forrige næste

Tolvte Scene.

DE Forrige, undtagen Zierlich og Kjeldersvenden.

Fruen.

Dersom jeg dog vidste, hvorledes jeg kommer til den Ære at Viinhandler Wassermann sender mig en Present?

Frøkenen.

Ih det er jo let at begribe! Manden har jo elleve Døttre, han vil formodentlig sætte nogle af dem i Skole her.

Fruen.

Det kan være. Men siden jeg nu har den Lykke at see Dem samlede her, mine Herrer, saa siig mig, om jeg ogsaa tør regne paa at De alle holde Ord i Aften. De synger dog Deres Arie, Herr Simon, den om de to Tanter.

Simon.

Na, den italienske, nu veed jeg hvad De mener. ( han synger paa Mel. af Di tanti palpiti, di tante pene.) »Din Tante Tæl til ti, din Tante Lene!« - Ja min Seel skal jeg singe den.

Fruen

( til Fugtel.)

Og De?

Fugtel.

Jeg udfører min Fløite-Concert i ethvert Tilfælde. Men jeg har tillige det bedste Haab om at faae den lille Kink med, De veed nok, en Søn af Vaagekonen paa almindelig Hospital. Det er et ualmindeligt Talent. Naar De faaer ham at høre ved Guitaren, naar han synger: Gid du var min og det Smilendes Haab og Luk op for den lille Person, saa skal De forundre Dem; han synger nogle allerkjæreste Arier. Og saa bringer jeg to af mine Colleger med, to Studiosusser Chirurgiæ, hvoraf den ene spiller Violin, og den anden Contrabas.

Fruen.

Og saa spiller De for os ved Ballet, ikke sandt?

Fugtel.

Vi skiftes, Frue, vi skiftes, for at vi alle kan faae dandset. De skal ikke komme i Forlegenhed. Hvad Kink angaaer, han dandser ikke, han spiller med Fornøielse hele Natten sin Violin.

Fruen.

Nei det er jo Synd for det stakkels Menneske, han maa tilsidst falde i Søvn derover.

Simon.

Ei was! han er jo en Søn af en Vaagekone, so maa han min Seel kunne staae sig.

Fruen.

Ja det siger De nu for Spøg.

Simon.

Nei min Seel om ich ger. Veed De ikke nok at alting er arvelig. En Søn af en Bonde bestemmer sig gemeenlig til Ackerbrug, og bliver Bonde; en Søn af en Greve bliver gemeenlig en Greve, og en Søn af en Vaagekone er gemeenlig meget fix og aarvaagen.

Tennemann.

For øvrigt skal jeg arrangera den hele Balen, og sjelf spela Violen, om det skulde gjøres behov.

Vinke.

Hvad mig angaaer, saa tør jeg ikke paatage mig andet end at bringe Damernes Coiffure i Orden, ifald nogen skulde behøve min Tjeneste. Jeg skal bringe nogle Flasker Ole Colonne med.

Fugtel.

Og jeg skal i Morgen tidlig barbere alle Herrerne, inden de gaae herfra.

Fruen.

Er det ikke, som jeg siger? Med saadanne Venner har man ingen Nød.