DER er skovbal i byens lystanlæg, et blandet publikum fylder den åbne estrade ved siden af pavillonen. Midt på gulvet drejer honoratiores sig sindigt den rigtige vej med deres ægtefæller, men langs den ydre rand suser den vilde galop avet om, saftige svende hvirvler af sted med deres piger i stramt favntag. Der står en sød og farlig em til værs fra den dansende ungdom, og efterhånden som aftenen skrider frem, påvirkes de sindige elementer deraf, varmen og farten fordeler sig mere ligeligt over det hele. Langs bænkeraderne syder hed hvisken, og i de mørkere kroge sprutter fordækte kys frem under sænkede ansigter. Musikken lyder velsignende over det hele erotiske ocean, pisker det med stormende galopader, lar det svulme bredt i sindige valse og maler det i kvadrillers hvirvler. Men de bølger, som opstår her, nåer længere ud, end musikken lyder, og jo fjærnere de ruller ud i mørket og stilheden, des mere skummende blir de; deres toppe kruses af sød gysen, men dalene er fulde af svimmel.

Fru Ida færdes alle steder som en vidunderlig ting, der gør nytte overalt og ingen steder tør savnes; hun drejes langsomt og varmt i den indre cirkel som 154|en hvid lue midt i bålet, hvor der er hedest; hun ses hvirvle af sted langs den farlige, oprørte rand som en af de ydre flammer, der er brandens forposter og vinder nyt terræn for den, og mange ser på hende og vil gærne være det stykke tørre træ, som hun næste gang river med sig ind i bålet. Her hvor der er mange til at gi og ikke færre til at ta, her er næsten alt hvad hun kan ønske sig, og mere end noget menneske kan overkomme. Hun morer sig, som om dette var den yderste dag, og dog synes hun ikke at kunne få nok, hendes øjne søger stadig ud mellem træerne i det usikre lys, hvor folk kommer og går, langt ud mellem de grå stammer, hvor menneskene er lige så utydelige som deres egne skygger.

Vejgård er aldrig ret langt fra hende; han er aldeles overstadig; når han og fru Ida morer sig sammen, er der ikke til at være i nærheden for almindelige mennesker. Men dette er også Vejgårds store tid; bladene veed at fortælle om en digtsamling, han har under forberedelse, hvor livsglæden går i endnu højere bølger end i noget af hans tidligere værker; hans venner kan citere brudstykker deraf, og småbladene mumler om en kvinde, der har inspireret ham. Han digter uafladelig, hans poesi begynder vel ved jorden, men den ender mellem de hvide skyer og stjærnerne, han er aldrig før nået så højt. Det kan være det samme med at forklare, hvorfor han har opsøgt fru Ida som inspirasjonskilde til den overjordiske fryd, men sker det, at tiden blir ham for hed og besværlig, så ved han, hvor let tilgængelige piger er at finde, og siden digter han videre med befriet hjærne. Han holder sig hele 155|tiden nogle alen fra den platte jord og er et af de få mennesker, som virkelig er oven på i denne tid. Hans hoved rager altid op over den højeste svimmel, og han er nu for alvor i færd med at blive en stor digter. Han går tit uden for og tar noter, fylder sin skitsebog med udbrud og versestumper, skriver hastigt i mørket uden at se på papiret.

Fru Idas latter lyder ikke så naturligt som hans, hun ler hårdt og stakkato, og hendes stemme kan undertiden falde hen ligesom i jammer, men hun hører det ikke selv, alt det andet overdøver hende og blander sig for hendes øre til eet kor; hun ønsker at smælte sammen med den almindelige vildskab og glemme sig selv, og lidt efter lidt kommer hun i spidsen for al lystighed; hun er det glødende midtpunkt, der selv er uden bevidsthed, fordi det er brændt ud, men hun spreder liv om sig og fylder alles bevidsthed med sin person. Der gribes mere og mere grådigt efter hende, alt som aftenen skrider frem; hendes spænstige former knuges i mange favne og taber ikke noget derved; det kan også ske, at der lægger sig en arm om hendes liv og vil føre hende med ud i mørket, men hun gør sig hver gang fri og lar manden stå dær med en tom, rundet arm frem for sig. Ingen har hun så tit stillet fra sig på den måde som proprietær Ahlmark.

Hans Råskov gik uden for og snakkede fornuftigt med sig selv, han formanede og underhandlede som en bedstefaer, der taler en seksårig til rette. — Jeg kan bære det, tænkte han, mens han afvekslende 156|så på dansen og gik en tur ind i skoven, og dog var besindelsen hvert øjeblik ved at svigte ham.

