En Skare Kjøbstedfolk.
Hans.
Nu troer jeg, at vi ved Maalet staae,
Og Løn for Møien vi snart vil faae.
Det er en gammel, agtværdig Skik,
Som holder endnu bestandig Stik,
At drage til Skoven om Efteraaret,
Og plukke hvad Nøddebusken har baaret.
Jeg haaber, Kone, du har ei glemt
Syposen hjemme, thi det var slemt.
Mette.
Nei, lille Mand! Og see, den er stor,
Den rummer adskillige Pund, jeg troer.
Hans.
Du, Jens, min Søn, du husked vel nok
At tage med dig din krogede Stok,
Som er ved Plukningen saa beqvem?
Jens.
Her er den, Papa, den er meget nem,
Og min Kone, Maren, din Svigerdatter,
Har ogsaa medbragt sin største Pose.
Jens.
Og seer du, Fatter,
Vor Søn, af hvem jeg mig ikke vil rose,
Er en Pokkers Dreng: vor lille Mads
Kryber op i Træet, han er tilpas
Til at bane sig Vei til den øverste Top,
Hvortil selv Stokken ei rækker op.
Hans.
Den Tolvaars-Dreng er saa rask som kjøn,
Jeg mærker, han er min Sønnesøn.
Mette.
Ja, det er en prægtig lille Pog.
Peer.
Hr. Hans! jeg ogsaa har Kjep med Krog.
Mette.
Vor Datter Gine
Er forsynet med mageløse Lommer.
Gine.
Og Peer har en Datter, som hedder Line,
Og Poul har en Søster, som hedder Bine,
Hver af dem, med Pose bevæbnet, kommer.
Hans.
Saaledes er Alting da parat.
Saa kryb nu op, du lille Krabat!
I Toppen kommer kun du allene,
Vi Andre vil staae paa de lavere Grene.
Maren.
Men fald ei ned, min søde Mads!
Mads.
Og om saa var, jeg er ikke af Glas.
Hans.
Det er Pokker til Hoved, den Dreng han har!
Mette.
Det mangler ham aldrig paa kløgtigt Svar.
Jens.
Han skabtes til noget Stort at være.
Maren.
Han bliver engang Familiens Ære.
Peer
(til Poul).
De tale vel meget i høie Toner.
Hans.
Det er mærkeligt nok: tre Generationer
Ere samlede her for at plukke Nødder.
Velan, saa bruger nu Hænder og Fødder
Og krogede Kjeppe, gode Mænd,
Mens Damerne brede Forklæder hen,
Hvori de sanke med Ivrighed,
Hvad vi Andre kaste fra Træet ned.
Chor.
Nu pluk!
Pluk, pluk!
Alt falde de vægtige Nødder
I Pigernes Skjød fra den gyngende Top.
Nu buk,
Buk, buk
Dig ned ved de knudrede Rødder
Og sank dem i Forklædet op.
Jeg svimler heroppe ved ned at see,
Over alle de Skjønheder bøiet.
Nu luk,
Luk, luk
De smilende Læber, som mod mig lee,
Og luk for Skjelmen i Øiet.
Hr. Nabo! jeg tørster, saavidt jeg kan mærke,
Thi sluk,
Sluk, sluk
Min Tørst, lad mig laane din Lærke.
Tilgiv, at tilbunds jeg den stikker!
Kluk kluk,
Kluk kluk,
Det er Damernes Skaal, som jeg drikker,
Mens Fuglen lig, der forlod sit Buur,
Jeg skuer fra Høiden en rank Figur,
Saa smuk,
Smuk, smuk,
At et Nedblik maatte mig friste.
Ja suk,
Suk, suk,
Mit Hjerte, kun ikke du briste!
Nu pluk,
Pluk, pluk!
Her kaster jeg Grenen, den sidste.
Hans.
Min Tro! vi fik en rigelig Høst.
Men efter Arbeid forlanges Lyst.
Nu, mener jeg, er der kun Eet tilbage:
At i Mag og Ro vi paa Nødderne smage.
Mads.
Min Bedstefa'er taler som Philosoph.
Hans.
Den Dreng er dog af et eget Stof,
Han kjender endog Philosophie.
Jens.
Ja, det er et mageløst Genie.
Hans.
I Græsset her vi os leire vil,
Mens ugeneert Enhver sig strækker,
Og vi prøve, hvad Nødderne due til.
Men, Kone, hvor er vor Nøddeknækker?
Mette.
Ak! Noget skal man dog altid glemme;
Vor Nøddeknækker er bleven hjemme.
Hans.
Hvorledes! Nu har jeg hørt saa galt!
