forrige næste

Første Akt.

Et lille Værelse.

(Det er Tusmørke. Ilden brænder i Kaminen.)

Vandringsmanden fra Sanct-Hans-Aften-Spril.

(træder ind som Prologus. Han er klædt i Vinterdragt, og bærer en stor Æske, hvilken han sætter paa Bordet.)

Vandringsmanden.

Velkommen i den røde Aftenstund,
I mine velbekjendte, gamle Venner!
Jeg haaber dog, I kjende mig igjen,
Uagtet nu jeg bærer Pels og Hue,
Fordi det fryser, og ei, som i Sommer
Ved Kirstens Kilde, vandrer ubedækt,
Med Haaret flagrende for Vestenvinden,
Og blottet Barm tiltrods for Sol og Dug.
Det halve Aar er siden den Tid svundet:
Dengang var Dagen længst, nu er den kortest:
Da varmed Solen jer, men nu Kaminen.
Ei meer I drage ud til Telteklyngen,
Tilfods, tilhest, tilvogns, men slutte jer
I tætte Kammer ind, ved Ovnens Lue,
Og tænde Lys i lange sorte Nætter.
Jeg ynker Eder, arme Vinterfanger,
Thi haardt det er at mangle Sol og Blomster.
Men nægter os Naturen sine Gaver,
Saa maa nu Kunsten bøde paa dens Mangel.
Kaminen maa erstatte Sommervarmen,
Og Kjerter i krystalne Kroner Lyset,
Og Phantasien maa ved Eventyr
Gjengjælde vore Sandser hvad de tabe
I Blomstens Duft og søde Farvespil.
Nu tier Fuglen, men det er paa Tiden,
At Digteren begynder, hvor den slap,
Og qvæder Visen ud, som den har afbrudt.
Hvad var Sanct-Hans-Dag, naar ei Julen fulgte?
En Frelser har jo Døberen forkyndt os;
Sex Maaneder han yngre være maa,
Idag er Tiden til hans Fødsel kommen.

(Han forvandler sig pludseligt til Gabriel Engel.)

Gabriel.

O Held Eder, Held!
Jeg er Erkeengelen Gabriel
Den Høiestes Bud.
Han sendte mig til Zacharias ud,
Sex Maaneder efter til Josephs Brud.
Nu tredie Gang
Den evige Dommer
Mig sender som Forbud om Lykken, der kommer.
Alt hæver min Sang
Jer Fremtidens Skjul,
Og ønsker Eder alle en glædelig Juul.

(Han aabner Æsken.)

Har I Lyst til at lee?
Kommer hid! Her er Løier at see.
Er I kjed af Tragedier og Graad?
Gud skee Lov! Til Latter har vi Raad.
Dog ei Latter ved smaalige Feil,
Ei et ynkeligt Tidernes Speil.
Nei vor Morskab gaaer i det Store,
Og kongeligt vil vi os more.
Thi vort Spøg er en Piil,
Som med Lynets Iil
Farer fra Syd til Nord,
Fra Vest til Øst over viden Jord,
Op i Himlen til Gud og Englenes Chor,
Og dristig ned i Graven, hvor Dødningen boer.
Intet er for lavt, og intet er for høit.
Hytten og Thronen,
Nathuen og Kronen,
Tingen og Personen,
Individet og Nationen,
Minutet og Æonen,
Alt faaer I tilsammen, og det hele for en Døit.
Det Juul og Nytaar er; nu har Lystighed sit Spil;
Enhver har Lov at gjøre sig saa gal som han vil.
Her er Julegave;
Af den samme Æske skal I alting have.

(Han hælder Æsken ud.)

Hesten med Piben, den lille Billedbog,
Vilde Dyr og Dukker, Deviser i alle Sprog,
Alt ligger hulter til bulter i een og samme Krog.
Har I Lyst til at lee?
Kommer hid! Her er Løier at see,
Er I kjed af Tragedier og Graad?
Gud skee Lov! Til Latter har vi Raad.
Gjennem frosne Rude
Hisset ude
Kan I Julestjernen skue.
Underligt dens sølvblaa Glands
Og Kaminens røde Lue
Med hverandre gaaer i Dands.
Natten sluger Dagen,
Dødens Lagen
Tæt indhyller Blomsterverdnens Liig,
Men i dets krystalne Kanter
Bryde Himlens Straaler sig
Som i tusind slebne Diamanter.
Hellig frem for alle
Bør man kalde
Denne Tid, da, mens vor Jord maa hvile
I sit længste Mørke, stiv af Kuld,
Himlens Blomster dobbelt vaarligt smile,
Og man seer dem saa forventningsfuld.
Ja forvent kun Tiden!
Du er liden,
Men uhyre stor er Lykkens Vinge.
Haaber, Smaa og Store!
Julestjernen skal dog Morskab bringe,
Og det er jo Lykke, sig at more.

(Han forsvinder.)

Digteren

(kommer frygtsom ind, og bukker ærbødigt for Tilskuerne.)

Digteren.

Mine Herrer! Jeg er i en yderlig Forlegenhed. Jeg havde fattet det maaskee alt for dristige Forsæt at give Dem en Fortsættelse af eller et Sidestykke til Sanct-Hans-Aften-Spil. For nu saa nøie som muligt at knytte denne Fortsættelse til sin Begyndelse, dette Sidestykke til sit Forbillede, vilde jeg, at mit Skuespil, ligesom vor berømte Digters, skulde aabnes med de to Prologer, Vandringsmanden og Harlekin. Den første gik fortræffeligt, men i dette Øieblik, da den anden skulde træde ind, er han ei at finde mellem det hele Personale. Længe har jeg søgt efter ham bag Coulisserne. Jeg har kaldt, jeg har ringet. Forgjæves. I min Fortvivlelse vilde jeg allerede lade Teppet falde, da der pludseligen falder mig ind, at et Skuespil, som jeg for tre Aar siden har skrevet, og som jeg nu næstendeels har glemt, endte med, at denne mig saa vigtige Person gjorde et Saltomortale fra Skuepladsen ud imellem Tilskuerne. Derved, Høistærede, kan jeg altsaa blive hjulpen. Thi hvis han ikke har slaaet sig ihjel, saa haaber jeg, at han nu er saa god at gjøre det modsatte Spring, nemlig tilbage til Skuepladsen, for der at spille sin Rolle. - Harlekin! Ihvor du saa og skjuler dig imellem dette dannede og smagfulde Publikum, kom tilbage, kom tilbage! - Ingen svarer. - Mine Herrer! Jeg beder og besværger enhver især at holde Øie med sine Naboer, og hvor de skulde see noget, som har Lighed med min bortkomne Person, da at gjøre Anskrig, og udlevere ham. For Opdagelsen loves en raisonnabel Douceur.

Adskillige Stemmer mellem Tilskuerne.

Her! Her! Her! Her! Hold paa Tyven!

Digteren.

