ET stort selskab, der skulde på skovtur, var ved at samle sig uden for fru Idas hus, hvor der holdt to vogne; den ene var omtrent fuld, og længere henne i gaden kom de, der endnu manglede. Fru Ida kunde ikke bekvemme sig til at stige op; de ha\de så meget morsomt vrøvl om, hvor enhver især skulde sidde; Vejgård holdt et helt lærd foredrag i den anledning; han og fru Ida var så kåde som to lam på en skrænt i Maj måned, og den næstdristigste af hendes beundrere, proprietær Ahlmark, enkemand på tredive år, løftede på hende under påskud af at ville hjælpe hende op, bønfaldt hende med hele sin stemmes larm om dog at la det blive til noget, og lo bragende og var henrykt, fordi det varede så længe, og fru Ida lo, og når man så omkring på ansigterne, så var forskellen på dem, der beundrede hende, og dem der ikke gjorde det, så tydelig som muligt. Også disse to yderligheder elskede fru Ida at samle om sig.

Blandt dem, der endnu ikke var nået ben til vognene, var der en, som gav sig særlig god tid og til sidst kom til at gå alene bag ved de øvrige; han stansede af og til og så sig om til alle sider, som om han ventede nogen. Det var en mand på omtrent 91|tredive år, han havde et glatraget, alvorligt ansigt, kort, lige næse, hans mund var noget for lille til hans brede ansigt, men dens linjer var fast tegnede; dog tabte den noget af sin bestemthed, når han åbnede den for at tale. Han havde været i følge med købmand Sørensen og frue og doktoren, men da de kom i nærheden af det lystige spektakkel der henne, havde de uvilkårlig fremskyndet deres gang, mens han holdt sig tilbage. De fandt ham vanskelig at underholde; når de mødte hans øjne, kom der noget mellem dem og ham, som det ikke var helt let at udviske med en intetsigende bemærkning. Nu kom han altså alene og så tøvende som muligt. Hvis nogen havde lagt mærke til ham, vilde de ha set, at hans blik strejfede selskabet henne ved vognene, og at hans ansigt fik et udtryk af tiltagende uvilje.

Doktoren kom hen og tog hans arm: Må jeg så præsentere Dem for vores alles kære veninde, fru Ida Hansted?

Hun tog hurtigt sin fod ned fra hjulnavet, da hun forstod, der var en fremmed til stede.

Hr. brygmester Råskov.

Det klædte hende pudsigt og barnligt, da hun påtvang sig alvor for at ta mod præsentasjonen, og flere af herrerne lo, men Hans Råskov smilte ikke.

Hun så nysgærrigt på ham. En grå sommerfrakke af fint stof sad ikke ulasteligt på en velvoksen, svært bygget skikkelse; der var rynker ved knaphullerne og folder på ærmerne; han plejede vist ikke at rette sine arme. Men hvor er han godt i stand! tænkte hun, idet hun så på hans kinder og kraftige hals. Lyseblå øjne. Men det er da ikke høfligt at 92|se så gravalvorligt på en dame, når man blir præsenteret, især i en situasjon som denne her.

Hun blev hel ilde berørt og tog ham nærmere i øjesyn. Et udtryk af ringeagt mødte nok så ugenert hendes blik. Var det meningen? Jo, han forsøgte ikke at lægge bånd på sig, han fortrak formelig munden, havde vel ingen anelse om, hvordan han så ud— —

Hun blev i et nu alvorlig og bestemte sig til at stå op; de andre fulgte efter i mærkværdig god orden.

