SENT næste aften ankom Hans Råskov med dagvogn til en kro i en afsides landsby oppe ad Limfjorden til, han fik sig noget at spise og gik derefter straks i seng. Han vidste at det var ikke noget godt, der ventede ham, så snart han begyndte at blive døsig, men nu da han var beredt på det værste, havde han ingen grund til at opsætte bekendtskabet med det. Men han var så lysvågen, at det alligevel lod vente på sig.

Det blæste stærkt, og da folk var kommet i seng og ikke fyldte huset med de mange lyde af deres arbejde, begyndte huset selv at la høre fra sig med al den knagen og piben, hvormed gamle huse i blæstvær underholder syge og søvnløse, og hvad de lykkelige sovende havde forsømt, inden de gik i seng — et vindu, der ikke var lukket, en sinkspand, der var blevet liggende på gårdspladsens stenbro — det fik nu mæle og spøgede som rastløse genfærd. Men livligst af alting var værhanen, den hvinede og galede i et væk; undertiden blev den så overgiven, at den snurrede flere gange rundt og tabte mælet af svimmelhed, men den var der straks igen, den skingrede af livslyst, støjede og holdt fest natten igennem og havde endnu sit humør ubeskåret næste 202|morgen — som en ung tjenestepige, der har fri Søndag og går på bal. Den vakte gamle minder hos Hans Råskov; hver gang han var ved at døse hen, tog hans fantasi sig så store friheder med al denne skrigen og dansen oven over, at han vågnede og måtte holde den i ave.

Så kom der en varme, der fordrev al døsigheden og fik sveden til at springe frem. Han blev opmærksom, og alting spændtes i ham: det var vel begyndelsen. Heden blev trykkende, den påvirkede hans fantasi, og forestillingen om Rødt begyndte at trænge sig på. Han huskede den ene røde ting efter den anden, det tiltog hurtigt og fyldte hele hans bevidsthed, men han så ingenting; under de lukkede låg stirrede han efter flammer eller blod eller hvilken skikkelse, det røde Afsind havde i sinde at antage, men det kom ikke frem. Det var som om hele rummet bag ved hans sansning var fuldt af rødt, og når hans opmærksomhed et øjeblik slappedes, kunde der ligesom slå genskin af flammer frem for hans blik, men ved den mindste anspændelse fra hans side var de borte. Det truede med at falde over ham og fortære hans forstand, men det beherskede sig og gemte sin kraft og lod ham ligge i forventningen, som om det kom an på at pine ham langsomt ihjel ved skjult belejring, mens det lod ham beholde sin forstand, der ikke ydede ham noget forsvar. Men det tillod ham ikke at sove eller blot blive adspredt; så snart han ikke var på sin post, rykkede det et skridt nærmere til hans bevidsthed; det skred ikke til åbent angreb, men det varskoede ham gennem et eller andet medium, hvorved det fandt adgang til hans bevidsthed, så ofte og på hvilken 203|måde det ønskede, men der gik ingen forbindelse den anden vej; han var sluttet inde, angribelig på alle punkter; det triumferende afsind havde ham aldeles i sin magt.

Det kunde drive sit spil med ham, som det vilde. Nu syntes det, som om den store ild, der brændte bag hans bevidsthed, blev til hjul, der drejede rundt, et hoverende, pragtfuldt fyrværkeri, der skulde male hans sjæl til aske og sprede den til alle sider. Han følte sengen gynge under sig; han prøvede at stanse det ved at lette sig og ryste på hodet, men da var det, som om han rystede den store brand buldrende ned over sig; han forstod, at den ønskede at passe sig selv, og han blev straks føjelig, fandt sig i ikke at gribe ind. Lidt efter gled han nøgen ned ad varme, ru stenflader, hans egen hud var som pimpsten og uden følelse, men når han skurede mod stenene, kildrede det rædselsfuldt, og latterbobler steg kvælende op i hans strube. Men han tav til det altsammen; hvis han havde hørt sin stemme i dette øjeblik, så måtte han være gået fra forstanden.

Mens han lå og stirrede frem for sig i sin uhyre udmattelse, så han i det tætte mørke en grå firkant tegne sig over for sengens fodende. Han ligesom hilste på den og tog den med i bekendtskabet og undrede sig over, at den ikke ledsagedes af en eller anden indre fornæmmelse, og at den ikke lignede det andet. Men så gik det op for ham, at det var vinduet; dagen var ved at bryde frem. Hans øjne hang ved det grå, fattige lys, der var et livstegn fra en anden verden end den fordrejede, han husede i sig. Skønt det andet ikke gav fred, så gik tiden dog lettere for ham, mens lyset tiltog og voksede 204|ind i værelset, og han så begærligt omkring på tingene, efterhånden som de blev synlige. Skyerne skiltes der ude, gennem en karrig spalte trængte solen ind til ham, men da var han faldet i søvn; hans bevidsthed var et øjeblik gået gennem ild og larm, men det havde denne gang ikke formået at kalde ham tilbage; han slap igennem og sov ind.