Hvorledes, mine Herrer? Meer end eet Sted kan han jo dog ikke være, med mindre han skulde have propageret sig under sit tre Aars Ophold i Skuespilhuset. Hvad for Comedie-Ægteskaber han i den Tid kan have indgaaet, er mig ellers ligegyldigt. Paa hans Afkom gjør jeg aldeles ingen Fordring, men Faderen kræver jeg tilbage af det Publikum, hvortil jeg selv har givet ham. Imidlertid ønskede jeg dog, at Underhandlingen maatte gaae fredelig for sig. Det var aldeles ikke min Mening saaledes at sætte Huset i Oprør. - Om jeg kun vidste, paa hvilken Plads han er! Efter hans store Spring at dømme, skulde jeg næsten troe, at han har sprunget Orchester og Parquet over, og saaledes maa befinde sig i Midten af Parterret; thi Knægten har lange Been, og Huset er kun lille. - Harlekin! Du seer, hvilken Revolution du foraarsager. Afværg denne Storm ved en Selvopoffrelse! Kryb over i Parquettet, og derfra i Orchestret. Her knæler jeg, for at række dig Haanden, og hjelpe dig op paa Theatret.

Harlekin

(i Parquettet, klædt som Elegant, i en modern Frakke, og med Stok og Briller.)

Han knæler for mig! Nei, nu smelter mit Hjerte.

Digteren.

Funtus! Jeg hører alt hans Stemme.

Harlekin

( til sine Naboer.)

Mine Herrer! Tillader De, jeg gjør mig Plads? (Han springer over i Orchesteret.) Om Forladelse, Herrer Musici! (Til Digteren.) Nu, her er jeg. Giv mig Haanden!

Digteren.

Men hvorledes? I denne Dragt?

Harlekin

(i det han kryber op.)

Bryd dig kun ikke derom. Hjelp mig! Uf! Dette er en vanskelig gymnastisk Øvelse.

Digteren.

For Guds Skyld! Tag Lamperne iagt!

Harlekin

(paa Theatret.)

Det gik godt. (Han vender sig betænksom mod Tilskuerne.) Hvad har jeg gjort? Fra Tilskuer blevet Skuespiller! Dum Streg i Grunden!

Digteren.

Men er det muligt? Har dit treaarige Ophold i Publikum saaledes formaaet at omskabe dit Udvortes?

Harlekin.

Hvorfor ikke? Jean de France var jo kun femten Maaneder i Paris; jeg har derimod i tre Aar reist udenlands i Republiken eller det gemene Beste i Theatret. Jeg fortryder allerede, at jeg saa hurtig er kommen tilbage. Du veed ikke, hvormeget jeg opoffrer for dit Venskab, idet jeg atter bestiger disse Bræder. Jeg havde forsoret dette Skridt, siden jeg, flygtende for Herr Lothario, blev optagen i den sikkre Havn af tusinde vennehulde Arme; det er i Prosa, da jeg fra Skuespiller selv blev Kunstdommer. O min Ven! Der gives ingen behageligere Existents under Solen.

Digteren.

Trøst dig med, at du dog er kommen et Trin høiere, idet du betræder Skuepladsen. Thi staaer du end under Galleriet, er du dog kommen over Parquet og Parterre. - Imidlertid til Sagen! Skuepladsen skal forandres til en Gade eller offentlig Plads i Kjøbenhavn. Jeg kunde hertil betjene mig blot af Maskinmesterens Hexekunst; men for at Tingen kan see mere fortryllet ud, vil jeg, at du skal slaae med din Brix i Jorden, ligesom du gjorde i Sanct-Hans-Aften-Spil.

Harlekin.

Du har at befale.

Digteren.

Bie et Øieblik! Lad mig først komme ud! (Han løber ud.)

Harlekin

(allene.)

Han er borte. Han giver blot sin Ordre, og een to tre, er han fløiten. Nu tænker han, at jeg paa Øieblikket lystrer. Nei, bie lidt! Som Skuespiller kan jeg umulig være tjent med at gaae i denne flaue Dragt, der forhen anstod mig som Kunstdommer. Hvad er altsaa at gjøre? At tage den af. (Til Tilskuerne.) Med Permission, mine Damer og Herrer! (Han tager Frakke, Halstørklæde, Kjole og Vest af, og bliver tilsyne i sin Harlekinstrøie.) Vil De behage at see, ærede Tilskuere, hvorledes jeg under enhver Forandring dog er og bliver den samme. Elskere af didactisk Poesie vil jeg ved denne Leilighed indskjærpe den herved tilstrækkeligen oplyste metaphysiske Lære, at enhver Tings Udvortes kun er en vexlende Modification af dens Grundvæsen. (Han sætter sig paa Gulvet, og trækker sine Støvler af med Hænderne. Han begynder ligeledes paa Beenklæderne, men holder pludselig op.) Ærede Damer, med den af Publicum mere fine Portion! Ifald dette skulde forekomme Dem uanstændigt, saa beder jeg Dem glemme, at jeg er et levende Menneske, men heller forestille Dem, at jeg er en af Herr Geisselbrechts Marionetter. A propos! Der falder mig ind, at jeg ikke bedre kan bestyrke Dem i en slig Illusion, end paa følgende Maade. (Han slaaer med sin Brix i Gulvet. Alle de Klædningsstykker, han har taget af, forvandle sig til smaa Børn. Orchesteret begynder at spille en Dands. Børnene dandse omkring ham. Tilskuerne klappe. Harlekin afbryder Orchestret med en Gebærd, som Casortis.) Prr! (Til Børnene.) Bravo! Hør, I Smaa! For at more jer, kan I gaae hen i den Krog. Der ligger Legetøi; jeg forærer jer det altsammen, siden det er Juleaften. (Orchesteret spiller igjen. Børnene dandse omkring Legetøiet, see paa det, og lægge det i Æsken. Imidlertid efterligner Harlekin Marionettens Bevægelser, idet han trækker Beenklæderne af efter Takten. Disse forvandle sig strax til et Par smaa Børn, som dandse hen til de foregaaende, og forene sig med dem. Harlekin, i fuldkommen Costume, kun uden Hat, og endnu med Briller paa, reiser sig op.) Som Phønix hæver jeg mig himmelluttret af min Aske. Lig Sommerfuglen afstrøifer jeg Puppens Bedækning, og bevæger mig fri og med Lethed i de høiere Regioner. Min Forvandling frembyder et nyt skjønt Billede af Udødeligheden: Min Aand er nu løsladt; dens jordiske nedtyngende Klædebon er de afsjælede Rester, der nu allerede begynde at blive levende, som man siger. (Han peger paa de dandsende Børn. Disse, efter at have lagt Legetøiet i Æsken, gaae i Procession bort med samme. Tilskuerne klappe, og raabe Bravo. Harlekin bukker. Orchesteret vedbliver at spille. Harlekin afbryder det atter paa samme Maade som før.) Prr! (Til Tilskuerne.) Mine Herrer! Vil De ikke være af den Godhed at sende mig min Hat, som jeg forglemte under Bænken i Parquettet? (En hvid spids Harlekinshat bliver tilkastet ham fra Parquettet. Han griber den, og sætter den paa Hovedet.) See saa! Men det er sandt! Lad mig ikke forglemme Hovedsagen. (Han tager Brillerne af.) Disse Tilskuerbriller ere mig nu overflødige, da jeg ikke mere skal see, men sees. Ædle Tilskuere! Modtager dette Arvegods til en Erindring om mig! (Han kaster dem ud mellem Tilskuerne.) Betragter Skuespillet igjennem mine Briller, saa vil I aldrig gaae feil af den rette Synspunkt. - Nu er jeg da fix og færdig. Heisa lystig! Jeg er igjen den samme. (Han begynder at synge og dandse.) Ikke sandt, mine Herrer? Det er just ikke Enhver, der saa hurtig kan gjenfinde sit Jeg, naar han nylig har staaet Fare for at miste det. Nu skulde jeg da tænke paa Theatrets Forandring til en Gade. Men hillemæn! Hvor skal jeg gjøre af mig selv? I dette Costume tør jeg ikke vise mig, thi det er forbudt at gaae i Maskeradeklæder paa Gaden, og jeg er vis paa, at Politiet troer mig ikke, om jeg ogsaa sværger og forbander mig paa, at jeg er en virkelig, og ingen forklædt Harlekin. Dog - Funtus! Min sidste Tilflugt er aaben. (Han gaaer hen til Souffleurhullet.) Herr Souffleur! Maa jeg krybe ned til Dem? - Hvor er han dog? (Raaber ned i Hullet.) Souffleur! - Har jeg seet Mage? Han snorksover. Paa min Ære! En fortræffelig Begyndelse! Mon Stykket skulde være saa forbistret kjedsommeligt, at endog Souffleuren allerede i første Scene kan have Grund til at falde i Søvn? - Dog - jeg vil heller formode en anden Aarsag. Jeg kan nemlig min Rolle saa perfekt, at Manden under hele min Monolog ikke har havt det mindste at fortjene. Man maa give ham noget at bestille, for at holde hans Øine aabne. Ja ja! Nu skal jeg i rette Tid vække ham. De andre Acteurer vil, som jeg haaber, nok vide at holde ham munter, thi vi har slet ingen Prøve gjort paa Stykket, saa Gud veed, hvordan det vil komme til at gaae. (I det han kryber ned, nikker han ad Tilskuerne.) Farvel, mine Herrer! Giv Agt! Thi nu gaaer det for sig. (Han slaaer med Brixen i Gulvet, og lader sig falde ned i Hullet. Skuepladsen forvandles.)

