200|TO OG TYVENDE CAPITEL.

Uagtet al sin legemlige Svaghed havde Franklin dog i denne Tid fuldendt et lille Arbeide, der vel i sit Slags maa betragtes som et Mesterstykke; han havde nemlig forfattet en meget skarp og træffende Parodie over et Skrift hvori den bekjendte Jackson søger at forsvare Negerslaveriet. Denne Parodie udkom i Marts 1790, noget over tre Uger før Franklins Død, og gjorde en ganske overordentlig Opsigt; den blev modtaget med Jubel af dem, der ønskede denne Menneskehandel afskaffet; men den vakte tillige stor Forbittrelse hos de fleste af dem, der befrygtede Tab ved denne Handels Ophør.

Mellem dem, der ærgrede sig allermest over dette Skrift, henhørte ogsaa den gamle Greenwood; thi han eiede selv en stor Plantage i Nærheden af Charlestown; til hvilken Plantage der hørte mange Slaver. I denne sin Ærgrelse bestyrkedes han endnu mere af Advokat Gray, der, ligesom han selv, var en gammel Modstander af Franklin, og der desuden betragtede Slavehandelen som aldeles nødvendig for de sydlige Staters Velstand.

»Den, der angriber Negerslaveriet,« sagde Advokaten, »han tragter egentlig efter at ødelægge vore sydlige Stater, der ikke kunne bestaae uden Negerslaver.«

»Det er nok ganske vist,« svarede Greenwood, »dersom der ellers er noget Vist paa denne Jord; for hvor i al Verden skulde vi skaffe Bomuld, Sukker og Kaffee fra, dersom vi ikke havde Slaver? Men denne Franklin vil nu altid føre det store Ord, og dog har jeg seet baade 201| ham og hans Kone i meget ringe Kaar, da de selv stillede deres Bøger og Pergamentsblade op i Vinduerne. Jeg har ogsaa seet ham selv trille sine Papirer over Gaden paa en Trillebør; og da han første Gang kom til Philadelphia, Hr. James Gray, da havde han neppe en Skilling i sin Lomme; men nu er han en berømt Mand, og bekjendt over den hele Verden.«

»Der skal være store Naturforskere,« sagde Advokaten, »der have beviist, at der er mere Liighed mellem en Neger og en Urangutang, end mellem en Neger og et ordentligt Menneske, og det kan jo Enhver see, der blot vil kaste et Blik paa Gill derhenne, at de have Ret.«

Hvad enkelte Naturforskere i denne Henseende betingelsesviis have paastaaet, gjelder nok snarere om en eller anden Stamme af Hottentotterne end om Negerne, men derom brød Advokaten sig ikke stort; thi han vidste sikkert, at der ikke var Nogen her tilstede, der kunde og vilde gjendrive ham.

Det er vist, at Franklins Skrift ikke havde bidraget synderlig til at forbedre Gills Vilkaar; thi han kunde i denne Tid aldrig gjøre Noget, hvormed den gamle Greenwood var fornøiet, og desuden spottede og drillede Advokaten ham ved enhver Leilighed, hvor det lod sig gjøre.

»Gill slaa tilsidst den store Advokat ihjel,« sagde han engang, da han, efterat være bleven meget ilde behandlet af denne, traf Laura alene.

»Vogt Dig, Gill!« sagde Laura forskrækket, »Sligt maa Du ikke tænke, langt mindre sige.«

»Gill tale og sige Alt, hvad hans Frøken vil,« svarede han, »Gill komme og gaae, som hans Frøken vil.« Efter disse Ord gik han ganske stille bort.

En Morgen, kort efterat Franklins Skrift var udkommet, traadte Advokaten ind i et Kaffeehuus, hvor Fulton 202| ogsaa befandt sig, og hvor han almindelig pleiede at tage sin Frokost.

»Ak, er De der!« sagde Advokaten, idet han tog Plads ved Fultons Side; »jeg har i Gaar igjen betragtet det smukke Portrait, De har tegnet, der ere virkelig ikke Mange heri Byen, der i denne Kunst staae over Dem, og hvis De blot veed at benytte Deres Talent, da kan De have større Fordeel deraf, end De maaskee nu troer.«

»Det er mig kjært, at det behager Dem,« svarede Fulton, »og dog er jeg selv ikke synderlig fornøiet dermed; jeg er tværtimod under dette Arbeide stærkere end nogensinde bleven overbeviist om, at denne Kunst dog ikke er den, hvortil jeg egentlig er kaldet.«

