147|SYTTENDE CAPITEL

Efterat Barlow havde opholdt sig i Philadelphia, saalænge den strengeste Vinter varede, besluttede han at foretage en Reise i de sydlige Stater, som han endnu ikke kjendte stort til. Derfra vilde han, naar Sommerheden begyndte at blive trykkende, indskibe sig til den gamle Verden, hvor det var hans Hensigt at tilbringe flere Aar.

Derimod skulde Fulton blive en Tidlang i Philadelphia, for under en duelig Mesters Veiledning at erhverve sig al den Færdighed, han der kunde naae; siden skulde de begge samles i London, hvor Barlow meente, at det vilde være Fulton let, naar Grundvolden først var lagt, at arbeide sig videre frem, og at vinde et Navn mellem Europas Kunstnere, hvorved han kunde gjøre sit Fædreland Ære.

Man vil maaskee spørge, om det ikke havde været bedre, hvis Fulton var afgaaet til Europa strax, hvor han let havde kunnet finde en Mester, der var ligesaa duelig, som den, under hvis Veiledning han nu arbeidede; men Grunden, hvorfor dette ikke skede, var uden Tvivl et Slags Fædrelandskjærlighed hos Barlow, der ønskede at vise den gamle Verden, at der ikke blot fandtes Kunsttalenter i Amerika, men at disse endog i deres eget Land kunde finde duelige Veiledere og erhverve sig en temmelig stor technisk Færdighed.

Før Barlow reiste, sørgede han med stor Omhu for, at Fulton, hvor saa han selv opholdt sig, uden Vanskelighed kunde hæve den aarlige Understøttelse, som han havde 148| bestemt for ham. Dernæst lovede han, at han bestandig, naar han i længere Tid fæstede Bolig paa noget Sted, skulde underrette ham derom, saa han, hvis han ønskede det, kunde skrive ham til; da Alt saaledes paa bedste Maade var indrettet, tog han Afsked fra sin Ven og reiste bort.

Fulton begyndte nu med stor Samvittighedsfuldhed at anvende sin Tid i Kunstens Tjeneste, og det lykkedes ham ogsaa snart at forskaffe sig saa megen Færdighed, især i den egentlige Tegning, at hans Lærer var særdeles tilfreds med ham og regnede ham mellem sine bedste Elever.

En af de faa Adspredelser, som Fulton tillod sig, var, at han besøgte Greenwoods Huus, hvorhen Lauras skjønne Stemme drog ham med en næsten uimodstaaelig Magt. Hvad der end mere forøgede det Velbefindende, han følte i Lauras Nærhed, var hendes egen forekommende Opførsel imod ham. Ja, det syntes endog, til Trods for Barlows Paastand om hendes Ligegyldighed for den Enkelte, at være hende ukjært, naar han af og til, som dog sjelden skede, blev borte fra de ugentlige Sammenkomster i Greenwoods Bolig, hvilket hun endog engang med et Slags opblussende Heftighed, der var hende eiendommelig, og der, som det syntes Fulton, klædte hende overordentlig godt, ligefrem sagde ham selv.

En Aften, da der alt var hengaaet en temmelig lang Tid efter Barlows Afreise, og da hun var bleven mere bekjendt med Fulton, talte hun uopfordret til ham om, hvorledes hun som Barn havde seet ham ligge bleg og, som Alle troede, livløs i Reading i John Bridles store Sal, og om hvorledes hun havde nærmet sig til ham og lagt Haanden paa hans Bryst og mærket, at hans Hjerte slog, hvorefter hun, halv glad og halv forfærdet, var flygtet bort og ikke havde seet ham igjen før i det sidste Øieblik, da hun sad paa sin Faders Vogn og skulde forlade Byen.

149|»Kan De virkelig huske alt dette?« spurgte Fulton med et Udtryk af Overraskelse, der var blandet med Glæde.

»Ja, jeg seer Dem endnu for mine Øine, saadan, som De dengang var,« sagde hun, »derfor gjorde det mig ogsaa ondt, at De i saa mange Aar ikke vilde besøge os.«

Denne Lauras Tilstaaelse frembragte et dybt Indtryk paa Fulton, og det syntes ham fra dette Øieblik af, som om der veg en Sky bort fra hans Øine, saa han fik et skarpere Syn for hendes Elskværdighed.

