169|NITTENDE CAPITEL

Den næste Dag traadte Fulton ind i et Kaffeehuus som han, da det laae paa Veien til hans Lærers Bolig af og til pleiede at besøge. Neppe havde han taget Plads her, før en Opvarter, der kjendte ham, stiltiende traadte hen og lagde det Dagblad paa Bordet foran ham, hvori han med saa stor Ros blev omtalt. Fulton, der den foregaaende Aften kun havde havt Leilighed til at kaste et flygtigt Blik paa den omtalte Artikel, gjennemlæste den nu med større Langsomhed, og uagtet han vel vidste, at den aldrig var bleven skreven, hvis han ikke havde været Anmelderen personlig bekjendt, saa følte han dog et Slags hemmelig Tilfredshed derved, hvilken vel kan tilgives et ungt Menneske, der for første Gang er Gjenstand for offentlig Omtale, og der endnu aldrig har erfaret, af hvor urene og egennyttige Bevæggrunde en slig Omtale tidt udspringer, og hvor forgængeligt det Indtryk er, som derved frembringes.

Men i det samme Blad fandtes der ogsaa en anden Artikel, der i høi Grad fængslede hans Opmærksomhed. Der taltes nemlig om en Plan, som var bleven bekjendtgjort af en Amerikaner ved Navn Ramsey, og ifølge hvilken et Skib skulde drives frem ved Dampkraft selv imod Vind og Strøm. Fulton følte sig greben af en selsom Følelse, da han læste dette; thi han havde undertiden selv tænkt paa noget Lignende, desuden havde han læst i Franklins Skrifter, at en saadan Opfindelse ikke kunde henregnes til de umulige Ting.

Bladskriveren var imidlertid af en ganske anden Mening; 170| thi han betragtede det Hele som et af de latterligste og urimeligste Indfald, der nogensinde var opstaaet i et Menneskes Hjerne. Det er ogsaa vist, at Planen, saaledes som den her var fremstillet, især naar man tager Hensyn til de Fordomme, der dengang herskede, og til den Mistillid, der var bleven vakt ved tidligere mislykkede Forsøg, ikke syntes skikket til at indgyde nogen synderlig Tiltro; thi det hele Maskineri var beskrevet i saa ubestemte Udtryk, at man vanskelig kunde faae noget klart Begreb derom. Og dog skulde man, efter Vedkommendes Mening, naar denne Indretning blev sat i Forbindelse med en Dampmaskine, ved Hjelp deraf kunne gjøre Reisen fra Liverpool til Amerika i sexten Dage, uden at anvende Master eller Seil.

»Sligt kan tage sig ganske godt ud,« føiede Anmelderen til, »naar det blot ikke for Alvor skal gjennemføres, og naar man, uden at generes af Virkeligheden, blot vil drømme paa Papiret; idetmindste kan det da til en Tid skuffe dem, der, fordi de mangle den Erfaring og Indsigt, som ere nødvendige til at fælde Dom i en saadan Sag, maae lade sig nøie med en overfladisk Fortælling derom. Alle Mænd af Faget derimod ere af den Mening, at et sligt Project aldeles ikke kan udføres, og at det kun maa betragtes som et Foster af en ophidset og drømmende Indbildningskraft, hvormed det praktiske Liv aldeles intet har at bestille.

Iøvrigt maae vi dog tilføie, at Hr. Ramsey ikke har ladet sig nøie med den blotte theoretiske Fremstilling, han har tværtimod alt et Par Gange praktisk forsøgt at udføre sin Plan; men disse hans Forsøg ere naturligviis strandede paa Umulighedens Klippe.«

Da Fulton havde læst denne Artikel, gik der mange Slags Tanker igjennem hans Hoved. Han havde allerede flere Gange havt Leilighed til at see den saakaldte Dampmaskine og til at undersøge dens Indretning; han vidste 171| ogsaa at man ved Hjelp af denne Maskine kunde frembringe en Kredsbevægelse. Han erindrede tillige, at han allerede som Dreng, ved Omdreiningen af et Hjulværk, havde sat en Baad i Gang paa Floden Shuylkill, og at han paa denne Maade havde trodset Strømmens Magt og fuldkommen erstattet de manglende Aarer; alt dette frembragte en selsom Uro i hans Indre. »Hvis jeg blot havde Midler,« sagde han til sig selv, »som jeg kunde anvende derpaa, men ak! jeg er fattig; og selv hvis jeg aabenbarede mine Tanker for en rig Mand, da vilde man vel kun drive Spot med mig; thi slige Foretagender høre desværre ikke til dem, som vore Pengemænd føle synderligt Kald til at understøtte.«

