158|ATTENDE CAPITEL

Enhver, som kjender noget til de Kampe, hvorigjennem Aanderne udvikle sig, vil sikkert have bemærket, at der kunne være to Retninger, der en Tidlang stride om Overherredømmet i et Menneskes Indre. Her er dog ikke Tale om det Godes og det Ondes Strid, men kun om en Kamp mellem de forskjellige Anlæg, der, hver for sig, have deres Berettigelse.

Den Uvished, hvori et Menneske saaledes kan være bestedt, vedvarer da saalænge, til enten den dybere Magt i Sjælen seirer, eller, hvad der vel ogsaa kan skee, til ydre Fordeel eller andre Tilfældigheder føre til det modsatte Resultat.

En saadan Kamp foregik netop nu i Fultons Indre. Han havde, hvad der ikke skal være saa sjeldent blandt Fristaternes Indvaanere, et virkeligt Talent til Tegning og vel ogsaa til Malerkunsten, men der var en anden Magt i hans Sjæl, der snart sagtere snart stærkere hævede sin Røst for at lede ham ad en anden Vei. Ved slige Leiligheder følte han en ængstelig Uro i sit Inderste, ligetil han kastede Penselen og overlod sig til Tanker og Drømme, der førte ham langt bort fra det Arbeide, hvormed han ellers syslede. Og dog ansaae han det for sin Skyldighed at undertrykke disse Tanker og disse Drømme, og det gjorde han ogsaa i lang Tid, saavidt han formaaede det, og naar han saaledes havde været fraværende fra sin Kunst og atter vendte tilbage dertil, da arbeidede han med fordoblet Iver, dog var han 159| aldrig, uagtet hans Lærer bestandig roste ham, ret lykkelig og tilfreds ved sit Arbeide.

Men der gaves endnu en tredie Magt, der lidt efter lidt vandt et stort Herredømme over ham, og det var den, som Lauras Skjønhed og hendes Elskværdighed udøvede. Dette Trylleri virkede saameget desto stærkere, da det tillige virkede hemmeligt, og da han var fangen i en af disse Selvskuffelser, hvorunder Kjærligheden saa tidt i sin Begyndelse søger Tilflugt. Thi det var kun den musikalske Kunstnydelse, meente han, den Glæde, han fandt i hendes Sang, der trak ham til hende, og hvorvidt hendes øvrige Personlighed spillede en Rolle med i denne Tiltrækning, det havde han endnu aldeles ikke aflagt sig noget Regnskab for.

Imidlertid forsømte han, som sagt, meget sjelden nogen Fredag Aften at være tilstede i Lauras Kreds, og naar han ogsaa engang imellem foresatte sig at blive hjemme, saa følte han dog en saa stor Længsel og Uro, naar den bestemte Time kom, at han almindelig tilsidst tog sin Hat og ilede derhen.

Da Fulton første Gang saae Laura igjen, efterat James Gray havde været hos ham, forekom det ham, som om hun var noget forstemt og kold mod ham, og han gik derfor temmelig mismodig hjem. Men da han saae hende næste Gang, var hun ligesaa venlig som sædvanlig og talte længe med ham. »De maa endelig besøge Advokat Gray«, sagde hun blandt Andet, »han kan nytte Dem meer, end De troer, og han har jo desuden været hos Dem.« – »Naar De ønsker det, skal jeg gjerne gaae til ham,« svarede Fulton. – »Det var godt, om De kunde vinde ham,« sagde Laura, »thi han kjender Verden, og han har netop det, som De mangler.«

Denne Gang kom ogsaa Hr. Greenwood hen og talte med Fulton. »Er det længe siden, at den unge Herre havde Efterretning fra den rige Hr. van Gehlmuyden?« spurgte 160| han. – »Ja, temmelig længe,« svarede Fulton. – »Hr. van Gehlmuyden er en Mand, der eier Meget, og det kunde dog vel være, at han, hvis De lod visse Griller fare, unge Herre, tilsidst betænkte Dem i sit Testament, hvad?« – »Dertil er der vel kun liden Udsigt,« svarede Fulton. – »Nu, nu, hvem kan vide! hvem kan vide! men jeg har dog forespurgt mig lidt om denne Sag; John Bridle veed vel lidt Besked derom.« – Efter disse Ord gik han bort.

