PAR efter par går det store selskab ind i proprietærens spisestue, hvor alting udsender et koldt lys, kun vinduerne er mørke, og de blir lidt efter lidt helt sorte. Der har været varmt i dagligstuen, men her inde er man lige ved at fryse. Rødmen på damernes kinder begynder at vise bestemte grænser, hos de ældre flytter en afdeling af den ud på næsetippen, kavallerer sendes ind efter sjaler, men de unge vil hellere spise sig varme eller le sig varme. Med det sidste er det alligevel kun småt; ingen siger noget, alle stivner over for det meget hvide. Der mumles, mens suppen bydes om.

Det var da satan til højtidelighed, knager proprietæren, hvis stemme hersker enevældig i det tavse rum. Ja, må jeg så bede det ærede ligfølge om at ta for sig; de, der ikke får nok at æde kan bag efter gå ud i spisekammeret og gøre sig færdige.

Ældre damer mindes hans kone, som han begravede for to år siden, men de formildes svagt, idet suppens varme dampe står op om deres kolde næser.

Ahlmark har fru Ida til bords; hun er i diset blå silke, og ligner en af de små danske søer en sommermorgen, så blå og stille og frisk; hendes bordherres 116|underholdning fremkalder næppe en krusning af et smil på hendes smalle ansigt.

Nå De dynamitgrosserer, siger Ahlmark, når De er færdig med at læse bordbøn, eller hvad det er, De bestiller, vil De så skænke i Deres dames glas?

Hans Råskov ser op, idet han rækker efter rødvinsflasken. Dette brølende stykke kød og blod af et mandfolk var også kommet i ulave i anledning af den pludselig så tillukkede lille dame ved siden af, en næm og glubsk kærlighed, som der var råd for, om hun vilde. Men heller ikke han lod til at ha held med sig, skønt han udfoldede alle sine ævner; han formelig knaldede mod hende med sin stemme som en splittergal og bespændt spyflue mod en rude. Han var såre elendig ligesom Hans Råskov selv, skønt han endnu var under påvirkning af øjeblikkets kølighed. Hans tykke, fastsnoede overskæg hang ned som to massive spørgsmålstegn; mellem dem blev hans skrå, ubetydelige hage endnu mere intetsigende, og neden under kom den svære hals som hagens naturlige fortsættelse. Skilningen på den smalle isse var endnu uberørt af de sindsbevægelser, der stod tilbage; det lå i hendes magt, hvor forpjusket han skulde være, inden aftenen var til ende.

— Ved næste ret blir samtalen højrøstet, og da Ahlmark ser at hans gæster er i gang, ophører hans basunsoloer ud over bordet, han taler med fru Ida alene.

De er altfor alvorlig, fru Hansted, siger han.

Ja, svarer hun og slår øjnene op imod ham. Disse øjne er der to, der ser.

Ahlmark er straks helt ude af det. — Hvis De 117|vil smile til mig nu, siger han, så vil jeg forære Dem denne her gård, og De kan så gøre med den, hvad De vil. De kan ansætte mig som røgterdreng; jeg vil være Deres dreng; jeg har aldrig før været nogens dreng, jeg vil være Deres dreng på Deres gård.

Vil De det?

Ja, dælen baldyre mig, siger han, glad over at få anledning til at bande på det. Men hun ser på ham med sine blå øjne, der er kolde som et tilfrosset vand en vintereftermiddag.

De må jo fejle noget, hvisker han og ser mere end een gang ned til Hans Råskov, for at hun skal lægge mærke til det og sige noget om ham. — Nu har jeg ikke hørt Dem le i tre dage, hvad skal det blive til? Det går rent galt med mig, hvis det skal blive sådan ved. Men det er lige meget: smil nu til mig, så rejser jeg mig op og slår på mit glas og siger: Her, mine damer og herrer, ser De gårdens frue, og jeg er hendes røgterdreng. Skal vi imponere rakket, så de aldrig forvinder det, bare for grins skyld?

Hun ser frem for sig og ler højt, så de nærmeste hører det; Hans Råskov vender sine øjne op mod hende og tar dem straks til sig igen; der var et fremmed udtryk i hans ansigt som hos en mand, der er optaget af vigtige ting, og pludselig hører noget skingrende, der får ham til at vende hodet.

Han spiller den ligegyldige, tænker hun. Ja ja, lad os prøve ham.

