Så begyndte det lange, tragi-komiske drama, bevidsthedens forstyrrelse, efterhånden at udspilles.

Det syntes som om Hans Råskov skulde bøde for, at han havde tiet så meget og så ofte behersket sig. I anfald af raseri, der i lang tid gentog sig næsten hver dag, var han tvungen tilskuer til, at hans fantasi udførte, hvad han et øjeblik havde tænkt på og straks var blevet herre over; handlinger han havde afvist og skammet sig over at få lyst til, de blev nu på en måde til virkelighed; det begyndte fra hans barndom med husholdersken og gik op efter, selv en ubekendt mand, han en gang havde slået hatten af, blev trukket frem og lynchet af den tøjlesløse fantasi — han gennemlevede en hel parodi på sin egen fortid.

Samtidig bedøvedes hans indre af et uhyre spetakkel, der vedvarede under anfaldene; det skreg og larmede — bag ved bevidstheden; han hørte ikke noget, havde ikke den ringeste hallusinasjon af lyd; det skjulte sig under stilheden, og kom der virkelige lyde ude fra, vognrumlen eller dagligdags stemmer, så svulmede de op og blev ligesom til et med den skjulte larm. I sådanne øjeblikke følte han også 210|selv trang til at skrige; han mærkede et råb, der arbejdede sig op gennem hans strube, og han hørte det ligesom alt det andet; han forestillede sig det første og derpå alle dem, der vilde følge efter, han vilde flå sig op indvendig og slide de sidste, trævlede skrig frem, indtil de hendøde i komisk klynkende piben, som når en lirekasse langsomt går i stå. Dertil vilde det passe godt, om han kastede sig ned på gulvet og væltede omkring — — han tænkte sig det med. Men han gjorde ikke noget af det altsammen. Når det var overstået, følte han en hæshed, så at han lige straks ikke var vis på, at han ikke havde skreget, og det sang endnu for hans øren, som om han var kommet ud af en maskinhal.

Det var som om en gal mands sjæl var sluppet ind i ham og levede ved siden af hans egen fornuft uden at fortrænge den, og dog genkendte han alting, og syntes, at han havde oplevet det før; med uhygge erkendte han slægtskabet mellem sig selv og det, der havde taget plads i ham og snyltede på hans sunde fornuft, så han måtte vente, at den en dag var udhulet og brast sammen til ingenting. Han førte en dobbelt tilværelse, der ikke var et menneske værdig, med sin forstand og sine sanser, der tilsyneladende ikke fejlede noget, og samtidig ernærede hans fantasi en snylter, der aldrig viste sig — efter snylteres art — og som syntes at skulle fortære ham fra inden og blandede sin giftige, slimede bevidsthed med hans. Det skulde for eksempel hænde ham, en dag da det blev højt vær, at han ikke kunde ha nogen glæde af den blå himmel; han betragtede den med mistro og undren: den farve blåt var ikke ærlig; der gemte 211|sig rødt under den, og han følte sig lettet, da de følgende dage igen bragte gråvær.

Hen på foråret kom der mere ro; det var ligesom selve afsindet gik i forfald, det fik alle de egenskaber, der kendetegner henrådnen. Havde han før haft anelser om ild og skrig, så blev det nu til aske og uendelig mumlen. Dag efter dag snakkede det ustanselig rundt om ham, og når han skulde til at falde i søvn, blev det til byger af lange, meningsløse ord og sætninger. Han prøvede at modarbejde det ved selv at lave ord, der var lige så tåbelige, han syntes han drillede fjenden, og det var ikke til at afgøre, om det hele var påtvunget, eller om han gjorde det af fri vilje; men selv dette påfund fattede han mistanke til som noget, der kunde være opfundet af den anden, og han forsøgte det ikke mere end et par gange. Han gjorde også den erfaring, at ethvert forsøg på at mildne galskaben eller ligesom narrø den for noget, gjorde den mere ondsindet; han måtte la den være ene om sit og ikke gribe ind.

Men hvad han mente at høre, var ikke noget mod de forestillinger, der påtvang sig. Hans bevidsthed havde nået de sumpede, farlige dybder, som vort sjæleliv synes at hvile på, og han overværede — i løbet af et helt år — en opløsningens komedie, som der ikke skal gøres forsøg på at gengive her. Han kunde ikke løbe fra noget; han havde perverse syner, der ligesom vilde kræve erstatning for hans livs kyskhed; andre udgik fra Johannes' Åbenbaring og bragte forvrængede billeder fra en bog, der selv er sjælelig usundhed — —

Sådan ser det ud i de sjælens dybder, som vi taler om med gru eller med en ærefrygt, der er blandet 212|med mystisk svimmel; i den ubetegnelige dynge, vor bevidsthed bygger på, skal måske livets dybere mening søges; det er ikke givet, at resultatet af en sådan søgen vil falde meget storslået ud. Den dybere, alvorlige sammenhæng eller den dybere, latterlige mangel på sammenhæng — hvilken af delene er det nu, filosofien og religionen har lovet os, at vi skal finde som enden på sagen?