Amager-Torv. (En Mængde Mennesker spadsere frem og tilbage.)

En Dame

(til en anden.)

»Ih hillemæn! Skal vi træffes her?«

Den anden.

»See god Dag, god Dag! Det er et deiligt Vær.«

En Borger

(til en anden, som kommer ud fra en Nyrnberger.)

»Hvor kommer du fra, din gamle Bjørn?«

Den anden.

»Hvad gjør man ikke for Kone og Børn!«
Jeg har været her inde og kjøbt lidt Stads,
Og Snurrepiberier og Fjas.
Vore Børn maae have lidt Julespas.

En ung Pige

(til en anden.)

»God Dag, min Bedste! Jeg fryser. Ha!
Hvordan lever Papa og Mama?«

Den anden.

»Der gaae de begge. Jeg maa skynde mig.
Farvel! Jeg skal snart besøge dig.«

En Kone

(til en anden.)

»Ih see god Dag, min søde Madamme!«

Den anden.

Min Gud! Er det Dem? Jeg maa mig skamme.
Jeg er ei endnu bleven paaklædt ret.
Og De er nu altid saa grumme net.

Første.

Bevares! De har jo den grønne Frakke.

Anden.

Jeg be'er Dem! Om den er ei værdt at snakke.
Hvad er min grønne mod Deres røde!
Jeg vilde kun ud i Boderne gaae,
Og kjøbe Legetøi til de Smaa,
Men mindst jeg tænkte paa, Dem at møde.

Første.

Ak! hvor misunder jeg Dem det Held
At være Moder! Paa Juleqvel
Mærker man bedst, hvor tungt, forsand,
Det er, naar med Børn man ei lege kan.
Nu er jeg gift i det syvende Aar,
Har ingen end, og vel ingen faaer.

Anden.

Ja, sagtens er Børn en Himlens Gave,
Men en Moder er og forfærdelig Slave.
Hvad koster det ei dem at holde i Skole?
At give dem Hat og Buxer og Kjole?
Men farvel, Madam! Nu maae vi os skille.

Første.

Det er ogsaa for koldt at staae længe stille.

En Mand

(til en anden.)

God Dag! En glædelig Juul, min Ven!

Den anden.

Iligemaade. Du kommer dog hen
Iaften, min Kones Grød at smage?

Et ungt menneske.

See den gale Student med en Julekage!
Han bærer den under sin Arm. Ha ha ha!
Og Drengene pille Rosinerne fra.

En Borger

(til en anden.)

Du har jo faaet Hofter! Siig, gamle Nar,
Hvormed i al Verden du stoppet dig har.
En Kjephest ud af din Lomme stikker.
Hvad meer? En Trompet, et Dambret og Brikker,
Soldater, Kegler, en Løve, en Hest.
Lad mig see, hvad har du under din Vest?
Thi du har faaet dig en frygtelig Mave.

Den anden.

En Farvelade med Doctor-Attest
Til lille Christoffer: med Arrak en Flaske,
Hvoraf min Kone os Punsch vil lave:
Et Par Skoe til Susanne, den lille Taske.

En Cavaleer.

(til en ung Dame.)

Jeg haaber, De ikke min Arm forsmaaer.

Damen.

Nei Tak! Jeg heller allene gaaer.
Bliv ikke vred, men saa er min Vane.

Cavaleren.

Men vogt Dem! Her er en Glidebane.

Damen.

Jeg seer den nok.

Cavaleren.

De kan falde let.

Damen.

O nei!

(hun falder.)

Cavaleren.

Naa, seer De, jeg havde Ret?

(Han hjelper hende op.)

Slog De Dem? Hvor har De Skade faaet?

Damen.

O intetsteds! Det gik meget godt.

Cavaleren.

Godt, siger De? - Græde jeg maa, ja hyle,
Betragter jeg Frøknens Ridicule.

Damen.

Hvor er den?

Cavaleren.

See der!

Damen.

Ak ved mine Fødder
Udgyder den alle de Pebernødder,
Rosiner, Deviser og Sukkerbrød,
Som jeg har kjøbt til min yngste Broder.
Nu faaer jeg vist nok Skjænd af min Moder.
Hvad skal jeg gjøre? O hvilken Nød!

Cavaleren.

At lægge paa sine Knæer sig hen,
Og samle det altsammen op igjen,
Var det simpleste, men dog en kritisk Sag,
Man gjør det ei gjerne ved høi lys Dag.
Men see! Her boer jo en Sukkerbager;
Han har Nødder, Rosiner, Deviser og Kager.
Befaler De ikke derind at træde?
Saa kjøber jeg til Dem paa ny.

Damen.

Med Glæde!
Ak! alle Folk nu efter mig see,
Mens Drengene samle det op, og lee.

Cavaleren.

Elskværdige! Modtag min Arm, fat Mod!

Damen.

Jeg takker mangfoldig. De er saa god.

(Hun tager ham under Armen.)

Cavaleren.

Nu nyder jeg dog den hulde Lykke,
Som først blev nægtet min varme Bøn.

Damen.

Ak! det er jo stedse Sorgernes Løn,
At Hjerterne nærmere sammen rykke.

(De gaae.)

En Stue.

Enrico, Blanca, (begge i Costume, som de sees paa Skuepladsen.)

En Mængde Børn.

Blanca.

