Skuepladsen forestiller en deilig grøn Skov midt om Sommeren.
Digteren
(kommer.)
Digteren.
(Han sætter sig paa en Græsbænk, tager Papiir og Blyant frem, og skriver.)
Publikum,
(i Form af en colossal Vanskabning, kommer pludseligt ind med et stort Bulder, og bliver staaende foran Digteren, som reiser sig forskrækket.)
Digteren.
Publikum.
Digteren.
Publikum.
Digteren.
Publikum.
Digteren.
Publikum.
Digteren
(rækkende ham Papiret.)
Publikum
(sønderriver det.)
Digteren.
Publikum.
Digteren.
Publikum.
Digteren.
Publikum.
Digteren.
Publikum.
Digteren.
Publikum.
Digteren.
Publikum.
Digteren.
Publikum.
Digteren.
Publikum.
Digteren.
Publikum.
Digteren.
Publikum.
Klingklang (kommer ud af Grotten), Hensigt (fra den modsatte Side.)
Digteren.
Publikum.
Digteren.
Publikum.
Digteren.
Publikum.
Digteren.
Publikum.
(Publikum træder frem i Forgrunden ved den ene Side. Klingklang og Hensigt nærme sig Digteren, hver fra sin Side.)
Digteren
(afsides.)
(Til Klingklang i en ligegyldig Tone.)
(afbrydende sig med Pathos.)
(pludseligt afbrydende sig igjen.)
Klingklang
(dreier Hjulet rundt, trækker to Sedler ud, aabner dem, og læser:)
»Svale. Paa.«
(Hun ruller dem atter sammen, kaster dem i Hjulet, og siger:)
Digteren.
O, himmelsk er din Sang, du Tryllepige!
(til Hensigt.)
Men hvad befaler Deres Excellence?
Hensigt.
Jeg vil føre Dem en rigtig nok trang og tornefuld Bane igjennem denne Sandørken; men naar De kommer til Maalet, nemlig den store Residentsstad, skal De blive belønnet med at faae et godt Embede.
Klingklang
(dreier, som før, Hjulet rundt, trækker to Sedler ud, aabner dem, og læser:)
(Hun ruller dem, som forhen, atter sammen, kaster dem i Hjulet, og siger:)
Hensigt.
Ifald De er en Mand, saa bryder De Dem kun lidt om denne Sirene og hendes daarlige bouts-rimés. Hvad De hos hende kan opnaae, er kun øieblikkelig Nydelse. Jeg derimod agter at føre Dem til et Maal, hvorpaa Deres Fremtids Lykke skal beroe.
Klingklang
(som før.)
Hensigt.
Det er den groveste Epicuræisme, hvortil min Contrapart har isinde at forlede Dem. Afholdenhed er det gavnligste for et ungt Menneske. Den styrker Nerverne ligesaa meget, som overdreven Nydelse udtømmer dem.
Klingklang
(som før.)
Hensigt.
De berømteste Læger ere enige om, at den blot vegetabiliske Føde er skadelig for Helbreden, som ogsaa at Vanddrikken giver en slap Mave. Følger De mig, maa De rigtig nok underveis tage tiltakke med hvad Ørkenen formaaer, hvilket neppe bliver andet end Desert, men naar vi ere komne til Staden, skal De daglig faae sex Retter haandfast Mad.
Klingklang
(som før.)
Hensigt.
Jeg beder Dem tage i Betænkning, at De med dette Fruentimmer ingen anden Medgivt faaer end hendes Kildevand og Æbletræer. Jeg vil derimod paa den anden Side foreslaae Dem et Parti med en rig Enke af mit Bekjendtskab, som vist ikke vil nægte Dem sin Haand.
Klingklang
(som før.)
Hensigt.
Jeg har heller ikke meer at sige, end hvad jeg allerede har sagt. Vil De følge med mig, saa kan De, og vil De ikke, saa kan De lade være.
Digteren.
(Han træder frem i Forgrunden, og taler med sig selv.)
(til Klingklang og Hensigt.)
(Han træder hen imellem dem, og tager dem begge to i Haanden.)
(Tillader mig at kalde
Jer begge med det samme Hædersnavn!)
(Jeg kan ei sige Mænd, ei heller Qvinder)
Publikum
(trædende hen til Digteren.)