Det var altså denne hr. Råskov, som hun havde hørt tale om, brygmester af livsstilling, men bag ved det noget videnskabeligt fint, som af en eller anden grund ikke var blevet til noget; en tavs herre, som hun ikke havde dannet sig nogen forestilling om, fordi der havde været talt så lidt om ham, og hvad der var blevet sagt, havde været præget af agtelse. Og denne ubestemmelige herre havde stået dær bag ved og studeret hende, mens hun ingenting anede. Han havde fået tid til at lave sig det ansigt, der ligefrem var stift af uvilje. Bag hendes ryg var han kommet hende i forkøbet og havde nok så uforstyrret dannet sig en mening om hende, mens hun foreviste sig og ikke vidste af, at der var andre end vennerne og så dem, hun kendte og ikke regnede med. Det var yderst ubehageligt. Hun søgte at huske alt hvad hun havde sagt og gjort, og meget kom nu tilbage med en tydelighed, som det pjatteri ikke fortjente. Alt det havde han samlet sammen og sad nu og gemte på. Hun havde også nok set en grå skikkelse henne på gaden, men hvor kunde hun vide, at den kom dem ved? Han havde givet sig god tid og 93|mønstret hende med al sådan en lærd herres grundighed. Og han var alvorsmand; det var jo nydeligt.' Hun blev så gal på Vejgård; hvorfor havde han ikke varskoet hende og hindret sådan en overrumpling?

Hun fik Råskov anbragt skrås over for sig selv; hvis han var et dannet menneske, måtte han sige noget til hende for de øjne, han havde lånt hende. Men han henvendte sig udelukkende til Sørensen, og det kun for at få oplysninger om egnen, de kørte igennem. Det var en sjov stemme, han havde, syntes hun, altfor høj og meget for hæs; til en alvorsmand af hans slags hørte nødvendigvis en mandig bas. Han spurte ikke om meget ad gangen, men hørte godt efter og lod til at indprænte sig nøje, hvad han hørte. Jo, han var grundig. Han lukkede sin mund stædigt om det, han havde opfattet.

Fru Ida blev lystig igen, lidt anstrængt i begyndelsen, mens hun uafbrudt iagttog Hans Råskov. Det var mærkeligt, hvordan alle linjerne i hans ansigt viste ned ad, folderne om øjne og mund, og selve mundkrogene; øjenbrynene var så langt nede de kunde komme, og håret lå i en fast kage på hans hoved; han var nok ikke en mand, der var megen løftelse ved. Hvor var han ikke forskellig fra Vejgård, der havde næsten samme lød, og hvis skikkelse heller ikke tydede på fin afstamning, men hos ham gik alting op ad, rynkerne, øjenbrynene, der havde den vane at fare til værs, det opstrittende hår, ja selv det spidse skæg havde sin betydning, hans hoved var tilspidset for oven og for neden som ting, der er fart ved. Hun følte pludselig en svag uvilje mod Vejgård.

Det undrede hende, at der ikke var en glat ring 94|på hans højre hånd, men den sad vel på den anden, for naturligvis var sådan en alvorsmand gift; et eller andet sted i verden havde han et alvorligt stativ af en kone, der heller ikke forsnakkede sig, de to havde det rigtig hyggeligt og tavst sammen. Når han nu kom hjem, kunde han med tre ord fortælle sin kone og sine fem børn — fem blonde pinde lavede af samme træ som han selv — om hvad for letfærdige enker der var til. Hvis de væltede på denne tur, og han omkom, hvad man jo næsten måtte ønske, så vilde dydsirede enkefru Råskov ikke fjante som fru Ida, hun vilde sidde på en stol som et stykke blondt keramik og græde tre tårer ned ad sin spidse næse, og så vilde hun rejse sig og ta sig af hus og børn — — Han så ud til at være mindst fem og tredve, og da alvorsmænd altid tar ældre koner for at være vis på at få dem alvorlige nok, så måtte hun være fyrre.

Hun hadede ham af hele sin egensindige, forkælede sjæl; der var ingen mening i den nederdrægtighed at komme listende bag fra ligesom en stor grå kat med grønne øjne! Han havde vel hørt noget om hende og var straks blevet forarget, og så havde han været forfærdelig glad ved at kunne stå bag ved og se, at det var rigtigt nok. Hun fandt, at der var noget forkert i, at han var blond, men det gjorde ham for resten ikke mindre skummel. Og nu sad han dær på en isolerskammel og passede på det, han havde samlet.

