Syvende Scene.

Pryssing.

Men hvad skal det Skilt betyde? (læser.) »Her forevises et sjeldent Dyr.« - Hvad er det? Er han bleven Bjørnetrækker?

Trop.

Nei, det er ingen Bjørn.

Pryssing.

Hvad da?

Trop.

O det er saadant et Dyr som jeg har lagt mig til herude.

Pryssing.

Og det vil han vise frem for Penge?

Trop.

Ja jeg vil, Herr Pryssing!

Pryssing.

Det gaaer ikke an! Ingenlunde! Vil han paa eengang være baade Kunstner og Criticus? Det skikker sig ikke. Hvem skulde saa recensere ham og hans Dyr?

Trop.

Det skal vi nok gjøre selv.

Pryssing.

Ja, det maatte da skee flint, meget fiint, for at ingen skulde mærke det.

Trop.

Ja lad mig kun om det.

Pryssing.

Og at saa de Arbeider han har for mig, ikke komme til at staae tilside for dem, som han har for sig selv.

Trop.

Jeg skal nok besørge det ene og det andet. Jeg er jo vel nødt til at sørge for mig selv. Troer Herr Pryssing maaskee, jeg kan komme ud af det med een Rigsdaler om Ugen, naar jeg først skal see alle Kunsterne og dernæst leve af naturlig Føde?

Pryssing.

Aa hvad! Det er en meget god Betaling.

Trop.

Jo, jeg takker. Og saa skylder De mig ovenikjøbet for de sidste 14 Dage. Jeg skal have to Rigsdaler.

Pryssing.

Han skal have Fanden og ikke to Rigsdaler. De Penge har jeg holdt tilbage for Menneskeslægtens Ødelæggelse.

Trop.

For Menneskeslægtens Ødelæggelse?

Pryssing.

Ja, for hans Tragedie, Menneskeslægtens Ødelæggelse, som han har givet mig til at indbinde.

Trop.

Og som De nu har havt i en heel Maaned, uden at gjøre noget ved den.

Pryssing.

Jeg har havt andet at bestille. Naar det første Nummer af mit Ugeblad er kommet ud, saa begynder jeg paa hans Ødelæggelse.

Trop.

Jeg længes saameget efter at faae den indleveret.

Pryssing.

Aa Snak! Jeg har sagt ham det over ti Gange, der kommer ikke noget ud af at han bringer Ødelæggelsen paa Theatret. Folk vil nu hverken ødelægges eller opbygges.

Trop.

Vær De rolig og arbeid De frisk væk paa Menneskeslægtens Ødelæggelse.

Pryssing.

Ja, ja! Nu skal jeg tage fat paa den.

Trop.

Men siig mig ikke at saadant et Bind skal koste to Rigsdaler.

Pryssing.

Hør nu, vær nu rimelig. Han vil have sin Ødelæggelse stiv. Ikke sandt?

Trop.

Jo.

Pryssing.

I Maroquin?

Trop.

Ja.

Pryssing.

Forgyldt?

Trop.

Ja.

Pryssing.

Naa? Nu kan han selv gjøre Regning. Naar hans Ødelæggelse skal forgyldes, saa kan den nok komme til at koste ham to Rigsdaler.

Trop.

Aa hvad! det er det samme. Tilsidst gaaer dog Forgyldningen af den. Saa lad den ligesaagjerne blive borte, men saa skal De derimod gjøre mig en Tjeneste.

Pryssing.

Og det er?

Trop.

De skal binde den i to Bind.

Pryssing.

Hvorfor?

Trop.

Jo, for den er stor nok dertil. Desuden har jeg læst, at Eenaktsstykker fordærve Smagen. Een Akt er ogsaa for lidt til den hele Menneskeslægts Ødelæggelse. De skjærer den tvers igjennem i to lige store Parter, og binder hver ind for sig, det har meer Anseelse. Naar det ikke koster meer at redde Smagen, hvorfor skulde vi saa ikke gjøre det?

Pryssing.

Ja ja, det skal jeg føie ham i. Er saa alting godt?

Trop.

Saa lad det blive derved.

Pryssing

(seer sig om.)

Viva! - hvor blev hun nu af?