Sex og Tyvende Scene.

Constance

( med et hvidt Forklæde i Haanden, bliver staaende i Døren og seer ud i Stuen.)

Nei her er ingen uden Børnene; kom nu gesvindt.

Sigfrid

( kommer.)

Skal jeg da nu gaae min Vei?

Constance.

Det er den høieste Tid.

Sigfrid.

Det er Skade, Herr Zierlich ikke er her, saa kunde han besørge mig ud i Kurven, ligesom han besørgede mig ind.

Constance.

Spot ikke! Han kan let komme førend vi ønske det, han er vist ikke langt herfra.

Trine.

Nei det tør jeg nok love for.

Constance.

Du kan ikke komme herfra paa en nemmere Maade end den jeg har sagt Dig. Du bærer denne Kurv udaf Huset; min Tante har befalet mig at lade den bringe hen til Madam Rar. Det vil ingen Opsigt gjøre hos Tjenestefolkene, naar de see Dig gaae ud herfra i dette Ærinde. See, her er et Forklæde, det tager Du paa for at ligne en Bodsvend.

Sigfrid.

Men det vil dog være paafaldende for Tjenestefolkene at see mig gaae ud af Huset, naar de ikke har seet mig gaae ind.

Constance.

Det siger intet, de vil tænke, at Du er gaaet herind i et Øieblik, da de ikke passede paa Døren. Jeg skal selv følge med og betrygge Din Vandring lige til Gadedøren.

Sigfrid.

Nu vel, det er ikke værdt at betænke sig længe. Bind mig da dette Skjærf om Livet; det er et Elskovspant, som jeg beholder til vi sees igjen. ( hun binder ham Forklædet om, han gaaer hen til Kurven) Hør, veed Du hvad? Jeg tager Kurven paa Nakken, jeg seer der er Remmer i den, den er jo desuden tom.

Constance.

Gjør som Du vil, men skynd Dig bare at komme bort.

Sigfrid.

Du holder slet ikke af mig, Du længes bare efter at jeg skal gaae min Vei.

Constance.

Hvor kan Du sige det? Men her er intet Øieblik at spilde.

Sigfrid.

Og saa giver Du mig ovenikjøbet en Kurv med til Afsked, det er et slemt Tegn.

Constance.

Nei jeg giver Dig ingen Kurv, det er jo Din egen Postvogn.

Sigfrid.

Ja det er da endelig ogsaa sandt. Naa, Courage! Ligesaagodt springe som krybe i det. ( løfter paa Kurven, men slipper den igjen) Hille en Ulykke, hvor den er svær! Jeg troede den var tom, siden jeg selv laae i den.

Constance.

Bie lidt, lad os see hvad det er.

Trine.

O det er intet andet end en lille Møllesteen, som min Moder har kjøbt af Verten her i Huset, til sin ny Mølle paa Farimagsveien, og den har nu Verten lagt i Kurven, for at hun kunde faae den tilbragt med det samme.

Sigfrid.

Naa i Guds Navn da! Det er rigtignok forbandet haardt at gaae her og slæbe sig ihjel paa en Møllesteen. - Hør veed Du hvad, Constance, lad os tage Stenen ud og læg Du Dig selv i Kurven, saa bærer jeg Dig hemmelig bort, og saa lade vi os vie af en Præst.

Constance.

Aa Du er ikke rigtig klog! For Guds Skyld, gaae Din Vei og nøl ikke længere.

Sigfrid.

Der har vi det, det er som jeg siger, Du holder slet ikke af mig; dersom Du havde Kjærlighed saa havde Du ogsaa Mod.

Constance.

Og spøg nu ikke til urette Tid!

Sigfrid.

Det er mit ramme Alvor.

Constance.

Farvel, jeg gaaer min Vei.

Sigfrid.

Naa saa giv mig da et Kys til Afsked.

Constance.

Stille! siig ikke saadant noget naar Børnene høre derpaa.

Sigfrid.

Tomme Udflugter! Du holder ikke af mig, det er Tingen! og her skal jeg gaae som en Nar og slæbe mig fordærvet paa den forbandede Møllesteen.

Constance.

Dersom Du har mindste Godhed for mig, saa gaae, medens det endnu er Tid.

Sigfrid.

Vil Du da kysse mig?

Constance.

Hør nu bliver jeg vred, jeg har eengang sagt Nei, jeg lader mig ikke tvinge.

Sigfrid.

Farvel! ( stikker Armene gjennem Remmerne paa Kurven, og tager den paa Nakken.)

Constance.

Farvel, Sigfrid!

