190|ET OG TYVENDE CAPITEL

Neppe var Fulton kommen hjem fra sit Besøg hos Franklin, før han strax satte sig ned og skrev et Brev til Barlow, hvori han ligefrem fortalte ham, hvad der i den sidste Tid var foregaaet i hans Indre, og underrettede ham om den Beslutning, han nu havde fattet. Dernæst takkede han ham for den Deeltagelse og for den Understøttelse, han hidtil havde givet ham. Denne kunde og burde ikke længere vedvare, skrev han, eftersom han med Hensyn til Malerkunsten saae sig nødt til at skuffe Barlows Forventninger. »Iøvrigt føler jeg vel,« lagde han til, »at jeg egentlig nu er forpligtet til at betale Dig alt det tilbage, som Du tidligere har skjenket mig; men baade i denne og flere Henseender er jeg saa dybt i Din Gjeld, at jeg, hvis Du vil gaae efter den strenge Ret, aldrig vil komme ud deraf.«

Efterat Fulton havde bortsendt dette Brev, gik han strax hen og meldte sig hos den Mechaniker, til hvem Franklin havde anbefalet ham, og erklærede, at det var hans Ønske ved hans Bistand at erhverve sig praktisk Duelighed i Mechaniken. Da han nu tillige fremviste Franklins Brev, saa fandt denne Sag ikke nogen synderlig Vanskelighed, og Fulton begyndte da strax at arbeide under sin ny Mesters Veiledning. Desuden søgte han ogsaa at blive nøie bekjendt med Indretningen i alle de Maskiner, han fik Øie paa. Aftenen derimod og de tidlige Morgentimer anvendte han til mathematiske Studier, og da han forenede et virkeligt Anlæg med en fast Villie, saa bragte han det snart saavidt, 191| at der idetmindste ikke fandtes nogen Opgave i den lavere Mathematik, med hvis Løsning han var ubekjendt.

Saalænge Franklin endnu levede, lod Fulton sjelden nogen Dag gaae hen, uden at spørge til hans Befindende; af og til fik han ham ogsaa selv at see. Franklin opmuntrede ham da bestandig til Flid og Orden; »thi Flid er Drivhjulet i ethvert Værk,« sagde han, »men Orden det Pendul, der regulerer Værkets Gang.« – »Spar paa hvert Minut!« sagde han en anden Gang, »thi selv det mindste Øieblik, naar det bruges godt, kan blive en Vinding for Dit hele Liv; hvis Du sover, til Solen staaer høit paa Himlen, da vil Du tilsidst vækkes af Din Skyldherre, men hvis Du lader Dit Værktøi klinge i den tidlige Morgenstund, da vil Din Skyldherre give Dig Credit i sex Maaneder længere end ellers.«

Kort efter sit første Besøg hos Franklin, modtog Fulton fra Dr. Jones den Efterretning, at han havde Ordre til i hvert af de tre paafølgende Aar at udbetale ham tredive Pund Sterling. Længere behøvedes det ikke, meente Franklin, thi til den Tid maatte Fulton have erhvervet sig en saa stor Dygtighed i sit Fag, at han selv kunde skaffe sig, hvad han trængte til.

Fulton talte aldeles ikke til sine øvrige Bekjendte om, at han saaledes havde skiftet Leveplan, og om de Arbeider, hvormed han nu var sysselsat, og det varede temmelig længe, før man i Lauras Kreds erfarede, at han havde ombyttet Maleriet med en Kunst, der syntes at staae Haandværksfaget nærmere.

