© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Neppe var Fulton kommen ombord paa Skibet og havde talt med David Baxter, som han ifølge dennes Ønske havde betroet Opsigten over Maskineriet, før han gav Ordre til at lette Anker, Klokken var da, som Fulton selv beretter i et af sine Breve, allerede slagen Et. I dette Øieblik trængte Mængden sig saa nær til Flodbredden, at flere Mennesker styrtede i Vandet, og det var kun med Vanskelighed, at man kunde frelse deres Liv.
Det mærkedes vel paa de fleste af Fultons Venner, at de ikke havde noget synderligt Haab om et heldigt Udfald. Den eneste, der endnu holdt Modet oppe, var John Bridle, for hvem Fulton saa nøie havde udviklet sin Plan, at han virkelig tilsidst havde faaet den Tro, at den dog maaskee kunde lykkes; de øvrige, der enten vare komne ombord for at føie John Bridle, eller af personlig Godhed for Fulton, frygtede alle for, at de paa denne Dag kun skulde vorde Vidner til hans Ydmygelse og til hans Skam.
Neppe var Ankeret kommet ombord, før Signalet til Afreisen blev givet, hvorefter Maskineriet sattes i Gang. Til alle Tilskueres Forbauselse begyndte da Skibet, skjøndt temmelig langsomt, at skride frem, medens Vandhjulene dreiede sig; men ak, det varede kun nogle Secunder, da standsede Hjulene igjen, og Skibet blev snart liggende ubevægeligt, ligesom tilforn.
I denne Stund svimlede det for Fultons Blik; thi hele hans store Plan, som han havde opoffret saamegen Tid og al 175| sin Velfærd paa, syntes nu igjen at skulle opløse sig i en Drøm og i et Intet. I samme Øieblik opstod der en stor Angst og Uro mellem hans Venner. Nogle raabte, at de strax vilde i Land, og at man skulde komme med Skibsjollen, andre forbandede den Time, da de havde sat deres Fod ombord, og sagde, at det Hele var et Galmandsværk og et forrykt Foretagende.
Imidlertid fattede Fulton sig saa godt, han kunde, og traadte frem imellem dem. Han vidste ikke Grunden, sagde han, til denne Standsning, men det skulde nu blive undersøgt, han bad dem blot om at have Taalmodighed og vente en halv Time, da skulde Reisen enten blive fortsat, eller den skulde for denne Gang blive opgivet.
Men Alt, hvad Fulton sagde, var forgjeves. »Vi vil bort! vi vil bort herfra!« skreg man fra alle Sider. – I samme Øieblik hørtes der en gjennemtrængende Piben fra Landjorden. Fulton kastede sit Blik derhen, og han saae da, at det var hans egen Fader, der endnu stod paa den steile Brink, hvor han alt i længere Tid havde staaet, og der holdt en Pibe til sine Læber, med hvilken han gav det første Signal til Udbrudet af den almindelige Forbittrelse. Det varede da heller ikke længe, før Flere stemmede i med, og der opstod en Piben og Skrigen, en Støi og et Raab af tusinde Stemmer imellem hverandre, saa Ingen kunde høre et Ord meer af hvad der blev talt paa Skibet.
Man fortæller om Napoleon Bonaparte, at han, da Lykken i Slaget ved Marengo syntes at vende sig imod ham, stod bleg nærved Valpladsen, med Hovedet lænet til en Muur, med Død og Fortvivlelse i Hjertet; thi Alt syntes tabt, hans Hær var slagen, dens Mod var knækket, alle hans Fremtids Planer syntes tilintetgjorte. Men da kom der pludselig en Undsætning, som han ikke havde ventet, en frisk og dristig Krigerskare, der fornyede Kampen, og Lykken 176| dreiede sig atter, og et afgjørende Slag blev vundet, der lagde Grundvolden til hans senere Storhed og til hans Herredømme over Europa.
