© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Ved Bredden af det atlantiske Hav.
Det gamle Aar (kommer med en Vandringsstav i Haanden, og en Kurv paa Nakken, og stiller sig paa den yderste Strandbred.)
Gamle Aar.
Det ny Aar
(kommer.)
Gamle Aar.
Ny Aar
(tagende en Almanak og et Uhr frem.)
Gamle Aar.
Ny Aar.
Gamle Aar.
Ny Aar.
Gamle Aar.
Ny Aar.
Gamle Aar.
Ny Aar.
Gamle Aar.
Ny Aar.
Gamle Aar.
Ny Aar
(seer paa Uhret.)
Gamle Aar.
Ny Aar.
Gamle Aar.
Ny Aar.
(Han tager et Ark Nytaarsvers frem og søger imellem dem.)
»Til min Fader.« - »Til min Moder.« - »Til min Broder.« - »Til min Søster.« - Her er ikke et eneste Vers til dig. Lad see: »Til min Svoger.« Gaaer heller ikke an. - »Til min Velgjører.« Du har hverken gjort mig ondt eller godt. - »Til min Ven.« - »Til min Kjæreste.« - Det er nogle forbandede Nytaarsvers. - Bie lidt! »Til min Lærer.« Funtus! Det gaaer an. Min Lærer kan jeg jo gjerne kalde dig, thi du har jo holdt den skjønneste moralske Præken for mig.
(Han rømmer sig, og læser:)
(Han bukker for det gamle Aar, støder det ud i Søen, og gaaer.)
Gade.
To Politibetjente
(komme.)
Første.
(De gaae.)
En Stue i Jeronimi Huus.
Henrik. Pernille.
Henrik
(raaber ud af Døren.)
Naa i Pokkers Skin og Been! Vil I være rolige, Karle! I skal min Salighed lade vær at storme Huset. Min Husbond betaler Kopskat, Fattigskat, Sølvskat, Brandskat, Vandskat, Ildskat, og alle fire Elementers Skat, saa han har Fanden ikke nødig at slænge jer den ene Rigsdaler efter den anden i Hatten, bare fordi I ønsker ham et glædeligt Nytaar, Hilsen og Sundhed, og alt hvad ham kjært er. Han ønsker jer det samme, og dermed er Visen ude. (Han slaaer Døren i.) Ak, Pernille! Det er et Fandens Huus, disse Gratulantere holde. En stakkels Tjenestekarl kan have sin fulde Hyre med dem.
Pernille.
Ja Henrik, trøst dig med, at det maaskee i den Henseende gaaer anderledes til i andre store Stæder, saa du næste Nytaarsdag vil faae bedre Ro.
Henrik.
Ja det er da endelig ogsaa sandt. Herr Jeronimus har jo isinde at reise herfra med Kone, Datter, Nabo, tilkommende Svigersøn, Tjener, Pige, Gaardskarlen Arv, hele Klatten, endnu inden Januar Maaneds Udgang, saa vi maaskee næste Nytaarsdag befinder os i Trapezundt eller Roven Fanden i Vold inde i Tyrkiet; og der, som du siger, vil jeg haabe, at det gaaer lemfældigere til.
Pernille.
Men hør, det banker igjen.
Henrik.
Man har ikke et Øiebliks Ro. (Raaber igiennem Døren.) Dersom I ikke pakker jer nu paa Timen, saa skal ti tusinde Millioner Stokkeprygl ....
Leonard
(udenfor.)
Henrik! Est du gal, Dreng? Det er jo mig.
Henrik.
Hille en Ulykke! Det er Monsieur Leonards Stemme. (Han aabner Døren.)
Leonard
(kommer.)
Henrik.
Ak Monsieur! Jeg beder paa mine Knæe om Forladelse. Men jeg troede, at det var Nytaarsgratulantere.
Leonard.
Og deri havde du heller ikke saa megen Uret. Stat kun op, min Søn; der skal dig intet Ondt vederfares. Er Herr Jeronimus opstaaet? Jeg længes efter at ønske ham et glædeligt Nytaar.
Henrik.
Ja vær saa artig, Monsieur! Behag at træde herind.
(Leonard gaaer.)
Henrik.
Hille min sandten! Det banker allerede igjen. Denne Gang vil jeg være forsigtigere. (Han aabner Døren.)
Enrico og Blanca
(komme.)
Henrik
(afsides.)
Tænkte jeg det ikke nok? Jeg kunde lugte, det var Rangspersoner. Fra nu af vil jeg skyde Slaaen fra Døren; thi jeg seer, at alle gemene Folk ere borte, og de fornemme Visiter begynde.
Enrico.
Er Herr Jeronimus hjemme?
Henrik.
Jeg skal strax hente ham.
Blanca.
Er Frue Magdelone og Frøken Leonore tilstede?
Pernille.
Jeg skal strax hente dem.
(Henrik og Pernille gaae.)
Blanca.
I Grunden veed jeg ikke, hvorfor vi vedligeholde Omgang med denne kjedsommelige Familie, som er berøvet Sands for alt Høiere i Livet. Man kunde ligesaa gjerne omgaaes Forpagtere og Soldater.
Enrico.
Jeg havde haabet, at vor flittige Omgang med dem skulde have havt en gavnlig Indflydelse paa dem; men desværre, de ere endnu lige saa udannede, som da vi gjorde deres Bekjendtskab.
Jeronimus og Leonard
(komme.)
Jeronimus.
Paa min Tro, Nabo, det var, som sagt, et deiligt Nytaarsvers. Jeg vilde kun ønske, at jeg kunde gjengjælde jer Artighed. Men hillemæn, see her er jo Fremmede.
Magdelone og Leonore
(komme.)
Enrico.
Det er mig og min Kone, som vil have den Ære at hilse paa Familien, og ønske den et glædeligt Nytaar.
Blanca.
Vi have saa meget mere længtes efter at see Dem, siden Rygtet gaaer, at De snart vil forlade os.
Jeronimus.
Ja det er sandt. Vi have isinde at reise til Lybek eller en anden gammeldags By; thi her i Kjøbenhavn have Moderne alt for meget forandret sig, og vi have glemt at holde Skridt med Tiderne. Min Nabo, Monsieur Leonard, følger med tilligemed hans Søn, Leander, hvilken dog synes mig ligesom at have optaget noget mere af det nymodens Væsen, hvortil vi andre aldeles ikke kunne beqvemme os.
Enrico.
Men med Deres Tilladelse, De er dog selv lidt Skyld i, at de saaledes afstikker ved Siden af alle Deres Omgivelser. Noget maa De forandre Dem efter den ny Tone, ifald De ikke vil, at Drengene skal pege Fingre af Dem, og alle følende Sjæle udskjælde Dem for Philistere. For det første burde De forandre Deres Klædedragt. Jeg vil sende Dem min Skrædder; det er en habil Mand.
Jeronimus.
Nei tak! Det gamle Snit er mig beqvemmest.
Blanca.
Og saa bør De læse sentimentale Romaner, hvori de Elskende lidt efter lidt døe af Nervefeber; Sørgespil, hvori Helten bliver gal, eller slaaes ihjel, lever op igjen, og slaaes atter ihjel; og frem for alt maa De lære den platoniske Kjærlighed.
Magdelone.
O vee! Mit Hoved bliver ganske confus.
Jeronimus.
Nu har jeg og min Kone i saa mange Aar elsket hinanden paa gammeldags Maade, saa det ei er os muligt at forandre os efter de nyeste Fordringer i den Henseende.
Leander
(kommer.)
Leonard.
Der kommer min Søn. Nu, har du medbragt nogen smuk Nytaarsgave til Frøken Leonore?
Leander.
Ja, Papa! Jeg har kjøbt en Bog til Jomfruen. - Dyrebareste Leonore! Modtag denne lille Foræring tilligemed mit bedste Ønske om et lyksaligt Aar for os begge.
Leonore.
Tak, hjertelskede Leander!
Leonard.
Det hover mig ellers ikke, at min Søn forærer sin Kjæreste Bøger. Han havde gjort bedre i at kjøbe nogle Alen Baand til hende, eller et Par Handsker.
Enrico.
Jeg beder om Forladelse. Det er netop den allerbedste Smag. Det kommer kuns an paa, hvad den unge Herre har gjort for et Valg. Tillader De, jeg maa see, Frøken?
Leonore
(flyer ham Bogen.)
Vær saa artig.
Enrico
(læser.)
»Julespøg og Nytaarsløier, Comødie af Johan Ludvig Heiberg.« Au! Det var det værste. Der ere jo dog Nytaarsgaver nok at vælge imellem i dette Aar. Hvorfor har De just valgt denne?
Leander.
Jeg kjender ingen af dem, skal jeg sige. De ere mig alle lige gode.
Blanca.
Jeg raader Dem, Fru Magdelone, at læse denne Bog, førend De tillader Deres Datter at faae den.
Magdelone.
Aa fy! Skulde det være af den Sort?
Blanca.
Forfatterens Navn gjør det mistænkeligt. Han har allerede eengang før alt for dristig vovet.