Da Fulton næste Gang besøgte Greenwoods Huus, spurgte Laura ham ligefrem, om han dog ikke engang vilde gjøre Alvor deraf og tegne hendes Portrait. »Ja, ja,« sagde Advokaten, »det er vigtigt at bevare slige Træk, saa 192| man dog, naar hun omsider bliver gammel eller døer, kan see, at der har levet en saadan Skjønhed iblandt os.«

»Ti, ti!« raabte Laura med Heftighed, »jeg vil ikke døe, og endnu mindre vil jeg blive gammel, idetmindste vil jeg ikke tænke derpaa, naar jeg kan undgaae det; jeg vil kun tænke paa det Øieblik, hvori jeg nu lever.«

»De har i Grunden Ret,« svarede Advokaten, »Øieblikket er Alt, hvad vi med Sikkerhed eie.«

»Og dog eie vi heller ikke det,« bemærkede Fulton, »thi medens vi sige, vi har det, saa har vi det ikke længere, før Ordet er udtalt, er Øieblikket borte.«

»Nu, altfor philosophisk maa man heller ikke være i denne Verden,« svarede Advokaten, »naar man vilde betragte Livet altfor nærved, saa kunde det hændes, at man ikke vilde have nogen synderlig Glæde deraf; Livet er et Slags Theatermaleri, det er beregnet paa Illusion og taaler ikke, at man undersøger det altfor nøie.«

Kort efter satte Laura sig til Klaveret og spillede og sang som sædvanligt.

»Vil De ikke synge den lille Sang, som De sang sidst?« spurgte Fulton.

»Finder De den Sang saa smuk,« sagde Laura, »det er underligt, hvor Smagen er forskjellig.« Derefter sang hun følgende Sang:

»Det er et meget maadeligt Product,« sagde Advokaten, »ligesaa godt kunde man skrive en Sang fuld af Veemod over en Kattekilling, der blev til en voxen Kat; thi ogsaa ved denne Forandring maa en heel Mængde Krumspring ophøre, der syntes at hentyde paa en høiere Flugt.«

»Ja, alle slige Kattespring høre nok til de brødløse Kunstner,« sagde den gamle Greenwood, der denne Gang ligeledes var tilstede, »og dertil hører vel ogsaa den største Deel af de Sange, som min Steddatter synger; men dog kan det være, at jeg ikke forstaaer mig derpaa.«

»Brødløse Kunster!« raabte Advokaten, »det veed De meget vel, at det ikke er, Hr. Greenwood. Lad hende blot komme til Europa, saa vil det snart vise sig, men det forstaaer sig, til Europa maa hun, der alene kan hendes Stemme faae den rette Uddannelse, her kan det ikke skee.«

»Ja, ja, men dertil hører mange Penge, og hvor skal vi faae dem fra?« spurgte Hr. Greenwood.

»Ei, De er jo dog en rig Mand, Hr. Greenwood, det nytter ikke at negte det.«

»Ak, hvem kan sige, om han er rig eller ikke rig i 195| denne Tid, Hr. James Gray! den ene Debitor bliver jo insolvent efter den anden.« Med disse Ord vendte Greenwood sig om og gik ud af Værelset.

»Mener De da, at Frøken Lauras Stemme kan blive skjønnere, end den nu er?« spurgte Fulton.

»Idetmindste kan den blive mere øvet, mere udviklet, mere sikker; og naar det er skeet, da kan hun maaskee vinde ligesaa mange Penge ved sin Stemme, som den gamle Greenwood ved sin Aager og ved den høie Rente, han tager af sine Debitorer, og det veed ogsaa den gamle Knark meget godt, uagtet man ikke skulde troe det efter den Tale, han fører.«

»Skulde hun da virkelig reise om i Europa og give Concerter der?« spurgte Fulton.

»Naturligviis,« svarede Advokaten, »men det forstaaer sig, alene kunde hun ikke reise, der maatte være en Mand med, der havde Kundskab om Verden og kjendte de Veie, hvorpaa man maa gaae, for at vinde dens Bifald.«

Den samme Aften var der ogsaa et Par ældre Damer tilstede, der vare i Slægt med Greenwood, og der undertiden besøgte hans Huus. En af disse nærmede sig nu til det Sted, hvor Advokaten og Fulton stode. »Ja, det er vist,« sagde den gamle Dame, »hun synger smukt Hr. Gray; og dog er der maaskee ikke saa Mange her i Philadelphia, der vilde kjøbe hendes Stemme for den Priis, hvormed hun har betalt den.« – »Jeg forstaaer nok, hvortil De sigter,« svarede Advokaten, »men det kan jo dog Ingen bevise.« – »Ak, bevise, eller ikke bevise, der skal dog Ingen narre mig i Sligt; jeg kan kjende det urene Blod, om det saa var i tiende Led, og at det ikke er ganske rigtig fat med hende, det vil jeg vedde paa.«

I samme Øieblik nærmede Laura sig, da vendte den gamle Dame sig med stor Artighed om og sagde hende 196| Complimenter for hendes Skjønhed og hendes Sang, men Laura svarede ikke stort derpaa, og kort efter gik hun hen til det øvrige Selskab.

