60|SYVENDE CAPITEL

Efter David Baxters Opfordring maatte nu Fulton følge ham hen til et Gjestgiverhuus, hvor den gamle Mand med en rigelig Bevertning søgte at lægge sin Glæde for Dagen, over at han igjen var bleven samlet med sin kjære Dreng, sit eget Barn, som han kaldte Fulton.

Den næste Dag maatte Fulton give sin Ven en nøiagtig og fuldstændig Besked om alle de Penge, han havde laant, og om de Forskrivninger, han i denne Anledning havde udstedt; herved gjorde David Baxter flere Bemærkninger og meente, at han, naar han ret alvorlig talte med hans Creditorer, vel skulde faae dem til at give nogen Udsættelse og nogen Afkortning i Gjelden.

Dette søgte han ogsaa ufortøvet at sætte igjennem, idet han besøgte Vedkommende. Fulton selv vilde han ikke have med paa disse Besøg; thi han var nok altfor god og eftergivende, sagde han, dertil ogsaa for ung og uerfaren, og det vilde derfor blot være til hans egen Skade, hvis han fulgte med.

I Begyndelsen havde David Baxter kun liden Fremgang; thi Creditorerne erklærede næsten eenstemmig, at Pengene vare laante af en anden Mand, og deres Hænder vare saaledes ikke frie. Saameget erfarede dog David Baxter, da han nærmere undersøgte Sagen, at Jack Turner, Advocat Grays Fuldmægtig, var den egentlige Hovedcreditor, der paa anden Haand havde forstrakt Fulton med Penge.

Førend disse Underhandlinger bleve sluttede, modtog Fulton Besøg af et Par Arbeidere, som han tidligere ved 61| sin venlige Behandling havde vundet. Disse vare, som de erklærede, fuldt og fast overbeviste om, at Dusty Nickels havde stukket Ild paa Baaden; thi Nickels pleiede i denne Tid næsten hver Aften, naar han efter Sædvane var beruset, at rose sig af sin Bedrift imod Fulton. Han havde desuden svoren paa, at om Fulton vilde bygge en Baad igjen, da skulde den gaae samme Vei, som den forrige. Og det kunde han gjøre uden Risico, lagde han til; thi Jack Turner havde lovet ham, at der ikke skulde blive krummet et Haar paa hans Hoved for denne Sag, for Jack og hans Principal skulde nok give det Hele den Vending, at det saae ud, som om Fulton selv var Skyld i sin Ulykke. Dette, sagde de to Arbeidere, havde de, og Flere med dem, hørt af Dusty Nickels's egen Mund, og det vilde de beedige for Retten, naar det skulde være.

Neppe hørte David Baxter dette, før han strax opsøgte Jack Turner, der allerede inden Advocatens Giftermaal var flyttet bort af hans Huus og havde leiet sig en Bolig paa et andet Sted i Byen. David havde vel ikke lært stort Andet end sit Haandværk; men han havde dog havt med mange Slags Mennesker at bestille og var paa sin Viis aldeles ikke ubekjendt med Verden. Han fortalte nu ligefrem til Jack, hvad Arbeiderne havde berettet, og hvad de vare rede til at beedige, dog uden at nævne deres Navne. Derefter erklærede han, at Hr. Turner nu enten skulde finde sig i Billighed og give Udsættelse, idetmindste med Hensyn til en Deel af Gjelden, og dertil et dygtigt Afslag, eller ogsaa blev der lagt Sag an mod Dusty Nickels for Brandstiftelse, og mod ham selv som Medvider i og Tilskynder til Gjerningen.

Uagtet nu Jack i Begyndelsen anstillede sig meget rolig herved, og uagtet han gjentagne Gange erklærede, at denne Sag vilde faae et slet Udfald for Robert Fulton selv: saa 62| mærkede dog David Baxter snart, at der var en Frygt hos ham, som han ikke ganske kunde skjule. Overhovedet var David Baxter en Mand, der ikke lod sig forbløffe af Trudsler, og der ved sin faste og uforfærdede Holdning syntes vel skikket til at virke paa en Person som Jack Turner, der sjelden var vant til at see sin Fjende lige i Øinene, og der desuden, da hans Principal nu havde forladt ham og var afgaaet til England, havde mistet det faste Værn, hvortil han ellers pleiede at støtte sig.