Leander.
Jeg mærker hvad De sigter til. Jeg selv tør ikke tale med, thi jeg forstaaer mig ikke paa lærde Sager. Men De maa kun tillade mig at anføre hvad en af mine Bekjendtere, en Ven af Digtekunsten og Digteren, har sagt mig. Den dristig vovende Forfatter skal nemlig endnu haabe, at der ved hans Vovestykke halv er vundet. Han troede, det var godt, at man eengang fremstillede noget reent poetisk, og intet andet end poetisk, hvorved altsaa enhver moralsk eller religiøs eller philosophisk eller politisk eller hvilkensomhelst anden fremmed Hensigt af sig selv maatte bortfalde, for at derimod den poetiske desto friere kunde yttre sig; thi derved haabede han at vinde Poesiens sande Venner, de virkelig poetiske Gemytter, for hvilke det Skjønne selv er nok, og som kunne nyde dette reent uden alle uvedkommende Tilsætninger.
Jeronimus.
Snik Snak, Snik Snak. Monsieur Leander begynder at tale alt for curieust. Han bliver snart ligesom de andre Folk her i Byen.
Blanca
(til Magdelone og Leonore.)
Jeg beder Dem ikke forsmaae disse ringe Nytaarsgaver.
Magdelone.
Tusind Tak, Madam. Maa jeg spørge hende, hvad det er?
Blanca.
Det er et Stykke reflecteret Maaneskin, blegt og svagt, som ikke vil gjøre Dem ondt i Øinene, endskjøndt det nedstammer fra Solen; thi Sollyset laaner jo Maanen sin Glands, og denne laante Glands har jeg ladet falde paa en hvid Kalkvæg, hvorfra den blev reflecteret, og af en af de reflecterte Straaler skar jeg dette lille Stykke.
Magdelone.
Ah! Ah!
Blanca
(til Leonore.)
Den lille Draabe, som indeholdes i denne Flaske, er en Elskovstaare, falden paa en farveløs Forglemmigei, som bestandig har været vogtet for Dagens Lys. Fra Blomsten har jeg med Omhu ladet den falde her i Flasken.
Leonore.
Ah! Ah!
Enrico.
Tillad, Herr Jeronimus, at jeg bringer Dem i Nytaarsgave dette Stykke af den Himmelstige, Jakob saae i Drømme. Uagtet den længe har været her i Byen, har jeg dog havt Umage med at faae den opspurgt. - Dem, Frue Magdelone, tillade De mig at overbringe i en Æske lidt Gjenklang af et Echo af en Røst, som har talt i en Ørken.
Jeronimus.
Ak hvilke rare Sager! Hvem der bare vidste, hvorledes man best skulde opbevare dem?
Enrico.
Derfor have vi tilstrækkelig sørget ved at fortynde disse rigtig nok meget fine Sager deels med klart Vand, deels med bare Luft, som indeholdes i disse Kar og Æsker. Paa denne Maade er det lykket os at binde deres Flygtighed, og sikkre dem for Bortdunstning.
Jeronimus.
Naar vi reise til Lybek, vil vi putte dem i Lommen for at conservere dem paa Reisen. I skal saamæn have mange Tak for jer Artighed. Vær nu saa god at komme herind og drikke en Kop Chocolade, og spise et Stykke Julekage.
(De gaae.)
Gade udenfor Jeronimi Huus.
Harlekin
(kommer.)
Her er altsaa Huset, hvor, efter Beskrivelsen, to luftige, gjennemsigtige, ætherklare, ulegemlige, overjordiske, himmelske, med eet Ord poetiske Skikkelser, Gestalter, Phantomer, Meteorer eller Gud veed hvad for et Øieblik siden skal være gaaet ind. Her skal jeg altsaa finde hvad jeg søger. Men lad mig see! Hvad er det jeg vil? Jeg vil bestille mig en Prolog og Epilog til det Skuespil, jeg om lidt agter at opføre, og dertil skal nu disse omtalte Væsner være mig behjelpelige. Digteren, min saa kaldte Herre, kunde rigtig nok selv gjøre mig saadant noget; men han er den sidste, jeg i denne Sag turde henvende mig til, thi for ham allene skal det være en Hemmelighed. Heisa lystig! Jeg har nu afkastet hans Lænker; jeg er igjen min egen Herre. Han vilde gjerne betragte mig som en ham underordnet Person, ja satte mig endog før irette paa en uforskammet Maade, hvorved han comprometteerte mig i Publikums og hele Theatrets Paahør. Men jeg har heller ikke forglemt at udtænke en Hævn, og det een, som har vasket sig. Min Plan gaaer nemlig ikke ud paa mindre end paa at anlægge en Episode her inde i Digterens eget Skuespil, en Episode, som saaledes skal udvikle sig i Omfang og Interesse, at den voxer Digtet selv over Hovedet, at den bliver for stor for det omgivende Kar, og sprænger det indsluttende Hele i Luften, altsaa en Stat i Staten, som erholder Overvægt over de øvrige Stænder. Alt er færdigt. Jeg har drevet det saa hemmeligt, at Digteren ikke har mærket det mindste dertil. Skuespilhuset er decoreret, Stykket skrevet og prøvet, alting istand. Denne herlige Nytaarstid animerer Folk til Lystighed, saa at alle Billetter ere tagne, og der vil blive propfuldt. Kuns een Ting har jeg indtil nu forsømt at tænke paa, og det er en Prolog eller Epilog eller, om muligt, begge Dele; thi uden noget sligt tør jeg ikke lade mit Stykke opføre, af Frygt for at blive udpeben, paa en Tid, da endog grammatikalske Betragtninger have deres Forspil og Efterspil, og da man især ved ethvert poetisk Gilde opvarter med deslige Syltetøier efter den herskende Smag; thi Publikum kan godt lide, at man tiltaler det paa en beskeden Maade, forsikkrende det om sine svage Evner, og hvor meget man trænger til dets Opmuntring, at dets Bifald er det høieste og eneste Maal, hvorefter man stræber, og saa videre. Saadant noget maa jeg nødvendig fremsige, thi da vil der paa Øieblikket blive klappet og raabt Bravo. Ulykken er kun, at Moden fordrer, at disse Tingester skal være skrevne i rimede Vers, og dem kan jeg ikke gjøre. Her vil jeg derfor gaae ind, og spørge de to poetiske Væsner om Raad. Men Gadedøren er lukket. Jeg vil ringe paa. (Han ringer.)
Jeronimus
(kommer frem ved Vinduet.)
Jeronimus
(til Harlekin.)
Døren er lukket. Jeg tager ikke mod flere Nytaarsgratulationer.
Harlekin.
Min Herre! Det være langt fra mig at ville ønske Dem et glædeligt Nytaar. Jeg vilde kun spørge, om der ikke ere Poeter her i Huset.
Jeronimus.
Ei, gak til Bloksbjerg! Hvad har jeg med Poeter at bestille?
Harlekin.
Jo Herre! Man har sagt, at tvende poetiske Væsner ....
Jeronimus.
Pak dig herfra, siger jeg. Der boer en Poet i Aabenraa; det er den eneste, jeg kjender. (Han slaaer Vinduet i.)
Harlekin.
Hvilken forbandet studs Knægt! En Carricatur, paa min Ære! Han saae jo ud, som om han var fra det næstforrige Aarhundrede. Derfra har han vel ogsaa sin Lærdom, siden han recommanderer mig Poeten i Aabenraa. Nei mange Tak! I den Gade sætter jeg ikke mine Been. De gamle Propheter ere døde, og de nye duer ikke. - Eet Raad veed jeg dog endnu, og det vil jeg forsøge. Rask, Harlekin! Benene paa Nakken!
(Han løber ud.)
En stor Sal.
(I Baggrunden et Theater; foran Tilskuerpladser. En Mængde Tilskuere ere forsamlede. Flere og flere komme til.)
En Dame mellem Tilskuerne paa Theatret
(til sin Cavaleer.)
Gid De kunde skaffe mig Plakaten at læse?
Cavaleren.
Den skal De strax faae. (Til sin Nabo.) Tillader De, jeg maa see Deres Plakat?
Naboen
(giver ham den.)
Med Fornøielse. De vil forundre Dem over de besynderlige Navne, som Personerne have i Stykket.
Cavaleren
(til sin Dame.)
Vær saa artig.
Damen.
Gud! Sikke noget forunderligt Tøi. Vil De bare høre.
(Hun læser:)
»Flaskens Længsel efter Proppen, Sørgespil i fem Akter.
Cavaleren.
Nu har jeg, min Sjæl, aldrig hørt Mage til Navne. Det er en yderst triviel Maneer at bruge betegnende Navne; men saa affecteret en Anvendelse deraf havde jeg dog aldrig drømt om.
Hans Nabo.
Hvem veed? Maaskee er det hele satirisk, og kan blive ret lystigt at see. Overalt bør man ikke forlange for meget ved Nytaarstid, men heller være stemt for alt Overgivent og Løierligt.
