Første Scene.

Keiser (siddende ved Bordet paa høire Haand i Forgrunden.)

Rose (bringer ham en Flaske og et Par Glas.)

Rose.

Her er Vinen, Herr Keiser!

Keiser

( seer paa hende med Forundring og springer op.)

Hvad seer jeg? Rose! Du her?

Rose.

Til Tjeneste, Herr Keiser!

Keiser.

Men hvorledes gaaer det til? Har Du forladt Studenterforeningen?

Rose.

O nei! Jeg vender tilbage dertil, naar Kildetiden er forbi. Men saalænde den varer, er jeg her som Opvartningspige. Her vanker gode Drikkepenge, skal jeg sige Dem.

Keiser.

Drikkepenge! Du har Ret. ( giver hende Penge) See her, mit Barn!

Rose.

O det var saamæn ikke derfor, jeg sagde det.

Keiser.

Behold dem, Rose, behold dem, som et ringe Tegn paa min overvættes Glæde over at træffe Dig her.

Rose.

Herren er alt for god at glæde sig over saa lidt.

Keiser.

Nei Rose, det er ikke lidt; det er en Himlens Styrelse.

Rose.

Hvorledes det?

Keiser.

Du kan gjøre mig en overordentlig Tjeneste.

Rose.

De har at befale.

Keiser.

Kan Du huske den Aften i Vinter, da Du mødte mig paa Trappen i Studenterforeningen, og sagde til mig: »Herr Keiser, De er bleven saa alvorlig, saa stille; De gaaer Deres lige Gang, og seer hverken tilhøire eller tilvenstre. Naar man ikke vidste bedre, skulde man troe eet af to: enten at De er forelsket, eller at De gaaer i Giftetanker.«

Rose.

Ja, det kan jeg godt huske, og jeg troer heller ikke at jeg tog Feil.

Keiser.

Nei, visselig ikke. Hør, Rose, Du er en forstandig, en listig Pige. Dig tør jeg gjerne betroe Sandheden.

Rose.

Det skal Herren have Tak for; men saa maa De love mig, at De ikke betroer mig noget som jeg allerede veed.

Keiser.

Som Du allerede veed? Veed Du da allerede noget?

Rose.

O det er ikke stort hvad jeg veed. Men Navnet paa hende, som Deres Hjerte brænder for, behøver De i det mindste ikke at sige mig.

Keiser.

Du sætter mig i Forundring. Men hvorledes skulde Du kunne vide det? Jeg har holdt det saa hemmeligt. Ikke en eneste Fortrolig har jeg.

Rose.

Det siger intet. Med en lille Smule Øvelse lærer man snart, at læse enhver ung Herre hans Kjærestes Navn ud af Øinene.

Keiser.

Det er umuligt. Hvem er det da?

Rose.

Det er en Pige .....

Keiser.

Ja, det er sandt.

Rose.

I Kjøbenhavn.

Keiser.

Rigtig.

Rose.

Hun har en Fader .....

Keiser.

Ja, det har alle Piger.

Rose.

Som er en lærd Mand.

Keiser.

Lærd? Nei, Du er paa et galt Spor.

Rose.

Ja, da er han dog i det mindste Bogbinder.

Keiser.

Men Du er en Hexemester.

Rose.

Og hedder Pryssing.

Keiser.

Men hvor i al Verden .....

Rose.

O tie stille, Herre! Vi Piger vide Beskeed om alt sligt. Jeg har allerede længe vidst, at De var skudt i JomfrueViva Pryssing.

Keiser.

Nu, finder Du ikke at min Smag er god?

Rose.

Fortræffelig. - Og jeg skal sige Dem mere. Hun har sat Dem Stævne her ude i Dyrehaven idag, her i Teltet.

Keiser.

Nei, nu troer jeg virkelig, Du staaer i Pagt med .....

Rose.

O tal ikke ud! Hvem skulde jeg staae i Pagt med? Med en lille Fugl som fortæller mig alt nyt.

Keiser.

Det maa være een af Odins Ravne.

Rose.

Saamæn! den har meget tilfælleds med en Ravn; den er sort som en Ravn, den snakker som en Ravn, og den er forslugen som en Ravn.

Keiser.

Men hold dog op at tale i Gaader.

Rose.

Velan, jeg vil ikke fixere Dem længere. Min Ravn er hverken meer eller mindre end Herr Trop.

Keiser.

Trop? Den gamle Student, som har læst til juridisk Examen i over 30 Aar, og endnu ikke har faaet den?

Rose.

Netop ham. Han har sagt mig, at Herr Pryssing var ventendes herud idag med sin Datter, og deraf kunde jeg jo let slutte, at De ogsaa vilde komme.

Keiser.

Men hvorfra i al Verden kjender Du den gamle Kegle?

Rose.

Jeg har godt for at kjende ham; han boer jo her i Teltet.

Keiser.

Hvorledes?

Rose.

Han har tinget sig i Kost og Logis herude, saalænge Kildetiden varer, for en Rigsdaler om Ugen.