Mette.
Ja, bedste Mand, det er ret fatalt.
Men, Jens, maaskee har du din i Lommen?
Jens.
Desværre, min egen er forkommen;
Jeg stolede paa, her var en anden.
Maren.
Vor lille Mads har slaaet den for Panden,
Han legede med den som Soldat,
Og slog den istykker reent placat.
Hans.
Saa maae vi laane hos fremmede Mænd,
Og love dem, de skal faae den igjen.
Mon ikke der findes en hos Jeppe,
Eller ogsaa hos Christen?
Gine.
Jeg troer det neppe.
Hans.
Hr. Peer! tillad mig eder at spørge,
Om I kan med Nøddeknækker forsørge.
Peer.
Nei, det er dog mærkeligt! den har jeg glemt.
Men Poul maaskee?
Poul.
Ak nei! For Fanden!
Jeg Tosse den glemte.
Hans.
Det var da slemt!
Men saa maa her være nogen Anden .....
I gode Herrer og Damer her!
Behager at høre mit Ord: Enhver,
Som er forsynet med Nøddeknækker,
Og vil være saa god at lægge den til,
Den høire Haand iveiret rækker,
(Eller ogsaa den venstre, hvad helst han vil);
Men Alle, som ingen Knækker bære,
Have den Godhed at lade det være.
Chor.
O Vee! o Nød!
Ei Nogen vover sin Haand at række.
Vi maae Hænderne lægge
Med Flauhed i Skjød!
O haarde Stød!
Hvordan skal vi Nødderne knække?
Hans.
Det eneste Raad, som nu jeg kjænder,
Er at knække dem da med egne Tænder.
Jeg selv mig ikke dermed befatter,
Men jeg tænker, min Kone, min Søn og min Datter
Ere villige til .....
Mette.
Men, kjære Mand!
Du veed, jeg har en forloren Tand,
Og den har kostet dig fem Rigsdaler;
At spendere de Penge, det gaaer ei an.
Hans.
Du har Ret; men maaskee da vor Gine kan.
Gine.
Nei Tak! dertil mig Ingen befaler.
Hans.
Min Søn, min Støtte! har du Mod dertil?
Jens.
Nei, Fader, jeg nødigt prale vil.
Men jeg tænker, min Mads, min unge Pode,
Maa have Tænder, som ere gode.
Hvor er han dog? Jeg vil strax ham kalde.
Maren.
Nei nei! han har ikke skiftet dem alle.
Hans.
I gode Herrer og Damer her!
Behager at høre mit Ord: Enhver,
Som er forsynet med stærke Tænder,
Og vil være saa god at lægge dem til,
Iveiret maa løfte begge Hænder,
(Eller ogsaa den ene, hvad helst han vil);
Men Alle, som svage Tænder bære,
Have den Godhed at lade det være.
Chor.
O traurige Kaar!
Ei Nogen vover sin Tand at byde;
Man saa let kan den bryde
Paa Skallen haard.
Det bedrøveligt gaaer!
Hvordan skal vi Nødderne nyde?
Et Egern
(i Trætoppen).
Knik knak!
Knik knak!
Saadan gaaer det til.
Det lurvede Pak
Bestjæle mig vil,
Mig skille ved Nøddernes Føde,
Og kan ikke formaae
Gjennem Skallen at naae
Til Kjernen, den liflige, søde.
Mig smager den ret,
Mig er det saa let,
Hvormed Disse sig Hovedet brøde.
Vil I see, hvori Knuden den stak?
Vil I see, om jeg rigtig forstod 'et?
Her spiser jeg Nødden, da Skallen brak,
Hvorpaa jeg, til Tak,
Knik knak,
Knik knak,
Jer Skallerne kaster i Ho'det.
Chor.
Uforskammede Kræ!
Umælende Fæ!
Kaste Skaller paa Dyrenes Herre!
Egernet.
I kan glæde jer ved,
At jeg ikke derned
Lod falde Det, som er værre.
Chor.
Nu gaaer det for vidt! Du skal komme tilkort!
Lad os stene den Tølper af Træet bort!
Hans.
I gode Herrer og Damer! Et Ord!
Vi til den dannede Classe høre,
Og vil os ikke gemene gjøre
Med den Pøbel, som her i Skoven boer.
Jeg selv er Krigsraad, min Kone Frue,
Og her er Flere, som er af Stand.
Jens.
Men Knægten er fiin; velklædt er han;
Har du seet hans Pels, hans Slæb og hans Hue?
Hans.
I vore Tider det gjælder ei meer,
I alle Dragter man Pøbel seer.
