Fjerde Scene.

Sophie (kommer.) Hammer (holder sin Dør paaklem, og titter ud.)

Sophie

(uden at see Hammer.)

Han er her ikke. Det er bedst, jeg synger noget høiere. (Synger meget høit.) La la la! la la la! (Hun seer hen til Hammers Dør.) Men der staaer han jo, og stikker Hovedet frem.

Hammer.

God Morgen, Jomfru Sophie!

Sophie.

Ih! Er De der? Hvorfor staaer De saaledes i Døren? Er De maaskee endnu ikke visible?

Hammer.

Nei desværre! jeg tør ikke vise mig for Deres Øine. Tænk Dem min Ulykke! Jeg har forlagt Nøglen til mit Klædeskab, og kan derfor ikke faae en eneste af mine Kjoler.

Sophie.

Saa skal jeg sende Bud efter en Smed, som kan dirke Laasen op.

Hammer

(hurtig.)

Nei, jeg beder Dem! det er ikke værdt; jeg finder vel Nøglen. Det Værste er kun, at jeg nu ikke tør komme ud til Dem.

Sophie.

See her! De kan tage min Onkels Slaabrok paa. (Rækker ham den ind ad Døren.)

Hammer.

Et ypperligt Indfald! (Trækker Slaabrokken paa, og kommer ud.)

Sophie.

Ha ha ha! Nu seer De jo ganske ærværdig ud!

Hammer

(idet han kysser hendes Haand.)

Enhver vil blive ærværdig, naar De viser ham Godhed og Interesse.

Sophie.

Saa det mener De altsaa, at jeg viser Dem?

Hammer.

Mit Costume i dette Øieblik er jo et Tegn derpaa.

Sophie.

Maaskee.

Hammer.

Nei, intet Maaskee! Heri kan jeg ikke undvære Visheden.

Sophie.

De er en farlig Logerende.

Hammer.

Farlig? for hvem?

Sophie.

For min Onkel. Han veed ikke hvad han har gjort, ved at leie Dem et meubleret Værelse.

Hammer.

Men jeg vidste, hvad jeg gjorde, da jeg leiede det af ham. O! der gives visse Tilfælde, visse Hændelser, der ligesom tvinge til at tro paa den blinde Guds Forsyn.

Mel. T'en souviens-tu? disait un Capitaine.

1.

Hammer.

Erindrer De? Det var i Kongens Have,

Jeg mødte Dem den første Dag i Mai.

Jeg vendte om, og som en ydmyg Slave

I Afstand tro jeg fulgte Deres Vei.

Med en Veninde gik De under Løvet,

Som hang i Knopper over grønne Sti,

Hvor Hyacinthen dreied sig bedrøvet,

Fordi De gik saa hurtig den forbi,

Hvor Hyacinthen &c.

2.

Sophie.

Og da jeg ud paa Gaden monne træde,

Jeg i mit Fjed bestandig skimted Dem;

De fulgte med til store Kirkestræde,

her gik jeg op, her, saae De, var mit Hjem.

Men før jeg glemte, hvad der var passeret,

De kom herind i Stuen, hvor vi boe.

»Er ikke her et Værelse, meubleret?«

Saa spurgte De, og Onkel svarte: »Jo!«

»Er ikke her« &c.

Hammer.

»Er ikke her et Værelse, meubleret?«

Saa spurgte jeg, og Onkel svarte: »Jo!«

3.

Hammer.

Og uden Omsvøb blev Accorden sluttet;

Jeg sang Triumf, thi Alt var gaaet saa godt.

Jeg flytted ind i Kamret paa Minutet,

Og denne Bolig syntes mig et Slot.

Her har jeg daglig skuet Dem, Sophie!

Det første Indtryk her jeg næret har;

Og skjøndt jeg taug, ei kunde jeg fortie,

Hvad ei paa Læben, men i Hjertet var,

Og skjøndt jeg taug &c.

Sophie.

Og skjøndt han taug, ei kunde han fortie,

Hvad ei paa Læben, men i Hjertet var.

Hammer.

Og saaledes tør jeg haabe, at den blinde Guds Forsyn fremdeles vil lede Alt til det Bedste.

Sophie.

Tag Dem iagt, at De ikke for tidlig blæser Victoria! Veed De vel, at min Onkel netop har forberedt mig paa at tage mod en Frier, og - hvad som er det Værste - tage vel imod ham?

Hammer.

Hvad hører jeg? Og hvem er den Frier? Hvad hedder han? Naar kommer han? Er han ung? er han smuk? er han elskværdig? hvor opholder han sig? Siig mig det, jeg beder Dem, for at jeg strax kan gaae hen og knække Halsen paa ham!

Sophie.

Ih Gud bevares! Vil De knække Halsen paa min Frier? Hvad skulde jeg saa gjøre med ham?

Hammer.