Hans Råskov gik omkring i sit værelse i overfrakke og morgensko, for det var koldt, og det vilde ikke brænde i kakkelovnen; alting var gennemtrængt af en sur røg, som han til dels havde fået ud gennem døren; vinduerne kunde han ikke lukke op, for så væltede regnen ind. Der stod hele søer i vinduskarmen, han vidste ikke, hvad han skulde stille op med dem, de fik lov at løbe ned ad væggene. Over for hans vinduer stod nogle rådne, hvidkalkede huse, hvis tag lignede møddinger, der til dels er bevoksede; det så ud, som om de skulde opløses i den voldsomme regn; kalken faldt af i store skiver, og leret drev i brune striber ned ad væggene; de smæltede hen, disse elendige huse, stokke og stolper kom til syne som trøskede benrade, mens muren regnede bort og flød som gult dynd ud på vejen og blandede sig med det grå dynd. Om lidt sank de vel sammen med et hæst forsøg på at gi et brag fra sig. Dær var en væg så dårlig, at den havde fået en skrå stolpe, der gik ned i jorden, at støtte sig til, om den så kunde holde ud, men stolpen selv var grøn og fordærvet; 205|de dybe sår den havde fået, viste, at dens indre ikke var friskere end dens ydre. Den krummede sig allerede for murens vægt, og det var øjensynligt, at den ikke gjorde det ret længe; den lignede et stumt skrig om hjælp.

Hans Råskov tog mod til sig og vadede ud i æltet, han trængte til varme. Han gik en lang tur og blev varm. Da han var kommet en halv mil fra kroen, følte han, at han ikke var herre over sig selv, heden havde taget magten over ham, den var ligesom slået ind og havde angrebet sjælen. Han ønskede sig hjem, han foretrak nu at gå i sit værelse og fryse, men det var for sent; et besynderligt raseri kom over ham, og det tabte sig ikke, fordi han stod stille og svalede sig. Han huskede og hadede den ene efter den anden, der havde gjort ham fortræd; han glemte ikke en eneste, heller ikke alle dem, der havde set på ham med ringeagt eller ligegyldighed, eller dem, der havde sendt ham et koldt blik, som han havde opfattet, uden at den anden måske havde ønsket det; der dukkede en mængde ansigter op, som han slet ikke kunde huske navne til, men alle havde de gjort ham et eller andet; om ikke andet havde de vakt hans uvilje, de havde været glade og ikke delt med ham, de havde moret sig og set med undren på ham, der ikke kunde være med; ikke et af alle de blikke var undgået ham; deres mangel på deltagelse var gået igennem hans bevidsthed og vendte nu tilbage som et flammende had. Og det bredte endnu videre som en stor ild; det nåede også dem, han slet ikke havde set, og som ikke havde ænset ham på nogen måde, mennesker, 206|han blot havde set fra ryggen, og som alene eller sammen med andre havde ejet noget, som mennesker kan være glade over — — alle, der havde haft det bedre end han, han havde noget at hævne på dem alle; om han nu havde haft stenen i sin hånd, han vilde ikke holde den tilbage!

Han stod stille midt i den øsende regn, der malede hele den synlige verden sammen til een formløs gråhed, men han så det ikke, han var selv en verden af ild, hans blik blev hårdt og blændet og formåede ikke at hvile sig ved synet af det grå, der er som skabt for øjne, der har set for meget.

Og den store ild bredte sig; den var færdig med menneskene og nåede tilværelsens love og vilde ikke la sig stanse af dem. Den var heller ikke gået ham selv forbi, skønt han vidste, at han var uden skyld, skylden lå til sidst i den nødvendighedens lov, der havde tvunget ham, ført ham fra handling til handling, pånødet ham den ene stemning efter den anden og ikke tilladt ham at handle frit en eneste gang. Han kunde ikke genkende sin egen vilje i noget af det, der var hændet ham; det eneste der syntes at være hans vilje og resultatet af hans fornuft: hans tilflugt til det forcerede arbejde, det var også virkningen af den hemmelige tvang; mens han troede, at han havde undgået en fare, at han havde reddet sit mishandlede sind, så var det kun en våbenstilstand, hvorunder nye anfald forberedtes. Her stansede hans raseri og kunde ikke komme længere; der var stænget ved porten til det ukendte, som fornuften ikke kan dirke op, og lidenskaben ikke splintre med sine ubændige anfald, og under denne pludselige hindring for raseriet, 207|der ikke har nået sit lovbestemte højdepunkt, gennemgik han det værste øjeblik i sit liv, men der var ingen lindring for det, det var hans forbandelse, at han syntes at kunne holde til alting; han kom også denne gang fra det med sin forstand i behold.

Og lige med et slap raseriet hans sind, med samme brutale pludselighed, som det havde anfaldet ham; han blev ligesom mere ene, ene med en nøgtern, skælvende forståelse af sig selv, og dermed var ydmygelsen fuldkommen; hans menneskeværdighed var slængt hen i sølen som en tom kulsæk, og der var ikke andet at gøre end at gå hjem og i seng. Men inden han nåede så langt, var verden blevet ukendelig for ham; alting så vel ud som det plejede; han så nøjagtig de farver, som han vidste skulde være der, og dog var ikke en eneste ting til at kende igen. Når han hørte en hund gø, sae hans erfaring ham, at sådan lød hundegøen, sådan havde han hørt den mange gange før, men der var noget andet, der hviskede til ham, at denne lyd i virkeligheden var ham fremmed. Mens han gik med hænderne i lommen, forekom det ham, at armene var drejede en halv gang om og sad forkert, og selv om han lod sig narre til at se efter og fik vished for, at der ikke var noget i vejen, så lod den anden forestilling sig ikke fordrive. Han gjorde hundrede ny erfaringer, mens han gik hjem; det lod til, at vanviddet havde gemt sig i alt, hvad han sansede, og påtvang ham forestillingen om altings forkerthed, men heller ikke her viste det sig, det dækkede sig bag den normale, sunde verden og lod ham sanse alting dobbelt, satte fordrejelsens gift 208|ved alt hvad han sansede, tvang ham til at opdage verden for anden gang på en ny, bagvendt måde.

Denne hjemtur var den sværeste gang, han endnu havde gået, og dog anede han ikke tiendedelen af de hæslige overraskelser, der forestod.