Syttende Scene.

Fruen.

O Gud hielpe mig! der staaer hun min Sjæl, og læser Brevet. - Constance, hvad er det for et Brev?

Constance.

O det er ingen Ting.

Fruen.

Ingen Ting? det er et Brev, siger jeg.

Constance.

Nei saamæn er det ikke. Er det vel et Brev, Trine?

Trine.

Nei sandelig er det ikke.

Fruen.

Ja, I To ere i Ledtog med hinanden. Men jeg siger, det er et Brev, og jeg veed ogsaa fra hvem det er.

Constance.

De tager feil, Tante!

Fruen.

Nei saamæn gjør jeg ikke. Giv mig det strax.

Constance.

O Gud! ( giver hende det.)

Fruen.

Naa, nu skal vi da see. Hvor har jeg dog mine Briller? ( lægger Brevet hen paa Bordet og søger i sin Syepose.) Det er sandt, de ligge i mit Chatol. ( vil gaae.) Nei men jeg er ikke gal at lade jer To blive her allene. Vær saa god og følg med mig, ellers lægger I kun Raad op om hvorledes I skulle bedrage mig.

Constance.

Hvor kan dog Tante troe ....

Trine.

Hvor kan dog nu Frue Bittermandel sætte sig saadant noget i Hovedet?

Fruen.

Ingen Snak! Vil I følge med. ( Hun driver dem hen ved Døren tilhøire.) Det er sandt! Brevet! - Ja det kan blive liggende. ( De gaae.)