Det synker godt i vinflaskerne; til gengæld er der stigning i øjnenes udtryk; over alt ses strålende øjne, salige øjne, hvis ejere befinder sig på et af deres livs højdepunkter, øjne, der gløder af mad og vin; 118|bange øjne, der er blevet dristige og ikke holder på nogen hemmelighed. Det kendes mest på de unge; de har siddet kejtede ved siden af hinanden og udvekslet flere ufrivillige albuestød end interessante bemærkninger, men nu får de held til at opdage hinanden og gøre lange strejftog ind i hinandens fortrolighed, og de støder snart på den erotiske betagelse, som ligger bag ved. De udveksler deres gensidige beundring mere end een gang i små private glas og øjekast; megen letsindig ild tændes og næres yderligere ved sagte samtale; forvovne små lygtemænd danser på randen af vinglassene; albuestød undgås lettere og erstattes med mindre spidse berøringer. Her blir så hedt, men det er svalt i haven; det kunde gøre godt at gå en lille tur efter bordet, forblommede aftaler træffes; man føler allerede fortryllelsen ved at se på hinandens munde, der under samtalen nærmer sig til en afstand af et lille kvarter — —

Fornuftige forældre aner ingenting.

— I Hans Råskovs øren lød det hele som en kold, uvedkommende larm; det var en koncert som af skralder og piber på et marked, og til denne koncert hørte også fru Ida. Han vidste ikke, hvorfor hun ikke skraldede med i aften, hun vidste det vel heller ikke selv, det kunde være ligegyldigt. Ti da han så hende dagen efter deres møde i skoven, da optrådte hun med lystigheds fulde musik, hun fik mændene til at danse om sig, og det var vel meningen, at han også skulde danse, hun vilde naturligvis vise verden, at hun havde fået ham med, og at han kunde ligesom de andre. Men han havde ganske vist ikke 119|danset. Han havde holdt øje med, hvad hun tog sig for, og allerede det syntes at more hende en hel del.

Meget energisk var han således blevet stanset i sit anfald af forrykthed. Han havde næmlig været på vej til at tro på hende. Da han kom hjem den aften, havde hans sindsbevægelse efterhånden lagt sig, han var kommet til ro, og han havde sagt til sig selv, at det var jo alligevel muligt — — måske var hun den rette, han havde tilbagekaldt sine hånlige tanker om hende, og var til sidst kommet i en stemning, der var helt ny for ham. Det var slemt, at han måtte gå fra hende så pludseligt; næste dag vilde han forklare hende — — eller blot bede hende om ikke at tænke mere på det.

Det blev en anden næste dag, end han havde tænkt sig. Dog, så snart han havde set det første blik, hun sendte en anden mand, så var han underrettet. Der var ingen vaklen, han troede ikke, at han havde set fejl; han vidste straks, at hun ikke var hans, men alle andres. Han havde ligesom lagt hånden på noget, der var i bevægelse inde i ham, i fremgang mod mere lykkelige tider, han havde stanset det, og da han så hende fortsætte sin sædvanlige leg, havde han sagt til sig selv: Naturligvis! I samme øjeblik var det ham ubegribeligt, at hans fornuft i den grad kunde svigte ham. Siden havde han undgået at tale med hende, men havde truffet sammen med hende ret ofte; han led under det, men det var vel rimeligt, at han skulde lide for sin galskab.

Han greb sig i at stirre påfaldende på hende, mens disse erindringer gik hårdt og larmende gennem hans sind, som ankerkættinger, der løber ud. 120|Hendes kinder flammede af en ild, der stod i en betagende modsætning til hendes tavshed, men der var ikke den mand, der var dristig nok til at anse sig selv for årsagen til den varme, der udstrålede fra hende. Hun smilede ad de vittigheder, Vejgård tilråbte hende; hun nikkede til Kai, der betragtede hende med megen alvor; hun løftede sit glas mod købmand Sørensen, der trods sine religiøse og sædelige grundsætninger afleverede sine kantede forbindtligheder — — af forretningshensyn, forklarede han hviskende sin kone, ligesom han kun af forretningshensyn var gået med til dette selskab. Fru Ida sad dær, som om hun var husets frue, en nådig og vanskelig frue; ondskabsfuld mumlen løb langs bordet.

Fru Ida behøvede ikke at stirre på Hans Råskov for at holde øje med ham; han var heller ikke et menneske, som man fik noget ud af ved at se på ham; han lignede sig selv fra den aften, da han på en så plat måde havde narret hende midt i en stor forventning. Hun havde været så betaget, at hun ikke kunde tale, og ventet i stor spænding på, hvad han endelig vilde sige, han der sparede sin mund og kunde gå og tie en mængde indholdsrige ting sammen. Så stille og sælsomt havde de to fundet hinanden, at hun ikke turde vove sig til at være den første til at tale, det tilkom et ualmindeligt menneske som ham. Og så havde han sagt: Jeg vil hjem! Ligesom en gammel ægtemand, hun en gang havde set, der var kommet ud at spasere med sin unge kone en dejlig sommeraften, og bedst som hun tror, de skal til at ha det godt, så støder han stokken i jorden og bider tandstumperne i den ene kæbe ned i de bare gummer 121|i den anden og siger stædig og gnaven: Jevejææm!