For at hendes Opførsel kan blive noget mere forstaaelig, ville vi her anføre et Par Ord, hvori Fultons Ven, Hr. Colden, der har givet vigtige Bidrag til hans Biographie, beskriver hans Ydre.

Robert Fulton, siger blandt Andet Colden, var høi og velskabt, hans Træk vare mandig skjønne, han havde store dunkle Øine, og hans aandfulde Pande antydede Forstand og Eftertanke, han besad en livfuld og dog blid Characteer o. s. v.

Uagtet Colden vel paa dette Sted taler om Fulton i hans senere Aar, saa passer denne Beskrivelse dog sikkert ogsaa for en Deel paa den Tid, hvori han her fremstilles.F2

Iøvrigt syntes Laura ikke at gjøre nogen stor Forskjel paa sine Beundrere, og, som det lod, betragtede hun dem Alle med Ligegyldighed. Den Eneste, som hun ved Siden af Fulton selv viste større Opmærksomhed, var Advokat Gray. Med ham talte hun ofte, og, som det forekom Fulton, meget gjerne; ja han udøvede endog et Slags Herredømme over hende, som man, naar man tog Hensyn til hans Udvortes og den Hensynsløshed, hvormed han undertiden behandlede hende, ikke saa let kunde forstaae.

150|Da Fulton engang med et Par Ord antydede, at der var Noget i Advokatens Væsen, der ikke behagede ham, tog Laura med stor Iver ham i Forsvar. »De Underligheder, han af og til paastaaer,« sagde hun, »mener han slet ikke saa alvorligt, og at jeg holder af ham, det er da ikke saa ubegribeligt, for Alt, hvad jeg veed, det har jeg lært af ham, og jeg har kjendt ham, fra jeg var ganske lille, og han har bestandig taget sig af mig og viist mig alle de Tjenester, han kunde.«

»Hvis De ikke vilde ansee mig for paatrængende,« sagde Fulton, »saa kunde jeg fristes til at spørge, hvilke Tjenester, han da har viist dem.«

»Min Fader vilde vist aldrig have givet saa mange Penge ud, for at jeg skulde lære at synge,« svarede Laura, »hvis Advokaten ikke havde været, og det er vel ogsaa hans Skyld, at der dog nu kommer nogle af vore Bekjendte her i Huset.«

»Og hvorledes har han kunnet bevirke det?«

»Det maa De spørge ham selv om,« svarede hun, »thi der er han.« Derefter hun gik bort.

»Hvad skal De spørge mig om?« sagde James Gray, som havde hørt Lauras sidste Ord.

Da Fulton havde sagt ham, hvorom Talen var, svarede han: »Den Sag er let forklaret. Jeg har blot overbeviist Hr. Greenwood om, at baade han selv og Laura med Tiden kunde have den største Fordeel af, at hendes Stemme blev udviklet, og hvad nu disse Selskaber angaaer, saa forestillede jeg ham, at de vare nødvendige, hvis hun skulde lære med Frihed at bevæge sig i Verden; thi at hun der vil finde Veien til Rigdom og Anseelse, det har jeg allerede tidlig været overbeviist om.«

»Og vilde da ikke Hr. Greenwood med Glæde, selv uden Hensyn til ydre Vinding, have opoffret nogle Penge, 151| for at en saadan Stemme kunde blive uddannet?« spurgte Fulton.

»Nei, det havde han ganske vist ikke gjort,« svarede Advokat Gray.

»Ja, jeg har nok hørt noget derom, Hr. Greenwood skal være temmelig paaholdende.«

»Nu, deri er der jo egentlig intet Ondt,« svarede Advokaten, »Hr. Greenwood er en Samler, som saamange Andre, og det har han vel ogsaa Lov til at være.«

»Hvorledes vil De forsvare det?« spurgte Fulton.

»Nu, En samler paa Pibehoveder, en Anden paa Sommerfugle, en Tredie paa Conchylier og underlige Stene, og jo mere deres Skat voxer, destomere voxer ogsaa deres Begjerlighed. Men derfor kunne de jo være lige gode, og Ingen bør foragte en brav Mand derfor. Hvorfor skal man da mere foragte den, der har Lyst til at samle Penge? hvad enten de nu ere fra den gamle eller ny Tid, derpaa kommer det kun lidet an, det Ene er et Slags Samlerlyst, ligesom det Andet; kun at den, der sammenhober Penge, især fra nyere Tider, synes at have et forstandigere og solidere Maal for Øie end de fleste af de Andre.«

»Ak, det er et Sophisteri,« sagde Fulton.

