178|TYVENDE CAPITEL

Endnu den samme Morgen, strax efterat John Bridle havde taget Afsked, besluttede Fulton at aflægge sit Besøg hos sin verdensberømte Landsmand. Det var noget over Vinterens Midte i Aaret 1790.

Franklin var allerede den Gang fire og fiirsindstyve Aar gammel og havde i længere Tid været fængslet til sit Leie, hvor han ved gjentagen Anvendelse af Opium maatte søge Lindring i den smertelige Sygdom, der forbittrede hans sidste Dage. Dette hans voxende Ildebefindende var vistnok bleven omtalt i de offentlige Blade, men disse læste Fulton kun sjelden, og i den Kreds, han besøgte, blev Franklins Navn næsten aldrig nævnt. Hertil kom, at Fulton selv, der følte sig beskæmmet ved, at han endnu saalidet havde opfyldt, hvad hans fordums Velynder om ham havde forudsagt, helst undgik at tale om ham. Hvor forunderligt det end kan synes, saa lader det sig maaskee dog heraf forklare, at han, ligetil John Bridle lod falde nogle Ord derom, aldeles Intet havde hørt om Franklins Sygdom. Nu faldt det ham derimod tungt paa Hjerte, og han erkjendte med bitter Selvbebreidelse, hvor urigtigt han havde handlet ved ikke tidligere at bekymre sig om sin gamle Velynders Skjebne. »Det er da ikke meer end min fortjente Løn,« sagde han til sig selv, »hvis jeg nu finder Veien spærret, hvis jeg nu aldrig mere skal høre den Mands Stemme, der alene kunde skjenke mig Trøst og Bistand.«

Hans Hjerte bankede ængsteligt ved denne Tanke, og dog stod han en Tid uvis og overlagde, om det maaskee ikke 179| var bedre at opsætte sit Besøg. »Nei,« sagde han omsider, »jeg vil gaae, jeg har ventet længe nok.« Han stod endnu et Øieblik og eftertænkte sin Stilling, derpaa ilede han hen og opsøgte det Brev, som Franklin allerede for over tretten Aar siden havde skrevet ham til, men som han først nylig havde modtaget; thi dette, meente han, vilde være den bedste Anbefalingsskrivelse, hvis han blot kunde bringe det saa vidt, at det blev givet i Franklins Hænder.

Ved Indgangen til dennes Bolig, mødte han en Mand, som han standsede og spurgte, om han ikke kunde faae Franklin i Tale.

»Jeg troer det neppe,« lød Svaret, »thi han befinder sig ikke vel, som Hvermand veed; men De kan jo gaae ovenpaa og spørge Dem for.«

Fulton gik nu opad Trapperne og kom ind i en stor Sal, hvori flere Mænd vare forsamlede, der saae temmelig betænkelige og alvorlige ud. Nogle af dem stode stille, andre gik op og ned i Værelset. Der hørtes ingen høirøstet Tale, og naar de vexlede nogle Ord med hverandre, saa skede det med sagte Stemmer.

Fulton standsede et Øieblik og saae sig om, derpaa gik han hen til en af de Tilstedeværende, der stod i et Vindue, og spurgte igjen, om han ikke kunde faae Franklin i Tale.

»Det kan De ikke,« svarede den Fremmede, »det forstaaer sig af sig selv.«

»For Himlens Skyld, er der da nogen Fare for hans Liv?« spurgte Fulton med stigende Angst.

»Fare er der vel bestandig, naar en Mand paa fire og fiirsindstyve Aar maa kæmpe med en saa angribende og haardnakket Sygdom,« svarede den Fremmede. »Imidlertid, der kommer hans Læge Doctor Jones, nu faae vi at høre, hvorledes det i Dag staaer til.«

180|I samme Øieblik traadte en undersætsig Mand med et klogt Ansigt ind i Salen. De fleste af de Tilstedeværende flokkedes da strax om ham.

»Nu, Hr. Jones, hvorledes staaer det?« spurgte man fra alle Sider.

»Noget bedre end i Gaar,« svarede Doctor Jones, »Natten har været taalelig, og hvis jeg ikke tager aldeles feil, saa er det værste Anfald for denne Gang overstaaet.«

Saasnart Fulton saae Leilighed dertil, trængte han sig ogsaa hen til Lægen og spurgte, om Franklin da nu befandt sig saa vel, at han kunde faae ham i Tale.