Jo, hun havde haft en kamp at bestå, for en gangs skyld, en kamp med sig selv for at kunne le over dette optrin. Da hun traf ham næste gang, vilde hun vise ham, at hun ikke havde tabt humøret, og så var det desværre alligevel tilfældet. Det var hendes knagende dumhed, at hun ikke straks var færdig med ham. Han havde igen forstyrret billedet af den gnavne ægtemand, han snart blev, hvis hun tog ham, han var kun halvvejs latterlig, og hun var endnu forelsket i denne halvt komiske, halvt uhyggelige figur. Men hun vilde tvinge ham til at træde frem som den, han var, at hun kunde blive klog på ham og færdig med ham. Hidtil havde hendes forsøg på indirekte at sætte liv i ham kun bevirket, at han blev fuldstændig til sten. Hans selvbeherskelse måtte være umådelig; han så ikke en gang så indædt på hende, at det var opsigtsvækkende, selv om hun nok læste mere i hans øjne end andre; men hun vilde øve ham yderligere i selvbeherskelse, så kunde han gå sin vej med den, hvis der ikke var andet at klemme ud af ham.

— Se, hvor uhyggeligt mørket står lige uden for vinduerne, sae Hans Råskovs borddame, frøken Anna Årbo, idet hun vendte ansigtet mod ham. — Når grenene vifter, ser det ud, ligesom mørket blev levende.

Hvad er det, der får Dem tir at gøre iagttagelser over mørket? spurte han, underlig berørt.

Ikke andet, end at jeg kan godt lide det.

Anna Årbo var atten år, høj og kraftig af sin alder; det mest voksne ved hende var den dybe, 122|fyldige stemme, som hun var fuldstændig herre over; derimod var hendes bevægelser endnu helt barnlige; de havde noget af den pudsige ynde, der undertiden er over føl eller hundehvalpe af god race. Hendes store, venlige ansigt gav hele hendes fremtoning noget vist naivt, og hendes væsen var overhovedet præget af den troskyldighed, der virker pirrende på erotisk erfarne mænd, men hendes forstandige, mørkeblå øjne holdt de nysgærrige på afstand, og de fandt heller ikke hendes smalle læber varmblodige nok.

Hvor kan det være, Hr. Råskov, sae hun, at De aldrig har været henne at besøge min onkel? Jeg vil sige Dem, at han er skuffet over det, og jeg ved, at han interesserer sig meget for Dem.

Jeg er ikke interessant, frøken. De kan være vis på, at jeg mener det, føjede han til.

Ja men det er onkel; han tænker meget over alting. Han taler også meget om Dem.

De har formodenlig drøftet mig i fællesskab, henkastede han.

Det har vi, svarede hun uden forvirring og så åbent på ham.

Det er vel også ham, De skylder Deres usædvanlige alvor? sae han med en antydning af et smil.

Hun blev underlig grebet ved hans minespil, det var ruinerne af munterhed, hun pludselig så afdækkede på et menneskes ansigt.

Jeg skylder ham meget, svarede hun med alvor.

Også Deres forståelse af mig? spurte han ironisk.

Jeg fordrister mig ikke til at ville forstå Dem.

Det svarede han ikke noget til; også hun tav et øjeblik.

123|

— Det er den sørgeligste dag i mit liv, sae Ahlmark til fru Ida; De har siddet ved siden af mig og kedet Dem, og jeg kan ikke en gang købe et smil af Dem med hele min gård. Så fallit har jeg endnu aldrig været.

Hvem er den konfirmandpige, Hr. Råskov konverserer så ivrigt? spurte hun.

Han konverserer hende s'gu slet ikke så ivrigt, og hvis det kan trøste Dem, tilføjede han med et mislykket forsøg på at se ondskabsfuld ud, så har han siddet og skulet meget indsmigrende op til Dem hele tiden.

Det er også det, han gør bedst. Skal De ikke hilse på ham også? Jeg synes, De forsømmer Deres pligter som vært.

Ahlmark tog sit glas og rømmede sig, så det drønede, Hans Råskov og flere andre så den vej.

Må jeg hilse på repræsentanten for sprængstofferne?

De løftede deres glas og drak; fru Idas øjne veg ikke fra hans ansigt.

Hvad ligger der dog under den maske af bondegenerthed? tænkte hun. — Måske slet ingenting. Men jeg vil se ham uden maske.

— Mine damer og herrer, sae Ahlmark; vil De så være så venlige at føle på Deres maver, om der kan være mere; ellers er kykkenæet den vej. Velbekomme!

Selskabet fordelte sig i stuerne; blå røgsøjler steg til værs om kap med de tykke skyer, der blev pustet ud; sigarendernes gløden tiltog og aftog, som var det ilden selv, der åndede; mange herrer gumlede på røgen, inden de slap den ud, de havde også 124|siddet til bords over en time. Ahlmark gik om og strøg tændstikker og havde sin sædvanlige morskab med den lille tykke dyrlæge, der gik i stadig fare for at le sig ihjel over hans morsomheder.