Sigfrid

( paa Veien til at gaae.)

Du seer mig aldrig meer!

Constance.

Hvad siger Du?!

Sigfrid.

Saadan som Du her seer mig, gaaer jeg lige ud paa Langebro og springer i Vandet; min Møllesteen skal nok trække mig tilbunds.

Constance.

For Himlens Skyld!

Zierlich

( stikker Hovedet ud mellem Laaget og Kurven, men kan ikke faae Laaget høiere op, formedelst Remmerne, som gaae over det.)

Hei, hei! Gevalt!

Sigfrid.

Hvad er det?

Constance.

Herr Zierlich!

Sigfrid.

Zierlich, hvor er han?

Zierlich.

Bag ved Dem, gode Herr Møller!

Sigfrid.

Bag ved mig? ( dreier sig flere Gange rundt.) Jeg seer intet.

Constance, Trine, Hans

( med Skoggerlatter.)

I Kurven!

Sigfrid.

Hvorledes? Det er Dem som er Møllestenen?

Zierlich.

Lad mig bare komme ud inden De springer i Vandet.

Sigfrid.

Nei har jeg Dem eengang fat, saa skal De saamæn ikke slippe. Naar jeg tager mig selv af Dage, saa vil jeg i det mindste have den Trøst, at min Rival følger med.

Zierlich.

O jeg skal aldrig rivalisere med Dem!

Sigfrid.

Ja det er en anden Sag. Vil De afstaae fra alle Pretentioner paa Constance?

Zierlich.

Ja, ja, ja i Pokkers Skind og Been!

Sigfrid

( i det han sætter Kurven ned.)

Godt! saa er De reddet. Seer De, jeg var saa vis paa, at De vilde finde Dem i Billighed, at jeg allerede for længe siden har opsat Deres Løvte skriftlig, for at præsentere Dem det ved een eller anden passende Anledning. Her er det. ( tager et Papiir frem.) Vil De behage at underskrive.

Zierlich.

Ja lad mig bare komme ud, jeg kan jo dog ikke skrive i Kurven.

Sigfrid.

Aa De kan nok faae en Haand ud af Aabningen. Dyp en Pen, lille Trine.

Zierlich.

Jeg skriger paa Hjelp.

Sigfrid.

Gesvindt, bind Kurven til, og lad os kaste den ud fra Loftsluen.

Zierlich.

Nei giv mig Pennen.

Trine

( bringer ham en Pen.)

Vær saa god.

Zierlich

( skriver.)

Saa! maa jeg nu komme ud?

Sigfrid

( tager Papiret.)

Med Fornøielse. ( aabner Kurven, Zierlich kryber ud.) Naa saa tænker jeg, vi vil begge blive ilive og lade de Sterbens-Griller fare.

Zierlich.

O hvor jeg er bleven tilrakket! Mine gode Beenklæder, mit gode Kalvekryds, hvor det seer ud!

Sigfrid.

Ja det er egentlig det værste af det hele; thi Pigen havde De dog aldrig faaet.

Hans.

Jeg gratulerer, Herr Zierlich!

Zierlich.

Hvortil?

Hans.

Til at De tredie Gang er bleven Aprilsnar.

( Man hører nogen tale i Forstuen.)

Constance.

Der er nogen! Sigfrid, gaae ind i mit Kammer.

Trine.

Skjul Dig, Hans!

Zierlich.

Min Kjole!

Hans.

Det er lukket.

Zierlich.

Min Kjole! ( Hans springer i Kurven.) Hvor skal jeg hen? ( Vil løbe ind ad Døren tilhøire.) Den er ogsaa lukket. ( Banker paa Døren tilvenstre.) Lad mig komme ind. ( Løber hen til Kurven.) Gaae ud, Dreng, lad mig komme i Kurven.

Hans

( reiser sig.)

Nei saa Skam om jeg gjør, enhver er sig selv nærmest; jeg synes at De kan have faaet nok af den Fornøielse. ( sætter sig ned, og slaaer Laaget til.)

Zierlich.

Jeg faaer krybe under Bordet ( kryber under Bordet paa venstre Side i Forgrunden.)

Trine.

Da vil jeg saamæn ikke blive her allene og tage imod alle Skjændene. ( aabner Laaget paa Kurven.) Hans, er der ikke Plads til mig i Kurven?

Hans.

Jo, Trine, for Dig viger jeg gjerne Pladsen. ( springer ud, og lader Trine krybe i Kurven, selv lægger han sig under Klaveret, og støtter sig med Ryggen mod Kurven, og falder i Søvn om lidt.)