Første Scene.
Fader Berg. Ulla Winblad. Mollberg.
Fader Berg (staaer ved Disken, og seer
paa Mollberg, som, spillende paa sin Violin, indøver en Dands med Ulla).
N° 1.
Mel. Fredmans Epistel N° 69.
[noder udeladt]
[noder udeladt]
2.
Mollberg,
(standsende Dandsen).
Mamsel Ulla! tør jeg bede,
At Hun mærker nøie,
At der først skal gjøres Kjede
Ved den tolvte Tact.
(Afsides)
Ak! i denne snørte Trøie
Hun mit Sind forvirrer,
Haanden bæver, Foden dirrer,
Jeg har tabt min Magt.
(Høit)
Mærk sig den Ting,
At Hun skal baglænds neie,
Og i et Sving
Med Slæbet Gulvet feie.
Hold sig rank, Hun smukt maa tage
Skuldrene tilbage.
Saadan! Rigtig! Pinedød!
Ja saadan er Hun sød.
3.
Ulla.
Prægtigt gaaer det, jo jeg takker!
Jeg skal nok brillere,
Naar jeg har en saadan Makker
I vor nye Dands.
Jeg paa Ballet skal charmere,
Og, naar jeg betræder
Dandsebodens glatte Bræder,
Vinde Bifaldskrands.
Vi To, jeg veed,
Fremstille skal iaften,
Jeg Yndighed,
Og du, Bro'r Mollberg, Kraften.
Ja, man skal mig admirere,
Jeg skal triumfere,
Vist jeg skal paa Grønnelund
Berømmes af hver Mund.
4.
Mollberg.
Nu, saa lad os atter prøve
Stedet, hvor vi standsed.
Tredie Mand vi her behøve.
(Til Fader Berg)
Du er her tilpas.
Fader Berg.
Mollberg, jeg har aldrig dandset.
Mollberg.
Det gjør ei til Sagen.
Her staaer du, og Lysestagen
Er din Dames Plads.
Nu passer paa
Med Alvor og andægtigt!
Fader Berg.
Det vil ei gaae.
Mollberg.
Ih Snak! det gaaer jo prægtigt.
Venstre Haand! Ja, ganske rigtigt!
Høire Haand! Forsigtigt!
Saadan! det var godt, ei sandt?
Alle Tre.
Jo, nu gik det charmant.
Recitativ.
Mollberg.
Men Ulla, vogt dig! du er echaufferet.
Lad mig Saloppen om din Skulder vikle.
Og du, Faer Berg, bring hid en Hjertestyrkning,
En kraftig Drik, hvis Virkning man kan føle,
For at vor Ulla maa sig ei forkjøle.
Fader Berg.
Hvad skal det være?
Mollberg.
Ha! Hvor kan du spørge?
Du vil dog sagtens her ei byde Finkel?
Er din Forstand ei altfor tynd og spinkel,
Saa hent os hist fra Disken fix og færdig
En ædel Drik, som er vor Ulla værdig;
Med eet Ord: sæt os frem
En stærk Liqueur, men dertil angenem.
Fader Berg.
Jordbær-Liqueur?
Fader Berg.
Det kan jeg tænke.
Mollberg.
Men kom gesvindt!
Fader Berg.
Nu skal jeg strax den skjænke.
Mollberg.
Og du, min Ulla, sæt dig her paa Stolen,
Og dæk dig med Saloppen og med Kjolen.
Vær her for Trækvind sikker,
Og nyd vor Djurgårds-Udsigt, mens du drikker.
N° 2.
Mel. Fredmans Epistel N° 71.
[noder udeladt]
[noder udeladt]
[noder udeladt]
2.
Mollberg.
Kom, Fader Berg, og lad Glassene fyldes,
Fyld dem tilgavns med din Jordbær-Liqueur!
Ullas og Djurgårdens Skjønhed maa hyldes,
Saa har man levet, forinden man døer.
Skaal nu for Ullas, for Djurgårdens Ynde,
For Lokattens Glæder, for Grønnelunds!
Fader Berg.
Ulla! du drak ei; vil strax du begynde!
Mollberg.
Kom, Fader Berg, og lad Glassene fyldes,
Fyld dem tilgavns med din Jordbær-Liqueur!
Ulla.
See, hvor Skyen trækkes til en gylden Traad,
Og Fjordens Bølger straale som et Speil.
I det Fjerne, seer jeg, nærmer sig en Baad
Med hvide Seil.
Mollberg.
Ja, det er vort Selskab, som sig nærmer hist;
Christian Wingmark kjender jeg.
Fader Berg.
Ja ganske vist.
Ulla.
See, hvor Baaden glider!
Fader Berg.
Smidigt som en Aal.
Mollberg.
Vort Selskabs Skaal!
Alle Tre.
Vort Selskabs Skaal!
Recitativ.
Fader Berg.
Jeg hører Fodtrin lyde.
Fader Berg.
Hvad kan vel det betyde?
Mollberg.
Han iler hid fra Grønnelund maaskee,
Thi han skal jo besørge vor Souper,
Og muligt vil han derom Noget melde.
Ulla.
Maaskee han har os Noget at fortælle.
Fader Berg.
Nei, snarere han ta'er saa lange Skridt,
Af Længsel efter mig og Aqvavit.