»Ja, jeg veed det nok,« sagde Advokaten, »jeg har nok hørt noget derom, at De ved Siden af Malerkunsten ogsaa driver andre Sysler, De tager daglig Underviisning hos en Mechanikus, er der bleven mig fortalt. Nu, vi er et frit Folk, som Hr. Greenwood siger, hos os er det ganske sædvanligt, at en Mand driver flere Haandteringer. Dog mener jeg, at den Kunst, hvormed De fornemmelig skal gjøre Lykke, er Portraittegningen; det gjelder kun om at gribe Øieblikket i dets Flugt, og om at give, hvad Tiden forlanger. Jeg har nu netop et Forslag at gjøre Dem i denne Henseende, hvilket, hvis De indlader Dem derpaa, vil skaffe Dem stor Fordeel og dertil mægtige Velyndere, der, hvis De kommer deres Ønsker imøde, nok ville være istand til at aabne Lykkens Tempel for Dem.«

»Hvad er det da, De fordrer af mig?« spurgte Fulton.

»De veed jo vel, at den gamle Franklin i denne Tid har udgivet et Skrift, et Slags Parodie, hvori han søger at sætte 203| Slavehandelen i det sorteste Lys.«

»Jeg veed det nok«, svarede Fulton, »jeg har alt læst det.«

»Dette Skrift er meget farligt. Den, der ivrer imod Slavehandelen, han arbeider egentlig paa at opløse det Baand, som forener os med de sydlige Stater, der sikkert langt hellere ville opgive Forbindelsen med os, end de ville miste deres Slaver, der danne den Grundvold, hvorpaa deres Lykke og Velfærd er bygget.«

»Det kan jeg dog ikke saa ganske indsee,« svarede Fulton.

»Nu, det er ogsaa ligegyldigt, om De indseer det eller ikke; det Væsentlige med Hensyn til Dem er, at flere Mænd af Indflydelse vilde glæde sig derved, om Franklin i dette Øieblik blev stillet i et ufordeelagtigt Lys hos Folket; det Latterlige har en stor Magt, som De veed. Et Portrait i denne Retning, en Carricatur med andre Ord, vilde i denne Tid gjøre en ypperlig Virkning – jeg veed, at De er en Mester i dette Slags Tegning. – Altsaa, hvad siger De? – Deres Navn skal aldeles ikke blive nævnet – De kan være sikker paa den ubrødeligste Taushed; De risikerer altsaa intet derved. Ja, De kan desuden være vis paa, at Betalingen skal overgaae Deres dristigste Forventninger, saa at Deres Fremtid blot ved dette ene Portrait skal være sikkret i flere Aar.«

»Hvis jeg indlod mig derpaa,« svarede Fulton, »da vilde jeg, om jeg saa kunde vinde al Verdens Rigdom derved, være et af de nederdrægtigste Mennesker paa denne Jord. De maa vide, hvis De ikke har hørt det før, at denne Franklin engang har reddet mit Liv, at han har været, og at han endnu er min største Velgjører, at han er min Velynder, min Ven, min troeste Beskytter, at han har handlet som en Fader imod mig; jeg er da sikkert den i hele Verden, til hvem De allersidst i denne Sag burde have henvendt Dem.«

»Nu, De behøver ikke at tage det saa heftigt!« sagde Advokaten, »her er jo aldeles ikke Tale om Franklins private Forhold. Deri kan De elske, agte ham og skylde ham 204| Taknemmelighed, saameget De vil; her er kun Talen om hans offentlige Virksomhed, det er en ganske anden Sag. Naar Nogen træder offentlig frem, da bestemmes Ros og Dadel af ganske andre Grunde og Motiver end af dem, der gjøre sig gjeldende indenfor det private Livs snevre Grændser; thi det skeer jo hver Dag, at vi ere tvungne til at angribe de Mænds offentlige Færd, hvis private Characterer vi elske og agte; ja naar det gjelder om Staternes Lykke og Blomstren, da kan man vel sige, at Øiemedet helliger Midlerne.«

»De maa tilgive mig, jeg kan aldeles ikke indlade mig paa Deres Forslag,« sagde Fulton, idet han reiste sig.

»Nu, som De vil, det var kun en Proposition, hvis der er Noget i Deres Tænkemaade, der hindrer Dem fra at modtage den, saa kunne vi jo være lige gode Venner derfor. De støder Deres Lykke fra Dem, det er det Hele; men det maa nu være Deres Sag.«

Kort efter skiltes de ad; men det mærkedes vel, at Advokaten fra denne Dag af just ikke var meget gunstig stemt for Fulton, thi uagtet han viste sig særdeles høflig mod ham, naar de vare sammen, saa søgte han dog, naar Fulton var fraværende, saa ofte han saae Leilighed dertil, at gjøre ham til en Skive for sin bittre og bidende Spot.

