DET var lige efter nytår. Hans gik sin sædvanlige tur ned til søen; det var sidste gang for lang tid, næste dag skulde han til København og begynde på sin læsning. Men der var ikke længere nogen tilfredshed ved det; hvor han så kom hen, vilde han blive nød til at tænke på det, der havde optaget alle hans tanker de sidste tre måneder: Han havde endnu ikke slået Søren ihjel; han havde overhodet ikke gjort noget som helst ved den ting, skønt den sad i hans sind som et ulægeligt brandsår. Jo han havde tænkt sig drabet på Søren. Han havde oplevet det mange gange. Men han havde ikke taget sin hævn. Han havde bekæmpet sig og ikke taget bøssen derhjemme, passet Søren op og skudt ham. Og dog havde han udtrykkelig sagt: Næste gang slår jeg dig ihjel. Han vidste næmlig straks den gang, at Sørens død var ham en nødvendighed, og det havde også vist sig, for et værre liv end han havde ført i tre måneder, kunde ikke tænkes, og det kunde heller ikke fortsættes; han kom aldrig til at du til noget.

Og så havde han sagt: jeg slår dig ihjel. — Hans tænkte så meget; det var sjældent at han sae noget af betydenhed, men når det skete, kunde han aldrig glemme det bagefter; han var bundet af de ord, han havde hørt sig selv sige.

I et sogn noget der fra var det sket, at en dreng havde fået et par rå lussinger af en karl. Han havde ikke sagt noget til det, men næste nat kom han med en økse og hakkede ansigtet i stykker på karlen. Hans forstod den dreng; der var mennesker, som var nød til at gøre den slags ting, for de kunde gå fra forstanden over det, de ellers måtte gå og gemme på. Hans var en af den slags mennesker; det vidste han nu; men han fejlede et eller andet, der gjorde at han ingenting udrettede, og alligevel havde han følt nødvendigheden lige så stærkt som den dreng, der var så klar over, hvad der skulde gøres. Men han havde strittet imod, og nu skulde han oven i købet rejse, så at han kom til at gå med det hele sit liv.

Han havde set Søren et par gange på lang afstand; men det, der var kommet over ham, var ikke viljen til at slå ihjel — — det var snarere som en rød dug, der viftede for hans øjne, og han var krøbet i skjul, mere bange for sig selv end for at dræbe. Det slog sig på ham selv, det fortærede hans sjæl — — og nu skulde han rejse langt bort med det, og det havde kun ham at leve af, kun ham at fortære i ensomheden. Her var dog kendte mennesker; der inde mellem de fremmede vilde det blive endnu værre.

Der blæste en fugtig og larmende vind hen over søens is, og den ene revne knaldede der ude efter den anden. Der gik nogen på isen, en, der vilde gøre vejen kort i stedet for at dreje uden om. Hans gik nærmere; det var nok en meget kry herre, han gav ondt af sig, når det knagede; han påkaldte Satan, som det er bedst at tie stille om, når man går på usikker is — —

Det var Søren! Han kom ud på det farlige sted lige over for bakken; han kendte nok ikke søen. Hans rystede af ophidselse, og mens han kæmpede med sin første tilskyndelse: at advare Søren, kom der et brag og en brølende ed, der straks blev til et jamrende skrig om hjælp.

Hans kunde høre, hvordan det hele gik til; han fulgte med i alle enkelthederne. Nu arbejdede Søren sig op, skrigene blev ligesom klemt flade, idet han lå på maven, for han kunde ikke tie stille et øjeblik; og nu gik han bag over og sank; han udsendte et hvin med al den luft, der kunde være i ham. Det gyste også i Hans; han huskede rædslen ved det, der sugede og trak under; det var værre for ham at stå et halvt hundred alen borte end at være midt i det. Havde det ikke været Søren, kunde han ha ønsket, at han skreg lidt mindre.

Hvem der nu havde haft en sigar! Så kunde han stå her og la røgen svæve hen over det menneske, der havde tilføjet ham den værste meen og tøvet så længe med at bøde for den. Muligvis han også kunde ha lugtet røgen. Hans' tanker var delt mellem Søren, som sprællede der ude, og Søren, som næsten havde pryglet ham fra forstanden.

Søren blev ved at gå ned igen; vandet rendte ind i munden på ham, når han gled bag over; det skulde han ellers passe på; hvorfor vrælede han også så forbandet? — Hans kunde ikke stå stille, han løftede på benene og gjorde skridt til siden som en, der ser på gymnastik.