Han havde slået sig gennem isen med fatning, han havde ikke kastet stenen; han havde ganske vist glemt sig selv, da han sloges med Søren, men ham havde han senere besejret og gjort uskadelig ved at trække ham op. Nu havde han kun sig selv at stride med, og når han kom over dette, så kunde han være sikker, så var han stærkere end alting. Han vidste hvad det gjaldt, og det kunde ikke gå an at svigte, for da var han uhjælpelig faldet igennem, han måtte ligge dær og hyle ligesom Søren, og ingen kunde trække ham op; han måtte vide, at hvis han først een gang var gået til bunds i sit eget raseri, så slap han ikke op af det igen.

Han gik tilbage til dansepladsen, og inden han kunde være forberedt på nogen ting, stod fru Ida for ham.

Nej tænk, er De også her, sae hun med ganske dagligdags stemme: God aften!

Hun ventede på et svar, men da der ikke kom noget, gik hun igen.

Ja, her var han — også!

Hvad var det? Blev han pludselig sindsforvirret? Alting var jo vendt op og ned med et ryk. Nå, sådan; sagen var ganske simpel den, at han også var her ligesom de andre mænd; uden at være sig nogen ydmygels bevidst rendte han her fra og til som en hund, bare for at se hende og på samme tid bange for hende, som en hund, der har fået prygl, men alligevel ikke kan dy sig. — Hvad var det for en teori han havde lavet sig — en forbandet fej løgn? Og så kom hun, og med et eneste blik begreb hun ham 157|straks, afslørede ham som en tosse, der var værre end andre tosser, en fej nar, der ikke har mod til at begå den frelsende dårskab. Alt det så hun med et blik; hun sae det med et ord; hun hånede ham, som ret var, og gik så. Hvad skulde hun med ham, når der var villige narre i tilstrækkeligt tal?

Han lae sig ned og fortalte sig selv, at han vilde sove, det var det eneste rigtige efter de mange søvnløse nætter; han tvang sig til at ligge stille i flere minutter, og det var ligesom fornuften kom tilbage; han kunde igen tale fredeligt med sig selv. Han fandt de fredsommeligste udtryk ligesom en mand, der er i fuldt raseri og endnu ikke har slået første gang, men han holder sine hænder nede og taler sagte og formanende, mens han allerede i sine næver føler den udfarende kraft i det slag, der skal sætte blod.

Det kan ikke gå an at springe over noget, tænkte han. Ligesom slægtens gamle, kloge folk overbeviste han sig selv med den tankegang: Hvad der skal til, det skal til. Han forlangte af sig selv, at han ikke gik til side for noget, allermindst for en kvinde, han foragtede. Dette vigtige holdepunkt havde han: Foragten; det gjaldt om at bringe så meget som muligt ud af den. Der kunde komme en rystelse over ham, når han hørte hende le og støje der inde. — Jeg har feber, sae han til sig selv; det er krisen der nærmer sig, og nu er det, at det gælder om at komme godt fra det; ellers skal jeg gå med det i år, som jeg nu har gået med det i uger. — Hun var i sit bedste humør, den fordel havde hun desværre; hun hylede, når mændene kom i nærheden af hende; den perverse, røde kat, han havde set i sin barndom, det var 158|ganske rigtigt hende; den var blevet til et menneske i hende, og hendes stemme var kattens, der jamrede efter elskov.

Han tvang sig til at blive stående, når han følte, at han gærne vilde løbe fra det; al forfædrenes fornuftige ævne til at ta livet, som det faldt, syntes at blive levende i ham nu; de gamle bønders stille dukken med nakken over for hvad der ikke kunde være anderledes, den levede op i ham og hjalp ham, nu da det var fornødent.

Han hviskede med sig selv, mens han gik fra og til; han kunde gribe med rasende hånd i en gren, der slog ham i ansigtet, men han slap den straks og passede på sig selv som en, der for nylig har brækket en arm og veed, at han skal være forsigtig.

Det blev vildere der inde. Ja vel, dette var næmlig den endelige prøve, den yderste dag — — —

Idet han tænkte dette ord, så ramte det ham vildt som noget man render imod og kvæster sig på i mørke; han blev overvældet af syner fra Åbenbaringen, som han havde læst to gange i sin barndom; sværd og flammer, død og brøl i basuner stod om ham; alle de syv skåle blev udgydt over ham — —

Han gik dybt ind i skoven og holdt sig ved et træ, han tvang det under, han stirrede det ned, og i mørket fik hans øjne den samme betvingende kraft som hans bedstefaers havde haft, når han løftede ansigtet oppe ved sin bordende og så på en, til han blev kold i ansigtet og gik.

