EN aften sent i September gik Hans nede ved søen; han havde arbejdet med sin kemi hele dagen; nu havde han læst bogen igennem, og med forsøgene var han halvvejen. Det var en stor befrielse at ha noget, der optog tankerne så stærkt; men når han gik og spaserede som nu, så mærkede han alligevel, at der var mange ting i vejen; det blev ikke godt med ham, før han kom bort fra egnen; hver aften havde han noget at tænke over, som han burde ha undgået; han var snart lige glad med at passe på; han havde opgivet at blive et ordenligt menneske, så længe han var hjemme. Men når alt var nyt omkring ham, så vilde han begynde at blive anderledes. Det var jo forbavsende, hvor alene en ting som kemi kunde hjælpe på hans humør, og nu skulde han snart til at lære mange nye ting. Han levede helt i fremtiden; nutiden kunde han ikke klare, det gjaldt bare om at få ende på den, på den ene eller den anden måde.

Ud af de høje rør dukkede en skikkelse frem og kom hurtigt hen imod ham; det var Søren.

Alle de stemninger, Hans havde gået med, forsvandt i een anspændelse, ligesom bugter på et reb, der strammes. Søren røg sigar, men nu spyttede 56|han på den, stak den i lommen og tog til at løbe; han var ikke i tvivl om, hvad han vilde; han havde gået her aften efter aften og ventet. Hans stod stille og lod ham komme; det var et meget godt sted; ingen kunde se dem. Men det var forbandet at skulle slås med den fyr; Hans havde glemt ham, men han var i fuldt raseri, inden Søren nåede ham; han genkendte lugten af ham på lang afstand. Bare han kunde ha skudt ham, inden han kom nær, så kunde han bagefter gå hen og vende ham med foden og se, om han var død.

Nå dær har vi dig, der stritter med sten, råbte Søren; her skal du se, — og han viste på arret, der gik i en rød, ujævn halvbue under venstre øje: Doktoren måtte sy mig sammen; hører du det? Han måtte sy mig sammen med silketråd; det skal din faer betale, men dig skal jeg selv betale — —

Han knyttede næverne, længe inden han kunde nå med dem, og han var endnu ikke færdig med at fortælle om sammensyningen, da han foer ind på Hans med næverne hvirvlende om ørerne på sig. Men medens han i runde buer udsendte nogle almindelige knubs mod Hans' hoved og skuldre, fik han selv et stift og hårdt stød lige oven på arret under venstre øje, og det gjorde ham aldeles følelsesløs langt ind i hodet, som om han havde rendt ansigtet ind i et riveskaft.

Søren blev bestyrtet og ude af sig selv over en så utrolig ondskab. Her kom han med sin gode ret til at slå først! Han havde ikke tænkt sig, at der kunde være den slags mennesker til. Og der sad blodvand på hans fingre, da han havde følt til sin sammensyning. Han glemte helt at bande svensk, hvad han dog havde gjort, når han pralede med de 57|forfærdelige prygl, Hans skulde ha; alt det tillærte faldt af ham, mens de rullede hen ad jorden.

Søren var ingen kunstner i at slås; han brugte knoer og træsko mod Hans, ligesom han plejede at bruge dem mod sin husbonds køer, men kampen blev først for alvor ondartet, da Hans ved sit eksempel havde givet anvisning på stød i hjærtkulen og hug med flad hånd på siden af halsen. Søren brugte mund hele tiden; halvdelen af sine kræfter ødede han bort i skældsord.

Så du er ondskabsfuld oven i købet, hylede han i retfærdig harme; dit infame bæst! Jeg skal — —

Da åbnede Hans for første gang sin mund: Hold kæft for satan, hviskede han; hvad har du at vræle for?

Søren tav imponeret, og slagsmålet blev mere indædt; knoerne på Hans' højre hånd sad snart i frynser, Sørens buldne næver holdt bedre ud. Hans mærkede, at han kunde ikke stå sig; pryglene, han fik, blev mere følelige, og han gav ikke nok igen for dem. Han måtte se blod nu, hvis han ikke skulde gå fra forstanden, han glemte al sin væmmelse for den ildelugtende dreng, tog ham om halsen og klemte ham ind til sig og ledte med munden efter hans hals for at bide ham i struben. Søren mærkede læberne, der famlede ved hans strube, og tænderne, der fik klemt sig om et tyndt lag hud; han hvinede af rædsel og satte Hans i jorden med et knæ i hjærtekulen og dunkede været ud af ham ved at falde ned på hans bryst med bægge knæ; men et stykke af hans hud var bleven siddende mellem Hans' tænder.

Hans kunde ikke mere; men det var lige så meget hans eget raseri som pryglene, der tog kræfterne fra 58|ham, og for hans øjne flimrede en blodpøl på en mørkegrå markvej — som kunde et kreatur dær ha brækket benet og være blevet stukket med det samme — den krøb ud i mange flige, den løftede sig og sank igen, som om den åndede, og nu dannede der sig en mund på midten, i det slimede lyserøde; den åbnede sig for at gi et brøl af sig — —

Nå, har du så fået nok?

I det øjeblik Hans sansede, at det var Søren, der talte, kom hans fornuft på sin plads igen, men med et ryk, der voldte en smærte, som når de to benstumper i et brækket lår på ny sættes mod hinanden; han så sig omkring og blev lidt beroliget ved synet af de kendte ting. Søren sad på hans højre hofte og var ved at tænde sin sigar; han havde givet nok for sin skramme og var i godt humør som en mand, der har bragt sine sager i orden.

Kan du så nære dig en anden gang? formanede Søren, og ikke stritte sten i hodet på ordenlige mennesker.

Men da Hans omsider var blevet herre over sin stemme, sae han: Næste gang jeg træffer dig, blir jeg nød til at slå dig ihjel.

Søren grinede fredsommelig: Kan du lugte røgen? Værsgo, du må gærne lugte. — Han strøg sigaren af med lillefingeren, så asken og gnisterne faldt ned på Hans' ansigt. — Du sku' eg'lig selv slås ihjel, men det vil jeg nu la en anden besørge.

Dermed gik Søren. Hans gik hen og satte sig ved en stak rør; blodet størknede på hans ansigt, og hans sind formede sig og hærdedes over denne rå begivenhed, der blev stående i hans erindring som støbt i cement.