140|SEXTENDE CAPITEL.

Kort efter satte Laura sig ved sit Klaveer, hvor hun først med temmelig Færdighed udførte nogle Phantasier, der dog ikke i sig selv havde nogen stor musikalsk Værdi. Bagefter præluderede hun i kort Tid, og omsider begyndte hun at synge med en Stemme, hvis Omfang, Fylde og usædvanlige Velklang vakte alle de Tilstedeværendes Beundring, men der især forbausede dem, der som Fulton hørte den første Gang. Saalænge Sangen varede, herskede der den dybeste Taushed mellem Tilhørerne; desto ubehageligere virkede den Mislyd, som Advokaten James Gray fremkaldte, da han pludselig midt under en af de skjønneste Sange udbrød: »Hvis denne Stemme bliver rigtig uddannet, da vil den være værd sine hundredetusinde Dollars; men det forstaaer sig, der maa ingen Bekostning spares derpaa.«

Laura udførte nu nogle temmelig svære Sangnummere, uden at det i mindste Maade syntes at anstrenge hende eller at udtømme den Kraft, der laae i hendes Stemme. Men hvad der allermest henrev Fulton, maaskee netop fordi hans uøvede Musiksands bedst kunde fatte og begribe det, var nogle af de simpleste Smaasange, hvori Melodien paa en eiendommelig Maade forbandt sig med og understøttede den poetiske Tanke.

Et Par af disse Sange ville vi, forsaavidt det er os muligt at gjengive dem i en Oversættelse, tilføie nedenunder. Det forstaaer sig, at man deraf kun lidet vil kunne dømme om det Indtryk, de frembragte, da vi hverken kunne 141| give nogen Forestilling om Melodien eller om den Stemme, hvormed de bleve sungne. Indholdet af den første Sang var følgende:

»Det er en stor Bagatelle,« sagde Advokaten, da denne Sang var til Ende, »men det skader ikke; Talentet skulde egentlig bestandig give sig af med Bagateller, thi Sligt gjør mest Lykke, og det have Folk mest Sands for, og deri have de sandsynligviis ogsaa Ret.«

»Saa vil jeg da synge Dem en Bagatelle endnu,« sagde Laura; derefter begyndte hun igjen:

»Nu, det kan maaskee flere af de Tilstedeværende tage sig ad notam,« sagde Advokaten, da denne Sang var til Ende; »thi hvem veed, om der dog ikke findes Nogen her, der har en eller anden Drøm, et eller andet Hjertesanliggende, der sætter hans Sjæl i Bevægelse, og som han endnu ikke har tilstaaet Vedkommende.«

»Det er en Karl, der burde kastes paa Døren paa Grund af hans Udlægninger og oplysende Anmærkninger,« tænkte Barlow ved sig selv. »Disse Sange ere neppe digtede her,« sagde han høit, »rimeligviis have de funden Vei hid over Havet.«

»De er nok digtede i England,« sagde Laura.

»Musiken er en vidunderlig Kunst,« vedblev Barlow, 143| »naar vi høre en skjøn Melodie, da er det, ligesom vi fik en Anelse om al den dybe Smerte, al den uendelige Længsel, der kan gjennemtrænge et Menneskebryst, det er, ligesom de hengangne Slægter, de bortviftede Kjærlighedsdrømme, de længst begravne Glæder og Sorger, igjen bleve manede frem som Aander af Graven ved Hjelp af Musikens Tryllestav; Musiken er en magisk Kunst.«

»De tager feil,« sagde Advokaten, »i Musiken er der intet Andet end Forhold, der kunne beregnes, og en Harmonie, der kan udtrykkes ved Tal; hvad de videre troer at finde deri, det lægger De selv til.«

»Jeg mener dog,« svarede Barlow, »at der er nogen Forskjel paa den Fylde, der ligger i Frøken Lauras Sang, og paa den Tørhed, der pleier at ledsage de mathematiske Beregninger.«

»Det gaaer med Musiken ligesom med Maanen,« vedblev Advokaten, »Maanen er egentlig en meget tør Patron, en Klode der mangler Vand; den er intet Andet end en udbrændt Vulkan, og al den Fugtighed og Taaredug, der synes at ledsage den, bæres kun af den jordiske Atmosphære, eller de ere Fostere af Maaneskinsdigternes egen Indbildningskraft.«

»Nu,« svarede Barlow, »lad saa være, at Maanen ikke er Andet end en udslukt Verden, et Dødningeskib, saaledes som det hedder i Frøken Lauras Vise, saa maa den jo netop af den Grund fremkalde den allerdybeste Veemod. Derfor er det da, at den vækker en saa vidunderlig Fornemmelse af Eensomhed og Stilhed, at man er tilmode, naar den skinner, ligesom om man vandrede i de Gamles Skyggerige; det er en forladt, eensomt svævende Verdensruin, der vækker Mindet om bedre hensvundne Tider, og der ligesom sørger over sine hengangne Børn.«

»Det Rimeligste er imidlertid, at den aldrig har havt 144| noget Barn, at den er ligesaa jomfruelig, som de Gamle forestillede sig, at deres Diana var, eller, for at tale i simpel Prosa, at den aldrig nogensinde har været beboet.«

Kort efter traadte Greenwoods Opvarter Gill ind, der nu fra en lille Negerdreng var forvandlet til en stor bredskuldret Neger; han bragte Thee rundt til Gjesterne, hvorpaa der fulgte et meget let Aftensmaaltid.