Enden paa det Hele blev da, at Jack gav et betydeligt Afslag, og at han, naar en Deel af Gjelden strax blev betalt, fandt sig i at vente med det Øvrige. Dette gjorde han, som han forsikkrede, dog ikke af Frygt, men kun af Medlidenhed med Robert Fultons Ungdom og Ulykke, og dernæst for at undgaae en Proces, som han vel maatte vinde, men som dog kunde vække hæslige Rygter; thi man vidste jo, at Folk hellere troede det Slette end det Gode.

»Ja, der taler De af Erfaring,« svarede David Baxter, »derpaa regnede vel ogsaa Deres Principal, da han udspredte de mange skammelige Rygter om Robert Fulton.«

»Ak tro dog ikke det!« raabte Jack; »ingen af de Artikler, der staae i Bladene, kommer fra os, derom skal idetmindste Ingen kunne overbevise os.«

Nu udbetalte David Baxter ham to hundrede Dollars, hvilket omtrent udgjorde Halvdelen af, hvad han i de senere Aar havde sammensparet; den øvøvrige Gjeld skulde blive betalt lidt efter lidt, eftersom Fulton saae sig istand dertil, og deraf skulde desuden en Trediedeel eftergives, ligesom der heller ikke i de første sex Maaneder skulde svares nogen Rente deraf.

Efterat Fulton nu ogsaa ved sin Vens Hjelp havde afgjort sit Mellemværende med sin Vertinde, flyttede han hen med ham i en simplere Bolig. Ligeledes paatog David 63| Baxter sig at skaffe ham en Plads hos en Maskinbygger, hvor de kunde arbeide sammen; og da David var en duelig Haandværker, der havde gode Vidnesbyrd fra de Steder, hvor han tidligere havde tjent, og da han nu erklærede, at han ikke vilde indlade sig med nogen Mester, hvis ikke denne tillige gav Arbeide til hans Ven Robert Fulton, saa lykkedes det ham ogsaa tilsidst at sætte sin Villie igjennem.

Flere Maaneder efterat Fulton havde skiftet Bolig, opdagede han omsider John Bridles Adresse, som han tidligere forgjeves havde søgt, og der havde skjult sig saa godt mellem nogle sammenheftede Tegninger, at det intet Under var, at han i den urolige Sindsstemning, hvori han dengang befandt sig, ikke havde funden den. Han besluttede da nu at skrive John Bridle til, der, som han meente, vel havde Midler til at hjelpe ham ud af hans Forlegenhed. Denne Beslutning udførte han ogsaa; men kort efter, endnu før han havde modtaget John Bridles Svar, fik han et andet Brev, der, hvis han havde modtaget det tidligere, rimeligviis aldeles vilde have afholdt ham fra at skrive til John Bridle.

»Det har gjort mig ondt at erfare,« stod der i dette Brev, »at Din Plan er slaaet feil. Jeg sender Dig hermed indlagte Vexel paa fem hundrede Dollars, som jeg beder Dig at betragte som en Gave fra Din gamle Ven. Er Du det udvalgte Redskab – forsaavidt der i jordiske Ting kan være Tale om Sligt – da skal Du vel engang igjen optage Din Plan, og Herren skal lægge sin Velsignelse dertil. – Min Abigail har ikke glemt Dig; det er hende, der ingen Ro lod mig, før jeg sendte Dig dette Brev.

Thomas Milburn.«

Da Fulton havde læst dette, sank han paa sine Knæe og takkede den gode Gud, der saaledes paa Veie, som intet Menneske forudseer, sørger for sine Skabningers Vel. 64| Paa samme Tid bøiede han sit Hoved, idet han med dyb Anger erkjendte, hvor formasteligt han havde handlet ved i Fortvivlelse at ville ende sine Dage, istedenfor at fæste Lid til den, i hvis Haand den Ulykke, som Mennesket allermest skjælver for, kan vende sig til Held og Lykke.

