af Carsten Hauch (1846)   Udgave: Bjarke Moe, Jakob Schweppenhäuser og Axel Teich Geertinger  
næste

Sangfuglen

I Skoven synger den vilde Fugl,
Saa langt fra den banede Sti;
Dog Mængden kiender den ikke,
Den kommer ei der forbi.
‒ »Og kiender end Mængden mig ikke,
Det skal ei forstyrre min Fred,
Saa høit vil jeg hæve min Stemme,
At Vaaren skal smile derved.
291|Saa høit vil jeg hæve min Stemme,
At den kan til Himlen naae,
Og høres af Skovens Alfer
Og alle de Fugle smaae.
Og høre mig Skovens Alfer,
Da svigte mig Tonerne ei,
Og naar jeg har endt mine Sange,
Da kan jeg jo flyve min Vei.
Og naar jeg har endt mine Sange,
Og naar mine Unger har Fier,
Da flyver jeg til et bedre Land,
Da synger jeg her ei meer.
Da flyver jeg til et bedre Land
Ved Stiernernes natlige Glands,
Hvor Vaaren evindelig fletter
En aldrig visnende Krands.«