FRU Ida Hansted var to og tyve år og enke; hun havde været meget forelsket i sin mand, der pludselig var død fra hende, og når hun smilede, kunde man godt tænke sig, at hun havde tilbragt en tid af sit liv med at græde; det havde givet hendes smil en farlig dybde, og den mand, der så det, kunde føle det dirrende i sig længe efter og ventede utålmodigt på, at det skulde komme igen; men hun lo mere end hun smilede, og hendes latter var lang og støjende; den gav nærmest indtrykket af en ung enke, der inden ret længe vilde blive gift igen.

Hun havde lyseblondt, tjavset hår over en lav pande; i højre tinding var der en lok, der om morgenen kunde sidde astadig sammenfoldet som en spændt fjeder, men inden middag rev den sig løs og slog en langstrakt bue ned over kinden, især når det var højt vær, der kunde stemme til lystighed; den kom ind og kildrede hende i næsen, og i blæst, når hun var overgiven, så man hende sprutte sin krølle ud af munden. Den fik mange mænd til at le, og det så hæftigt og hengivent, som blev de selv kildrede på sjælen og havde møje med at holde det ud.

Men fru Ida havde også sine døde stunder. Da kunde 86|der komme et udtryk af tidligt forfald over hendes skønne ansigt, der lignede et prægtigt hus, hvis ejer er død i elendighed og har ladet sit hus stå tomt og forfaldent efter sig. Da havde hun ikke øje for de mænd, der ellers plejede at flokkes om hende; hendes blik var skråt og synkende, det var sjældent, at hun hævede det for at se efter nogen; de lange øjenvipper krøb ned mod kinden som benene af insekter, der holdes gemt i en tændstikæske. Hun sad da helst tilbagelænet i en fredelig krog og så billederne af mennesker glide hen over sin nethinde som aflange striber.

Der var een mand, hvem hendes trætte stemninger kom til gode, det var hendes skolekammerat, Kai, der var et år yngre end hun. Han fik lov at sidde hos hende og klappe hendes hånd og tale dæmpet til hende; men hun svarede aldrig noget til det. Kai fulgte hende overalt og sørgede samtidig for at være et sted, hvor der blev lagt så lidt mærke til ham som muligt, og det var efterhånden lykkedes bam at udslette sig i den grad, at ingen talte til ham; det befandt han sig bedst ved. Men da han ellers var en anselig mands søn, blev han inviteret med til mange ting. Midt i en samtale kunde det ske, at fru Ida rejste sig, gik hen til Kai og klappede ham på kinden uden at sige et ord, hvorefter hun igen tog del i underholdningen, som om intet var hændet. Det vakte altid mændenes latter — lidt anstrængt kunde den undertiden lyde — men damerne fandt, at så megen troskab fortjente en bedre behandling. Kai selv smilede blidt efter hende og ænsede ikke latteren.

Fru Idas træthedsanfald endte altid med, at hun 87|blev søvnig; hun sov og døsede et døgn igennem, så vendte hun atter tilbage til verden. Den første, hun da gærne traf på — så at sige ved indgangen til livet — var forfatteren Karl Vejgård, den ansete, livsglade lyriker, der havde sit hjem i den samme by, hvor Ida tilbragte sin enkestand. Der var ingen, med hvem hun sådan kunde gøre løjer over sin tværhed, som hun bagefter kaldte det, som med ham; ingen kunde lave så pudsige vers om det; han var et fund for et menneske, der endnu med sjælen fuld af gysen kom inde fra en nedslåethed, som det var bedst at glemme. Han tog aldeles ikke hendes mørke øjeblikke alvorligt, som hun selv havde en hemmelig angst for; han lo så overbevisende, hun holdt nok af at le sammen med ham. Ingen kunde som de to sætte liv i et selskab; i dem fandt den glade hurlumhej sit naturlige midtpunkt.

Vejgård syntes at besidde en uforanderlig oplagthed til løjer; han var den eneste mand, hvis væsen altid var det samme over for hende. Hun kaldte ham sin leende djævel og påstod, at han kunde ikke andet end le. På ham ødslede hun al den lystighed, som hun i grunden ikke mente stort med; de tog livtag, der undertiden endte på gulvet; han kyssede hende, uden at det behøvede at være i panteleg; han var et godt redskab, der kunde hentes frem, hvad øjeblik det skulde være, og straks tages i brug. I al stilhed ærgrede det hende, at hans kys var så spøgefulde og kolde, hans tag om hende så beherskede; enhver måtte gærne se, hvad der var imellem dem, det var alting beregnet på, syntes hun at kunne mærke, og hun tænkte ved sig selv, at det var egenlig et tarveligt princip hos en mand.

Så var de mænd, der ellers flokkedes om hende, af en anden slags. Hun var opmærksom for deres blik, der kom langt borte fra og søgte hendes; hun kunde se på deres ansigter, hvor længe de havde stået og ventet, hun opfattede deres glæde, når det endelig lykkedes for dem, og hun så, hvordan de undertiden kæmpede for at skjule det — — det kunde jo være, at det var gifte mænd. Hun var lydhør for, hvordan alvorsmænd indledte alvorssamtaler med hende om spørsmål, som de dog godt vidste, at hun ikke havde forstand på, og så, på ganske umotiverede steder begyndte de pludselig at vrøvle og fik noget på hjærte, der ikke kom den øvrige alvor ved. Hun havde blik for forstemtheder, hun selv havde fremkaldt, og hvis sande årsag røbedes af en bemærkning, der skulde gå for at være ligegyldig henkastet; hun vidste, hvor vigtigt det er for en mand, der føler sig tilsidesat, at få sagt et par bitre ord, uden at han dog ønsker at røbe den virkelige grund. Hun så gifte mænd forlade hende efter mange indholdsrige ord og pludselig gå hen og blive overvættes kærlige mod deres koner. Hun morede sig over mænds latterlighed, men hun nød tillige at samle al den erotiske varme om sig; det gyste og kriblede i hende, og hun elskede at gøre ny bekendtskaber, mod dem alle strakte hun sig ud som et følsomt og smidigt lille slimdyr, og gled atter ind i sig selv, når hun havde fået nok. Ingen havde endnu formået at holde hende fast, og ingen var ganske den samme, når han havde tilbragt en dag i hendes nærhed. Alvorlige Mænd, der havde de vægtigste beviser for, at hun var ubetydelig og i grunden uden karakter, de vendte senere tilbage — for at forvisse 89|sig om de ikke havde taget fejl, eller som om de trængte til flere beviser til at støtte deres opfattelse med.

Hun var meget indtagende og ansås af fornuftige mennesker for at være temmelig tvivlsom, og disse to ting i forening gav hende en mærkelig ævne til at få det latterlige frem i modstræbende tilbedere.