»Hvor kan De spørge saaledes, da De dog vel maa vide, hvor haardt han har været angreben!« svarede Dr. Jones, »han er endnu meget mat, og jeg kan aldeles ikke tillade, at nogen Fremmed i denne Tid forstyrrer hans Ro.«

»Vil De da ikke ved Leilighed overgive ham dette Brev?« sagde Fulton, »naar han har læst det, vil han maaskee dog ikke undslaae sig for at see mig.«

»Hvad, det er jo hans egen Haand!« raabte Lægen, da han saae Udskriften.

»Det er et Brev, som han har skreven mig til for mange Aar siden,« svarede Fulton, »og hvori han tillader mig, at jeg maa henvende mig til ham, naar jeg engang behøver hans Raad eller Bistand – og dette behøver jeg nu kun altfor meget,« lagde han til med sagtere Røst.

»Det er en anden Sag,« svarede Lægen, »saa maae vi see, hvorledes vi kan hjelpe Dem. Kom igjen i Overmorgen, unge Mand, paa samme Tid som i Dag! før troer jeg ikke, det kan nytte noget; ja maaskee kommer De ogsaa da til at gaae forgjeves. Imidlertid kan De stole paa, at han skal faae Deres Brev, jeg skal selv levere det i hans Hænder.«

Efter disse Ord begyndte Doctor Jones en Samtale med et Par af de Omstaaende; men kort efter, endnu før 181| Fulton havde naaet Udgangen af Værelset, kaldte han ham tilbage igjen. »Vær saa god, før De gaaer, at opgive mig Deres Bopæl!« sagde han, idet han tog en Tegnebog frem, »det er maaskee dog det Sikkreste.« – Fulton underrettede ham da derom. »Godt,« svarede Doctor Jones, idet han skrev et Par Ord i Tegnebogen, »jeg skal ikke glemme det.«

Den næste Morgen modtog Fulton et Par Linier fra Doctor Jones, hvori denne indbød ham til at komme saasnart, han kunde; thi Doctor Franklin befandt sig nu efter Omstændighederne temmelig vel og ønskede selv at see ham.

Da Fulton traadte ind i den Sal, hvori han den foregaaende Dag havde været, fandt han Doctor Jones der, som strax kom ham imøde og førte ham ind i Franklins Kammer.

Dette Kammer var lyst og smukt. Paa Bordet laae mange Papirer, der syntes ordnede med stor Omhu. Langs med de to Vægge stode høie Reoler, opfyldte med Bøger. De egentlige Møbler vare kun faa og simple og, som det lod til, forfærdigede i en ældre Tid. I Baggrunden af Værelset stod der en Brænde besparende Ovn af det Slags, som Franklin selv havde opfunden, og hvorfra der udgik en mild Varme, der udbredte sig ligelig til alle Sider.

Alt dette lagde dog kun Fulton lidet Mærke til, thi hele hans Opmærksomhed var fæstet paa Franklin selv, der nu, hvad der i flere Maaneder ikke havde været Tilfældet, var staaet op af sin Seng og sad i en Lænestol, indsvøbt i en Slobrok, og med en Pelsværkshue paa Hovedet, saaledes som man undertiden seer ham stukken i Kobber foran paa Titelbladet af hans Skrifter. En Deel af hans Haar var endnu synligt, dog var det ikke længere graat, 182| saaledes som det var, da Fulton saae ham første Gang, men det havde nu antaget en sølvhvid Farve.

Da Franklin saae Fulton, udstrakte han sin Haand imod ham og betragtede ham med stor Opmærksomhed. »Det gjør mig ondt, at vi nu først igjen skal mødes,« sagde han, »nu da jeg paany staaer rede til en lang Reise, meget længere end den forrige, og hvorfra jeg aldrig skal vende tilbage til dette Land. Men jeg begriber ikke selv, hvordan det er gaaet til, at jeg ikke har tænkt paa Dem i alle disse Aar. Dog, en af de største og sørgeligste Feil, som Alderdommen medfører, er Glemsomhed.«

»O, mit Livs Frelser! min Barndoms Velgjører!« raabte Fulton, idet han bøiede sig ned med en uvilkaarlig Ærefrygt for at kysse den ædle Oldings Haand.