Dagen efterat Fulton saaledes havde tilbageviist Advokatens Forslag, talte han igjen med Franklin. Det var mod Enden af Marts Maaned 1790. Franklin befandt sig da temmelig vel, dog klagede han over Smerter i den venstre Side af Brystet. »Men hvordan det saa gaaer,« sagde han, »saa har jeg dog været en lykkelig Mand, og jeg maa vel takke Gud for al hans Godhed; thi han har hævet mig af ringe Stand og skjenket mig Anseelse blandt mit Folk og Magt til at 205| udrette, hvad jeg skulde her paa Jorden, og han vil nu sikkert ogsaa give mig Kraft til at bære, hvad der skal bæres.«

Da Franklin paa denne Dag syntes mere oplagt til Samtale, end han i den senere Tid, naar Fulton besøgte ham, havde været, saa vovede Fulton at bringe en Gjenstand paa Bane, som han tidt havde tænkt paa, og som alt længe havde ligget ham paa Hjerte; han spurgte ham nemlig, om han ikke endnu, som han tidligere havde yttret i sine Skrifter, ansaae den Opfindelse for mulig at sætte Skibe i Gang ved Hjelp af Dampkraft.

»Jeg tvivler ikke derpaa,« svarede Franklin, »men til hvad Tid det skal skee, og om Du, min Søn, maaskee allerede i Dit Liv skal opleve det, eller om der skal hengaae Aarhundreder, før Verden kommer saavidt, det er Noget, som Ingen endnu kan afgjøre.«

Da Fulton kom hjem, efterslog han det Sted i Franklins Skrifter, hvor denne omtaler Muligheden af en slig Opfindelse. Da han havde læst det, henfaldt han i dybe Grublerier, og der gik mange Tanker igjennem hans Hoved. Noget efter var det ligesom det klaredes i hans Inderste, og han meente nu at see, hvorledes denne Opgave skulde løses. Han kunde da ikke længere blive siddende rolig, men gik i stor Bevægelse op og ned i Værelset. Omsider ilede han hen til sit Bord og tegnede igjen et Udkast til en Maskine, der skulde drives ved Damp, og ved hvis Hjelp en Baad eller et Skib skulde kunne sættes i Gang. Og jo længere han betragtede denne Tegning, jo længere han grublede derover, desvissere blev han derpaa, at dette virkelig paa denne Vei kunde lade sig udføre.

I disse Timer var det, hvori han for første Gang med Bestemthed fattede den Tanke, at det skulde være ham, der fuldbragte denne Bedrift i Aandens Rige. Der gik da 206| en stille Gysning igjennem hans Inderste, og han følte sig ligesom bortrykket i en Tilstand, hvori han saae skarpere end ellers. Tillige følte han, at hans Liv nu havde fundet sit Indhold og sit styrende Midtpunkt, og at det ikke vilde koste ham stor Møie at give Afkald paa alle udvortes Goder, som Mængden løber efter, at bære Livets Tryk, at lide Kulde, Hunger, Tørst og alle Slags Savn, naar han blot maatte naae dette Maal, der skulde give ham Erstatning for alt Andet.

Baade denne Nat og en stor Deel af den følgende Dag var han udelukkende sysselsat med disse Tanker, saa han ikke mærkede, hvorledes Timerne løb; han følte heller ikke Savnet af Spise og Drikke, og først da det led langt ud paa Eftermiddagen, og da han var bleven fuldkommen enig med sig selv angaaende Hovedindretningen i det Maskineri, han tænkte paa, gik han ud for at tilfredsstille sine legemlige Fornødenheder.

Endnu den samme Aften ilede han hen for, om muligt, at meddele Franklin sit Forehavende, men uagtet han virkelig fik sin gamle Ven at see, saa stod dog denne nu saa nær ved Enden af sin Bane, at han ikke fandt det passende at tale til ham om nogen jordisk Plan, hvor vigtig ogsaa denne kunde være.

Da Fulton kom ind, sad Franklin i sin Lænestol nærved Vinduet; thi uagtet han i de sidste tolv Maaneder næsten bestandig havde været sengeliggende, saa vare der dog enkelte Dage paa hvilke han kunde forlade sit Leie, og dette var netop ogsaa nu Tilfældet.

Endskjøndt det var Aften havde han intet Lys, derimod skinnede den tiltagende Maane ind i Værelset; men uagtet den svævede som en blank Segl i Luften, saa var den dog endnu ikke istand til at dæmpe de prægtige Stjernebilleders Glands, der om Aftenen i denne Maaned ere synlige 207| paa den den vestlige Himmel. Franklin selv sad opreist i sin Stol, medens Maanestraalerne legede med hans hvide Lokker og gave hans Ansigt et forklaret Udseende. I Kaminen derimod brændte der en rød og jordisk Flamme, der dannede en stærk Modsætning til det svage og ætheriske Maanelys.