Efterat Fulton havde siddet en Tidlang nedsunken i disse Betragtninger, forlod han omsider Kaffeehuset og begav sig tilbage til sin Bolig; thi han følte sig nu aldeles ikke oplagt til at besøge sin Lærer, ja han tænkte, saalænge denne Dag varede, neppe mere derpaa. Da han kom hjem, greb han rigtignok en Blyant, men det var kun for at tegne et Slags Model til en Maskine, der, naar den blev sat i Gang ved Dampkraft, muligviis kunde føre et Skib over Havet. Imidlertid maatte han dog tilstaae sig selv, at han, uagtet Alt, hvad han hidtil havde seet og iagttaget, neppe endnu besad den Indsigt i den praktiske Mechanik, som Løsningen af en saadan Opgave fordrede. Men enskjøndt han saaledes vel maatte erkjende, at hans nærværende Arbeide kun var et Slags Leeg med Tanker, der rimeligviis vilde opløses i en flygtig Dunst, naar de skulde gjennemgaae Erfaringens Ildprøve, saa blev han dog ved at tegne den ene Model efter den anden, eller, for at bruge det ovenomtalte Dagblads Ord, at drømme paa Papiret, ligetil Solen var dalet, og ligetil Natten indbød ham til et Drømmeri af en anden Art.

Da han vaagnede den næste Morgen, var det som om 172| den Tankeverden, hvori han Dagen iforveien havde levet, igjen var bleven bortrykket i det Fjerne. »Det var et af de Luftcasteller,« sagde han til sig selv, »hvis Glands saa tidt har lokket mig. Muligt er det, at hiin Hemmelighed engang skal opdages, men det bliver neppe mig, der skal løse Gaaden.« Derpaa satte han sig ned for at male videre paa et Landskab, hvilket han tidligere havde begyndt, og hvorpaa han, saavidt muligt, stræbte at gjengive den Farvepragt, som han under sin Udflugt i de amerikanske Skove havde seet.

Saaledes vilde vel det Indtryk, som hiin Bladartikel havde efterladt i hans Sjæl, være bleven udslettet, ligesom saamange andre, hvis ikke en af disse Begivenheder var indtruffen, hvilke vore Dages Viismænd almindelig give Navn af Hændelser, medens en frommere og enfoldigere Tid deri vilde have seet en Styrelse af et over Menneskets Skjebne vaagende Forsyn.

Den følgende Aften, da Fulton, efterat have tilbragt flere Timer i sin Mesters Malerstue, var kommen tilbage til sit Hjem, blev det ham sagt, at en Fremmed havde spurgt efter ham. Den Fremmede vilde vende tilbage den næste Morgen, hed det, imidlertid havde han efterladt en stor Pakke, hvori der, efter hans Sigende, vare Bøger, som tilhørte Robert Fulton.

Herover blev denne meget forundret, thi han vidste Ingen, med hvem han stod i en saadan Forbindelse, at han skulde sende ham Bøger. Han meente derfor i Førstningen, at det Hele grundede sig paa en Feiltagelse, imidlertid saae han virkelig, at hans fulde Navn: »Robert Fulton« stod skrevet med tydelige Bogstaver udenpaa Pakken.

Endnu mere forundret, ja næsten forbauset, blev han, da han havde aabnet den; thi allerøverst laae der et lille Brev, hvorpaa hans Navn ligeledes stod skrevet; dog var 173| Seglet derpaa brudt af en Anden. Dette Brev indeholdt kun faae Linier.

»Jeg er pludselig bleven nødt til at foretage en Reise til Europa,« saaledes lød Indholdet, »det er muligt, at jeg bliver borte i flere Aar; imidlertid sender jeg den lille Robert medfølgende Bøger, som en Erindring om hans Ven Benjamin Franklin. Skulde Robert Fulton nogensinde trænge til mit Raad og min Hjelp, eller have et Ønske, til hvis Opfyldelse, han mener, jeg kunde bidrage, da beder jeg ham hermed at henvende sig til mig, enten skriftlig, eller, hvis jeg er saa nær tilstede, langt hellere mundtlig.