Noget efter begyndte Advokaten at angribe et Par af de Sange, Laura havde sunget, især med Hensyn til de Lignelser, de indeholdt, hvilke han erklærede for urimelige, hvorimod Barlow forsvarede dem. Endelig kom man til at tale om den almindelige Grund, hvorfor man saa tidt betjener sig af Lignelser, og hvorfor man selv i det prosaiske Foredrag ikke ganske kan undvære dem.

»Det Usynlige trænger til en billedlig og synlig Beklædning,« sagde Barlow, »det er ligesom en Sjæl, der søger sit Legeme, derpaa beroer ogsaa for en stor Deel al Kunst.«

»Og deraf udspringer ogsaa alt Afguderi,« sagde en Geistlig, der ligeledes var tilstede mellem Lauras Tilbedere.

»Og dog kan vi ikke engang tænke os en Menneskesjæl ganske uden et saadant Klædebon,« blev Barlow ved, »men vi tillægge den bestandig et Slags Legeme, selv om det ogsaa blot er af Luft eller Æther.«

»De har Ret,« svarede Laura, »saaledes tænker jeg mig bestandig Sjælene af de Handelsmænd, der besøge min Fader, som et Slags Gribbe, der ruger over skjulte Skatte.«

»Og Deres Stedfaders Sjæl,« sagde Advokaten halv sagte til Laura, »hvad siger De om den? Skulde den ikke ogsaa have Noget tilfælles med en saadan Grib?« »Tag Dem i Agt!« svarede Laura, »ellers kunde vi nok finde et eller andet slemt Dyr, med hvilket ogsaa Deres Sjæl har Noget tilfælles.«

145|»Nu, saa find det da, skjønne Laura! jeg skal ikke tage det ilde op.«

»Er der Ingen her, der vil hjelpe mig?« sagde Laura, »og der kan finde et Dyr, som Advokatens Sjæl ligner.«

»Den ligner en Flaggermuus,« sagde Dennison, og dette overraskede saa meget desmere, da Dennison hidtil havde været temmelig taus og ikke tidligere havde taget nogen Deel i denne Samtale.

»Hvad?« raabte Advokaten, »det er høist upolitisk af Dem, saaledes til ingen Nytte at henkaste Deres Billeder udenfor Deres Journal; men hvorfor ligner jeg da en Flaggermuus, det skal De aflægge Selskabet og mig in specie Regnskab for, actori incumbit probatio, som De veed.«

»Er det ikke Deres Kald at flagre mellem Ret og Uret, ligesom Flaggermusen mellem Lys og Mørke?« spurgte Dennison, »og er De ikke allerbedst tilmode, naar begge Dele ere saaledes blandede og forviklede, at Ingen ret veed, om han skal kalde det Hele sort eller hvidt? Det forstaaer sig af sig selv,« vedblev han, »at jeg her kun taler om de uskyldigere Flaggermuus; de grusommere Arter deraf, der endog skulle ernære sig af Menneskeblod, vil jeg naturligviis aldrig vove at sammenligne Dem med.«

»Ja, hvem kan vide!« sagde Laura.

»Vogt Dem,« raabte Advokaten, »for at jeg ikke engang gjør Experimentet med Dem selv! thi der bliver dog engang et Par af os To, det skal De nok opleve.«

»Det vilde være som en Forening imellem Lossen og Daadyret,« svarede Laura, »vore Pletter vilde være den eneste Liighed imellem os.«

»Ganske rigtigt! det er netop paa vore Pletter, at jeg grunder mit Haab om vor tilkommende Forening.«

146|Paa Hjemveien talte Fulton meget om Lauras Sang, der, som det lod, havde gjort et stærkere Indtryk paa ham, end hendes skjønne Udseende.

»Den stakkels Pige!«, sagde Barlow, »uagtet al hendes Skjønhed og alt hendes Talent, kan dog maaskee hendes Fremtids Lod blive sørgelig nok.«

»Hvorfor det?« spurgte Fulton.

»Fordi hendes Stedfader dog nok vil faae en Deel Indflydelse derpaa. Desuden kan den blotte Formodning, som Advokaten henpegede paa, gjøre hende Skade nok; thi Du veed jo ligesaa godt, som jeg, med hvilket Sindelag de Hvide betragte dem, som de mene har en Draabe Mulatblod i deres Aarer.«