»Nei, nei, ikke saaledes!« sagde Franklin, idet han drog sin Haand tilbage. Derefter fæstede han sine Øine med Opmærksomhed paa Fulton. »Mig synes, at jeg endnu i disse Træk kan gjenkende den smukke Dreng, som jeg mødte paa Shuylkillfloden i hans lille Fartøi, som jeg kort efter saae bleg paa Baaren, og der atter tilsidst til min og Alles Glæde levede op under vore Hænder. Som sagt, jeg forstaaer ikke, hvorledes alt dette saalænge kan have været ligesom bortvisket af min Hukommelse. Det var hidtil min Stolthed, at intet Menneske skulde kunne sige, at Benjamin Franklin havde handlet urigtigt imod ham, men jeg mærker nu vel, at jeg maaskee har taget feil, og at Ydmyghed er den Dyd, der anstaaer os alle bedst.«

»O, min ædle Velgjører! Skylden er for en stor Deel min egen, men dog haaber jeg, De vil tilgive mig, naar jeg fortæller Dem, hvorledes det er gaaet mig, siden jeg saae Dem sidst.«

»Jeg takker Gud, min Søn, fordi jeg netop idag 183| befinder mig saa vel, at vi kan tale nogen Tid sammen; fortæl mig da nu, hvad der ligger Dem paa Hjerte.«

Nu fortalte Fulton i Korthed, hvorledes han var bleven sat i Guldsmedlære, og hvorledes han derefter havde mødt Barlow, der overtalte ham til at blive Maler, og hvorledes han ligetil den allersidste Tid var bleven holdt i Uvidenhed om Franklins Brev og om de Bøger, han havde sendt ham. Han lagde heller ikke Dølgsmaal paa den Følelse, der havde hindret ham fra at besøge Franklin tidligere, uagtet han tillige gjerne indrømmede, at dette ikke var Ret.

Efterat Franklin havde hørt denne Fortælling, sad han i nogen Tid taus. »Det er rigtignok ikke gaaet, som jeg havde ønsket og haabet,« sagde han omsider; »men saaledes spildes de bedste Kræfter, saaledes gaae Talent og Genie til Grunde ved en egensindig og forkeert Opdragelse; thi hvad der er skeet, det er skeet og kan desværre ikke forandres. Havde vi talt sammen endnu engang i Deres tidligere Aar, ja da havde det været en anden Sag.«

»Men jeg mærker bestandig meer og meer, at jeg ingen ret Lyst har til den Kunst, jeg nu driver,« sagde Fulton, »og mangen en Gang er det, ligesom om Nogen hviskede til mig, at jeg er bestemt til noget Andet.«

»Hvor gammel er De nu?« spurgte Franklin.

»Jeg er noget over to og tyve Aar.«

»Alt i en tidlig Alder bør man plante det Træ hvoraf man selv vil høste Frugt,« sagde Franklin, »alt nu burde Grunden til den Bygning være lagt, som De i Fremtiden skal opføre.«

»Og kan jeg da ikke ved Flid indhente, hvad der er forsømt?«

»Jo – maaskee, hvis De tør tiltroe Dem en saadan Flid, hvis De i Sandhed er Dem bevidst, at De har en urokkelig Villie. Et sundt Menneske behøver vel neppe 184| meer end sex Timers Søvn, og naar man arbeider ufortrødent i den øvrige Tid og sparer paa hvert Minut som paa Guld, da vorder det virkelig dertil, da kan man udrette mere i faa Aar, end de fleste Mennesker udrette deres hele Liv igjennem.«

»Jeg begjerer jo ikke kostbare Klæder,« sagde Fulton med en pludselig Ild, der, som det lod til, bragte Franklin til at studse, »ikke græssende Qvæg paa Marken, ikke Huse i Byen eller prægtige Landsteder. De Rige maae gjerne gaae mig forbi med Spot og Haan, og de, der kun jage efter Lykken, maae betragte mig som en Daare, jeg skal ikke lade lade mig afskrække deraf; thi min Hu staaer nu kun til at gaa den Vei, der bedst stemmer med mine Evner, og selv om jeg ikke skulde blive ganske tilfreds paa denne Vei, saa bliver jeg det dog vist endnu mindre paa nogen anden.«

»Er det saa, og mener Du dette af Dit inderste og fuldeste Hjerte?« spurgte Franklin.

»Jeg har visselig aldrig i mit Liv sagt Noget, som jeg meente alvorligere,« svarede Fulton.

»Er det saa,« gjentog Franklin med et Blik, der vidnede om den Sjælens Ungdom, der kan være tilstede selv i den sildigste Alder, »da har min Anelse ikke bedraget mig, dengang jeg saae Dig arbeide Dig frem imod Strømmen ved Hjelp af Dit eget kløgtige Paafund, og da maa jeg betragte det som en hellig Pligt at hjelpe Dig frem til det Maal, Du stræber efter, vi ville da nu tænke paa, hvorledes vi bedst kan indhente det Forsømte.«

Derefter fortalte Fulton, hvorledes han, ved gjentagne Besøg hos mechaniske Kunstnere, allerede havde gjort sig bekjendt med mange Maskiners Indretning, og ligeledes om den Mølle, der var bleven bygget efter hans Anviisning, og endelig om den Lyst til de mechaniske Videnskaber, der 185| var vaagnet hos ham netop i de Dage, da han modtog Franklins Brev, og der, i Forening med dette, havde bestemt ham til at besøge sin Barndoms Ven og til at bede ham om Raad og Bistand. »I alt dette og meget Andet synes det mig nu, at jeg ligesom seer en høiere Styrelse,« sagde Fulton.