(Han klapper med alle Hænderne, og raaber Bravo med alle Mundene.)
Digteren.
(Han bukker flere Gange.)
Publikum.
(gaaer.)
Klingklang
(som før.)
(Vendende sig til Hensigt, og udtrækkende to Sedler, som før.)
(Hun gaaer tilbage i Grotten.)
Hensigt.
Nei, see mig til den uforskammede Taske! (Han render hen til Grotten, og raaber derind:) Hvad? Tør hun understaae sig at sige Du til en Mand af min Extraction? Veed hun vel, at jeg kan lade hende bringe paa Politikammeret hvad Øieblik jeg vil? Thi hendes private Lotterie er forbudet i Kongens Forordning tilligemed alle andre Hazardspil. - (Til Digteren.) Forresten maa De ikke troe, at jeg skjøtter om det, som hun slaaer Vrag paa. De kunde have valgt mig strax. Nu vil jeg ikke være Deres Nødanker.
(Han gaaer samme Vei, som han kom.)
Digteren
(allene.)
(Han holder sig begge Hænderne for Hovedet, ligesom i Fortvivlelse, og bliver saaledes staaende.)
Harlekin
(kryber ganske sagte op af Souffleurhullet.)
Harlekin
(afsides til Tilskuerne.)
Nei, det gaaer for vidt. Min gode Herr Digter tiltaler ikke Publikum saaledes som det sømmer sig for en ung Mand. Det gjør mig ondt for ham, thi han har selv værst deraf. Overalt finder jeg det upassende, at han tør fremstille Publikum personificeret paa Skuepladsen, og derved ligesom gjøre Dem, mine ærede Herrer, til Comødiantere. Thi saa gjerne som De seer Skuespillet, saa nødig vil De dog nok selv spille en Rolle deri. Ikke sandt?
Adskillige Tilskuere.
Ja, det forstaaer sig.
Harlekin
(med et ængsteligt Blik paa Digteren, afsides til Tilskuerne.)
Tys! bliv ikke vred, men jeg maa bede Dem ikke tale for høit; thi hvis Digteren mærkede, at jeg stod i Forstaaelse med Dem, saa var jeg om en Hals. Jeg skal sige Dem, han er Manden for det Hele, og jeg, som een af hans Personer, har ligesaa lidt Lov til paa egen Haand at underhandle med en fremmed Magt, som Soldaten uden Generalens Tilladelse. - Men hemmelig skal jeg forhjelpe Dem til den eclatanteste Hævn af Verden; thi, i Sandhed, fornærmeligt er det, at de ere blevne indførte paa Skuepladsen. (Han slaaer Digteren paa Skulderen, og derved ligesom vækker ham.) Gode Ven! Det var nok ikke afveien, om du lod mig faae lidt mere Manuskript; thi det jeg har, er sluppet, og jeg kan følgelig ikke soufflere længer.
Digteren.
Hvad for noget? Maa Du soufflere?
Harlekin.
Jeg var nødt dertil; thi det var mig umuligt at faae Liv i Souffleuren, da jeg nylig vilde vække ham. Under fire Øine kan jeg betroe dig Hemmeligheden. Han har drukket sig fuld iaften.
Digteren.
Naa, saa skal jeg da ....
Harlekin.
Stille, stille! Du maa love mig, ingen Scene at gjøre i den Anledning. Herre Gud! Hvad skal man sige? Det er saa koldt, og hvem veed? Maaskee har den stakkels Fyr drukket din Skaal, med det fromme Ønske, at dit Stykke ei maatte blive udpebet.
Digteren.
Jeg takker dig for dit Venskab, men det gjør mig dog ret ondt, at maatte bruge din interessante Person paa en saa underordnet Plads. Jeg kunde have draget langt større Nytte af den, som Skuespiller.
Harlekin.
Vær ikke bange! Jeg skal nok see mit Snit, og forlyste Publikum, naar Leiligheden gives.
Digteren.
O gjør det, min Ven, og gjør det strax. Thi mit Hoved er dog saa fortumlet, at jeg ikke kan fatte mig i det første Øieblik. (Han kaster sig paa Græsbænken.)
Harlekin.
Gjerne, men du maa give mig frit Spillerum.
Digteren.
Aa ja vist! Du kan for mig gjøre hvad du vil.
Harlekin
(afsides.)