Nu, Børn, giver jer tilfreds med Taalmodighed! Nu skal I strax lukkes inde i det mørke Kammer, imens vi gjøre Julestuen istand til jer. Hvad mener du, lille Mand? Skulde vi ikke tænke paa at aabne Julen? Klokken er snart sex.

Enrico.

Som du vil, søde Blanca! - Tys! Nogen banker. - Kom ind!

En Kammerjunker med en Harpe

(kommer.)

Enrico.

Hvad seer jeg! Min Ven!

Blanca.

Min Kammerjunker!

Begge.

Vor Digter!

Kammerjunkeren.

God Aften, mine Venner! Lad mig omfavne Dem!

Blanca.

Hvilken Lykke!

Enrico.

Hvilket uventet Besøg!

Kammerjunkeren.

Ikke sandt? Jeg har passet den rette Tid for at ønske Dem en glædelig Juul? Postillonen har ogsaa maattet kjøre alt hvad Tøiet kunde holde.

Enrico.

De logerer dog hos os medens Deres Ophold i Kjøbenhavn?

Kammerjunkeren.

Om det kuns ei generer Dem?

Blanca.

Langt fra! Vore Venner kan ikke være os til Uleilighed.

Kammerjunkeren.

Nu, saa tager jeg med Taknemmelighed mod Deres Tilbud. De kan troe, jeg har havt Møie med at faae opspurgt, hvor De boede, uagtet De allerede ere saa bekjendte her i Byen. Hvorledes hedder nu Gaden?

Enrico.

Sanct-Pederstræde.

Kammerjunkeren.

De boer godt. Er det Deres egen Gaard?

Enrico.

Nei, vi boe hos en Møller.

Kammerjunkeren.

Hvor meget gaaer i Leie af disse Værelser?

Enrico.

Jeg veed ikke. Vi give ingen Leie.

Kammerjunkeren.

Boer De ikke tilleie hos ham?

Enrico.

Nei, tillaans.

Kammerjunkeren.

Hvad vil det sige?

Enrico.

De seer, at denne Gade gaaer lige ned til Volden, hvor vor Verts Mølle staaer. Da man nu her tillands har idelig Blæst, og da hans Mølle er af en saadan Beskaffenhed, at den kan gaae for enhver Vind, saa kan han aldrig være fraværende, men maa bestandig opholde sig paa Møllen. Ligesaa godt altsaa, som at lade sin smukke Gaard staae ubeboet, har han tilladt os at logere i den.

Kammerjunkeren.

Og det tager han ingen Betaling for?

Enrico.

Han forlanger kun, at vi til Gjengjæld skal lade alt vort Korn det hele Aar igjennem male paa hans Mølle, og selv det gjør han gratis. Ja naar vi bringe ham den ene store Sæk efter den anden, saa hopper Hjertet i Livet paa ham, og han raaber: »Her er Vand paa min Mølle. Intet Land i Verden kan dog i Frugtbarhed maale sig med vort.«

Kammerjunkeren.

Maler han godt?

Blanca.

Vi kan ikke klage.

Enrico.

Oprigtig talt maa jeg tilstaae, at han undertiden giver vel meget detailleret Meel, hvor man kunde ønske generelle Gryn. Overalt skulde han lade det blive ved Melet, og aldrig give sig af med Grynene.

Kammerjunkeren.

Hvilken umaneerlig stor Børneklynge! Er det Deres Bekjendtes og Naboers?

Enrico.

Aldeles ikke.

Blanca.

Det er vore egne.

Kammerjunkeren.

Hvad? Børn? De?! Og i slig Overflødighed! Jeg studser. Da jeg havde den Ære at ledsage Dem paa Deres Reise gjennem Tydskland, formodede jeg intet mindre. Jeg ansaae Deres Forbindelse for saa hellig, saa sentimental, saa platonisk. Og nu? ... De forstaaer mig.

Blanca.

Men vore Børn ere ogsaa hellige, sentimale og platoniske Børn. Behag at undersøge dem nøiere, og De vil finde, at de ei, saadan som andre kjødelige Mennesker, have Been og Muskler.

Kammerjunkeren

(befølende Børnene.)

Jeg seer dog, de have Skind.

Blanca.

Ja, men det er Maaneskin.

Enrico.

Jeg skal sige Dem, de ere kun Frugter af vore hyppige offentlige Omfavnelser.

Blanca.

Men see, Papa! De smaa Stakler længes efter, at Julen skal aabnes.

Enrico.

Nu, Børn, saa gaaer da ind i den anden Stue.

(Børnene gaae.)

Nu vil jeg lukke Døren ilaas. Hent du Foræringerne, Kone! Jeg skal imidlertid bringe Juletræet ind.

Kammerjunkeren.

Tillad, at jeg er Dem behjelpelig.

(De gaae.)

En aaben sneebedækt Plads udenfor et Huus.

Phantasien,

(i Form af en lille blaa Fugl, sætter sig paa Taget, og synger:)

Smaabørn, som i den mørke Stue
Med Længsel indelukte staae,
Og raabe: Mon ei snart vi maae
Indtræde, Julens Glands at skue?
Gaaer hen til Vindvet; hører der,
Hvad Phantasien lover jer.
Den lille Fugl paa Taget sidder,
Og vil forkorte med sin Sang
Den Tid, man gjør jer alt for lang;
Thi lytter til dens Fugleqvidder!
Den spaaer, at om en ringe Frist
Jer fødes skal den lille Christ.
Kan I vel gjætte, hvad man Eder
Med al den Bæren op og ned,
Den Hvisken, den Urolighed,
I Stuen tæt herved bereder?
Hvi rasler Nøgleknippet? Hvi
Mon Skabet lukkes op og i?
See Julens store Lykkestjerne,
Som sidder over Taarnet hist.
Den Forbud er om Jesus Christ,
Den Konger drager fra det Fjerne,
Og Hyrder, som paa Marken gaae;
Den smiler og til jer, I Smaa!
Kan I den fjerne Granskov skimte,
Som kneiser selv ved Juletid
Med Haabets Grønt paa Sneen hvid
Mod Himlens Lys, der sølvblaat glimte?
Af den jer Engel tog en Qvist,
Og tændte den ved Stjernen hist.
Alt aabner sig det mørke Kammer;
Og tæt behængt af gylden Frugt
Imod jer straaler Granen smukt
Med Stjernens stærkt formeerte Flammer.
Og see, Barn Jesus medbragt har
Enhver, hvad just hans Ønske var.

(Den flyver bort.)

En stor sneebedækt Hede.

(Storm og Sneefog.)

Gabriel Engel

(kommer.)

Gabriel.