»Den kan Du see overalt, min Søn, naar Du kun har Øie derfor,« svarede Franklin, »jo længere jeg lever, desto stærkere bliver den Overbeviisning hos mig, at Gud er den usynlige Styrer i alle menneskelige Forhold; hvad derimod de forskjellige Sectmennesker ville, at man skal tro om denne Gud, derom bryder jeg mig ikke saameget. Det er ogsaa min Mening, at de bedste mellem dem dog tilsidst maae lade sig nøie med deres egen Salighed, uden at opnaae, at de anderledes Troende, for denne deres afvigende Tros Skyld, vorde fordømte. Men Du maa nu vente et Øieblik, min Søn, thi jeg tør ikke tale ret længe paa eengang.« Under disse sidste Ord lagde Franklin sit Hoved tilbage i Stolen, hvor han sad.

Kort efter syntes hans Kræfter igjen at vende tilbage, og han udspurgte nu Fulton noget mere med Hensyn til hans tidligere Liv; især vilde han vide nøiagtig Besked om hans Forhold til van Gehlmuyden og til Barlow. »Det er dog vel ikke Din Mening, at Barlow skal blive uvidende om, at Du nu vil opgive Malerkunsten?« spurgte han tilsidst.

»Det er langtfra,« sagde Fulton, »før vilde jeg kæmpe med Hunger og den bittreste Nød, før det skulde skee; thi han har ikke fortjent Andet end Oprigtighed af mig.«

»Ret min Søn! jeg veed vel, at der gives dem i vor Tid, der kaste Vrag paa vor enfoldige Moral, og mene at den nu er forældet og høist kun kan passe for indskrænkede Hoveder; imidlertid har et langt Liv lært mig, at den, 186| der bedrager Andre, dog i Grunden bedrager sig selv allerværst.«

Kort efter fortalte Fulton, at han ogsaa besad en lille Seddel fra Franklin, hvori denne anbefalede ham til Mechanikus Tweed i Philadelphia, hvis han engang vilde tage Underviisning i denne Mands Kunst.

»Det er godt,« sagde Franklin, »giv ham kun min Seddel; thi jeg veed Ingen, der bedre end han kan hjelpe Dig frem paa den Vei, Du ønsker at gaae. Og hvad Du nu forresten behøver,« blev han ved, »til et tarveligt Udkomme, saalænge Din Læretid varer, det maa Du tillade Din gamle Ven Franklin at sørge for.«

»Det er den anden Gang, at De, som en Frelsens Engel, griber ind i mit Liv,« sagde Fulton, idet han trykkede Franklins Haand, som denne rakte ham.

»Dit sandeste, Dit bedste Liv maa Du selv frelse,« sagde Franklin, »thi det mægter ingen Anden. Orden, Maadehold, Aarvaagenhed og Flid, derom gjelder det især. Lær Dig selv at kjende, og gaa saa stadig frem paa den Vei, som denne Kundskab henviser Dig til, og lad ikke Hænderne synke, fordi et eller andet Forsøg mislykkes, da skal Du tilsidst overvinde Verdens Modstand. Og endnu Et vil jeg lægge Dig paa Hjerte, min Søn: I disse Lande trænge vi mere til det Nyttige end til den blotte udvortes Glands; see da til – det er den eneste Løn, Din gamle Ven forlanger af Dig – at det, hvorpaa Du offrer din bedste Kraft, virkelig og i Sandhed kan blive til Gavn for Dit Fædreland og, om muligt, for den hele Verden.«

Han vilde endnu have talt længere, men det syntes, som han blev overfalden af en pludselig Svaghed, saa hans Stemme svigtede ham.

»Det falder Dem vanskeligt at tale,« sagde Fulton, »lad mig da hellere komme igjen en anden Gang.«

187|»Nei, min Søn,« svarede Franklin efter et kort Ophold, »Øieblikket er kostbart, og jeg har ikke saa lang Tid tilbage, det er da ikke værdt at opsætte det til i Morgen, hvad der kan skee i Dag, Du maa blot vente noget, ligesom før; thi jeg har endnu et Par Ord at sige Dig.«

Han lagde da sit Hoved igjen til Hvile, og der opstod en Taushed, som varede nogle Minuter, men derpaa reiste han sig igjen op og begyndte at tale, først i afbrudte Sætninger, men siden blev hans Stemme mægtigere, hans Blik opildnedes, og det syntes næsten, som om han vandt i Kraft, jo længere han talte.