Ligesaa glad som Fulton blev over denne Skrivelse, ligesaa glad blev ogsaa hans tro Ven David derover. »Seer Du,« sagde han, »det vidste jeg nok, der gives flere ærlige Folk her i Verden end den gamle David Baxter, det falder jo af sig selv.«

Saasnart Fulton havde hævet de fem hundrede Dollars, skrev han et Svar til den gamle Milburn, hvori han takkede ham for al hans Godhed, og hvori han tillige bad at hilse Abigail og hele hans øvrige Familie. Han tilstod ogsaa, at den omtalte Vexel under hans nærværende Omstændigheder kom ham saare beleiligt. Forresten undgik han enhver meget stærk Yttring af sin Taknemmelighed, da han vidste, at Sligt ikke behagede Milburn.

Noget efter fik han desuden et meget venligt Svar fra John Bridle, hvori denne lovede at staae ham bi af al Formue, for at han saasnart som muligt kunde komme ud af al sin Gjeld. Saaledes lykkedes det ham nu ved sine Venners kraftige Bistand at afgjøre sit Mellemværende med Jack Turner og at indløse sine Forskrivninger. Men da han nu tilsidst ogsaa talte om at erstatte de Udgifter, som David Baxter for hans Skyld havde havt, da blev denne meget misfornøiet. »Nei, nei!« sagde han, »jeg trænger ikke til Penge, og desuden, hvad jeg eier, det eier ogsaa Du; mellem os to kan der hverken være Tale om Gjeld eller om Skadeserstatning.«

Milburns Skrivelse virkede ogsaa forsaavidt velgjørende paa Fulton, at den igjen vakte hans forrige Dristighed og Tillid til hans egen Kraft; thi der ligger en stor Spændkraft i 65| de Menneskers Sjæle, der, fremfor Andre, ere kaldede til at leve for Udførelsen af en Idee. Og om de ogsaa undertiden kunne synes nedtrykte enten af ydre Hindringer, eller fordi der er opstaaet en Tvivl i deres eget Bryst, saa kommer dog snart den Tid igjen, hvori de bæres og hæves af deres egen mægtige Tanke, saa de ikke længere synes at være de Mennesker, som de vare i deres Frafaldsstund og i Modløshedens Dage. Saaledes gik det ogsaa denne Gang med Fulton, og han besluttede nu, at han ikke for bestandig vilde opgive den Plan, han i saa lang Tid havde levet for. Dog var det ikke hans Agt strax at begynde paa Bygningen af en ny Dampbaad, men han vilde først erhverve sig en saa anerkjendt Dygtighed i sit Fag, saa han kunde understøttes i sine Forsøg af den offentlige Tillid, ved hvis Hjelp han da vilde udføre sin Plan efter en større Maalestok og med sikkrere Midler.

Uagtet Fultons Omstændigheder nu vare blevne meget forbedrede, vedblev han dog at arbeide som simpel Haandværker og tillige at boe sammen med David Baxter. Iøvrigt viste han sig saa duelig i sit Fag, at hans ny Mester var meget fornøiet med ham, og det havde nu vel staaet til ham at finde Arbeide paa mange Steder, uden at han dertil havde behøvet David Baxters Anbefaling.

I denne Tid fuldbragte han desuden et Værk, der hos alle dem, der saae det og kunde dømme derom, fuldkommen oprettede Alt, hvad han havde tabt i Anseelse ved sit tidligere Uheld. Han forbandt nemlig flere Tridser saaledes sammen, at man derved, med en langt mindre Kraftanstrengelse end den, der sædvanlig ved slige Leiligheder anvendes, kunde løfte de sværeste Bjælker i Veiret. Men uagtet dette Tridseværk endnu temmelig tidt anvendes, saa er der dog 66| kun Faa, der vide, at Robert Fulton er Opfinderen deraf. Iøvrigt har det, ved Siden af sine Fortrin, den Feil, som Fulton ogsaa selv indrømmede, at man derved ikke kan løfte Byrderne saa høit i Veiret, som det undertiden vilde være ønskeligt.