Maskinmesteren ved det lille Theater (kommer frem foran Teppet paa Prosceniet af det lille Theater, og) Maskinmesteren ved det store Theater (kommer paa samme Tid frem paa Prosceniet af det store Theater.)
Den Første
(til Musikanterne i det lille Theaters Orchester.)
Alting er færdigt, mine Herrer! Klokken er lige paa Slaget. Vil De behage at tænde Deres Lys, og spille Ouverturen.
(Han gaaer bag ved Teppet ind paa det lille Theater.)
Den anden
(betragtende det lille Theater.)
Ih nu! Det lille Theater tager sig saamæn ganske smukt ud. See kun! Har De ikke ogsaa der en lille Maskinmester! Bare ikke Digteren bliver vred paa mig, fordi jeg er Harlekin behjelpelig. Jeg er nu eengang kommen i Vane med at adlyde ham. Jeg haaber, at Digteren ikke veed noget af hvad her skeer. Imidlertid vil jeg sætte mig allerbagerst, og see paa Skuespillet.
(Han sætter sig bag ved alle Tilskuerne.)
(Musikanterne ved det lille Theater spille Ouverturen. Teppet gaaer op. Skuepladsen forestiller ingen Ting.)Harlekin (kommer ind, og bukker tre Gange for Tilskuerne.)
Harlekin.
(Tilskuerne hysse.)
Harlekin.
Jeg beder om Forladelse. Jeg tog feil. Jeg vilde sige:
(Tilskuerne hysse igjen.)
Harlekin.
Om Forladelse! Om Forladelse! Jeg tog atter feil. Jeg vilde sagt:
(Tilskuerne hysse.)
Harlekin.
Tusind Gange, titusind Gange om Forladelse. Nu husker jeg først, hvorledes det var:
Adskillige Tilskuere.
Ja det er just Ulykken, Herr Harlekin, at De aldrig kan glemme den gamle Vise. Glem Deres Syner, glem Deres Toner, og der kan endnu blive noget af Dem.
Harlekin.
Men jeg troer ogsaa, jeg er gal. Det var jo slet ikke det, jeg vilde have sagt. Saaledes var det: »Hist gjennem Cyprias Lund vandred en elskende Digter.« Hvad jeg vilde sige: »Hver Sommer der flyver en Fugl over Øe.« Nei nei! Heller ikke det! »Ei et tilfældigt Spil af ydre Kræfter.« Nei, saadan skal det være: »Det Folk, som frygter Gud, og ærer Kongen .....«
(Tilskuerne hysse meer og meer.)
Adskillige.
Hør, veed De hvad? Naar De ikke kan gjøre noget selv, saa skulde De heller tie stille, og ikke smykke Dem med laante Fjer.
Harlekin.
Fanden i Vold med alle disse Vers! Kort og godt, mine Herrer! Jeg veed, man er vant til at betragte Publikums Dømmekraft som en Blindebuk, der maa føres til Bestemoders Dør, og svinges tre Gange rundt, førend man tør lade den gaae sin egen Gang. Derfor vilde jeg ved en Prolog udrette dette, nemlig stemme Dem, forhøie Deres Receptivitet, udbede mig Deres Bevaagenhed, og saa videre. Men jeg seer, De ere rasende belæste, saa at ethvert Plagiat paa Timen falder Dem i Øinene. Altsaa to Ord i Prosa saa gode som femten Sider paa Vers: Vil De klappe lidt for mig, skal De have Tak, og vil De raabe Bravo, skal jeg være Dem uendelig forbunden.
(Tilskuerne i det store Theater klappe, og raabe Bravo.)
Harlekin.
O Himmel! Hvad var det? Var det en Røst fra Aandeverdenen? Hvorfra kom den? fra oven eller fra neden? fra høire eller fra venstre? forfra eller bagfra? Saa meget veed jeg, at den kom ikke fra Dem, mine Herrer. Er jeg da ikke istand til at aftvinge Dem en eneste Bifaldsyttring? Nu vel! Kan jeg ikke vinde mit Publikums timelige Yndest, saa vil jeg dog trøste mig med, at jeg i dette Øieblik skues med Velbehag af de høiere, usynlige Magter. (Han tager sit Lommetørklæde op, og græder, og siger hulkende og pathetisk.) Farvel, mine Herrer! A revoir! Nu begynder Stykket. Forinden jeg gaaer, vil jeg bare lade Dem vide, at dette, som jeg nu har sagt, kaldes en Prolog. Kan dette ene Ord ikke bevæge Dem, saa ere Deres Hjerter af Steen.
(Han bukker. Tilskuerne, saavel i det lille, som i det store Theater, klappe og raabe Bravo. Harlekin gaaer grædende og bukkende ud.)
Første Tilskuer i det lille Theater.
Det var altsaa en Prolog. Nu, saa fortryder det mig ikke at have klappet.
Anden.
Det eneste, som gjør mig ondt, er at vi nu ventelig ingen Epilog faaer, og jeg holder meget af, at man gjemmer det bedste tilsidst.
En flaske
(kommer ind paa det lille Theater.)
Tredie Tilskuer.
Hvad nu? Der kommer jo en Flaske.
Fjerde.
Kan det forundre Dem? De har jo seet, at den staaer anført mellem Personerne paa Plakaten.
Tredie.
Lad see! Læser: »Flaske, en Gjæstgiver.« - Ja, men jeg troede, at det var kuns et betegnende Navn, af dem, man saa ofte bruger i Komedier, som for Exempel Frue Bagvendt og Herr Hartkorn, hvilke dog ere virkelige Mennesker.
Fjerde.
Men paa denne Maade udtrykkes Personernes Characteer allerede i deres Udvortes; og saasnart man kun seer dem, veed man strax, hvad man har at holde sig til. Tænk Dem, hvis alle Mennesker bare et saa tydeligt Præg af hvad der boer i dem, som denne Vertshuusmand røber ved første Fremtræden, at Flasken er hans egentlige Kjerne.
Harlekin
(bag ved Theatret, rømmende sig.)
Nu gjælder det at have sin Stemme i sin Magt.
(Han declamerer med forstilt Stemme for Flasken, som og siden for de andre livløse Personer.)
Flasken.
Klart hvælver Himlen sin saphirne Bue, ....
Femte Tilskuer.
Herre Jemini! Flasken taler.
Flasken
(vedblivende.)
En Støvle med Spore paa
(kommer.)
Støvlen.
Ei, guten Morgen, mein lieber Herr Flasche! Ich kunde sgu inte go hans Wirtshuus forbi, uden at komme herind und fo mig en liden Hjertestirkning. Denn Er soll wissen, ich gehe heute auf Freiersfüssen.
Flasken.
Skal De ud og frie, Herr Major?
Støvlen.
Ja, ich vil tjene ham. Ich har det længe havt insinde. Allein, ob ich gleich sonst er meget courageus, och inte er bange for nok so stur en Blutbat ....
Flasken.
O Herr Major! Det er velbekjendt. De er jo en Reusser. Meer behøver De ikke at sige.
Støvlen.
Danke ergebenst. - Seer han, ob ich nun gleich inte er bange hvor det kommer an po at avancere oder go rasch frem, so har ich doch bisher havt en Art von Furcht for at komme den smukke Fräulein Handske for nær. Aber heute hab ich mich besonders zusammengenommen. Gieb mir nun lidt af hans Liqueur, um meinen Muth zu entflammen.
Flasken.
Strax, Herr Major! Jeg vil kalde paa Drengen. Heida! Glas!
Et Glas
(kommer.)
Glasset.
Hvad befaler Herren?
Flasken.
Kom hid! Bring Majoren Liqueur.
(Flasken hælder i Glasset. Støvlen drikker.)
Støvlen.
Ah! Det gjorde godt. Aber wo sind meine Domestiken? Heida! Geldbeutel! Stiefelknecht! Burste!
En Pengepung, en Støvleknægt og en Skobørste
(komme.)
Støvlen.
Geldbeutel, bezahl!
Pungen
(til Flasken.)
Hvor meget skylder min Herre?
Flasken.
To Mark.
Pungen.
Vær saa god. (Den hælder Penge i Flasken.)
Støvlen
(til Skobørsten.)
Hör mal, Borste! Ich muß heute absonderlich schön geputzt werden. Gnid nu dichtig po mich, und spar inte po Blanksverten.
(Børsten pudser Støvlen.)
Sjette Tilskuer.
Er det Frydendahl, som spiller den tyske Major?
Syvende.
Hvor kan De dog nu spørge saadan? Det er jo ingen rigtig Major, men kuns en Støvle.
Sjette.
Jeg beder om Forladelse. Verten sagde, han var en Preusser.
Syvende.
Vist ikke! Han sagde: en Reusser.
Støvlen
(til Flasken.)
Hør, Freund! Hans Liqueur verliert sich. Den er inte meer so stark wie vorher.
Flasken.
Herr Major! Den er saamæn lavet denne Gang ligesaa trofast som ellers.
Støvlen.
Aber han har ja forglemt at proppe sich, und so dunster Kraften weg.
Flasken.