»See, min Søn!« sagde han, »jeg har selv arbeidet mig op fra Ringhed og fattige Kaar; men jeg har aldrig tabt Modet, og saa har da ogsaa Gud bestandig hjulpen mig. Da jeg første Gang traadte ind i denne By, kom jeg som en ringe Flygtning; jeg havde ingen Venner her og ingen Bekjendte, og jeg eiede neppe saa mange Penge, som den fattigste Dagleier kan fortjene hver Dag med sine Hænder. Jeg kjøbte da to Brød, et af dem gav jeg til En, der endnu var fattigere end jeg, det andet spiste jeg selv. Som en forladt Dreng i luslidt Dragt, spisende mit Brød, vandrede jeg forbi min tilkommende Svigerfaders Huus, og i denne Tilstand saae den Pige mig for første Gang, der siden skulde række mig sin Haand og blive min trofaste Hustru. – Nogle Aar derefter, da det gik mig bedre, og da jeg begyndte at anlægge det Bogtrykkeri, der gjorde mig til en velhavende Mand, da erklærede den halve By mig for en Daare, og sagde, at jeg vilde gaae til Grunde derved, ligesom alle de Andre, der i Philadelphia havde begyndt paa Sligt. – Senere, dengang jeg foretog de Forsøg, hvorved jeg vilde anvise Lynstraalen en mindre farlig Vei, da loe man igjen og spottede mig; ja flere Geistlige tordnede endog imod mig paa Prædikestolen og kaldte mig en 188| Ugudelig, der vilde trodse Herrens Magt og nedkalde hans Straffedom over Landet; men da det lykkedes, da Tordenlederen var opfunden, da vendte det Hele sig til Hæder og Bifald. – Endnu senere, da jeg talte mit Lands Sag for det engelske Underhuus, og da jeg havde sendt nogle Efterretninger hjem, som jeg uden mindste Svig var kommen i Besiddelse af, og der vare af største Vigtighed for os, da paastod man, at jeg med skammelig Underfundighed havde tilvendt mig fremmede Breve, for derved at fremkalde Oprør. Det blev da offentlig sagt og ofte gjentaget, at jeg var en Mand uden Tro og Ærlighed, og at jeg havde tabt alt Krav paa Agtelse i det menneskelige Selskab, ja det blev forlangt, at man skulde brændemærke mig i Menneskehedens Navn og indslutte mig i et bestandigt Fængsel. Imidlertid gik jeg min rolige Gang ligesom før, og det aabenbaredes da tilsidst, at alle hine Beskyldninger vare aldeles uden Grund. Alt dette fortæller jeg Dig kun for at vise, at man ikke skal opgive sine bedste Planer, fordi man i kortere eller længere Tid miskjendes af Hoben. Hvis Du blot bliver tro mod Dig selv og farer fort i Din bedre Virksomhed, da kan Du vel til en Tid blive miskjendt og forfulgt, men Du skal dog tilsidst med Guds Hjelp seire over Forfølgelsen. Og selv om Du hører Mængdens Raab imod Dig, da skal Du ikke tælle, men veie Stemmerne, og Du skal huske, at den Fornuftiges Røst, hvor sagte den ogsaa klinger i det stormende Øieblik, dog vil høres længere ned igjennem Tiderne, end den uvidende Mængdes stærkeste Støien.«

I dette Øieblik aabnedes Døren paa Klem, og Doctor Jones strakte sit Hoved indenfor og sagde: »Husk dog paa, at De ikke maa tale for længe; Deres Bryst trænger nu vist til Hvile.« Efter disse Ord trak Doctor Jones igjen sit Hoved tilbage, og Døren lukkedes udenfra.

189|»Du seer, min Søn,« sagde Franklin, »at jeg, uagtet vi leve i en Fristat, dog endnu ikke har naaet den rette og fuldkomne Frihed. Jeg kommer da vel til at søge den hiinsides paa en anden Kyst og i et bedre Land; thi her føre Doctor og Sygdom endnu et strengt Herredømme over mig. Saa far da vel, min Søn, for denne Gang! Jeg skal tale med Doctor Jones Dig angaaende; thi saa megen Tid har jeg dog vel endnu tilbage her paa Jorden, at jeg kan sørge for Din nærmeste Fremtid.«