Fru Ida kunde ikke fordrage, at der var mænd, som ikke ænsede hende. De måtte så gærne misbillige hende i ord eller ved deres væsen; hun havde heller ikke noget imod at de vilde omvende hende eller tale 95|til det, de kaldte det bedre menneske i hende — sådan som købmand Sørensen, der var indremissjo- nær; men hun kunde spekulere sig sin sindsro fra over dem, der var nul — —

Men så vilde hun da prøve sin magt, og hun brugte den med eftertanke. Hun lod sin lystighed suse om ham, lige uden om ham hele tiden; hun vilde bare strejfe ham, måske var det det bedste middel til at ramme ham. Han var ikke så dannet, at han smilede for selskabs skyld, så han selv kunde komme med i morskaben. Godt, hun vilde tvinge ham.

Der blev efterhånden meget lystigt på den vogn; proprietær Ahlmark så ud i hodet som en rødkål af at le og vride sig om fra forsædet; ovre fra den anden vogn råbte de og spurte misundeligt, hvad der var så morsomt, men der var ingen, der fortalte dem det. Fru Ida havde den store opmuntring, at Sørensen, der sad lige over for, begyndte at opløses under den hidsige munterhed, der udstrømmede fra hende. På hans ansigt kæmpede et mørkt udtryk med et hjælpeløst smil; han måtte arbejde med munden og gumle og synke noget for at bevare resten af alvoren; fru Ida blev så glad for det ligegyldige menneske, som hun aldrig før havde taget sig af, men han var jo morsom. Hans kone så hvert øjeblik på ham for at søge hans deltagelse i forargelse, og hun fandt den; han havde let ved at udtrykke den, når han havde hendes ansigt at se efter, men så desværre mødte han fru Idas ansigt, og så genspejlede han noget helt andet, men det opdagede hans kone ikke; hun så lige ud med en forargelse, der var ægte nok, og anede ikke noget om den sjælekamp, 96|hendes mand havde at bestå. Sørensens ubeherskethed bredte sig efterhånden over hele hans person, hans hænder famlede frem for sig som under et let anfald af sankt vejtsdans, så lae de sig til hvile på hans lår og kravlede helt frem til knæerne, der også selv kom frem ad og nærmede sig fru Idas.

Fru Ida skælvede af hed lystighed, der næsten var smærtelig; hun bævede som en dråbe kviksølv på et poleret bord, hun gik frem i fortryllelse, Sørensen var den første stasjon på vejen; mon den tavse, kolde herre blev den næste?

Hans Råskov så ikke på hende, han havde set nok, kunde uden ad hendes smidige bevægelser med hoved og overkrop og hænder, der altid var fremkaldt af en mand, altid gik i retning af en mand. Han kunde straks bestemme hende, hun var ikke af de kvinder, der har et samlet sind, hun var spredt, søgte altid udad; hun havde ikke noget i sig selv, hvorom hun kunde finde ro. Det ærgrede ham, at han havde anlagt den vane at analysere de kvinder, han traf på, men det var måske det sikreste for en mand, der ikke mere kunde undgå at få tanker, hver gang han gjorde et nyt kvindebekendtskab. Hende her var han snart færdig med; hun mindede ham om en vis hæslig barndomserindring. Som dreng var han en dag kommet ind i en gård, hvor han ellers kun sjælden kom, og dær havde han set en rødflammet kat, der legede med en anden. Aldrig havde noget gjort et så modbydeligt, fordærvet og upålideligt indtryk på ham; hans første indskydelse havde været at kaste en sten efter den, men det kunde ikke gå an lige foran andre folks vinduer, men da den så kom hen og vilde stryge sig op ad ham, med krum 97|ryg og opret hale, der endte i en krog, en så nederdrægtig, giftig rød krog, så var han nød til at sparke efter den — —