Støvlen.
Ja han skulde Gott strafe mich see, at han snart fik den Sag bracht in Richtighed.
(Flasken og Glasset gaae.)
Børsten.
See saa, Herre! Nu er De saa blank som et Speil.
Støvlen.
Das war brav. Geh nu udenfor mit Geldbeutel, och vent po mich; denn ich har noget at tale mit Stiefelknecht.
(Børsten og Pungen gaae.)
Ottende Tilskuer.
See, hvor Støvlen er bleven deilig blank! Hvor mon man kjøber den Blanksværte?
Niende.
Jeg tænker, paa Apotheket i Persien. Thi det er vel Artighedens og den fine Levemaades Fernis, den, hvormed man endog kan blanke Morianer.
Støvlen.
Hør, du Stiefelknecht. Ich hab ein Wort mit dir zu sprechen.
Støvleknægten.
Hvad befaler Herren?
Støvlen.
Ich muß dir deinen Abschied geben.
Støvleknægten
(græder.)
Hu! hu!
Støvlen.
Ich kann dich inte hjelpe. Ich har ja tu Bediente außer dir. Meer har ich inte vonnöthen, und du weißt selbst, daß ich dich aldrig bruger.
Støvleknægten.
Men Herre Gud! Saa brug mig da, Herr Major!
Støvlen.
Aber wozu? wozu?
Støvleknægten .
Ih hvad bruger man en Støvleknægt til, uden til at trække Støvler af paa?
Støvlen.
Verstehst du denn das?
Støvleknægten.
Om jeg forstaaer det! Behag at see, Herr Major, hvor nydelig jeg er indrettet just til Deres Brug. Her har jeg Plads til Deres Hæl, og her er aparte en lang Ridse, for at ikke Deres Spore skal staae imod.
Støvlen.
Das hab ich meiner Seel Lust zu probiren. Dræk af!
Støvleknægten.
Strax, Herr Major! Vær saa god at sætte Hælen imod her.
Støvlen.
Det har ich gjort. So. - Na, dræk nu! Hvad venter han po?
Støvleknægten.
Nei, De maa selv trække; jeg holder kuns imod.
Støvlen.
Zum Henker! Skal ich selv drække? Hvad har ich ham da for, nær han det ikke kan gjøre?
Støvleknægten.
Jeg holder fast paa Støvlen, mens Majoren trækker den af.
Støvlen.
Ist Er toll geworden? Skal ich drække mich selbst af mich selbst? Har ich ham det inte sagt: Ich kann ham til nichts in der Welt gebrauchen. Geh mir aus den Augen weg! Pak sich!
Støvleknægten.
Hu! Hu! Kan De da slet ikke bruge mig til nogen Ting? Betænk, at naar De forskyder mig, saa kan jeg ikke vente Barmhjertighed hos nogen.
Støvlen.
Ich weiß, Gott strafe mich, nicht was es seyn sollte. Ich har dich antagen for din Namens Skyld. Denn ich dachte, at hvo som hedder Stiefelknecht, maatte vel kunne være der Knecht eines Stiefels. Allein das Schicksal hat es anders beschlossen. Indessen will ich dir give en Rath. Seg en Condition hos den dicke Herr von Pantalon. Maaskee bruger han dich, denn han kan doch i det mindste selv drække. Adies, und laß dir Geldbeutel din Løn betale.
(De gaae bort til forskjellige Sider.)
Tiende Tilskuer
(til ellevte.)
Veed De hvad? Dette Stykke er saamæn ikke saa galt. Det synes at være et Forsøg i samme Art som Reinald Underbarn. Men Kunsten drives langt videre her; thi i Underbarnet tale i det høieste Forellerne og Lillieconvallerne, med eet Ord: kun den raa organiske Natur; her derimod den ved Menneskehænder præparerede baade organiske og uorganiske.
Ellevte.
Aa ja! Skal det være Gilde, saa lad det være Gilde.
Tiende.
Underbarnet kunde gjerne være uskrevet. Det har ikke bragt os et Skridt videre. Men om dette Skuespil kan man med Sandhed sige, at det ophjelper Industrien, siden Fabrik- og Manufakturvare saa at sige leve heri.
En Karet
(kommer.)
Kareten.
Her er Gaden, og seer jeg ikke feil, saa har vi ogsaa her Nummeret. Prr! (Den holder stille.) Mine Damer! Hav den Godhed at staae ud af mig. Reisen er tilendebragt; vi staae nu ved Maalet.
En Handske og en Modest
(staae ud af Vognen.)
Modesten.
Tillad, bedste Frøken, at jeg er Dem behjelpelig.
Handsken.
Tak, min gode Gouvernante. Altsaa staaer jeg nu ved mit elskte Moderhjem. O hvor mit Hjerte banker ved det søde Gjensyn efter fem Aars Fraværelse!
Kareten.
Farvel, mine Damer, og Tak for godt Selskab paa Reisen!
Modesten.
Jeg beder! Det er os, som skal takke.
(Kareten kjører bort.)
Handsken.
O lyksalige Dag, da jeg efter saa lang en Berøvelse atter skal nyde Solskinnet af min dyrebare Moders Blikke!
Modesten.
Døren aabnes, hun kommer.
Et Shawl
(kommer.)
Shawlet.
O min Datter! Lad mig omfavne dig!
Handsken.
O min elskte Moder!
(Pause.)
Shawlet.
Nu, bedste Mamsel Modest! Hvorledes har min Datter skikket sig i sin Pension? Vender hun dannet og velopdragen tilbage til Moderhjertet?
Modesten.
Naadige Frue! Jeg kjender Deres Principer, og veed, at De sætter Ærbarhed over alle andre Dyder. Deres fornemste Bestræbelser gaae ud paa at tilhylle og bedække de Yndigheder, hvis alt for store Blottelse let kunde opvække Sandseligheden, og foraarsage, at man maatte skyde en hvid Pind efter den platoniske Kjærlighed, som nu udgjør et staaende Conversationsæmne i denne forresten overmaade fordærvede og liderlige By. De selv, overtydet om at mine Principer og Bestræbelser i Hovedsagen vare de samme som Deres, ja at jeg endog strængere udførte dem ved at slutte mig saa tæt som muligt til det Kjødelige, og derved have den nøieste Inspection over samme, gjorde mig den Ære at vælge mig til Deres Frøken Datters Gouvernante, og lade mig følge hende til Institutet. Jeg kan forsikkre Dem, at jeg har gjort alt muligt for at opdrage hende efter hendes Frue Moders Exempel. Her bringer jeg Dem hende tilbage, og jeg er vis paa, at De vil være tilfreds med mit Værk, naar De opdager, hvorledes Frøkenen med samme Iver, som hendes Moder og Gouvernante, gjør sig Umage for at skjule det, som man kun alt for gjerne vilde see.
Shawlet.
Er det sandt, min Datter?
Handsken.
Ja, min Moder! Mamsellen har ganske Ret.
Shawlet.
Tak, ædle Qvinde! Du kan vente dig en rigelig Belønning.
Modesten.
O Lykke!
Shawlet.
O Salighed!
Handsken.
O søde Gjensyn!
(De gaae.)
En Fløite (kommer fra den ene, og) en Bog (fra den anden Side.)
Fløiten
(uden at see Bogen.)
»Himmel! Himmel! Hvordan skal jeg beskrive hvad der er foregaaet med mig? Jeg er bleven et andet Menneske; der er opgaaet et Lys for mig, som viser mig Jorden saa skjøn, saa himmelsk. Jeg har seet hende - hende, som jeg elsker, som jeg evig har elsket, men aldrig før seet med legemlige Øine. Nu forstaaer jeg først mig selv tilfulde, nu veed jeg hvad jeg manglede. Jeg havde set mange skjønne Handsker i Verden, men min var ikke iblandt dem. Dog - jeg har seet hende; jeg saae hende for længe siden blandt min Barndoms lykkelige Syner; hun har været med mig i Arkadien, og samlet Underbørn med mig i mit fortryllede Land. Og nu har jeg seet hende igjen. Det var hende, det maa være hende, det skal Fanden tage mig være hende, eller ogsaa er min egen Tilværelse et Phantom.«
Tolvte Tilskuer.
Ja saa troer jeg saagu det sidste; thi en Fløite douce kan dog vel ikke have nogen klar Forestilling om sin Tilværelse.
Bogen.
Mig synes, denne Fløite fører en meget ugrammatikalsk Stiil. Jeg vil give Agt.
Fløiten.
Nu har jeg længe nok talt i Prosa. Nu vil jeg da til Afvexling gjøre et rasende langt Vers. Jeg veed ikke ret, om jeg skulde skrive det i de femføddede Hexametre af min egen Opfindelse. Dog - jeg troer, jeg foretrækker Riim.
(Den fløiter, og reciterer:)
Bogen.