Bak, Thomsen, formanede proprietæren og forsøgte at ramme den hoppende sigarende med sin tændstik; bak nu, lille Thomsen. Men så bak dog for satan! Står mennesket ikke dær og griner som selve fanden, da han så sin oldemor danse svejtrit i sivsko med den helligånd. — Han strøg to tændstikker på een gang og holdt jagt på dyrlægens dansende sigar.

Lad mig tænde — — jeg ve' sæl, jamrede Thomsen. Du brænder mig, av, hav, hav, hav — — —

Dyrlægen lå ned i sofaen og droges med døden; han kunde ikke en gang få begyndt at le for bare grin. Han lo som en basun for munden af en begynder; han tog fat oppe i falsetten, hvor han ikke kunde føre det igennem, han misbrugte sit latterinstrument, så det slet ikke kunde gi de rigtige toner; de blev siddende nede i mellemgulvet og rystede hans indvolde, og da han ikke kunde andet, så sparkede han latteren fra sig med benene, han vred den af sig i sælsom mavedans, smed den om sig med bægge hænder, han græd den ud i stride tårer, og da han således længe havde grinet med hele kroppen og havde været døden nær, så fik han endelig forløsning for sin latter ad naturlig vej.

— Vejgård havde — i mangel af fru Ida — drillet en flok unge piger, så de samlede sig om ham; han lå udstrakt i en flugtstol, medens de stod foran ham med dirrende pegefingre og skreg i munden på hverandre, at han måtte skamme sig; de skældte 125|ham hæder og ære fra i deres taknæmlighed over, at han vilde beskæftige sig med dem og glemme sin fru Ida et øjeblik; de krummede sig over ham, faldefærdige af optagethed, og skubbede til hverandre. Han lo til dem gennem sin sigaret og fnøs dem røgen ind i ansigtet og trak den mest højrøstede ned på sit skød, hvorfra hun straks sprang op igen og gav plads for en anden. Længere tilbage stod en sejstenårig lille dame og blæste sigaretrøgen ud gennem næsen, idet hun hånligt erklærede, at hun var lige glad, når han bare vilde la være at snyde i krokket. Vejgård rejste sig og hentede hende, bar hende over gulvet og satte sig med hende på skødet. Da hun tog fra sig, vilde han kysse hende, blot for at lære hende at opføre sig ordenligt; hun knoede løs på ham med knyttede næver og vilde ikke slippe sin sigaret, røg og gnister stod om dem; hun fyldte hans søgende mund med røg, så han hostede al kraft af sig og måtte slippe, men de andre skreg og lo i stor indignasjon: Hvorfor skulde han netop slås med hende? mente de. — Hr. Vejgård er rigtignok store slem i aften, sae de; og så blev de ivrige igen; men den fejrede digter gik pludselig sin vej og lod dem stå. Den sejstenårige fik sig en anden sigaret og var stadig lige glad; hun kunde slet ikke dele de andres følelser og måtte søge andet selskab.

— Foran fru Ida sad to unge mennesker og gjorde sig til, de hviskede, den ene sagtere end den anden og hældede sig over hende om kap; med deres ludende kroppe og deres øjne, der opmærksomt vandrede om på hendes fine skikkelse, mindede de om to hunde, der sidder og gir agt på deres herre; og ligesom to hunde vekslede de undertiden et kort, 126|mistroisk blik, når det kunde se ud, som om der faldt mere af til den ene end den anden. Fru Idas ansigt blussede og havde et træt udseende; hendes krølle hang som en forstrakt proptrækker ned over tindingen og kildrede hende på munden; det kunde gyse i en mand ved at se det, man kunde komme til at bævre med munden; de to unge lo sygeligt af og til.

— Købmand Sørensen indlod sig i sin egenskab af alvorsmand i samtale med Hans Råskov, men hans øjne kunde ikke slippe fru Ida; de dansede alle vegne rundt om hende som to hunde om deres elskede herre, men hvor mange krumspring de end gjorde, så var de hele tiden optaget af hende; gjorde hun en lille usædvanlig bevægelse, så var de der, som to kloge hunde, der tror, at deres herre vil dem noget. Han pillede med svagt bævende fingre ved de lysebrune krøllede hår, der stod så frodigt ud af hans friske kinder, og når hun smilede, skiltes hans tætte skæg straks af de bugnende, røde læber.