Uagtet den Kreds, hvori denne Mand bevægede sig, var saa høist forskjellig fra den, hvori Fulton virkede, saa mene vi dog her at have udpeget et Øieblik, hvori der fandtes en lignende Stemning i begges Sjæle; thi ogsaa Fultons Haab syntes nu tabt, ogsaa han meente at føle Døden i Hjertet, medens han endnu engang med et bittert Smiil stirrede hen til Flodbredden, hvor hans Fader stod som Anfører for den støiende Mængde. Omsider fattede han sig dog og tog sine Kræfter sammen, og han stod netop i Begreb med at gaae ned og undersøge Maskineriet; men da dirrede Dækket, hvorpaa han befandt sig, og Fartøiet gyngede under hans Fødder.
Og han vilde neppe troe sine egne Øine; thi han saae, at Hjulene dreiede sig, og det var ingen Drøm af hans svimlende Hjerne, Skibet skred virkelig fremad, og Bevægelsen tiltog bestandig.
Da forstummede den studsende Menneskevrimmel paa Flodbredden, Piben sank af den gamle Mands Haand, og Larmen af Hjulene og af den brusende og skummende Vandstrøm var den eneste Lyd, der nu i lang Tid hørtes. Men alle Tilskuerne stode med stirrende Blik; thi om de havde seet Fultons Navn, skrevet paa Himmelen med den Eviges Finger, og omgivet af glimtende Stjerner, saa kunde de ikke have forundret sig mere derover, end over det uventede Syn de saae.
Det var virkelig et Verdensslag, der her var vundet, større og betydningsfuldere end det ved Marengo og de fleste andre, som de forbigangne Tiders Helte kunne rose sig af, og det skal bære langt herligere Frugter igjennem Tiderne; thi det var en Seier af Menneskets Aand over de 177| vilde Naturmagter, en Seier, der skal samle Jordens Folkeslag og binde dem til hverandre med Baand, der ere langt fastere end de, som Fortidens Erobrere have knyttet; og dog var det tillige en uskyldig Seier, og ikke en Draabe Menneskeblod plettede den Krands, der her blev vunden.
Nu kom David Baxter et Øieblik op, han var ganske sværtet i Ansigtet; han græd høit og gik ligehen til Fulton og kastede sig i hans Arme. »Gud være lovet, det gaaer!« sagde han, »Franklin har været en god Spaamand, Robert, dengang han sagde, at Du, hvis Du blev i Live, vilde udrette det, som skulde blive til Hæder og Gavn for det hele Land; nu er der Syn for Sagen, og det er kommen netop, som han har sagt det.«
»Men hvordan gik det til, David?« spurgte Fulton, »hvorfor standsede Skibet, og hvorledes bragte Du det paany i Gang?«
»Det var en let Sag,« svarede Baxter, »Maskineriet er just ikke saa godt endnu, som det vel med Tiden vil blive; men jeg mærkede dog strax, hvori Feilen stak, og saa standsede jeg det Hele, til jeg havde faaet det repareret, og midt i al den Hurlumhei var der Ingen, der agtede paa, hvor jeg gik hen, og hvad jeg tog mig for, og Reparationen var gjort i en Haandevending, for det var kun en ringe Ting, og saa lod jeg Dampen igjen virke, og saa lystrede Mester Clermont Ordre, som Du seer.«
»Jeg har havt flere troe Venner i mit Liv,« sagde Fulton, »men Ingen var mig troere end Du; og det er da heller ikke første Gang, at jeg skylder Dig min Redning.«
»Ti bare stille derom, min Dreng! Du er og bliver dog Mesteren, hvad Viisdom og Videnskab angaaer, og jeg er ikke værdig at løse Dine Skoremme; forresten mener jeg, at der ikke kan være Tale om Skyld imellem os to, 178| for det var ligesom den høire Haand vilde sige, at den var i Skyld til den venstre for den Tjeneste, denne kan vise den.«
Imidlertid havde ogsaa Fultons øvrige Venner samlet sig omkring ham. I det første Øieblik vilde heller ikke de ret troe deres egne Øine, men da de nu endelig havde overbeviist sig om, at de ikke bleve skuffede af nogen Indbildning, saa strømmede de alle med Jubel henimod det Sted, hvor Fulton stod, og deres Henrykkelse var nu ligesaa stor, som deres Forsagthed og Mistillid nylig havde været.
