DET er midt i det vildeste forår. Kræfter, der har ligget sammenfoldede som bregner i svøb, springer nu op mod lyset som nye stålfjedre. Gemte safter fylder sig med en uendelighed af bitte små perler og stiger op i alle vækster.

Hos sygelige mennesker stiger onde væsker og blomstrer usundt frem.

Kastanjeknopperne, der i går blinkede fedt i sollyset, står i dag med udbredte skæl som oldenborrer, der skal til at flyve, og i morgen ser man vel to små grønne hænder, der famler i den lune luft. Bøgens knopper holder igen, men rævner alligevel uimodståeligt under safternes pres. Poplernes tynde grene blir hver dag gulere.

Samtidig gror det i bøllenæver, de klør af spirekraft og kan ikke holde igen på livets fylde, de springer ud og blomstrer med blå øjne og knækkede ribben.

Det kribler i jordens brogede pels, og menneskene opdager, at den er sælsom at træde på; nogle vandrer over den med besvær og pusten, andre føler sig for lette og kan ikke hænge ved den.

Hjærtet blir ømt hos de unge og vanskeligt at rumme 78|i brystet; det går ikke bedre med de gamles gigtsvage steder, der ikke kan nære sig inden for tøjet.

Gamle kærestehistorier kommer atter i husken og kræver, at nye begyndes. Bittert angrede dumheder tilskynder til mere af samme slags. En gavnlig lære, man en gang har fået, vender tilbage i erindringen med det resultat, at man må gøre forsøget om igen for at se, om denne lære endnu står ved magt.

Grøn delirium damper op langs hvert græsstrå og falder den for brystet, som går hen over marken. Plovmanden, der vælter svær og metalblinkende jord op i solskinnet, laver sin fure skæv, idet pigen går forbi nede på markvejen, og i de store byers gader går den gloende Satan løs hele døgnet. Studenten stiller den hede latinske digter ind i reolen og går selv ud for at erfare, om det var løgn han skrev.

Gæld stiftes. Fædre ude i provinsen ryster på fortvivlede hoder, hvorefter de går hen og ter sig noget lignende som sønnerne.

Heste skråler efter hinanden på lang afstand. Lænkehunden tuder hele natten og får stemmen betydelig udviklet; der kommer foredrag i det, meget mere end der har været;' nye modulasjoner findes på, det er slet ikke så ensformigt; Trofast har sin geniale tid på det sanglige område. Men det morer ham ikke; en nat slipper han endelig løs, halv kvalt og med flået hals.

Alle katte går aldeles fra forstanden, hver nat. Menneskene næstendels med, af samme grund, foruden af andre private grunde.

Lige et par dage kan der komme en ualmindelig varme i luften; den står om en som vat og edderdun, 79|men den er som vin at indaande. Nej meget mere berusende er den.

Det unge menneske på kvisten tar mod til sig og frier. Grønthandleren i kælderen banker konen af sit fulde hjærte; natten derpå kysses de dobbelt så hedt.

Fru A render fra mand og børn, mens hr. B og hans kone pludselig enes i kærlig forståelse, der varer til langt hen på sommeren.

Ungdom og visdom følges ikke ad, men det er heller ikke nogen regel — lige for tiden — at alderdommen holder godt trit med visdommen.

Leksjer læres ilde, pligter forsømmes, ansvar glemmes; der optræder maleriske bugter på retskafne menneskers livslinje. Om mange år kan der ses tilbage på dem med stort udbytte; med vemod og stolthed og anger.

Der skrives digte, falske veksler ikke mindre. Nygifte stifter gæld og rejser til syden, kassebedrøvere forsvinder til Amerika. Uoprettelige ting sker; brave folks tro på mennesker får et ubodeligt knæk.

Man kan ikke holde rede på nogen ting. Moer forstår ikke hvor døtrene blir af, faer begriber ikke hvor tiden blir af, og sønnerne har det på en lignende måde med pengene. Drengenes bukser og ansigter fremviser hver dag nye huller.