Mens fru Ida lod de unge mennesker brænde sig op — de bøjede sig hen over hende, som om de var bange for, at forbrændingen ikke skulde gå hurtigt nok — iagttog hun de to mænd, der havde valgt at tale om alvorlige ting tre alen fra hende. Det var underligt at se Sørensens ferskhed så tæt op til Hans Råskov, og det var endnu mere påfaldende, at han ikke følte det selv, men hendes nærhed styrkede ham formodenlig; han snakkede hele tiden og mærkede ikke den andens øjne. Å, hun vilde gærne opleve, at det menneske en gang åbnede sin mund og oplod sit væsen mod den ferskhed ved siden af ham! Hvor vilde Sørensen ikke slime sig af sted i en fart, 127|som en snegl, der kommer ud af det kølige græs og uforvarende dumper ned på en gloende jærnvejsskinne!

Det skete, at Hans Råskovs øjne fulgte med Sørensens og søgte hendes øjne et kort nu; de vandrede ikke hen ad hendes arme og fødder eller dvælede ved hendes figur; det var snarere, som om de gjorde et spørsmål eller afleverede en erklæring. Ak ja, hvad kom det hende ved? Han havde måske problemer, der gik forud for kærligheden; han misbilligede hende, når hun vilde elskes! Og så var hun på alle sider omgivet af mandfolkeøjne — — — hun vilde pille dem ud allesammen og sælge dem, hvis hun for den pris kunde købe sig, at han så anderledes på hende.

Hun rejste sig og gik. De to unge mennesker blev en stund siddende og stirrede efter hende med opmærksomme, modfaldne øjne som to hunde, der efter lang venten ingenting får; derpå betragtede de hinanden gennem øjenkrogen og mumlede noget, som om de knurrede ad hinanden; så fjærnede de sig i modsatte retninger, og Sørensen blev pludselig beklemt ved Hans Råskovs selskab og fik flyttet sig et andet sted hen.

— Men der har vi jo vor lille Kai, udbrød fru Ida; velbekomme, Kai. Jeg har slet ikke set dig bele aftenen; godaften, Kai.

Du er meget smuk i aften, Ida.

Det er jeg jo altid, svarede hun. — Hvor havde det været godt at modtage den erklæring i lykkelig tavshed, om den var bleven sagt af en mand, hun elskede!

Men der er forskel, sae han. Havde jeg ikke set 128|dig før i aften, så var jeg blevet gal inden i morgen. Du ligner noget, som man aldrig har set før, og som man synes man må gribe straks, fordi det aldrig mere kommer igen.

Å, det ved du slet ikke, Kai; der kunde godt tænkes den, der skubbede mig bort, hvis jeg bare kom i nærheden af ham.

Kai så efter Hans Råskov, der gik ud gennem havestuedøren. — Det må så være en, der ikke har sin forstand kær, sae han.

Hvordan bær du dig ad med at bevare din egen forstand? spurte hun, mens hendes tanker var langt borte fra ham.

Å, sae han; du kommer alligevel til mig. Du blir en gang så forrevet, at du ikke trænger til mere lidenskab af nogen slags, og så ved du ingen andre end mig.

Hvad vil du så gøre ved mig?

Jeg vil trøste dig og gøre dig glad, som du var før.

Mange tak, Kai; så render jeg fra dig igen.

— — — Hør nu, fru Ida, sae Vejgård og stansede hende; her går en ven af Dem omkring i en tilstand af den dybeste forladthed og har endnu ikke den hele aften været genstand for Deres medlidenhed.

Nå ikke det, svarede hun og lo tørt.

Nej. Her står en afsat ven, der er kasseret i unåde, mens han levende husker den tid, da han dyrkede vidtstrakte, lystige marker i fællesskab med Dem og var en stor godsejer i latterens rige, men nu — — —

Han trak lange tankestreger i luften med højre hånds pegefinger.

129|

Herregud da, jeg vidste slet ikke af, at De havde det så slemt.

Ganske rigtigt. Fra det øjeblik De tar den bestemmelse mig angående, at De ikke ønsker at vide af mig, så er jeg udslettet og fallit. Nu er jeg kun rig på forstødthed og savn; jeg ejer ikke andet end min udlændighed, som er uden ende. De har ikke latter eller smil til overs for mig; De skyder bjærge af alvor op imellem os — — — men nu, idet De lo uden ironi, forsvandt de allesammen; Deres latter flytter bjærge, hvilket man ellers påstår, at kun troen kan gøre, skønt det aldrig er prøvet, men Deres latter har stået sin prøve, og jeg er Deres grinende djævel til tjeneste. Skal vi to more os, en rigtig gang, en stor, god gang? Samle hvad her er og ta dem med ud i haven og lave fest? Vi kan sætte elementerne i bevægelse, himlene skal humme sig, når vi huserer!

Ja, men ikke lige nu; jeg er træt.