Han så op; fru Idas løse lok fløj om hendes kinder; hun tog om den med varsomme fingre og trak den om bag øret med en langsom, kælen bevægelse, og der kom et smilende indadvendt udtryk over hendes ansigt. Det gyste i Hans Råskov, da han så det; der påkom ham et øjebliks oprør; mange ting, han ikke vidste besked om, rørte sig vildt og dunkelt i ham; der var noget så forfærdeligt i det, ligesom da han for en snes år siden for første Gang så et dampskib blive sat i gang; en smule bevægelse med et eller andet håndtag, og straks begyndte en pusten og støden og hvæsen af ting, han ikke kunde se de halve af; der kom buldrende liv i en mængde ståldele, som han ikke turde vove sig ned imellem.— — -------Det er urigtigt af mig, tænkte han, at jeg har ladet mig påtvinge en måneds ferie; det er ikke alle mennesker, der kan tåle at blive amputerede fra deres arbejde.

Hr. Råskov, sae pludselig fru Ida, er det ikke kemiker De er? Hvad er det egenlig De laver?

Dynamit, bragede proprietæren; kan De ikke se det på ham?

Å jeg troede, det var øl, sae hun.

Jeg laver bægge dele, svarede han.

Men nu er De jo her for at rekreere Dem. Vi støjer vist også lovlig meget. — Hun så mildt spørgende på ham.

Dynamit støjer undertiden mere, sae han.

Gør det virkelig? spurte hun med naiv undren.

Ja.

Der blev stille på vognen; alle havde følelsen af 98|noget usædvanligt, da de to for første gang talte sammen. Hans Råskovs stemme faldt som en kulde på de tilstedeværende, og ingen kunde finde på noget at sige bag efter, indtil endelig Vejgård sukkede komisk og lidelsesfuldt: Å ja, såmænd ja, — og som på et ventet signal brød munterheden løs igen.

En halv time senere holdt vognen ved skovpavillonen.

De, hr. Råskov, som laver dynamit og øl, sae fru Ida, kommer til at gå ned først.

Skal jeg ta imod Dem? spurte han nede fra.

Tak, hvis De vil flytte Dem, så jeg kan komme til — og med det samme sprang hun ned tæt ved siden af ham; han følte hende suse gennem luften og sank i knæene.

Uvant med interiøret, tænkte han, gid jeg var vel hjemme igen. Det gjorde også hans stilling mere vanskelig, at der ikke var et menneske at tale med; mændene her var lige tåbelige allesammen; tvang de sig for hans skyld til at tale fornuftigt, så kunde han gennem deres ord høre, hvordan de ventede på at slippe fra ham og higede efter at komme til at fjante igen. Nu legede de tagfat; der blev skreget uhyre, de rullede også lystigt mellem hverandre. Proprietæren rendte efter fru Ida; hun snoede sig og løb rundt inden for et ganske lille areal, så han blev aldeles fortumlet af den stadige indbildning, at nu havde han hende; han snurrede om hende, tyk og dog vims, påtrængende og væmmelig som en spyflue. Hans Råskov var så optaget, at fru Ida benyttede ham som centrum for deres fangeleg; hun håbede vel at gøre ham latterlig, han blev derfor rolig stående, til Ahlmark fik fat i hende.

De fik ikke andet end hænderne, sae hun; nu kan De ikke komme mig nærmere, ved De nok — — Ja, De vilde gærne ha fat om livet — hun så dristig på ham med sine leende øjne — men det er som bekendt ikke så let. Se så!

Hun sled sig løs, og løb baglæns, idet hun blæste på sine ildrøde håndled: De raser indvendig, stakkels mand, men hvad kan det hjælpe? Nå, De skal ikke være så ked af det — — Må nok.

Han tog hende om livet og løftede hende op på sin arm.

Kan De godt lide det? spurte hun.

Ja, sae han og lo med sin bragende latter, der ligesom indhyllede dem begge i een skandale; hele resten af selskabet var vidne.

Kast mig, befalede hun, og han sendte hende fra sig, så hun dalede til jorden i en stor bue; hun genvandt ligevægten tæt ved siden af Hans Råskov.