Fy! Han er vranten. Nu, ved min Harlekinsære! Ei omsonst skal han have ladet mig gaae for slap Tøile. Heida! Herr Maskinmester!
Maskinmesteren
(kommer.)
Maskinmesteren.
Nu, hvad godt?
Harlekin.
Det er mig, Herr Maskinmester, som De for Eftertiden har at lystre. Digteren har afsat sig selv; han har givet mig carte blanche, som berettiger mig til enhver Frihed. Jeg er nu Herren, og han Tjeneren.
Maskinmesteren
(i det han bukker ærbødigt for Harlekin.)
Jeg beder Deres Majestæt være forsikkret om min fuldkomne Underdanighed, Lydighed, Troskab og Hengivenhed under min ny Monarks almægtige Scepter.
Harlekin
(klappende ham paa Skulderen.)
Jeg er overbeviist om Deres gode Intentioner. - Altsaa, min Ven, til Sagen! Publikum trænger høilig til en lille Recreation. Hvormed, Herr Maskinmester, kunde De i en Hast opvarte de ærede Tilskuere?
Maskinmesteren.
Jeg veed sandelig ikke, hvad det skulde være. Maaskee Ildregnen?
Harlekin.
Ildregnen er god nok; men De husker, at vi har en Ildebrand i anden Akt, og det er nødvendigt at spare. Hør, veed De hvad? Lad os faae Klosterkirken i Korsridderne, med den aabne Grav i Muren.
Maskinmesteren.
Strax. (Han løber hurtig ud, kommer derpaa tilbage, og ringer paa sin Klokke.)
(Skuepladsen forvandles til Klosterkirken i Korsridderne.)
Harlekin.
Bravo! - Heida! Pyntekone!
Pyntekonen
(kommer.)
Pyntekonen.
Hvad godt?
Harlekin.
Madam! Det er mig, som De for Eftertiden skal lystre. Gesvindt! En eller anden Maske, som behager Publikum!
Pyntekonen.
Hvilken befaler De?
Harlekin.
Ja, hvilken gjør meest Lykke?
Pyntekonen.
Jeg veed ikke. For Exempel, Pagen i Blanca?
Harlekin.
Herligt! Lad ham strax komme, for at blive indmuret i den aabne Grav!
Pyntekonen.
Paa Timen! (Hun gaaer.)
Harlekin.
Maskinmester!
Maskinmesteren.
Herre!
Harlekin.
Et stort Fiskergarn! Hurtig!
Maskinmesteren.
I Øieblikket. (Han løber ud, og kommer tilbage med et stort Fiskergarn.)
Harlekin
(beseer det.)
Det er godt. - Maskinmester!
Maskinmesteren.
Herre!
Harlekin.
Den brune Lok af Signes blonde Haar!
Maskinmesteren.
Hvilken mener De?
Harlekin.
Ih! den, hvormed Hagbart har sine Hænder ombundne.
Maskinmesteren.
Ah! Nu forstaaer jeg. Strax, Herre! (Han løber hurtig ud, og kommer tilbage med Haarlokken.) Gud veed, det er en urolig Tjeneste under det ny Regimente. Jeg sveder allerede som et Bæst.
Harlekin
(tagende Lokken.)
Den er god. Det er ypperlige Hestehaar. (Han sætter den i Garnet.) Denne Lok er en god Lokkemad. Nu skal jeg nok fange Fisk.
Pyntekonen
(kommer med Pagen.)
Pyntekonen.
Herre! See, her er Pagen fix og færdig.
Harlekin.
Kom, du lille Forelskede! Nu skal du strax blive indmuret. Men først bruger jeg dig til Lokkemad. (Han putter ham ind i Garnet.)
Pagen
(grædende.)
O Herre Gud! Hvorfor skal jeg derind? Hvad har jeg gjort? Jeg skal aldrig mere være uartig.
Harlekin
(puffende ham derind.)
Her hjelper hverken Snak eller Taarer. Du er mig ganske nødvendig. Med Lokken fanger jeg kun smaa Makreler og Hundesteiler, men med dig derimod de allerstørste Torsk og Flyndere. (Han vil kaste Garnet ud mellem Tilskuerne.) Ud i Søen med dig!
Adskillige Tilskuere.
Behøves ikke! Behøves ikke! Vi kommer alt.