— Som ganske lille dreng blev Hans Råskov en dag for første gang vidne til, at en ko blev slagtet. Synet af alt det, han aldrig havde ventet at se inde i det velkendte dyr, havde gjort et så rystende indtryk på ham, at han listede sig bort og gemte sig i en høstak for at tænke over det; men fra den dag var en ko ikke længere en ko i hans bevidsthed, og det varede lang tid, inden de to indtryk vilde vokse naturligt sammen.

Nu fik han et lignende indtryk af at se sjælen flået og skåret op — og gået i fordærvelse tilmed.

Men over synernes rå, skinnende billeder hævede hans fornuft sig for så vidt uangreben, at den kunde frasige sig lod eller del i dem; der var stadig noget, der holdt sig frisk, og når den tyngsel, der hvælvede sig tung og mørk over hans hoved, lettede et øjeblik, så syntes han at kunne skimte en fremtid, der dog på en måde var til at leve; den forjættede ham den store nøgternhed, som han to gange troede at ha opnået, og hvori han så sin eneste frelse.

Der gik et år, og det blev lidt bedre med ham. Mens han før havde underholdt sig med uskyldigt 213|legetøj, som der ikke skulde åndelig anstrængelse til, så kunde han nu lave små maskiner af træ og ståltråd og gøre de simpleste kemiske forsøg om igen. Han kunde få en hel eftermiddag til at gå med at fremstille ilt og brænde tykke firtommesøm, som om det var tændstikker; det havde også været et af hans første eksperimenter, da han var dreng.

Han tænkte sig muligheden af helbredelse og nyt arbejde, men så vidt han kunde mærke, havde han tabt lysten til arbejde, og det var jo også meget tvivlsomt, om han havde beholdt ævnen til det.

Hvad der var ham mest påfaldende, når sygdommen slap sit tag og tillod ham at tænke på andet end den, var hans fuldkomne ligegyldighed for alting; intet vakte nogen stemning i ham, hverken til ondt eller godt, alt var forskelsløst. Med hensyn til fortiden lod det til, at han havde udraset; alle minder havde sygdommen bemægtiget sig og tilsyneladende fortæret; der var ingen varme ved dem, ikke en ond tanke kunde vækkes ved hjælp af erindringen, fortiden var en hob aske. At han under lejlighedsvise tilbagefald måtte beskæftige sig med den, det vedkom ikke hans fornuft; den stod uden for. Var det nu endelig blevet sandhed, hvad han en gang havde tænkt: at han var kommet til det døde hav, hvor alt er brændt ud? Asken og asfalten, der ligger rundt om, fortæller ikke, hvad her har været, før alting blev fortæret.

— Han fik lov af kromanden til at lave sig et laboratorium i et udhus, og tog fat på et vanskeligere forsøg, der varede to dage; det kostede ham et tilbagefald på fjorten dage, og da hans sind igen var tilstrækkelig befriet, til at han kunde tænke over det, 214|da mente han at ha vished for, at lysten var borte. Den stive energi, hvormed han før gik på, den vældige fremdrift, der kunde vare uforandret flere år, var den virkelig tabt? Han kendte heller ikke mere den lidenskabelige kedsomhed, der tidligere havde drevet ham til arbejdet. Måske havde han det sådan, at han arbejdede bedst, når det halve af arbejdets lidenskab skyldtes en anden undertvungen lidenskab; derved kom der vel dybde i det; sjælens maskineri går støt under vekselvirkninger af det, der anes og kues indad til, og det, der tænkes og frigøres i handling udad til. Men var denne indre drivkraft gået tabt, hvad så? Selv om han endnu ikke var aldeles rask, og hans nærvesystem kunde genvinde noget mere af den gamle kraft, så var der sket en blivende forandring med ham. Dær hvor sygdommen havde hærget, var han nu en hel anden, og der syntes ikke at være andet tilbage fra den store ødelæggelse end hans forstand. Hvis det var den nøgternhed, han havde attrået, så havde hans ønske været dårligt og opfyldelsen værre, ti den havde ikke bragt andet end idel tomhed.

Det led hen på den anden vinter; han gjorde bekendtskab med egnens folk og traf gærne en eller anden, som han kom i tale med, når han gik ud; hjemme syslede han med forsøg, der før i tiden kun vilde ha været leg, men nu havde han intet mere alvorligt end sin leg, og han kedede sig ikke slemt. Han kom sig så vidt, at han godt kunde rejse ud og prøve kræfterne, men han gjorde det ikke; når han rejste der fra, så var det, at prøven skulde stå, om han duede til noget eller ikke, og han befandt sig for vel, til at han vilde udsætte sig for et ugenkaldeligt 215|resultat. Efterhånden blev det spørsmål ham også ret ligegyldigt; han vilde blive hvor han var, så længe han ikke følte lyst ved nogen ting.

Sådan gik der et år til uden stor forandring. Han tog sig ikke noget til og var altid beskæftiget ligesom et barn. Han var godt kendt i egnen som en sær fyr, blev venlig hilst af alle og var vel lidt. På sine ture, der stadig blev længere, stansede han og så til overalt, hvor der blev udrettet noget, og snakkede med alle, der havde tid — somen gammel bedstefaer, der går sin sidste runde og tar afsked med dem, der skal overleve ham.