Vi resolverer at kalde det træt. Det er ellers en højtidelig og vanskelig tid. Deres for øjeblikket bedste, men ikke morsomste ven, har for så vidt et tidssvarende ansigt på. I de andre mandfolks fjæs står der en apoplektisk kamp mellem alvor og grin; også Deres åsyn vidner om denne tids usædvanlighed. Kun jeg er den uforanderlige, grinende djævel, og det er det eneste, hvorfor De kan ganske godt lide mig og samtidig foragter mig. Det er ikke mig, der skal ha at vide, hvad der er i vejen med Dem; det ved De først, når De står overfor den, De venter på, men skal vi to ikke alligevel gå en tur i haven? Det er et meget fornuftigt, køligt vær i 130|aften; De kan godt spasere lidt med den mand, der ikke er den rette.

— — — Hans Råskov sad i en mørk krog af haven og så op mod den halvlyse veranda, hvor fru Ida og Vejgård var kommet til sæde, efter at de var gået haven rundt. Det så ud til, at de havde samlet en del på deres tur, som de nu holdt opgør over. Deres hoder bøjede sig til og fra hinanden; en hånd blev lagt indtrængende på et ærme, en finger rettedes demonstrerende mod et bryst — hendes bryst — mens løftede øjenbryn understregede demonstrasjonen; nu viftede en hånd afværgende understøttet af hovedrysten, mens en anden hånd indtog en tankefuld stilling under en kind, og dermed gik det foreløbig i stå. Dog kom imidlertid en hånd sagte vandrende fra ejermandens knæ over til det andet knæ; dær blev den liggende, fortrolig, men ikke nærgående, det syntes at være dens ret. Pludselig lo han, så det kunde høres, og begyndte at gynge med hendes knæ og slap det så. Han spillede med fingerspidserne mod hverandre og sae en mængde, der til sidst bragte den tankefulde hånd ned fra kinden. Hun strøg ned over sit skød og strammede kjolen over knæene, idet hun smilede en bemærkning ind i ansigtet på ham. Han rettede sig i sin stol, tog ligesom besværgende en favnfuld luft med bægge arme, og som om det havde været for meget for ham, søgte han støtte på hendes stoleryg; hans hage hvilede vist på hendes skulder. Derpå sank hans hoved endnu dybere, og hun så ikke op; hendes ansigt kunde en tid slet ikke ses. Hendes hænder lå trætte og opgivende i hendes skød. Men så lod det til, at hun vilde sige noget afgørende, og hun løftede den 131|ene hånd, men han rystede på hodet en enkelt gang; hendes pegefinger gled magtesløs ned ad hans bryst; han tog om hånden og lae den med et lille tryk i hendes skød; nu blev den der vel! Derefter kunde man ikke skælne deres hoder fra hinanden.

Hans Råskov rørte sig ikke, dær hvor han sad; han sank ikke sammen, skønt han følte det, som om han forkulledes indvendig fra; der var et flammende øde i ham, en uforanderligt sviende tomhed, der syntes at betyde, at alt var brændt op; men der kom også en velgørende følelsesløshed over ham; dette var måske det sidste, der skulde forbrændes, og så var der ikke mere, det var nemlig umuligt, menneskeligt set. Af og til fik han et slags hastigt overblik over det heles forløb, og han tænkte: Jeg holder det ud, jeg kommer over det — ligesom bevidstheden pludselig kan overskue ens stilling under et ulykkestilfælde: Jeg slipper fra det med livet — mens ens legeme flås hen ad jorden. — Hans Råskov formåede at hæve sig over det og hævde sig selv ved den tanke: Jeg kan bære det med.

Men det var en underlig tilvækst til stilheden, da de to der oppe ikke rørte sig mere; han blev svimmel deraf som en, der ser alting gå i stå rundt om sig; det dirrede i ham, og det var som om han selv begyndte at bevæge sig; bænken gled bort med ham, tilbage i mørket; han så den halvoplyste veranda med samme tydelighed, men han kom virkelig længere bort fra den, så langt at han glemte, hvem der sad deroppe; det var ikke nogen, der kom ham ved, mere end de hundrede gange to mennesker, han før havde set, som ødslede fortrolighed og godhed på hinanden, mens han stod udenfor og så til; 132|og så betød denne ødselhed alligevel ikke noget for de mange par mennesker; de regnede det ikke bag efter; de havde kastet værdier af varme og venlighed til hinanden, men det bandt dem ikke siden hen, de søgte ikke hinanden som mennesker, der har livsværdier fælles; de havde råd til at glemme det. Så rige var de fleste mennesker, men han var den, der så til; i beskuelsen lå hans tab. I sin barndom havde han undertiden tænkt sig, at han kom frem af mørket med en sten og knuste hodet på to, der havde det så godt. De skiltes jo alligevel senere og mente altså ikke noget med det. Men for ham var der et tab i det; de holdt ham borte med ryggen, de trådte ham ned med hælene uden at se ham, uden nogen sinde at vende sig om efter ham. Derfor ønskede han at slå dem ned. De glade, blinde mennesker burde på en eller anden måde erfare, at han var til.