Det kunde De ikke gøre, sae hun.

Jeg kan tumle med kornsække, svarede han; de er næmmere at beregne.

— Du bær dig meget underligt ad, Ida, sae Kai, som hun mødte lige i skovkanten. Du burde kunne forestille dig, hvordan det tar sig ud, når du sidder på en tyk mands arm; han vrider det gule ad af øjnene som en tyr og snøfter ad dig; hans forelskelse klær dig slet ikke; han smasker efter dig, så det er uappetitligt; jeg er nød til at sige dig det.

Hvorfor er du det, stakkels Kai?

Fordi jeg vil det, der er det bedste og smukkeste for dig. Jeg er den eneste, der virkelig holder af dig; derfor ler jeg ikke, når de andre gør det; det er ikke noget godt, de mener med deres latter.

Rare lille Kai. Men jeg tror alligevel ikke, det blir dig. Gør du vel det?

Ikke endnu. Du skal ha prøvet mange rå mænd, før jeg er god nok.

Du er da ikke rigtig klog, men du er rigtig morsom.

Hun klappede ham på kinden, og idet hun berørte hans ansigt, kom der et glimt i hendes øjne; hun tog ham ved øret, drejede hans hoved om og kyssede ham.

Barnekys, hviskede hun, idet hun gik.

— Nu skal vi, dælen dundre mig, ha nogen levemåde, sae Ahlmark, og det var et brag som når en flok råger flyver til værs.

Ingen tænkte på at gøre indsigelse mod dette signal, og snart var der dækket på græsset inde i skoven.

Fru Ida skal sidde nærmest ved mig og ved madkurven, sae Ahlmark; for dær vil De helst være. Er det løgn i min hals?

Å nej. Og De, herren over dynamitten, skal sidde ved min side; for De har en god appetit, ikke? Jo, det kunde jeg nok tænke, og De blir let glemt, når De kommer ned ved den anden ende.

Ahlmark lae et stykke smørrebrød sammen og stoppede det i munden på een gang. — Og så skal vi ha en akavit! Damerne drikker nok snaps, når jeg gir den, ikke?

Jo, jo! blev der skreget.

Fru Ida fik den første og stak den ud.

Hvordan ser det ud? spurte hun, idet hun vendte sig til Hans Råskov.

Ilde. Men jeg har set det før.

I så tilfælde behøver De ikke at se så meget på mig. Vejgård, min sande ven, De vil gærne ha et æg. Kan De fange det?

Hun sendte det hen over hoder, der dukkede sig, og Vejgårds store, bløde håndflade tog sikkert og læmpeligt imod det.

Tak for de sande venneord, råbte han tilbage; hvad vil De ha til gengæld? Forlang!

Idet hun vendte blikket mod ham, skinnede det hvide af øjnene stærkt ud af det glødende ansigt. — Å, send mig det tilbage igen.

Ægget gjorde flere gange turen gennem luften og fangedes til sidst uskadt af Vejgård.

Nu ser hr. Råskov på mig igen, sae fru Ida stille; en underlig, ufri latter hørtes, alle så hen på Hans Råskov, og der blev temmelig stille.

Det kunde De ikke gøre, sae fru Ida til ham; De har ikke det bløde håndelag sådan som Vejgård; De knuste det straks, ikke?

Jeg kan slet ikke spille bold, svarede han.

Når der en gang går hul på Dem, så skal jeg lære Dem det.

Det er for sent, jeg er altfor stiv til det.

Hvad taler De nu egenlig om?

Hun så på ham og mødte også hans blik. Nej aldrig havde hun truffet et menneske, der i den grad manglede ævnen til at være på skovtur; han var ikke en gang vant til at se på mennesker, man skulde ikke tro, at han brugte sine øjne til det, et almindeligt menneske anvender dem til. De kunde få en til at tænke på gamle underlige historier, der gør en utilfreds og længselsfuld efter det sælsomme og gir urolige drømme — — —

Nej nu kan jeg sgu ikke holde det ud længere, jamrede proprietæren; jeg sidder på en træstub med mit ene rundstykke, så det er helt fladt; hvis jeg ikke må få noget at sætte mig på, blir jeg aldrig til et velskabt menneske mere!