Efterat Fulton i længere Tid havde været sysselsat paa denne Maade, modtog han atter ganske uventet et Brev af følgende Indhold:

»Først ganske nylig, da jeg, efter et længere Ophold i Paris igjen besøgte London, blev jeg underrettet om den selsomme Plan, Du vilde udføre, og om det Uheld, der i denne Henseende har truffen Dig. Imidlertid vil jeg snarere betragte dette som et Held, hvis det kan give Anledning til, at Du igjen tager fat paa den Kunst, som Du har saa fortrinlige Anlæg til. Jeg har nylig talt med en af vore Landsmænd om Dig. Denne Mand kalder sig Benjamin West og har gjort sig berømt over hele Europa ved sit Talent for Malerkunsten. Jeg har viist ham adskillige af Dine Haandtegninger, med hvilke han var meget vel fornøiet; og hvis Du skulde have Lyst til i nogle Aar at tage Underviisning hos ham, da er han meget tilbøielig til at optage Dig imellem sine Elever. I det Haab, at Du dog maaskee vil indlade Dig herpaa, har jeg givet Ordre til min Banquier i Philadelphia at udbetale Dig en saa stor Sum, saa Du i nogle Aar kan opholde Dig i London og udvikle Dit Talent, uden at være bekymret for Dit Ophold. Det vil være mig en stor Glæde, hvis Du vil indlade Dig herpaa; skulde Du imidlertid føle en saa uovervindelig Tilbøielighed til den mechaniske Kunst, at Du ikke ganske vil op give den, nu i Guds Navn, saa vil jeg ogsaa finde mig deri. En Mand, der har givet sig af med saa man ge forskjellige Ting som jeg, har ingen Ret til at tage det ilde op, at Du ogsaa vil udvikle Dig i forskjellige Retninger, 67| og jeg vil da, naar Du i nogle Aar har benyttet den Anviisning, Benjamin West kan give Dig, overlade det til Dig selv at bestemme hvilken Vei Du tilsidst vil gaae. Dette synes mig et tem melig billigt Tilbud, og jeg vil kun endnu tilføie, at der ikke gives nogen By i Verden, hvor Du paa en grundigere Maade kan blive underviist i den me chaniske Kunst end her i London. Jeg forventer Dit Svar saasnart, som muligt. Dog vil det neppe finde mig her, da jeg om kort Tid vender tilbage til Paris, hvorhen, uagtet jeg ingenlunde vil forsvare de Udsvævelser, i hvilke den unge Frihed har gjort sig skyldig, dog mine politiske Interesser og mine Grundsætninger med Hensyn til Menneskeslægtens ufortabelige Rettigheder drage mig med uimodstaae lig Magt. Dersom Du blot vil afgive Dit Svar til min Banquier, hvis Bolig Du kjender, da vil han be sørge det sikkert i mine Hænder. De omtalte Pen ge kan Du strax hos ham forlange udbetalte, thi han har med den samme Leilighed, hvormed Du faaer dette Brev, modtaget min Ordre i denne Hen seende.
Din trofaste Ven
Joel Barlow.«

Da Fulton havde læst dette Brev, var han en Tidlang uvis om, hvad han skulde gjøre. Han havde oftere i denne Tid ønsket at besøge London, hvor den mechaniske Kunst, som han vel vidste, og som Barlow skrev, havde naaet en langt større Fuldkommenhed og Udvikling end i Amerika. Desuden ønskede han ogsaa, idetmindste paa nogle Aar, at fjerne sig fra sit Fædreland, hvor han endnu af og til maatte lide under den Fordom, der tidligere var bleven vakt imod ham. Det Eneste, hvad der vakte hans Betænkelighed, var Barlows Fordring, at han igjen skulde give sig i Lære hos en Maler; men omsider, efterat han længe havde overveiet Sagen, meente han at see en Udvei, hvorpaa han, 68| uden ganske at afslaae sin Vens Begjering, dog kunde blive sig selv og sin Kunst tro.

Han satte sig da ned og skrev et Svar til Barlow, hvori han takkede ham for hans uegennyttige Venskab, og hvori han tillige erklærede, at han foreløbig vilde modtage hans gode Tilbud. Han vilde ogsaa virkelig i de første Aar tage Underviisning hos Benjamin West i Malning og Tegning, saameget mere, da han indsaae, hvor vigtigt det var, med Hensyn til hans egentlige Fag, at kunne tegne godt. Imidlertid fordulgte han ikke, at han fornemmelig vilde studere den mechaniske Kunst, og at han ikke var tvivlsom om, hvilken Vei han tilsidst vilde vælge. »Skulde Du dog nu ikke være ganske fornøiet hermed,« føiede han til, »da vil jeg betragte de Udgifter, Du for min Skyld har paadraget Dig, som et Laan, hvilket det er min hellige Pligt med Tiden at betale tilbage.«