Harlekin.
Tænkte jeg det ikke nok? Fiskene komme af dem selv, bare de seer Lokkemaden nok saa fjernt. - Behag at stige op. - Maskinmester! Hurtig! Her maa lægges en Bro til de ærede Tilskueres Beqvemmelighed.
(Maskinmesteren henter nogle Bræder, som blive lagte fra Skuepladsen ud imellem Tilskuerne. En Mængde Tilskuere bestige dem, og begive sig op paa Theatret.)
Nogle Tilskuere.
Aa hvor det er smukt!
Andre.
See Lokken!
Andre.
See Pagen!
Andre.
See Hullet i Muren!
Harlekin.
Ja vist er det smukt altsammen. Men jeg beder Dem, glem ei den egentlige Hensigt, hvori De ere komne. Der sidder Digteren. De veed, hvorledes han har fornærmet Dem. Skaan ham nu ikke.
Adskillige Tilskuere.
Ja det er sandt. Herr Digter! Sover De?
Digteren.
Hvad? Hvad seer jeg?
Første Tilskuer.
Hvad De seer? De seer et fornærmet Publikum, opbragt paa Dem for den Impertinence, hvormed De har vovet at fremdrage det paa Skuepladsen, gjøre det til en Comødiant og lade det spille hvad Rolle, De finder for godt.
Digteren.
Mine Herrer! Publikum maa forsvare sig selv. Jeg vil strax kalde det frem. Publikum! Kom hid!
Publikum
(kommer.)
Publikum.
Hvad befaler?
Digteren.
Min Ven! Her forestaaer dig en farlig Strid. Du maa nemlig fægte med dig selv.
Anden Tilskuer.
Aldeles ikke. Det er ei med Acteuren vi have at bestille, men med Dem, thi De er jo Forfatteren til Stykket.
Digteren.
Ah, mine Herrer! Det var godt, De bragte mig det i Erindring, thi nu skal jeg bevise Dem min Uskyldighed saa klart som at to og to er fem.
Adskillige.
Ja lad os see det; før troe vi det ikke.
Digteren
(tager en Rulle Papiir op af Lommen.)
Seer De, mine Herrer! Her er Manuskriptet, og her er Scenen mellem Publikum og mig. Vil De behage et see: Ikke et Ord af alt hvad Acteuren sagde, staaer i hans Rolle. Jeg selv blev nødt til at extemporere og improvisere, bare for at bringe en Slags Mening i det Hele.
Nogle.
Det er uhørt.
Andre.
Uforskammet.
Digteren.
Ja men nu kommer det værste. Seer De alle disse Papiirsstumper, som ligge her paa Gulvet? Kan De erindre, at han reev et Blad itu for mig? Og veed De hvad det var? Det var saamæn hverken meer eller mindre end Manuskriptet til anden Akt, som vi nu om et Øieblik skal opføre. Jeg har ikke havt Tid til at skrive den før mellem Akterne.
Tredie Tilskuer.
Men De maa dog tilstaae, det er ogsaa at tage Tingen vel sildig.
Digteren.
Unægtelig.
Fjerde Tilskuer.
Og saa ovenikjøbet sætte Dem til at fuldende Deres Stykke midt paa Theatret lige for Publikums Øine, saa man maa troe, at Deres Arbeide er en Scene i Stykket selv.
Femte.
Men imidlertid er dog Acteuren strafskyldig.
Sjette.
Lad os prygle den Slyngel.
Alle.
Ja lad os det.
Digteren.
Det er ikke nødvendigt. Som Forfatter til Stykket har jeg naturligviis mine Personer saaledes i min Magt, at jeg kan tvinge dem til hvad det skal være, og mislykkedes det før, skal det dog nu gaae an, siden jeg har Deres Hjelp, mine Herrer. De skal strax see. (Til Publikum.) Læg dig ned paa Gulvet. (Publikum lægger sig.) Lad dig mishandle uden at knye. - Mine Herrer! De behage at straffe ham, som De finder for godt.
(Tilskuerne gaae hen og træde paa ham, slaae ham, knibe ham, o. s. v.)
Digteren.
Er det nu nok, mine Herrer?
Alle.
Ja, nu har vi faaet Satisfaction.
Digteren
(til Publikum.)
Reis dig, og gaae.
(Publikum gaaer.)