Chor.
Hvad skal vi Stakler da finde paa?
Hvordan skal vi Kjernen af Skallen faae?
Hans.
At knuse Skallen med tvende Stene
Er det eneste Middel, skulde jeg mene.
Chor.
Hvilken taabelig Sladder!
Saa gaaer Kjernen i Smadder.
Hans.
Om mit Raad ei Bifald vinder, jeg veed,
I kunde dog svare med Høflighed.
Chor.
Nei, nei, Kammerat!
Nu er Massen desp'rat.
Naar den Hunger skal lide,
Det maa du vide,
Gaaer det galt i en Stat.
Du dig troer noget Stort,
Til vor Fører du selv dig har gjort,
Blev ei valgt ved vor Stemme,
Og nu du os gjækker!
Hvi lod du din Knækker
Blive derhjemme?
Hvorfor lod din Søn
Sin Mads, som han holder for vittig og skjøn,
Og trækker omkring med som Bjørnetrækker,
Være Knækkerens Knækker?
Alt længe vi følte den tunge Vægt
Af dig og din Slægt;
Og var du end Krigsraad hundrede Gange,
Det gjør os ei bange,
Vi dog hænge dig op ved de lange Been
I Træets Green.
Chor.
Til Værket! Velan!
Kom, Krigsraad! Og var du endog Baron ....
Mads.
Ha hvilken frygtelig Revolution!
Hans.
Er der Ingen tilstede bag disse Træer?
Er der Ingen til Hjelp?
Chor bag Skoven.
Hjelp en er nær.
Chor paa Scenen.
Tys! tys! Hvad var Det?
Hørte jeg ret?
Hvad er Det for en Skare,
Som vil Skurken forsvare?
Gine.
Papa! knap troer jeg mit eget Øie,
Og dog er det saa, jeg seer det jo nøie:
Smaabitte Mænder mylre frem,
Med Nisser kunde man ligne dem,
De har tykke Hoveder, korte Been
Og svære Maver. Nei, sikken Een,
Som gaaer i Spidsen og fører dem an!
Hans Ansigt er fast en eneste Tand,
Rød er hans Trøie, besat med Snore,
Han har Sabel ved Siden, paa Støvlen Spore.
Ifald han kun mere velskabt var,
Saa vilde jeg troe, han var Husar.
Min Gud! det er Nøddeknækkere, Fatter,
Accurat som man seer dem i Isenboden,
Men med levende Lemmer, rappe paa Foden!
Hans.
Tilforladelig, du har Ret, min Datter!
Første Nøddeknækker.
I Skoven hørte vi Larm og Støi,
Og hurtigt frem af vort Skjul vi fløi.
Naar jeg siger, vi fløi, er det Metaphor,
Thi vi kravlede frem af den dybe Jord,
Af en Kjelder, hvor Muldvarpen hos os boer.
Et Egern just havde bragt Besked
Om et æret Selskabs Forlegenhed,
Som og om sit eget uvorne Styr.
Med Riis vi tugted det uartige Dyr;
Saa skyndte vi os, for Hjelp at yde;
Det er just vort Fag. Vil De Nødder nyde,
Vor Mund har en Qværn, som Stene maler,
Vi knække saamange, som De befaler,
Naar et svagt Abonnement De betaler.
Hermed, jeg tænker, er Enhver tilfreds,
Og Freden stiftet i Deres Kreds.
Lad det ærede Selskab faae Nødder knækket,
Men ikke Halsen paa hinanden brækket.
Chor.
Herligt! Hurra!
Hvad Nød har vi da?
Alle nu ville vi Venner være,
Og de piinligt ventede Nødder fortære.
Mette
(til Første Nøddeknækker).
Modtag en rørt Families Tak!
Vor Støtte, vor Værge, vor Ven, vor Fader
Af truende Farer ud De trak.
Hans.
Ædle Velgjører! De mig tillader,
At jeg spørger om Deres ærede Navn,
Thi tilvisse, mit Hjerte føler et Savn,
Indtil jeg faaer tolket til Deres Priis
Min Erkjendtlighed i vor Adresse-Avis.
Første Nøddeknækker.
Meget forbunden, kjære Mand!
Men at sige mit Navn, det gaaer ei an.
De maa vide, jeg og min hele Flok
Er anonyme; De begriber nok,
At det kan have gyldige Grunde
For hvem der har saa enorme Munde.
Thi, seer De, det Arbeid var dog omsonst
At knække Skallen, hvis ei vor Kunst
Bestod i, Kjernens Værd at bedømme,
At dadle den eller og den berømme.