Søndagen derefter besluttede Fulton at opfylde sit Løfte til Laura og at aflægge sit Gjenbesøg hos Advokaten. Advokat Gray boede i et smukt Huus, hvorfra der var Udsigt til en stor offentlig Have. Da Fulton kom op ad de brede Trapper, der vare belagte med Tæpper og omgivne af et ziirligt Jerngitter, mødte han en lille Mand med et blegt og indfaldent Ansigt. »Hr. Advokaten er ikke hjemme,« sagde denne Mand, »han er i Kirke.« – »Er det muligt!« udraabte Fulton; thi efter de Yttringer, James Gray havde tilladt sig med Hensyn til Religionen, meente Fulton, at Kirken var det Sted, hvor man allersidst skulde søge ham.

»Min Principal er i Kirke hver Søndag,« sagde den lille Mand med det indfaldne Ansigt, »men De behøver ikke at gaae herfra; hvis De vil vente et Øieblik, da kommer han strax hjem.«

»Hvem er De?« spurgte Fulton.

»Mit Navn er Jack Turner,« svarede den Anden, »jeg er hans Fuldmægtig, og jeg boer desuden her i Huset; jeg veed derfor temmelig god Besked om alle hans Sædvaner, han kommer snart hjem, det kan De stole paa; thi nu er nok Gudstjenesten forbi.«

Derefter førte han Fulton ind i Advokatens eget Kammer, hvor Gulvet var bedækket med et stort og kostbart 161| Gulvtæppe; alle Stole vare stærkt udstoppede, Sophaen var belagt med bløde Hynder, og overhovedet fandtes der alle de Beqvemmeligheder, der, efter de Dages Mening, hørte til at befinde sig vel ved sin Tilværelse. Ligeover for Sophaen stod et stort aabent Bogskab, fyldt med Bøger, som alle vare ziirligt indbundne. Da Barlow kastede et Blik derpaa, saae han, at der ikke blot fandtes juridiske, men ogsaa historiske og poetiske, ja endog geistlige Skrifter derimellem. Noget over Halvdelen af disse Bøger vare engelske, de andre hørte deels til den franske, deels til den spanske, deels til den romerske og græske Literatur.

Kort efter kom Advokaten hjem. Da Fulton gjorde et Slags Undskyldning, fordi han ikke tidligere havde gjengjeldt hans Besøg, svarede han: »Tal blot ikke derom! Af hundrede Undskyldninger, der gjøres for Tilsidesættelsen eller Forsømmelsen af en selskabelig Pligt, ere de ni og halvfemsindstyve usande, og den ene, der bliver tilbage, angiver dog neppe med alsidig Oprigtighed den allerinderste Grund.«

»De har været i Kirke, hører jeg,« sagde Fulton.

»Derover maa De ikke undre Dem,« svarede James Gray, »derfor kommer jeg vel ikke Himlen nærmere. Gik jeg ikke i Kirke, saa mistede jeg den bedste Deel af min Søgning. Det allerdummeste Nogen kan gjøre i denne By, det er at lægge sig ud med de saakaldte Fromme, ligesaa gjerne kunde han stikke sin Haand ned i en Hvepserede. Hvad mig angaaer, saa ønskede jeg, at jeg paa engang kunde være Medlem af alle de mangfoldige Secter, hvormed dette Land er opfyldt, men desværre, det gaaer ikke an, dertil hade de hverandre altfor stærkt; thi deres indbyrdes Had er sikkert meget ærligere og oprigtigere meent end al deres Fromhed.«

»Det undrer mig dog,« sagde Fulton, men holdt pludselig inde; thi efter nærmere Betænkning ansaae han det 162| vel ikke for ganske passende at udtale, hvad han havde tænkt.