»Der har vi en meget agtværdig gammel Kat,« sagde Advokaten, da den bemeldte Dame var gaaet bort, »hun har maaskee ogsaa gjort deilige Kattespring, da hun var lille, skjøndt just Ingen nu skulde see det paa hende.«

Laura var temmelig taus den hele Aften, hun vilde heller ikke synge mere, ja det forekom endog Fulton, som om hendes Kinder vare noget blegere end sædvanligt. »Befinder De Dem ikke vel?« spurgte han, da han siden mødte hende. »Spørg mig ikke derom!« svarede hun, »jeg feiler intet.«

»Laura har gode Øren,« sagde Advokaten til Fulton, »hun har overhovedet meget skarpe Sandser, og Mistænkelighed har vel skærpet dem endnu mere; hun har rimeligviis hørt, hvad den gamle Dame sagde.«

»Jeg kan aldrig høre hiin lille Sang, uden paa en egen Maade at gribes deraf,« sagde Fulton til en af sine Bekjendte, der ledsagede ham hjem, »det forekommer mig, at det er om hendes egen Barndom og om hendes egen Fremtid den handler.« – »Hvis De troer det, da er De fangen i en stor Vildfarelse,« svarede hans Ledsager, »Laura har aldrig leget med Aander, hun er saa hildet i det Jordiske, som nogen Qvinde kan være.« – »Jeg seer nok, at der er meget deri, som ikke ligner hende,« sagde Fulton, »men saaledes er det jo bestandig med slige Sange, Noget ligner, og Noget ligner ikke; desuden hvem kan vide, hvorledes hun var som Barn! hendes Moder skal jo heller ikke have været rig, siger man.« – »For det Overjordiske har Laura aldrig sværmet, hverken nu eller nogensinde, det kan De være vis paa,« gjensvarede hans Ledsager, »iøvrigt siges der dog, at den gamle Greenwood skal have vunden en 197| Proces mod en af sin Kones Slægtninge, hvorved han tilsidst kom i Besiddelse af en stor Plantage.«

Fulton kunde nu ikke undgaae at tegne Laura, men tillige lovede han sig selv, hvad han imidlertid, som vi skulle see, ikke i Fremtiden kunde holde, at dette skulde blive det sidste Portrait, han tegnede.

Dette Portrait tog ham temmelig megen Tid op, thi han vilde dog gjerne udgøre det saa godt, som han formaaede; iøvrigt mærkede han vel, medens han arbeidede derpaa, at den Piil, hvoraf han tidligere var bleven saaret, bestandig blev trykket dybere ind i hans Bryst.

Laura maatte gjentagne Gange sidde for ham, og da det ikke altid var hende beleiligt at komme ned i Dagligstuen, saa modtog hun ham ogsaa undertiden paa sit Kammer, hvor de, som hun sagde, langt sjeldnere vilde blive forstyrrede. Dette Kammer var ganske egent i sit Slags. Det var meget høit, lyst og smukt, men forresten stod Alt i den høieste Uorden, og der fandtes neppe nogen Stol eller noget Bord paa sin rette Plads, og dog var der i denne Uorden Noget, der tidt fortryllede Fulton. Der var ogsaa flere Sydplanter i hendes Værelse, som, uagtet det var Vinter, dog endnu udfoldede deres Bladpragt; derimod fandtes der ingen Blomster, thi Aarstiden var ikke dertil, og Duften af Blomster kunde Laura heller ikke taale. I Blomsternes Sted traadte en stor, rød Ara og andre prægtige Fugle, hvoraf en Deel fløi frit omkring i Værelset; og naar nu tillige Gill, som undertiden skede, traadte ind for at modtage Lauras Befalinger, da saae det snarere ud, som om man befandt sig i en sydlig Have, end i et sædvanligt Kammer i Philadelphia.