»Nei, det er et meget forstandigt Forsvar, som ingen Jurist bør kaste Vrag paa,« svarede James Gray.

Derefter gjorde Advokaten adskillige Spørgsmaal angaaende Barlow og hans foregaaende Liv. »Han skal være et meget godt Hoved,« sagde han tilsidst, »det er kun Skade, at han, som jeg hører, er forfalden til et Slags overjordisk Poesie, der rimeligviis vil fordærve ham med Hensyn til det praktiske Liv.«

»De er ingen Ven af Poesie, det har jeg nok mærket,« sagde Fulton.

»Tværtimod, jeg læser ofte poetiske Skrifter, især for 152| Stilens og for Sprogets Skyld. Men hvad nu Drømmenes og Feernes Land angaaer, det er en ganske anden Sag; thi der kommer Vinden hver Dag og spørger allerunderdanigst om, hvor stærkt den maa blæse, der forlanger Morgenrøden Underretning om, hvormegen Sminke den skal lægge paa sine Kinder, og der kommer Solguden med et Reaumurs Thermometer under Armen og vil vide Besked om, med hvor stærkt et Lys man tillader ham at skinne, o. s. v.. Kort sagt. det vilde være et meget fortræffeligt Land, hvis man ikke der stod Fare for at blive spoleret for Alt, hvad der angaaer denne sublunariske Verden.«

En Morgen, da Fulton sad alene paa sit Værelse og var sysselsat med at male, hørte han en Banken paa sin Dør, og strax efter traadte til hans Forundring Advokaten James Gray ind i hans Værelse.

»Tilgiv!« sagde Advokaten, idet han satte sig ned og saae sig om, »at jeg saaledes forstyrrer Dem i Deres Eensomhed, men jeg havde Lyst til at see Dem i Deres Bolig, og desuden har jeg Ærinde til Dem, det maa være min Undskyldning.«

»De er velkommen,« sagde Fulton, »hvad er der ellers til Deres Tjeneste?«

»Der er en Dame af mit Bekjendtskab, der ønsker sit Portrait tegnet, og da hun nu har seet flere Portraiter fra Deres Haand, der vidne om et betydeligt Talent, saa have vi ved denne Leilighed tænkt paa Dem, saameget mere, da der endnu kun ere Faa her i Philadelphia, som give sig af med Sligt.«

»Det er længe siden jeg tegnede Portraiter,« svarede Fulton, »Alt hvad jeg hidtil i denne Retning har leveret, maa ansees som Dilettantarbeide; forresten har jeg i den 153| senere Tid ombyttet Portraittegningen med Landskabsmaleriet.«

»Ved Portraittegningen vilde De dog staae Dem bedre og vinde flere Penge.«

»Den ydre Fordeel bør dog neppe bestemme en Kunstners Virksomhed,« svarede Fulton.

»Ja, det er nu en af disse Talemaader, der klinge meget smukt, og der ogsaa kunne være gode til deres Brug, men der dog ingenlunde eensidig bør bestemme en forstandig Mands Handlemaade. En Kunstner skal behage sit Publicum, og for at naae dette, maa han levere, hvad hans Publicum forlanger; dette er hans egentlige og fornemste Kald, og dertil maa han især udvikle og bruge sit Talent.«

»Men hvis nu Publicums Smag er saa fordærvet, at det forlanger de allerforkerteste Ting, bør da ogsaa Kunstneren føie det deri?«

»Nu, han bliver vel nødt dertil,« svarede Advokaten, »det vil kun lidet nytte ham at stampe mod Braaden.«

»Hvis altsaa en Digter, for at tage et Exempel af en anden Kunst, levede paa et Sted, hvor man ønskede, at han skulde skjule Sandheden, at han skulde sætte en Sminke paa Fordærvelsen, burde han da føie sit Publicum deri?«