»Det undrer Dem, vil De sige, at jeg tilstaaer Sligt saa ligefrem og uden Omsvøb. Seer De, der er ikke saa stor Fare derved, som De maaskee troer; thi for det første har jeg en stor Tillid til Dem, og dernæst, selv om De vilde udbrede min Tilstaaelse mellem Mængden, da skulde jeg nok sørge for, at Ingen fæstede synderlig Lid til Deres Tale.«

»Nei, det vilde jeg heller ikke sige,« svarede Fulton, »jeg tvivler ikke paa, at De nok vilde vide at afvæbne en saa svag Modstander, som jeg er; jeg undrer mig kun over at De, uagtet alle Lykkens Gaver, hvoraf De sikkert er i Besiddelse, kan befinde Dem indvortes tilfreds ved saaledes at kaste Vrag paa Alt, hvad der er en Trøst for os andre, selv i de største Ulykker.«

»Seer De, jeg er egentlig meer uegennyttig end De; jeg trækker ingen Vexler paa Himmerig, jeg begjerer ikke mere end dette korte Liv, jeg søger ikke det ubestemte Uendelige, og hvis en høiere Aand vilde skjenke mig det, da vilde jeg endog meget betænke mig paa at tage derimod.«

»Og kan De virkelig befinde Dem vel ved en saadan Tænkemaade?«

»Hvorfor ikke? Jeg søger kun min Velværen paa en anden Vei end De. Livet er ikke noget Stort, unge Mand; tværtimod, det er en saare ringe Ting, ja det er egentlig en Bagatelle, og det gjelder kun om at bruge denne Bagatelle paa rette Maade, eller idetmindste saa godt, som man efter sin Indsigt formaaer. De seer saaledes, at jeg her har lavet Alt ganske godt for mig paa min Viis, og at det er en ganske taalelig Bolig, jeg boer i, uagtet jeg veed, at den engang skal smuldre bort i Støv, ligesom jeg selv.«

»Og føler De da aldrig nogen Tomhed midt i denne Overflødighed, hvori De dog lever alene med Dem selv, 163| uden Kone, uden Børn, uden Nogen, som De med Glæde kan sørge for, og uden noget Haab, naar Deres jordiske Tilværelse nærmer sig til sin Ende.«

»Nu den Tid, den Sorg! Der er kun et Slags Liv, der anstaaer en klog og forstandig Mand, det er at leve à son aise, som Franskmændene sige, og dertil hører da blandt Andet ogsaa det, at man ikke skal være belemret med Andre end med sig selv. Dog, det forstaaer sig, hvis man kan forbedre sin Tilstand ved at forbinde sig med en Anden, det er en ganske anden Sag.«

»Og er da dette virkelig Deres Alvor?« spurgte Fulton, »eller er det igjen et Paradox, som de blot opstiller for at give en Prøve paa den Færdighed og Kløgt, hvormed De veed at forsvare det?«

»Det maa De selv afgjøre,« svarede Advokaten. »Om jeg taler ironisk eller alvorligt, det overlader jeg helst til mine Tilhørere selv at udgrunde, thi jeg har altfor stor Agtelse for deres Kløgt, til at jeg skulde tillade mig noget Indgreb i deres Dom.«

»Det undrer mig dog at see, at der findes saa mange geistlige Skrifter iblandt Deres Bøger,« sagde Fulton.

»O, dertil har jeg mine gode Grunde; jeg modtager tidt Besøg baade af Mænd og Qvinder, for hvilke slige Skrifter ere den bedste Anbefaling. Blandt de Geistlige findes der desuden store Talere, fra dem kan en Mand af min Profession hente Meget, som han har Brug for. Ogsaa hos Digterne findes der Adskilligt, som baade jeg og mange Andre kunne have Gavn af. Derfor har jeg ligeledes gjort mig et lille Udvalg af dem, som De seer.«

»Tænker De da paa at oversætte dem?« spurgte Fulton.