Keiser.

Hvorfor?

Rose.

Ja, det maa vor Herre vide. Han gjør ikke andet end skrive og skrive og skrive.

Keiser.

Hvad skriver han da?

Rose.

Det forstaaer jeg mig ikke paa. Men De behøver blot at lukke Bordskuffen op, den er ganske fuld af hans Skrifter.

Keiser

( aabner Bordskuffen, tager nogle Papirer ud, og læser.)

»Forsøg til en Kunstkritik over ..... Tr..... Trom.... Tromme-Majorens sceniske Fremstillinger. Paa en Tid, da al Sands for høiere Kunstnydelse synes at være forsvunden, var det et dobbelt glædeligt Phænomen for Anmelderen, at høre denne brave Kunstner, hvis Forestillinger han imidlertid var forhindret fra at overvære, formedelst en Forkjølelse der havde slaaet sig paa Øret .....« Ha ha ha! han maa være gaaet fra Forstanden.

( lægger Papirerne tilbage i Skuffen.)

Rose.

Ja meget klog er han just ikke.

Keiser.

Ih det er jo fortræffelige Løier. Jeg kjender ham godt. Hvor er han?

Rose.

Han gjør sig en lille Eftermiddagstour oven paa Maden. Om et Øieblik maa han være her. Men hvad var det for en Tjeneste jeg skulde bevise Herren?

Keiser.

O Din Strik! naar Du veed al Resten, saa veed Du det med.

Rose.

Nei saavidt rækker ikke mit Syn.

Keiser.

Kjære Rose! Du skal begunstige min Sammenkomst med Viva, see at faae Faderen beskjæftiget, og i det mindste ikke røbe os for ham.

Rose.

Ikke andet end det? Ja det forstaaer sig jo af sig selv. Men jeg haaber da, at De har redelige Hensigter, og begjærer Jomfruens Haand af Faderen, saasnart Leiligheden tilbyder sig.

Keiser.

Jeg har intet varmere Ønske end dette. Men jeg tør endnu ikke tænke paa at gaae aabenlyst tilværks; thi Pryssing er i daarlige Omstændigheder, og forlanger at hans Svigersøn skal have contante Penge, for at kunne hjelpe ham ud af hans Forlegenhed. Han har allerede for nogen Tid siden paa en ikke meget høflig Maade ladet mig forstaae med, at jeg skulde blive ham fra Halsen.

Rose.

Det kan De jo let føie ham i, naar De blot ikke bliver Jomfruen fra Halsen.

Keiser.

Du har et snildt Hoved, Rose. Du gjør endnu Din Lykke her i Verden.

Rose.

Det haaber jeg ogsaa, thi jeg forlanger ikke Umuligheder. Min Brudgom skal ikke bringe mig baade Kjærlighed og Penge.

Keiser.

Du troer ikke at det kan forenes?

Rose.

Nei, man kan ikke have to Inclinationer ad Gangen.

Mel. Steh' mal auf, steh' mal auf, junger Schweitzerlbub.

Keiser.

( tager nogle smaa Breve ud af sin Portefeuille.)

Vil Du see?

Disse tre

Har hun skrevet mig til;

Jeg gjemmer dem tro paa mit Bryst,

O ja!

Men især

Dette her

Jeg nu læse Dig vil;

Dets Ord er min Lykke, min Trøst.

( Læser.)

»KjæreVen! som en Fugl der forlader sit Buur,

»Skal jeg sværme med Dig i den unge Natur.

»I det Telt

»Der hos Pelt,

»Hvor der vaier et Flag,

»Du seer mig i Eftermiddag.«

BEGGE

( læsende.)

»Kjære Ven!« &c.

Keiser

( idet han gaaer hen og skjænker i Glassene.)

Kom nu hen

Til Din Ven,

For at klinke med ham.

Rose.

Nei, Herre! jeg takker for mig,

O nei!

KEISER

(bringer hende Glasset.)

Hvilken Snak!

ROSE

(tagende det.)

Mange Tak!

Men det er dog en Skam.

Keiser.

En Skaal vil jeg drikke med Dig:

Gid hun leve, den Nymphe, til Elskendes Held,

Hun som Hjerter forener ved sprudlende Væld!

Kirsten Piil!

O dit Smiil

I det klare Krystal

Min Lykke bebude mig skal.

BEGGE

(i det de klinke.)

Gid hun leve, &c.

Keiser.

Saadan skal det være! I Kildevandet drikker man sin Elskedes Skaal; men Kildenymphens egen Skaal bør drikkes i Viin.

Rose.

Ja, det er ogsaa min og Vertens Mening, Herr Keiser. Nu, jeg ønsker Dem til Lykke. Jeg skal i alle Maader være paa Deres Bedste. Naar De vil mig noget, behøver De blot at kalde ind i Teltet.

Keiser.

Gaaer Du bort?

Rose.

Ja, jeg har allerede opholdt mig for længe. Der er meget at tage vare paa idag. Farvel saalænge! (løber ind i Teltet.)