198|I Begyndelsen var Fulton ikke ganske fornøiet med det vexlende Lys; men efterat Laura havde bedækket det ene Vindue, deels med et Forhæng, og deels med høie Planter, saa at Belysningen nu kom fra et eneste Sted, saa blev Værelset netop meget skikket til det Arbeide, Fulton skulde udføre deri.

I de Timer, hvori Laura sad for Fulton, var ogsaa Advokaten ofte tilstede; han pleiede da at læse for hende i en eller anden let Bog eller i en Avis og vidste bestandig at holde hende ved godt Lune; »thi der er intet Forfærdeligere,« sagde han, »end de kjedsommelige Ansigter, de fleste Mennesker sætte op, naar de blive tegnede eller malede, og Sligt maae vi naturligviis see at forebygge.«

Blandt Andet læste han en Dag en Beretning i Dennisons Dagblad om et stort Skib med Udvandrere fra Europa, der var strandet udenfor Newyork paa den saakaldte »frying pan«, en farlig Klippe, hvor Bølgerne bryde sig med de uhyreste Brændinger og med en forfærdelig Larm. Skibet blev aldeles sønderslaaet, hed det, og to og fyrretyve Ulykkelige udaandede deres Liv i Bølgerne.

»Men det er jo rædselfuldt,« sagde Fulton, idet han holdt op med sit Arbeide, »hvorledes kan dog Sligt skee saa nær ved en stor By, uden at Redning er mulig?«

»Ja,« sagde Advokaten, »det Hele er ypperlig beskrevet. »At udaande sit Liv i Bølgerne,« det er en fortræffelig, en meget poetisk Talemaade; det vil da sige, den udtrykker Noget, som er aldeles umuligt, naar man betragter det fra Prosaens Standpunkt; thi naar man er under Bølgerne, da qvæles man, og man kan ikke udaande sit Liv, men indaander tværtimod Døden. Men derpaa kommer det ikke an; jeg har ogsaa ved en anden Leilighed læst hos Hr. Dennison om en Mand, at han udaandede sit Liv i Galgen. See, det er ligesaa umuligt; thi i Galgen aander man aldeles ikke, 199| og man døer netop, fordi Aandedrættet ophører. Men det er ligegyldigt, Sligt læses dog med Fornøielse; derved ledes man nemlig ind i de Regioner, hvori den dunkle, den høiere Poesie tager Herredømmet fra Forstanden, og det vil Folk gjerne høre; thi de Fleste holde mere af at drømme end af at tænke. Ikke sandt, Hr. Robert Fulton?«

»De er et hæsligt Menneske,« sagde Laura, »man veed aldrig, om De taler alvorlig, eller om De spøger.«

»Det er mit fuldkomne Alvor, Laura! at vække Opmærksomhed og høste Bifald, derpaa kommer det an, ved hvilke Midler dette skeer, kan i Grunden være det Samme. Iøvrigt mangler Hr. Dennison aldeles ikke Forstand; tværtimod han er en meget forstandig og skarp Kritikus, og hvad der er det Allerpiquanteste, man kan aldeles ikke beregne ham; thi naar han skal kritisere Noget, da kommer det egentlig an paa, om de gode Indfald, som han for Øieblikket har at raade over, tage sig bedst ud i en rosende eller i en dadlende Kritik; derefter gaaer han, og deraf afhænger det, om han skal rose eller dadle – at sige, naar man ikke betaler ham for at holde sine Indfald tilbage, thi ellers gjemmer han dem naturligviis til en anden Leilighed; men hvordan han saa bærer sig ad, saa læser man ham dog bestandig med Fornøielse.«

Omsider blev Portraitet færdigt. Fulton selv var ikke ganske fornøiet dermed, men alle Andre, der saae det, roste det meget; dette var især Tilfældet med Advokaten, der sagde Fulton mange Complimenter med Hensyn til hans Talent og forsikkrede ham om, at han engang vilde gjøre sin Lykke ved denne Kunst.