»Det er langt fra,« svarede James Gray med et Smiil, »men de ziirlige Talemaader og smukt formede Sententser 164| der findes hos dem, har jeg dog god Brug for; ja det er undertiden skeet, at jeg har omstemt en heel Jury blot ved et Par slige velanbragte Phraser. Thi saaledes gaaer det i den underlige Verden, vi leve i; mundus vult decipi hedder det jo. De selsomme Drømmere, der finde Saadant op, høste sjelden nogen stor Nytte deraf; men desmere gavner det dem, der veed, hvorledes Sligt med Fordeel skal anvendes.«

For at man ret kan begribe James Grays Fremgangsmaade ved denne og flere Leiligheder, maae vi bemærke, at han, naar han fandt Nogen, der var ubekjendt med Verdens Gang, som han kaldte det, eller med dens Slethed, som vi vilde sige, følte en næsten uimodstaaelig Drift til at tilintetgjøre denne Uskyldigheds og Uvidenheds Tilstand, hvilken han betragtede som en blind og enfoldig Benegtelse af det, som hans egen Livserfaring havde lært ham, ja næsten som en Fornærmelse mod hans egen Person. Dette var vel Grunden til, at han tidt ved slige Leiligheder blev betagen af et Slags Iver, der kun lidet passede til den Indifferentisme, som han ellers betragtede som den høieste Viisdom. Til denne sin Iver overlod han sig saameget desfriere og hensynsløsere, da han vel vidste, at hans Anseelse var saa befæstet, at et Par ufordeelagtige Ord af et ubekjendt ungt Menneske, ikke kunde gjøre ham nogen synderlig Afbræk.

Omtrent et Qvarteer efter Advokatens Hjemkomst traadte Jack Turner ind og berettede, at der var en Mand fra Landet, der ønskede at tale med ham; han kunde ikke godt komme igjen, sagde Jack, thi han skulde reise den næste Morgen tidlig.

»Egentlig burde jeg vel være fri for Forretninger i Dag,« svarede Advokaten, »men ligegodt; lad ham vente lidt, saa kommer jeg.«

165|»De maa ikke lade ham vente for min Skyld,« sagde Fulton, »jeg maa dog nu tage Afsked, jeg har maaskee alt været Dem til Besvær længere, end jeg skulde.« Med disse Ord stod Fulton op, tog sin Hat og anbefalede sig.

Strax efter førte Jack Turner en fiirskaaren Mand ind, hvis Ansigt ikke havde noget særdeles Udtryk af Kløgt. Han var en Colonist fra Egnen af Sunbury, sagde han, der just nu skulde reise bort igjen, og der kom for at faae et godt Raad af Hr. Advokaten. Derefter begyndte han en vidtløftig Beretning om en Strid, som han havde med en af sine Naboer, paa hvilken Beretning James Gray med stor Taalmodighed hørte. Omsider da han, efterat have gjort forskjellige Spørgsmaal, nogenlunde havde sat sig ind i Sagen, gav han ham et Par Vink om, hvorledes han skulde bære sig ad. »Det er Alt, hvad jeg nu kan gjøre for Dem,« sagde han, »skulde der indtræffe en uforudseet Vanskelighed, saa maa De skrive mig til.«

Den Fremmede syntes at være ganske vel fornøiet med de Raad, han havde faaet, og spurgte nu, hvad de skulde koste.

»Det ville vi strax see,« svarede James Gray, hvorefter han gik hen til sit Bogskab og tog en stor Bog frem, hvori han bladede nogle Øieblikke, indtil han fandt et Sted, som han syntes at læse med Opmærksomhed. »To Pund, tre og en halv Skilling,« sagde han omsider, hvorefter han lukkede Bogen til og igjen satte den i Bogskabet. Den Fremmede tog da en stor Læderpung frem, hvorefter han udbetalte den forlangte Sum, derefter takkede han flere Gange og forføiede sig bort.

»Det var da nok en geistlig Bog,« sagde Jack Turner, der, uden at Advokaten mærkede det, under den foregaaende Samtale havde staaet i en Fordybning af Værelset.