Ha Fløite! Du er en slet Patriot. Ikke før, men efter Ordet Pige burde det Commaet at stande, og Opholdet i Talen at gjøres. Hvor er nu dit Sprogs Retskrivning og Toneklang? - »Snart lege Stormene rædsomt med de forladte Seil. Staten hvirvles ned i Afgrundens Dybde. Spildt er paa Gravens Bred den for seent vakte Fædrelandskjærligheds fortvivlede Dødskamp.«
Trettende Tilskuer.
Naa, det maa man lade den Bog: den taler som en Bog.
Fløiten.
Hvem er I?
Bogen.
Grammatiken.
Fløiten.
Aa fy! (Vil gaae.)
Fjortende Tilskuer.
Fy for en Ulykke!
Bogen
(i det den gaaer Fløiten iveien.)
»Hvi flyer du Grammatiken? Hvi tænker du dig hende altid som det gamle, det hornede Gjenfærd, hun var for et Sekel siden? Jeg er jo den blomstrende Ungmø, der aldrig ældes.«
Fløiten
(afsides.)
Fy hvilken gammel Coquette! - (Til Bogen.) Du ung og blomstrende? Du siger jo selv, at du for hundrede Aar siden havde Horn, og var et Gjenfærd.
Bogen.
Vogt dig! »Enhver Forseelse mod mine Lovtavler hævner sig frygteligen paa enhver, der af Uvidenhed, Skjødesløshed eller skjær Modstand ikke viser dem Hyldest,« - ja straffes paa Efterkommerne indtil tiende Led.
Fløiten.
Efterkommere vil jeg aldrig faae; jeg er ikke saa produktiv i min Kjærlighed som i mit Spil.
Bogen.
O søde Fløite! Lad os to være Venner! Jeg føler en vis Sympathie med dig. Jeg kan godt sætte mig ind i din elegisk-idylliske Natur; thi du maa vide, jeg selv havde fordum en dygtig Rem af Huden.
Fløiten.
Nu, lad gaae da! Jeg vil paa dette Sted forandre Retskrivningen og Toneklangen.
Bogen.
Bravo! Jeg hilser dig som Dannemand!
Fløiten.
Jeg beder om Forladelse. Jeg er ingen Mand; jeg er en Fløite.
Bogen.
Nu, saa hilser jeg Dem som Ingen Mand. »Den Forglemmigei, jeg her rækker Dem, idet De modtager min sidste Velsignelse, skal blomstre, uden nogensinde at visne, om Deres Tinding, naar, Aar og Dage efter, man gjenfinder Dem opstillet paa den Bjergtinde, fra hvis Fod man seer opad, bøiende sin Isse for Deres Vælde.«
(gaaer.)
Femtende Tilskuer.
Hvor den Grammatik er følsom!
Sextende.
Ja alt for meget. Det er dog imod Costumet, at lade den give Fløiten en Forglemmigei.
Syttende.
Tvertimod; det er meget naturligt. Hvor ofte lægger man ikke Blomster til Mærke i en Bog?
En Vægterpibe
(kommer.)
Fløiten.
Ha hvad seer jeg! Min Antipathie!
Piben.
Hør, lille Piccolo! Skal vi følges ad paa Comedien? Jeg har faaet to Billetter til iaften.
Fløiten.
Bort, fæle Satiriker! forhadte Parodie paa mit eget Væsen! Hvor tør du understaae dig at komme paa Comedien? Og tænker du, jeg vil gaae i dit Selskab?
Piben.
Hvorfor ikke?
Fløiten.
Jeg behøver ikke din Billet. Jeg har Fribillet, thi jeg hører med til Comedien, men du er derimod ikke allene overflødig, men endogsaa forbudt.
Piben.
Nu, vil du ikke følge med, saa lad være. Imidlertid skulde du ikke slaae Vrag paa mit Selskab, thi det kunde i mange Henseender være dig gavnligt. Intet kan være Dig nyttigere, og Publikum behageligere, end naar vi to opføre en Concert sammen. Dine Toner, jeg tilstaaer det, ere ofte smukke, men imidlertid, man bliver dog kjed af det evigt Samme. Forandring maa dertil; og jeg kan forsikkre dig, du vilde vinde derved, om du af mig tog Information i at pibe. Derved kunde du variere dine naturlige Toner, og det vilde unægtelig røbe mere Genie, ifald du turde gjøre din egen Carricatur.
Fløiten.
Nei heller vilde jeg lyslevende forskrive mig til Fanden, end blande det rørende med det comiske. Jeg iler bort fra din profane Nærværelse, for at overrække mit corrigeerte Digt til min Handske-Himmelbrud. (Idet den gaaer, synger den:)
(gaaer.)
Piben.
See kun! Troer jeg ikke, at Manden allerede tager efter mine Formaninger. I det mindste var den Sang mere pebet end fløitet. - Men jeg hører Klokken slaaer halv sex. Saa vil jeg da nu gaae ind paa Comedien, for at faae mig en god Plads. Jeg skulde dog vel ikke troe, at man nægter mig Entree, naar jeg er forsynet med Billet.
(Vil gaae.)
En Mundkurv med Polititegn
(kommer.)
Mundkurven.
Hvorhen?
Piben
(afsides.)
For Fanden! Der har vi Politibetjenten. (Til Mundkurven.) Paa Comedien.
Mundkurven.
De kommer ikke ind.
Piben.
Jeg har Billet.
Mundkurven.
Hjelper ikke.
Piben.
Jeg har to Billetter.
Mundkurven.
Om De saa har tyve, kommer De ikke ind. Vi husker Dem nok fra sidst.
Piben.
Men naar jeg nu forsikkrer Dem, at jeg vil forholde mig ganske rolig, og bare gaaer for at see Stykket.
Mundkurven.
Ligemeget! De er en Person, man ikke kan stole paa; og jeg har Ordre til ei at lade Dem slippe ind, uden jeg selv følger med.
Piben.
Nu saa følg da med.
Mundkurven.
Ja nok, hvis De vil spendere Deres ene Billet paa mig.
Piben.
Med Fornøielse. De skal see, hvor jeg skal forholde mig rolig.
Mundkurven.
Jeg vil haabe det bedste. (Afsides.) Jeg skal saagu nok lære ham at holde Munden.
Piben.
Men à-propos: Naar De er saa god at geleide mig, behøver jeg da ikke at gjøre mig Samvittighed over, at maaskee een eller anden Hund her i Byen maa undvære Deres behagelige Selskab?
Mundkurven.
Lad det være min Sag. Hundene staae snart ved den Grad af Cultur, at de ikke længer behøve mit Opsyn, hvilket jeg herefter kommer til at anvende paa Dem og Deres Lige, indtil jeg faaer dem lige saavidt. Før vare Hundene gale, nu er Touren kommen til Skribenterne.
Piben.
Men er det muligt? Staae Hundene allerede paa saa høit et Trin?
Mundkurven.
Efter min Mening burde de endnu være avanceret langt videre. Der er jo intet sparet for at give dem den høiest mulige Dannelse. Tænk, hvorvidt Skribenterne vilde have bragt det, ifald man kun havde gjort det halve for dem? Først slog man de ni Tiendedele ihjel, for at kunne anvende saa meget mere Flid paa de øvriges Forædling. Og denne, hvorledes har man ikke drevet den? Deres Navne indskrives i en stor Protocol; de have deres eget Contoir, hvor deres Fødsel og dødelige Afgang mældes. Kort sagt, de betragtes aldeles som Medlemmer af det borgerlige Samfund, hvilket langtfra ikke er Tilfælde med Digterne. Ifald man bare endnu vilde tilstæde dem Confirmation, Søndagsskoler, Underviisning i den platoniske Kjærlighed, og Uniformer med eller uden Epauletter, saa skulde De kun see, med hvilke Skridt de vilde ile mod Fuldkommenhedens Tempel.
Piben.
I Sandhed, denne Mundkurv er ret hvad man kalder en behagelig Mand. Kom, lad os nu gaae ind. Jeg glæder mig til Deres Selskab, og haaber, at De fortsætter den begyndte Materie.
(De gaae.)
Digteren
(kommer, og gaaer allerlængst hen i Forgrunden, hvor han sætter sig ved Siden af Maskinmesteren, som springer forskrækket op.)
Maskinmesteren.
Hvad seer jeg? Digteren! - Min Herre! Jeg beder Dem undskylde .... De tager dog vel ikke ilde op, at jeg var saa fri at gaae herind for at see denne Comedie? Man slider den hele Dag, og trænger engang imellem til lidt Adspredelse.
Digteren.
De behøver ei at undskylde Dem! Men fra nu af maa jeg bede Dem forføie Dem ud bag Coulisserne, og passe Deres Ting. De veed min Befaling, og til hvad Tid den skal udføres.
Controlleuren ved det lille Theater
(trænger sig gjennem Tilskuerne hen til Digteren.)
Controlleuren
(til Digteren.)
Min Herre! Hvor tør De understaae Dem at gaae ind uden Billet? Jeg sagde Dem udtrykkelig, at det gik ikke an, og endda skyder De mig tilside, og gaaer uden videre ind.
Digteren.
Beste Ven! Det var en Feiltagelse. Jeg huskede ikke andet, end at jeg var Herren af Huset; og det foresvævede mig lig en Drøm, som havde jeg fri Entree.