Skulde det nu briste for ham på grund af en elskovssyg kvinde? Han var hidtil kommet over alting, havde tvunget det ned det ene efter det andet med en 159|stigende følelse af spændkraft til at holde det nede, og nu — — — — —

Et hyl af en kvindestemme sprængtes ud af mørket tæt ved siden af ham; han havde nær skreget selv og greb forfærdet for sig, som var selve tavsheden eksploderet om ham. En skikkelse foer forbi, derefter kom en anden, og en anden stemme hørtes, der bandede på dælen — —. Den sidste kendte han; han gik i modsat retning af de to, og støjen døde snart hen.

Der måtte vel være gået en time; han følte, at det vilde være farligt at blive længere i mørket og ensomheden; det var bedre at vende tilbage til de andre. Men da han kom i nærheden af dansepladsen, hørte han sit navn blive nævnet, og en stemme sae: Han var her lige for fem minutter siden.

Fem minutter. Han havde det altså ligesom de syge, der begynder at mærke dødens famlende tag, der strammes og løsnes, og mellem hver gang de slår øjnene op, tror de, der er gået dage!

Så var det bedre at være død. Hans sjæl bøjede sig i et nu længselsfuld mod denne udvej, men han skød straks tanken bort igen. Det var jo hans ide, at han ikke vilde gå under; hans forstand og hans vilje skulde altid rejse sig sejrende over det, der styrtede over ham og truede med at begrave ham. Nej, den udvej stod ham ikke åben; det var at springe i vågen af fri vilje, at gå under i en dødskamp, om hvis vildhed han ikke kunde gøre sig nogen forestilling. Nej. Han havde at holde ud. Andre kunde gøre det, der var mere heldige end ham, men han formåede ikke en gang at misunde dem; han var født med den nødvendighed 160|at leve livet sådan som det var; det kunde ikke ændres.

En skikkelse kom ud mellem træerne og stansede foran ham.

Godaften, hr. Råskov; De danser ikke.

Det var Anna Årbo. Hun begyndte uden opfordring at tale om ballet, om sidste gang de havde truffet hinanden; han vidste ikke, om hun kunde mærke noget på ham, men hun blev åbenbart glad, da han sae: Jeg danser ikke, men skal vi spasere lidt sammen? — Det skaffede ham en vis lindring at gå og høre på hende; der faldt ligesom en blå, sval tåge over de røde syner, der brændte i hans sind, som var hans lange, glødende dag snart forbi, og mørket bragte kølighed og hvile. Han førte hende tæt forbi det træ, hvor han for lidt siden havde ligget; hun mærkede, at han trykkede hendes arm, og der kom en skælven over dem bægge. Hans arm kom til at ligge om hendes liv, og hun lænede sig tættere ind til ham, men blev dog ved at tale som før, om ting, som ingen af dem skænkede den ringeste opmærksomhed.

Det var anden gang, at en kvinde var så nær ved ham. Dybt inde fra hans erindring kom billedet af en usigelig mildhed langt borte, og han syntes at forstå, at den var bestemt til ham, men andre tiders barskhed var kommet efter og havde indtaget pladsen. Han havde glemt det, men der var altså noget, der havde magt til at kalde det tilbage.

De er den første — — begyndte han, men så tav han.

Hun vendte hodet om imod ham og smilede, rede 161|til at tro på alting. Men da fik hans ansigt et andet udtryk.

Hvorfor bær De rød sløjfe? spurte han og pegede på hendes hals.

Hun førte hånden op til den og rev den af.

De var kommet hen til lyset og støjen; stemmer lød ud til dem, også fru Idas latter hørtes, blandet med andres.

Hans sjæl blev ligesom grebet af en kastevind, hele hans bevidsthed duvede for en glødende storm; han greb hende i armen og stirrede, som om han havde møje med at genkende hende; det var heller ikke mere hende, han så, en eller anden tilfældig ung pige, han havde mødt; han stod ansigt til ansigt med sit eget gøglende afsind, der lidt efter lidt havde ladet ham glemme, hvem det var han fulgtes med, og i stedet for påtvunget ham forestillingen om en anden — —. Og denne andens stemme lo der inde, lo ad ham, som om det var selve det triumferende vanvid, der lod sig høre, nu da han var i dets vold.