»Her er ikke Spørgsmaal om, hvad han burde eller ikke burde, men kun om, hvad han er nødt til, hvis han vil gjøre Virkning; thi den alene, der svømmer med den stærke Strøm, bæres og hjelpes frem deraf; den derimod, der vil kæmpe derimod, han skal vel mærke, at hans Kræfter mattes, og at det tilsidst gaaer tilbage med ham. Dog, som sagt, vi tale her kun om, hvad der er klogest, men aldeles ikke om Moralen; thi skulde vi tale om den, det forstaaer sig, da vilde det Hele faae et andet Udseende.«

»Det maa jeg tilstaae, den Synspunkt, De her opstiller, er mig ganske ny.«

154|»En Roman- eller Comedieskriver,« vedblev Advokaten, »der havde Talent nok til at bilde sine Læsere eller Tilhørere ind, at deres egne Feil, deres Udygtighed, Lediggang, Dovenskab, Dagdriveri og Udsvævelser, eller hvilkesomhelst Udyder, de forresten kunde have, at alt dette, siger jeg, var langt mere værdt end alle Andres Dyder, og at der laae en høiere Frihedsfølelse, Kløgt og Genialitet, ja den høieste Viisdom skjult derunder, see, han vilde være en Tidens Mand, han vilde have vundet Spil, idetmindste i nogle Aar; og nogle Aar ere da vel ogsaa tilstrækkelige for den Kloge, der veed at benytte dem, til deri at gjøre saa megen Lykke, saa han siden til Nød kan undvære den.«

»Men Uret bliver dog ikke til Ret, om man saa aldrig saa godt forstaaer at sætte Sminke derpaa,« svarede Fulton.

»Ak, hvad er da Ret, og hvad er Uret, unge Mand! Det er ikke altid saa let at afgjøre, som det nu synes Dem. See Dem dog om i Verden! betragt, hvad der foregaaer i det virkelige Liv! En Statsmand, en Advokat, en Bladskriver, eller hvem De saa vil pege paa, der vil spille en Rolle i det offentlige Liv, maa han ikke bruge alle de Vaaben, han har til sin Raadighed, maa han ikke sværte sine Modstandere og fordreie deres Grunde og Meninger saa godt, han kan? Maa han ikke smigre for sine Medforbundne og sige det, som de helst gider høre?

Maa han ikke skjule og dække deres Feil, og, om muligt, give dem et Anstrøg af Dyder, hvilke de dog som oftest ere langt fra at besidde? See, dertil skal al hans Veltalenhed, alle de høitravende Floskler tjene, der nu engang have faaet en god Klang i Folkets Øren. Lykkes dette ham, da bæres han af Strømmen, og seirer hans Parti, da bliver han en stor og mægtig Mand; men selv om dette maa vige, saa vil han dog endnu kunne blive et brugbart Redskab i den Opposition, som hans Parti nu danner; hvorimod den, der 155| intet Hensyn tager, der kommer frem med Sandheder, som Ingen vil høre, han bliver stødt og puffet og haanet og latterliggjort, og han maa takke Gud, hvis han i Tide kan finde en Afkrog, hvor han kan henleve sit Liv forglemt af den Verden, han ikke forstod at omgaaes med. Thi der er ingen Frelse paa denne Jord, uden man tager Parti; men et Parti maa være partisk og altsaa til en vis Grad uretfærdigt, det ligger jo i Ordene.«

»Ja derom vil jeg ikke strides med Dem.« sagde Fulton, »thi derom blive vi dog aldrig enige.«

»I Ungdommen, naar man ikke kjender Forholdene,« vedblev Advokaten, »da ere der Mange, der tænke som De, og der strax ville hugge til med Sværdet, naar der skeer Noget, som de betragte som Uret. Men de Klogeste ville dog snart mærke, at Tilregneligheden i de fleste Tilfælde er meget problematisk, at vi alle drives og bestemmes af Tiden og ere paavirkede som Midler for visse Planer, visse Hensigter, af en Magt, som vi ikke kjende; og naar man er kommen saa vidt, da falder den moralske Pirrelighed bort af sig selv, da indsee vi, at det er ligesaa urimeligt at vredes over, at En har begaaet en Forbrydelse, som over at en Steen falder ned af et Bjerg. Laster og Dyder komme, man veed ikke selv hvorfra, ligesom Vinden og Græshopperne; og dog vise de statistiske Tabeller, at der ogsaa her finder et Slags Naturnødvendighed Sted, en Udvikling efter bestemte Love, ved hvis Hjelp man tilsidst vil kunne beregne den Mængde af Dyder og Laster, der i en Række af Aar udvikle sig i Verden, ligesom man kan beregne Ebbe og Flod og Maanens og Planeternes Gang.«

»Er dette virkelig Deres Alvor?« spurgte Fulton med Forundring.