Det er et rædsomt Sneefog denne Nat.
Hvis nogen Vandrer gaaer paa denne Hede,
Omkommer han, naar Himlen ei ham hjelper.
Derfor har Herren mig befalt at ile
Herned, og lede hver Vildfaren ud
Af denne vilde Mark, hvor Spor ei findes
Til nogen Vei og Sti, og bringe ham
Paa Veien til et godt og sikkert Herberg.
Thi Gud vil ei, at nogen christen Sjæl
Maa være stædt i Nød ved Juletider;
Og som han altid hjelper, naar han kan,
Gjør han paa denne Tid Umuligheder.
Det skjønne Sprog, som staaer i Bibelen,
At hvert af Eders Hovedhaar er talt,
Og ingen Spurv til Jorden falder, uden
Med Villien af jer Fader hist i Himlen,
Er for et jordisk Øie dobbelt synligt
Paa denne Tid, da hans Eenbaarne fødtes,
For tvende tusind Aar, og fødes atter
Hver Juul paa ny for dem, som troe paa ham.
Alt hvad der for totusind Aar tildrog sig
Ved denne hellige Begivenhed,
Skeer da hvert Aar igjen paa samme Tid,
Og mens det sig unddrager Mængdens Øie,
Sees det af alle, som med Aandens Blik,
Med barnligt Sind, med christen Tro betragte
Naturen i dens Vinterdragt, og gjæste
Sneekongen selv i hans krystalne Slot.
Her ligger, seer jeg alt, en gammel Mand,
Og slumrer i den dybe Snee.

(Han bøier nogle Lynggrene ned, og man seer en gammel Mand ligge i Sneen.)

Ifald han
Laae her en liden Stund endnu, da var det
Ret snart forbi med ham, thi det er farligt
At sove i den strenge Kuld. Dengang han
Af Frost og Kraftløshed til Jorden segned,
Og lukte sine Øine, som han troede,
For ei at aabne dem paa ny, da foldte
Han sine Hænder dog andægtig sammen, sukked
Til Frelseren, som fødtes denne Nat,
Med Bøn, at tage i sin Vold hans Sjæl.
Nu vil jeg flux ham vække ved en Drøm.

(Han forsvinder.)

Elleve Hyrder

(komme ind i Baggrunden.)

Første Hyrde.

Sneen fyger uden Rist.

Anden.

Ingen Vei man skimter.

Tredie.

Kun en enkelt Stjerne hist

Fjerde.

Gjennem Skyen glimter.

Femte.

Hjorden bræger høit af Skræk,

Sjette.

Og paa Sneen tripper.

Syvende.

Hjertets Varme fryser væk;

Ottende.

Sidste Haab det slipper.

Niende.

Hyrderne, o gode Gud,

Tiende.

Du en Hyrde sende,

Ellevte.

Lede dem af Mørket ud

Alle.

Til en salig Ende!

Gabriel

(aabenbarer sig for dem.)

Gabriel.

I Hyrder, som vandre paa Sneen hvid,
Og vogte Hjorden ved Midnatstid!
O dvæler ved Hjorden ei længer!
Ei sørge I for, hvorhen den gaaer!
I selv ere lutter fortabte Faar,
Og til en Hyrde I trænger.
Et Barn er den Hyrde. Han fødtes inat.
O iler til Bethlehem, iler saa brat
Didhen, hvor hans Stjerne jer leder!
I hen til den fattige Krybbe gaae,
Hvor Himlens Herre blev lagt paa Straa!
Der knæler ned, og tilbeder!
En Sol er vaagnet blandt Skyggers Hær,
Paa Aftenhimlen et Morgenskjær,
Og under Sneen en Palme.
Af Liliens aldrig berørte Skjød
Er den himmelske Rose til Verden fød,
Som i Evighed ei vil falme.

(Han forsvinder. Hyrderne knæle.)

Usynligt Chor af den himmelske Hærskare

Ære være Gud i det Høieste, og Fred paa Jorden!

(Hyrderne reise sig igjen, og gaae efter Stjernen. Den gamle Mand i Sneen vaagner op, og seer sig om.)

Den gamle Mand.

Hvad! Jeg har sovet! Sovet her i Sneen!
Og vaagner dog igjen? Og ved et Syn
Saa helligt, og ved Lyd af Orgeltoner?

(Han reiser sig.)

Hvor Stormen tuder! Sneen fyger end.
Den hele Himmel er bedækt af Skyer.
En enkelt Stjerne glimter dog endnu
Igjennem Skyens Rift. Den vil jeg følge;
Maaskee den bringer mig paa rette Vei.

(Han gaaer.)

Gabriel

(kommer fra den modsatte Side.)

Gabriel.

Ja følg den kun; den er en tro Ledsager,
Som sikkert bringe vil paa rette Vei.
De sorte Skyer har jeg strængt forbudt
At skjule dette ene Lys. Den Gamle,
Naar han det følger, kommer til et Herberg,
Hvor der er Ly for Kuld og barske Vinde.
Han troer nu, han har drømt. Det har han og;
Men med den Forskjel, at hans Drøm var sand.

(Til Tilskuerne.)

Jeg ønsker Eder alle slig en Drøm.

(Han forsvinder.)

En Kirkegaard.

(Klokken i Taarnet slaaer Tolv.)

Vægteren

(raaber udenfor.)

Det var ved Midnatstide,
Vor Frelsere blev født.
Til Trøst al Verden vide,
Som ellers var forødt.

Den Lille Nanine

(træder skjælvende ind.)

Nanine.

Den sorte Midnatstime slaaer,
Tolv dumpe Slag fra Kirketaarnet klinge,
Og skjælvende Nanine gaaer,
Hvor Nat og Død udbrede fælleds Vinge.
Jeg veed, min Frygt er uden Grund,
Thi over mig den lille Jesus vaager.
Han fødtes denne Midnatstund;
Og tryg jeg vandrer mellem Nattens Taager.
Jeg veed jo, ingen Spøgelser
Sig vise kan, ei selv i Dødes Have.
Thi hvergang Julenat det er,
Saa bede de i deres stille Grave.
Hvor finder jeg den Grav saa kjær,
Som Støvet af de to Forældre rummer?
Her er saa mørkt. Ak! den er her.
Her knæler jeg. Gud signe Eders Slummer!
Her holdes skal min Julefest,
Med jer, ak! ei som for et Aar tilbage,
Da, ei endnu en Dødningrest,
I lode Julens Herlighed mig smage.
I døde begge dette Aar;
Nu ingen meer sig om Nanine bryder.
Jeg hører, mens jeg ene gaaer,
Kun fremmed Glædesklang, som langtfra lyder.
De andre Børn sig samle froe
Til Julens muntre Glæder, Leeg og Løier.
Jeg gaaer til Eders stille Bo,
Hvor veemodsfuld Erindring mig fornøier.
Men kan jeg ei de Elskte see,
Fordi de hvile dybt paa sorten Baare,
Skal jeg dog smelte Gravens Snee
Med min Taknemmeligheds hede Taare.

Hendes Skytsengel

(aabenbarer sig.)

Skytsenglen.

Nanine, fat Mod!
Her seer du din Engel
Med Liliestengel.
Mig Herren tillod
Din Sorg at betvinge.
Jeg hæver min Vinge,
Jeg løfter dig op
Til Himmelens Top.
Du ei hos de Døde
Paa Graven den tomme skal hvile;
Men Julen skal smile
Med tusinde Stjerner dig lifligt imøde.

(Han tager hende i sine Arme, og flyver bort.)

Udenfor Himmeriges Porte.

Skytsenglen (kommer med) Nanine, (og banker paa Porten.)

Sanct Peder

(inden for.)

Hvo banker?

Skytsenglen.

En Engel.

Sanct Peder.

Nu aabner jeg alt.

(Han aabner Porten, og seer Nanine.)

Men udenfor maa blive den jordiske Gestalt.

Skytsenglen.