12. Septbr. 1776. Benjamin Franklin.«

De medfølgende trykte Sager bestode for en stor Deel af Lærebøger i de mechaniske og mathematiske Videnskaber, hvortil var føiet et Udvalg af Franklins egne Skrifter. Desuden fandtes der endnu en lille Seddel indeni det ovenfor omtalte Brev; denne Seddel var skreven til en bekjendt Mechanikus i Philadelphia ved Navn Tweed, til hvem Franklin anbefalede sin Ven den unge Robert Fulton, dersom han skulde have Lyst til at træde i Lære hos ham, for ogsaa paa den praktiske Vei at blive bekjendt med den mechaniske Kunst.

Efterat Fulton havde læst dette og lagt Bøgerne paa sit Bord, følte han sig betagen af en saa stærk Sindsbevægelse, at han maatte sig ned for igjen at samle sine Tanker.

»Altsaa, det var Franklins Mening,« sagde han, efterat han havde siddet en Stund maalløs; »havde jeg i Tide faaet dette at see, ja, havde jeg blot anet, hvad han vilde gjøre for mig, da vilde jeg rimeligviis have været i en ganske anden Stilling, end den, hvori jeg i dette Øieblik befinder mig.«

Det var ligesom om denne Sendelse meer end noget Andet, hvad der hidtil var indtruffet i Fultons Liv, havde 174| oplyst ham om, hvad han var bestemt og kaldet til. »Ja, ja, Franklin havde Ret,« udbrød han, »jeg burde have studeret de mechaniske Videnskaber; der er Noget i mit Indre, der tidt nok har sagt mig det. Hvem veed, hvad jeg da havde kunnet bringe det til! – Og den gamle Qvæker sagde mig det ogsaa – men jeg har lukket mit Øre for de Stemmer, der talte Sandhedens Ord til mig – og nu – nu er det vist for sildigt – ganske vist; thi meer end tretten Aar af min bedste Ungdom ere jo allerede uigjenkaldelig tabte.«

Under disse Ord var han sprungen op af sin Stol og han gik da med stærke Skridt frem og tilbage i Værelset; men endelig satte san sig ned igjen og begyndte at eftertænke, hvad der nu var at gjøre.

»Ja, det vil jeg,« sagde han efter nogen Betænkning; »jeg vil ikke længere lade mig holde tilbage af en falsk Undseelse, jeg vil søge Franklin op, jeg vil oprigtig fortælle ham, hvorledes det er gaaet mig hidtil, og hvorledes jeg er bleven behandlet af mine Nærmeste, og jeg vil bede ham at sige mig, hvad jeg nu skal gjøre, og at hjelpe mig, hvis han kan.«

Efterat han havde fattet denne Beslutning, var det, ligesom en tung Steen var falden fra hans Bryst, og han aandede lettere. Kort efter gik han tilsengs og faldt i en Søvn, der var langt roligere, end man, efter den oprørte Sindsstemning, hvori han tidligere havde befunden sig, skulde have troet, og han vaagnede først den næste Morgen, da det var lys Dag.

Neppe var han bleven paaklædt, før det bankede paa hans Dør, og kort efter traadte hans gamle Beskytter John Bridle fra Reading ind i Værelset.

»Ak, er det Dem, der har været her i Gaar!« raabte Fulton, »velkommen! det er mig kjært at see Dem, De har 175| bestandig meent det ærligt med mig; og dog – tilgiv, at jeg taler oprigtigt med Dem! – men jeg kan ikke dølge det, De har neppe handlet Ret i at holde dette Brev og disse Bøger i saa mange Aar tilbage.«

»Ja, det var da egentlig ikke mig, der holdt dem tilbage,« svarede John Bridle, »og dog kan det nok være, at jeg har havt nogen Uret imod Dem, men jeg meente det godt, det maa være min Undskyldning.«

»Hvorfor har De dog gjort det?« vedblev Fulton, uden at agte paa hans Ord, »hvorfor har De holdt tilbage, hvad der var mig bestemt, hvad der var min Eiendom, hvad der var mig vigtigere end al Verdens Rigdom og Herlighed, hvad der, hvis jeg havde faaet det i rette Tid, vilde have givet mit hele Liv en Holdning, en Sikkerhed, som det nu vel aldrig mere kan naae?«

»Men det var jo ikke mig, det var Deres Pleiefader selv, der modtog og gjemte Bøgerne,« svarede John Bridle, der iøvrigt syntes noget forlegen og forbløffet over Fultons Heftighed.

»Og kan han, eller kan De give mig blot et Aar, en Dag, en Time, ja et eneste Minut af den Tid tilbage, der saaledes er bortkastet og forsømt, og som De saa grusomt har røvet mig?« raabte Fulton.