Spøg tilsidesat, thi det er et alvorligt Budskab, som De bringer mig! Jeg beder Dem derfor, svar mig paa mine Spørgsmaal!

Sophie.

Oprigtig talt, saa troer jeg ikke, at jeg kan svare paa et eneste af dem ..... Jo, det er sandt, ung er han ikke, saa Meget har min Onkel sagt mig; men at han er elskværdig, det forstaaer sig vel af sig selv; forresten hvad alt det Øvrige angaaer, er jeg ligesaa uvidende som De.

Hammer.

Hvorledes? De kjender ikke hans Navn, veed ikke, hvem han er?

Sophie.

Aldeles ikke; med alt Dette vil min Onkel overraske mig. Kun saa Meget veed jeg, at det er en gammel Bekjendt eller Ven af min Onkel, og at han har nogen Formue, og desuden sidder i et godt Embede. De kan nok tænke, at det sidste Synspunkt især er afgjørende, thi da jeg desværre selv har nogen Formue, vilde det i min Onkels og Formynders Øine være en sand Mesalliance, om jeg giftede mig med en Uformuende.

Hammer.

O de fordømte Pengehensyn!

Sophie.

De har Ret i det.

Hammer.

Men bedste Sophie, siden De giver mig Ret, saa er De da vel bestemt paa at sige denne Frier Nei?

Sophie.

Ifald mit Hjerte tør svare ham, da bliver det sikkert et Nei.

Hammer.

O men saa lad Deres Læbe føre Hjertets Sprog!

Sophie.

Det har den netop isinde. Men for ikke at gjøre min Onkel vred, maa jeg gaae varsomt tilværks. Jeg tør ikke strax med rene Ord sige Nei; jeg maa give et ubestemt Svar, for at vinde Tid.

Hammer.

O nei, ingenlunde! Hvad kommer ud deraf? De maa langt hellere strax i den allerførste Samtale give ham et bestemt og afgjørende Svar, et formeligt Nei; saa er Knuden løst, og saa veed han, hvad han har at rette sig efter.

Sophie.

Det vil jo meget komme an paa, hvorledes den første Samtale falder; det er ikke sagt, at han strax begynder paa sit Frieri.

Hammer.

Jo, det gjør han sikkert, og under alle Omstændigheder er det bedst, at De strax svarer Nei til Alt hvad han siger; saa bliver han lidt efter lidt vant til at høre Ordet.

Sophie.

Det var da en curiøs Begjæring! Dersom han nu siger, at Veiret er smukt idag, skal jeg saa svare Nei?

Hammer.

Om han saa sagde, at De selv var smuk, gjorde De bedst i at sige Nei, for at vise ham, hvor lidet De ønsker at behage ham.

Sophie.

Ja, det var en anden Sag; men ....

Hammer.

Og selv Veirets Skjønhed kan De gjerne benægte.

Sophie.

Da er det dog meget smukt idag.

Hammer.

Ligemeget! han seer deraf, at De har Lyst til at være af en anden Mening end han, at De er uenig med ham i Alt, at De i ingen Henseende harmonerer med ham.

Sophie.

Men dersom han nu siger: »Høistærede Jomfru! jeg hedder Peter, Frands, Poul, Jens, Jacob,« eller hvad det nu kan være: vil det da ikke være besynderligt, om jeg svarer Nei? og maa han ikke tænke, at det er Noget, som han selv bedst maa vide?

Hammer.

De kan svare Nei alligevel.

Sophie.

Hvorledes?

Hammer.

Dersom han har mindste Forstand eller Takt, vil han forstaae det saaledes, at De ikke engang skjøtter om at kjende hans Navn, at De vil ignorere Alt hvad der angaaer ham, lige indtil Navnet .... De leer?

Sophie.

Jeg kan ikke lade det være, naar jeg tænker paa alle de Betydninger, som De vil have lagt i et Nei.

Hammer.

O da er jeg langt fra at lee! For mig er Sagen af yderste Alvor .... Hvorledes! De vedbliver at lee?

Sophie.

Men er det muligt Andet?

Hammer.

Jeg sværger Dem til ved Alt hvad der er helligt, at det er i fuldeste Alvor, jeg beder Dem om at affærdige denne Frier med lutter Nei'er, og ikke sige et Ord foruden dette. Indlader De Dem først med ham i en Samtale, sætter De Deres Ord paa Skruer, saa veed De ikke selv, hvor vidt det kan føre Dem, og hvilke Misforstaaelser det kan foranledige. Derimod dette lille eneste Ord, det kan bruges til Alt, og det har den store Dyd at være klart, tydeligt og forstaaeligt .... O! men Deres Latter kunde bringe mig til Fortvivlelse. Lov mig, lov mig, jeg beder Dem .... (Det banker paa Døren i Baggrunden.) Gud! Dersom det var ham!

Sophie.

Jeg løber min Vei, ihvem det saa er. (Løber ind i Værelserne.)

Hammer.

Kom ind!