Han så bønfaldende på fru Ida, der ellers selv sad på sit overstykke, men han var så morsom i sin elendighed over, at hun et øjeblik ikke lae mærke til ham, at han fik lov at låne det. Han var nok værd at ha med som en modsætning til særlinge og fortjente virkelig en belønning.

Opmuntringspræmie til hr. Ahlmark, bemærkede Vejgård, da proprietæren fik det sammenlagte overstykke udleveret.

Fru Ida sad ved et træ og røg; hun så bleg og mat ud, og mens hun betragtede sin cigaret, hvorfra en tynd, blå tråd spandt sig op i luften, følte hun, at hendes særlingehumør var ved at nærme sig; mændenes øjne søgte hende hele tiden; hun mødte dem med et så ligegyldigt blik, at de holdt sig på afstand; de måtte gærne gå dær rundt om hende og ha en anelse om, hvor ligegyldige de var; det var godt, hun undte dem det og følte en smule triumf ved det. Herren med dynamitten var heller ikke langt borte, men han kunde holde sine øjne hos sig selv. Hvad mon det menneske nogen sinde så på? Det var ikke fjærne ting som skyer eller stjærner; han så heller ikke ud som en mand, der går og har øje med praktiske sager, nej — — — Man så for meget, når man så på ham — —. Å, han kunde alligevel godt gå dær benne og føle hendes øjne!

Nå, hr. Råskov, sae hun, da han gjorde et par skridt hen mod hende, hvad synes De så om vor lille klike?

Jeg mangler forudsætninger for at kunne bedømme den, svarede han.

Men herregud da, hvor det er magert, lo hun. Ja, for det kunde næsten se ud, som om De var vred over et eller andet.

Han blev ilde berørt over den bemærkning, der var som et indbrud i hans inderste tanker, men han sae ganske roligt: Det er nu en gang mit væsen.

De har den vane, fortsatte hun koldt og drillende, at se Dem om, som om De søgte efter et menneske, De vilde slå ihjel. Men det er altså Deres væsen.

Ja.

Vi andre morer os og — hun tog et drag af cigaretten og udsendte en røgsky i retning af ham — har mange galskaber for, som man jo næmt kan se, men De har heldigvis bedre forstand.

Hun vil mig noget, tænkte han.

Han mindedes farlige ting, han var kommet for nær til, og som havde efterladt sig meget ondt i hans sind; i mange år havde han søgt tilflugt i arbejdet som det, hvori der ikke er noget ondt, og som et menneske kan betro sin åndelige velfærd til, men om det middel ikke mere slog til en skønne dag — —

Og med hele sin fortid foran sig og uden tanke for det fremmede menneske, som sad dær, sae han: Ingen ved hvad der kan hænde ham.

Hun lo, med den uvedkommendes kolde, sårende latter: Å, sae hun, så er der jo håb endnu!

Hun gik og lod ham stå med sin fortid.

Hende kommer jeg til at hade — forhåbenlig, tænkte han.

Solen gik ned; mod den røde himmel stod træstammerne som et sort gitter; købmand Sørensen og hans unge kone var ude for at sværme lidt i det dejlige vær. De kyssedes på et sted, hvor belysningen faldt særlig hed og rød, og i de dybe skygger, hvor alt var sort, udåndede de deres afsky over fru Idas åbenlyse jagen efter mændenes attrå; de brugte ordet attrå flere gange, de måtte stå stille og trykke sig tæt ind til hinanden, men hvor luften faldt over dem med et koldere pust, fordømte de den hetærenatur, der dag for dag blev mere utvetydig i fru Idas væsen. De beklagede — under et langt og ømt kys — at hun havde mistet sin mand så tidligt; de forstod bægge, hvad for et savn det måtte være, men de så også med gru, hvor vel hun befandt sig midt imellem mændenes utilslørede lyster; det var ham, der brugte dette udtryk, og de gyste bægge derved. De stansede og hviskede noget til hinanden, og det måtte ha en forsonende karakter, for de smilede så sødt bag efter.