Skal De så ikke ind og danse? spurgte hun med forandret stemme.

Nej.

Hun så på ham med angst og undren, men han mærkede det ikke, hans bevidsthed kunde ikke rumme mere. I næste øjeblik var hun borte.

En trompetsolo bragede løs fra musiktribunen og borede sig ind i hans bevidsthed som en giftig splint. Han så sig forvirret om.

Fru Ida kom frem i den granprydede indgang til dansepladsen. Straks efter så Hans Råskov hende komme lige hen imod sig.

Er vi ikke venner? spurte hun og rakte hånden ud imod ham.

Nej. Vi er fjender.

Hun lo. Han var virkelig komisk, dette forrykte mandfolk, der øjeblikkelig røbede sig, så snart man talte til ham. Gik han ikke dær ude i mørket som en gal tyr, der straks gav et brøl af sig, når nogen talte til ham. Han havde viist alt hvad han kunde.

Hun morede sig oprigtigt, med musikken bag sig og mændene, der ventede. Hun lo; det var som om hun nu endelig kunde le al sin forelskelse bort — eller hvad det nu var for noget galskab, hun havde fået i sig ved at se for meget på ham, — og det gav hende mere lyst til at le; han var ganske simpelt morsommere end nogen af de andre. Hun lo jublende, og nu vilde hun ind og more sig kosteligt, mens han gik her ude og hadede hende; måske endte det alligevel med, at han også kom ind, men det var ellers lige meget. Det var længe siden, hun havde haft en så befriende latter — —

Ler De ad mig? sae han og trådte et skridt frem.

Ja, svarede hun, idet hun holdt op med at le; De er da komisk, men kom De hellere med ind, nu har De længe nok gået og skabt Dem her ude. Kom så!

Ler De ad mig? gentog han. Han stod nu helt op ad hende. — Er jeg latterlig?

Ja, sae hun og blev bleg.

Hun bøjede hodet tilbage; han gabede næsten over hendes ansigt, og han stirrede på hende med øjne, der ikke blinkede eller forandrede udtryk; han mindede om visse asiatiske gudebilleder, 163|hvis ansigt er en dødsmaske, mens øjnene skinner med et overnaturligt liv.

Hun blev som lammet af dette blik; senere følte hun, at han kunde ha gjort med hende, hvad han vilde, om han så havde kvalt hende; hun var næsten uden bevidsthed og uden vilje.

Han stirrede ind i hendes ansigt, til det blev dødt og gråt, med had og med et forfærdet spørsmål, men han så i hendes ansigt kun et spejlbillede af sit eget afsind; og han, der i den sidste tid stadig havde følt sig svævende på randen mellem det tragiske og det latterlige, han fik ikke noget svar på sit spørsmål. Hun havde leet et øjeblik, og nu stod tragedien skrevet i hele hendes skikkelse.

Jeg blir syg, hviskede hun og sank bag over. Idet han vilde gribe hende, udstødte hun et hvinende skrig; folk kom til, og Hans Råskov forsvandt mellem træerne.

Hvem er det? spurte hun, da nogen greb om hende og støttede hende.

Det er Kai, der kommer for at spørge, om du nu vil med, Ida. Du er syg; lad os to gå.

Hvad er det, vil De hjem? lød Ahlmarks stemme bag ved. — Han stillede sin uordenlige person foran fru Ida: Ja gå De kun hjem; De har gjort mig så ulykkelig, som jeg kan blive.

Fru Hansted er syg, sae Kai.

Det er jeg også, men hun dør vel ikke af det; det gør jeg måske. Farvel, fru Hansted, og tænk på mig, når jeg har hængt mig.

Han lo fjollet. Men vil De frelse mig, så kan det la sig gøre endnu — — Der kom pludselig rejsning over manden, og et håb lyste i hans ansigt.

Kai, sae fru Ida forvildet og holdt fast i hans hånd; jeg følger med dig; jeg vil hjem.

Nu går vi, Ida. De skulde ikke samle opløb, herr Ahlmark; De må jo nok kunne mærke på Dem selv, at De ikke er tilregnelig.

Der hørtes stemmer længere inde: Ahlmark — — han skal være her et sted — —

Farvel, fru Ida, sae han; jeg tilgiver Dem, dælen — — nej, her skal det sgu ikke gå for sig, afbrød han sig selv og satte af sted i fuldt løb.

Kai tog fru Ida under armen og gik. De kom forbi en betjent, der havde en flok om sig, som han udspurte. Det sidste de skimtede i halvmørket, var Vejgård, der stod op mod et træ og noterede; hans blyant blinkede og dansede i det svage lysskær.