»De havde Ret,« sagde John Bridle, »De har seet klarere end nogen af os, og baade Hr. van Gehlmuyden og vi andre vare kortsynede Daarer, da vi vilde lokke Dem hen paa en anden Vei end den, De selv vilde gaae paa.«
»Ja, det er vist,« sagde Barlow, der nu ogsaa trængte sig til, og der endnu syntes mere henrykt, end nogen af de andre. »Du havde Ret imod os alle, Robert. Dette er langt mere end Alt, hvad jeg er kaldet til at udføre; og uagtet jeg i min Hovmod bildte mig ind, at min Virken var af høiere Natur end Din, og uagtet jeg neppe vilde regne Dig med til Kunstnernes ædle Skare: saa er der dog ingen Kunstner paa denne Jord, der har skabt et større Værk end Du.«
»Blandt de egentlige Kunstnere begjerer jeg ingen Plads,« svarede Fulton, »hvis jeg blot har virket Noget, der kan være til Gavn for Menneskene, da vil jeg være vel fornøiet.«
»Denne Reise paa Hudsonfloden skal erindres ligesaa længe, som den, Columbus foretog, da han opdagede Amerika,« sagde Barlow.
»Gud været lovet og priset,« svarede Fulton, »ham tilkommer Æren. Jeg havde ikke Andet, end Troen paa mit 179| indre Kald, styrket og opretholdt ved en stor Mands Bistand. Understøttet af denne Tro har jeg kæmpet mod Verdens Foragt, Spot og Haan, undertiden ogsaa med Mangel og Trang; jeg har neppe havt nogen Ven, der ikke har mistvivlet om mig, med Undtagelse af en eneste, og det er den Mand, her staaer.« Med disse Ord greb han David Baxters Haand; »han har frelst mig i den yderste Nød, dengang jeg allermest var forstødt af Verden; han har deelt al sin Eiendom, sin suurt erhvervede Skjerv med mig og han har aldrig opgivet mig, ikke engang i det Øieblik, da jeg havde opgivet mig selv.«
Nu henvendte den almindelige Opmærksomhed sig til David Baxter, og han blev høilig berømmet af Alle, især da Fulton tillige erklærede, at det var ham, der paany havde sat Dampskibet i Gang.
»Ja,« svarede David, »jeg kan sige ligesom Bælgtræderen, da der havde været en deilig Musik i Kirken, vi har spillet meget smukt paa Orgelværket i Dag, forresten havde han ikke gjort Andet, end at træde Bælgen, som han pleiede, saa der kom Luft ind i Orgelpiberne. Men jeg maa nu ned og passe paa, at der heller ikke skal mangle Luft i vor Orgelpibe; for skjøndt Tom er dernede, og er en meget flink Mand, som jeg alt ganske godt har oplært, saa vil jeg dog helst stole paa mig selv i denne Sag.« Derefter gik David ned igjen til sit Arbeide, og man saae ham ikke meer paa Dækket i al den Tid, hvori Reisen varede.
Skibet skred nu bestandig frem paa den store, majestætiske Flod, der, ligesom en uhyre Slange, snoer sig igjennem Landet, og der, selv midt inde mellem Bjergene, aldrig strømmer med Vildhed. Lidt efter lidt udfoldede de herlige Flodbredder deres Skatte, og de rigeste Udsigter bleve synlige. Høie Pakhuse, prægtige Bygninger, halv skjulte mellem Træerne, Landsteder med blomstrende Haver, Plataner, 180| Acacier, Valnøddetræer, Tulipantræer og mangfoldige andre, paa hvis Blade de glimrende Efteraarsfarver allerede begyndte at vise sig, syntes at ile forbi dem. Da de kom videre frem, saae de en Rad af Bjerge, der vare dækkede med Ceder- og Grantræer, og hvoraf flere syntes at ville spærre Skibet enhver Adgang, men da de nærmede sig, saae de atter Flodveien aaben. Mangfoldige Næs og store Forbjerge strakte sig ud i Vandet. Af og til antoge Bjergene et mere phantastisk Udseende, og undertiden stege de endog ganske lodrette i Veiret, dog vare deres Toppe bestandig dækkede med Træer. Uagtet Hjulenes Larm, hørtes endnu den susende Lyd af mangfoldige Bække og Elve, der styrtede sig ned imellem Klipperne; dog saaes de kun sjelden, thi som oftest vare de skjulte bag krybende Buske, der byggede et Slags Tag derover. Høiere oppe vexlede Bjergene med skovbedækkede Dale. Paa andre Steder saae de Skarer af Vandfugle, der omsværmede Fartøiet, undertiden mødte de ogsaa Skibe, som med stor Hurtighed syntes at seile dem forbi.