Nei, Petrus! Til Julen i Himlen jeg kommer.
Tilladelse gav mig den evige Dommer
At bringe den lille Forladte med.

Sanct Peder.

Nu vel, saa farer da begge afsted!

(Skytsenglen flyver med Nanine ind ad Porten.)

Sanct Peder

(i det han lukker.)

Jeg aldrig har lukket i Himlen ind
Saa jordisk en Glut med saa blussende Kind.
Ak! Himlen bliver den vist for stor,
Saa den ønsker sig atter tilbage paa Jord.

(gaaer.)

Himmerige.

Patriarken Abraham(sidder paa en Throne.)

Isaak (og) Jakob (staae ved Foden af samme. En Mængde)smaa

Engle (ere forsamlede om et stort prægtigt Juletræ med glimrende Stjerner.)

Abraham.

Alt efter gammel Skik jeg nu den Dag har feiret,
Som har Aartusinders den gamle Synd beseiret,
Den Dag, da Herren selv sig fødes lod i Kjød,
For ved sit bittre Kors at ende Verdens Nød.
Den Dag saa hellig er, at ikke blot histnede
I Menneskenes Slægt de Fromme den tilbede,
Men at hvert Aar endog i høien Himmerig
Jeg har den helligholdt, og vil evindelig,
Saalænge Verden staaer, indtil Basunen kalder,
Til Jorden brænder op, og Himlens Hvælving falder,
At sige med eet Ord, fra nu til Dommedag,
Forskjønne denne Fest til Herrens Velbehag.
Desuden have vi her oppe i vor Himmel
Af smukke, gode Børn en ikke lille Vrimmel.
Jeg mener Englene, de vingesmykte Smaa,
Som nogen Morskab dog imellem have maae,
Og fast det hele Aar ei andre Løier have,
End at ved Juletid de faae lidt Julegave.
Forandring morer dog; jeg selv mig glæder ved
Hvad Tiden bringer med i denne Evighed.

Skytsenglen

(kommer med Nanine.)

Skytsenglen.

Jeg stiller for dit Blik, o Patriark, den Pige,
Som Herren har tilladt at skue Himmerige.

Nanine.

Hvo er den gamle Mand?

Skytsenglen.

Tit Navnet for dig lød
Af Fader Abraham. Hviil saligt i hans Skjød.

(Lægger Nanine i hans Skjød.)

Abraham

(klappende hende.)

Nanine, søde Barn!

Nanine

(forundret.)

O Herre! Du mig kjender?

Abraham.

Ja meer end blot dit Navn. Du har i Himlen Venner,
Som huske paa dig, naar du er forglemt paa Jord,
Derfor jeg tog dig op i Herrens Engle-Chor.
Seer du de mange Smaa, som hist forsamlet ere?
Barn Jesus hver af dem mon Legetøi forære.
Gak hen til deres Træ: der og et Bord mon staae,
Som dækket er til dig med Julegaver paa.
Ei glædesløs for dig skal denne Juul forsvinde;
Du mere nyde skal end den forsvundnes Minde.
Til efter Nytaar du i Himlen blive tør,
Fordi Forældres Støv du æred, som sig bør.

Nanine.

O hvilket Palmetræ! Det fæster sine Rødder
I Jorden, som jeg seer dybt under mine Fødder,
Men Kronen breder sig langs Himlens høie Blaa,
Og Stjernerne som Lys iblandt dets Grene staae.
O søde Englebørn! De mig ved Haanden tage,
Og til mit lille Bord med Venlighed mig drage.
Ak hvilke skjønne Ting! Og alt af pure Guld!
Er dette mit? Jeg staaer, af dyb Beundring fuld.

Abraham.

Det synes, som de Smaa sig have ret fornøiet.
At glæde dem har jeg allene havt for Øiet.
Nu vil jeg gaae tilsengs. Jeg er en gammel Mand,
Og ei min Nattero jeg godt undvære kan.

(Han stiger ned af Thronen, og gaaer tilligemed Isaak og Jakob.)

De smaa Engle

(til Nanine.)

O søde Legesøster!
En Engel og er Du.
Svar vore Englerøster:
Hvad Juleleeg forlyster
Dig meest at lege nu?
I Fruens Natbord længe
Du finde vil Behag.
Gjembelte, Handsker krænge,
Og Munken gaaer i Enge
Den lange Sommerdag.
Vi skal nok saa det mage,
At vi mon Panter faae.
Men husk, at vil du tage
Dit givne Pant tilbage,
Med Kys det løses maa.

Skytsenglen

(til Nanine.)

Følg mig først til Paradisets evigt grønne Skove,
Hvor de Salige bestandigt Herrens Almagt love,
For at see din Fader og din Moder mellem hine.

Nanine.

Viis mig Veien, Engel!

De smaa Engle.

Men kom snart igjen, Nanine!

(Nanine gaaer med Skytsenglen.)

Gade.

(Julemorgen. Klokkerne ringe til Froprædiken. Folk gaae i Kirke.)

Gabriel Engel

(viser sig i Luften.)

Gabriel.

De Fromme ile nu paa Andagts Vinge
Til Templet, hvor den Evighøie throner,
Og prise der den himmelske Forsoner,
Hvis Sol om lidt skal Nattens Mulm betvinge.
Til tidlig Messe Morgenklokker ringe,
Fjernt straale Kirkens tændte Keridoner,
Og Orgelets Musik og Sangens Toner
Saa helligt i de stille Gader klinge.
Mens i Palladser jeg forgjæves leder
Om Lys, heel mangen tidlig Stjerne luer
I Husene, særdeles i de mindre.
Ja vaager, arme Mennesker, og beder!
Og Eders Fader, som i Løndom skuer,
Skal Eders Tørst med Haabets Bæger lindre.

(forsvinder.)

Enrico, Blanca (og) Kammerjunkeren med Harpen (komme.)

Enrico

(til Kammerjunkeren.)

I hvilken Kirke agter De Dem?

Kammerjunkeren.

Jeg veed ikke ret endnu. Det er mig for saa vidt det samme, i hvad for en Kirke jeg gaaer, bare jeg kommer i Kirke. Men De, mine Venner, gaae jo aldeles af Deres Vei, ifald De vil til Bredgaden.

Enrico.

Vi vil ikke til Bredgaden.

Kammerjunkeren.

Det katholske Kapel er dog i Bredgaden.

Enrico.

Men vi vil ikke i det katholske Kapel.

Blanca.

Nei langt fra! Vi vil høre Mynster.

Kammerjunkeren.

Hvordan? Til hvilken Religion bekjender De Dem?

Enrico og Blanca.

Den evangelisk-lutherske.

Kammerjunkeren.

Besynderligt! Jeg har altid anseet Dem for Katholiker, om ei af anden Grund, saa dog fordi De ere fødte og opdragne paa Sicilien.

Enrico.

Siger intet! Paa Sicilien findes ogsaa Protestanter. Og for at rykke reent ud med Sproget, vi ere Protestanter i den udstrakteste Betydning. Vi protestere nemlig ei allene mod den katholske, men tillige imod enhver anden af de gangbare Troesbekjendelser, ja i Grunden endog mod den lutherske, til hvilken jeg nylig af Høflighed henregnede os. Min Kone og jeg have gjort os en egen Religion, eller, for ei at prale, vi have kun uddannet den, hvis Aand hersker i adskillige tyske Bøger. Sentimentalitet er vor Guddom; vi drukne i lutter Følelser, og for saa vidt ere vi Muhammedanere, at vi dyrke Maanen frem for alt; ja vi leve næsten af bare Maaneskin og Flødeskind.