»Saa Du har hørt det, Jack,« sagde Advokaten, »nu 166| det kan da være det Samme, hvilken Bog det var. Slige Folk ville have hurtig Besked, de ville ogsaa gjerne have Noget paa Prent, som de kunne rette sig efter; iøvrigt vare de Raad, jeg gav ham, nok de Penge værd.«

»Ganske vist!« sagde Jack Turner, »den der smører godt, kjører godt, og der er nok ingen Mand i den hele By, der er saa klog som Hr. Advokaten.«

»Og der er nok heller ingen Mand i den hele By, der er saa næsviis, som Hr. Advokatens Fuldmægtig,« svarede James Gray. »Nei bliv,« føiede han til, »da Du har ventet saalænge, kan Du nok vente lidt endnu.«

Derpaa gik James Gray et Par Gange taus op og ned af Værelset. »Jeg kan just ikke sige, at jeg føler nogen synderlig Sympathie for den unge Maler,« sagde han endelig, »det er meget muligt, at han ikke bliver til Andet end til en stor Nar; men Talent har han, det er vist, og det kunne vi have Fordeel af. – Nu, vi ville forsøge det med ham.«

Efter disse Ord gik Advokat Gray hen til sit Skriverbord og tog en Strimmel Papir, hvorpaa han skrev nogle Linier. »Gaa hen til Hr. Dennison med dette,« sagde han, »og bed ham at indrykke det i sit Blad, men uden Navn, det forstaaer sig; dog kan han sætte mit Mærke derunder.«

Da Fulton næste Gang besøgte Lauras Huus, bemærkede han, at flere af de Tilstedeværende betragtede ham med større Opmærksomhed end tidligere. Noget efter kom Laura hen til ham og spurgte, om han ikke havde læst, hvad der stod i Hr. Dennisons Dagblad om ham. »Om mig?« spurgte Fulton forundret, »hvad i al Verden skulde der staae om mig?« – »Læs selv!« sagde Laura, idet hun rakte ham en 167| Avis. – Han læste da nogle Linier, hvori hans Talent og især hans Portraiter bleve meget roste, og hvori der sagdes, at han var en af de unge Malere i Amerika, som lovede allermest.

»Jeg begriber i Sandhed ikke, hvem der har værdiget saaledes at omtale mig,« sagde Fulton; »imidlertid maa jeg tilstaae, at denne Ros snarere beskæmmer end glæder mig; thi jeg føler meget vel, at jeg aldeles ikke fortjener den.«

»Og hvem troer De vel, har skrevet disse Linier?« spurgte Laura. – »Det er mig vanskeligt at sige,« svarede han. – »Advokaten har skrevet dem,« sagde hun, »der staaer et Mærke derunder, som røber ham, og han har desuden selv tilstaaet det.« – »Er det muligt!« raabte Fulton. – »Ja, De skylder ham virkelig Taknemmelighed; De seer forresten, at det især er som Portraittegner, De bliver rost.« – »Ja, det undrer mig selv.« – »Men hvorfor vilde De da ikke tegne mit Portrait?« – »Deres Portrait, Laura! hvad mener De dermed?« – »Det veed De jo meget godt, thi De har jo afslaaet at tegne det; jeg lovede rigtignok ikke at tale derom, men nu skal De dog høre det.« – »Jeg har jo aldrig afslaaet at tegne Deres Portrait, Laura.« – »Men Advokaten har jo dog været hos Dem og talt til Dem derom?« – »Ja, han talte rigtignok om en Dame, hvis Portrait jeg skulde tegne, men jeg vidste aldeles ikke, at det var Dem.« – »Hvad!« sagde Laura, »det er afskyeligt, det vil jeg strax tale med ham om.«

Noget efter kom hun hen til Fulton, ledsaget af Advokaten. »Ja, det er ganske rigtigt,« raabte hun, »han har selv tilstaaet det.« – »Nu ja,« sagde Advokaten, »jeg vilde ikke, at han skulde bevæges af Bihensyn, men kun af Kjærlighed til Kunsten, og deri mener jeg at Hr. Fulton selv vil give mig Ret.«

168|»Er det virkelig Dem, der har skrevet den rosende Artikel om mig i Hr. Dennisons Blad?« spurgte Fulton, »jeg fortjener den ikke, og dog maa jeg takke Dem derfor.« – »Nu, min unge Ven,« svarede Advokaten, »hvis jeg har viist Dem en Tjeneste med de Par Ord, saa kommer maaskee engang den Tid, da De kan vise mig en Tjeneste igjen; forresten har De et virkeligt Talent, der nok fortjener, at man gjør Publicum opmærksom derpaa.«