Fru Ida havde det ikke så godt som de to nygifte; Vejgårds underholdning kedede hende; han var kommet hen til hende som den, der mener, at han har forrettigheder og kan benytte dem, når han får lyst. Hvor det menneske kunde tale, hun hørte ikke bestemt, hvad han sae, hans ord frembragte blot en underlig tom larm i hendes øre, men han kom aldrig nærmere, han nåede aldrig til mere end at få sagt en utrolig mængde ord.

Han var som en vogn, man hører en stille aften på en hård vej; man prøver på at beregne, hvor langt den er borte, og man venter fem minutter, men den kommer ikke; det er underligt, den må være ganske nær ved — — godt; jeg vil vente fem minutter til, nej ti; så er den forsvundet til den anden side. Ti minutter, ingen vogn, men den samme rumlen. Det blir spændende; jeg vil vædde med mig selv; er den her om fem minutter, så tar jeg den lyserøde kjole på til Gerdas fødselsdag, ellers den blå, som ikke er så pæn, men det blir altså den lyserøde. Stadig ingen vogn. Men hvad er det dog for en drillevogn, der bare vil rumle og ikke komme? Jeg vil lægge mig ned og sove, og når jeg vågner, er den her. Der blir uhyggeligt; hun græder og stamper i jorden, og så stikker hun i rend hen ad vejen; hun render vist en halv mil, og så kaster hun sig grædende og arrig på en grøftekant, for det er ingen æventyrvogn, men en almindelig arbejdsvogn, der slet ikke kørte i retning af hende. Hun kunde rende efter den og myrde den! Så lusker hun hjem i det modbydeligste humør og vil hverken ha den lyserøde eller den blå kjole på; moer kan ikke forstå, hvad der er i vejen med pigebarnet, som er forgrædt og hidsig og ingenting vil sige — —

Uha, udbrød fru Ida, bare jeg havde en kat!

Hvad vilde De med den? spurte Vejgård forbløffet.

Jeg vilde træde den på halen og høre den skrige og sprutte.

Og hvad så?

Og så, når jeg havde lavet en rigtig djævlekat ud af den, skulde De få den for at gøre den god igen.

Hvad fejler De? spurte han dumt.

Jeg vilde ønske, De selv var en kat, men De er en grinende djævel, der nu også er blevet snaksom.

Det var første gang, hun ligefrem vendte ham ryggen; men han lod hende høre, at han lo, idet hun gik.

Hun stod med aftenrøden ind i sit ansigt, da Ahlmark kom hen til hende.

Det er en mageløs aften, sae han med en stemme, som han forsøgte at dæmpe.

Hendes fregner, der sprang ud sammen med de første anemoner, stod tydelige i aftenlyset.

Gift Dem med mig, eksploderede han, her står jeg — han grinede ynkeligt og lidenskabeligt — jeg kan, gud hjælpe mig, ikke andet. De skal være min kone; i morgen den dag; nu! — Han løftede hende op på sin arm.

Slip mig, sae hun med en lille fin stemme, der i hans øren lød som en overgivelse.

Jeg gør det ikke, jeg måtte jo være gal; nu har jeg Dem!

Sæt mig ned, sae hun uden at røre sig.

Ja, men De mener det jo ikke, klynkede han; hvorfor siger De det så? Spring selv! udbrød han pludselig, ligesom i eftermiddags, la mig se det igen; den gang sprang De lige ind i mit hjærte. Nu kaster jeg Dem, så løber jeg efter Dem og fanger Dem; det er sådan en leg mellem os to, tiggede han.

Hun rakte op og fik fat i en tyk gren oven over, og med et rask tag var hun ude af hans arme og sprang ned på jorden.