»Alvor eller ikke Alvor, derom spørge vi ikke her, men kun om Sagen er godt forsvaret,« sagde Advokaten. »Der 156| skal være et Bjerg i den gamle Verden,« vedblev han, »ovenover Byen Neapel, hvor man til alle Tider, undtagen fra Elleve til To om Natten, hører en surrende Lyd, hvori alle de mangfoldige Stemmer fra den store By forene sig, og der aldrig tiltager og aldrig aftager, ligesom Lyden af et fjernt Vandfald; saaledes vilde maaskee en høiere Aand, der stod udenfor vor Jord og modtog Indtrykket af det Hele paa engang, i hvert enkelt Øieblik høre det samme Antal af Smertes- og Glædesskrig, og see den samme Mængde af Dyder og Forbrydelser, forudsat naturligviis, at Folkemængden bestandig blev den samme. De enkelte Mennesker ville komme og gaae med Tiderne, men Hovedsummen af alle deres Handlinger vil i hvert Moment blive den samme, ligesom i et Vandfald, som sagt, der ligner sig selv bestandig, uagtet de faldende Vanddraaber vexle.«

»En slig Tænkemaade maa rigtignok føre til stor Ligegyldighed i moralsk Henseende,« svarede Fulton.

»Ganske rigtig, Indifferentisme er Livets Viisdom og sidste Maal; alle Nydelser føre tilsidst dertil, at Nydelsen bliver os ligegyldig, ja endog umulig, hvilket er Enden paa det Hele, om ikke før, saa dog naar Døden kommer. Døden er den Magt, der blaserer den hele Verden.«

»Og efter Døden, hvad saa?«

»Nu, derpaa er Svaret ikke saa vanskeligt, naar man blot vil aabne Øinene,« sagde Advokaten, i det hans Aasyn antog et Udtryk af den bittreste Haan, »Paradiset, de Saliges Boliger og det evige Livs Land er ogsaa en af de mangfoldige Provindser i Drømmeriget eller i den overjordiske Poesies Verden; det ligger noget Vesten for det saakaldte Ginnistan, men grændser dog temmelig nær dertil. Dog det er Sager, man ikke gjerne vil høre tale om, og derfor er det vel bedst at tie dermed.«

»Og er dette virkelig Deres Alvor?« spurgte Fulton igjen.

157|»Det vil jeg aldeles ikke paastaae,« svarede Advokaten, »en Mand af min Profession lader Meget glide over sine Læber ved forskjellige Leiligheder, som han just ikke til enhver Tid vil staae ved. Men det er bestandig godt at betragte en Sag fra forskjellige Sider og at høre, hvad selv den Part har at sige til sit Forsvar, som man har størst Mistillid til. Vi ere imidlertid komne meget langt bort fra det Andragende, der førte mig hid. Nu, hvad siger De? vil De paatage Dem at tegne det Portrait, hvorom Talen var?«

»De maa tilgive mig,« sagde Fulton, »jeg seer mig ikke istand dertil.«

»Nu, som De vil,« sagde Advokaten, »det staaer naturligviis til Dem at anvende Deres Talent i hvilken Retning, De ønsker. Men hvad er det for Billeder, der ligge der?«

Med disse Ord greb Advokaten et Pergamentsblad, hvorpaa der fandtes flere Carricaturbilleder, som Fulton i et overgivent Øieblik havde tegnet, og som han, da de virkelig vare lykkedes, og da Barlow desuden bad ham derom, havde lovet ikke at tilintetgjøre.

»Ak, see der!« raabte Advokaten, »der træffer jeg flere Bekjendte, og den gamle Greenwood er ogsaa derimellem. – Det er ypperlig opfattet.«

»Det burde De aldrig have seet,« sagde Fulton.

»De har et lykkeligt Talent unge Mand,« sagde Advokaten, idet han igjen lagde Billederne paa deres Plads, »og det ligger ganske i Deres Haand, om De vil høste den tilbørlige Fordeel deraf. – Nu, jeg haaber vist, at vi skulle komme i nærmere Forbindelse med hinanden, og hermed vil jeg for denne Gang sige Dem Farvel.«