Controlleuren.
Men det var en forbandet Feiltagelse.
Digteren.
Som dog let kan rettes. Denne ædle Mand (han peger paa Maskinmesteren) tilbyder sig til at gaae ud, og overlade mig sin Plads.
Controlleuren.
Saadant noget er rigtig nok ikke tilladt. Men for en Gangs Skyld, lad saa være.
(Maskinmesteren bukker flere Gange for Digteren, og gaaer med Controlleuren.)
Shawlet og Handsken
(komme.)
Shawlet.
Nu, hvorledes gaaer det min Datter? Har dit Hjerte allerede valgt?
Handsken.
Nei, min Moder. Alle mine Friere staae her udenfor. Jeg lader dem hver for sig komme ind af den ene Dør, og gaae ud af den anden. Saaledes have allerede en Snees Stykker passeret Revue, uden at nogen af Dem har gjort Indtryk paa mig. Blandt andre har jeg allerede givet Kurven til en Fløite, som var mig alt for klagende, til en Støvle, fordi det var en Tysker, og fordi det syntes mig, at dens sorte Farve ikke synderlig passede til min uskyldige Hvide-Aluns-Natur; ligeledes til en Herr von Pantalon, med hvem jeg forsikkrede, at en Handske intet Fælledskab kunde have. Jeg vil nu vedblive i din Nærværelse, min gode Moder. (Raaber ud af Døren.) Næste Frier! Kom ind!
En Vante
(kommer.)
Vanten.
Det glæder mig inderlig, min naadige Frøken, at Touren endelig er kommen til mig. Thi have mine Medbeilere hidindtil ikke kunnet behage Dem formedelst Deres alt for store Forskjellighed fra dem, saa smigrer jeg mig derimod med det sødeste Haab, bygget paa den inderligste Sympathie, som overbeviser mig om, at netop vi fuldkommen passe til hverandre. De er nemlig en Handske til venstre Haand, og jeg en Vante til høire Haand. Behag at udspile Deres Fingre; det samme vil jeg gjøre med mine, og De vil erfare, at vi paa den nøiagtigste Maade kunne indgribe i hverandre.
Handsken.
Min Herre! Slige Forslag pleier man ikke at gjøre før efter Brylluppet. Desuden maa jeg sige Dem, at Deres uldne Væsen ikke er mig behageligt, og jeg beder Dem forføie Dem ud af denne Dør.
(Vanten gaaer.)
Handsken
(raaber.)
Næste Frier! Kom ind!
Et Kalvekryds
(kommer.)
Kalvekrydset
(bukkende sig.)
Ærbødigste Tjener, min smukke Frøken! (Afsides.) Gud! hvor hun er deilig!
Handsken
(neiende.)
Tjenerinde, min Herre! (Afsides.) I Sandhed! En smuk ung Mand!
Kalvekrydset.
Frøken! De veed mit Ærinde. Jeg elsker Dem. Kan De overtale Dem til at ægte mig?
Handsken.
Paa dette Spørgsmaal vilde jeg gjerne svare med en undseelig Rødmen; men det er mig ikke muligt. Ingen Farve vil afvexle med denne Hvidhed.
Kalvekrydset.
Paa min Ære! De er af en fortræffelig Bonitet. Jeg seer til min Glæde og Forundring, at De virkelig er fransk af Fødsel, uagtet De taler det danske Sprog med saa stor Færdighed.
Handsken.
Jeg beder om Forladelse. Jeg er dansk, men man har givet mig en fransk Dannelse.
Kalvekrydset.
O Himmel! Er det muligt, at Optugtelsen kan gjøre saa meget? Jeg vil holde Dem ved Siden af Madame Montrichards indfødte Pariserinder, og trodse enhver, der kan opdage mindste Forskjæl.
Handsken.
Det glæder mig, hvis jeg er saa lykkelig at behage Dem. Jeg maa da til Gjengjæld sige Dem, at De langtfra ikke er mig ligegyldig. De har et fiint, behageligt Kammerjunker- .... hvad jeg vilde sige, Kammerdugs-Væsen. Og hvad der isærdeleshed er mig uendelig kjært at opdage hos Dem, er, at De er kruset, og ikke lagt i disse brede flade Læg, som ere den nyeste, ugeneerte Mode.
Shawlet.
Inden dette gaaer for vidt, maa De tillade mig, Herr Kalvekryds, at spørge Dem, hvad De har at leve af for at kunne ernære en Familie.
Kalvekrydset.
Ingen Ting endnu, Deres Naade! Men jeg agter at gaae ind i det udenlandske Departement. Derfra vil jeg snart blive ansat i een eller anden diplomatisk Post ved et fremmed Hof.
Shawlet.
Ifald man kuns ikke begynder med at sende Dem til Barbariet.
Kalvekrydset.
Nei, saa barbarisk vil man dog vel ikke være. Man maa dog eengang erkjende Nytten af mine fine Folder, der see ud til at gjemme mangen vigtig Hemmelighed.
Shawlet.
Elsker du ham, min Datter?
Handsken.
Ja jeg gjør.
Shawlet.
Nu, saa omfavner da hverandre, og modtager min moderlige Velsignelse. (Raaber ud af Døren:) Frøkenen er alt forlovet. De øvrige Friere behøve ikke at gjøre sig Uleilighed.
Digteren.
Dette Skuespil forekommer mig at være en forskrækkelig fersk Føde. Længe nok har jeg ladet Tingen gaae sin skjæve Gang. Alt er godt til Maade, og lidt deraf gjør ingen Skade. Men at see alle fem Akter tilende, vilde ikke være at udholde. Om jeg nu ikke brugte min Overmagt, vilde det være baade mod min egen Interesse og det Heles Oeconomie. Som en mægtigere Troldmand skal jeg da nu ved min kraftigere Talismand ophæve min underordnede Aands Herredømme.
(Han giver et Signal ved at ringe med en Klokke. Strax efter hører man bag ved det lille Theater Vægteren pibe og raabe Brand. Almindelig Tumult mellem alle Tilskuerne, saavel de spillende i det lille Theater, som de virkelige i det store Theater.)
Blandede Stemmer af begge.
Hvor er Ilden? Hvor er Ilden? Dog vel ikke i Comediehuset?
Harlekin
(bag ved det lille Theater.)
Hvor er Ilden, Vægter?
Vægteren
(ligeledes.)
Paa Ulfeldtsplads. (Han piber igjen, og raaber Brand.)
(Teppet for det lille Theater falder. Tumulten mellem begge Tilskuerklasserne tiltager.)
Harlekin
(kommer ud mellem Tilskuerne ved det lille Theater.)
Harlekin.
Mine Herrer og Damer! Det gjør mig inderlig ondt, at dette Uheld skal hindre mit Stykke fra at spilles tilende. Det bedste mangler endnu. Forviklingen er neppe begyndt, endsige Knuden løst. Flasken har jo ikke fundet Proppen. Mange Personer have endnu ikke været inde. Om De dog bare vilde slaae Dem tiltaals. Ilden er jo langt herfra. See, hvor de storme mod Udgangen.
En Brandmajor mellem de spillende Tilskuere
(til Harlekin.)
Hør, mellem os: Er der virkelig Ildløs? eller var det kun Vægterpiben i Skuespillet, som fortsatte sin Rolle bag Coulisserne?
Harlekin.
Nei, Gud bedre det! Ilden er desværre kun alt for virkelig. Man siger, det er paa Ulfeldtsplads.
Brandmajoren.
Saa maa jeg pakke mig. Bare jeg kunde komme gjennem Trængselen!
En Brandmajor mellem de virkelige Tilskuere
(til Digteren.)
Herr Digter! Det er mig kjært at opdage Dem. Hav den Godhed at sige mig en Ting.
Digteren
(reiser sig.)
Hvad befaler De at vide, min Herre?
Harlekin
(afsides, med Forbauselse.)
For Fanden! Er Digteren med paa min Comedie? Nu seer det godt ud for mig.
Brandmajoren mellem de virkelige Tilskuere.
Jeg vilde gjerne vide, om der er virkelig Ildløs i Byen, eller om det bare hører med til Comedien.
Digteren.
Nei vær De kun rolig. Det er en Scene i Stykket. De skal strax faae Effekten at see, naar Theatret forandres til Ulfeldtsplads.
Den Første Brandmajor.
Naa, det tænkte jeg jo nok. (Til Harlekin.) Hvorfor Fanden vil De da narre mig væk herfra, naar det ikke behøves?
Harlekin.
Saa sandt, som jeg lever, Ildløsen er virkelig. (Afsides.) Jeg kommer her i en forbandet Knibe. Gid jeg kunde prakticere mig væk!
Første Brandmajor.
Men Guds Død og Pine! Saa maa jeg skynde mig.
Den anden Brandmajor.
Hvad for noget? Hvad hører jeg? Saa faaer jeg saagu ogsaa Hastværk. Herr Digter! De har ikke Ret i at opholde Folk med Narrestreger fra at gaae i deres lovlige Kald.