Dette Brev afgav nu Fulton i den Kjøbmands Hænder, der besørgede Barlows Pengeaffairer. Denne Mand viste sig da meget artig og forekommende mod Fulton og var strax rede til, da han ønskede det, at omsætte de Penge, han skulde udbetale ham, i Anviisninger og Vexler paa London. Det var den samme Kjøbmand, udenfor hvis Huus han i sin høieste Nød havde siddet, og som han dengang, endskjøndt han saa høilig trængte dertil, ikke havde villet anmode om nogen Understøttelse, hvilken sandsynligviis heller ikke under de Forhold, selv om han havde nedladt sig til at trygle derom, var bleven ham tilstaaet.

Det falder af sig selv, at Fulton strax, da han havde modtaget Barlows Brev, meddeelte Indholdet deraf til David Baxter, som han tillige, efterat have underrettet ham om sin Beslutning, bad at følge med til London. David Baxter blev noget alvorlig, da han hørte dette, og efterat Fulton havde ophørt at tale, svarede han i Begyndelsen 69| intet derpaa. Endelig tog han en lille Cigar ud af Munden, slukkede den med stor Betænksomhed og kastede den bort. »Jeg har vel tænkt, at det maatte komme saa,« sagde han, »og jeg kan da just heller egentlig ikke have noget derimod, fordi jeg vel kan begribe, at Du ikke kan lære halv saa meget her, som histovre, hvor Folk ere saa udlærte. Men for David Baxter vilde der dog neppe være nogen Plads der; jeg har ingen Lyst paa mine gamle Dage at gaae i Skole igjen hos Englænderne. Jeg har jo desuden, saalænge Krigen varede, efter Pligt og Skyldighed, gjort dem alt det Onde, jeg formaaede. Nei, nei, reis Du, Robert! Du er ung, og for Dig kan det have sin Nytte, men jeg er sløv og gammel, jeg vilde kun vække Spot og Latter, hvis jeg kom til England.«

Derved blev David Baxter, og det var ikke muligt at faae ham til at forandre sin Beslutning. Derimod lovede Fulton, at han, naar han kom tilbage, som han sikkert vilde, skulde lade David Baxter det vide, for at denne, der imidlertid ikke vilde drage langt bort fra Philadelphia, da kunde samles med ham igjen.

Tre Uger efterat Fulton havde modtaget Barlows sidste Brev, leiede han sig en Plads som Passageer paa et Skib, der allerede laae seilfærdigt paa Delawarefloden, og der snart skulde afgaae til London. Der var Ingen i Philadelphia, som det nu smertede ham at forlade, med Undtagelse af den gamle David. Han omfavnede ham med et taknemmeligt Hjerte ved Afskeden, og med inderlig Bedrøvelse over at skulle skilles fra ham. »Nu det er ikke værdt at flæbe,« sagde David, uagtet han selv ikke kunde tilbageholde sine Taarer, »det er jo til Dit eget Bedste, og naar Du nu engang sætter Noget igjennem, der kan spørges efter vor Død, saa kan dog ogsaa den gamle David Baxter sige, at han har havt lidt Deel deri.«

70|»Men hvis jeg nu ikke sætter noget Sligt igjennem, David?«

»Nu saa kan Du være ligesaa god for det, og i Vorherres Øine gjør det da vel heller ikke nogen stor Forskjel,« svarede David.

David Baxter blev endnu længe staaende paa Flodbredden, efterat Fulton var stegen ned i den lille Jolle, der skulde føre ham hen til Skibet, der laae temmelig langt borte fra Landingsstedet. David stirrede efter ham, saalænge han kunde see ham; men da han omsider havde tabt ham af Sigte, vendte han sig om, tørrede sine Øine og gik langsomt hjem. »See saa,« sagde han, »nu er jeg igjen alene, som jeg har været det den meste Tid af mit Liv; nu har jeg ingen anden Glæde, end at lægge de faa Skillinger til Side, som jeg kan skrabe sammen, saa han dog ikke skal finde mine Gjemmer ganske tomme, naar jeg engang er gaaet bort herfra.«