— Hans Råskov var på vejen hjem, men det varede ikke længe, før han måtte sætte sig; det var ham umuligt at komme bort fra det sted, hvor det afgørende endnu ikke var sket, det der skulde gøre ham til en fri mand igen. Det gjaldt livet, at han ikke kom bort her fra med uforrettet sag, hvor alle hans tanker var bundne og atter og atter vilde vende tilbage og rase i minderne. Det beroligede ham lidt, at han ikke mere gik; han vilde vente; imidlertid kunde der ske et eller andet; han var indenfor en mulighed, så længe han blev på stedet; der kom en vis tålmodighed over ham.

Men sæt, at hun var gaaet hjem. Han rejste sig med et spring og begyndte straks at gå. Hans sindsbevægelse tiltog, idet han nærmede sig det sted, hvor hun måtte være, for hun kunde vel ikke være gået hjem! Hvad skulde der så blive af ham?

Han vilde ikke løbe; gå fornuftigt vilde han, indtil han fandt hende og havde hendes legeme mellem sine hænder, og hvad så?

Nej, han vilde gå besindigt — — men hvis hun nu var gået hjem — sammen med sin spinkle ven, så vilde han løbe, til han indhentede dem; så måtte der ske noget — — det, der skulde ske.

Han gik hidsigt til, det kunde ikke gå an at udsætte sig for, at hun var borte. Nu vilde han hende noget; hun skulde findes. Hvad der skulde ske, vidste han ikke; først vilde han se hende.

Men så kom der pludselig noget, der standsede ham: Blod.

Han så hendes blod, det flød over hans hænder.

Han sank ned på en træstub; været gik hylende i hans hals, sveden sprang ud på hans pande, faldt tungt på hans hænder og løb som varmt blod mellem hans fingre. Han var nær ved at græde; gråden steg op i hans hals, spændte og brast. Han græd virkelig, uden hulken og med tørre øjne, og der kom ingen friskhed eller lindring af det. Hvad han knap havde formået som dreng, det var blevet ham næsten umuligt som mand; det var, som om den gråd, han ikke kunde græde, var bleven til sten i ham. Hans sjæl var en stenørken, skoldet af en uforanderlig sol. Var det det sidste grønne strå, der nu visnede, den sidste friske dugdråbe, der hentørredes?

Måske var dette slutningen, og han blev fri for bevidstheden om sig selv, der altid havde været ham en kval. Han samlede i een anspændelse al sin sjælsstyrke for med al den klarhed, der endnu var 166|ham lævnet, at berede sig på tabet af sin forstand; han syntes også han så ned gennem sin fortid og erkendte de linjer, der fornuftigvis førte op til denne afslutning, og han sad og ventede det med beredt sind som den, der ikke kan flygte; han sad med hængende hænder og gabende mund og stirrede ind i skovens tætte mørke, han så ind i sin sjæls mørke og ventede, at det skulde komme.

Men der var blevet stille i ham, synet af blod forsvandt; også dette skulde han rumme i sin bevidsthed og så kunde han få lov at leve videre så godt det var ham muligt. Der havde været et kald på blod, det var ikke blevet fulgt, men han skulde betale for det. Han måtte selv gi alt, siden han ikke vilde gå til andre og ta, hvad der krævedes af ham. Han, der sparede, skulde ikke spares.

Som dreng havde han en gang læst om en morder, der havde gjort sin gærning og fået sin dom og blev kørt af sted til tugthuset. Rolig, næsten vel tilfreds betragtede han fra kupévinduet tilskuernes stumme mængde, der gruede og forbandede ham indvendig og ikke forstod. Betjenten tog ham i armen, og han satte sig føjelig ned som en mand, der er færdig med sit og opgir bestemmelsesretten over sig selv.

Hans Råskov strøg sveden af panden med den ene hånd, rejste sig og gik lige ud af skoven. Han fejede grenene til side og brækkede dem, når de gjorde modstand; han sparkede sig gennem slyngplanter og vadede over grøfter, gik lige på med dyrets instinkt. En gren slog hatten af ham, han havde ikke tid til at lede efter den. Når han trådte 167|ned i huller, var det som om benene skulde knække under ham, men han stansede ikke et øjeblik.

Han kom hjem, pakkede sammen og fandt et nattog, der førte ham bort fra byen. Næste dag opsagde han telegrafisk sin plads og rejste til udlandet.