Derom maa jeg forud Dem underrette,
(Thi Forord bryder ingen Trætte),
Mine Herrer og Damer: Naar Skallen vi knække,
Kan vi Nødden ei strax til Spise række,
Ei før De har hørt en grundig Dom
Og en lille Forelæsning derom.
Chor.
Fortræffeligt!
Det er lærerigt;
Utile dulci kalder man Sligt.
Første Nøddeknækker.
Og hænder det sig, at vi Kjernen laste,
Saa maae De den strax paa Jorden kaste,
For Himlens Skyld ikke spise den.
Hans.
Men ikke sandt, høistærede Ven,
De vil dog vel ikke laste dem alle?
Første Nøddeknækker.
Det maa komme, som det sig bedst kan falde,
Bestemte Løfter jeg nødig giver,
Thi Upartiskhed er al vor Iver.
Og her er mange Nødder iaar,
Som Enhver, der sig paa Nødder forstaaer,
Umuligt kan Andet end vrage.
Desuden have vi Grund til Klage;
Jeg skal sige Dem, men i Fortrolighed,
Især ifald De det ikke veed:
Her boer i Skoven en Slags Gudinde,
Forresten en smuk og anseelig Qvinde,
Saa at sige, Frugtens Forfatterinde.
Hendes Navn er Pomona, vi Knækkere maae
Under hendes Scepter desværre staae,
Og i Meget, som ei er saa rart, os finde.
Vort lille Laug - jeg kalder det saa,
Fordi vi selv jo kun ere smaa,
Thi af Antal ere vi ikke faa -
Har villet udvide sin Bedrift,
Men fik et Afslag, og det var stift.
Vi gav en ydmyg Ansøgning ind,
At det maatte behage hendes høie Sind,
At hver en Knækker, som Lauget tæller,
Fik ogsaa Bevilling som Æbleskræller.
Men gjætter De, hvad hun svarte, monstro?
At Nødder var Eet, men Æbler var To,
- Iøvrigt en høist besynderlig Sætning,
Hvis Mening undflyer den dristigste Gjetning, -
Men, føied hun til, - og det kan man forstaae -
Desuden maatte hun sige som saa,
- De vil mærke, Konen er ikke fiin -
At hun kastede nødigt Æbler for Sviin.
De begriber vel, efter saadan en Skose
Er man ikke genegen til at rose,
Og følgelig vil det Dem ei frappere,
Om vi temmelig mange Nødder cassere.
Hans.
Jeg seer, De har skammelig Uret liidt,
Men Saadant hændes desværre tidt.
Jeg indseer sandelig ikke heller,
Hvorfor ei Den, som med Nødder faaer Bugt,
Skulde være capabel som Æbleskræller;
Baade Nødder og Æbler ere dog Frugt.
Vi have hos os, og det midt i en By,
Hvor Privilegier ellers er strenge,
En Corporation, som er langtfra ny,
Men tvertimod subsisterer længe:
Jeg mener Frugt- og Vildthandler-Faget,
Hvorover hidtil Ingen har klaget,
Skjøndt Vildtet dog ikke voxer paa Træer,
Og Frugten skydes ei med Gevær.
Første Nøddeknækker.
Jeg takker! Deeltagelse gjør saa godt;
Fik vi dog Ønsket bevilget blot!
Chor.
Men nu til Sagen!
Lad os Tiden ei trække.
Det lider med Dagen,
Begynder at knække,
Begynder jer' Vragen!
Første Nøddeknækker.
Giver hid eders Poser!
Giver hid, giver hid!
Chor.
Mon han dadler? mon han roser?
Naar faaer man en Bid?
Første Nøddeknækker.
Lutter Politik
I den Pose jeg fik.
Her er Æsthetik,
Og her er Poesie,
Og her Dramaturgie,
Og her hviler mit Blik
Paa Philosophie.
Brødre! kommer hid
For at dele min Slid!
Hver har sit Fag,
Hver af jer nu tag
En passende Part,
Saa faaer Arbeidet Art
Og gaaer i en Fart.
Chor.
Men det regner, det regner!
Under Møien man segner.
Paa en frygtelig Maade
Vore Damer blive vaade.
Skrækkelige Dag!
Bedst man troer sig i Mag,
Møder der med Eet
Ny Difficultet.
Nøddeknækkerne.
Kommer ind her i Læ,
Hvor sig hvælver et Træ,
Ved dets Fod er en Hule,
Hvori Værkstedet ligger;
Der kan man skjule
Sig godt og være sikker.
Lad saa Regnen fortrække,
Mens vi Nødderne knække.
(Alle ile bort.)