Kan De ikke lide mig? stammede han. Hun stod tavs og ufattelig foran ham, og han turde ikke gribe efter hende igen.

Sig dog noget, bad han; De kan da altid snakke til mig. Nu har De gjort mig tosset, fordi jeg har båret Dem — De ved ikke hvad jeg blir nød til at gøre, når jeg — — — uha, jeg er lige ved at foragte mig selv — — men De må heller ikke sige nej; sig nu noget — — Er jeg så væmmelig?

Han var ikke væmmelig, bare ubrugelig. De snakker, og de tigger og de ligner hinanden, men — —

Nu skal vi hjem, sae hun, og der var et pres i hendes bryst, så hun næppe kunde få ordene frem.

Hos mændene var der oplagthed til store løjer, da de skulde til vogns igen, de samlede sig gnæggende om fru Ida og ventede på et signal, men så erklærede hun meget tørt, at det var bedst, enhver satte sig på sin forrige plads, så blev der ikke noget vrøvl. Herrerne kom hurtigt op og begyndte en fornuftig passiar. Fru Ida satte sig ved siden af Hans Råskov og sae ikke et ord under hjemturen.

Al skrigen var ham imod, og han følte den almindelige lavmælthed som en behagelig modsætning til udturens hurlumhej. Men ved det at hun tav så tæt ved siden af ham, kom han endnu mere til at tænke på hende; det billede han havde dannet sig af hende, begyndte at blive utydeligt og forvansket. Når han så på hendes ansigt, der stod som en silhuet mod aftenhimlen med en lidt spids næse og tynde fremstanende læber, så syntes han ikke, at han kendte hende igen. Hendes tavshed var farlig, han kunde naturligvis 108|rette fejlen, når han så hende igen — han vilde se hende igen — ti denne klart tegnede, mørke profil mod den gule himmel, lignede ikke hendes ansigt fra før; den var så fin, den svarede til den forestilling om finhed, han havde haft, da han selv var en grov, kantet dreng, og som han første gang havde set hos en fræk, men nydelig lille pige fra København, hans første forelskelse.

Hun bemærkede, at han så på hende, og vendte ansigtet mod ham, så det blev usynligt et øjeblik; hans fantasi havde da slet ingenting, og den tog sig friheder — —

Hun sad så tæt ved ham, at han kunde føle varmen fra hende, men han ænsede det ikke, han var ikke modtagelig for erotisk overføring af den art.

Det var nu en forbandet trang, han havde fået i den senere tid, at han måtte tænke så langvarigt over enhver kvinde han mødte! Han plejede om enhver enkelt at danne sig en klar forestilling, der ikke lod sig rokke bagefter. I det foreliggende tilfælde var den ikke blevet urokkelig endnu.

Det skulde vel ikke være af beregning, at hun var så tavs? Der var kommet en varslende uro over ham og en fjærn angst; han havde fornæmmelser af en hul hvisken, som kunde det være tordenlarm, der endnu var langt borte fra bevidstheden.

De ældre damer på den anden vogn var allerede faldet i søvn. I deres figurløse kåber og deres besynderlige, ludende stillinger lignede de et spil kegler fra Torneroses slot, hvor en har slået alle ni, i samme øjeblik som alting er stanset til hundredårig søvn.

Herrerne talte om stærke mænd. Doktoren betegnede bryderkonger som en slags dekadenter, hvortil 109|Ahlmark erklærede, at han, som dog selv havde mange kræfter, aldrig havde følt sig så imponeret af noget som af en brydekamp, han nylig havde overværet. En tredie mente, at det meste måske bare var humbug; hvem vidste, hvad aftaler der var truffet før kampene, og om ikke pengene spillede en lige så stor rolle som kræfterne?

Men diskussjonen interesserede ingen synderligt, og den døde snart hen.

Da åbnede fru Sørensen, der slet ikke havde taget del i samtalen, pludselig sin mund og sae stille og indadvendt uden at henvende sig til nogen særligt:

Min mand har nu osse ualmindelig mange kræfter.