Digteren.
Slaae De Dem dog bare til Ro. Hvad jeg har sagt Dem, er sandt. Ildebranden er kun her i Stykket, og ikke i Virkeligheden, saa sandt som jeg er en ærlig Mand.
Første Brandmajor.
Men hvad er dog det for noget? (Til Harlekin.) Hvad skal det sige? Bliver han, saa kan jo ogsaa jeg blive. Der er jo altsaa ingen Ildløs.
Harlekin.
Jeg sværger Dem ved alt hvad helligt er, at der er virkelig Ildløs paa Ulfeldtsplads. Hvor kan De troe, at den er et Theaterkneeb? Den kom mig selv aldeles uventet. Dersom De skal paa Deres Post, saa raader jeg Dem af et oprigtigt Hjerte: skynd Dem, jo før jo heller.
Anden Brandmajor.
Hvad Fanden vil dog alt dette sige? Hvem af dem skal man nu troe?
Digteren.
De skal troe mig, min Herre! Thi jeg er Digteren, og maa derfor vel vide Besked om Stykket.
Første Brandmajor.
Ja De har vist Ret. De seer saa god og skikkelig ud. Dem vil jeg ogsaa troe; thi den Harlekin er dog en Gavstrik, som bare fixerer os.
Harlekin
(lister sig ganske sagte bort.)
Digteren.
Nei min Herre! De bør troe Harlekin ubetinget. Han har fuldkommen Ret i hvad han sagde Dem.
Første Brandmajor.
Hvad? Havde han Ret? Er der virkelig Ildløs?
Digteren.
Ja, og ja, og atter ja. Skynd Dem alt hvad De kan til Ulfeldtsplads.
Anden Brandmajor.
Men for en Ulykke! Nu modsiger De Dem jo selv.
Digteren.
Det var jo ikke til Dem, jeg talte. Bliv De kun! der er ikke mere Ildløs end bag min Haand.
Første Brandmajor.
Hør, nu spørger jeg Dem paa Deres Ære: Er der Ildløs eller ikke?
Digteren.
Forstaaer De Fransk?
Første Brandmajor.
Ja jeg gjør.
Digteren.
Parole d'honneur sacrée, der er Ildløs paa Ulfeldtsplads.
Anden Brandmajor.
Jeg spørger Dem ogsaa paa Deres Ære: Er der Ildløs eller ikke?
Digteren.
Forstaaer ogsaa De Fransk?
Anden Brandmajor.
Aa ja vist.
Digteren.
Parole d'honneur sacrée, der er ingen Ildløs i hele Byen.
Første Brandmajor.
Det var som Fanden.
Anden Brandmajor.
Det var som Satan.
Første.
Det er da et Djævels Menneske.
Anden.
Det er da en Allerhelvedes Karl.
Første.
Men mon jeg dog ikke hørte feil?
Anden.
Mon jeg ogsaa forstod ham rigtig?
Første.
Jeg vil spørge ham igjen.
Anden.
Jeg vil høre mig for nok engang.
Første.
Herr Digter! Er der Ildløs?
Digteren.
Ja.
Anden.
Herr Digter! Er der Ildløs?
Digteren.
Nei.
Første.
Nu har jeg, Gud straffe mig, aldrig hørt Mage.
Anden.
Det er, Fanden fortære mig, til at blive gal over.
Første.
De maa svare enten med Ja eller med Nei.
Anden.
Ja, kun med een af Delene.
Begge.
Det samme til os begge.
Adskillige.
Forstaaer sig.
Andre.
Naturligt.
Alle de spillende Tilskuere.
Er der Ildløs?
Digteren
(skriger høit.)
Ja.
Alle de virkelige Tilskuere.
Er der Ildløs?
Digteren
(skriger høit.)
Nei. - Ja; nei. Ja; nei. Ja; nei. Ja; nei. Ja; nei. Ja; nei, etcetera, etcetera, etcetera etcetera etcetera etcetera in infinitum.
Alle de spillende Tilskuere.
Aa Snak! Svar med eet Ord!
Alle de virkelige.
Ja med eet Ord!
Digteren.
Mine Herrer! At svare begge de tilstedeværende Forsamlinger med eet Ord, eller give dem begge det samme Svar, vilde være en Umulighed, thi hvad der er Sandhed for det ene Parti, er Løgn for det andet. De maa her vel distinguere mellem det Absolute og det Relative. (Til de virkelige Tilskuere.) De, mine Herrer, ere de absolute Tilskuere, Tilskuere i sidste Instants; hine derimod (pegende paa de spillende) kun relative Tilskuere, nemlig af Skuespillet i Skuespillet, og ere med det samme selv Skuespillere, som spille for de absolute Tilskuere. Alle de Bemærkninger, som de relative Tilskuere gjorde over Skuespillet, har jeg selv ladet dem sige. De staae i Manuskriptet, og de omtalte relative Tilskuere have maattet lære deres Roller og gjøre Prøve ligesaavel som Flasken, Støvlen og de andre. De have ikke engang Tilladelse til at more sig ved det Skuespil, de see; de skal kun passe paa Stikordene, og falde ind til rette Tid med deres Repliker. - Ja vi ville gaae et Skridt videre: Skuespillet, Flaskens Længsel efter Proppen, har i Grunden mig til Forfatter, uagtet virkelig Harlekin har skrevet det. Jeg vil give Dem et Exempel. Ligesom det gode Princip tillader det underordnede onde at raade i en vis indskrænket Virkekreds, eller ligesom Gud til en Tid tolererer Fanden, saa at denne opfinder en Mængde Spektakler, til hvilke dog den første for saa vidt er Aarsag, som hans Alvidenhed kunde forudsee dem i det Øieblik, han gav den anden Regimentet; saaledes har jeg, sans comparaison, idet jeg lod Harlekin skalte og valte, meget godt vidst, hvad han vilde gjøre, hvad han vilde sige, og Ord for Ord det hele Stykke han vilde skrive og lade opføre; thi den hele Person ligger, saa at sige, i min Hjerne, og kan derfor ingen Hemmelighed have for mig. Jeg vil derfor just ikke sammenligne Harlekin med Minerva; men siig mig dog, mine Herrer! Synes Dem ikke, at dengang jeg kom ind som en ydmyg Tilskuer, og ragede i Klammerie med Controlleuren, havde jeg en Slags Lighed med Jupiter, da han i menneskelig Skikkelse vandrede om paa Jorden, og gik ind og tog tiltakke med en Skeefuld Søbekaal i Philemons fattige Hytte? Naturligviis hørte det med til det hele Stykkes Oeconomie, at det episodiske skulde afbrydes paa det bestemte Sted ved Vægterens Brandraab; ja havde jeg ikke ladet det skee, da vilde De have seet Mester Harlekin i en net Confusion, thi han havde saamæn ikke skrevet et Ord meer end netop dertil. Naar mit Manuskript bliver trykt, vil De see, det er sandt som jeg siger. - Og skal jeg nu endelig tilsidst aabne Dem mit Hjertes inderste Aflukke? Skal jeg vise Dem det øverste Motiv til at jeg saae igjennem Fingrene med Harlekins revolutionaire Handling? Nu vel! Manuskriptet til mit Stykkes anden Akt blev, som De veed, sønderrevet af Acteuren, som spillede Publikum i Intermezzet. I den korte Tid inden Teppet gik op til anden Akt, fik jeg kun Tid til at restituere de tre første Scener. Derpaa lod jeg min lystige Person i Guds Navn gjøre sig lystig for at udfylde Midten; og imidlertid arbeidede jeg paa Katastrophen, hvilken vi nu med stærke Skridt nærme os. Det er mig derfor om at gjøre, at Theatret nu forandres paa Øieblikket, thi Ilden har længe brændt bag ved dette Teppe, og Maskinmesteren har kun beregnet Satsen for en halv Time, da han ikke kunde forudsee, at dette Ophold skulde komme iveien. Altsaa - (til de spillende Tilskuere) der er, som sagt, virkelig Ildløs paa Ulfeldtsplads. Skynd jer afsted jo før jo heller; thi jeg bruger jer alle som Statister til at udgjøre den ved Ildebranden tilstimlende Mængde, og Bagteppet kan ikke gaae op, førend I allerede staae paa Eders Pladser. Pak jer ud, I Hunde, og lystrer! Derfor blive I gagerede af Directeuren. (De styrte alle ud. - Til de virkelige Tilskuere.) Mine Herrer og Damer! Der er, som sagt, ingen anden Ildløs end den her i Stykket. Desuden har De jo betalt Deres Pladser. Hvad er da billigere, end at De bliver, og seer Comedien ud? (Han bukker, og gaaer. Skuepladsen forvandles.)
Ulfeldtsplads.
(Mørk Nat. Der brænder et Huus. Alle de spillende Tilskuere fra forrige Scene staae og gabe derpaa. Vægterpiber, Brandraab, Klemten, Allarmtrommen, Brandfolk, Bryggersluffer, Sprøiter.) Første Brandmajor (iler geskjæftig omkring, og giver sine Ordres.)