Han følte bænken gynge under sig; det var en lystig tur. Men de to vilde ikke blive borte for ham; de sad der endnu, han havde taget dem med sig på sin nethinde, de kunde ikke vidskes ud. Selv om han slog dem ned med en gråsten, så vilde et andet par straks stille sig op i deres sted; hvad betød det, om den ene var en kvinde, han ikke elskede? Han elskede ikke hende dær; han elskede alle kvinder med samme had.

Døren ud til verandaen blev åbnet; stemmer hørtes; Vejgård og fru Ida rejste sig, og der blev let og spurt; spørsmål og udbrud lød helt inde fra stuerne.

Hans Råskov stod op; han var blevet sig stedet bevidst, men han rystede endnu lidt efter farten. 133|Han tænkte på de foregående års arbejde, som der ingen erindring var ved, men denne aften fyldte med års vidde i hans sind. Han satte sig på verandaen og så ind i de oplyste stuer for at vænne sig til dem, inden han gik der ind.

Der kom nogen nede fra haven — — — det var hende! Jeg må altså ha siddet her temmelig længe, tænkte han, siden hun er kommet en anden vej ud. Hun måtte ha set ham, nu kom hun lige imod ham. Hvad skulde det betyde? Kunde hun tro, de havde noget at tale om? Kom hun her og stolede på sin skønhed? Hvad havde han med den at gøre? Han var ikke kommet så langt ud over bondenaturen, at skønhed betød noget for ham. Det mest rosende udtryk om kvinder, han havde hørt i sin familie, var: Det er en god kone — — Om de unge piger var der sædvanligvis ikke tale, før de skulde giftes; så kunde det ske, at der blev sagt: Hun blir en god kone. — Han vedkendte sig denne fædrene værdibestemmelse; hvad vilde hun så her med sit elskovsgøgl?

Lyset faldt på hendes ansigt; det var sagtens beregnet. Men hendes øjne var dejlige; blå og uransagelige som fjærne skove på en sollys septembermorgen.

Hans tænder hakkede mod hverandre. — Fryser jeg? tænkte han. —

Hun stod foran ham. — Vi to har endnu ikke talt sammen, sae hun.

Vi to, tænkte han.

Hun skimtede lige hans ansigt gennem det grå mørke, øjnene sad deri som sorte huller, men hun 134|vidste hvad der stirrede ud fra dem, og der kom en svaghed over hende.

Jeg synes dog, vi har haft — — begyndte hun.

Da sae han med tør, udtryksløs stemme: Vi har haft noget sammen, ja. Jeg opfatter det som en fejltagelse fra Deres side; jeg trænger ikke til at få den nærmere forklaret.

Hun lo højt, på een gang skuffet og lettet: Ja, vist har jeg taget fejl af Dem. Jeg troede — — — nå, pyt med det; nu ser jeg, De er en ganske triviel tølper, en bonde, der har lært kemi. Det er hele herligheden.

Hun lo igen. Han rejste sig langsomt, hun hørte, hvordan det gav sig i hans knæled, og hun blev bange, ligesom et barn, der er faldet i betragtninger over en tyr inde på marken, og som pludselig ser den stable sin krop på sine knagende ledemod og vende de blodskudte, skulende øjne hen mod vejen og overlægge ved sig selv — —

Den gang De — — begyndte han med en uklar stemme, der fik hende til at bæve, — den gang De mødte mig — — en aften, da kom De fra andre mænds hænder, med Deres tanker fulde af andre mænds begær, der altid hænger ved Dem. Jeg ved det. Nu hader jeg Dem; det må jeg også ha gjort den gang; i alt fald ophæver det alt andet.

Han rejste sig og gik lige forbi hende ned i haven. Hun knyttede hånden efter ham:

Godt; had du mig bare; bild dig det ind; du skal ikke slippe så let.

Da hun vendte sig, så hun købmand Sørensens ansigt tæt mod verandaens rude; han hakkede i den 135|med næsen og ledte omkring på den som et insekt, der vil den vej ud.

Er det mig, De søger, hr. Sørensen? spurte hun højt, og hun hørte skridtene stanse nede i haven. Å ja, han kunde måske ha ganske godt f at være tilskuer, han med sit had. Bare han havde været her for lidt siden og set hende blive fortumlet af Vejgårds lyrik! Hans forstand var vist allerede rystet; Kai skulde få ret, om det på nogen måde var muligt!

Sørensen var kommet ud efter nogen kamp med døren; han stod endnu og holdt sig ved dørgrebet.

De morer Dem ikke, sae han og søgte at lægge en let beklagelse i sin stemme.

Hun vendte hodet om imod ham, idet hun lyttede anspændt: Mon han havde fundet noget at sidde på der nede?

Sørensen tog et langt skridt og satte sig lidt pludseligt hos hende, ligesom et lille barn, der slipper en stol og når at få fat i en anden.