Syvende Tilskuer.
Forunderligt!
Ottende.
En Digter er saaledes næsten almægtig.
Digteren.
Ja paa sin Façon. Jeg kan forsikkre Dem at den militaire Subordination er ingen Ting imod den æsthetiske mellem Digteren og hans Personale.
Niende Tilskuer.
Men hvis saa er, har De jo netop selv Skyld i Fornærmelsen mod Publikum.
Digteren.
Har jeg? Ja det er muligt. Jeg begynder snart at blive confus.
Tiende Tilskuer.
De har i ethvert Tilfælde Skylden, thi Forseelsen ligger mindre i de Ord, De lod Publikum sige, end i den blotte Idee at bringe det paa Theatret, og saaledes gjøre os til Comødianter, hvilket er en Uforskammenhed uden Lige; thi vi kan nok være bekjendt at være Tilskuere, især da vi have betalt vore Pladser, men at blive selv Acteurer, derfra bevare os Himlen.
Ellevte.
Thi vi vilde heller være Tilskuere af den elendigste Piece, end spille en Rolle med i det fortræffeligste Mesterværk.
Digteren.
Men, mine Herrer? Ifald saa er, hvad gjør De da i dette Øieblik? Mig synes, De spiller Comødie alt hvad De kan.
Tolvte tilskuer.
Fordømt! Det gjør vi jo øgsaa.
Trettende.
Det er den Himmelgavtyv, den Harlekin, som førte os til at gaae herop.
Fjortende.
Naa han skal faae.
Adskillige.
Lad os prygle ham!
Harlekin.
For Guds Skyld, mine Herrer! Gjør ikke Dem selv Pinen længere. Betænk, at ifald De prygler mig her paa Skuepladsen, saa spiller De jo den meest dramatiske Scene, fuld af Handling. Hvad De hidindtil har gjort, kan De endnu forsvare for Deres egen Ære, thi Deres Spil bestod kun i Ord, og den hele Scene, som De opførte, havde kun en lyrisk-episk Form, men skrider De til den frygtelige Yderlighed, saa gives der ingen Redning mere for Dem.
Femtende Tilskuer.
Han har sgu Ret.
Sextende.
Lad os liste os ganske sagte ned paa vore Pladser.
(De begynde at gaae over Bræderne tilbage til deres Pladser.)
Digteren
(til Harlekin.)
Harlekin! Hvad har du dog gjort! Hvilket Puds har du her spillet mig! Jeg giver dig et Øiebliks Souverainetet, og du begynder allerede næsten at føre dig op imod mig, som Semiramis imod sin Gemal. Nu vel da! Har jeg nylig handlet ubesindig ved at give dig for stor Magt, saa afsætter jeg dig nu formelig og høitidelig i Publikums og Theaterpersonalets Paahør. Vedbliv at spille din Rolle for Eftertiden, men husk paa, at du er en underordnet Person, og ihvor løbsk du ogsaa bliver, saa vogt dig dog for at løbe af med Digteren selv, som din enevældige Herre.
Harlekin.
Velan, saa lad mig da antage mig igjen min Bestemmelse for iaften, og vedblive at være Souffleur. Paa store Genier skjønner man gemeenlig ikke før efter deres Død. Men den Tid vil komme, da man skal høre og læse: Harlekin, den store Harlekin, gjorde sig udødelig ved at lægge en Bro mellem Scenen og Parterret, hvorved han ei allene, lig det Absolute, forenede det Objective med det Subjective, men tillige paa en Maade indførte det græske Chor paa ny i Skuespillet, og søgte saaledes at smelte det Antike sammen med det Romantiske.
Digteren.
Maskinmester, Maskinmester! Tag hurtig disse farlige Bræder bort! Brænd hele Broen af, om muligt! Tiden til slig Overgang er endnu langt borte.
Syttende Tilskuer
(endnu paa Bræderne.)
Bie lidt! Lad mig først komme ned! (Afsides, i det han tager sin Plads.) Det er en forbandet dum Streg, jeg har gjort. Jeg har jo nu virkelig spillet offentlig Comødie. Og jeg, som er kongelig Embedsmand, og har mine faste Indtægter! Fra nu af er jeg ikke et Haar bedre end Doctor Ryge!
(Maskinmesteren tager Bræderne bort. Teppet falder.)