Kammerjunkeren .

Nu vel, saa ere I da Muhammedanere.

Enrico.

Fanden heller! Jeg har jo kun denne ene Kone, og har meer end nok af hende.

Kammerjunkeren .

Ja, saa ere I alligevel Katholiker.

Enrico.

Nei, thi vi have isoleret vor Kjærlighed fra vor Tro, ja endog ladet hiin gjøre os til Fritænkere og Atheister. Det skeer ikke med nogen ægte Katholik.

Kammerjunkeren.

Nu vel, saa veed jeg dog, I ere i det mindste Lutheranere eller Reformeerte.

Enrico.

Ligesaa lidt; thi vi mangle den praktiske Forstand. Derfor gribe vi i Luften efter Idealer, og blive derved selv til Skygger, som leve udenfor Livet, og stikke besynderligt af imod dettes brogede Farvespil.

Kammerjunkeren.

Men ere I da Jøder eller Hedninger, eller Soltilbedere, eller Ildtilbedere, eller Elephanttilbedere, eller Afgudsdyrkere, eller .....

Enrico.

Holdt! Stop! Ingen af Delene. Snarest af alt ere vi nok Herrnhuter. I det mindste er vor Kjærlighed aldeles søskendeagtig, og langt fra at sprutte, brænder den stille som et Christiansfelterlys. Vi tilbede, som sagt, Maanen, især naar den speiler sig i Vandet. Vi have Harper i vort Indre, lig den, som De, Herr Kammerjunker, har paa Deres Ydre. Vi have hørt philosophiske Forelæsninger, og vor Kiærlighed er moralphilosophisk, for ei at sige apriorisk, ja næsten metaphysisk, (ikke physisk, undtagen for saa vidt den er phtisisk), og i det hele maa jeg sige Dem, at hvor det ogsaa gaaer med min Kone, saa er jeg for min Part en raisonnerende, raisonnabel og raisonlig Karl, der langtfra ikke er saa dum, som han seer ud til.

Kammerjunkeren.

De maa nu sige hvad De behager, men ihvor det saa gaaer med Dem, saa er Deres Kone, Fanden skal tage mig, katholsk; og det vil jeg bevise Dem med et eneste Argument, som er, at hun i sin Nøds og Betrykkelses Tilstand have isinde at gaae i Kloster. Hvorledes var det muligt, om hun ei var Katholik?

Blanca.

Det skal jeg sige Dem. Jeg tænkte paa Petersens Jomfrukloster eller Vemmeltoft og Vallø.

Kammerjunkeren.

Ah! Det er en anden Sag. Nu tager jeg mine Ord tilbage. Jeg har aldrig før betragtet Tingen fra denne Synspunkt; men nu gaae mine Øine op, og jeg seer, I ere fuldkommen indenlandske Fabrikater. Gud skee Lov! Som god Patriot bør jeg nu elske jer dobbelt.

(Han omfavner dem begge. De gaae alle tre ind i Kirken.)

En oplyst Sal.

(Juledags Aften. Stort Selskab. Adskillige unge Herrer og Damer, blandt hvilke) Vilhelm (og) Constance, (sidde i en Kreds, og lege Pantelege.)

Første Herre.

Hvad skal den gjøre, som eier dette Pant?

Første Dame.

Hænge.

Første Herre.

Det er et Fingerbøl.

Anden Dame.

O Gud! Det er mit. (Hun stiller sig op.)

Første Herre.

For hvem hænger Jomfruen?

Anden Dame.

Det veed jeg rigtig ikke.

Første Herre.

Men De maa bestemme nogen.

Anden Dame.

Jeg veed ikke, hvem det skal være.

Første Herre.

Her er jo nok at vælge iblandt.

Anden Dame.

Nu, saa hænger jeg for den Jomfru, som sad hos mig.

Første Herre.

Nei, De maa hænge for et Mandfolk.

Anden Dame.

Ja, saa hænger jeg for min Broder.

Første Herre.

Nei, holdt! De maa ikke hænge for Deres Broder.

Anden Dame.

Jeg hænger ikke for andre.

Første Herre.

De kan jo hænge for mig.

Anden Dame.

Nei, saa maa De give mig en anden Dom.

Første Dame.

Det var mig, som dømte. Jeg giver Dig en anden Dom. Du skal lave Puns.

Anden Dame.

Maa min Broder gjøre det for mig?

Adskillige.

Ja lad ham det!

Anden Herre

(til en Dame.)

Jeg maa bede om en Flaske Rom? (Han kysser hende eengang. Til tredie Dame.) Maa jeg bede om ti Citroner?

Tredie Dame.

Nei bevares! Saa mange kan De aldrig behøve.

Anden Herre.

Jeg beder om Forladelse. Selskabet er stort, og behøver en stor Bolle.

Tredie Herre.

Jomfruen maa virkelig give ham, hvad han har nødig.

Tredie Dame.

Nu, saa tag dem da. (Anden Herre kysser hende ti Gange.)

Anden Herre

(til fjerde Dame.)

Mindre end otte Pund Sukker kan jeg ikke have.

Fjerde Dame.

Gud bevares! Den Puns bliver meget for sød.

Anden Herre.

Ikke efter min Smag.

Fjerde Dame

(med et Blik paa en ung Herre.)

Men maaskee efter visse andres? - Dog, lad saa være. De forlanger otte Pund?

Anden Herre.

Ja mindre kan det ikke være.

Fjerde Dame.

Nu vel da, det er just et halvt Lispund.

Anden Herre.

Nei Tak, vi regne i pundeviis. Altsaa? ... (Han kysser hende otte Gange.)

Anden Herre

(til femte Dame.)

Maa jeg bede om tyve Potter Vand?

Første Herre

(sagte.)

Grovhed uden Lige! (Til anden Dame.) Hvad skal den gjøre, som eier dette Pant?

Anden Dame.

Jeg veed ikke hvad jeg skal finde paa.

Første Herre.

Ja hvad befaler De?

Anden Dame

(til første Dame.)

Hvad skal jeg sige?

Første Dame.

Du kan jo dømme, at, hvis det er et Mandfolk, skal han sige hver af Damerne, og, hvis det er et Fruentimmer, hver af Herrerne en Compliment og en Uartighed.

Anden Dame

(til første Herre.)

Jo saadan skal det være.

Første Herre

(til sjette Dame.)

Det er Jomfruens.

Sjette Dame.

O Gud! Maa jeg være fri for det? Det er saa fælt.

Adskillige.

Det gaaer ikke an.

Første Herre

(til sjette Dame.)

Siden det er Dem, paatager jeg mig Dommen med Deres Tilladelse.

Nogle.

Det er rigtig nok ikke tilladt.

Sjette Dame.

Tusind Tak skal De have.