Anden Brandmajor
(mellem de virkelige Tilskuere.)
Naa Gud skee Lov, det var saadan at forstaae! Saa kan jeg blive her i min gode Ro, medens den anden stakkels Brandmajor maa rende fra Comedien lige hen i Ilden.
Første virkelige Tilskuer.
Det er ellers fælt, at de gjør det saa naturligt. See bare, hvor det brænder.
Anden.
Det er virkelig et fortræffeligt Skuespil. Illusionen kan ikke vel gaae videre end i denne og foregaaende Scene.
Tredie.
Ja den gik alt for vidt i den foregaaende Scene. Man bør ikke gjøre Publikum forskrækket.
Fjerde.
I det mindste ikke i den Grad som før, da Vægteren ganske uventet begyndte at pibe og raabe Brand. Tænk engang, Digteren maatte jo selv komme frem, og ophæve Illusionen, inden hele Publikum faldt i Besvimelse.
Anden.
Ja men nu da vi veed, at det er bare Theatereffekt, saa er det dog rigtig meget fornøieligt at see derpaa.
Fjerde.
Fornøieligt? Jeg maa tilstaae Dem, at jeg ikke godt kan fornøie mig over min Næstes Ulykke. Jeg tænker i eet væk paa de stakkels Tilskuere paa Theatret, for hvilke det er virkeligt, ifølge Digterens egen Forsikkring.
Første Brandmajor
(paa Theatret.)
Det brænder djævleblændt. Jeg er bange for, at der ingen Redning gives.
Fjerde Tilskuer
(til anden.)
Vil De bare høre? Er det dog ikke gyseligt? Hvor kan man nu glæde sig derover? - De arme Mennesker!
Første Brandmajor.
Det er forbandet. Jeg kom for silde. Nu er her intet at gjøre. Jeg bliver vist mulkteret. Men Digteren skal saagu betale Mulkten, thi det var ham, der opholdt mig med Snak. See, hvor Luen slaaer ud af alle Vinduer og Døre! Vi komme til at indskrænke vore Bestræbelser til at frelse Nabohusene.
Anden Brandmajor
(mellem de virkelige Tilskuere.)
Naa, det maa da være en Kjæltring af en Brandmajor. Jeg kjender ham ikke, saa jeg kan frit sige det. Hele det prægtige Huus skal nu brænde af, og Folkene maaskee ikke faae reddet saa meget som et Par gamle Skoe, bare fordi han ikke havde Lyst til at gaae fra Comedien. Og nu vil den Æsel ovenikjøbet skyde Skylden paa den uskyldige Digter. Ja ja, det er godt, her ere flere Vidner end jeg.
(Det vedbliver at brænde stærkt. Larmen og Opløbet tiltager.)
Ruinerne af Nicolai Kirke.
(De ere svagt oplyste af Ildsluen. Der klemtes stærk fra Taarnet. Lygter ere udhængte derpaa. Alle de spillende Tilskuere fra forrige og næstforrige Scene komme løbende ind, og stimle omkring Taarnet.)
Første Tilskuer paa Theatret.
Det maa være en forfærdelig Ildebrand.
Anden.
Mon man ikke kan komme derhen?
Tredie.
Nei, Vagten holder enhver tilbage.
Fjerde.
Tag Dem iagt, ifald De gaaer derhen, at ikke Brandfolkene sætte Dem til Sprøiteværket. Det er undertiden hændt velklædte Folk, naar de vare alt for paatrængende.
Femte.
Hvor der klemtes forfærdeligt!
Sjette.
Man kan ordentlig fornemme Rystelsen, naar man staaer her ved Foden af Taarnet.
Syvende.
Hvem skulde troe, at det afbrændte Taarn havde saa stærke Klokker?
Ottende.
Men hør, hvor Klemtningen tiltager. Vægteren angriber sig, og kimer næsten i sin Ivrighed.
Niende.
»Dybt bevæges maa en Vægter vist, som gaaer paa Svalen om det nøgne Taarn, og skuer Ødelæggelsen, og kommer Timerne ihu, da Spiret kneiste høit i Sky.«
Tiende.
Mon Vægteren skulde tænke derpaa?
Taarnvægteren
(kommer forskrækket ud.)
Niende Tilskuer.
Naa, Vægter, er du bevæget?
Taarnvægteren.
Ja, Gud frie mig! Mere rystet end bevæget.
Niende Tilskuer.
Seer I, jeg havde Ret?
Tiende.
Han seer virkelig bleg og forstyrret ud.
Ellevte.
Men hvorledes tør du komme herned? Burde du ikke blive deroppe, og klemte?
Tolvte.
Men hvad for noget! Det klemter jo endnu, alt hvad det kan! Hvordan gaaer det til?
Taarnvægteren.
Gjenfærdet
(lader sig see paa Vægtergangen.)
Adskillige.
Gjenfærdet
(til de forsamlede Folk.)
(endskjøndt mit Hjerte gruer)
(Han synker ned i Graven.)
Aaben Mark.
(Solen staaer op. En stor Stjerne sidder paa Himlen, og vedbliver at skinne.) Musen Thalia (kommer fra den ene, og) Digteren (fra den anden Side.)
Thalia.
Digteren.
De Hellige Tre Konger
(udenfor.)
Digteren.
Thalia.
Digteren.
(Thi jeg maa sige dig, at denne Støtte, Som før var sort, men nu er bleven hvidtet, Skal være dig, den anden Melpomene),
Thalia.
Digteren.
Thalia.
(gaaer.)
De hellige tre Konger, Caspar, Melchior og Balthasar, (komme. I nogen Afstand følger) Nanine, (men med fuldvoxen og uddannet Figur. Lidt efter komme) de to Politibetjente. (Naar den ene af Kongerne synger, dandse de to andre. Derpaa synge de Choret, og dandse saa til Efterspillet, under hvilket Politibetjentene sige deres Repliker.)
Caspar.
Første politibetjent.
Hvad Fanden er her for et Lirumlarum?
Anden.
Gud forlade mig min slemme Synd! Men troer jeg ikke, det er de hellig tre Konger, som atter drage omkring, og lade sig høre for en Markes Penge eller to, uagtet det er blevet strængelig forbudt. Ja, jeg skal saagu lære jer. (Han løfter sin Stok.)
Første
(holdende ham tilbage.)
Melchior.
Anden Politibetjent.
Hvorfor holder du mig tilbage?
Første.
Jeg skal sige dig, jeg er bange for, at disse maaskee dog ikke ere af de forklædte Nybodersdrenge, som grassere paa denne Tid. De see mig dog saa udenlandske og virkelig kongelige ud. Deres Kroner ere ikke af Guldpapiir, men af skinnende Metal, som i det ringeste maa være kaldarisk Ærts. Deres Dragter er ....
Balthasar.
Første Politibetjent.
Deres Dragter, vilde jeg have sagt, ere jo saa pragtfulde som Comedianternes, og den sorte Konge seer saamæn ikke ud til at være sværtet, men han er tilforladelig en indfødt Morian.
Anden.
Ja hvad beviser det? Det kan jo være, det er en sort Leietjener, som de har faaet med i Ledtog.
Caspar.
Anden Politibetjent.
Skal vi da lade være at arrestere dem?
Første.
Jeg veed saagu ikke hvad jeg skal sige dertil. Jeg er saa bange for at vi skal begaae en Dumhed, og prostituere os. Men hør, lad os dog lægge Mærke til, hvad Sprog det er, som de synger.
Melchior.
Anden Politibetjent.
Ja Gud veed, hvad det er for et Sprog, men saa meget er da vist, at det hverken er Tysk eller Dansk.
Første.
Siig ikke det! Det er meget sjelden, man kan forstaae Ordene paa hvad der bliver sunget.
Anden.
Ih! seer man det? Ja du maa vide det, thi du er jo musikalsk. Ikke sandt? Du var jo med at falde i Besvimelse paa Madam Beckers Concert, mens jeg stod udenfor, og holdt Orden?
Balthasar.
(De gaae bort under Dandsen og Efterspillet.)
Første Politibetjent.
Ja men hvad skal vi nu beslutte?
Anden.
Jeg veed min Salighed ikke. Jeg tænker, det er det rigtigste, at vi lar dem skjøtte sig selv, men derimod ikke taaler noget Opløb her omkring, og jager disse Folk tilside.
Første.
Ja, det er det klogeste. (Til Nanine og Digteren, som vil følge Kongerne.) Vil I være saa god at blive tilbage.
Anden.
Overalt hvad er I To for Dagdrivere, som ikke har andet at bestille end at staae her og gabe paa de forklædte Matrosdrenge?
Første.
Dersom I endnu staaer ledige paa Torvet, naar vi komme tilbage, saa taer vi ham, min Faer, til Mudderarbeide, og sætter hende, Mamsel, i Spindehuset.
(Politibetjentene gaae.)
Nanine.
Digteren.
De hellige tre Konger
(komme tilbage.)
Alle tre Konger, Nanine og Digteren.