»Giv Dem dog tilfreds, min kjære unge Ven,« sagde John Bridle, »har jeg handlet galt, saa var det i den bedste Mening; thi seer De, jeg maatte helligt love Hr. van Gehlmuyden, da han betroede mig denne Sag, at jeg ikke skulde tale et Ord derom, hverken til Dem, eller til nogen Anden, og fornemmelig ikke til Franklin. Dette meente jeg ogsaa var bedst for Dem selv, da jeg vidste, at Hr. van Gehlmuyden aldrig vilde give Dem en Skilling af sin Formue, hvis De ikke gik den Vei, han havde bestemt for Dem, eller hvis Franklin i mindste Maade blandede sig i Deres 176| Anliggender. Dette afholdt mig da ogsaa fra at skrive Franklin til Dem angaaende; og jeg har da heller ikke seet og talt med ham, siden han kom hjem fra sin store Reise. Først i Gaar gik jeg hen for at hilse paa ham, men desværre, han befandt sig ikke saa vel, at jeg kunde faae ham at see.«

»Er Franklin syg?« spurgte Fulton.

»Ja, han har alt været syg længe,« svarede John Bridle.

»Det er endnu en Ulykke mere,« raabte Fulton; »men hvorfor har ikke Hr. van Gehlmuyden sendt mig denne Pakke tidligere? det er jo dog nu allerede lang Tid siden, at han ganske slog Haanden af mig.«

»Nu, hvor meget jeg holder af Hr. van Gehlmuyden, og hvor brav en Mand han ellers er, saa vilde jeg dog gjøre ham Uret, dersom jeg kaldte ham hurtig og expedit; thi De veed selv, han opsætter Alt fra Dag til Dag, indtil Dage blive til Maaneder og Maaneder til Aar. Og hvad mig selv angaaer, saa har mine egne Anliggender givet mig saa meget at tænke paa, især i den sidste Tid, saa jeg, med Skam at tale om, glemte at skynde paa ham indtil nu, da jeg skulde forlade Reading. Iøvrigt er Hr. van Gehlmuyden en god Mand, og hvem veed, hvis De bare endnu vilde føie Dem efter hans Villie og give ham et venligt Ord, saa -«

»Tal ikke derom, Hr. Bridle! hvad jeg saa bliver i denne Verden, Guldsmed bliver jeg aldrig, det kan De forlade Dem paa.«

»Det seer heller ikke ud derefter,« sagde John Bridle, idet han kastede sit Øie rundt paa de Øvelsesstykker og Udkast til Landskaber, hvormed Væggene vare behængte. »Nu, det er jo dog ogsaa muligt, at De paa den Vei kan vinde Deres Brød, og hvis De engang skulde trænge dertil – for af Hr. van Gehlmuyden kan De vel nu i flere Aar 177| intet vente – hvis De da engang skulde behøve det, siger jeg, saa henvend Dem kun frit til mig! det er ikke mere end min Skyldighed, at jeg søger at oprette igjen, hvad jeg har gjort galt. Men De finder mig ikke mere i Reading, der boer jeg ikke længere, jeg boer nu i Newyork.«

»Hvad, flytter De bort fra Deres smukke Huus i Reading?« spurgte Fulton, der i dette Øieblik syntes at glemme sin egen Sorg ved at høre John Bridles Beslutning.

»Ja, ja, »den gyldne Ørn« har jeg nu taget Afsked med, og dog var det et smukt Huus, som De siger, og jeg tør vel paastaae, at det ikke er bleven mindre smukt og godt under mine Hænder; men det er Verdens Gang, og det Bedste, jeg eiede, min Kone og mine Børn, tager jeg dog med mig.«

Nu fortalte John Bridle, at han havde sin hele Familie med, og at de alle den næste Morgen vilde fortsætte Reisen til Newyork, hvor han skulde overtage Bestyrelsen af en Gjestgivergaard, som en af hans Kones Slægtninge eiede, og hvortil der var en stor Bedrift og en stor Søgning. Imidlertid havde Eieren, der var en gammel Mand, og der følte sine Kræfter aftage, selv anmodet ham om at træde i Fællesskab med sig. »Og da Vilkaarene vare ganske gode,« vedblev John Bridle, »saa meente jeg, at jeg for min store Families Skyld ikke burde afslaae Tilbudet.«

Efterat John Bridle endnu engang havde gjentaget sin Forsikkring om, at Fulton, hvis han engang kom i Forlegenhed og trængte til Hjelp, frit kunde henvende sig til ham, rakte han ham omsider Haanden til Afsked og gik sin Vei.