Af og til opdagede de Menneskeskarer, der samlede sig paa Flodbredderne og betragtede dem; thi det vidunderlige Skib maatte ved sin rygende Mast og ved sine kredsende Vandhjul og ved den Kraft, hvormed det kæmpede sig op imod Strømmen, vække Forbauselse hos alle dem, der saae det, saa de flokkedes nede ved Flodranden.
Da der var en duelig Styrmand ombord, og da Maanen, uagtet den var noget i Aftagende, dog kom temmelig tidlig op, saa behøvede de ikke at ligge stille om Natten, men kunde bestandig fortsætte deres Reise. Iøvrigt gik denne hurtigere, end Fulton selv havde troet; thi efterat Skibet havde faaet sin fulde Fart, tilbagelagde det næsten fem Sømile i Timen.
Ogsaa ved Nattetid mødte de forskjellige Seilskibe; 181| men da Folkene paa disse saae den tykke Røg og de Flammer, der svævede bagefter Skorstenen, og da de tillige hørte Larmen af Vandhjulene, og saae Skibet skride frem mod Strømmens Gang, da skjulte nogle sig under Dækket, medens andre styrtede ned paa de Steder, hvor de stode, og bade Forsynet frelse dem fra dette Uhyre, der udspyede Flammer paa sin Vei, og truede dem med Ødelæggelse
Dette vil maaskee blive noget mere begribeligt, naar vi huske paa, at det tørre Grantræ, hvormed Dampkjedelen især blev ophedet, sendte en Flammerøg op, der hævede sig flere Fod over Skorstenen, ikke at tale om, at utallige Gnister, ligesom en funklende Stjernehær, fløi i Veiret, hver Gang man ragede Ilden sammen under Kjedelen.
Fulton havde flere Gange været nede hos David Baxter, men da denne, som han mærkede, betragtede det som en Æressag, at Tilsynet med Maskineriet ganske hvilede i hans Hænder, saa fandt Fulton sig ogsaa i hans Griller, og da de vare blevne enige om et Par Commandoord, hvorefter David Baxter, naar de bleve raabte ned, skulde rette sig, saa faldt Fulton ham kun sjelden besværlig med sin Nærværelse, saalænge denne Reise varede.
Natten var klar og stille, og ingen af de Reisende tænkte paa at gaae til Sengs. Saasnart Mørket faldt paa, gik Fulton op paa et Slags Skandse, som han havde ladet bygge midt paa Skibet; thi uagtet en paalidelig Mand, der var bekjendt med Farvandet, holdt Vagt her, saa troede dog Fulton det nødvendigt, at han selv var tilstede, for at han, naar Omstændighederne fordrede det, kunde give den fornødne Befaling baade til Styrmanden og til David Baxter. Til den sidste havde han alt tidligere givet den Anviisning, at han, indtil han fik en anden Ordre, skulde lade Skibet beholde den Fart, det nu havde.
182|Da Fultons Venner mærkede, at han ønskede at være alene, saa fandt de sig dog ogsaa heri. Dog tilsidst, da nogle Timer af Natten vare forløbne, kom Barlow op til ham. »Hvis Du ikke ønsker at forstyrres, saa skal jeg gaae igjen,« sagde Barlow, »men jeg vilde kun endnu engang see, hvorledes en Mand er tilmode, naar han har gjort en saadan Opfindelse.«
»Bliv Du kun!« sagde Fulton, »her er nok Farvandet fuldkommen sikkert.«
»Det er selsomt at see de røde Gnister fra Dampskorstenen midt i Maanedæmringen,« sagde Barlow.
