saameget for min, som for min Datters Skyld, at de kommer i mit Huus.«

»Kjender De ikke den Mand derhenne, han med det skaldede Hoved, der nu taler med Deres Steddatter?«

»Hvem kan sige, at han kjender Nogen i disse Tider, Hr. Barlow! det er nok ellers en Advokat, der har samlet sig en Deel Penge her i Amerika, men det har jeg kun hørt af Andre, jeg selv veed kun lidt derom.«

»Hans Navn er James Gray,« sagde en temmelig høi Amerikaner, der stod nærved dem, og hvis Figur og Ansigt, hvori Profilen ligeledes spillede Hovedrollen, gave ham et Slags Liighed med en noget langstrakt Mønde, »det er ogsaa vist, at han er Advokat, og det en af vore allerbedste; en af dem, der har draget Astræa, der var flygtet til Himlen, ned til Amerikas Land.«

»Ei, Hr. Dennison!« sagde en Anden, der ogsaa havde 137|hørt, hvorom Talen dreiede sig, »det behøver De ikke at sige vor Ven Hr. Greenwood; Advokat Gray har jo allerede vunden et Par Sager for ham, som de fleste Andre meente, han maatte tabe.«

»Ak, der er kun Faa, der kan sige, at de vinde stort,« svarede Greenwood, »fordi de vinder en Sag; den, der vinder en Sag, han taber ofte meer, end han vinder, og Retten koster ofte flere Penge, end den hele Gevinst er værd.«

»De mener, at Retfærdighed burde gives os gratis,« sagde Barlow, »ja ja, der kan være Noget deri.«

»Hvad er det for en Snak!« sagde en Stemme bag ved dem, »skulde Retfærdigheden gives os gratis, hvad skulde da Advokaterne leve af? vi fik da en Retfærdighed uden Retspersonale, hvorfra den kunde udgaae, det vilde være som et Dagslys uden Sol, en Cirkel uden Midtpunkt, det gik aldeles ikke an.«

Den, der udtalte disse Ord, var ingen Anden end James Gray selv, der nu ogsaa havde nærmet sig til dem, uden at de mærkede det. Det var en Mand omtrent af Middelhøide, hans Hoved var, som Barlow ovenfor bemærkede, næsten skaldet, og kun et Par krusede sorte Lokker, der stode noget ud over Tindingerne, hentydede paa en rigere Haarvæxt i fordums Tid. Iøvrigt var der et klogt, ja næsten listigt Udtryk i hans Øine, hans Bevægelser vare smidige, ja næsten ungdommelige; derimod vidnede hans Ansigtstræk om en tidlig Alderdom, dog var der et Slags faunisk Præg deri, der især traadte stærkt frem omkring hans Læber.

Greenwood gik kort efter ud af Værelset, hvortil han ikke vendte mere tilbage den Aften.

De andre bleve derimod staaende, og James Gray begyndte nu en Samtale med Barlow og et Par andre Herrer om Newyork, hvor han havde været bosat i flere Aar, som han fortalte, og hvor han ogsaa vidste Besked om en 138| Mængde Familieforhold, fornemmelig om saadanne, som Vedkommende vel helst havde ønsket dækket med Glemselens Slør.

»Newyork er en prægtig By,« sagde omsider Hr. Dennison, efterat han længe med Taushed havde lyttet til denne Samtale, »det er paa engang baade Amerikas London og dets Paris.«

»Ja især er det en fortræffelig By for Folk af vor Profession,« svarede James Gray, »thi baade Journalister og Advokater kunne der gjøre gode Affairer.

De maa vide,« vedblev han, idet han henvendte sig til Barlow og Fulton, »at min Ven Hr. Dennison er et af vore kløgtigste Hoveder, og at han er Udgiver af det bedste, eller, hvad der i Grunden vil sige det Samme, af det mest læste Blad i Philadelphia.«

»Jeg har aldrig været i Newyork,« sagde Fulton, »men jeg har hørt af troværdige Mænd, at man er mere udsat for at blive bedragen der, end paa ethvert andet Sted i dette Land.«

»De har fuldkommen Ret,« bemærkede Dennison.

»Det kan vel være, at der gives Adskillige der, som ere for snue for os,« sagde Advokaten, »men det tager jeg dem aldeles ikke ilde op; de ere klogere end vi, det er det Hele.«

»Meget rigtigt,« sagde igjen Hr. Dennison, og kort efter gik han bort til en anden Gruppe i Selskabet.

»Er virkelig denne Hr. Dennison saa kløgtig?« sagde Barlow, »det mærkede man ikke synderlig paa hans Tale.«

»Det mærker man næsten aldrig i Selskaber,« svarede Advokat Gray, »der kaster han sjelden sin Kløgt bort; tværtimod, der er han som oftest kun stum Tilhører og tager sig Alt til Indtægt, og ethvert Indfald, som der bliver sagt, kan man ved en eller anden Leilighed finde igjen i hans Blad. Men nu maae vi see til, om vi ikke kan overtale den skjønne Laura til at give os en Prøve paa hendes Sang.«

139|»Gud veed, hvor hun har faaet den prægtige Stemme fra,« sagde Barlow, »hos os hedder det jo ellers, at kun de Sorte og Mulatterne kunne synge, af det ægte Blod udspringer der ingen Sangfugl.«

»Creolerne i Syden kunne dog nok gjøre en Undtagelse derfra,« svarede Advokaten, »paa mødrene Side skal hun desuden nedstamme fra en Mexikanerinde, og hvem veed, hvad Slags Blod der forresten kan være blandet i hendes Aarer; men derom er det ikke værd at tale.« Efter disse Ord gik Advokaten bort.

»Det undrer mig, at han vil sige Sligt, naar han dog ikke er vis derpaa,« sagde Fulton.

»Hr. James Gray er rigtignok lidt mere aabenmundet, end vi Amerikanere pleie at være,« svarede en af de Omstaaende, »det er en Feil, som han har bragt med fra den gamle Verden.«

»Er han da ikke født i Amerika?« spurgte Barlow.

»Nei, han er født hiinsides Havet. Han skal ellers have havt en underlig Skjebne tidligere; som Dreng kom han over til Newyork med en Liniedandsertrop; siden løb han bort og blev først Opvarter, derefter Skriver, hos en Advokat. Men, da han er et meget kløgtigt Hoved, saa kom han tilsidst saavidt, at han kunde drive Professionen paa egen Haand. Han har ogsaa gode Kundskaber baade i de ældre og nyere Sprog, og dog skal han have ført et meget vildt Liv i sin Ungdom, og han seer da ogsaa ud som en udbrændt Vulkan.«

»Har han været en Vulkan,« sagde Barlow kort efter til Fulton, »da var det vel snarest en af dem, der udkaste Dynd istedenfor Ild.«