Han huggede sgu godt i isen der nede, men der var jo også næver til det. — Du kan ikke komme op, Søren, men du kan knuse dig frem. Tærsk bare løs; 62|brug næverne og spar på kæften; du sluger alt for megen kulde på den måde.

Hans kunde ikke mer forstå, hvad han skreg; han tudede som en hund; han hvinede som en tyr, der er rent desperat og vil se mennesketarme hænge på sine horn. Men det gik forfærdelig hurtigt tilbage for ham; han vilde overbyde sig selv i vræl og kunde derfor snart ikke mer. Han gav sig som en hund, der har fået bagkroppen knust under et læs sæd; og da han selv mærkede, at han ikke kunde få skriget igennem, så blev han endnu vildere; men han slog ikke mer i isen; det lød ikke en gang som om han forsøgte at komme op; han havde opgivet alt og vidste måske ikke selv hvordan han skreg.

Hans ønskede, han var borte der fra, men han kunde da heller ikke gå fra en, der var ved at drukne. Mon han da ikke vilde gøre alvor af at komme op? Det kom bare an på at holde mund og tænke sig om.

Hvor længe mon det snart havde varet? Hans syntes der måtte være gået en god halv time. Det begyndte at angribe ham. Det var så grufuldt, at noget menneske skulde være nød til at skrige sådan. Når det er kommet så vidt med nogen, så var det vel bedst at løbe til og slå ham ned i en fart, ligesom man gør ved kreaturer, der er kommet galt af sted.

Hans glemte et øjeblik Søren som en, der var hans medmenneske; han hørte kun skrigene, og det var som om de blev ved at kalde på noget i ham selv, og det rørte sig virkelig og vilde svare; skrig arbejdede sig op i hans hals og kunde knap holdes tilbage.

Han var også faldet gennem isen en gang, det var ikke så farligt, han havde heller ikke et øjeblik troet, at han skulde blive der nede; men nu kom den 63|oplevelse tilbage med en hel ny rædsel: Sæt at han havde begyndt at skrige, blot havde givet det første skrig og ikke kunde blive herre over det igen! Han var aldrig blevet til menneske mere. Når man een gang havde givet sig sådan hen i det, måtte man jo være bange for sig selv resten af livet.

— Nu kunde Søren ikke hyle længere; en slimet, trævlet lyd flåede sig op gennem hans hals; der var endnu rester af skrig i den, de lød løjerligt komisk, som når en lirekasse går i stå midt i melodien. Det skulde vist betyde, at han græd, men det sank snart til en hvæsen, hvori der blot var en mindelse af gråd. Det lød som kom det fra en døende, der ikke har andet mæle igen end selve været, ikke andre ord at klage med end sine sidste suk.

Hans glemte sig selv over følelsen af dødens nærhed; han løb ned til søen, fandt et sivknippe og skyndte sig ud på isen.

Søren hørte ham, han begyndte at trække været på en menneskelig måde, og lidt efter fik han sit mæle igen. — Gud fader, søn og helligånd, stammede han; kom og hjælp mig. Ok, Jesus Christus, guds enbårne søn — —

Hans lae sig på maven og skubbede sit neg hen til hullet, han mærkede Sørens tag og så ham komme op. Han løb straks tilbage til bredden, Søren stavrede usikkert bagefter.

Hvem er det, der har hjulpet mig op? græd Søren med pibende stemme.

Det kan jo være dig det samme, mumlede Hans og vendte sig og løb.

Hvorfor mon det skrog skulde overfalde mig den 64|dag ude i skoven? tænkte Hans; men det har de andre vel fået ham til.

Da Hans nåede hjem til gården, kunde han ikke bekvemme sig til at gå ind; han gik længe uden for og søgte forgæves at få sit sind til at falde i lave over det, der var sket. Hver gang han trøstede sig med, at nu var det altså overstået, så mældte der sig indvendinger. Der fandtes ingen tilfredsstillende løsning, selv ikke den mulighed, at Hans slet ikke var kommet, og Søren havde fået lov at drukne. Hans tanker vendte stadig tilbage til den dag, da han mødte Søren i skoven; dær lå fejlen. Hans skulde slet ikke ha været med i skoven, han skulde ha holdt sig borte fra steder, hvor han kunde risikere at træffe mennesker. Fejlen var hans; der var ikke andet at gøre end at forhindre, at noget sådant gentog sig.

Men nu rejser jeg, tænkte Hans, idet han tog i portlågen, og Satan skal vide, at det skal blive anderledes.