»Jeg sidder her og opgjør mit sidste Regnskab,« sagde Franklin, »i meer end fire og fiirsindstyve Aar have nu disse Stjerner dreiet sig over min Isse. Hvert Aar ere de komne igjen i deres Kredse som alvorlige Paamindere om, hvorledes Timerne svinde. Hvert Aar, naar vi atter see dem til samme Tid paa den samme Plads, synes de at spørge med deres Blik: »Hvad har Du udrettet, siden Du i Fjor saae os paa dette Sted, hvorvidt er Du nu kommen, medens vi vandrede de lange Veie? Vi ere Tidens Magter, der færdes udenfor Evighedens Porte, men dog høit opløftede over Støvet; vi have straalet paa Din Vugge, vi have svævet over Dig, saalænge Du levede, vi skulle snart nedblinke paa Din Grav. Vee Dig, naar vi komme sidste Gang, hvis Du da ikke kan bestaae for vort Blik, hvis der da mellem Vuggen og Graven ingen gode Frugter ere modnede i Dit Indre.« See, min Søn! saaledes ere de nu ogsaa komne til mig i Aften, og jeg takker Gud, at jeg, uagtet al min Svaghed og mine Feil, dog ikke har maattet blive ganske til Skamme for deres forskende Blik.« Efter disse Ord taug han i nogen Tid stille.

»Og nu, min Søn,« blev han derpaa ved, idet han vendte sit Ansigt mod Fulton, »det er mig kjært, at Du kommer til mig i denne Stund; jeg har hørt gode Efterretninger om Dig fra Din Mester, og desuden er der Noget i mit Indre, der bestandig siger mig, at Du ikke vil skuffe mine Forventninger. Bliv da ved at gaae frem paa den Vei, Du har begyndt at betræde, og jeg haaber da vist, at Gud skal velsigne Dit Værk.«

208|Disse vare de sidste Ord, Fulton hørte af sin gamle Velynders Mund. Smerterne i Franklins Bryst toge nu daglig til, og den 17de April 1790 endte han omsider sit daadrige Liv.

Hvorledes hans Medborgere sørgede over ham, og hvorledes hans Minde blev hædret baade i den ny og i den gamle Verden, det er en Sag, som ikke vedkommer denne Fortælling. Vi ville kun bemærke, at der, da Franklin døde, var et Skrift imod ham under Pressen, der skulde ledsages af satiriske Tegninger; men da den Deeltagelse, som hans Død vakte, ikke spaaede dette Skrift nogen gunstig Skjebne, saa blev det endnu i Tide holdt tilbage, og der ere vel kun faa af den nulevende Slægt, der vide, at et saadant Skrift nogensinde har været til.

Men hvad der i høi Grad ærgrede flere af Franklins Modstandere, det var, at Dennisons Blad, der tidligere, og især i det omtalte Slavespørgsmaal, havde taget Parti imod Franklin, nu, efter hans Død, var et af dem, der allerstærkest stødte i Basunen over ham. Advokaten syntes derimod aldeles ikke at ærgre sig derover. »Det maa man ikke tage ham ilde op,« sagde han, »Tidsskribenterne maae forandre sig med Tiden, det er et Slags Naturnødvendighed.«

Tre Maaneder efter Franklins Død modtog Fulton et Brev fra Barlow, hvori denne bønfaldt ham om, at han dog ikke ganske skulde vende sig bort fra Malerkunsten; naar han blot vilde love dette, skrev Barlow, da vilde han gjerne finde sig i, at han ogsaa anvendte en Deel af sin Tid paa de mechaniske Studier, og han vilde da endnu fremdeles tilstaae ham den aarlige Understøttelse, som han hidtil havde givet ham.

Paa det Forslag, som dette Brev indeholdt, sendte imidlertid Fulton et afslaaende Svar.

Fulton talte nu ogsaa med flere kyndige Mænd om 209| den Dampbaad, han tænkte paa at bygge, og om den Plan, han i denne Henseende havde udkastet, men hos alle disse fandt han en meget stor Modstand, og baade hans Mester og enhver Anden, der hørte, hvad han havde i Sinde, raadede ham meget alvorlig til at lade slige Griller fare, da det var en Afsindighed, sagde de, blot at tænke derpaa.

Dette bevirkede igjen nogen Uvished hos Fulton, og han besluttede idetmindste at vente, til han havde erhvervet sig en større Duelighed i sit Fag, før han udførte sit Forsæt. Men da han nu havde arbeidet i halvandet Aar under sin Mesters Veiledning, optog han igjen sin gamle Plan og begyndte virkelig for Alvor at berede sig til sit store Arbeide. Det blev da snart udbredt i Philadelhpia, at Robert Fulton havde faaet et underligt Indfald, og at han havde sat sig i Hovedet at bygge en Baad, der skulde drives frem ved Damp.