Johan Ludvig Heibergs Nye Digte, 1841, markerer højdepunktet af hans karriere som kulturkritiker og digterfilosof. Ved at sprede sig over alle tre hovedgenrer – lyrik, skuespil og (vers)fortælling – søger Heiberg at skabe en ny universalpoesi, som på den ene side kritisk afslører forældede kultur- og tankeformer og på den anden side opridser deres tidssvarende alternativ, gennemstrålet af intellektets klare lys.

Om dette ambitiøse forehavende og vejen til det handler efterskriften. Hovedvægten er lagt på Heibergs forvaltning af inspirationen fra Hegel, som fører digteren frem til det modernes tærskel – uden at han overskrider den.