De er bedrøvet over noget, fortsatte han i en mindre selskabsmæssig tone; De har sorg. Det gør mig ondt, at De sørger; livet er jo dog sådan indrettet, at det er muligt for os alle at være glade.

Det blik, hvormed hun så på ham, gjorde prædikanten til et menneske. Han famlede efter hendes hånd, og det gav et sæt i ham, da han fandt den, men så holdt han fast.

Jeg har længe kunnet se, at De var bedrøvet; det er mig en nødvendighed at opsøge de mennesker, der er i nød, derfor er det ikke tilfældigt, at jeg træffer Dem her. Men De behøver ikke at være bedrøvet; jeg mener: så underfuldt er livet jo indrettet, at ingen 136|er bestemt til glæde, mens andre må være bedrøvede; ved De ikke det?

Han talte flydende og i den evangeliske tone, som han havde så megen færdighed i, at han havde glemt sin naturlige røst, men han blev usikker og stammede ikke så lidt, da han kom til det æmne, som havde skaffet ham så stor indflydelse inden for vennernes kres: Kærlighedens Favn, der står åben for os alle; dær er det sødt at hvile, når vi blot vil kaste os i den med blind hengivelse.

Han tog hendes hånd i bægge sine og kunde ikke slippe igen; han var som en smed, der er kommet til marked og har fået et elektrisk batteris lodder i sine grove næver; han sveder og skælver og gennembæves, det er ikke til at holde ud, men han holder fast, som han endnu aldrig har holdt fast på nogen forhammer; en højere magt er over ham.

Fru Ida sænkede hodet, som stillingen krævede det, og klippede med sine lange øjenvipper; for et tåget blik kunde det godt se ud, som hang der en tåre i dem. Købmand Sørensen vandrede som en søvngænger fra det hellige evangelium over i det verdslige; han anede ikke, at han lokkede en sjæl til vildfarelse, han vilde ikke gøre det, men han bestræbte sig dog for det. Han forsikrede, at der var trøst for hver sørgende sjæl, og mens han sae: sjæl og atter sjæl, skælvede hans legeme over hendes legemlige nærværelse. Han forkyndte om kærlighedens ånd, og samtidig krusedes hans kød af lyst.

Han blev ved og lod sig ikke stanse; han vilde husvale hendes sjæl, og han trykkede hendes hånd, som var den en sjæl, og hans hånd husvaleren. Han vidste til sidst ikke mere hvad han sae, han kom 137|bort fra det tillærte, han blev så naturlig som en plante, der står ved vejen og tar imod solen og senere sætter blomst og gir sin frugt til vinden. Han havde af ganske ævne indsuget alt hvad der udstrålede fra hende, det spirede og stred sig frem til lyset med ufattelig hast — men det var jo også midt i foråret — det blomstrede og fik farve i hede ord, og det satte frugt i et kys — — —

Sørensen havde bøjet sig over hende, nan prøvede ikke på at læse en tilladelse i hendes øjne, for han så kun hendes mund, og den kyssede han.

Var det sket for fjorten dage siden, så kunde hun godt ha leet og klappet ham drillende på kinden og sagt, at det gjorde ikke noget, men hun skubbede ham fra sig og sae blot: De er jo tosset — og hun gik uden at tilføje noget formildende ord.

Hun løb ned ad gangen, der hen hvor hun mente, Hans Råskov sad. Skønt dette kun havde været et eksperiment, så havde hun ikke helt undgået at føle sig svimmel; det var anden gang og tilstrækkeligt. Nu — — —

Han var der ikke. Hun ilede haven igennem, søgte ham til sidst inde i stuerne; dær fandt hun ham; han var kommet i samtale med en eller anden, med Anna Årbo, det lange unge pigebarn, hun konverserede ham så mildt og fornuftigt som nogen verdensdame.

Sørensen sad endnu på verandaen.

„De er jo tosset,“ tænkte han. Han huskede det kys, smagte det om igen, brugte skriftsteder mod det og fik det ligesom til at blive blegere, men netop som han mente, at han havde taget kraft og farve af det, 138|så svulmede det på ny rødt og modent i hans erindring, og han fik en lang kamp at bestå.

Det hjalp først, da han kom i tanke om sin kone. Han gik en omgang i haven og pålagde sig den straf at skrifte alt for hende, om så hendes tro på ham blev rystet derved. Og så måtte han hjem, han måtte fly denne farlige kvinde. Dette var vel en prøvelse, en advarsel; han vilde huske den.

Han opsøgte sin kone, og de tog hjem. Undervejs betroede han hende, hvad der var sket, men da nu den evangeliske ånd nogenlunde var kommet over ham igen, så kunde det nok ske, at han udelod nogle rent menneskelige enkeltheder, men det hun hørte, rystede hende dybt nok, og hun led med ham.

Han tilbragte det meste af natten i et lille gæsteværelse oppe på loftet, under bøn.