Der er fart i alting og ikke forslag i nogen ting. Af og til blæser det dygtigt; blæst er omsætning.

Det er blevet lydt af levende stemmer oven på vinterens stilhed. Der er lærkesang over alle marker, og kommer man ud i skoven, blir man straks henrykt, men kan snart ikke holde det ud for nattergal, solsort, bogfinke o. s. v., hele orkestret.

Men tro heller ikke, at lirekasserne har tabt mælet. Og ikke mindre behjærtet brøler kæferter — maskerede som fædrelandssange, når de kører hjem fra skovtur.

Glemsomme mænd kommer i tanker om deres kærester eller glemmer dem helt og søger andre. De, der slet ingen har, får et udtryk i deres øjne, som enhver kan gå hen og aflæse; de venter på lejlighed til at begå den befriende galskab. Unge folk farer til og gifter sig og kan fem år senere ikke forstå, hvad der gik af dem.

Unge enkers tårer tørres.

Under den vældige sol steges mulden lysebrun, og vejene blir lysegrå; grøfterne skinner af blankt dynd nede på bunden. Det er længe siden der blev grønt langs hvert lille vandløb gennem markerne. Letsindig ungdom tar sikkel på afbetaling.

Den blå anemone er sprunget ud og forsvundet igen; blonde pigers øjne synes mere blå end i vinter.

Gråt humør kan overvindes af lyset. Man ser sig om, blinker med øjnene og fatter håb på ny. Den livstrætte tar sig endelig sammen og hænger sig.

Tiden går hurtigt. Violerne er snart færdige med deres duft. Husmandskoner bringer stribede dyner med rustbrune pletter ud for at soles. Ældgamle folk rykker også udenfor og anbringer sig på sydsiden af fattige huse; på solbeskinnede dørtærskler ses aldrende moppers sure ansigter.

Der er altfor megen saft i de unge grene; den danner klare dråber på spidsen af skuddene. Hos menneskene stiger blodet til hoderne og indhyller forstanden i sin eliedamp.

Det kribler i spidsen af nye skud, og det stikker i svage lungespidser.

Ungdom lider af for mange kræfter, og gigtsvage vender sig stønnende i deres senge. Der går forår i mennesker, der har været syge hele vinteren, de begynder at komme sig og dør så med større kraft, end man skulde ha tiltroet dem.

Folk kommer hjem fra spasereture med forelskelser, nye planer, vilde ideer, hoste og sting i ryggen. Proletarer tøer op, fryser og sveder afvekslende; i vinter, da de var stivfrosne, havde de det nok så godt. I slunkne maver vågner ny appetit, og store ideer fødes i tyvenes hjærner. Ruder knalder tyst under grøn sæbe i mørket; pigebørn, der er mer end tvivlsomme, går med ægte guld på hovedgaderne; arresterne fyldes.

I levemænds degenererede hjærner skaber foråret vækst så godt som andre steder; dær gror det imod naturen og dog efter dens love; der blir meget at dække over og betale for; småbladene glæder sig ved forøget salg.

Solen lar alting komme til sin ret, den kalder modsætninger frem ved siden af hverandre.

Der er møde i missjonshuset; præsten har valgt et aktuelt æmne: Menneskenes onde lyster; han er slem ved de onde lyster og levner dem ikke ære for en skilling. Gud alene æren!

Men på missjonshusets gavl er der en stærkasse, hvor en stær har begyndt at lave i stand til rede; bagefter er der kommet en anden, som vil ha rede samme sted. Hvem der egenlig har ret, vides ikke, men nu slås de om den.