»Det er en af de deiligste Nætter, jeg i mit Liv har oplevet,« bemærkede Fulton.
»Det troer jeg nok, at den Nat, hvori en saadan Reise lykkes for Dig, maa synes Dig deilig.«
»Ja i disse Timer har jeg faaet en fuld og rig Erstatning for Alt, hvad jeg har gjennemgaaet; nu har jeg levet den Dag, hvorefter jeg gjerne vil døe.«
»Nei, nu skal Du netop begynde at leve,« sagde Barlow.
»Og dog er der Noget, som siger mig, at mit Kald paa Jorden nu snart er opfyldt,« svarede Fulton.
I dette Øieblik hørtes der pludselig mangfoldige Stemmer, der gjentoge Robert Fultons Navn. Det var, ligesom om et usynligt Alfechor var vaagnet i Maaneskinnet, som om mangfoldige luftige Væsener vare tilstede, nogle ganske nær, andre længere borte, paa Bjergene og i de dybe Dale, og alle gjentoge de Navnet Robert Fulton.
»Hvorfra kommer det?« spurgte Fulton.
»Det er et forunderligt Echo, der boer her imellem disse Bjerge,« svarede en af hans Venner, som stod nedenunder.
»Det er Efterverdenens Stemmer,« raabte Barlow.
183|»Det er Efterverdenens Stemmer,« svarede det igjen fra alle Kanter, og Luften og de omgivende Bjerge syntes at lege med Ordenes Klang.
»Det er Efterverdenens Stemmer, der forkynde Robert Fultons Ros,« raabte igjen Barlow, og atter vaagnede Gjenklangens Aander, og den hele Sætning blev gjentaget flere Gange.
Nu rungede der et pludselig Hurra for Robert Fulton, hvilket istemmedes af alle hans Venner og tillige af alle Skibsfolkene; dette Hurra blev da igjen opfanget af Luftens og af Bjergenes Alfer, der syntes at forlyste sig med at gjentage det, og der med hundrede Tunger sendte det tilbage.
Det er bekjendt, at der mellem Bjergene paa Hudsonfloden klinger et Echo, hvis Lige man ikke let skal finde paa noget andet Sted. Dette vidste en af de Reisende, og han havde netop opløftet sin Røst paa et af de Steder, hvor Echoet var mangfoldigst og rigest, deraf havde den hele Trylleklang sin Oprindelse.
Omsider taug disse Stemmer, kort efter gik Barlow ned, men Fulton blev endnu staaende paa Skandsen og stirrede paa den glindsende Flodstrøm. Det var netop i den Aarstid, hvori Maanen, naar den er i Aftagende, kommer høiest op paa Himlen, eftersom den da stiger op i de nordlige Himmeltegn, og dog var dens Lys ikke saa mægtigt, at det ganske kunde tilintetgjøre Stjernernes Glands. Saaledes saaes Orion, svømmende i al sin Pragt og Udstrækning, paa den østlige Himmel, og selv Tvillingens Stjernepar, der fra gammel Tid af har været betragtet som et lykkeligt Varsel for dem, der skibe paa Vandet var endnu at see. Men paa Flodbredderne glimtede Efteraarsløvet saa selsomt i Maaneglandsen, at det syntes, som om Skibet, med sin rygende, gnistrende Skorsteen, seilede forbi en 184| Tryllehave, der var opstaaet under Feernes Hænder. Da bøiede Fulton sit Hoved under den mægtige Tempelhvælving, mod hvilket ethvert, selv det største, Menneskeværk synes at svinde hen som et Fnug i Luften; og han takkede den hellige Gud, der, uagtet al sin fjerne Herlighed, dog havde været ham saa nær i Støvets Land, og der selv i hans Formørkelsestid, da Verden foragtede ham og Mængden spottede ham, havde sendt ham trofaste Venner, der heldte Balsam i hans Saar og trøstede og hjalp ham i Kummerens og Forfølgelsens Dage.