Første Herre

(med lange Ophold i Talen, og betænkende sig længe for hver Gang. Til en Dame.) De har smukke Øine - jeg mener det ikke. (Til en anden.) De er .... behagelig at tale med - naar De tier. (Til en anden.) Jeg elsker Dem høit - det er ikke sandt. (Til en anden.) Det er en smuk Brystnaal, De har - men Stenene ere af Glas. (Til en anden.) Den Kjole klæder Dem overmaade smukt - men den vilde klæde Deres Nabo bedre. (Til en anden.) De er ... De har ... Nei nu kan jeg rigtig ikke finde paa mere. Jeg beder det øvrige Selskab undskylde mig. (Til sjette Dame.) Hvad skal den gjøre, som eier dette Pant?

Sjette Dame.

Skrifte.

Vilhelm.

Bravo! Det er mit Pant.

Første Herre.

Af hvem vil De skriftes?

Vilhelm.

Af Frøken Constance.

Første Herre.

Behag at forføie Dem herind.

(Vilhelm og Constance gaae ind i et Sideværelse.)

Sideværelset.

VILHELM (og) CONSTANCE (træde ind.)

Vilhelm.

Saa slaaer da og engang min Lykkes Time!
Med Dig, o min Tilbedede, jeg flygter
Fra det uendeligen flaue Selskab,
Hvor Dumhed hersker kun, og Kjedsomheden
Indfinder sig hos hver, der ei, som jeg,
Af Jalousien martres fast tildøde,
Hvergang han skue maa, hvordan de elskte,
De himmelsøde Læber, han forguder,
Vanhelliges af høist profane Munde.
Hvert Kys, o Elskte, som Du giver dem,
Er mig et grusomt Dolkestik i Hjertet;
Og hvert, som jeg maa tage mod min Villie,
Erindrer mig kun dobbelt om den Nektar,
Jeg ofte drukket har af disse Læber,
Dem nu jeg neppe tør betragte fjernt,
For ei at vække Mistanken hos Nogen.
Men her

(o Held mig!)

er jeg ene med dig,
Tilbedede Constance, tør dig favne,
Useet, umistænkt, kysse dig, og trykke
Dig til mit Hjerte, og fortælle dig
Hvad tusind Gange jeg fortalt dig har,
Hvor høit, hvor inderligt jeg elsker dig!

Constance.

O Vilhelm! hvis du elsker mig, saa slip mig!
Gjør ikke Skriftemaalet alt for langt!
Hvad tænker man derinde, naar vi blive
Saa længe her? Kom, vi maa gaae tilbage!

Vilhelm.

Ha tusind Gange være den fordømt,
Som først opfandt de dumme Julelege,
Til hver en stakkels Elskers Helvedqval!
Det været har en Usling, en Forskudt
Af Mennesker og Guder, uden Hjerte,
I Kjærlighed saa høist uvidende,
At ei engang den Dosmer føle kunde
Betydningen, som ligger i et Kys.

Constance.

Min Ven! Din Pathos faaer mig til at lee.
Tilgiv mig, men jeg kan ei andet. Vilhelm,
Hvor kan du være saa urimelig,
Og tage dig en ringe Ting saa nær?
Hvor kan et Kys dig smerte, som jeg giver
Fast tankeløs og uden al Betydning,
Naar, som du veed, jeg tusind har til dig,
I Løndom, elskovsfulde hvert, som dette?

Vilhelm.

O Søde! Du beroliger mit Sind.

Constance.

Nu maa vi gaae.

Vilhelm.

Men Himmel! Kjedsomheden!
Den Kjedsomhed, som venter os derinde!

Constance.

Besynderligt, at du kan kjede dig!
Jeg har ei kjedet mig et Øieblik.

Vilhelm.

Hvordan? Du denne Leeg kan finde morsom?

Constance.

Det vil jeg ikke sige; men jeg er jo
Med dig i Selskab, Vilhelm; jeg kan see dig,
Og tale med dig lidt engang imellem,
Og tænke paa dig hele Tiden. Skam dig!
Jeg havde ventet mig af dig det samme.

Vilhelm.

O Qvinderne gjør Mændene tilskamme!
Men jeg skal end forbedre mig, Constance,
Ja more mig jeg skal.

Constance.

Ja gjør det, Vilhelm!
Og lad os gaae!

Vilhelm.

Velan! Men først til Afsked
Lad mig omfavne dig!

Constance.

Ja, - men til Afsked!

(De gaae.)

Aaben Mark.

(Nat. Allevegne Snee. I Forgrunden et Huus, hvis Vinduer ere stærkt oplyste, og indenfor høres Dandsemusik. Udenfor holder en Kane. I Baggrunden en tilfrossen Sø. Ved samme staaer) en Yngling, (og spænder sig Skøiter under Fødderne.) Et Par Elskende (gaae over Sneen hen til Huset.)

Han

(medens der spilles en Valts.)

Hører du, Elskte, hvor Tonerne stige?
Kom! Vi maae følge den hvirvlende Strøm.
Dandsen er Svæven i Drømmenes Rige,
Dandsen med dig er den saligste Drøm.
Verden i Tumlen omkring os forsvinder,
Dig kun jeg holder i favnende Arm,
Seer dig i Øiet, som smilende skinner,
Trykker din Haand, som besvarer mig varm,
Kysser i Tankerne glødende Kinder,
Flagrende Lokker og gyngende Barm.

(De gaae ind i Huset.)

Et andet Par (kommer ud deraf.)

Han.

Fra Dandsen vi ile
I Kjærligheds Fjed.
Her Stjernerne smile
Saa venlige ned.
Men vogt dig! Du er heed;
Dine Kinder gløde.
O Elskede, Søde!
Kom til min Barm!
Saa kysser jeg dig varm.
Stiig ind i min Kane;
Jeg dækker dig til.
Ad sneedækte Bane
Da fare vi vil,
Ved Bjælders raske Spil,
Medens Stjerner glimte,
Og Lyset vi skimte.
Snart gaaer det bort,
Og Natten bliver sort.
Men atter der blinker
I Skoven en Gnist,
Som venlig os vinker
Til Skovhuset hist.
Og uden Ro og Rist
Gjennem sorte Bøge
Vi fare, og søge
Herbergets Ly,
Og til Kaminen tye.
Mens Sneen nu fyger
Til Stormenes Chor,
Høit Punsen her ryger
Paa dækkede Bord.
Vor Flamme bliver stor,
Saa vi drikke, synge,
Og kjælent os klynge
Bryst imod Bryst,
Med Elskovs fulde Lyst.

(De kjøre bort i Kanen.)

Ynglingen

(ved Søen.)

Lykkelige!
Hver har sin
Elskte Pige.
Hvor er min?
Sø derhenne
Skiller os,
Byder tvende
Hjerter Trods.
Isen være
Nu min Ven,
Thi de Kjære
Samler den.
Ei med Fare
True den,
Men bevare
Elskeren!
Stjerne veget
Er for Sky;
Ligemeget!
Lad den flye!
Thi der flammer
Bedre Brand
I et Kammer
Hist paa Strand.
Fjernt det skinner,
Vinker til;
Der nu spinder
Pigelil
Liin til Skjorte,
Silkeskat,
I den sorte
Vinternat.
Tryg jeg iler
Hen til dig,
Lampen smiler
Stjernelig;
Lad den gløde,
Og ei døe,
Hero! Søde
Elskte Mø!
Elskovspant er
Nordens Iis,
Har sin Leander
Ligerviis.

(Han løber paa Skøiterne hen over Søen.)