Ja de slås fanden gale mig, så fjer og snavs og 82|strå ryger ud gennem hullet; undertiden stikker en hale også ud og trækkes ind igen. Kassen ryster, et rustent søm knækkes over og falder ned på jorden. Men nu ses den ene stær på pinden, den er borte i samme øjeblik. Hvem af dem, der blev sejrherren, ved man ikke, men han viser sig også på pinden, hvor han hastigt bringer sine fjer i orden. Derefter flyver han op på rygningen og kvæder en vise om den vundne sejr.

Inden for lyder salmesangen om idel brøde og uendelig langmodighed; den er selv lang, uendelig og sej som selve langmodigheden. Inden et vers er forbi, har stæren endt sin salme og er igen ved arbejdet.

Folk kommer ud i en tæt klump og bær en sur stank imellem sig, som den friske vind river fra dem; solen skinner klamheden af deres klæder, og efter at de har gået et halvt hundrede skridt, får de rettet sig og kan igen tale højt, de kommer sig forholdsvis hurtigt.

Solen er stor. Malere drager ud med deres staffelier for at erfare, hvordan det står til med deres, talent, men solen maler også selv med meget forstand. Menneskene trænger til nye farver. Hvad der syntes smukt ved månens og lampens upålidelige lys, det er nu vissent at se til. Solen udbedrer hver dag fejl i farvegivningen.

Solen lyver ikke. Den skinner på vinterlæsning og vinterdrik, på nattevågen og stuedorskhed. Den lyser over meget, der er hæsligt. Den graver mennesket op af jorden, muldplettet, bleg og Jysfremmed som han er; han skal ikke længer være muldvarp; 83|solen overdænger ham med lys, maler ham med de rigtige farver, så det kan ses, at han er et menneske.

Menneskene kan rette sig nu; solen har løftet himlen højt op over dem.

Foråret ligger mellem to mægtige årstider, som hægge gør deres indhug i det; det er en stribet årstid. Kræfter stiger og synker voldsomt, og lovene derfor er vanskelige at forstå. Liv fornyes, og døden — som er livet set fra en anden side — arbejder med fordoblet kraft.

Det er en tid, der varmer og isner. Det spirer og bryder sig vej, alt hvad der er sået; tvivl og vished stræber hinanden over hodet; samling og opløsning trives ved hinandens side; kraft står stift opret, og afmagt skælver næst ved, solen står højt på himlen og sørger for det altsammen; alt rejser sig mod dens stråler og henter derfra, hvad det har behov.

Blomster åbner sig for det voksende lys; der er andet, der gror med forøget styrke i skyggen. Sindene åbner sig, men der er også dem, der får større kraft til at lukke sig og gemme over deres eget mørke; indesluttede sjæle fortykkes og lar sig ikke fravriste noget.

Ingen blir der nægtet noget, ingen forurettes; i himlens åbne, blå favn er der alt hvad mennesker kan begære og ufattelig meget til rest; og når høstens tid kommer, har enhver sjæl båret frugt. En har høstet lys, hvormed han kan gaa ind i den mørke tid. En anden, der fandt, at lyset ikke var ham gavnligt, går fremad i forøget mørke. En erobrede et stykke af verden; en anden sluttede sin trang inde i sig og må siden tære dobbelt på sig selv. 84|Den, der glædede sig ved lyset og forstod at bruge det, hans glæde blir forøget; og den der frygtede det og ikke turde bøje sig for det, han skal stivne i større frygt. Men ingen er mere ganske den samme, efter at solen har skinnet på ham. Ingen er aldeles gold for solens frugtbringende stråler. Alt hvad der har liv, skal modtage mere liv og udløse død, skal atter og atter bære høst, som jorden bær den hvert år. Solen tåler intet uforanderligt om sig.

Men solen, der er årsag til det altsammen, står på sit sted og lar jorden kredse om sig og opsamle nogle smuler af den lysets rigdom, der falder fra dens bord. Solen udsender kraft og spør ikke, hvor meget af den der blir brug for — mægtig, ødsel, ligegyldig som en gud.